the underworld (tristan, camille, crasie)

Tristan skulle lige til at gå imod den første og bedste og dyreste cafe i sigte og havde faktisk halvt taget første skridt da han frøs i sin bevægelse og vente pænt rundt igen. han havde tydeligt mærket en kraftig stirren som noget der borede sig ind i ryggen på ham fra hospitalet af. Som om den gamle krave vidste hvad han havde tænkt sig.
"Med nærmere eftertanke skulle vi måske komme tilbage til hospitalet med tøjet" Sagde han med et nervøst smil og spejdede derover. Han havde et par poser med tøj i hver hånd idet han kiggede spørgende på Camille.

Camille mærkede dét samme.
Hendes indre rebel rørte på sig, hun brød sig ikke om ordre og reagerede ikke...godt ..på dem.
De ville jo ikke stikke af , bare lige tjekke omgivelserne ud.
Hun var meget fristet til at bare forsætte, men hun pressede sin indre ballademager på plads og sukkede opgivende " jo...jeg kan også føle ham...dét må vi hellere ...men jeg siger dig næste gang så spørger han pænt "begyndte hun at blappe derud af.
Hun havde et uafklaret forhold til Sakref , og tvivlede stadig på hans intentioner med hende,men hun håbede de var gode...som hendes var med ham .
De satte kurs tilbage igen, og Camille håbede at alle var vågne og ved godt mod nu.

"jeg skal nok prøve at være venlig, og hvis de endelig vil angribe skal jeg nok sørge for at stoppe dem uden at skade dem fysisk"
sagde hun mens hun smilte sit lusket ulvesmil. Mina ville prøve, men hun hader facade, for hun kan langt bedre lide at være åben og vise hvem/hvad hun er, så kan de tage stilling til hende derfra.
"måske skulle jeg hilse på dem i min drageform ikke?"
sagde hun drillende inde hun vendte sig for sakref, men der havde været dette glimt i hendes øjne, som sagde ar hun godt kunne finde på det. Mina gik ud imod indgangen og stilte sig op af dørkamen med armene over kors. Hun kunne mærke at de virkede til at være usikre, for hun mærkede at de var jo stoppet op med blikket imod hospitalet, og de virkede ikke til at de ville gå herop. Så mærkede de to en underlig ukendt fornemmelse i deres krop og jo mere de nærmede sig hospitalet jo stærkere blev følelsen. Det var en følelse som om en tog blidt omkring alle deres knogler i deres krop, som gik igennem marv og ben. Mina kunne se dem let på afstand, for hun kunne skelne fra den enes persons knogler til en anden. Hun så på dem med sine hvide øjne med store sorte pupiller, fordi hendes øjne stillede til at hun skulle kigge langt og reagerede selvfølgelig ikke på sollyset nu hvor hun jo ikke kunne se det.

sakref kom derefter ud og stilte sig på en måde imellem mina og de andre så mina ikke helt kunne drille camille og tristan. sakref smilte venligt til dem. "godt i er tilbage har i tøjet med? og det her er så mina som i nok husker jeg fortalte jer om." sagde han med et venligt smil. dog var der noget ved hans blik der sagde at de skulle være forsigtige hvad de sagde. de skulle så godt de kunne vinde hendes respekt uden at provokere hende for meget. dog var der også noget ved sakrefs aura lige siden de kom ud fra portalen og efter forandringerne. det var som om at sakrefs energier var i krig med hinanden inde i ham. på en måde virkede det meget ustabilt for de meget trænet folk der var trænet til at kunne fornemme folks energier og styrker. dog ville for de utrænet som normale mennesker ville det bare være som om at sakref var mere venligere end han plejede at være. som om han var blevet 'god' på en måde. sakref lavede en armbevægelse der sagde at de skulle bare komme ind. "dog er de andre ikke kommet til bevistheden endnu og jeg forventer heller ikke at de gør før om otte timer eller mere. men vi kan bare stille tøjet ved siden af dem for tiden så når de vågner kan de få tøj på" sagde sakref og satte sig på sin seng. "godt hvad for noget tøj er mit?" spurgte han med nysgerrige og spændte øjne som et lille barn der skulle have en gave.

