En uforståelig drøm ? ( Sakref M.)

"Er du færdig med at pive nu ? Jeg har sagt jeg vil hjælpe...der er jo ikke et egenlig valg, er der?
Du truet med kaos og jordens undergang, så naturligvis hjælper jeg." Camille gik lidt rasteløs rundt, hvordan kunne hun få ham til at forstå ? "Excalibur.....Excalibur, har været imprintet i min bevidsthed ..altid, jeg er draget...mod det sværd, hvorfor...ved jeg ikke, hvilket er en af grundene til jeg må have fat i det, jeg må have vished og kende sandheden...det har intet med grådighed at gøre, kan du ikke forstå det.Jeg er arving til en stor gård og masser af kontanter som min fader har efterladt mig, og gæt hvad...jeg har foræret alt væk...alt! så kald mig ikke grådig!" Camille så han var vred og så røgen så hun tilføjede hurtigt "Vil du ikke nok hjælpe mig...jeg behøver din hjælp"

sakref sukkede stille. "okay jeg vil hjælpe dig men du kan tænke på sværdet efter vi har reddet verden okay?" sagde han stille imens han kiggede på camille.

Camilles øjne blev store af overraskelse, havde hun virkelig fået ham overtalt ?Og de strålede af glæde...måske af lykke over at være så tæt på sværdet, på Excalibur.
Nu var der så lige den lille detalje ...at de først skulle redde verdenen.
Camille greb hans hånd og sætte hurtigt en lille kys på den, hun huskede Zeans ord om at vise respekt, og det var hvad hun forsøgte.
"Nå, hvor starter vi?...let's save the world....and gain the Excalibur " Camille var helt 'høj'.

sakref rejste sig op og satte to fingre til sin mund så han fløjtede og man kunne høre hvordan det kom som et ækko i hele slottet. pludslig kunne man høre fodtrin. hurtige fodtrin. faktisk meget hurtige fodtrin. pludslig åbnede alle dørene på næsten på samme tid. og der stod der. alle folk der boede på slottet simpelhen dem allesammen. sakrefs fire lærlinge. zaela, en rotte i et slags videnskabsmands tøj og briller. to grønne væsener der var ikke større end børn og havde kæmpe øre og stor næse og hænder og fødder som var også giga store for den lille krop. og så en slags tågelignende væsen. som på en måde fik en til at få det til at gå koldt ned af ryggen.

// er Tristan blandt eleverne?//

//nope det skal forstille at alt det her er 25 uger før tristan mødte sakref :) eller i så fald har jeg prøvet at dreje alle historierne til. og det er 15 uger før sakref også mødte crasie :) så derfor :)//

//oki... //

Camille så først på den brogede skare af væsener ,der med et var mødt op.
Nogle smukke,nogle mystiske og nogen sågar skræmmende.
Ikke et eneste menneske? Kun mig! Camille sank en klump i halsen,opstået af ren nervøsitet.
Hun stillede sig med armene over kors og sagde, noget mere kækt end hun følte sig, "Jeg går ud fra de er her for at afleverer min madpakke ? Du husker nok jeg sagde at jeg arbejder...alene ".Hun så anklagende op på Sakref og slog ud med hånden mod den opmødte flok.

sakref rejste sig op "oh du kommer skam ikke til at arbejde alene sukkerdukke du kommer til at arbejde sammen med en af mine lærlinge men bare rolig det vil være ligesom at være alene bare lidt nemmere for dig at overleve... BRON kom her hen du skal arbejde sammen med camille" sagde sakref og frem trådte en mørk skikkelse frem. han var iklædt en sort kappe med hætte over sit hovede. en sort bandana rundt om sin mund, sorte læderhandsker med nitter og det hele på sine hænder. store gothic sko. sort langærmet bluse med et mærkeligt pentagram på og grå sorte cowboy bukser. det eneste man kunne se der var hans krop var hans øjne som lyste som lommelygter med en giftgul farve. "pas på hende hun er meget 'skrøbelig'" sagde sakref lidt sakastisk. "neko og nika i arbejder sammen i en gruppe, zaela og beko i arbejder sammen i en gruppe, rottenstein, niksnaks, fiksfaks og chef i er i en gruppe sammen" sagde sakref bagefter og de stilte sig ved siden af sine gruppe kamarater. nu står den sort elver pige camille mødte første gang ved siden af en anden sort elver som er en dreng med hvidt hår og en rød bandana rundt om munden, og det mærkelige tågevæsen, rotten og de to små grønne væsener stod ved siden af hinanden og en tredje sort elver som også er en dreng står ved siden af zaela. rotten tog en flot krystal frem som havde nogen guld ringe rundt om sig med runer på og gav den til sakref og sakref tog imod den.

