Den friske vind i bjergene-Heath

[center]Tid:: Klokken er ved at være 19:00 om aften.
Sted:: Dreins Mountain.
Omgivelser:: Bjerge og skov teran.
Vejr:: Lyst endnu.
Påklædning:: Lette løse jeans, en tyk jakke. Tennis sko.
Årstid:: Sommertid.


Det var nu egentligt det perfekte vejr at flyve i, frisk luft også lyst der var. De to ting kombineret sammen kunne Noel, som regel godt lide. Bare det ikke sneede, at flyve i snevejr, det var temmelig svært, så var det nemmer at gøre det i varmt vejr, sommer agtig. Hun betragtede let stedet, hun havde nu efter hånden været der oppe hele aften, måske var det på tide at tage hjem igen, men hun anede ikke rigtig om hun nu også havde lyst til at tage hjem. ”Narh” kom det fra hende, hun havde bestemt ikke lyst til at tage hjem, i hvert fald ikke lige nu. Hun kunne jo lige så godt nyde udsigten, nu hvor hun ellers havde fløjet her op. Hun var jo en engel, men. Det kunne man ikke helt se lige nu, hun havde fået trukket sine hvide lange engle vinger trukket ind i ryggen igen, hvis nu et menneske kom, hvad ville han eller hun så ikke sige? Hun smilede let for sig selv, og fandt en klippe som hun satte sig på, hun gad ikke rigtig at blive ved med at stå op. Som hun havde gjort resten af tiden, da hun var kommet herop. Egentligt var det jo også første gang hun havde overvejet at tage her op, hun havde en gang hørt nogen nævne stedet. Men hun havde ikke gidet forsøge sig med at finde det, men nu var hun jo så lige ved bjergene. Og nøj hvor var her da godt at være, hun lod en hånd passere igennem sit lange sorte hår, i mens hendes blå øjne betragtede udsigten. Det var en udsigt man ikke skulle gå glip af, hvis det stod til hende. Et pragtfuldt sted, selv til en skovtur, selv om det nok mere kom til at hedde bjerg tur.

Denne gang var den unge mand ved navn Heath i sin varulve skikkelse. En stor hanhund som han med sin stolthed bevægede sig op i bjergene på sine poter. Han kunne bedre klatre i sin skikkelse som han var i nu, end i sin menneske skikkelse, men hvis at han så nogen på sin vej og at nogen kunne ligge mærke til noget ved ham at han ikke var en almindelig ulv så var han på den og hvis at han forvandlede sig tilbage til sit menneskelige jeg.. ville han være nøgen.. så nej ikke nu. Han var en stor ulv.. større end hvis man så en tæve af samme slags. Hans pels havde to farver, nemlig sort og hvid, ligesom hans hårfarve. Han havde lyseblå øjne som glitrede.

Mens at han fortsatte med at gå på den hårde jord, kiggede han sig omkring for at se om han kunne finde noget interessant. Han håbede faktisk på at han ville finde noget selskab på vejen, men det måtte han bare se tiden an.. på et tidspunkt måtte han også finde sig et hjem, han var stadigvæk en fattig lus og lige nu havde han ikke noget tøj.. som han bevægede sig rundt i sin ulve skikkelse. Han var på størrelse med et menneske når han stod på sine to bag poter, en rigtig stor varulv.. som ingen havde lyst til at komme på kant med.

Efter hånden havde hendes blik været fæstnet, fast til denne dejlige udsigt. Så hun lagde ikke ret meget mærke til noget, ud over udsigten. Hun skar en grimasse, hvor efter et højlydt gab meldte sig. Øv hvorfor skulle hun også gabe nu? Og hun var end ikke så træt igen. Hun rystede let på sit hoved, for at vågne lidt op, i tilfælde af at hun måske faldt i søvn. Vejret var stadig lyst, og dog lidt køligt igen. men nu var det jo også ved at være aften, natte timerne ville begynde at komme. Hun betragtede stadig udsigten, men hun sled sine øjne væk fra udsigten, hvor efter hun begyndte at betragte stedet. Hun smilede et skævt svagt smil, hun var dog alligevel træt. Men hun ville ikke sove nu, men måske kom der nogen man kunne snakke med? Men ellers måtte hun jo selv finde nogen at snakke med. Endnu et gab undslap hendes gab igen, mens hun rejste sig op. hvor efter hun gik med langsomme skridt hen til kanten af det bjerg hun sad på. Hun kiggede langsomt ned, men uden at ryge ned af bjerget. Hun betragtede let bjergsiden, i mens hun betragtede der. Fik hun langsomt øje på, en stor hund som kom kravlede op? Sådan en stor hund kunne man jo ikke finde, med mindre det var en varulv selvfølgelig. Men Noel som aldrig havde mødt en varulv, anede ikke rigtig hvor store de var.

Måske kunne det ikke ses, men et lille smil dukkede op på overfladen, mens at han fortsatte med at gå op af bjerget, han var ikke bange for at falde ned og hvis han gjorde.. så skete det vel? Han rystede kort på hovedet for at komme væk fra disse tanker. Det var ikke sundt for en at tænke sådan.
Han lod sin tungespids glide ud for at slikke sig kort om munden inden at han hylede svagt, det var sjældent at han kom med sin oprigtige hyl der kunne høres langt væk, han gjorde det kun engang imellem når han følte for det og specielt når der blev midnat. Han kiggede sig omkring og fik øje på en skikkelse længere oppe på bjerget som stod ved kanten og kiggede på ham..
Heath mente da at det var ham personen kiggede på, da han mente at der ellers ikke var nogen udover dem. Han logrede med sin store fine pelsede hale og stillede sig et stykke væk fra hende da han nåede op til hende.
Han kom med en letter blid hylen, som der ikke var nær så irriterende at høre på imens at han kiggede på hende, på vej op af bjerget kunne han se at det var en kvinde og det fristede ham mere til at fortsætte. Måske kunne han få noget underholdning, inden at han gik ned igen?
Han overvejede lidt hvad han skulle gøre.. men først ville han egentlig se hvordan hun ville reagere, hun havde jo set ham og han vidste ikke hvor viden hun havde.. det ville tiden vise.

Hun betragtede let hunden, som vist nok havde fået øje på hende. Men hun var dog stadig i tvivl om det var en varulv, eller en normal ulv, men det kunne jo også være ret så lige meget? De to dyr lignede jo hinanden så vidt hun ved. Hun lagde hoved let på skrå, hvor efter hun langsomt rejste sig, op hvor ellers hun strakte sig, men kunne nemt blive øm i kroppen, når man ikke lavede ret meget. Hun vendte sig stille om, mod den klippe hun før havde siddet på, hvor efter hun ellers overvejede om hun skulle flyve ned igen, eller bare sætte sig ned. På klippen og vente på at hunden eller varulven kom op. Så hun kunne få noget selskab, for nu var hun faktisk temmelig meget. Begyndt at kede sig, og det var nu ellers sjælden hun kedede sig. Hun lyttede let til ulvens hyl, i mens hun roligt men langsomt ventede på at den skulle komme helt op, til hvor hun var. Men hun undrede sig dog en del, over hvordan ulven nu kunne klatre sådan op at bjergsiden, når et helt almindeligt menneske mere eller mindre vil have haft mange problemer med det. Hun smilede let, og nød en frisk brise, som vinden bar hen over bjergtoppende, det var altid dejlig med en kølig vind. Bare det nu ikke gad sig til at regne, det ville jo ødelægge alt, specielt sådan en fredelig og rolig dag.