ingen har sagt at skyggerne var onde - Azriel

Azriel havde set op på huset, og vidste ikke om det var en god idé at gå med. Hun så over på Sakref og overvejde at afslå at gå ind, men hun kunne ikke lade vær med at gå med ind, da han lovede hende sikkerhed. Hun nikkede svagt og fulgte hurtigt og smilte svagt til Sakref.

da de nærmede sig slottet kunne man nu bedre se detaljerne på slottet. den var pyntet med flotte gamle runer og billeder hist og her. der var to døre. den ene var en kæmpe port nok beregnet til store fester og den anden var en lille dør der nok var beregnet til dagligdagen. begge døre pyntet med flotte symboler andre ting. ud af de store vinduer skindede der et varmt lys ud.

Azriels øjne lyste nærmest op. Hun var lidt som et barn omkring store og luksuriøse huse. Hun fulgte hurtigt Sakref ind ad døren og så langsomt op på ham "Her er flot" sagde hun muntert og blev ved med at se sig omkring.

"det er jeg glad for at høre" sagde han med et venligt smil, og åbnede den lille dør. inde fra slottet af blev de pustet med varm luft fra rummet. det var en dejlig behagelig varme selv de døde ville kunne mærke. inde i slottet selve det første rum var der virkelig flot. væggene var pyntet med flotte gamle gamle billeder af mennesker og store flotte gadiner og store flag med et mærkelig sejl på. og fra den store port og hele vejen hen til den anden side var der en stor lang rødt tæppe. og ved den anden ende af rummet hvor tæppet slutter var bare den største trone nogensinde. den var dog lidt uhyggelig da den var pyntet med kraniehoveder og skorpioner og sådan noget og så var den sort med flotte grønne sten på.

Azriel åndede lettet og fornøjet op da hun mærkede den varme luft imod hendes ellers så kolde hud. Der var endnu smukker indenfor, end der havde været udenfor. Hendes blik gik rundt på billederne og de mange detaljer i rummet, mens hun begav sig længere ind i rummet, men frøs dog og stoppede brat op da hun så tronen stå for enden af rummet. Den var uhyggelig ud, og hun vidste ikke rigtig hvad den skulle bruges til. Hvad Sakref skulle bruge den til. Gåsehud spredte sig på Azriels arme og ben, og hun så langsomt tilbage på Sakref, med et spørgende blik.

"bare rolig du skal ikke tage dig af udsenet af min trone. det skyldes min familie er af ædeligt blod som gør mig mester af det her slot og jorden jeg ejer rundt om" sagde han med et venligt smil. det var et smil der kunne få faktisk alle til at blive i godt humør igen uanset hvad det var der var sket.

Azriels hjerte smeltede nærmest da han smilte til hende, og hun nikkede af det som han sagde "Okay.." sagde hun lavmælt og så dog tilbage til tronen med et usikkert blik, men begyndte så at gå igen for ikke at se tilbage på tronen, da hun stadig syntes at den var uhyggelig.

"nå men du var sulten og vi skulle have en kop te har jeg ret?" sagde han med et venligt smil. han begyndte at gå hen imod en dør der var nr to til højre for tronen. han åbnede døren og bag døren var bare den længste gang nogensinde. den så bare ud til at forsætte i en evighed.

Azriels mave rumlede svagt da Sakref nævnte ordet mad. Hun nikkede svagt "Det ville være rart, tak" sagde hun muntert og fulgte ham og undlod at se på tronen. Hun lavede store øjne af den ultra lange gang og bed sig blidt i underlæben. Den så jo ud til at blive ved i en evighed. Hun sukkede næsten lydløst og begyndte at gå og prøvede ikke at tænke mer på hvor lang den egentlig var.

da de begyndte at gå afsted gik der ikke mere end 50 skridt og så var de allerede der. de stod nu foran en dør og sakref åbnede døren stille og roligt op. ud af rummet blev de mødt med den dejligste duft af mad. men ikke hvilkens som helst mad. men mad med blod i, og masser af det.

Azriel blev overrasket over hvor hurtigt de kom til enden af den lange gang. Hun så på døren, som Sakref åbnede lidt efter. Hendes mund løb helt i vand ved duften af mad som de mødte, og hun så op på Sakref, for at se om han kunne se sulten i hendes øjne, men så så hurtigt væk igen. Det var lang tid siden at hun sidst havde fået mad, så hendes mave begyndte at rumle, pinligt højlydt. Azriel klappede sin mave og hviskede "Ssssh", som om at det ville få den til at holde op..

Sakref smilte for sig selv da han hørte Azriel være lidt som et rigtigt barn. han havde forventet at hun sikkert var ældrere end hun opførte sig som. "skal vi gå ind og spise?" spurgte han stille og venligt og smilte til hende. han begyndte så småt at gå ind i spisehallen.

Azriel var lidt barnlig på nogen punkter. Det var jo ting som aldrig havde gået væk, da hun jo var et barn. Men der var så andre punkter på hende, som var modne og voksne. Hun så op på Sakref og nikkede muntert "Ja" sagde hun og fulgte Sakref ind i spisesalen.

sakref trak den ene stol ud og smilte venligt til hende. "bare sæt dig her" sagde han med et smil. han ventede bare på hun satte sig og så ville han skubbe hende ind til bordet som en rigtig gentleman.

