En uforståelig drøm ? ( Sakref M.)

inden sakref fløj sin vej vendte han sig om imod camille. "kom forbi mit slot imorgen så vi kan snakke sammen. du har sikkert mange ting du vil spørge om. men forstå det her. hvad der skete imens du var sammen med zaela var hverken din skyld eller hendes skyld. men jeg kan forklare det når du kommer hen til mit slot. jeg vil sende en bil ud til dig. det eneste du skal gøre når du er klar til at køre er at puste i den her fjølte" sagde sakref og smed en lille fjølte hen til camille. den landede lige ved siden af hende og sakref fløj afsted imod slottet

Camille stirrede på fløjten og løftede den op mellem to fingre som var den belagt med skarpe kanter.
Hun så efter Sakref.
Hell no, jeg skal ikke fløjte efter noget og jeg skal ikke op til dig...til hende igen.
Camille fik travlt, vældig travlt med at pakkesine ting . Fik rygsækken på og nærmest løb ud af det store hus. Hun så sig m og prøvede at huske hvad retning hun skulle i.

hun fandt vejen ned af bjergene og der gik ikke så lang tid før hun var nede af bjergene igen. men nu havde hun dog et problem nu. fordi nu stod hun i den triste skov og viste ikke hvad for en vej var ud.

Hun satte sig på en træ stub og tog frem sin mobil. Kunne man ringe efter hjælp?
NO SIGNAL, var hvad mobilen havde at tilbyde. Typisk, sukkede Camille og spekulerede lidt over hvad hun skulle gøre. Alt det med sol i øst og vest og et kompas, var hun total lost i , så det var ingen støtte.
Hun gik i den retning hun mente var modsat slottet og håbede lidt på det bedste.

der gik virkelig lang tid men det viste meget meget sent at hun var faktisk gået helt forkert. hun var gået hele vejen HEN til slottet hun kunne se at slottets port stod åbent og næsten trak i camille til at komme indenfor.

Ej, det bare løgn det her, pokkers til uheld.
Camille var ikke dum hun vidste godt at skoven ikke var tryg at færdes i , og slottet heller ikke.hun havde ikke umiddelbart kræfter til en ny omgang sightseeing i skoven og da hun ikke var en kujon , besluttede hun at få udredt det her éen gang for alle.
Ind gennem porten, ind a hoveddøren uden at banke på gik hun.
Camille stillede sig i hallen , så lusket ud og greb i hendes lomme.
Hun tog fløjten op og blæste så kraftigt i den hun kunne og kunne bare ikke dy sig for at råbe "Daddy, Im Home ".hun havde en sløj humor, når hun var træt.

i det hun fløjtede i fløjten så begyndte sort røg at samle sig henne ved tronen og pludslig var sakref henne og sad på tronen. "jeg tænkte nok du ville komme forbi" sagde han med et lille ondskabsfuld smil på munden.

Da Camille så ham, blev hun mindre kæphøj, hun måtte huske han var stærk og det ikke som udgangspunkt var en vanvittig god idé at være hans fjende.
Men hvis han ikke var en ven?Så gav det jo ikke mange valg for Camille.
Hun så hans smil, der ikke var ...glad.
"Hvad vil du med mig, lad os få det ud i det åbne.." sagde hun og lød måske mere selvsikker end hun følte sig.

"okay hvad vil du vide først?" spurgte han stille og roligt imens han rejste sig op fra tronen af og gik lidt frem og tilbage fra den ene side til den anden. "men før du begynder på noget så vil jeg sige dig at det du ved om zaela er ikke som du måske tror det er ingen af os er dine fjender" sagde sakref stille og roligt imens han kiggede imod camille.

Camille gik frem mod ham og satte en hånd på hvert af hans lår, hun kiggede på ham og havde nu blanke øjne i forsøget på at holde de forræderiske tårer væk...men hun skulle have det her budskab ud...tydeligt.
"Det hun har...gjort...ved mig...sådan gør INGEN af mine venner...og jeg vil ALDRIG se hende for mine øjne igen, forstået?!" sagde Camille med blussende røde kinder.
Hun slap hans lår og vendte sig om, tørrede en tåre væk imens hun det korte øjeblik havde ryggen mod ham.Hun blev dog opmærksom på det måske var en dårlig idé og vendte sig hurtigt og så igen på ham.

