the underworld (tristan, camille, crasie)

sakrefs vejrtrækning var virkelig dyb og høj. det havde drænet meget af hans energi. dog var det lidt underligt. lige nu lignede han en krydsning mellem en engel og en dæmon. dog virkede hans aura den samme. den var grøn som altid som om man kunne mærke farven grøn. efter en hård kamp kom han op på bene. hans tøj var flænset og helt ødelagt og hans skjorte var så ødelagt at den var faldet af. sakref vendte blikket hen imod de andre. han begynde at få presset hornene tilbage ind i hovedet så han så nogenlunde normal ud igen men han kunne kun få hornene ind igen men hans nye vinger og hans lange dæmon hale ville ikke forsvinde. "det vi lige har prøvet... *støn* er det man kalder en mutation nogen noget værre end andre *støn støn*" sagde han med en hæs og dyb stemme. han så hen imod sine andre lærlinge og begyndte med usikre trin at gå hen til zaela og hendes nye tvilling. "hmmm meget interessant. aldrig i mit liv havde jeg forstillet mig at se et væsen faktisk klone et andet væsen ud igennem sig men nu er alt det her noget jeg aldrig har set i mit liv før" sagde han men stønnede stadig meget af udmattelse. "dog er en ting sikkert jeg tror grunden til at vi muterede var fordi at portalen var lige åbent og var meget ustabil og var ikke blevet stabil" sagde sakref derefter og tænkte lidt. det gav jo lidt mening at hvis noget var ustabilt så ville det lave nogen skade eller ændringer som hvis man så havet. sakref fik vækket sine gæster og nika, neko, beko og bron men zaela og hendes nye tvilling og melvin var helt væk. de var faktisk helt bevistløse. neko, beko og bron tog hver især zaela og hendes nye tvilling og melvin op på grund af sakref beordede dem til det. dog var alle meget svækket og drænet af energi. mutationerne havde faktisk på en måde brugt deres krafter til at mutere med så derfor var der ikke så meget energi tilbage for de fleste af dem. sakref var dog lidt bekymret for de andre og det hele. de stod nu 11 væsener tre af dem i deres gruppe var bevistløse og resten var virkelig drænet for energi i en helt ny verden som gud ved hvor mange slemme ting kunne være i eller hvor den næste by var henne eller om der overhovedet var nogen byer. dog var der en ting sakref var meget målløs over. han var faktisk på en måde meget meget meget chokkeret over det... hans krop havde ikke forvandlet sig om til hans svage udsene som kun nogen har set. han lignede jo når han var virkelig svag et skelet agtigt zombie monster men nu lignede han stadig sit nye jeg. som om at han ikke ville ændre udsene når han var svag. camille kunne godt huske at sakref viste hende sit sande udsene og hvordan han fortalte hende at hvis han var svag kunne han ikke dække den beskyttelses mur der var imod hans udsene.

Tristan lå lidt og hev efter vejret. Han kunne mærke at det ville tage viljestyrke at komme op fra jorden. Men den var så dejlig og blød og...Nej, ikke sove! Han daskede sig selv mentalt. Han var vågen og skulle op!
Det tog lidt tid at tage sig sammen og imens lyttede han bare til Sakref. En irritation kunne mærkes, snakkede han nu igen om at det var interessant? De kunne være blevet slået ihjel!
Tristan hoppede med et voldsomt ryk sig selv på benene og lænede sig fremover for at stødte på knæene. "Don't give a damn om du synes det er interessant! Det kunne have slået os ihjel!" Udbrød han vredt og kiggede over på Sakref imens han kæmpede for at få vejret igen.

Egenlig havde hun mest lyst eller behov for at søge trykhed lige nu.
Hendes tanker søgte mod Tristan , men han var ved at skælde Sakref lidt ud.
Hun kunne ikke lade vær med at smile, naturligvis var han ved dét selv om de lige havde rejst gennem en dimension til en ny og uudforsket verden.
Dét var desuden også bare Crasie der vidste at de kendte hinanden....
Dét mindede hende om Crasie, hvor var hun ? Var hun ok ?
Hun ville spørge Sakref , men kunne ikke få et ord ud af sin mund, han var som forandret...helt.
Hun blev siddende i græsset og forsøgte at tage sig sammen til at komme på benene.

Mina kunne dog mærke trætheden ligge som et mildt tæppe om hende, og hendes krop skreg på hvile eller mad. minas hale svingede utilfreds frem og tilbage, den var allerede blevet en del af hende, men som sagt havde hun også mange gange haft en hale. Dog var den kun lavet ud af knogler, mens denne var af kød og blod. Den var levende, en del af hende som ikke var det sammen som en bare af ren knogler. Man kunne jo just heller ikke kalde det blod længere af det hun bestod af. Men dog virkede det flydende kalk til at fungere som blod, for hun havde stadigvæk brug for ilt til muskler og knogler.
Hun kiggede omkring efter noget mad, for hendes evne krævede altid meget energi. Hun kunne nogle gange Spise op til 10.000 kcalt om dagen når hun fik brugt meget sine evner, og der tog hun det ikke det mindste selvom et normalt mennesker højst spiser 3.000 kcal. Hvid hun ikke spiste nok så kunne hun besvime i flere dage, men de gange hun har haft det, så har hun virkeligt brugt sine evner til noget stort. Hun gav ikke de andre noget opmærksomhed og begyndte at tjekke de nærmeste buske for,mad, men hendes hale slyngede frem og tilbage. Det var dog så svært for hende st se noget som helst i busken med hendes syn, at hub måtte føle stille og roligt med sine hændte. Hun kunne dog straks mærke at hendes andre sanser var stærkere, og hun vidste stadigvæk præcist hvor de andre. Var h pga hendes evne, så hvis nogen nærmede sig hende ville hub straks vende sig om imod dem

