ingen har sagt at skyggerne var onde - Azriel

Azriel nikkede og smilte muntert til ham "Du er en speciel person, Sakref" sagde hun med et skævt smil "Meget mærkværdig.." mumlede hun med en drillende undertone og betragtede ham.

"ja jeg er meget mærkværdig men det betyder ikke at det er en dårlig ting jeg kan nemlig give dig ting som er langt væk fra din fatte evne." sagde sakref med et lettere smil på munden. "dog er der en ting som skal tjekkes før du rigtig kan blive belønnet. du vil gerne være min lærling men inden det så vil jeg have testet dig. jeg vil sende dig på et lille eventyr over bjergene for at få fat i et sværd. et meget specielt sværd. dog kommer du ikke til at rejse alene. du kommer afsted med de andre fire. det vil give dig en større chance for at lære mere om det og de kan lære dig mere at kende og måske bliver i venner" sagde sakref med et lettere smil. "dog kommer du ikke til at kunne sætte alt din tillid til de andre for at beskytte dem. det er ikke deres job at beskytte dig men at i skal kæmpe sammen. men hvad siger du til det? du kan få lov til at beholde alle de skatte du end finder ellers på rejsen men sværdet er mest vigtigst. det skal jeg nemlig bruge" sagde sakref med et lettere lusket smil. det var jo et godt tilbud men det lød dog til at også at være farligt.

Azriel betragtede Sakref og vidste ikke lige hvad hun skulle sige til hans tilbud. Ja, det lød farligt, men det gjorde det hele sjovere jo. Og hun var jo ret stærk, så hun kunne sikkert godt klare det. Hun brød sig ikke så meget om hans luskede toneleje, men det måtte hun vel bare ignorere. Hvis hun klarede det, ville hun kunne bo hos folk, og få mad og varme, og måske få venner, så der var jo intet at miste. Hun nikkede og smilte svagt til Sakref efter at have tænkt det igennem i nogle minutter "Fint. Jeg vil gerne gøre det, Sakref" sagde hun muntert.