Camille prøvede så godt hun kunne at huske alle navnene, men hun vidste godt det ikke ville lykkes idet hun var håbløs til sådan noget.
Da Sakref , sagde at Bron skulle arbejde med hende, sendte hun ham et vredt blik og sagde "skrøbelig?".
Hun lod blikket hvile lidt på Bron.
Hvad var der galt med ham? hvorfor den mystiske påklædning? Hvad var han, også en dæmon?
Hvilke fik hende tilbage til hendes sideløbende agenda , så hun klemte lige et ekstra spørgsmål ind."Hvormange dæmoner er der byen her?" hun undrede sig hvor mange der kunne tænkes at have...hendes sværd.
Så så hun den forrygende krystal og hendes blik fulgte den over til Sakref, hvad mon den kunne ?

"det var faktisk et godt spørgsmål. werclare er jo ikke en stor by men den er okay stor nok til at der er lidt over 25-30 dæmoner i byen. mange af dem er kun bare små drøvtykkere og er ikke noget hver og især ikke så højt at de vil gå efter excalibur men der er fem der ville kunne det. men de er så kraftige at uden hjælp vil du aldrig kunne klare dem. men hvem ved. den information jeg havde om det sværds tilstedeværelse er ca et halvt år gammelt nu. det kan være det har fået ny ejermand eller at nogen har med ridderiske hensigter tager sværdet fra dæmonen og gemt sværdet som det var meningen i starten med det" sagde sakref og kastede stille krystallen op i luften. i det den var midt i luften var det som om den sprang. guld ringene rundt om krystallen sprang næsten ud og blev gennemsigtige kæmperinge og pludslig foran dem var der et kæmpe stort kort over hele byen. lige fra werclare til sheria. og man kunne se nogen få prikker der blinkede på kortet. der var ca ni i alt "okay rottenstein og din gruppe i tager den henne ved bjergene der lige i nærheden af her. neko og nika i tager den her, beko og zaela i tager den der og bron og camille i tager den der og jeg tager den der" sagde han og pegede imens på hvilken prik der skulle hen til hvad. den prik de skulle hen til så ud til at ligge henne ved skadestuen?!.

Kun en håndfuld ,dæmoner kunne have sværdet, måske Crasie var éen af dem, hvorfor havde hun aldrig tænkt på det? Hun rettede nu sin fulde opmærksomhed på krysyallen,guldet og kortet der kom frem af det.Camille smilede, hun lærte nok aldrig at forstå magi men hun elskede det...den harmløse magi.
Hun kneb øjnene lidt sammen og så bekymret ud, ved skadestuen? Dér arbejdede hun og hun havde ikke tænkt sig at springe noget i stykker eller noget tilsvarende der.
"skadestuen....?" Sagde hun blot og så på Bron .Mon han kunne tale..var han en dæmon og hvilke kræfter havde han ?

bron sagde ikke noget som helst han nikkede bare af hvad sakref sagde. "okay afsted allesammen vi har en verden at redde" sagde sakref med et smil og begyndte at gå afsted ud af den store port der havde på magisk hvis åbnet sig imens de kiggede væk. de andre begyndte også at gå afsted og bron gik nogen få skridt frem før han lige vendte hurtigt blikket hen imod camille for at se om hun var med.

Camille træk lidt på skuldrene da Sakref sendte dem afsted.
"Hurtig ud...hurtig hjem " tænkte hun og begyndte at føle sig som en lys version af Lara Croft, lad os håbe jeg har lige så meget hjælp som hun, tænkte Camille og hendes blik mødte Brons.
"Kommer..." sagde hun og hviskede "har du nogen idé om hvor ved skadestuen vi skal søge, eller begynder vi bare at grave hele lortet op med en theske?" spurgte hun ironisk Bron og forsatte "for så har vi hjemmebane fordel...jeg ved hvor de gemmer theskeerne".

bron kiggede bare på hende og begyndte så at gå afsted hen imod bilerne. "kælderen" sagde han bare efter at camilles spørgsmål havde hængt lidt i luften. de fik sat sig ind i bilen og bilen begyndte af sig selv at køre afsted ud af slottet og ud af skoven og hen imod skadestuen. der gik faktisk ikke lang tid før de allerede var der.