sakref kom pludslig med et smil efter hun var færdig med at snakke. "det kan du sagtens sige til mig men det betyder ikke at jeg kan stoppe hende fra at se dig" sagde han og pegede bag ved hende. der sad zaela. hun havde cowboy bukser på der kun gik halvvejs ned af lårende og en ternet bluse på. hun sad på kanten af den udbuening der var på den store port og kiggede på camille. hun hoppede derefter ned fra kanten og svævede stille ned på jorden. "hader du virkelig mig så meget?" spurgte zaela med et trist blik. "du skal forstå at det tidspunkt viste jeg intet om noget som helst. jeg var som et væsen uden en tankegang skal du forstå. jeg anede ikke engang hvad man gjorde for venner der. men du skal forstå jeg er virkelig ked af det med hele min sjæl og jeg ved også selv om du aldrig vil tilgive mig for at have gjort det men jeg er anderledes nu. for nu ved jeg 100% hvad jeg er. jeg er en succubus. og jeg skal ikke lade min races lyster kontrollere mig igen. det er heller ikke nemt at være en succubus skal du forstå. fordi jeg kan mærke lige nu hvordan du føler 100% som hvis det var mine egne.

Camille var næsten lige så gal på Sakref som på Zaela. Hun havde en idé om at han her tiden havde været bevidst om hvar der skete, men først havde besluttet at gribe ind i sidste øjeblik. Men det kunne hun jo ikke med sikkerhed vide.
Hun drejede forskrækket om og så til sin gru at Zaela sad der.Camille lyttede til hvad hun fortalte, og en lille del af hende fandt medfølelse med pigen, men den del blev lige her og nu begravet af mindet og at blive ....underlagt tvang og Zaelas hundehalsbånd."Gem det til din far, han tror muligvis på dine løgne.Jeg tog dig til mig, passede på dig og ...holdte af dig, selv da vi fandt ud af du var en djævle.....du havde en ven og en støtte i mig, og dit..begær og magtsyge ødelagde dét"
Camille vendte sig mod Sakref "Og du vælger at føje hende, kan du ikke se hvor hun snor dig om hendes lille finger...hvis du vidste..hvad..hvad.."Camille stoppede, hun var flov, gal og forvirret.
Hvorfor kunne hun ikke gennemskue det her. Hun manglede en brik i pudslespillet.

sakref kiggede på camille lidt som om hun var ved at blive gal i hovedet. "du skal forstå det her. jeg kender godt zaelas natur jeg ved godt hvad hun er men hvad hun er nu er meget anderledes end hun var for to timer siden. du skal forstå nemlig hun var jo født i en verden som hun ikke blev lært at forstå du hjalp hende kun med at finde ud af hvem der var hendes far eller hvor hun kom fra men du fortalte hende hverken hvad var godt og dårligt eller noget som helst. og tro ikke at zaela er magtsyg på nogen måder. hun VAR lige så forvirret som du er nu. hun anede ikke hvad godt og ondt var. og det er ikke fordi hun har sagt det til mig men fordi jeg ved hvad jeg siger. jeg skabte nemlig zaela med mine egne hænder og arbejde. hun har sågar mit blod i sine åre så nu fortæller jeg dig en ting. uanset hvad zaela var før er ikke det samme som hun er nu" sagde sakref imens han kiggede på camille. zaela nikkede af det sakref havde sagt "jeg er en succubus af natur og derfor gjorde jeg hvad mit natur fortalte mig. om du vil tro på det eller ej det er jeg ligeglad med. men nu ved jeg hvad der er rigtigt og forkert. jeg kan nemlig huske alt hvad der skete før vi mødtes. jeg kan huske nu hvad jeg blev oplært i om hvad der var godt og ondt. da du fandt mig nemlig havde jeg fået hukommelsestab og det kan vi takke lidt sakrefs storesøster som jeg troede var min søster i starten da hun lignede mig" sagde zaela bagefter. det lød ikke som om zaela eller sakref løj overhovedet af det de sagde til camille.

"Du overvurdere mine evner...jeg læser ikke tanker, hvordan skulle jeg vide hun ikke kendte forskel...der var ikke problemer om dagen, kun....om natten."
Camille så på Sakref, hun vidste ikke om hun skulle begynde at grine,græde eller skælde mere ud...så Istedet for forsøgte hun at holde sammen på sig selv og knyttede bare hænderne.
"Tilgivelse...er det dét i ønsker?....den dag en god gerning bliver gjort der udligner hendes adfærd overfor mig ...Så kan vi tale om tilgivelse...indtil da...."Camille rystede på hovedet.
Hun så pludselig på Sakref med en bøn i hendes øjne om forståelse..."hvorfor stoppede du det ikke?" hun talte sagte og stille nu.

