ingen har sagt at skyggerne var onde - Azriel

"bare rolig det er helt normalt at de bliver nysgerrige når jeg har gæster på besøg. men ren opdragelse kan jeg ikke gøre meget. jeg er ikke deres far men jeg er det tætteste de har på familie men selv der har de deres sjovheder" sagde sakref med et venligt smil. han havde ikke forstået azriels pludslig skift til at blive flabet. "siger pigen som ikke engang præsentere sig selv" sagde nika med samme flabet og drillende tone. med et flabet smil på ansigtet.

Azriel var vidst bare sådan. Når hun var omkring fremmede, blev hun bare flabet. Hun satte hænderne i siden ved pigens flabbede svar. Hun havde lyst til at svare surt tilbage, men holdt dog sin flabethed tilbage. Hun så pigen ind i øjnene, men tog så hurtigt blikket væk igen og rettede sig ordentligt op "Mit navn er Azriel" sagde hun og prøvede at lyde høflig, selvom at det var svært, da hun ikke var vant til at være høflig når hun mødte nye mennesker. Høfligheden kom altid senere ved Azriel...

"rart at møde dig azriel" sagde nika bagefter med en svag undertone af flabethed stadigvæk. "hej" sagde de andre bare igen men bron sagde bare ikke noget. efter de andre bare sagde hej igen så kunne man tydeligt høre det slag sakref lavede til sit ansigt der tydligt sagde at han synes de andre var ikke særlig kloge.

Azriel så på de unge og syntes heller ikke at disse fire ikke var særlig intelligente at hører på, da de jo sår'n set ikke sagde særlig meget. Azriel så over på Sakref og grinte lavmælt "De er ikke særlig glade for at snakke, eller hva?" spurgte hun lavmælt da der bare blev for stille. Hun så langsomt tilbage på de fire unge, og lod sit blik hvile på den dreng som havde navnet Bron, da han ikke havde sagt noget overhovedet. Han var egentlig lidt interessant i Azriels øjne. Hun blev nu oss bare nysgerrig og interesseret meget hurtig. Især omkring folk...

sakref fjernede stille sin hånd fra sit ansigt. "bare rolig sådan er de kun for at skabe lidt sjov og bron han siger bare normalt ikke så meget. han er ikke den store snakketype. han er en dreng af få ord" sagde sakref med et smil. "i kan bare gå igen" sagde sakref og de sagde javel og begyndte at gå men nika sendte azriel som sagde at de ville snakkes ved.

Azriel smilte skævt af det som Sakref sagde "Nej, det kan jeg se" sagde hun og betragtede Bron i nogle få sekunder før hun så over på Nika og smilte skævt til hende. Hende Nika var vel okay...
Azriel så over på Sakref og smilte muntert til ham "De virkede... venlige" sagde hun og brugte sjældent sådan nogle ord, og var ikke rigtig vant til det...

sakref smilte stille. "så har de idag mindste fået lidt af min opdragelse ind i hovedet" sagde sakref med et smil og tog en tår af sin te.

Azriel smilte skævt over Sakrefs kommentar og trak på skuldrene "Tjaaah.." mumlede hun og betragtede ham stille. Hun tænkte lidt og så så nysgerrigt på ham "Hvad foretager i her så? Hvad går i rundt og laver hele dagen?" spurgte hun og havde lige fået det spørgsmål ind i hovedet.

sakref smilte lidt af spørgsmålet. "for det meste så træner jeg dem i forskellige kampteknikker og våben og magier men ellers så hjælper de mig med at finde nogen skjulte skatte hist og her. jeg er nemlig stor samler" sagde sakref med et smil.

Azriel nikkede ad det som Sakref sagde og smilte muntert "Det lyder egentlig hyggeligt.." sagde hun lavmælt og kunne ikke lade vær med at blive lidt misundelig. Hun havde ingen at være sammen med, og Sakref havde så mange....

sakref smilte stille og tog sin hånd op til munden og hostede lidt. " jeg tænkte entenlig på. jeg kan mærke at du er meget stærk dog nok ikke lige så stærk som mig men du har stadig en vis talent i dig. og jeg tænkte på om du måske ville være en af mine lærlinge også. kun hvis du vil selv selvfølgelig. men det er kun et tilbud der bliver givet en gang" sagde sakref efter han var færdig med at hoste og smilte venligt til azriel.