Tristan bevægede sig op til Sakref og Mina han stoppede op foran og kiggede lidt trodsigt på Mina med et blik der tydeligt viste at han ikke stolede på hende. Han fik dog fremtvunget et smil med ordene: "Hyggeligt at møde dig".
Så gik han forbi dem ind af døren og begyndte at dele tøjet ud med et par kommentare til de sovende væsner som. "There you go" "Looking good" "Gotcha".
Til sidst vente han sig imod Sakref og kastede en pose til ham i et højt overhåndkast så han nemt ville kunne gribe den. "There you go Mr S, udvalgt specielt til dig" Han proppede hænderne ned i lommerne og kiggede rundt på de andre, skulle de bare sidde her de næste 8 timer og vente på at de vågnede, no way at han fandt sig i det.

Camille smilede til Sakref " Så er vi tilbage...byen ser fin ud...Og dét gør du også".
Hun studsede lidt, hvorfor virkede han pludselig mere sød og venlig, dét hang ligesom i luften.
Hun rystede på hovedet.
Hendes øjne blev rettet på Mina...Mina der havde skubbet Crasie væk.Havde dét ikke været for hende havde Crasie været her nu.Camille var ikke glad
"aha...vores blinde passager " henvendte hun sig reserveret og præsenterede sig kortfattet men høfligt idet hun rakte sin hånd frem.
"Jeg er Camille " sagde hun bare.

Fornemmelsen fra dem forsvandt og mina så lidt venligt på dem. Hun var ikke så interesseret i tristan, men camille var hun. For hun var jo nok crasies eneste ven, en god mulighed til at hævne sig på tænkte mens hun så på dem begge. Hun svarede tristan først.
"er det så noget du virkelig mener altså det er hyggeligt at møde mig?"
sagde hun spottende med en ulvegrin på sine læber, hun hadede facader hvorfor kunne folk ikke bare være sande. Hun vidste jo at tristan ikke talte sandt, for han virkede anspændt det kunne hun se på den måde hans knogler var. Så vendte hun blikket imod camille.
"ja jeg er den blinde passager. Og du er crasies veninde kunne jeg se"
hun nærmede sig tættere på camille og var en lille tand højere end hende, mens hun så dybt i øjnene på camille. Mina kunne jo ikke se øjnene men hun kunne se hvor øjnene selvfølgelig er i kraniet.
"jeg er glad for at måde dig"
sagde hun med et snedig smil og rakte hendes hånd ud til hende. mens mina tænkte man skal holde sine venner tætte, men ens fjender tættere, og det er blandt andet igennem hende her. Men en tanke strøg dog igennem. Hvad er det crasie har fundet specielt ved hende, for mina virkede hun bare til at være et menneske, men et eller andet måtte der værre. Hun kunne også meget stærkt mærke denne splittelse i luften, som kom fra sakref af.

sakref så ikke ud til at have noget problem. han var hverken anspændt eller noget i den stil. han så faktisk ud til at være meget... afslappet. han greb tøjet og gik ind i et rum ved siden af der havde lidt privathed. der skiftede han så tøj fra sit ødelagte tøj til sit nye tøj. er du gal han var vild med det. tøjet passede ham som var det lavet præcis til ham. han tog til sidst handskerne på der var smedige men alligevel hårde. og han kom ud til de andre igen. nu var der flammer ud af hans skuldre. det var flotte lyseblå flammer og på sidepladerne på hans bælte var der også blå flammer. men det var ikke rigtige flammer man kunne brænde på. det var på en måde energi. hans nye røde farvede øjne var dog på en måde stadig normale. han kiggede på dem med et tilfreds og glad smil "godt så kan vi gå rundt og kigge lidt på tingene. men husk vi skal spare på vores sidste mønt brug det kun til noget i ved vi kommer til at kunne bruge senere. og læg de andres penge oven på deres tøj og giv mig min mønt til mina. jeg kan fornemme at hun får mere brug for den end jeg gør da hun ikke har tøj der passer ind til omgivelserne her i byen." sagde sakref med sit tilfredse smil. faktisk kunne mina også se flammerne. som om hun stadig faktisk kunne se energier hos folk så hun var ikke helt farveblind endnu.

