En (u)lydig elev - Zean.

Han mærkede vreden, hvorfor kunne hun dog aldrig forstå ham?!
Hun tænkte tydeligvis sit om det, at han havde takket nej, hvorfor kunne hun dog ikke bare acceptere det? Han havde ikke ment det som at...det var noget, dumt menneske-noget. Han havde bare forklaret det hele ikke var nødvendigt. Hvorfor kunne hun ikke bare acceptere det?
Hans blik blev koldt igen. en svag knurren lød fra hans bryst.
"Jeg er en overlever" svarede han kort
"Hvis ikke jeg slås ihjel, dør jeg selv...Men det er måske også hvad du vil have? Hvis ikke du snart holder med at være efter mig med alt muligt, går jeg! Jeg gider ikke skændes med dig om selv den mindste ting!" sagde han, mens han kæmpede for at temperamentet skulle løbe af med ham.

Hun trådte tilbage da hun hørte han blev vred. Hun vidste godt det var meget uhensigtsmæssigt at lade hende følelser bruse ud over ham hele tiden, og hun vidste ikke helt hvorfor det altid gik sådan. Måske ønskede hun ikke at vide hvorfor.
Måske var det bare nemmere for hende at være enten neutral eller...vred på ham.
Camille ville forsøge at mægle lidt fred og ro mellem dem, for nu.
Underalle omstændighedder var det meget mere end hun havde ret at forvente, at Zean overhovedet gav hende noget af sin tid i dag, men en lille familie der måtte savne ham meget. Måske burde hun gøre ham så gal så han virkelig gik, ville det være det sødeste hun kunne gøre for ham...for Dawn lige nu?
Hun sukkede.
"Undskyld...igen. Jeg mente ikke noget med det, men Zean ..jeg er læge, det er svært for mig at se liv gå til spilde. Er det nødvendigt for dig at dræbe for selv at leve ?" spurgte hun med en lidt grødet stemme og satte sig ned i græsset med bukkede ben og armene om hendes knæ.

Han sukkede og brugte et øjeblik på at falde til ro.
"Selv...Undskyld, trods alt...Mit temperament løber tit af med mig..." han så lidt på hende
"Camille...Jeg er sjæledæmon...DEt betyder jeg lever ved at spise folks sjæle..." han overvejede hvordan hun ville se på ham nu. Som et uhyre? Hun ville sikkert ikke hjælpe ham igen hvis han kom tilskade...MEn det måtte hun så også selv om.
"Så ja..." han strakte sig lidt for at løsne kroppen lidt i dens anspændthede.
" du svarede forresten ikke på mit spørgsmål" han så på hende igen.
Han havde intet mod at være her med hende, både Dawn og deres søn slappede af derhjemme.

" Vi lader det ligge " sagde hun stille da han undskyldte.
Zean gjorde hende ofte nervøs, blandt andre ting.Hun måtte se af arbejde lidt på den side af sagen.
Hun havde svært ved at forstille ham tage livet af andre. Men igen da han forvandlede sig ved kampen mod elverne, var hun også blevet lidt bange...måske mere end situationen tillod at tænke over. Hun havde aldrig set hverken Zean eller andre på den måde før.
"jeg troede du kunne nøjes med at tage en lille del af deres sjæl?" spurgte hun forhåbningsfuldt.
Og rystede lidt forvirret på hovedet da han søgte et svar " Hvilket spørgsmål Zean?" , hendes telekinese gjore hende ikke træt, men hun fandt at skændes med Zean temmeligt udmattende.

Han himlede med øjnene.
"Lige meget" sagde han kort.
"Det ville kun have gjort mig klogere hvad angik din evne..." han så lettere drillende på hende men sukkede snart.
"Hvordan vil du kunne splitte en sjæl? En sjæl er hel og hvis den endelig skulle splittes, ville det være som...at dele personen op, tage nogle minder, noget viden og følelser med sig og lade resten blive i personen. Personen ville være bedst med at få det hele taget med det samme" sagde han kort.
"Men hvis det kan hjælpe dig, var de første 5 drab ret svære..." han huskede tilbage, selv om han ikke ville. Han havde kun været...ja, 3? 4? år gammel...