"ja men vi døde ikke så der er ingen grund til at tænke på det. jeg viste kun lige så meget som i gjorde om det her sted så slap af lige nu bliver vi nød til at finde ud af hvad vi gør" sagde sakref til tristan med lidt nervøse øjne. mina kunne høre og se hvordan nogen gik afsted hen af den lange stenvej der var hen imod portalen. det var tre væsener. det mina kunne se var kun deres skeletter men ikke andet men hun kunne dog se at det var væsener med en hale og horn. men ingen vinger. sakref opdagede først de nyankommende væsener stå foran dem nu. det var nogen meget mærkelige væsener. de havde helt blå hud og det var fra helt hvid hud med blå skær til dybhavs blå farve. kvinden der var klædt i en flot skjole der lyste med flotte runer og flotte tegn stod og kiggede på dem med to vagter der var mænd klædt i flot tyk rustning med mærkelige ukendte tegn og farver der lyste ud af tegnene. kvinden havde en stav i sin hånd der var lavet af et flot brunt træ med en slags krystal øverst. hendes hud var helt hvid med blå skær og hun havde flotte to horn i panden og en flot tyk hale bag sig og nogen flotte hvide sko med høj hæl. de to mænd havde dog anderledes hudfarve. deres var fra almindelig blå til dybhavs blå hud. og så havde de kun et meget meget tykt horn i panden der var mere som en plade end som et praktisk horn som man normal ser og en meget tyk hale bag sig. de kiggede på dem med deres flotte lyse lysende øjne der havde forskellige farver som fx kvindens øjenfarve var meget lyseblå. hun kiggede frem og tilbage på dem med et venligt smil og sakref kiggede med svage øjne på dem. "velkommen til vores verden fremmede det er meget længe siden vi har mødt fremmede fra andre steder før men dog er jeres art ikke anderledes end dem der lever her. kun de to der har jeg aldrig set før af hvad de er" sagde hun med en pæn og venlig stemme og pegede på camille og tristan. "hvem... hvem er i?" spurgte sakref med svage dog nysgerrige øjne. "undskyld jeg har ikke præsenteret mig selv mit navn er navaldi høj præst af elona'dal" sagde hun og bukkede venligt. "i har nok aldrig hørt om vores race men vi er som i siger i jeres normale sprog djævle men vi er ej onde vi er dem der gik lysets vej og tilbeder elona'dal for sin venlighed til os og vore brødre og søstre" sagde hun derefter. sakref nikkede dog skete der noget igen for sakref. han begyndte nu at falde om igen og vride sig og dreje sig af smerte og dem der kunne se aura kunne nu se at sakrefs aura gik fra at være den der grønne farve til at være både blå og rød. sakrefs øjne stoppede med at være grønne nu og blev røde men ikke helt røde men noget rødt så der var ingen grøn tilbage. sakref besvimede nu 100% "ak ja jeg kan se i har været igennem meget. jeg vil hjælpe jer og jeres venner tilbage til vores by hvor i kan hvile jer og fortælle os om jeres verden og historie" sagde hun og klappede to gange og ned fra himlen af kom der noget der lignede engle men med meget mere flottere hud og flottere hvide vinger end dem man så på jorden. de samlede de der var besvimet op og hjalp dem der kunne stadig gå men havde svært ved at stå op med at hjælpe dem komme op og tilbage til deres by. dog havde de ikke lagt mærke til mina da hun var jo ude i skoven og spiste bær for sig selv. da de endelig kom hen til byen så de nu hvor flot en kultur de her væsener havde. det var en simpel by og så meget gammeldags ud men den var meget flot alligevel. det lignede middelalderen med husene og muren og alle de andre ting men der var stadig butikker der solgte meget exotiske våben og pistoler med mærkelige funktioner som ingen nogensinde har set og toiletter havde de også så det var som middelalderen men bare meget meget bedre. de kom ind til nogen senge i et slags hospital og der blev de lagt og der kom sygeplejesker med deres hvide kitler og tjekkede dem og kiggede til dem for at se om de var okay. alle væsenerne her så ud til at være meget flotte men der var virkelige mange forskellige over det hele.

Tristan kunne mærke at han havde lyst til at råbe mere af Sakref af bar irritation, men nåede ikke at gøre det før nogle væsner kom til syne. De var meget syrealistiske at se på.
Da de spurgte hvad han og Camille var lavede han et forvirret udtryk. De kendte ikke til mennesker?
Han kiggede over på Camille et øjeblik for at se om hun var okey og kiggede så på damen igen. "Øhm, vi er ..mennesker, der hvor vi kommer fra er der tusindvis af os.." Forklarede han og fulgte med. Han var lidt i et dilema. De var dæmoner og han burde jagte dem, men havde ikke rigtig lyst. Og desuden så var hans job jo at beskytte menneskenes verden.
Han sakkede lidt bagud og kom hen på siden af Camille.
"Er du okey?" Mumlede han til hende og rystede let på hovedet.