Tristan der ellers havde vendt ryggen til Mina og de andre stoppede hurtigt op efter allerede at have lagt de andres penge på deres tøj. Han gled hurtigt, men elegant hen til dem og ind i mellem Mina og Camille igen, før Camille kun nå at tage hendes hånd. Han lagde bestemt mønten i hendes hånd istedet. "Selvfølgelig er dte hyggeligt at møde dig. Dusørjægere er altid vilde med at møde nye væsner" Sagde han sarkastisk og havde allerede nu en virkelig dårlig fornemmelse i maven af denne dæmon.
han smilede flabet og flyttede sig ikke en tomme væk fra foran Camille. Der var bare et eller andet der sagde at hun ikke skulle for meget i kontakt med Mina.
Han slap mønten så kun Mina havde den i hånden og folede armene over kors hen over brystet.

Camille kiggede efter Sakref der gik ind for at skifte.Hun håbede han ville være tilfreds med valget.
Hun trak overrasket sin hånd tilbage da Tristan hurtigere end lynet var kommet imellem Mina og hende.
Havde han opfanget noget? Han så nærmest ud til at markerer en grænse eller noget overfor Mina.
Hun svarede Mina lidt køligt "Ja, Crasie er min veninde...en veninde der havde været her blandt os nu, hvis ikke du havde klemt dig ind. Må man spørge hvad du ønsker at opnå ved dét ?" Udfordrede Camille Mina, og da Sakref kom tilbage skyndte hun sig at komplimentere hans udseende.Tøjet var som syet til ham...men var dét flammer ?
Camille vidste at Sakref ønskede de skulle opfører sig godt, og dét ville hun gerne men der var noget over hende Mina...som havde hun en agenda der var helt hendes egen.

Hun vendte blikket spottende imod tristan.
"ved du overhoved hvad jeg er? Du er vist ikke en god dusørjæger, hva?? Hvis du ligger mærke til disse to spidse elverøre og ligger mærke til min krops bygning, så er jeg i hvert fald ikke en dæmon langt fra. Ikke ondt ment"hun sagde det sidste halv vendt imod sakref med et smil, for han var jo en dæmon eller form for, eller rettere sagt var. Men tristan mærkede en hård knugende fornemmelse, og han mærkede hvordan hans krop blev helt stiv. Han kunne ikke røre sig andet en hans muskler, og han blev løftet uden at mina rørte ham nogle cm over jorden.
"jeg er elver eller rettere sagt svartelver. Jeg er forvist for mine artsfæller fordi jeg ikke lige frem har overholdt deres lov. Og lige nu kunne jeg dræbe dig før du overhoved ligger mærke til det"
Sagde hun med et stort fedt smil på sine læber og slap ham så han røg på jorden. Da sakref forslog det med tøj gloede hun vantro på ham.
"det nægter jeg. Dette er mit tøj som jeg selv har lavet, og jeg vil ikke bare tage noget tøj for at se ud som de andre nej tak. For jeg er ikke som andre"
hun håbede virkelig at hun ikke skulle i det andet, nej tak.