Camille trådte ud af bilen og kiggede en ekstra gang ,da den kørte sin vej igen ,stadig uden nogen ved rettet.
Hun stod et øjeblik stille og bare så på hospitalet, hendes arbejdssted, hun håbede ikke det ville gå galt denne aften, mon hun kunne stole på Bron ?Hun vinkede ham hen i en bestemt retning og forklarede "Her kommer vi til den bagdør der hører kælderen til...vi går ind der ".
Bron virkede mystisk, syntes hun.

bron gik afsted hen imod hende hen til den der dør til kælderen. de kom ned i kælderen og alt dernede var bare kul sort men alligevel på en måde var det som om bron viste hvor han gik hen. han gik langs muren og begyndte at banke på muren med sin hånd. pludslig sagde væggen en slags dunk lyd som hvis den var hul. bron spændte sin hånd sammen til en knytnæve og med sin handskeklædte hånd slog han muren og muren gik i stykker så der var et kæmpe hul der førte ind til en slags tunnel. bron lavede en håndbevægelse som sagde at camille skulle følge med.

Hun gik efter ham på liste tå, tænk hvis de rendte ind i nogle af hendes kollegaer , hvordan skulle hun så forklare hvad hun lavede hernede?Men p den anden side så havde de jo ligeså lidt grund til at flakke rundt hernede.
Hun klagede lidt da ham bare bankede hul i listen med hånden "pas nu på..pas nu på, forsigtig " stod hun og mumlede, han syntes sikkert hin var irriterende men hun var begyndt y være helt tilfreds med at Bron var med...det gik jo forløbigt helt fint.
Hun gik med ham ind i tunellen , uden at beklage sig....hvor førte den til ? Kapellet ?

jo længere de gik ind i den tunnel jo mere gik den fra at være lidt grottelignende til at være en slags middelalder tunnel med tændte fakler på væggene og det hele. bron gik stille og roligt afsted men satte armen ud til siden så camille gik ind i hans arm og han pegede så ned på gulvet. der kunne man se at en af gulv stene var lidt mere oppe end de andre men det var ikke mere end en censimeter. "fælde" sagde bron for første gang under hele turen. hans stemme lød en blanding af hæs og slidt. han kiggede på camille. "følg 100% mine fodtrin eller du er død" sagde han og begyndte at gå forbi den ene løse sten til den anden.

Camille havde ingen idé haft om hvad kælderen under skadestuen havde at byde på.
Hun ville spørge Bron hvad han forventede af 'turen her' men inden hun nåede så vidt , stødte hun pladask ind i hans arm.
Et irriteret udtryk gled over Camilles ansigt, og hun lagde lidt fortumlet en hånd på hans skulder, da hun var ved at miste balancen et split sekund.
"fælde ? Så nu begynder al det sjove " hviskede hun tæt ved hans øre og slap igen hans skulder.
"Bare rolig, jeg går lige efter dig i dine fodspor " sammentyggede hun og mærkede straks en spirende bekymring da ordet 'død' tog plads i samtalen.
Hvem holdte til hernede og tændte faklerne?
Det var som skyggerne på de kolde murer af sten var levende, Camille følte sig pludselig kold og begyndte at sitre. svagt.