Camille følte sig som aktør i en film.En ny og juicy udgave af Avatar måske.
Hun brød sig ikke videre om at blive peget ud i deres lille gruppe, dét gjore hende blot mere nervøs.Hendes svar ville have været afvisende, så dét var nok godt at Tristan nåede at svare de underlige væsener.
Hun gav så blot et lille nik i tilsagn.
Hun så bekymret på alle de besvimede, dét var en sårbar start.
Men hun gik efter følger ...spændt på hvad der nu ville ske.
Tristan var pludselig ved hende, og hun blev lidt mere rolig inden i.
" hvor kender du Sakref fra ?Og ved han besked om os to ?" Hviskede hun tilbage, imens hendes fingre pillede ved dén lille kæde af sølv der hang om hendes hals
Så stoppede hun ,med et greb om Tristans arm..."lyt!" Sagde hun og pegede mod buskene..
Nogen puslede inde i buskene..."Hey ..dig derinde ...kom ud " råbte hun tilbage over skulderen.

//tristan og Camille i har vist ikke lagt mærke til at i er båret væk af nogle væsner hen til deres sted :)//

Mina fandt nogle bær hun mærkede på dem og så på dem at de var en del kalkindholdige, og de mindede rigtig meget om blåbær. Hun tog en i munden og tyggede på den uden at sluge, den smagte nøjagtig af det sammen, så hun begyndte at tage flere af dem, og mærkede straks hvordan hendes krop slugte energien til sig. Hun kunne også mærke tydelig hvordan blåbærene blev optaget i hendes krop, men uden hun vidste det pga af hendes let blege hud og så fordi hun har kalkhvid blod, skiftede hendes hud farve lige som de væsner hun kunne mærke på afstand. Hun kunne tydelig mærke dem ca 100 meters afstand og hele deres kropstruktur mindede meget om djævler. De fløj roligt og dukkede stille og roligt imod de andre, de var nok venligsindet ellers ville de ha fløjet hurtigt og mere strategisk istedet for. Hun så dem lande foran de andre og kunne tydelig høre hvad der blev sagt imellem dem, så så hun hvordan Sakref krøb sammen i kramper. Hvad gjorde de imod ham? Så kunne hun mærke englelignende væsner komme imod dem og samlede dem op. Førte de dem til deres by? Hun stod stille mens de begyndte at flyve væk. De kom længere væk end de 100 meter, men nu kunne hun stadigvæk se deres kalk selvom de var længere væk. Normalt kunne Mina ligesom Crasie kende enhver som hun havde mødt før. Crasie gjorde det ved at mærke efter bevisthed som var unik for en hver, mens Mina kunne mærke personernes knoglestruktur som også er unik for alle, og så snart Mina har mødt en så kunne hun let genkende dem på afstand. Det var sikkert også det hun kunne nu. Hun stod lidt og vidste ikke hvad hun skulle gøre, så trak hun på skuldrene. Hun var nød til at følge med, så måtte hun hellere ligne dem. Mina havde før forvandlingen og som hun næsten altid har haft er kalklager. Hun havde en pose under sin ærmeløse sorte hættetrøje fyldt med pulverkalk, men hun havde også to lager på ryggen som var gemt under huden, som kunne næsten ligne to ryggrader som gik parallel med hendes rigtige ryggrad. Hun formede kalken fra hendes ryg til store massive hvide dæmon vinger, og en tynd fin kalkmembram kom imellem de store sorte knoglerfingre af vingerne. Derfor de var sorte var fordi hun havde lavet for lang tids siden sine egne rigtige knogler til sorte, ved at blande kul med kalk og så byttet ud med hendes eget. Hun havde gjort det fordi det så langt pænere ud når hun forvandlede sig blandt andet til en drage form. Hendes hale slyngede veltilfreds frem og tilbage, men de havde jo også haft horn. Så ud af hendes hoved dukkede to smukke blanke sorte horn. Så bukkede hun sig halvt ned mens hun havde hovedet opad, samlede vingerne sammen og så satte hun af og så bredte sine massive vinger på ca 6 meters vingefang. Hun kunne lave dem større hvis hun ville, men det behøvede hun ikke ligefrem. Hun fløj efter dem ca 200 meter, og hun lignede virkeligt meget dem, for hun havde også blå hud som dem da hun havde spist bærene og havde ladet dem gå virkeligt ud i blodbanerne. Så kunne hun høre larm på afstand og hun begyndte at kunne se huslignede ting, hun kunne se ved at normalt er huse kalket ude på. Hun så at de blev ført et sted hen og satte sig på taget af et hus der lige var op af hospitalet, og prøvede at regne ud hvad hendes næste træk skulle være. Hun besluttede hun sig hurtigt for noget. Hun sprang ned på jorden og foldede vingerne sammen og gik som om hun var lige som de andre, og hun kunne ligne dem undtagen måske hendes tøj. Så gik hun med raske skridt indefor og kom ind i deres rum. Tristan og Camille ville selvfølgelig ikke vide hvem hun er, men Sakref ville nok kunne genkende hende selvom hun var forvandlet. Lige før hun gik ind tænkte hun på om Sakref overhoved vidste at hun var kommet her istedet for Crasie.