Azriel lavede et lille og kort grin og satte sig på stolen som Sakref så venligt havde trukket ud for hende. "Tusind tak" sagde hun muntert.

han skubbede hende stille ind til bordet og gik hen til sin egen plads der var over for hende på den anden side af bordet. "det var så lidt" sagde han venligt og satte sig ned.

Azriel smilte venligt til Sakref og kunne godt lide hans manere, og han var tydeligvis en gentleman, hvilket man jo så sjældent fandt i den tid de levede i nu. "Hvor lang tid har du så boet her?" spurgte hun nysgerrigt, for at få en samtale igang. Han var en interessant person, og hun ville utrolig gerne vide mere om hans fortid. Hellere grave i hans fortid, end hendes egen...

han smilte lidt for sig selv og kiggede hen imod hende. "jeg blev født og opvokset her sammen med min bror og min storesøster. men da jeg nåede "voksen" alderen bestemte jeg mig at jeg ville blive stærkere og derfor rejste jeg så væk og er først kommet tilbage hertil for hvad ville sige lang tid for dig men ingen tid for mig. jeg fik borgen her af min far da han ville ikke bo her mere efter at alt der er sket her omkring og så gav han mig det" sagde sakref stille og ro i sin stemme.

Azriel nikkede opmærksomt imens Sakref snakkede og smilte muntert da han var færdig "Bliver du ikke ensom? Jeg mener... det er et stort hus, og der er ingen andre som bor her. Vel?" sagde hun spørgende og kunne selv ikke rigtig klare at leve alene i sådan et stort hus. Der var for stille. Hun havde det egentlig godt nok, dér hvor hun boede. Hun havde alt hvad hun skulle bruge i sin lille kælder...

sakref grinte lidt. "jeg lever skam ikke alene. jeg har mine lærlinge der holder selvskab med mig og så er der nogen af mine meget gode venner som også lever her" sagde sakref med et smil.

Azriel lagde hovedet let på skrå "Virkelig?" spurgte hun nysgerrigt "Det troede jeg ikke" sagde hun og havde ikke set nogen på vej ind. Hvor mon de befandt sig. Hun smilte skævt "Jamen, det er godt. Det er altid godt at have lidt selskab" sagde hun muntert og nikkede for at undstrege sine ord og for at give sig selv lidt ret. Hun kunne nu oss godt lide noget selskab, og fik det sjældent. Det var vidst derfor at hun var som den hun var i dag. Sky og meget forsigtig overfor folk...

sakref grinte lidt. "dog kan de være en plage nogen gange. du skulle bare vide hvad for en ballade de laver lige for tiden. du har måske også hørt det i byen" sagde sakref med et smil. pludslig hørte man døren sprænge næsten op og der pludslig lå der fire unge teenager væsner ved dørindgangen på gulvet da de faldt over hinanden. "vi er ikke nogen plage herre"sagde pigen. hun havde kul sort hud og spidse øre og flotte rubinrøde øjne og pink hår. de tre andre drenge stod og kiggede imod dem. to af drengene havde også kul sort hud og spidse øre og rubinrøde øjne men den enes hår var mørkerødt og den andens var kridt hvidt. den sidste dreng kunne man dog ikke så meget af. han havde en hætte over hovedet og en bandana rundt om munden. det eneste man kunne se var hans giftgule øjne som lyste inde fra mørket af hætten.

Azriel kunne ikke lade vær med at grine lavmælt ved Sakrefs sidste kommentar "Denne ting kender jeg så ikke til. Jeg har boet alene i flere århundreder nu" sagde hun med et skævt smil. Hun hoppede nærmest op fra stolen da der pludselig var nogle teenagere som brasede ind. Hun var allerede gået i forsvars position, da hun havde fået et ordentligt chok, men slappede langsomt af da de ikke så ud til at være en særlig stor trussel. De så ud til kun at være nogle få år ældre end hende selv, men hun ville dog væde med at hun var så meget ældre end dem, når det gjaldt sindet...

sakref grinte lidt for sig selv igen. noget højere end den her gang. "når man taler om solen så dukker den op" sagde sakref halvgrinende. "men i hvert fald. sig hej til vores gæst" sagde sakref efter en pause efter han havde grint færdigt. de havde i den tid nåede at rejse sig op. "hej" sagde alle teenagerne. "lad mig præsentere nika den yndige uge dame med et noget stort stædighed. og hendes to tvillingebrødre neko og beko. neko er den med det hvide hår. de har begge deres søsters stædighed men dog har de også hver deres dumdristighed og til sidst bron den mest stille type og lydige jeg nogensinde har set end til videre" sagde sakref med et smil.

Azriel betragtede de fire unge teenagere som stod foran sig "Ikke de mest høfligste må jeg sige" sagde hun med en drillende, men dog også lidt hånende og bedømmende tone. Hun så lidt over på Sakref og så tilbage på de unge "Godaften" sagde hun forsigtigt og var stadig lidt forsigtig omkring disse nye fremmede. Hun var flabet når hun blev sådan, og tænkte sig ikke så meget om. "I burde virkelig ikke lytte ved dørene. Det er da ikke særlig høfligt" sagde hun og snakkede om det lige før, da det jo var lidt tydeligt at de havde lyttet ved døren. Hendes isblå øjne hvilede drillende på de fire, og hun strøg en hånd igennem sit blonde hår imens hun smillede flabet og drillende.