Hun kunne ikke undgå at smile til hans bemærkning, han vidste med garanti at hun ville følge op på den.. " HVILKET spørgsmål ? !" forsøgte hun igen. Men blev afledt af hans videre snak.
" De første ?... hvordan var det ?"
Hun blev pludselig lidt bange og så på ham med undren og en slags usikkerhed i sit blik.
"Eh..hvor ofte skal du.. øh..hvor tit er det nødvendigt at..du ved " spurgte hun alt imens hun svagt rynkede sine bryn og kiggede ned i græsset med et bekymret udtryk.

Han flyttede vægten fra det ene ben til det andet, som om han heller ikke selv rigtig ville snakke om det.
Han så sig lidt omkring.
"Jeg spurgte bare om det gjorde dig træt, at bruge din evne?" sagde han og lod bevidst være med at besvare de andre spørgsmål. Hvis han var heldig ville hun lade det falde...Og han skulle i hvert fald ikke gribe emnet igen.
Han så sig om endnu en gang som om han ledte efter noget de kunne tage sig til, så de ikke behøvede at snakke om hans...fortid.

Hun ville ikke tvinge det ud af ham , ikke lige nu ihvertfald.
Han skulle hjem og sidde med sin lille baby i armen, være rolig og lykkelig.
Hun ville vente til en anden dag med at bringe det på banen, og så ville hun få sit svar.
" Nej , jeg bliver ikke træt Zean . idet mindste tror jeg ikke det er af at bruge evnen ihvertfald.
Det forholder sig sådan at jeg nødig bruger den, og når jeg gør er det altid i stressede situationer ". Hun valgte sine ord med omhu, og håbede hun ikke behøvede uddybe det yderliger. " Jeg tror det er den stress der gør mig træt bagefter, og ikke telekinesen ".

Han nikkede svagt.
"Hmm....Er der nogen begrænsninger? Jeg mener...Kan du brugen den så længe du vil? Eller er der et tidspunkt hvor den ligesom glider...ud, væk eller hvor du bare ikke kan bruge den?" spurgte han. Han forventede næsten ikke noget brugbart svar, for før havde hun snakket om kun at bruge den i stressede situationer...Så det var nok ikke noget hun havde efterprøvet.

Hun lagde sig ned i græsset og kiggede op i himlen, lige til det næsten begyndte at smerte og gøre ondt i hendes øjne da lyset var for skarpt.
" Zean..jeg er fucked... jeg aner ikke hvorfor jeg kan det? jeg ved ikke hvordan jeg kontrollerer det så jeg kun pacifiserer folk og ikke slår dem ihjel ?...jeg er enda begyndt at tro jeg slet ikke er menneske". Hun tog sin hånd op og tørrede endnu en tåre væk, inden hun forsøgte at bringe forståelse til ham ." Nogen har ...lugtet... til mig og de siger jeg ikke er menneske, men det ER jeg altsår, der må bare være noget andet imit blod også, men udover telekinesen har jeg ikke andre evner, og jeg håber ved gud da heller ikke jeg pludselig udvikler flere."
Hun lød list som hun kæmpede med sine ord, måske nok fordi hun fandt ubehag ved at tale om det, ikke var tryk ved at tale om det...arbejdet hårdt havde hun jo længe på at holde det skjule.

