En uforståelig drøm ? ( Sakref M.)

da han så at hun endelig var dækket til af sin kappe så satte han sine sværd ned i jorden så det gik igennem gulvet. "tågen ruller ind og nu spræder den sig" sagde han med en truende stemme og pludslig sprang hans sværd i luften og over det hele var der den der tykke røde tåge. man kunne høre at der var virkelig stille og bron han var ingen steder at se. pludslig hørte man pludslig hensides tågen at statuerne faldte sammen eller blev knust i hvert fald og der gik ikke mere en et minut og så faldt tågen sammen og hele gulvet blev rødt da tågen var lavet af brons blod. alle statuerne var ødelagte og lå nu i små bidder med bron der stod over dem og kiggede imod camille med en virkelig cool attitude af den måde han stod oven på alle de knuste stykker af statuerne.

Dækket af hans kappe, følte hun sig pludselig beskyttet, hvor sært.
Hun så ham arbejde...nej, nærmest smadre sværdet ned i jorden...og tåge kom.
Camille bukkede sig forover,holdt hænder for øre og øjnene lukket.
Efter et kæmpe mæssigt brag og meget støv,
Hostede hun lidt og så sig omkring.
Dér stod Bron, triumferende oven på de knuste rester, og Camille mærkede en følelse af ...flovhed.
Hvorfor havde hun gemt sig i kappen, som en skræmt kanin.fordi det var det fornuftige at gøre, prøvede hun at forklare sig selv, men hun ville ikke lytt
"Wow..Bron...cool " var alt hun fik sagt !

bron gik hen og tog sin kappe på igen. "hvis du ikke havde min kappe på ville du have været lige så ødelagt nu som dem" sagde bron helt koldt og gik afsted igen hen imod trapperne. hvad fanden var hans krafter? og hvordan kunne han være sådan der. han lignede nemlig ikke nogen normal dreng med den hovedebund. det var som at se på en døds hud.

Camille stirrede efter ham.Hans udseende var mærkværdigt ,hans opførelse sær...men han havde lige reddet hendes liv."Eh, tak Bron...det er jeg virkelig glad for " , Camille kunne godt høre det lød lidt tamt, men hun mente nu ordene.
Hun rettede lidt på tøjet og mærkede lidt glæde tilbagevende i hende.
"Du ..Bron, var det alt? Kan vi tage tilbage med medaljonen til Sakref nu ? ".
Camille tænkte på om larmen de havde medvirket til hernede, kunne have skabt uønsket opmærksomhed...de var trods alt lige under et hospital.

"nej vi mangler skattekammeret" sagde bron og begyndte at gå op af trapperne igen. et skattekammer? gad vide hvor mange ting der var der?

"men..men vi har medaljonen Bron...burde vi ikke se at trække OS tilbage, imens jer er ro ".Camille villere 'hjem' end at forsætte og blev lidt stædig.
Men hun havde da fornuft nok til ikke at blive stående dér alene, modstræbende begyndte hun at gå efter Bron.
Et skattekammer ?, tænkte hun forundret, Camille havde ikke engang et smykkeskrin. Det havde nu en spændende klang, ordet skattekammer.

"tunnellen vil ikke styrte sammen. titanerne var kloge nok til at bygge den sådan at hvis man kom forbi fælderne så havde man på en måde fortjent den og så hvis medaljonen gik i stykker under styrtningen så ville kaos komme til verden" sagde bron og gik videre. nu var de nåede tilbage til der hvor gangen blev delt i to. hvor man nu kunne gå til højre eller ligeud. bron drejede til højre og begyndte at gå afsted hen af gangen. ved enden af gangen kunne man allerede se flotte guld ting glimte og diamanter og det hele.

Camille lyttede og håbede virkelig at han havde ret.
Hun gik lige bagved ham,men da de nærmede sig kammeret fyldt med skatte, stoppede hun kort op.
Allerede fra lidt afstand, kunne hun se hvordan det glimtede og funklede, der var ædlestene, diamanter, rubiner og alt hvad hjertet kunne begære.
Der var mønter af guld og andre sager.
Camille greb fat i Bron " er du sikker på vi bør gå derind ?" Hviskede hun til ham.

