En (u)lydig elev - Zean.

Zean begyndte at gøre rede for hvad han egenlig kunne.
Måske det skulle virke beroligende, men i det store hele blev hun mere nervøs.Hun glemte så ofte at han ikke blot var mand men også dæmon.
Hun burde sige sig selv at det ikke var hækling øh patcwork der var hans skjulte talenter, så hun tog sig sammen og nikkede når han talte.
Hun fik sat sig som den lille havfrue i engen og forsøgte at gøre sig parat...mentalt.
Hun så ind i hans øjne , nikkede en svag hentydning af et ' Ik ready' og så for sig silke tynde hvide tråde i et stort spind om hendes hjerne.

Han så hende direkte ind i øjne, men det virkede ikke som om han så på øjnene, men noget inde bag dem. Det eneste han skulle var at få spredt sit lille "spindelvæv" og dermed behøvedes øjenkontakten ikke mere.
Endelig, lidt tid efter, lukkede han øjnene. Han brugte lige et øjeblik til at finde tilpas, han mærkede kort at hele kroppen fungerede som den skulle og begyndte så at trænge dybere ind.
Snart efter stod han og så hen over en legeplads. Camille stod ved siden af ham.
Det hele virkede så klart at man skulle tro de faktisk var der, bortset fra de begge stod og så på...En anden Camille, en tro kopi. Faktisk så de på hendes minde, om legepladsen, de var bare tilskuer.

Camille så i hans øjne til at begynde med og holdte sit sind åbent uden at kæmpe imod.Han kunne måske gøre det uanset, men udover en svag hovedpine havde hun ingen smerter eller ubehag.
Hun sendte ham en varm tanke, kunne han mon mærke det, mærke den ?
Hun lukkede hendes øjne , da det første billed.
, det første minde kom frem.
Hun stod på legepladsen og så ...nej talte med en mørkhåret fyr....det var sløret...og med huller, men hun kunne se sig selv tale med ham...en hyggelig snak ...lige indtil...han fik et underligt udtryk...hans pupil ændrede sig og han fangede hende ,holdt hende fast i sit blik.

Zean forblev stående hvor han var i mindet og var opmærksom på Camille ved siden af sig. Lige som han var opmærksom på skuespillet foran dem.
Han kunne ikke fordrage blodsugere...Lige bortset fra en bestemt kvinde, men hun var godt nok også speciel. De havde en gang jagtet sammen, men nu så han hende aldrig.
Nå..
Han lod blikket glide over mindet da det hele begyndte at blive mere sløret og der kom små huller i mindet.
Hvis han havde ret, ville mindet stadig ligge, skjult, i underbevidstheden og så skulle han bare bryde låsen og hive det frem...
Han begyndte at mærke en modstandskraft, da han prøvede at fastholde mindet. Han smilte svagt og lukkede øjnene og kæmpede imod kraften. Ikke helt svagt, det kunne han mærke. Han fornemmede at vampyren havde ødelagt hendes minde fordi hun ikke skulle huske at han sikkert drak blod af hende...men det var jo ikke til at vide.
Mørket begyndte at sprede sig om dem da mindet var ved at forsvinde, men efterhånden som Zean kom længere gennem kampen, kom flere og flere billeder igen, noget uklare, andre klare, nogen forsvandt med det samme, nogen blev der i et øjeblik.
Han glemte i et øjeblik Camille mens han kæmpede mod kraften som lige nu prøvede at skubbe ham væk fra mindet.

Camille så sig selv tydeligt i mindet.
Hun så og huskede hvordan han havde skræmt hende og hun havde forsøgt at overbevise ham om hun skulle møde sin kæreste der ventede på hende.
Demetri , som han hed , havde provokeret hende og hun havde taget maddingen og var kommet til at kalde ham Schizofren , hvilket havde fået ham til at afsløre han var vampyr.
hun huskede det sortnede for hendes øjne og han havde taget hende i sine arme og holdt hende tæt..al for tæt ind til sig.. Her havde han med sin tunge slikket på hende og snuset til hende , men ikke drukket af hende.
Camille blev urolig og fik det ubehageligt, mon Zean kunne mærke det? , da den næste del af mindet tonede frem. Hun huskede Demetri havde fået flammer af smerte og rædsel til at overtage hendes krop, hun havde boret sit ansigt imod hans bryst og skreget af smerte i hendes tanker med ikke ud så nogen kunne høre det.Hun havde grædt og boret sine negle i ham og tigget ham om at slippe hende.
Camille begyndte nu at ryste af smerte imens hun gennemlevede smerterne, men igen holdt hun dem inde uden at skrige, hun var bange for at hvis hun begyndte ville hun ikke kunne stoppe.