de var nu færdige med at blive tjekket og sakref var ved at komme til sig selv igen. hans tøj var blevet fjernet fra ham og det samme med de andres som havde taget store forandringer på deres krop. sakref kunne af en eller anden grund ikke få vingerne ind i kroppen eller sin hale. hornene kunne han godt af en eller anden grund og han testede ved at tage hornene ind og ud af panden nogen par gange og det viste sig at sakrefs forventninger var rigtige... når han har hornene ud af panden er hans energi og krafter stærkere imens hvis han har hornene inde så er han ikke lige så stærk han var træt men han glædede sig til at teste sine nye forandringer og se hvad han nu kunne. han kiggede med udmattede øjne hen til camille og tristan der så ud til at ikke have taget store forandringer. den mærkelige djævle kvinde var der stadig og kiggede på dem og smilte venligt. hun lignede en djævel men både hendes aura og hendes opførelse viste sig som om at hun faktisk var en virkelig virkelig venlig djævel. som en ny race af djævle eller en ny slags side af djævler. "jeg er meget nysgerrige med at høre jeres historier og lære lidt mere om i mennesker som i kalder jer. vi har nogen væsener her i vores verden der har faktisk mange kendetegn som i med jeres udsene men jeg kan se at i ikke har stærke krafter i jer så i må være en ny slags race der ikke har overnaturlige krafter endnu men bare rolig det kommer i nok til at få. her i den her verden findes der ikke et væsen der har nogen specielle krafter. kun halvdelen af dyrende ude i skoven har ikke krafter overhovedet men det finder i hurtigt ud af jo længere i er her. men jeg bliver nød til at gå nu jeg skal berolige hele byen og informere byen om jeres ankomst. hvis i vil så må i gå rundt og finde hvad end i har lyst til af tøj og andre ting i kan lide. her det her kan i bruge til at købe ting med. i kan bruge et mærke for en ting og i får fire af dem hver. og jeg vil så lade jer være i fred for nu og vi mødes måske senere" sagde hun og gav dem hver især fire slags mønter med mærkelige tegn på. de her mønter var meget store faktisk i forhold til dem man har på jorden. de her var lige så store som ens håndflade. og det tegn der er på lyste svagt hvidt og virkede på en måde helligt og velsindet. sakref kiggede hen imod de andre der er bevistløse og hen imod tristan og camille. "gider i måske at tage mine og de andres 'mønter' og gå ud og købe noget tøj til os allesammen. vi kunne godt bruge sådan noget. især nu hvor mange af os har fået ødelagt vores. men det er kun hvis i gider. det er jo jer der ikke har taget store forandringer kan jeg se." sagde han med en venlig stemme. den var faktisk mere venlig end han plejer at kunne være normalt. som om han var blevet mere god.
udenfor havde mina store problemer med byen. folk kunne fornemme at hun ikke var fra området her og de kiggede meget på hende både med lidt frygt og for at sikre sig at hun ikke gøre noget farligt imod dem. mina kunne nu genkende en der var lige gået forbi hende. det var hende der præsten som der havde hjulpet de andre til byen. kvinden gik hen til en slags platform og så begyndte at råbe nogen nyheder til befolkningen. det var for det meste ankomsten af de nye gæster og at de faktisk havde fundet fodspor af en ekstra gæst der var gået ud i skoven. det måtte være mina de mente fordi hun var den eneste der havde gået ud i skoven. folk var helt stille bortset fra dem der stadig solgte ting og folk der stadig købte ting.

//Nej, vi har opdaget det, men vi blev ikke båret væk, vi gik fordi vi stadig kan gå og man kan jo sagtens snakke på vejen ;)//

Tristan grinede lidt og viftede med hånden til Camille. "Os to? Du for det til at lyde som var vi et par" Svarede han med et smil og kiggede frem imod den besvimede Sakref. "Han træner mig fra tid til anden" Fortsatte han henkastet og kiggede bagud imod buskende som hun havde nævnt. Han kunne ikke se noget og rystede forvirret på hovedet inden han fortsatte fremad.

Det tog heldigvis ikke lang tid at blive checket. Nok mest fordi han ikke var gået igennem den store forandring. Han følte sig lidt utilpas med at være der. Nok mest fordi at alt var fremmet og nyt og så det at ham og Camille så ud til at være outsidersne.
Endelig var alle check færdig og han havde sat sig på en af sengene ved siden af Camille imens han checkede nogle af sine våben og rensede pistolerne. De opførte sig underligt, som om krudtet var vådt.
Kvinden fra før var stadig ved dem og talte nysgerrigt. Det var svært at finde ud af hvad man skulle svare.
"Øhm faktisk så er vi lidt et særtilfælde af vores art, vi har overnaturlige evner begge to.." Svarede han kvinden og rystede let på hovedet. Han tog imod de store penge og lagde dem ned i sin taske som han stadig havde med.
Han nikkede hurtigt til Sakref "Ja, vi skal nok købe til jer" Svarede han og kiggede rundt for at finde ud af hvor mange de skulle købe til.

Camille fik varmen og kulør i kinderne da Tristan sagde hun fik dét til at lyde som de var et par.
" Undskyld, dét var altså ikke dét jeg mente, men om han ved at vi kender hinanden rimeligt godt ?" .
Selv under omstændighedder der var så overvældende og fantastiske, kunne hun blive genert over noget så banalt *hvor irriterende * tænkte hun.

Et klæde, et stykke hvidt linned blev holdt op , da selve undersøgelsen, læge tjekket eller hvad man skulle kalde dét fandt sted.Således at ingen blev blottet.
Camille smilede og takkede, da hun fik besked om at dét var overstået.
Bare alt er iorden....med os alle , var hendes tanker da hun satte sig på sengen, hvorefter Tristan også kom.
Hun kiggede på Sakref der var gået i selvsving med sine horn, der kørte ud og ind, ud og ind.
Hun håbede virkelig han var ok.
Tristan snakkede løs om dem, og deres evner, var dét nu klogt ?Hun var uvandt med at tale så åbent om dét.
Men hun nikkede blot, og tilføjede et lille ja til at gå på shopping, da Tristan modtog de flotte store mønter.
"Er der noget vi bør vide eller tage os iagt for ?" Var dét eneste Camille spurgte om.