i det hun brugte sine krafter imod tristan slog sakref ud med hånden ud i luften og en skygge agtig barrier af energi dækkede tristan for minas krafter som et skjold. mina kunne mærke at hun ville blive nød til at bruge mange krafter for at komme igennem det skjold. krafter som end til videre var meget påsparelige da alle næsten var stadig drænet for energi. selv sakref så ud til at være meget udmattet bare for at lave det. men de andre kunne også se nu at sakref havde en kamp inde i sig. selv sakref viste det nu, han var begyndt at svede kraftigt og hans åndedræt var blevet meget hurtigt tungt. man kunne også se i hele hans krop at han var anspændt nu. kampen inde i ham var blevet større og den ene side var ved at vinde. "fint... hvis du ikke vil bruge den så lad mig få den igen så vil jeg nok selv kunne finde bedre brug for den" sagde sakref og da han skulle til at tage mønten så skete der noget. han mistede 100% balancen og nåede kun lige at lande på knæ for ellers ville han havde ramt gulvet igen. nu kunne man se det. kampen inde i ham var faldet og han så ud til at være udmattet igen. men han kom hurtigt op igen og tog stille mønten. "sådan lad os gå rundt og se os omkring i byen for spændende ting. men jeg forventer at i kan være søde imod hinanden. uanset hvad om mina er en uinviteret gæst så vil jeg end til videre give hende en chance for at rette op på det men hvis jeg ser på noget tidspunkt igen hvor der er kamp imellem gruppen skal jeg personligt gøre noget ved det. forstået?!" sagde sakref med en fast stemme og det var på en måde målløsende hvordan hans stemme kunne være så fast og så stærk også selv om man kunne tydeligt se at han havde det ikke godt inde i sig. dog skete der pludslig noget. en stor klokke udenfor begyndte at ringe med store slag og man kunne høre masser af råben og skrigen udenfor. det måtte være en alarmklokke hvis der skulle komme angreb. det tog ikke mere end to sekunder efter han hørte klokken til at han var frisk igen og var på vej med hurtige skridt imod døren til udenfor. dog først nu faldt skjoldet rundt om tristan nu.

Tristan kunne mærke at han stivnede og blev løftet over jorden. Han reagerede med det samme ved at sende et vel af elektrisitet igennem kroppen hvilket fik den til at reagere igen og han landede på jorden på begge ben. "jeg mente nu den møde du opførte dig, den er ikke så elver agtig, det er ikke en hemmelighed hvor god en dusørjæger jeg er. Åh ja? Lad det komme an på en prøve" Snappede han af Mina, men i det samme blev han omringet af en form for skjold. Han vende sig hen imod Sakref. "tak, men jeg klare mig" Sagde han så og skød Mina et blik.
Han så lidt bekymret ud da Sakref pludselig faldt til jorden og satte sig ned på hug ved siden. "hey er du okay, sikker på at du ikke skal have lidt mere til til at ligge ned?" Foreslog han og kiggede med det samme op da en klokke lød. Han kiggede hen imod Sakref der allerede var på vej ud og stilte sig op igen efter at have kigget rundt på de andre. Så fulgte han efter Sakref.

Camille blev vred på Mina.
Hvor vovede hun...her på hospitalet at ty til 'angreb' .
Alle vidste de nu at de ikke ville blive venner, i bedste fald ville de tolerere hinanden..
Camille ville have væltet Mina omkuld, men Tristan klarede skærene selv, og fik backup fra Sakref.
Så drattede Sakref om, og også Camille kom ned på knæ og lagde to fingre på hans halspulsåre....der var rolig og regelmæssig puls.....hvad fejlede han?
"Er du okay?" .Hendes stemme lød bekymret da hun spurgte samtidig som Tristan.
Hun så ham genfinde sine kræfter...nogenlunde...men var ikke overbevist.Der var noget galt med ham.
Hun nåede ikke at stille yderligere spørgsmål...klokken ringede udenfor og gennem vinduet kunne hun se folk stimle sammen...der var klart optakt til ballade.Hendes krop blev anspændt.