han bemærkede det roligt. 'Typisk. Hvis en person oplevede noget smertefuldt, kunne bare mindet få dem til at opleve dem igen, selv om de faktisk ikke var der.
"Camille...Du må slappe af...Huske" sagde han kort og mærkede hvordan kraften gav efter og mindet efterhånden begyndte at komme igen.
Det var lidt spændende, at se hvad Camille havde lavet. Men det sagde han ikke højt, han turde næsten ikke tænke hvor sur hun nok ville blive.

Camille hørte hans stemme og kæmpede ikke i mod Zean, modsatte sig ikke hvad han ville have hende til at gøre, for en gangs skyld forsøgte hun lydigt at følge hans guiding.
Hun slappede mere af, men så ryk, små sitren af hendes arme og ben kunne hun ikke kontrollere, og de var der stadig.
Hun huskede hvordan hun græd, hvordan Demetris krop var kold mod hendes egen.
Hun mærkede igen hvordan hans skjorte blev klistret af hendes våde tåre, og nu bleb minderne svære...men hun blev lagt ned på fliserne og hun troede hun skulle dø , at han ville ende hendes liv, da han sad og strøg hende på hovedet og over hendes hår.
men nu kunne hun ikke få flere billeder...hun hørte en tågede stemme , men ikke havd den sagde, hun kunne intet se....før hun igen sag på gyngen og troede hun bare havde drømt?!

Han knurrede irriteret. Så let skulle det ikke slippe væk! Pludselig forsvandt han fra hendes synsvidde, men han var ikke færdig endnu.
Han havde ellers lige mærket mindet give efter og lukke sig op, hvorfor kom de billeder så ikke som han ville have?
Han mærkede stædigheden gribe ham...Denne vampyr måtte være level-E som ham selv, ellers ville mindet have kommet tilbage nu.
Han dykkede længere og længere, hvis man kunne sige det sådan. Han greb fat i mindet, til billedet hvor vampyren havde lagt hende ned, og fastholdt det. Fastholdt billedet og tvang det til at komme frem med sin hemmelighed...

Camille fik en følelse af at der blev gravet i hende, at hun blev æltet lidt rundt...hun vidste ikke lige hvordan hun skulle beskrive det, da hun aldrig havde prøvet det før. En hovedpine var klart under optakt men ikke stærkere end hun kunne udholde det.
Hun så igen sig selv ligge på de kolde fliser, hun mærkede Demetris hænder ae hende over hovedet da han sad knælende ved hendes side. "Shyy" tyssede han som trøstede han et barn og han hviskede til Camille " Det er kun en drøm, du vil ikke huske noget Camille " så havde hun fornemmet hans trin væk fra sig.
Hun havde rejst sig som en søvngænger, stået alene og grædt med et tomt blik, og efter nogen minutter hvor smertehelvede var helt aftaget og tårene tørret ind, var hun som i hypnose vandret over og sat sig til at gynge...indtil "hun vågnede " igen glad og troede hun bare havde drømt fordi hun var slumret ind.

Han mærkede selvtilfredsheden komme, da han så at mindet kom frem. Han var tilfreds med resultatet, det så ikke ud til det var et trick. Han trak sig roligt væk, nærmest trak sine tråde til sig igen. Han kunne selvfølgelig lade dem ligge til en anden gang, men nu var det Camille, så det burde ikke være nødvendigt.
Han tjekkede kort at kroppen fungerede som da han kom til og trak sig så helt væk.