Mina gik hen af gaden og lagde mærke til alle folkene lagde mærke til hende. Hun havde denne fornemmelse at nogle af dem var bange, men ude over det kunne hun se hvordan nogle af deres kroppe stivnede, andre trak sig mere sammen og nogle rystede let. Hendes smil blev bare bredere og hun fik blottet sine tænder som var sylespidse. Hun havde så meget lyst til at række ud efter dem med hendes evne, og bare få dem mærke hvordan det var at blevet taget igennem marv og ben. Hvis der endelig var nogen som opdagede at hun ikke var fra denne verden kunne hun altid gøre flere ting, hun kunne dræbe personen. Eller hun kunne give personen det såkaldte hvide snit ved at bruge det foreste pandens knogler til at hurtigt lave en spids som går ind i nervecentralen og som ville fucke op på personen, og som ville gøre at personer som kan læse tanker eller som snakker sammen igennem tanker ikke lige frem kan få noget ud af vedkommende. Så kunne hun også "smelte" Deres kæber sammen så de ikke kan åbne deres mund og snakke, og så kunne hun også "smelte" deres fingre sammen så kan de i hvert fald hellere ikke skrive. Hun blev opmærksom på dem der havde snakket med de andre kom, og hun gik hurtigt forbi. Hun hørte den kvindelig dæmons tale om at de vidste der var en ekstra fordi de havde fundet fodspor. Mina så ned og formede sin knoglestruktur på sine fødder, så istedet for de helt perfekte skabte fødder. Blev de smallere og træerne gik lidt indad lige som hos personer som har skadet deres fødder ved at gå for meget i stramme sko. Hun stod nu lænet op af dørkamen og så hen imod Sakref deres legede med sine horn.

sakref stoppede med at lege med sine horn som de andre nok undrede sig over han gjorde i et lille minut. han gik med svage ben hen til de andre der lå bevistløse og tog deres penge og gik hen til tristan og gav ham pengene. "køb bare noget tøj til os allesammen. vi skulle nødig skille os ud fra resten af byen og det eneste i skal tage jer iagt for er at i selv så at det var ikke crasie der kom med os men en anden en der hedder mina. jeg mødte hende i et lille møde efter hun 'holdte' øjne med melvin min søn efter han flygtede for at opdage byen men hun er dødsens farlig med sine krafter. men af hvad jeg nåede at se så blev hun blind men tro ikke at det gør hende mere svag. det kan gøre hende mere stærk. jeg så at hendes blod var jo også blive kridt hvidt som kalk så jeg gætter på at hun har krafter over kalk så pas på hinanden. hun er som jeg siger igen meget farlig og kan tage hvilken form men hun vil sikkert skille sig ud fra de andre med tøjet og hun vil stadig være blind så det er også en anden ting at holde øje med. ellers så skal i bare passe på hinanden og sikre jer at i ikke skaber et dårligt rygte her i byen da vi er end til videre gæster her i den her nye verden end til at vi lære mere om både vores forandringer og om den her verden så opfør jer pænt. det burde ikke være svært" sagde sakref og satte sig hen på sin seng igen. "nu smut som en af dem der er meget spændt på at se hele den her nye verden og lære mere om den så jeg kan ikke vente for længe på bare noget normalt tøj" sagde sakref med nogen meget stressende armbevægelser. da de andre var gået ud af hospitalet vendte sakref hen imod vinduet som mina kiggede igennem men hun ville sikkert have gemt sig igen så sakref så ikke noget i vinduet men han havde en fornemmelse at mina var meget tæt på. sakref kunne slet ikke sidde stille så han begyndte en efter en at se til sine børn og sine lærlinge for at se om de havde stadig en ok stabil energi balance.

Tristan tog imod pengene og lyttede utålmodigt imens han trippede lidt op og ned.
"Yada yada yada, vi forstår! Normalt tøj, godt nok og jeg skal nok passe på den der" Svarede han og nikkede med et drillende smil i retning af Camille.
Så proppede han pengene i en taske, tog fat om Camilles hånd og slæbte hende med ud af hospitalet og ud i gaderne der var fyldt med mærkelige væsner som dem de havde set før. Det var tydeligt at mærke at væsnerne stirrede nysgerrigt på dem, men det var forståeligt, hvis de aldrig havde set mennesker før.
"Okey... Så hvad foreslår du at vi køber??" Spurgte han Camille og kiggede hen på hende. Tøjet her var meget anerledes end moden i deres verden og dte var svært at vide hvad man skulle købe for ikke at ligne en komplet idiot.
Han kiggede lidt rundt på nogle butikker med beklædnings genstande. Måske skulle de bare købe noget fra en slags 'madikin' så var de da sikre på at tøjet ikke lignede noget som var blentet sammen.