Mina mærkede energiskjoldet, og mærkede at det krævede meget af hende, så heldigvis stoppede hun. For ellers ville hun blive for træt. Hun så tydelig vreden fra Camille, på den måde hun gik imod Mina. Mina var lidt forvirret på det ene område virkede Camille svag, for hun havde Tristan til at beskytte sig, og han var meget beskyttende over hende. Som om hun var svag, men alligevel kunne hun tydelig se at Camille ville gå i flæsket på hende. Så mærkede hun hvordan sakref var ved at falde, og nåede kun halvt at hjælpe ham, med at holde hans knogler oppe. Hun kunne ikke se hans energi og heller ikke før, men hendes sans for at mærke energi var blevet langt stærkere og følsom. Hun kunne mærke tydelig at han også var svag, det var de alle.
"Det er rigtig hvad sakref siger, vi bør lade vær med at kæmpe. Jeg har lovet højt og hellig, at jeg ikke vil lade jer i stikken, og jeg er ligeglad om i tror på mig eller ej, det er bare jeres problem. Og ja jeg virker ikke elveragtig, men jeg skam heller ikke som en af en mine artsfæller eller som crasie"
Sagde hun det sidste med blikket på Camille.
"Jeg er godt nok det i måske ville kalde ond, men jeg er fair og ærlig. Og til dit spørgsmål før Camille, ja jeg havde da strøgtanker om at bruge dig til at hævne mig på Crasie, for vi er ærkefjender. Men har jeg gjort det endnu nej, for lige som Sakref som giver en chance til mig, så giver jeg til dig"
Så lød klokkerne, og Mina kiggede op efter lyden. Så kom lyden af folk der skreg og Mina prøvede at række ud med sit syn, hvad det var der kom.


//her er et billed hvordan Mina ser ud minus tøj og mangler selvfølgelig elverøre http://en.fotolia.com/id/11107078 eller http://www.123rf.com/photo_4050118_gothic-woman.html //

der var tydeligt kamp udenfor. det var... orker. det kunne man tydeligt. de var to meter høje med store tunge våben og rustning på sig og havde grøn hud og stødtænder der stak ud af deres mund. de brølede af blodrus og gik til angreb på folk. det første sakref gør da han kom ud på gaden det var at tage den ork der var ved at løbe forbi hospitalet ved halsen. spænde ben for ham og smadre ham ned i jorden så jorden under orken sprækker og buler ned af og sakref går bare videre til den næste. der var mange orker. det var som en hel horde. dog så de her væsener ud til at klare sig meget godt. folk flygtede hen imod kirken der var i midten af byen og soldater både engle og de mærkelige djævle med fuld rustning og store våben gik til angreb tilbage og man kunne se at de mærkelige djævle og engle var mere trænet og bedre til kamp end de orker der var gået i blodrus. dog skete der noget efter sakref havde banket flere orker ned på sin vej med sine bare næver. kunne han se en stor golem af sten på vej imod byen. den var i kæder og en masse orker holdte i kæden som om golemen var en slave. de slap kæden og golemen gik fuldstændig amok og løb imod byen. sakref vendte sig imod de andre der også var i kamp. "allesammen gå væk fra mig af jeg slipper mine krafter fri!" råbte han til de andre og da de andre nåede kun lige at komme lidt væk så slap sakref sine krafter fri. mørkt røg fløj rundt om ham og dækkede ham og da de forsvandt igen var han kul sort og var som en levende skygge men så skete der noget da sakref skulle til at gå imod golemen. han faldt på knæ igen og så ud til at være i store smerter. hans mørke blev pludslig angrebet af små lysende kugler der fløj ind i sakref og pludslig da alle de små lys havde dækket meget af sakrefs sorte skyggehud så sprang han i luften med et kraftigt lys. både hans energi. ham selv og alt ved ham blev til et kæmpe stort lys som var så blindende som hvis man prøvede at kigge ind i tusind sole. det var umuligt at kunne kigge på sakref uden at blive blindet. men i et lyn sekund forsvandt sakref på en måde men dukkede op foran golemen og smadrede den med et fast slag som pulveriseret golemen. derefter fløj han i super fart rundt i luften og nakkede hver eneste ork der var tilbage og orker flygtede væk af skræk for sakref. sakref faldt sammen på jorden ude på kamp området og han var stoppede med at lyse. hans tøj var dog heldigvis uskadigt og han havde stadig tøj på. dog var der et mærkeligt stort sværd ved siden af ham. det var flot kridt hvidt med blå flammer der steg ud af selve sværdets blads midte. skaftet var lavet af det flotteste brune læder og over skaftet var der noget der var formet som et kors men med to vandrette streger istedet for en. hvor den tættest på skaftet var den midste streg. det var giga stort og så ud til at være umuligt at løfte med en hånd. og så udskilte den en mærkelig hellig energi ud af sig.