Da han åbnede øjnene igen blev han et øjeblik overrasket over hvor lyst der var. Han opdagede da sad lige i vejkanten og hvis nogen var gået forbi, skubbet til dem, kunne det have forstyrret det hele. Nå, pyt, det var jo gået fint.
Han så på Camille mens han mærkede trætheden...ALt havd han foretog sig med sin evne, gjorde ham træt i længden.

Hun slog øjnene op og så på Zean med både lettelse over at fået vished og ængstelse over møde med Demetri.
" Det var ikke en drøm, det var virkeligt ...det hele " konstaterede hun og fik så noget at tænke over.Hvad havde han ellers lavet med hendes tanker, hvorfor blev hun så ofte skræmt og så hans ansigt i de situationer?
"Zean kan han have...efterladt eller plantet noget i mit hoved" spurgte hun og vidste stort set ikke om hun ønskede et ærligt svar på det.
For hvad fanden skulle hun stille op hvis en vampyr havde adgang til hendes hoved...og endnu værre hvorfor ville Demetri ønske at have det?

Han trak på skuldrene
"Ja, det kan han...Hvis han har evnen til det" sagde han og lagde sig ned i græsset. Hun virkede lettet, men stadig ikke helt tilpas. Han kom til at tænke på hvor rasende han selv ville have været, hvis nogen havde gjort sådan noget ved ham.
Han smilte svagt, lukkede øjnene og slappede lidt af.

Camille synes ikke det var en særlig heldig besked og blev faktisk lidt irriteret over at Zean så ud til at skulle sol bade eller snuppe en morfar.
Ihvertfald var han vældig afslappet.Det var Camille ikke, hun skulle have lagt planer for at opspore den vanvittige og arogante vampyr der mente at det var okay at udsætte hende for det her...og så skulle han bare UD af hendes hoved.
"Og hvordan får jeg ham så ud igen?" spurgte hun lidt syrligt da hun på ingen måde var begejstret for situationen. " kan du hjælpe mig med det måske?"

Han trak på skuldrene, åbnede øjnene og satte sig op igen.
"Jeg ved ikke hvad hans evne er" sagde han, måske lidt kort.
"Men han er stærk...Jeg ved ikke om jeg kan få ham ud..." han så lidt på hende
"Jeg ved ikke engang om han er inde..." hun var sikkert ikke tilfreds med svaret, men han, selv om han var et væsen, vidste altså heller ikke andre ting.
Han sagde det ikke, men noget at det kunne også være...hende selv. Nogen gange, når folk havde oplevet noget eller følt noget, blev det der som var de bange for det eller skræmt. Og i hvert fald bange for at opleve det igen. Nogen gange kunne de...ved hjælp af psyken, opleve det igen.
Men han vidste faktisk ikke helt hvad der var galt...Det var bare en tanke.

Camille betragtede Zean, han lignede og havde en adfærd som en rigtig mand, hun glemte ofte, for ofte at han var en stærk dæmon.Hvordan havde hun egenlig fået lagt hendes tillid og på mange måder sit liv i hans hænder? Nå, pyt....det var alligevel for sent at ændre ved det.
"Hans er i mit hoved...det kan jeg godt garantere, de der smerter der brændte mig op, det var ikke for at bare skade mig og få mig til at lide...han gjore noget ...mere permanent ved mig...og jeg må ha ham ud Zean".
"Kækt han selv tage det tilbage tror du?" hun gøs ved tanken om at skulle se ham igen, han havde behandlet hende som var hun noget dyrbart men alligevel blot et måltid, det var forvirrende.

Han så lidt på hende. Af en eller anden grund kede samtalen ham.
"Jeg ved det ikke, Camille" svarede han roligt. Så roligt som muligt. Hvad var der enlig galt lige nu? Hvorfor var han irriteret uden grund? camille kunne jo ikke vide noget om det her...
*Og det samme kan jeg ikke* Tænkte han. Måske var han bare...lidt udmattet. Ellers også var det stedet...Stedet var kedeligt, kun det samme lange græs så langt øjet rækker...

