En (u)lydig elev - Zean.

Dato. En uge efter skydetræningen.
Tid. Eftermiddag, tidlig aften.
Vejr. En anelse mere køligt end det burde være.
Omgivelser. Blomster, græs, buske og nogle træer.

Intet andet end grå.
Farven grå, så langt hendes øjne kunne favne himmelen.
Camille lå fladt på ryggen i engle stilling, og kiggede op på den grå himmel.
Engle stilling......det hed det ihvert fald når man om vinteren lå i den bløde hvide sne, med arme og ben spredt ud og det heraf opstået mønster der blev lavet i sneen, mønsteret lignede en engel.
Camille følte sig ikke god og ren som engler nok var.Hun var mere kompliceret....havde flere lag i sin personlighed og desværre var de ikke alle lige...elskværdige.
Hun rullede om og lå på maven, indånede det friske grønne græs og lagde sin ene kind på det, som var det en pude a det fineste andedun.
Hun blev fjern i blikket, da hendes tanker gik på sidst hun havde set Zean ,og det de der havde været igennem.
Det havde taget Camille flere dage at blive sig selv igen, og ikke føle lugten af blod al over sig.
Hun mærkede en lille irritation...eller måske skuffelse over ikke at have hørt fra Zean.Han havde jo lovet !
Måske havde det alligevel været en fejl at afvise tilbuddet fra Sakref, for hvem havde hun nu ?

Zean begav sig ud af byen uden rigtig at tænke over det. Der var alt for mange tanker i hans hoved. Elverne...Han kunne ikke lide tanken om dem. At de viste hvor de boede, viste om Dawn og deres endnu ufødte barn...Hele tiden kom hans mor stemme til ham, en blid stemme, hendes brune øjne der havde set på ham med et venligt udtryk.
*...Leo...Åhh, Leo...Lov mig en ting når du kommer så langt i dit liv...Pas på din elskede...Og pas endnu bedre på dit afkom...* En svag snert af kulde, i hendes stemme, men han havde lært at forbinde den med...noget nært, tæt, noget...godt.
han så op. Engen. Han var gået til engen uden rigtig at vide det. Som regl kom han her aldrig, brød sig ikke om navnet eller tanken om et så fint sted.
Han sukkede, nå, han kunne vel lige så godt gå videre.
Han så kort ned af sig, mørke jeans, sort T-shirt. For så at se på grusset foran sig.
Han måtte flytte...Måske ikke fra Deepshell, han elskede byen, men i hvert fald væk fra sin lejlighed....Dawn kunne beholde sin lejlighed, den vidste de sikkert intet om. Men hvordan fortalte man hende det? At hun var i fare og at han...ikke var sikker...Han rystede vredt på hovedet og rankede ryggen. Han så op og bemærkede en himmel der mest af alt lignede noget der ville give regn.
Han ville ikke tænkte mere på det nu.
Han så ud over den kedelige eng og bemærkede en skikkelse der lå midt i det hele. Han stoppede op...Var det ikke?...Han havde jo ikke set hende hele ugen...

Camille begyndte at røre lidt uroligt på sig.
Det var som der var optakt til omskiftning i vejret.
I en hurtig bevægelse, ihvert fald målt ud fra Camilles personlige målestok, kom hun op at sidde.
Engen mindede hende om The Twilight Saga, bare med den lille detalje at der var ingen Edward i Camilles liv, hun var lysår fra.Hun smilede ved tanken om en stærk vampyr til at beskytte sig og éen at give sin kærlighed til.
Hun bremsede op , der stod da en skikkelse et stykke fra hende, midt i engen.
Hvor besynderligt, tænkte hun og blev bare et øjeblik noget nervøs.Hun havde haft lettere ved at fare sammen og havde kigget sig over skulderen mere end vanligt, efter mødet med elverne og Camille var godt vred på Sakref....stadig.
Hun kom hurtigt op og stå, børstede lidt græs af hendes armygrønne kjole og rystede det løse hår på plads.
Hun kneb øjnene lidt sammen...det lignede da....nej, no way...dét kunne det da ikke være?Zean ! Den.....uh...
"DIG! " kaldte hun afsted ud i luften, stadig ikke helt overbevidst at det virkelig var...ham.