//Some imagination you've got there buddy xD//

Tristan vende fortsatte ud af døren efter Sakref med et chokeret udtryk. Byen var i kaos, folk flygtede imod noget der lignede en kirke imens andre tog kampen op imod de orker der stormede ind i byen.
Da Sakref gik i gang med at forsvare fulgte Tristan hurtigt efter og hev et langt antikt sølvsværd frem fra sit tøj og begyndte at svinge det i luften imod flere orker. Han måtte ind imellem komme med nogle overraskede lyde når han var tæt på at blive ramt og nåede i mange tilfælde kun lige at kaste sig ned på jorden.
Han hev sværdet væk igen og fandt en enkel af sine handkannons pistoler frem. Det var nu ikke svært at tage et par orker ud da de slet ikke så ud til at vide noget om pistoler og ikke endgang prøvede at undvige hans skud.
Han ladte sin pistol igen efter at have nedlagt en ork og vende sig overrasket om da en form for klynke lyd kunne høres. Ikke så langt derfra havde en ork trængt en lille blå dreng op i hjørne og gjorde klar til at hæve en stor kølle den havde med sig. "Shit!" Udbrød han lidt for højt og gled ind under orken som havde hævet hans kølle. Det var så her hvor man skulle tro at han havde en plan, men det var ikke ligefrem tilfældet og det eneste han kunne nå at gøre var at løfte en hånd op foran dem og kaste sin anden arm rundt om det lille væsen. Ligesom han skulle have troet at han blev til en pandekage skete der noget. Ud fra hans arm skød et stort lynende blåt skjold som formede sig i en halvkugle rundt om den. Orken nåede ikke at reagere og hamrede sit våben ned i den, hvilket resulterede i at slaget gav bagslag og køllen hamrede lige tilbage op i panden på monsteret som faldt om.
Tristan kiggede overrasket op med et udtryk som næsten sagde 'var-der-andre-end-mig-som-så-det?' Også vende han sig imod orken med et triumerende smil. "Nå nu er du ikke så sej hv---" Nåede han at sige inden orken næsten var blevet tilintetgjort af en ---flyvende?- Sakref. Og det eneste Tristan nåede at reagere var: "Hey, det var min den der!".

Camille stod stille og så sig omkring .Alle flygtede for deres liv, byens borgere rendte i alle retninger også mødre med deres børn.Dét var kaos i fuld flor.
Camille savnede dét sværd hun før havde lånt af Bron , da hun nødvendigvis måtte tage kampen op også.
Hun fik dog en anden idé , hun huskede en trolley med diverse kirurgisk udstyr på.Hun spænede ind og tog en hel kasse med skalpeller og med dem under armen , trådte hun ud og stod midt i kampen.
En fæl ork , med en brysk attitude trampede mod Camille og brølede sin blodlyst ud efter hende
"here tirs nothing " mumlede Camille og med tankens kræft sendte hun en skalpæl lige i halsen på dén.Et stort åbent kødsår kom straks og en ildelugtende mørk blod strømmede lind ud.
Dén vaklede yderligere nogle trin og faldt så død om.
" yai..." Udbrød hun overrasket over dét virkede, hun nåede et par stykker mere før end Sakref ....ændrede alt....på et øjeblik.