Hvor total typisk, at Sakref valgte at give Tristan ansvaret for deres penge.
Hun skar en utilfreds grimasse ved Tristans bebuden om at passe på 'den dér' , hun skulle virkelig nok passe på sig selv...hvis bare hun kunne finde rundt altsår.
Hun lod sig trække med, og da de kom ud og befandt sig midt i mylderet , måtte hun indrømme dét var en rar følelse ikke at stå der alene.
De var anderledes og der blevet taget notis af dem, hvilket ikke føltes afslappende eller rart. De måtte få handlet hurtigt og iklæde sig tøjet fluks.
Som Tristan skimmede hun gaden og pegede på en butik , hvor tøjet stadig var mere anderledes end de kendte men havde noget enkelt og lidt rådt udseende over sig.
Dét var holdt i hvide. Sorte og grå materialer og så var der en slags forskelligt udseende nitter på dét.
Hun så sig omkring....Hun ville jo ligne et eller andet fra mad max, var der virkelig ikke noget mere...feminint ?
Skuffet trak hun Tristan over mod butikken, dét vigtigeste lige nu var ikke at skille sig ud , så måtte den personlige smag tage nogle knubs.

Mina flyttede skam sig slet ikke da Sakref kiggede imod hende, hvorfor skulle hun dog det. Hun lyttede til hvad han sagde omkring hende og kunne ikke lade vær med at smile af det. Hun så mens de to små børn gik ud for at handle ind. Hun kaldte dem for børn, for de virkede til at være nogle værre grønskollinger. Så gik hun ind og stilte sig foran Sakref.
"Det var dog en hyggelig beskrivelse du lavede af mig der."
Hun bukkede sig ned og stirrede dog ikke truende men direkte på Sakref med sine øjne, der havde hvide pupiller. Men Mina vidste ikke endnu at hun havde den sammen blå hud, som de andre dæmoner. For hun kunne jo ikke se farver kun kalken, som hun tydelig kunne se i sakrefs krop. Hendes mund brød ud i et ulvegrin, og så kiggede omkring. Sengen der var ved siden af, hvor et væsen lå og sov. Så hun at der stod et lille bord ved siden af med en tallerken. Hun kunne se tallerken fordi den var lavet af porcelæn med kalk, hun syntes at hun kunne skimte noget frugt på den. Hun gik hen og tog med lidt usikkerhed efter dem, og da hun mærkede straks at det var frugt. Begyndte hun straks at spise og vendte sig imod sakref igen.
"Ja jeg er dødsensfarlig, men jeg dræber jo ikke bare folk sådan uden videre, jeg har altid en grund til det. Det kan du jo bare selv spørge din kære søn om det."
Hun smilte grumt ved tanken om de mange politibetjente der døde den dag, men som sagt de var selv uden om det. De ville ikke lade hende gå selvom hun havde advaret dem flere gange. Hendes hale kørte veltilfreds fra side til side, og da hun havde spist det første frugt tog hun det næste med sin hale.
"Så længe folk ikke pisser mig af, har jeg ingen grund til at gøre noget som helst ved deres kære ynkelige liv"
Hvis Camille og Tristan kommer tilbage igen ville Mina jo straks kunne mærke det, men hun ville ikke lige frem gå væk, for det var på tide at de kommer til at kende hende. Især hende pigen, for hun virkede til at kende Crasie meget godt. Tænkte Mina.
"Og ingen du siger noget, ja jeg skulle måske ikke være her, fordi jeg ikke er inde i din såkaldte tillidscirkel"
Hun lændte sig imod ham og så alvorligt dog smilende på ham.
"Jeg er en person af ære, og man ved hvor man har mig. Med Crasie ja der ved man ikke hvor man har hende. Hvordan skulle i kunne forvente hendes hjælp i kamp, hvis hun lige pludselig bliver til Mira, eller hvis hun for dens sags blev til Lillith, du har da mødt Lillith ikke?"

udenfor i byen.

da camille og tristan nærmede sig butikken camille havde fundet så var der en anden butik lige ved siden af der så ud til at have alt det 'normale' tøj i byen og nogen slags rustninger oven i købet. da de nærmede sig butikken kunne de allerede se nogen ting der kunne være noget for de andre. der var en slags kjole som lignede noget nika kunne blive helt vild efter. det var en sort og rød kjole hvor selve den nederste del af kjolen var delt i fire lige store stykker så man kunne se lidt. og så havde den ærmer som en kimono som nika næsten altid gik rundt i. oven i købet var den pyntet med sorte drager på. ellers var der også noget der lignede noget bron ville være helt vild med. det var en ringbrynje med nogen stykker pladerustning på hist og her. hjelmen til rustningen var bygget så der var to huller til horn som var en meget god ting når man tænker på at bron lige har fået horn. ellers var der også en masser lædertøj og læderrustning. der var noget lædertøj som så ud til at være noget zaela og hendes nye... søster ville nok være vilde med. bukserne til lædertøjet gik nemlig kun halvvejs ned af lårene og der var ingen ærmer i den øverste del og så var der en stor revne så man kunne se masser af kalvalergang på den der nok havde den på den var lavet af noget sort læder som næsten alt lædertøj derinde så ud til at være lavet af. der var pyntet med flotte billeder af forskellige ting og nogen mærkelige tegn hist og her. og så var der noget læderrustning som neko og beko nok ville være vilde med. det var noget mørkebrunt læderrustning med lange ærmer og ben og en læderhætte også. de var pyntet med flotte mørkegrønne billeder af drager og slanger over det hele. og så var der noget normalt gammeldags middelaldertøj i grøn og grå farver som melvin nok ville kunne lide. dog var der en ting der slog både camille og tristan at det her var nok noget sakref kunne lide. det var en kåbe med to huller på ryggen til vinger. den var pyntet med flotte runer og tegn på og havde skulder plader og bælte og læderhandsker med hvor læderhandskerne havde metal på sig så det lignede som om man havde klør. altsammen af alt det tøj så ud til at være noget de normale folk gik rundt også selv om der var masser af andet tøj.