Han grinte. Camille. Hun lignede sig selv. Men samtidig var det som om han rynkede på brynene, hvorfor var hun sur på ham? Han havde da ikke gjort hende noget! okay, de var en smule...utilfredse med hinanden inde i skoven, men det lignede ikke hende at bære nag...Det gik op for ham hvor lidt han enlig kendte hende. Lignede hende? Han kunne vel ikke vide noget om hvad der var normalt for hende...Så godt kendte de vel heller ikke hinanden. Han grin forsvandt som dug for solen. Han så bare på hende, ventende, uden rigtig at vide om han skulle gå videre eller blive.
Måske blive...Så havde hun da ikke endnu en grund til at blive vred.
Pludselig følte han sig træt igen, og en smule...småirriteret, småsur. Det havde stået på hele ugen og selv Dawn havde vrisset lidt igen. Han forstod det ikek selv...Det var som om han kunne smile lidt i det ene øjeblik...men det næste var han trist igen...den episode havde både givet ham en masse at tænke over...og forandret ham lidt.
Måske var det alle hans tanker? Han vidste det ikke.

Camille så til sin irritation at han bare blev stående.Hvor typisk for Zean, han manglede bare at ligge armene over kors.
Camille lod blikket vandrer over ham igen, Zean fik altid så mange følelser frem i hende, og mange af dem var modsatrettede.
Og andre igen...burde slet ikke være der, alt taget i betragtning.Som var hun bekymret for at hm ville forsvinde ligeså hurtigt som han var ankommet, begyndte hun at gå over mid ham, omend langsomt.
Hun vidste ikke om hun skulle kaste sig om halsen på ham da hun inderst inde var glad og lettet over at se ham igen , eller om hun skulle være vred og lidt reserveret.
Så Camille valgte det kendte og det trygge...den sikre middelvej...
Hun smilede lidt til hans ansigt, der ikke afslørede hvad han tænkte om hele pudsigheden ved at møde hende her og nu.
"Det ér dig..hvad i alverdenen laver du i den lykkelige eng ?" Spurgte hun og stod nu bare en meter fra Zean.

Hun forvirrede ham. Hvade det bare været et udbryd for at få hans opmærksomhed? så hun var slet ikke sur? Vred? Det var da altid noget...
Han trak på skuldrene.
"Gik en tur og endte her" han kiggede sig lidt omkring, uden rigtig at lægge mærke til havd han så på. Han så på hende igen. På en måde havde han frygtet dette møde...sidst havde han lovet nogle ting han ikke var sikker på om han kunne holde...
Hun fik lokket et lille smil frem p åham, selv om det kom en smule modvilligt.
"Nå, jeg ser du er kommet dig" han lod kort blikket glide over hende.
"Hvad laver du selv her?" spurgte han så

Camille vidste ikke hvad det var med Zean det hidsede hende sådan op.
Eller jo...måske vidste hun det godt.Men éen af tingende var bestemt hans selvsikre og lidt kølige facade.
Som der ingen ridser i lakken var hos ham, imens Camille omvendt fire sig ikke som en rids i lakken, men mere som et åbent brud.
Ikke om hun ville indrømme overfor ham at det havde taget hende dage og at hendes søvn forsat rummede mareridt om den dag, ikke på tale.
Så hun gav ham et blændende smil og svarede ham " ja, et bad kan gøre underværker , du ved " og kun et meget stærkt syn ville kunne nå at registrerer det flakkende skær i hendes øjne, der bevidnede at det nok ikke var den hele sandhed.
Hendes stemme blev lidt mere hård da hun forsatte " nå, Zean...jeg troede ellers du kom for at indfri dit løfte til mig ?" .Camille stod lidt uroligt, hun vidste nok om ham, kendte ham godt nok til at vide at han ville opfange...og reagere, ilde, på hendes tonefald.Hun kunne bare ikke lade vær.Det var ikke i hendes kontrol.

Han bemærkede flere ting på en gang. En vrede eller irritation der steg op i hende, at hun ikke svarede på alle hans spørgsmål og at hun selvfølgelig straks forlangte at lære noget nyt. Og så den kendsgerning at hun nok ikke var kommet sig helt så meget over det som hun gerne ville give udtryk for.
Han kunne ikke lade være med at smile, selv om hun ville reagere mere surt på det.
"Jeg kan kende dig igen" sagde han og trak så på skuldrene.
"Jeg sagde jeg ville...Men intet om hvornår. Så det har du ingen grund til at hidse dig op over" svarede han til sit forsvar. Faktisk havde han ingen ide om hvordan eller hvad det enlig var hun kunne. Han havde overvejet det med halvblods...DEt kunne gælde mange ting, han vidste ikke helt hvad for en det var...DEr fandtes få blandede racer, men de var så få at det ville virke uvirkeligt at stå med en her hos sig.
Han valgte at lade det ligge...Telekinese...Det var det hun kunne. Hvad var der enlig at lære? Han vidste ikke hvad sådan en evne kunne bruges til...
Han overvejede lidt, hvorfor hun ikke havde kontaktet en anden der også kunne det. ET andet menneske.
Men trods han intet vidste, havde han jo alligevel et løfte at indfri.