bron så ud til at være helt ligeglad med hvordan atmosferen her og han så også ud til at være ligeglad med skyggerne. han gik stille og roligt videre og med lethed undgik hver eneste fælde og hvis camille havde fulgt hans fodspor til punkt og prikke så burde hun også havde undgået alle fælderne. de nåede nu til et giga stort rum. det var rundt og fyldt med statuere af væsener både store og små væsener. der var en trappe der ville føre dem til gulvet af det store rum og bron gik bare stille og roligt ned af trappen.midt i rummet var der et alter med et lille smykkeskrin oven på. bron gik bare hen og åbnede stille skrinet og inde i var der et stykke af noget der lignede en medaljon. den så dog ud til at være speciel. den lignede som om at den lignede som om at den var lavet af levende lava med hvor kun lige kanten af medaljonen var størknet lava. runerne på det lille stykke lyste og glimtede som små neon lys. bron puttede stille den lille medaljon ned i en lille pose af læder han havde og lukkede posen. men noget var galt. pludslig begyndte statuerne at bevæge sig?!. hvad fanden var det her der skete her?. statuerne stod nu rundt om dem imens flere statuere blev levende og alle statuerne havde deres eget våben lavet af fin metal der er hverken rusten eller gammelt. bron fnøs af det hele og kiggede rundt. han tog derefter to små ringe frem. men det var ikke normale ringe. de her ringe havde små knive på sig. han satte en ring på hver finger og blottede sine håndled og skar sig selv med knivringene så hans blod flød ud. han smed ringene på gulvet så man kunne høre slaget fra dem og pludslig sagde han noget. "spectulia bloodra draka" sagde han og hans blod som var både på vej ud af hans sår og det der var på gulvet begyndte at bevæge sig og formede sig pludslig til to giga store sværd der så ud til at være så store at man var nød til at bære en af dem med to hænder. men sådan havde bron ikke tænkt sig. han tog bare et blodrødt sværd i hver hånd og han så ud til ikke at have noget problem med at holde dem op også selv om at sværdene var lige så lange som næsten lige så høj camille var.

Camilles hjerte hoppede og dansede, da hun så medaljonen var erhvervet.Den var yderst smuk og meget værdifuld.
Hun spurgte ikke Im hun skulle holde den, for ærligt...det var indtil nu Brons arbejde det hele, og ham der havde skaffet den.
Da syatuerne blev levende , var hin næsten forberedt, naturligvis ville de ikke bare kunne gå hjem med den til Sakref, uden problemer.
Hun så måbende til da Bron udøvede sin magi, nu havde han to sværd ...og hun ingen "tak " sagde hun ironisk...og spejdede rummet for genstande hun måske kunne brugt i kamp.der var lidt spidse ting hist og pist, og tunge steen.
Måske kan jeg få dem til at ramme hinanden,alle dem der er blevet levende , tænkte hun og knyttede sine hænder og gik lidt tættere på Bron.

en af statuerne angreb bron og han slog den til smulder med et slag fra sit ene sværd og nu på jorden lå der et sværd og et skjold. "tag hans våben så er du ikke forsvarsløs" sagde bron og hoppede op i luften og hans sværd begyndte at bevæge sig igen og nu skød den pile ud som så ud til at være lavet af det samme materiale som sværdene. altså hans blod. statuerne faldte som fluer men der kom bare flere og flere hele tiden fra hemmelige rum og det hele.

Camille fik hurtigt samlede skjold og sværd op. Og nu priste hun sig lykkelig over at have haft denne træning...inden hendes fader mistede livet.Hun fortrak klart at kæmpe sådan her, Istedet for med telekinese...som hun var lidt utryk ved, da hun aldrig helt vidste hvor kraftfuld den ville være.
Hun stod rank og pumpet med adrenalin og begyndte modigt nærkamp med de to der stod hende tættest på.
Men hun kunne ikke slå dem.ned...til støv...kun holde dem hen...hun så spørgende på Bron .

bron ramte væggen og hoppede tilbage til camille og sukkede før han sagde noget. "her tage min kappe og dæk dig på gulvet. du skulle nødig kigge herhen" sagde han med sin hæse stemme og smed sin kappe af og hen imod camille. nu kunne man se hans hud og hår. hans hud var lig bleg og grå og hans hår så ud til at mangle faktisk mange men han havde puttet noget i håret der gjorde at de tåtter hår han havde blev formet som en slags pigge. han ventede tålmodigt på at camille havde gået i dækning.

Camille tog kappen...modstræbende, hun ville ikke lege usynlig,hun ville kæmpe.
Hun kunne ikke undgå at bemærke hans atypiske udseende og tænkte det måtte være svært for en ung FYR..for gammel så han ikke ud.
"Argh.tag den "sagde hun og hendes klinge ramte hovedet på noget der mindede om halv dyr halv menneske.