Han så lidt på hende. Hun manglede ikke træning for at lære hvad det var...hun manglede træning i at styre det.
Han gik nærmere og lagde trøstende en hånd på hendes arm så hun kunne mærke han var der. Det vidste hun selvfølgelig godt han var, men han mente nok at andre mennesker...og væsner for den sags skyld, havde virket beroliget ved det.
Han kunne ikke lade være med at snuse dybt ind, dog så vidt muligt så hun ikke opdagede det. Der var et eller andet...Ja, hun lugtede af menneske, meget endda, men den anden lugt havde han altid taget som hendes parfume eller sæbe eller noget...Det gik kvinder jo tit med. Men nu virkede den mere...væsen agtig. Men hvilket? Han var interesseret, men ville ikke sige at han også fornemmede det, når hun var så opbagt over det.
"Du skal bare lære at styre det..." sagde han og prøvede ikke at få det til at lyde som en selvfølge.
"hvilket vil sige du skal...bruge din koncentration ret meget, i hvert fald i starten, måske vænner du dig til at bruge den..." sagde han og trak svagt på skuldrene mens han tog armen til sig igen. Han så sig lidt omkring.
"Jeg har fundet ud af at du have hive større ting til dig, eller i hvert fald få dem til at gøre som du ønsker...Til en hvis grad i hvert fald..." han så lidt på hende og huskede første gang de mødtes...Men begyndte så at tænke over hvad det næste skridt skulle være, hvad han skulle starte med...

Camille mærkede og følte hans hånd næsten inden lå på hende.Hun sagde eller gjore ingenting, tog bare imod det han tilbød...lidt trøst.
Hun tænkte lidt over hans forslag. Det var rigtig at større ting ramte mere...uprecist når hun forsøgte.
Hun kunne af en eller anden grund ikke bevæge og flytte rundt på mennesker...mon det lå latent i hende, var det fordi hun var bange for at 'røre' dem.
"Jeg kan give smerte , meget, jeg kan rykke rundt på og vride og få indvolde til at krampe" sagde hun med afsky i stemmen.Det var sådan hun var kommet til at tage livet af...den første.
Hun følte stor skyld, stadig.
"Zean...det ser ud til at virke bedre på mennesker end på væsner...hvorfor er der forskel?" Hendes øjne bad om hjælp til dette her, det var for meget at 'bære rundt på' alene, hun havde gjort det forlænge og byrden synes nu for stor. For tung.

Han nikkede igen svagt, bare en bekræftelse på at at han havde hørt og forstået hvad hun sagde. Han så ud til at tænke lidt over det.
"Som du siger, at du kan vride rundt på folks indvolde, jeg tror...Det kræver mere...kendskab til evner, vide hvad den kan, hvor meget du skal bruge det før det går galt...Og selvfølgelig koncentration. Men det er ting du hele tiden kan gå at øve på, dog foreslår jeg at jeg måske er i nærheden den første tid..." sagde han og så sig lidt omkring men så på hende igen.
"Det er ikke til at sige hvorfor...Måske er det fordi der er forskel på mennesker og andre væsner, andre væsner har også evner at stå igen med og kender mere til det end mennesker...måske er det derfor, måske ikke..." han trak svagt på skuldrene, han vidste ikke hvorfor forskellen var sådan. Men han var glad for det. Han så stadig mennesker, bortset fra Camille, som lavere stående...

"Hvis vi forsøger at træne med større ting og du er nær...så kan jeg ikke garanterer for din sikkerhed...med mindre vi putter dig i en skudsikker bodysuit eller noget ligende" .
Hun fik et lille smil på munden, ved tanken om at det var hende der skulle passe på ham, beskytte og holde ham uden for risiko og fare.
Hun følte sig lidt bedre tilpas.
Hun så på sit lille ur og spurgte ham " Skal vi vente til en anden dag Zean, jeg formoder at derer nogen der venter på dig og et sted du måske mere har lyst til at være netop nu?.Er det iøvrigt en lille pige eller en lille søn du har fået?".Camilles stemme emmede igen af varme overfor den lille nybagte familie.