inde i hospitalet imens.

sakref sad med et lettere stort ondt smil på munden imens han hørte efter hvad mina sagde og brokkede sig på en måde over. "forstå det her. i forvejen har du testet min venlighed med at komme til den her opdagelse som en uinviteret gæst men jeg ved skam godt hvor stærk både du og crasie er men så kommer det store spørgsmål hvor meget kan jeg forvente i enten dig eller crasie i en situation mellem liv og død. ville jeg kunne forvente at du ville kunne kæmpe for os når nøden er vigtig uden at dræbe nogen af vore egne for sjov? hvis du kan love mig med din ære og dine krafter at du ikke bare smutter når du synes vi er for 'svage' til din rank så skal jeg nok ændre syn på dig og acceptere dig som en gæst til den her opdagelse" sagde sakref og rejste sig op i sin fulde højde. sakref var faktisk blevet noget høj af den forvandling.

De fortsatte over imod butikken og Tristan fik hurtigt øje på den lidt mere 'normale' butik ved siden af. Han ændrede retning og svingede Camille med.
"Jeg tænker at vi går herind" Sagde han så med et grin og fortsatte ind af døren. Det første man lagde mærke til i butikken var den underlige lugt af nyt læder, en lugt han ikke kunne fordrage, det var ligesom en ny bil, eller et par damestøvler, føj.
Der var ikke mange mennesker der inde og det så ud til at de ville få nemt ved at vælge tøj til alle, så var det bare om der var penge til alle.
"Tja, jeg tror jeg kan se lidt af hvert til alle" Sagde han til freds og begyndte at gå lidt rundt i butikken.

" lidt af hvert til alle ....undtaget mig ". Små vrissede hun men da ejeren af butikken sendte hende et anklagende blik sagde hun lidt højt og skingert " dét er så pænt, jeg kan jo ikke vælge " og så hengav hun sig til stativerne.
Hun fandt tøj til pigerne og til sig selv valgte hun en enkel dueblå kjole med bådudskæring og bindebånd i livet.Den mindede hende om kjolen til byfesten, selv om den ikke var helt magen til.
Glad over at finde noget hun faktisk syntes om, og tilfreds med valget af tøj til de andre piger, så hun efter Tristan.
Jeg går lige ind og skifter med dét samme til kjolen...har du fundet hvad du skal ?
Udenfor var et mylder af væsner der rendte rundt.

Hun så alvorligt på ham med sine mandelformede øjne, men så brød hendes ansigt ud i et fedt ulvesmil.
"jo på to betingelse, dette løfte gør ikke ligefrem at jeg skulle kunne lide dem? To hvis i nu er et sted hvor det kræver at en skal ofres, så må jeg vel kæmpe for min ret til at leve. Ja jeg vil så hverken smutte eller dræbe vores egen okay? Og jo en sidste ting hvis den eneste måde jeg kan redde dem på er at gøre et selvmordsforsøg kan jeg så lade vær?"
Hun tog en bid af sin pære, og så gik hun hen til vinduet og lændte sig op af den. Hun kunne mærke tristan og camille ikke særlig langt herfra.
"men så længe mine betingelser er opfyldt, så lover jeg det højt og helligt."
på hendes venstre hånd blev den ene finger til en skarp sort klo, hun løftede sin højre arm op og man kunne se to ar, som var formet som et kryds. Hun så alvorligt på ham mens hun lavede endnu et kryds i hendes hud, som jo var blå nu. Blå blod piblede frem fra hudens overflade, og det gjorde ondt men intet fortrak i hendes ansigt, mens hun kiggede på sakref. Så lukkede hun såret igen med kalk, men det var sort, fordi hun havde taget kalken fra sine sorte knogler.
"sådan der nu kan jeg ikke løbe fra det"
sagde hun med et smil. Hun spiste mere af den pære og hun kunne mærke straks energien, men hun kunne mærke hvordan den ikke kom helt ud til huden som blåbærene. Hun havde ingen anelse hvorfor, men nok fordi det fra blåbærene var stadigvæk i hendes hud.
"når men så må jeg nok hellere se nornal igen, ellers tror de bare at jeg er en af dem"
hendes sorte hun gik ind i panden igen, hendes vinger trak sig ind og lå der i ryggen som lager. Hun ændrede også sine fødder tilbage til de velformede.
"sådan der"
sagde hun mens hun troede at hun var blevet tilbage til som før, men hendes hudf var atter stadigvæk blå.

sakref lyttede stille med men da hun var færdig med at snakke rejste han sig op. han havde fået meget af sin energi allerede tilbage i sig og han kunne mærke hvordan hans styrke vendte tilbage. "jeg kan forstå at hverken nogen af os vil ofre os selv for døden og jeg tror forhåbenlig heller ikke vi kommer til en sådan situation. du behøver heller ikke at kunne lide nogen af os men det vil nok hjælpe lidt på troskabet imellem alle her. det er nemlig ikke nemt at stole på folk der ikke kan lide en nemlig men du kan sagtens få dine betingelser opfyldt jeg vil hverken tvinge dig til at ofre dit liv eller tvinge dig til at kunne lide nogen af os men der kan ske et tidspunkt hvor vi bliver nød til at tage vores egne veje og så kan du gå hvor du end har lyst til men husk uanset hvor stærk du er så hvis du ikke holder hvad du lover jeg vil jeg finde dig og dræbe dig med mine bare næver men nok om det. det var faktisk en meget god forklædning du havde men den er ikke i nærheden perfekt. de væsener der var med os havde hverken vinger og din blå hud adskiller sig lidt fra de andre da den blå farve du har er mere lilla og så er der selvfølgelig nogen andre detaljer der kunne rettes men det er selvfølgelig en ny kraft du først har fået og det gør svært at kontrollere dem allerede" sagde sakref og kiggede ud af vinduet.