Azriel så over på Sakref og smilte stort, men smilet falmede så lidt og hun fik et lidt mut ansigts udtryk i ansigtet "Jeg vil ikke være til besvær, Sakref.." mumlede hun og fumlede med sin kjole og så væk fra ham. Hun brød sig ikke om at brase ind og være til besvær for folk, og passede meget på omkring sådan noget, så hun vidste ikke helt om hun skulle sige ja, selvom at hun havde lyst, så var hun stadig i tvivl om nogle ting.

sakref smilte stille. "bare rolig du kommer overhovedet ikke til at være et problem mine fornemmelser siger også at du faktisk vil meget gerne" sagde han med et venligt smil.

Azriel så over på ham og kunne ikke lade vær med at smile og nikkede "Det ville glæde mig at blive din lærling" sagde hun muntert og kunne godt lide at Sakref bare lod hende komme ind, uden at vide hvordan hun egentlig var. Han var en af de flinkeste personer hun havde mødt. Ingen havde behandlet hende på den måde som han gjorde..

han fik et stort glad smil "det er jeg virkelig glad for at høre at du vil" sagde han med et venligt smil.

Azriel smilte muntert og begyndte at pille i en løs tråd i sin kjole og kunne mærke at hvis hun kunne, ville hun have rødmet. Hun små fniste lidt, og havde lyst til at slå sig selv, for at være så piget og barnlig. Hun blev ved med at pille i tråden og prøvede at få sig selv til at styre sig lidt.

han smilte lidt da han lagde mærke til at hun blev meget glad og pigede. det synes sakref var både sødt og sjovt da hun jo havde kroppen som en på 13 år. sakref smilte venligt til hende.

Azriel så over på Sakref og sukkede over sig selv "Undskyld..." mumlede hun og syntes selv at det var død irriterende at hun var sår'n.

"nej nej det gør ikke noget det er entenlig sødt at se på" sagde sakref med et venligt smil. han tog en tår af sin te.

Azriel kunne ikke lade vær med at grine lidt af ham "Sødt?.... yeah right.." mumlede hun og troede ikke rigtig på ham. Hun hadede når hendes pigede og barnlige side kom frem i lyset, men måske var der nogen som kunne lide det?..

"nå men i hvert fald jeg vil gerne høre lidt mere om dig selv. end til videre har jeg kun gættet nogen af tingene. så fortæl lidt om dig selv" sagde han med et smil på munden. man kunne se i sakrefs øjne at han var nysgerrig med azriel og hvem hun var og hvordan hun var.

Azriel så over på Sakref og kløede sig lidt tænkende i håret "Hvad skal jeg sige? Jeg går vel ud fra at jeg er som alle andre vampyrer. Jeg har haft en fucked up fortid og kan ikke lide nogen som helst" fortalte hun og trak svagt på skuldrene "Der er intet specielt ved mig, som man kan snakke om" mumlede hun og sukkede svagt.

sakref nikkede stille. "okay har du måske nogen spørgsmål du vil stille om mig eller om stedet her eller sådan noget?" spurgte sakref stille og kiggede på azriel med et venligt blik.

Azriel så lidt tænkende på Sakref "Hmm.." mumlede hun "hvorfor? Hvorfor er du sådan her? Og hjælper de her væsner?" spurgte hun og havde aldrig set, eller mødt, et væsen så gavmild som Sakref. For mange væsner havde kun ondskab i sind og hjerte, det var dét som gjorde Sakref så speciel. Han skilte sig ud fra mængden, og det var dét som Azriel godt kunne lide ved ham.

"grunden til at jeg hjælper fx mine lærlinge er fordi de er det tætteste jeg har af familie og da jeg først fandt dem så kunne man ikke have andet end sympati for dem tro mig" sagde sakref med et venligt smil.