Han grinte svagt.
"Jeg har ikke tænkt mig at give dig helt frie tøjler, jeg har tænkt mig at...fører dig, så at sige. Selvfølgelig kun hvis du giver mig lov...Med lidt held vil du opdage at du kan kontrollere det" han trak svagt på skuldrene. Det eneste han havde at gå ud fra var sin egen oplæring i sine egne evner...Selv om det langt fra var samme evner. Han så lidt på hende og rystede på hoved.
"Nej, de sov da jeg gik" han trak på skuldrene, det var ikke fordi han ikke ville være sammen med dem...Men han havde faktisk ikke mere at lave derhjemme, end sidde og se på de sov...Og det var jo ikke ligefrem betryggende for dem.

Camille kom til at grine lidt. Naturligvis skulle han ligefrem føre hende igennem og naturligvis havde hun ikke bare frit spil.
For første gang denne dag, lo hun og lod alle parader og forsvar mod Zean falde.
"Klart du vil bestemme og jeg skal nok forsøge at gøre hvad du siger uden al for meget vrøvl " sagde hun og havde lyst til...
Til at komme igang , formanede hun sig selv.
Hun skulle dog lige til at irettesættelse ham med ikke at være hjemme, men tog sig i det.
Han var en voksen mand ,det var vel hans beslutning øh den faldt til hendes fordel, så hun måtte prøve bare at være glad for dét.Glad for hun havde ham, omend det bare var for en kort stund.

Han kiggede lidt mistænksomt på hende da hun virkede som...om hun kæmpede lidt mellem to sider.
"Du har så travlt med mig og mit barn og Dawn...På må være kvindeligt" smilte han for at de så kunne lade emnet ligge.
"Men altså...Hvis vi virkelig ikke har mere at snakke om for nu, så kan jeg da godt gå..?" sagde han, hun måtte selv bestemme hvornår hun ville træne, før kunne hun ikke vente med at komme i gang...men han havde en fornemmelse af hun virkede lidt tøvende lige nu...

Camille der på sin vis var forelsket i idéen om en lille lykkelig familie, hvilket hun kun i kort tid havde oplevet selv, smilede bare til ham.
". Nej..nej...nu skal du ikke misforstå...please stay Zean...jeg vil gerne i gang, og få tankerne i gang.Ved du noget om at slætte menneskers hukommelse.?"
Camille tænkte på den dag ved legepladsen og den besynderlige drøm hun havde haft ...men nu var hun begyndt at tvivle på om det var en dell eller om nogen havde fiflet med hendes minder og hukommelse.

Han så lidt på hende, lettere overrasket over spørgsmålet...
Det virkede ikke som om det var det emne han mest havde lyst til at snakke om heller...
"Altså...Nogen kan" sagde han bare og trak på skuldrene. Han kunne. Han kunne gå ind i folks hoved, gøre hvad han ville...bla. slette hukommelsen eller sætte nye billeder eller minder. Og det var ikke altid de opdagede det.
Han så lidt på hende
"Hvorfor?" hans stemme lød pludselig skarp i det

Camille fik en øv følelse med det samme, det var lige dét hun havde frygtet at man godt kunne.
Hun pustede ud og så op på Zean " Jeg er bange for nogen har gjort det " svarede hun.Den første gang med Zaela, tænkte hun ikke over, hun havde bare en slags modvilje mod dæmonen uden helt at forstå hvorfor.
Men drømmen fra legepladsen og de glimt af...angst og smerte hun fik efterfølgende, det var dem hun troede nu muligvis kunne være sande og at nogen,en vampyr hun ikke huskede navnet på, havde slettet dem.

Han så lidt p åhende, en smule usikker på hvad dette kunne betyde.
"Hvad vil du sige?" sagde han så, han havde troet de skulle i gang med træning, ikke...snakke videre om sådan noget.
"Jeg kan ikke..." han så lidt på hende
"...Jeg kan nok ikke få dine erindringer eller minder tilbage...Jeg kunne forsøge, finde ud af hvad der er galt, men jeg kan ikke love noget" han trak på skuldrene
"Men hvis det skal lykkes må du fortælle mig så meget som muligt..." han smilte lidt til hende
"...Eller kan jeg vandre rundt i dine minder i uendeligheder..." Han kunne ikke se hvad hun ville, hvor hun ville hen med det...