"aldrig sket noget ved at være derinde før hen og du finder også måske magiske ting derinde" sagde bron og gik videre hen imod skattekammeret. nu var de så tæt på skattekammeret at man kunne se alle skattene. der var virkelig meget. så meget at det ville være umuligt at bære det hele uden mindst 200 tasker. der var tallerkener af guld og smykker og rustninger og våben og alt var simpelhen lavet af guld med flotte juveller på.

"wow.." kunne Camille kun fremstamme.
Hun lod hendes hænder løbe igennem nogle mønter og sten og gik så langsomt rundt og ligesom kærtegnede de flotte skatte.
"Bare tag hvad du skal gane Bron, og os så komme afsted" sagde hun med smil i hendes stemme.
Camille selv skulle intet have, med mindre Excalibur lå der, men det regnede hun ikke med at få fra Sakref så let.

bron kiggede lidt undrende på hende men derefter kiggede lidt rundt. "hvorfor vil du ikke have noget?" spurgte bron imens han kiggede lidt rundt hist og her. gad vide hvad han ledte efter.

Camille skar ansigt da hun svarede Bron "fordi , selv om Sakref synes at tro andet, så er jeg ikke ude efter juveler og andre rigdomme, kun bestemte ting...Og penge minder mig om ...min barndom".
Camille vidste godt det lød usammenhængende og hendes blik havde da også svært ved at slippe, specielt brillianterne og de andre smykksten, men hun prøvede at gøre sig 'hård'.
" Bron ,hvad leder du efter...du ser søgende ud ?",spurgte hun nysgerrigt og også lidt ivrig efter at komme afsted igen.

"leder efter noget der ikke passer sammen med alt det her guld. du skal forstå at de ting der er magiske er næsten aldrig lavet af guld. de plejer at være ældre end guld så derfor alt der ser ud til at være lavet noget der er meget gammelt." sagde han og blev ved med at lede. han havde jo ret på alle måder med at magiske ting næsten så aldrig ud til at være lavet af guld eller diamanter og det hele.

Camille så sig omkring, stort set alt glimtrede og skinnede.
"Måske det ville hjælpe hvis du fortalte hvad det er for en magisk ting, hvordan ser den ud og hvad kan den egenlig...?".
Camille undrede sig over hvilken magiske egenskaber Bron nu ville komme ibesiddelse af, og blev det noget han skulle afleverer til Sakref eller måtte Bron selv beholde det.
Pludselig faldt hun over noget...hun kiggede ned...dét dér skinnede i hvertfald ikke!
Hun gjore store øjne , og kaldte så "Duu. Eh. Bron..se lige her !"

det var en slags halskæde af en art. den mindede om de der perlekæder nogen præste gik rundt med i hånden med et kors på men den her var anderledes. det var ægte sorte perler det kunne man se. men den havde ikke et kors på sig den havde istedet et pentagram på sig. brons øjne lyste op da han så den og hurtigt tog den inden camille kunne overhovede få tanken om at selv at tage den. "nu bliver sakref glad faktisk meget meget glad det var den han manglede eller i hvert fald en af tingene" sagde bron og man kunne mærke hans glæde for første gang.

Camille tænkte lidt syrligt , at det var totalt typisk at det eneste hun realt havde udrettet på missionen her, havde hun udrettet ved et ...uheld!
Hun kunne dog ikke lade vær med at smile ,da Bron for feste gang virkede begejstret.
"Hvad kan kæden så dér udrette af fantastiske sager...spyt ud Bron " små krævede Camille at blive fortalt , imens hun begyndte at gå mod udgangen og regnede med Bron villefølge trop.

"herren har brug for den her til at lave portalen" sagde bron helt rent og kiggede lidt rundt om der var mere men tog istedet nogen mønter og puttede dem i lommen.

"I der...og hvad skal han så bruge en portal til ? Bringe de døde ud i det fri eller hvad ?" Camille var i fint humør.
Kampen var endt godt, takket været Bron hér og ingen mennesker havde ladt livet, det var bedre end godt, det var ...perfekt.
Og så havde de fået med sig hjem, det de var sendt ud efter.
Camille tænkte igen på Excalibur....hun kunnet næsten ikke tro hun ville få det...men hun linned jo håbe af hele hjertet.

