Mødet med en usædvanlig jæger//Tristan.

Tristan stoppede op da hun sagde noget. Han undlod at svare på at han var en 'arrogant følelsesløs nar' og smilede istede lidt for sig selv, hun skulle bare vide.. "Fortryde? Nej det gør jeg ikke, som dusørjæger er det vel min pligt at bedømme eller prøve og når jeg så er for svag til det, må jeg konstatere at du ikke ville gøre en flue fortræd, så ville det nok være mig der var død nu" svarede han og trak på skuldrende. "Men du må få min undskyldning" fortsatte han og folede armene over kors foran brystet og svarede hende på det sidste. "Lige over. Men ja, jeg er færdig." Hans stemme var blevet rolig igen. Han stod let foroverbøjet, stadig en smule forpustet fra løbeturen igennem regnen.

Alane stod bare oprejst, hun var lang fra forpustet, men nu var hun også vant til at løbe meget da hun elskede det. Hun så væk fra ham og begyndte stille at gå, alle ens men det var der vel ikke noget at gøre ved. hun tørrede en enkelt tåre væk fra sin kind som ikke var blevet fanget af regnen. Hun stod nu lidt fra ham med ryggen til ham men vendte sig så atter mod ham. "Jeg tager imod din undskyldning." Hun gik stille roligt tættere på ham og så ham i øjnene, ikke på en intimiderende måde men bare en normal måde. "Jeg var kun sådan overfor dig fordi du behandlede mig sådan som du gjorde". Hun så ned, i virkeligheden var Alane slet ikke sådan men hvis folk pissede hende af blev hun vred, rigtig vred. Hvilket resulterede i at han blev en rigtig kælling.

Tristan kiggede ned i jorden med en lille grimasse imens han let kløede sig i nakken. "I know, men stadig, hvis jeg ikke skal bedømme dig på det ydre så skal den gå lige over" svarede han med et skævt smil. Ikke et hånene smil, bare et smil han ikke kunne holde tilbage. Han vidste godt at han måske skulle se at få øjnene op og acceptere at nogen væsner var gode nok, men ikke tale om at han stoppede som dusørjæger, han blev nød til at klare det og ikke blive set som en fiasko. Han kiggede op på hende igen og låste sine lysebrune øjne fast i hendes. "Det ser ud til at gøre ondt" sagde han så og nikkede ned imod hendes blodige fødder.

Alane så på ham og derefter væk, hun ville ikke presse ham til at droppe at være dusørjæger, det var hans valg og det ville hun ikke ændre på. "Du ville aldrig have vidst jeg var varulv hvis jeg ikke havde sagt det til dig". Hun smilte stille og så ham i øjnene, hun havde ikke sagt det på en dårlig måde, nej det var nærmere bare en konstaterring. Alane havde aldrig nogensinde i sit liv gjordt nogen fortræd, jo hvis de havde gjordt hende fortræd. Men så fortjente de det altså også, eller det mente hun. Hun trak sig lidt væk fra ham igen så der kom noget luft imellem dem, regnen piskede stadig ned omkring deres øre, dog generede det ikke hende men hun havde på fornemmelsen at på det tidspunkt det gik op for Tristan at han stod ude i regnene at det ville genere ham. "Det er mit ehet valg og jeg vidste godt der ville komme sår men dog ikke så dybe men jo det gør lidt ondt". Hun gav ham et venligt og dejligt smil, der virkede ikke til at være noget dyrisk over hende på nogen måde, hun virkede som et ganske normalt menneske.

Tristan sukkede og rystede på hovedet. "Faktisk, afslørrede du bare at du var væsen og jeg gættede selv varulv" konstaterede han tilbage og sendte hende et påtaget bebrejdet blik, så slog han armene ud. "Men ja, jeg er stadig elendig.." Han kunne ikke lade være med at smile lidt af det sidste. Selvom det ikke var specielt sjovt. Han lænede sig lidt op af boden som de stod ved for at undgå det værste regn, men bodes væg var også våd så det gjorde ikke det store. "Hvad man ikke dør af bliver man stærkere eller klogere af, synes du bør huske at jeg nok er den mest blødsødne dusørjæger derude.." opfodrede han hende og rystede på hovedet igen. Havde han lignet sin far det mindste så var hun sten død på stedet.