" Anyway...tak for din hjælp...nu fik jeg bekræftet at det ikke bare var en drøm og at jeg ikke var begyndt at blive skør. Nu ved jeg hvad der skete og det jo fremskridt " hun talte i en opmuntrende tone da hun bemærkede at Zean var begyndt at se lidt træt ud og lidt...tillukket ud.
Hun kom til at grine bare en smule idet hun tænkte på om det overhovedet var muligt for de to sammen , at være ubesværet glade i en længere periode og på samme tid? Sikkert ikke, deres forhold...nej ...relation ,rettede hun sig selv, var baseret på ... Ja, det måtte hun lige tænke lidt mere over.
"Udmattende at rode rundt inde i mig ?" Spurgte hun Zean og børstede noget græs væk af hans arm.

Han tog sin arm til sig. Ikke på en ondt måde, men flyttede den bare. Hun skulle ikke rette på ham som om...Ja, som om hun var hans mor.
Han sukkede svagt.
"Min evne...Er lige så stærk som jeg har energi til" han trak på skuldrene
"Så tjna...Er bare ldit udmattet" han sendte hende et lille smil og så sig igen omkring.

//krea svigt^^//

Camille lagde sig ned i det høje græs.
Hun overvejede at forslår Zean at tage hjem til sin familie, hun kunne mærke han var rastløs ..eller noget andet , men det påvirkede hans humør.
Hun så op mod himlen og synes den så ud til at formørkes bekymrende hurtigt.
Var her ikke blevet stille...unaturligt stille.
Camille fik en krybende fornemmelse af der var optakt til noget, men hun håbede hun tog fejl.
Hun drejede hovedet og så på Zean, havde han opfanget noget ?

// bare ok, det kan ikke altid være elite præstationer...der skal være plads til det hele//

Han sad bare og stirrede frem for sig, med egne tanker i hovedet. Han så dog op da han fornemmede Camilles blik. Han så op på himlen og trak på skuldrene.
"Det bliver måske uvejr" sagde han, men han følte det ikke rigtig som om der skulle ske noget. Han rejste sig op og strakte sig lidt for at få gang i kroppen.
"Overvejer at gå hjem ad..." mumlede han

Hun tænkte på sidst de sammen var røget ud i ballade og på hvordan han var blevet såret.
Et flash af en nybagt mor og et lille barn i fortvivelse fik hende til at sige " det er forståeligt nok " uden helt at se på ham.
Camille selv var fyldt med tanker hun skulle have redet ud , så hun kunne ligge en plan for ...forskellige ting.
Desuden synes hun stadig ' der var noget i luften '.
Hun så på ham , klar til afsked hvis han gik.

Han så lidt på hende og nikkede så.
"Så du bliver , du vil ikke med? Hjemad, til byen i hvert fald?" foreslog han, han kunne mærke der var nogle ting der gik hende på og han kunne ikke lide hvis hun skulle sidde her alene med sine tanker. Man vidste aldrig hvad der kunne komme forbi...

Camille smilede til ham og rystede samtidig et nej med hovedet.
"Jeg tror jeg bliver her en lille tid endnu ihvertfald , men det var en behagelig overraskelse at støde på dig her i dag ". Sandheden var at hun følte sig mere sårbar ,som en skildpadde der havde mistet sit skjold, efter han havde haft fri adgang til hendes sind og hendes minder.
Sandheden var at hun havde svært ved at tænke klart når hun var sammen med ham, fordi tankerne blev farvet af så mange stærke og ofte ambivalente følelser på en og samme tid.
Zean havde givet hende en stor gave i dag, hendes hukommelse i hel tilstand.Nu skulle han gå hjem, til sin familie og hun ville...blive her.

Han så lidt p åhende og trak så på skuldrene. Det måtte hun så også selv om.
"Fint nok, ses" han vinkede kort, vendte ryggen til hende og begyndte at gå hjem ad.

"vi ses " sagde hun stille og kiggede efter ham som hans skikkelse blev mindre og mindre.
Camille lagde sig ned i det bløde græs.
Rullede sig sammen, næsten som i foster stilling.
Hun mærkede gråden presse sig på , vidste ikke helt hvad der udløste den ,sikkert et væld af ting, men hun lod det ske, bød den velkommen.

// out //