"også du er lige som du plejer " svarede hun lidt ironisk igen.
Hun vidste udemærket at Zean var som en stor smuk sort hankat...helt sin egen, dog med tildens til at knytte sig til den der giver den 'mad', eller i Zeans tilfælde moderen til hans kommende baby.
Camille så ingen grund til at fortælle hvad hun lavede her, der var 'ting' gemt ,skjult i hendes sind som hun ikke vidste hvordan hun skulle få frem.Kun små glimt af en mørkhåret fyr og en følelse af ren og skær angst.
Det var ikke linket til dagen med Zean og Sakref, det var...noget helt andet. Men hvad vidste hun ikke.
Hun så smilet omkring hans læber og hun fik lyst til at ruske i ham.
"Du ved lige så godt som jeg hvad du har lovet og det skal ikke være om 14 år...fortæl mig hvad du har forstillet dig Zean, det var vel ikke udelukket for at pisse Sakref af...jeg formoder du ligefrem...véd lidt " sagde hun små sur og pegede ham på brystet med en finger.

Han tog om hendes arme og holdt hende ud fra sig så hun ikke kunne ramme ham med sin finger.
"Hvis jeg svare ærligt på det, vil du hade mig for resten af livet...For kort sagt, jeg har ingen anelse om hvad jeg skal gøre" sagde han uden et smil, for han vidste dette betød noget for hende.
"Ja, jeg kender ikke engang til det du kan...ud over at løfte ting, eller hente dem til dig, uden andet end koncentration. Måske også styre dem..." han slap hende igen og så beregnende på hende, som om han målte hende.
"Hvorfor har du enlig ikke kontakt et andet menneske, med samme evne, og så lære af den person?" spurgte han så, ikke for at komme udenom, selv om det kunne være dejligt, han havde aldrig rigtig lært nogen noget før...Men af nysgerrighed. For ham virkede det ret oplagt.

"argh" klagede hun da han tog fat i hende ."Tror nok lige du slipper nu " himlede hun utilfreds op men stod med et stille og lyttede koncentreret."DU ANER INTET ? " kom hun til næsten at råbe af ham.
Hun drejede sig lidt væk fra ham, da han slap hende .
" Jeg vidste det...vidste det bare...det handlede kun og dig, der på slottet , du ville genere ham...det var alt ".
Hun fotsatte med at tale imens hun kiggede ned i græsset , stadig med ryggen til ham " du er altsår for meget, hvor mange tror du lige jeg kender af mennesker der har telekinesiske evner? Hmm ..vent , lad mig lige tælle...INGEN så hvem skal jeg spørge ?Med mindre du anbefaler jeg kryber tilbage til elverne og Sakref og beder om nåde ".
Camille var ved at blive lidt...oprørt, måske fordi hendes vrede også indeholdte en lille smule såret følelser.

Han så på hende, selvfølgelig var hun sikkert både vred og såret.
"Jeg siger ikke at du kender nogen..." hans stemme var mærkelig mørk i det og hans øjne virkede...tomme, man kunne ikke se hvad han selv følte eller tænkte.
"Tanken var bare at med al jeres internet og telefoni, kunne det godt være men kunne finde en..." han trak på skuldrene.
"Men det er jo bare endnu en uduelig ide fra mig ikke? Jeg er ikke menneske...Så derfor er jeg du m og uvidende...Trods jeg har levet længere tid end du har begreb om" han så kort på hende
"Nej, jeg aner vel intet, men alligevel sagde jeg ja, fordi jeg ikke kunne lide tanken om at være den dæmons legetøj. Du siger jeg kun tænker på mig selv?.." han stoppede op i et øjeblik som om han kæmpede med noget indeni sig. Lige siden menneskerne eller andre har kendt til dæmoner, har de altid været kaldt egoistiske. Han havde for et år siden intet imod det...Men nu fremkaldte fordommen ham dyb vrede...
"...Men i teorien er det jo også kun det du gør...du kan ikke se om der er noget dybere i det, vel?" han mente med hensyn til det han lige havde sagt. Faktisk en direkte indrømmelse af at han godt kunne lide hende, venskabeligt selvfølgelig, at han havde meldt sig fordi han ikke kunne lide tanken om at hun skulle være...hos ham, at have taget sig...frihed fra sig.
Han rystede på hovedet. Fint nok. Så var hun sikkert også ligeglad.
Inden han vidste af det var han begyndt at gå tilbage mod byen.
"Hvis jeg er ikke god nok til dig, lille menneske, så må du vel krybe tilbage til den syge dæmon" sagde han kort og satte så farten op i vrede.