"wow...kan du sådan noget ?!" Hun græskede hans ansigt , det havde han aldrig fortalt noget om.
" vil det gøre ondt ?" Spurgte hun. Ikke at det ville ændre ved hendes beslutning om at lade ham forsøge at 'tage et kig ind i hende' hun ville bare være forberedt hvis det var forbundet med dette.
Så begyndte hun fortællingen, så godt hun kunne huske, om den mørkhåret fyr hun på legepladsen havde mødt.Han viste sig at være vampyr, havde både slikket på hende og snuset til hende.Hun huskede følelsen af ild, et smerte inferno, og af at græde.men det næste hun husker var hun sad på gyngen igen, og troede hun havde slumret og dagdrømt lidt.Så fortalte hun om de søvnløse nætter ,hvor små glimt af angst og vampyren dukkede op.Også selv om det var andet der gjorde hende nervøs...så var det de glimt hun fik.
Camille var lidt flov ved at skulle fortælle de ting, hun følte sig svag.Men overfor en vampyr...hvilke chanser havde hun ?

Han trak lidt på skuldrene og kunne ikke lide hendes gennemborende blik. Sådan følte han det i hvert fald.
"Jeg kan...Mange ting" sagde han bare og så på hende igen
"Som regl vælger jeg selv om det skal gøre ondt på folk, men når du har den evne du har, hvem ved så hvilken reaktion det vil give?" svarede han, nogen gange kunne folk mærke noget uden han selv ville det.
"Men det burde det ikke...Og jeg kan gøre så du selv kan følge med i erindringerne, og lede mig lidt på rette vej, så at sige..." han havde haft mange hundrede år at forbedre sine evne i. Og han havde brugt dem flittigt.

Hun ignorerede nervøsiten ved det kunne risikerer at blive smertefuldt og sagde tappert ". Hvis du vil forsøge, vil jeg være glad...som det er lige nu er det rimeligt frustrerende ,skal jeg sige dig " sagde hun ærligt.
"narh hvordan forgår det...skal jeg under hypnose eller noget ?" Og blev så lidt skeptisk, nu skulle hun vel ikke hoppe rundt og sige kykeliky eller hvad han kunne finde på af skøre ting, på den anden side var han jo næsten altid...moden og seriøs.Hun smilede og fik et glimt af morskab i øjnene, midt i hele denne lidt bizarre situation.

Han grinte lidt og rystede på hovedet.
"Vi sætter os ned..." han satte sig ned da han sagde det og gjorde tegn til at hun skulle sætte sig foran ham.
"Og.." Det var underligt at sige det, forklare det. Han var van til bare at gøre det.
"...Så kigger jeg dig i øjnene...Min evne er at gå ind i hovedet på folk, jeg kan overtage dem, måde fysisk og mentalt...jeg kan læse deres tanker, slette eller tilsætte lidt..minder eller hukommelse..jeg kan give dem smerter, styre enkelte dele af kroppe...eller tage smerte, dog vil jeg så selv kunne mærke den, da den ikke kan forsvinde...Og hvis det endelig skulle være kan jeg modarbejde døden, dog kun ved friske, unge og stærke" sagde han for at hun skulle få et bredde billede af hvad han kunne og måske føle sig tryggere.
"Men lige nu er det kun hukommelsen vi skal se på..." han så lidt tænkende ud.
"Forstil dig, for det gør jeg, at min evne nærmest ligger...et spindelvæv ud over din hjerne, det spindelvæv vil have kontakt med alt i hjernen...og så vil vi dykke ned i din hukommelse...Jeg vil gøre så jeg kan høre dig gennem dine tanker, så du kan kommunikere med mig hvis der er noget..." det lød ret indviklet. Og det var det vel også. Hjernen var ikke noget man bare lige legede med. Men han havde reddet Dawn fra at dø ved fødslen...Dette ville føles nemt.