"tro mig jeg prøvede at lede efter zaela i lang tid siden hun forsvandt faktisk. men problemet var at jeg viste ikke hvor hun var. det var kun fordi hun udløste sine krafter at jeg kunne mærke hvor hun var" sagde han almindeligt. det så ikke ud til at han løj. "hør her camille jeg ved godt du ikke vil tilgive mig men det er også fint. det er noget du helt bestemmer selv. jeg styre dig ikke men jeg vil have dig til at forstå at hvad jeg har end gjort galt før er jeg ked af og du skal vide at jeg undskylder med hele mit dæmoniske hjerte" sagde hun med tristhed i sin stemme.

"Godt hvis du sover bedre om natten...så tilgiver jeg dig...mig gør det ingen forskel på , det hverken tilføre eller udvisket dårlige minder." sagde Camille som tænkte lidt over hvorfor hun altid havnede i de her komplekse situationer.
Sakref...kunne hun ikkefinde ud af...hun mente stadig han var...forblændet af Zaela, på
en eller anden vis.

"okay hvis det er sådan du ser det så vil jeg gå nu. men forstå at jeg vil intet gøre dig mere" sagde hun og gik hen til den første dør til højre og gik op oven på. sakref rystede let på hovedet. "jeg kan godt forstå at du er sur på hende og beskylder hende for alt skade men forstå du end til videre ved intet om hvorfor det skete og resten" sagde sakref stille.

" jeg ved hvad der skete, jeg ved bare ikke hvorfor " sagde hun og satte sig på gulvet og holdt begge arme om sine knæ.
"Vil du ikke nok forklare , hvis du kan hjælpe mig med at forstå...at finde en hylde at ligge det her på Sakref?" det lød mere som en bøn end et spørgsmål.

sakref sukkede lidt "okay jeg fortæller dig det hele af hvad der skete af hvad grunden til at zaela er i den her verden nu og det hele det skal jeg nok fortælle dig" sagde sakref og hostede lidt og sukkede "det hele startede for hvad fire måneder siden? det siger vi bare men der havde jeg opdaget at jeg var ved at være gammel. af hvad min rigtige alder er og jeg synes at jeg skulle have en arving til alt det jeg har. dog problemet er jo at jeg er hverken gift eller har kæreste så der var på ingen måde chance for at jeg kunne få en datter eller søn på den måde men så tænkte jeg. hvorfor kunne jeg ikke bare tage de bedste gen fra de FØRSTE væsener der var på jorden og skabe det perfekte barn. og de første væsener der var på jorden var dæmoner. de var der længe før mennesker og engle. men så jeg sendte udespørgelser til nogen familier min storesøster kendte uden at jeg fortalte hende hvad mine planer var. og jeg fik så tilladelse fra dem til at tage deres dna. men der var dog et problem med det væsen jeg prøvede at skabe. og det var at det ville ikke udvikle sig til at blive levende. så jeg prøvede at indsprøjte den med mit blod da jeg ved noget om mit blod som ingen andre ved og dagen efter kunne jeg allerede se forandringer. jeg kunne se væsenet forandre sig. udvikle sig faktisk. og jeg satte mig så til at vente med spænding. holdte øje med at væsenet ikke ville komme til skade. sørgede for at det udviklede sig rigtigt at det fik det ordenligt som hvis det var en eget fødte barn. og da væsenet havde udviklet sig til at kunne trække vejret som normale væsener tog jeg den ud af sit rør og passede det som et rigtigt barn. jeg testede selvfølgelig barnet for at se at det ikke havde fået skabt nogen sygedomme og alt det der. at hvad det var for en slags race og at hvad for nogen evner den ville kunne. og jeg fandt ud af at hun ville blive en succubus. som var helt fin med mig. men noget der chokeret mig var at hun viste tegn på kraftig psykiske krafter. meget kraftige faktisk. men da min storesøster så fandt ud af det på en eller anden måde ville hun ødelægge zaela. jeg havde nået sågar at navngive hende og hun var ikke mere end hvad der lignede en 8 årige da min storesøster tog hende og skød hende afsted og havde planlagt at zaela skulle blive brandt af solen. men da zaela viste der var noget galt og blev virkelig bange så brugte hun som naturlig forsvars system sine psykiske krafter og derfor gjorde solen mørk i et stykke tid. men derefter ved jeg ikke hvad der er sket med hende men hvis du siger og hun siger passer så havde hun fået hukommelsestab og hvad jeg havde regnet ud var at hun var gået tilbage til sine natur instinkter. altså sine succubus instinkter. dog for dig lignede det bare en lille pige der var bange og gjorde så godt hun kunne med at være sød og rar men faktisk var hun igang med at justere dine følelser som en succubus gør. og derfor troede også lidt selv på dine følelser at du sikkert ville det. men forstå at hun viste faktisk intet. det er ligesom en der lige havde fået hjerneskade. hun viste intet og var som et blankt stykke papir der fløj rundt i luften. og hvad jeg høre havde hendes succubus krafter gået amok om natten imens du sov. og det er naturligt at succubus gør det. at de angriber om natten hvor folk ikke kan kende forskellen mellem en drøm og virkelighed. men så tidligere idag blev hun forvirret da du modsiger hende og går aggressivt imod hende med dine følelser og derfor blev hun også selv aggressiv. men da jeg kom så kunne du jo selv se at hun stoppede op og fik kraftig hovedepine og faktisk talt mistede alt kontrol over sit hovede. og det skyldes at hun viste godt hvordan jeg så ud i underbevistheden men da hun havde slået hovedet så skulle hun først se mig og så ville hun kunne huske alt igen. og det skete jo. hun kom i tanke om hvad hun havde gjort og hvad der var sket imens hun var sammen med dig og hun kunne huske hvad jeg oplærte hende og fortalte hende og opdraget hende og som en voksen pige hun prøver at være så holdte hun masken hele vejen til hun kom tilbage på slottet hvor hun havde grædt i over en time. og jeg ved det. jeg kunne se det igennem dørsprækken og høre det. men tro mig hvis du tror det ville være en illusion hun ville have lavet på mig så kan jeg sige dig at det var det ikke. jeg er immune til hendes krafter da jeg selv havde taget noget af hendes dna da jeg fandt ud af det med hendes kraftige psykiske evner og skabt en slags vacsination imod hendes krafter" sagde sakref og kiggede på camille med lidt triste øjne da hun tænkte på hvordan zaela havde grædt i over en time.