"Zean..get real...skulle jeg måske lave en kontaktannonce og skrive 'kvinde søger menneske der mestrer telekinese, kun seriøse henvendelser tak' ...hvor mange tosser tror du så jeg ville tiltrække" .
Hun så han mørke øjne og hørte ingen forsonende tone i hans stemme.
Egoist? Hun begyndte at grine...højt, en såret latter Hende der som stor pige, havde tigget og bedt sin egen får om at skåne de andre små piger, stoppe med at gøre ting imod dem...og Istedet tage Camille og lade dem gå.Egoist? Hende der arbejdede med at redde menneske liv og betalte med et lille stykke a sin sjæl, hver gang det ikke lykkedes.
Han begyndte at gå og hun hørte hans ord 'lille menneske...og kryb tilbage'.
Camille løb op på siden af ham og greb fat i armen."Hvis du går nu, så taler det hér lille menneske aldrig til dig igen " sagde hun langsomt i en lav truende tone.

"Fint" sagde han kort, hun var ikke den eneste med...hvis potion stolthed eller følelser.
"du gider bare ikke forstå hvad jeg mener, vel? søge efter en...ikke selv skrive dig op" han sukkede og så på hende.
"Du kan være sur på mig eller lade være, jeg sagde jeg ikke ved noget...Men sagde jeg at jeg slet ikke vil hjælpe dig?" han så kort på hende og huskede at han selv var vred. Han hev sin arm fri.
"Du ville ikke sige sådan...Hvis det ikke var fordi du selv ville af med mig...Til forskel fra dig, kan jeg høre, har jeg lært at lytte..." det var rigtig. Han havde lyttet til hvad hun sagde og reageret derefter...Men han havde ikke rigtig følt at hun havde...taget hans ord med samme...måske alvor. Han vidste ikke helt hvilket ord der var bedst.
Han så kort på hende. Ikke se hende mere? Fint. hvis det var sådan hun havde det bedst. Troede sikkert det var det bedste angreb...Han forstod ikke sig selv...Hvorfor havde han overhovedet gidet lære hende at skyde? Gidet tage hende med til Sakref? Hvorfor, når hun tilsyneladende kun havde tænkt p åhvad der var bedst for hende selv...

Camille fnøs da han hev sin arm til sig.
En lille flamme var blevet tændt og brændte i hende.
Hun havde ikke tænkt sig at lade ham slippe så let, havde ikke tænkt sig at ...se ham gå...ikke uden en kamp.
"Lært at lytte, det få flot Zean...så mangler du jo bare også at kunne føle...skal jeg lige tjekke om der er ledige pladser på kurset?" tirrede hun.
Hun knyttede sine hænder og hendes knoer blev hurtigt hvide..." Vil af med dig ? Har du tygget euforiserende blade?". Hun havde en meget hurtig puls og vejrtrækning og var vil mere styret af følelser end noget andet.
" Du kan gå eller du kan blive...men du kommer til at undervise mig lige indtil jeg forstår hvad der er galt med mig , det lover jeg dig " snerrede hun og lagde bånd på sig selv for ikke ligefrem at slå ham

Han følte hvordan voldeligheden selv var ved at løbe af sig. Tit prøvede han at beherske sit temperament, mest fordi det havde bragt så mange problemer med dig...Men denne gang lykkedes det stort set ikke. Og så...pludselig forsvandt det igen, han stoppede op og vente sig mod hende, med armene over kors.
"Slug din pille, Camille!" knurrede han tilbage.
"Vred ER en følelse..." han himlede med øjnene. Hvorfor gad han overhoved det her?
"Har jeg sagt jeg ikke ville?" han så koldt på hende
"Nej, vel? Jeg sagde jeg ikke vidste noget...Men ALDRIG at jeg ikke ville holde hvad jeg lover! Jeg er en mand af ord!" hun troede ham sikkert ikke. DEt han hade mest ved skænderier var at folk opfandt deres egne små meninger og sætninger...Ting der aldrig var blevet sagt. Men han havde lært at forstå at det var ikke sikkert det var blevet sagt...Men det var sådan person havde opfattet det.