Hun rullede med øjnene. Han var ikke rigtig hendes kop te. Han var altid for højrøvet og arrogant og det irriterede hende faktisk meget. Hun svarede ikke rigtigt men satte sig så ned igen, det gjorde virkelig ondt når hun gik, hun kiggede endnu engang under hendes fod og så noget stikke ud af det. Hun tog forsigtigt fat om det og hev det ud, hun sad nu med et blodigt glasskår på en ca 3 cm. Hun så op på ham og bed sig hårdt i læben for ikke at komme med en åndsvag kommentar. Hun så ned igen. Hun så op på ham igen fnyste "I er ikke så farlige, jeg er stødt på flere dusørjægere. De kunne ikke engang regne ud hvad jeg var". Hun smed glasskåret væk og rejste sig så op. Hun stødtede ikke rigtigt på foden men fik det til at se ud som om hun gjorde.

Tristan grinede lidt varmhjertet af hendes kommentar. "Godt at vide at jeg ikke er den eneste uden talent" smilede han og nikkede over imod hendes of imens han fiskede noget frem fra under sin jakke. Det var sjovt så meget man kunne derinde, våben, patroner, frokost hvis man ville. Endelig fandt han hvad han ledte efter og hev en lille hvid rulle bandage frem og ragte den til hende. "Du burde få noget på det der" sagde han så og og kiggede op imod regndråbberne der dalede imod jorden, eller nærmere styrtede imod jorden. Selvom det regnede var det heldigvis ikke så koldt endnu.

Hun så op på ham og så så ned igen, hun strøg noget af sit våde hår ud af øjnene, hun kunne virkelig ikke finde ud af ham. Han var så forvirrende. Lidt ligesom en kvinde der var på hendes periode. Nej det var måske lige lidt grovt sagt men pyt. Han kunne jo ikke høre hende. "Det er du langt fra" Hun så kort på på ham men så så ned på sin fod igen, der var begyndt at komme en rød plet under hendes fod men den blev hurtigt skyllet væk af regnen. Hun så på ham og tog imod bandagen. "Tak". Endnu engang satte hun sig ned og begyndte at vikle bandagen om hendes fod. Det tog ikke lang tid før den var på plads. Hun så lidt på ham, "Jeg ved det her lyder dumt men øhmm, vil du med hjem til mig indtil regnen er stilnet af?". Hun vidste at han højst sandsynlig ville sige vej men det var jo så det.

Tristan sukkede, stadig med et smil. "Du skulle bare vide.." svarede han afslappet og hans tanker flød et øjeblik et helt andet sted hen. Et sted hvor han hver dag trænede og trænede, men ikke blev bedre. Dag for dag. Han kiggede kort over på hende da hun begyndte at vikle sin fod ind. Gad vide hvorfor hun egentlig gik med bare tæer her? Det var ikke specielt klogt. "Mmm as much as it kills me, så må jeg takke nej tak, det er ved at blive sent og jeg må hjemad" svarede han undskyldene og rodede lidt i det bemærkelsesværdige orange hår. Han blev nød til at komme tilbage til borgen inden Sakref begyndte at undre sig over hvor han var. "Men tak for tilbudet, jeg kan følge dig noget af vejen?" afsluttede han oh hoppede på benene.

Hun frigjorde en sikkerhedsnål fra hendes kjole og gjorden den fast til bandagen så den sad fast. Hun rejste sig så op igen og så på ham. Hun så hurtigt væk væk fra ham, "Når okay, jamen så farvel Tristan". Hun så på ham og rystede stille på hovedet, "Du må hellere bare skynde dig hjem. Vi ses". Hun vendte ham ryggen og begyndte langsomt at gå gennem parken og mod udgangen. Hun stødtede stadig ikke på foden og skar en grimasse hver gang hun kom til det, det gjorde så forbandet ondt men hun brokkede sig ikke. Det var hendes egen skyld eftersom hun bare kunne have taget nogle sko på, men hun elskede bare at gå i bare fødder, det føltes så dejligt og naturligt. Hun gik dog ikke mod bare fødder om vinteren eller jo nogle gange.

Tristan sukkede og besluttede at lade hende være, han havde prøvet og hun havde ret, han skulle til at begynde at komme hjemad. Hurtigt spejdede han omkring. Hans motorcykel var parkeret i den anden ende end udgangen. Han trak på skuldrende og hoppede over hegnet og kom ud af parken hvorefter han gik imod sin motorcykel. *Underlig varulv* tænkte han for sig selv og rystede på hovedet imens han kiggede på sit ud.
Endelig nåede han frem til motorcyklen og fik sin hjelm på inden han hoppede op på den og satte afsted imod sin lille lejlighed.

//Out~~//