Camille lyttede efter, grundigt.
Det var en overvældende og voldsom fortælling, der rummede mange læg og mange følelser.
Hun havde ondt at 'den lille pige skabt i et forsøg' men mente samtidig at man altid havde et ansvar for sine handlinger.
Hun kiggede på Sakref. Han havde blot ønsket en arving, men ikke på denne måde, den var gal.
Camille strøg en finger over hans hånd og sagde "Du kan ikke lege med liv og død på denne måde...det er..forkert' hun kiggede op på ham.

"tro mig jeg havde heller ikke tænkt mig at lege med det. alt hvad jeg ønskede var en datter jeg kunne have i fred og ro. men den eneste grund til at alt den her kaos kom op i starten var på grund af min søsters forhastede beslutninger. noget hun gør meget ofte i forvejen" sagde sakref lidt halvtrist. man kunne se det i sakrefs øjne. de lyste ikke så meget grønne mere men mere sådan en blanding af grøn og blå.

Hun tøvede lidt men spurgte så alligevel ham..."hvad med kærlighed?...kan du ikke få børn på normal.vis?"Camille vidste godt hendes viden om dæmoner var non eksisterende. Og hun måtte virkelig se at indsamle noget information om dem...

"jo jo sagtens hvis jeg havde en kæreste eller en partner men ser du. jeg har lidt problemer med at få kærester og sådan noget. især hvis de ser en af mine hemmeligheder og tro mig selv du ville tænke en ekstra gang efter at have set mig" sagde sakref med lidt tristhed i sit ansigt.

Camille så godt , at han var lidt berørt af at tale om emnet og var i tvivl om hun skulle lade det droppe.På den anden side var Sakref jo nok ikke en der lod sig tvinge ind i en samtale han ikke gad, han kunne udmærket uden problemer sige fra.Så derfor gik hun lidt videre, med emnet.
"Måske du skulle forsøge at være...mindre skræmmende " forsøgte hun, da hun ikke rigtig kunne finde de helt rigtige ord at bruge.

sakref sukkede "jeg tror der er ikke nogen anden måde at fortælle dig det på end at vise dig det" sagde sakref lidt nede med stemmen. "hver forberedt på at det du kommer til at se vil ændre dit syn på mig" sagde sakref og knipsede med fingrene. pludslig blev han dækket af sort røg som så ud til at komme ud af ham og pludslig sprang røgen i luften og nu sad sakref ikke mere på tronen. men mere noget der lignede et halvrådent lig. hans tøj som var meget fint før var hullet og fordærvet og slidt virkelig meget op. hans hud var syg grå som hvis du ser på et lig. hans hår var ikke mere flot men mere slidt og tørt og han manglede hår hist og her på hovedet. hans kæbe havde overhovedet ingen hud på sig så man kunne se hans knogle. det eneste der holdte faktisk på hans kæbe var noget dødt hud. hans fingre manglede hud mellem ledene så man kunne se hvordan knoglerne gned op og ned af hinanden. han lignede en der var død i flere hundrede hår.