"Jeg skal ikke sluge noget som helst fra dig...og ikke dine stikpiller heller" gav hun igen og daskede til ham, men kun på armen.Ivirkeligheden havde hun mere lyst til at tvinge en reaktion ud af ham, få lidt liv i de bundløse sorte øjne ved at varpe ham en.
Hun fornemmede kulden fra ham og gjore sig hård , for ikke at lade ham såre hende yderligere.
Camille var nød til at indrømme at hun var nød til at gå lidt i dybden med sig selv og få al det her omkring Zean ...på plads.Det virkede ikke så godt for nogen af dem at hun lod ham...betyde noget.
Noget venne noget, korrigetede hun sig selv
" Jeg er kold overfor dine motivet. Hvis bare du bliver og hjælper mig " fastholdte hun og forsøgte virkelig at lyde ligeglad, selv om mange andre følelser farvede hendes stemme.

Han så kort på hende. Han vidste lige hvilken sætning der nok kunne...bløde hende lidt op.
"Dawn har født" sagde han, hans blik forandres, en varm glød tændes sig i dem og han var lige ved at smile...Men gjorde det ikke. Faktisk kunne han danse af glæde, både Dawn og barnet havde overlevet fødslen!
Men han gjorde det ikke...
"undskyld...hele denne diskussion virker bare åndssvag...Du kan ikke overbevise mig om noget der ikke er sand..." han lød pludselig helt rolig...Som om det hele lige tog en 180 graders vending.
han sukkede svagt.
"Skal jeg endnu en gang minde dig om...At jeg faktisk har tænkt mig at holde mit løfte?" han så på hende, som om hele denne diskussion faktisk gik ham på, dybt endda.

". Vent..vent..stop lige..HVAD sagde du...har hun født? Og de har det begge to godt.". Hun stod og bare så på ham.
Arh pis, tænkte hun og en enkelt tåre trillede ned af hendes kind.Han var blevet far...Zean.
Og her stod hun og brægede op om sig selv og....ligegyldighedder.
Hun sprang om halsen på ham, borede sin næse i hans hals for bare et sekund imens hun hviskede først undskyld og så tillykke.Så trak hun sig væk, et godt stykke...irriteret over de tåre der løb stadig.
"Zean...hør her du er blevet får...til en lille dreng eller pige ? Og det er der du skal ligge din tid og dine kræfter.Jeg fritager dig helt fra dit ord...jeg er egoist og vil ik ku holde mig selv ud,hvis jeg trak dig væk fra din lille familie...din lille baby".Hendes stemme var fyldt med omsorg og glæde for ham.Zean fortjente kærlighed....han fortjente en familie.

Han vidste det ville bløde hende op...Men ikke at det ville bevæge hende så meget. Han havde opdaget at han havde gengældt hendes kram.
"De overlevede begge to, Camille!" han virkede for en gangs skyld så glad...Det var som om en helt anden Zean var kommet frem.
Han så på hende og rystede på hovedet.
"Nej, Camille...Jeg vil holde mit ord...Og jeg skal nok finde ud af hvordan" han trak svagt på skuldrene...
"Jeg har bare ikke haft...tiden i denne uge" sagde han selv, undskyldende...Hun regnede jo med ham! Han smilte og så sig lidt omkring. Han havde aldrig mødt nogen der var blevet så glad for noget på hans vegne...

Camille studerede ham , det var nok noget nær det mest glade hun havde set ham..lykkelig, så han ud.
Hendes hjerte skinnede inden i, tanken om et lille barn at beskytte, elske og give tryghed, sådan som alle børn burde have.
"Du bliver en fantastisk far Zean ...og hils Dawn og ønske hende tillykke...".
Camille vidste godt at Zean ville holde sit ord, nu hvor han havde sagt det.Hun havde brug for at vide mere og brug for at blive bedre, men der måtte være andre der kunne lære hende.
Den lille ny havde kun éen får og Dawn kun en mand.Tænk hvis der var hændt Zean noget, på deres lille tur sidst.Hun ville aldrig kunne tilgive sig selv at have bedt ham tage med, hvis der nu havde været en lille farløs baby.
Nå, men det behøvede hun ikke diskuterer nu...tingene ville bare gå sin gang i forhold til Zean.
Hun overvejede om hun skulle købe en barselsgave til Dawn og den lille ...brugte væsner sådan noget ?
"Har du fundet en gave til dem ?" forsøgte hun at indsamle oplysning, for hvis Zean havde, var det måske tegn på at traditionen også var gældende dér?