"ikke helt. det er til at åbne en portal til en anden verden hvor herren kan skabe sit eget rige" sagde bron og tog nogen exstra mønter og går afsted imod udgangen igen.

" ser man dét " mumlede Camille og hendes øjne kastede et sidste blik på de smukke sten.Hun vidste faktisk ikke helt hvad der holdte hende fra at tage noget selv, bare en lille sten eller to.
Men intet rørte hun.
"Det gik jo fint ...du var...god Bron..rigtig god "roste Camille dén underlige FYR.

"jeg er en af de stærkeste skal du regne med... faktisk alle herrens lærlinge er de stærkeste. eller i hvert fald af dem der er lærlinge for en morladin tror jeg" sagde bron og gik afsted. fælderne var gået ned kunne man se. så fælderne kunne ikke startes igen.

"Hvordan udvælger Sakref sine elever?....og hvorfor kaldet du ham ikke ved navn...er han meget streng ? "Camille tænkte hun måske kunne få Bron til at løfte sløret lidt og fortælle lidt om Sakref.
"Holder han sit ord ?..Han har lovet mig excalibur, vidste du godt det ?" Spurgte hun stille.

"herren er ikke ond eller streng det er bare nemmere da han er min mester og derfor min herre men herren vælger sine elever ikke ved at se hvad de kan nu men hvad de VIL kunne senere og så giver han dem en mulighed for at blive lærlinge hos ham men han er ikke den eneste i hans familie der har lærlinge og underviser og kraftfuld" sagde bron imens han gik. "herren holder på visse måder sine løfter han kan nok måske ikke give dig det men han kan fortælle dig hvem du skal snakke med som ved mere end ham. nogen vil så mene at han holder så ikke sine løfter men han holder faktisk altid hvad han lover du burde også kunne forstå at noget så svært at få fat i som excalibur ikke er bare noget han kan bare give på en nat" sagde bron derefter. "men jeg vil lige spørge dig. du burde vide at vejen til excalibur er et stort eventyr og den der klare eventyret fortjener det de finder på turen og derfor mener jeg at det ikke er herrens opgave at finde det til dig for dig men mere dig selv der skal blive vist vej hen til hvor din rejse skal starte og du så selv gør dig fortjent til hvad du finder" sagde bron med vise ord.

Camille sukkede og surmulede lidt."tænkte nok det ikke ville være så let...men han lovede faktisk!" Små klagede hun lidt.
Excalibur var rigtig nok forbundet med meget eventyr, Camille vidste ikke helt hvorfor hendes tiltrækning mod sværdet var så...stærk.Det var som et slags link til hendes afdøde mor, måske var det ikke andet end 'et lille barns uforløste savn og kærlighed' til sin mor ,der drev Camille ubevidst mod sværdet, mod 'moderen' eller havde der været et grand af sandhed i det, dengang hendes mor levede og så ofte havde puttet hende, kysset hende og sagt "husk min skat...du og excalibur hører sammen, Arthur er din familie omend langt langtude" .
Camille rystede på hovedet, hvorfor var hun så ofte styret af hendes følelser og hjerte Istedet for hendes fornuft?Desuden kunne Excalibur såre alle væsener og hele alle sår på dén der bar
sværdet...naturligvis måtte hun eje sværdet...hun virkede jo næsten som en væsen magnet, en ulykkesfugl.
"Bron...hvem tror du har sværdet ?".

"hmmm har ingen anelse men jeg ved at herren har det ikke ellers ville jeg nemlig vide det men jeg tror sikkert en eller anden har taget den og så er der en anden der har taget den fra den person og sådan forsætte med det" sagde bron. der gik ikke lang tid før de var ude af tunnelen og var tilbage på skadestuen. "men forstå hvis du ønsker virkelig det sværd så meget så burde det også være dig selv der fandt det og tog det som dit eget. jeg tror eller rettere ved at det er i hvert fald det sværdets orginale ejer ville have gjort" sagde bron med meget vise ord. bron måtte virke til at vide meget men hvordan kunne det så være at han aldrig snakkede næsten i hvert fald ikke før nu. de gik ud af skadestuen og kom ud til bilen igen og de satte sig ned og blev kørt afsted igen.