imens udenfor inde i butikken.
butiksejeren gik hen til kassen da camille og tristan nærmede sig med de ting de havde fundet til alle. "velkommen til min ydmyge butik. hvad kan jeg hjælpe jer med idag?" spurgte han venligt og så alt det tøj de havde i hænderne. "alle sæt koster 1000 sølvmønter" sagde han men da han så de mønter tristan havde med som de skulle betale med så var det som om butiksejeren fik ærefrygt og med det samme klappede hænderne sammen og lavede nogen små bede bevægelser imens han stod op. "de hellige sejl må elona'dal tilgive min uvidenhed jeg viste ikke i var de gæsterne gennem portalen så vil det kun kræve et helligt sejl for hvert sæt tøj og i et sæt er det hele tøjet med sko oven i prisen" sagde han med stadig de bedende bevægelser. det ville sige at for alt det tøj de skulle købe ville de havde halvdelen af deres 'penge' tilbage til hvad de end havde lyst til.

Tristan kiggede lidt rundt og fandt tøj til alle drengene, der var heldigvis noget til en hver smag. Så gik han i gang med at vælge til sig selv. Efter at have kigget lidt fandt han et hvidt sæt langærmet tøj med sorte og brune remme til diverse våben samt et par simple sorte bevægelige sko og et par sorte fingerløse læderhandsker. Han skiftede med det samme og tog tøjet med op til kassen. "Yes man, penge til overs!" Udbrød han og ragte manden de sejl han skulle have. Så vendte han sig imod Camille med et stort smil. "Okey så, skal vi gå lidt på opdagelse, måske få os noget at drikke inden vi går tilbage?" Foreslog han og løftede et øjenbryn.

Camille smilede til indehaveren " jepp..dét er os, var ikke klar over dét sådan var ...almen viden...at vi gæster jeres...sted ?" Spurgte hun høfligt, imens hun fik bakset et par flade sorte lædder støvler med lang skarft på sine fødder.
Tristan synes at ville udforske byen lidt ..og hvorfor egenlig ikke ?Måske de kunne finde nogle nyttige oplysninger eller networke lidt, gud vide hvor langt deres ry var nået ?
" you got it " svarede hun Tristan og mærkede efter at heckleren med de særlige patroner stadig sad fastspændt på hendes lår, hvilke den var.

Mina så på mens han fortalte og hun var begyndt at få rigtig meget respekt for ham.
"fair nok, det er en deal, sagde hun med et smil, men så gik det op for hende, at han havde sagt at hun havde blå hud.
"?huh???"
hun så udforstående på ham, og så gik noget op for hende. Hun kiggede ned af hendes krop, hvor hun tydeligt kunne se kalkblodet strømme igennem. Hun forstod nu, hvorfor hun kunne mærke det fra blåbærret. Hun kunne farve sin hud, som hun ville. Hun smilte og så trak hun det væk fra sin hud, og nu var huden normal lys igen.
"det var da et sjovt tilfælde, jeg finder bær som næsten giver sammen farve, som deres hud. Men problemet er jo at jeg ikke kan se farver
hun vendte blikket udenfor og hendes øjne viste tydelig savn, hun ville aldrig kunne se de smykke blomsters farver, eller solen for den sags skyld. Men savnet blev hurtigt erstatter med følelsen af muligheder, dette var nyt og det ville højst sandsynlig kunne gavne hende. For hun kunne allerede mærke at hendes andre sansere var langt stærkere. Hun smilte og vendte sine hvidepupil øjne imod sakref.
"jeg er åben for enhver nok minus elvere, men hvis de gør indtryk på mig, så vil jeg intet gøre imod dem. Som f.eks du har allerede vundet min respekt for læng. Du er nok ligeglad med det, men så ved du det"
sagde hun og vendte blikket ud.

tristan og camille kunne på en måde mærke at sakref kiggede på dem med et blik der næsten sagde at de skulle komme tilbage med tøjet fordi de var ved at glemme de andre og at alle pengene ikke var deres men kun en mønt var tristans og en mønt var camilles.
da sakref havde forventet at de andre havde fanget hans blik så vendte han sig imod mina igen. "jeg er skam også glad for at du har respekt for mig og det gør min bevisthed er sikker på at du er der for at beskytte end til videre mig men du kommer til at lære de andre at kende når de kommer til sig selv igen. men nu skal du dog lige hilse på tristan og camille når de kommer herind lige om nogen par minutter og prøv at være rare imod dem de kan være lidt... forsigtige med dig da de har fået af vide fra mig at du kan være farlig" sagde sakref og gik hen til de andre der var bevistløse og kiggede på dem som hvis en far kiggede på sine syge børn.

imens udenfor.

masser af folk var over det hele og vandrede frem og tilbage og hilste meget venligt til tristan og camille og de kunne også se nu at der var nogen hestevogne der kom kørende ind i byen og stoppede op og satte en butik faktisk op som om det var nogen vandrende butikker. gad vide hvad de havde men de måtte nok tjekke det efter de andre havde også fået chancen for at tjekke det. da det ville være synd for de andre hvis de ikke fik lov til at kigge rundt også.