Zean kiggede lidt på hende. En god far? Det ville tiden vise sig...han frygtede det værste...Folk havde en tendens til at opdrage børn som de selv var blevet opdraget og selv om der også havde været kærlighed indblandet, var en dæmonisk opdragelse altid lidt hård og kold.
Han så uforstående på hende.
"Gave? Hvad skulle jeg da det for? Det er en gave i sig selv at..." vi alle er i live tænkte han. Men det var nu mest dem..Så det var på en måde en gave til ham...Selv om det også havde taget hårdt på ham.
"Nej" sagde han så og så på hende
"Ingen gave, den kan ikke engang forstå den har fået noget endnu..." han forstod ikke helt hvor hun ville hen med det. Han hade at finde gaver, han havde kun besværet sig med det til Dawn en enkelt gang, til jul. Selv havde han heller aldrig fået gaver som mindre...Men det var også så længe siden.

Et skuffet udtryk gled over hende..."jamen de skal da en gave..det romantisk og en kærlig tradition..".
Hun slog blikket ned imens hun tænkte .
"Dawn skal have et lille smykke..det behøver på ingen måde være dyrt eller kostbart, men det skal være udvalgt af dig til hende...så vil det have langt større værdi end en diamant. Og lille bebsen ..hæmme kunne jo få en barnevogn, men den er jo lidt kostbar...men jeg vil gerne hjælpe dig, jeg har nogle penge i banken..og Dawn behøver naturligvis intet vide om jeg har hjulpet."Camille pludrede løs og smilede fra tid til anden til Zean.
Mon han ville lade hende hjælpe? Hun ville forfærdelig gerne glæde ham...glæde dem, rettede hun sig selv.

Han følte irritationen vælde op i sig, men han mindede sig selv om at hun bare ville hjælpe...Men alligevel formåede hun at fornærme ham. For det første antydede hun til at han ikke selv ville kunne klare det, at hun med glæde ville hjælpe hvis han ikke selv havde penge nok. Tak, han kunne klare sig! Hun havde ingen begreb om hvilket formue han snart havde samlet sig sammen gennem årene.
For det andet...Hvorfor troede hun ham ikke når han sagde at gaverne ikke var nødvendige? Dawn ville sikkert smile og sige tak...Men hvad der virkelig betød noget for hende var at Zean var hos hende. Det vidste han.
Og barnet ville stadig ikke kunne fatte det...
"Camille...Hold nu op" han smilte svagt
"Tak for din hjælpsomhed, men vi klare os, tro mig, en gave ville ikke behøves...Og selv om det er en tradition for jer mennesker, glemmer du at hverken jeg eller Dawn er mennesker...Vi gør tingene på vores egen måde, vi gør hvad vi føler er rigtig" han så lidt på hende
"Lad nu emnet falde..." han vidste ikke helt hvilket emne han så skulle tage op, for at få hende til at droppe det...jo, vent lidt...
"Din evne..." han skiftede så pludseligt emne at hun da måtte fange budskabet.
"...Når du bruger den...Blvier du så nogensinde selv træt?"

Lysende i hendes øjne blev langsomt slukket da han talte, næsten som en lysdæmper der endte med at kvæle det helt tilsidst.
"Fint " svarede hun monotont og gad ikke beskæftige sig mere med det...med dem. Han havde jo det hele regnet ud, så det ud til. Og det var jo også kun en baby,ingen særlig begivenhed med mindre man var et "dumt menneske".
Han misforstod hende hele tiden, kunne han ikke se at det rørende i gave gestusen netop var det at det VAR helt unødvendigt at Zean og babyen VAR nok for Dawn...netop derfor for var det en rørende ting. Men som sagt...hun ville ikke bruge mere tid på det.
Camille gav et hurtigt svar " Nej, jeg bliver aldrig træt, nærmere trist når jeg tager livet af nogen ved et uheld, fordi jeg ikke kan kontrollerer det helt og modsat dig værdsætter jeg liv. " sagde hun så mødte hans blik med et hint af en lille udfordring i hendes eget.