Mina reagerede ikke lige så hurtigt som de andre først, fordi hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre. Hun havde ingen grund til hverken hjælpe disse engle/dæmoner eller at dræbe disse orgre, men da hun så at tristan, sakref og Camille gik i kamp. Så trak hun på skuldrene, hun havde lovet at hjælpe dem så det vil hun så gøre. Hun dræbte lynhurtigt 6 styk med et blink med øjnene. Fordi hun tog en lille bid af deres kranium og lod den smadre rundt i hjernen på dem, som om den var en pinball og gennemhullede deres hjerne. Hun måtte spare på sin energi, men så mærkede hun blodrusens kræft. Hun undgik med nød og næppe af deres nogle af de engler, og hun vidste at hun ikke måtte røre dem. For der ville nok komme til at skade de andre. En stor org med flere ringe i øret, og en knækket hjørnetand stod med en stor drabelig tomandsøkse i sin hånd. Mina kunne ikke se ringene, men hun kunne se hullerne i ørene, fordi hun kunne skimte hudens overflade. For hud indholder en lille tand kalk. Han brølede af vrede og stormede imod hende. Hun smilte bare grumt, alle hendes fingre på hendes hænder blev til lange sorte kløer. Det gjorde ondt men intet fortrak sig på hendes ansigt. Hun sprang frem med eleganthed og undvig hans økse, ikke fordi hun kunne rigtig se øksen. Kunne hun se hvordan han havde sine arme tilbage som om han svang den frem, og hendes instinkter sagde at hun skulle bukke sig. Da sprang hun lige i kødet på ham, og borede sine skarpe kløer dybt ind i hans grønne hud. Ildelugtende blod kom frem, men det genere hende ikke. Hun flåede hans ansigt op og han dødede på stedet. Hun kunne mærke det grønne blod på sig og børstede det let af. Fordi der hvor bloddråberne var havde hun lavede et glat kalklag under huden, så det gled af på den glatte overflade. Hun grinte af morskab, da flere kom imod hende. Så mærkede hun dette kraftige energi komme imod hende. Hun vendte sig imod Sakref, men hun blev jo ikke blindet, da hun så på dem. Hun så hvordan han fløj rundt og så vendte hun sig imod de andre der kom imod hende. Nu ville hun lave noget sjovt. Hun brugte kalken/knoglerne fra deres ben, og smeltede deres ben sammen så de faldt skrigende af smerten sammen på jorden, og så tog hun med sin kræft fat i deres ryggrad og rev den ud fra ryggen. Der var to tilbage, som så uforstående på hvad der skete med deres kamerater. Mina smilede ondt som skræmte de ellers frygtløse orger. Men før de nåede at løbe rev mina deres hoveder fra deres kroppe, med hendes kræft. Nu fløj sakref rundt og havde dræbt alle, minus en som snigede sig ind på Camille. Camille mærkede et sus imod sit hovede fra en svingende økse, men den stoppede i loften så brat få centimeter fra hendes hoved. Orgen prøvede med alle muskler i sin krop med at flytte sin krop, men hans knogler ville ikke rykke sig ud af stedet. Mina stod med hånden imod ham og det var tydeligt at det var hende der holdte orgen tilbage. Så mærkede Mina virkelig hvordan hun blev mere svag og svag. Camille så bare hvordan han faldt til jorden uden nogen synlige tegn på død, undtagen at blod fra hans mund som rendte ud, som viste på indre blødninger. Og hvis man mærkede på hans ribben, ville man mærke at to i højre side var bukket ind i hjertet på ham. Mina så udmattet på marken, og så rullede hendes hoved i baghovedet og alt blev mørkt. Hun faldt på jorden og lå lige så lang som hun var, og var besvimet. Hvis der var nogen der gik hen til hende, ville de kunne mærke at hun var blevet rime tynd. Hun havde stadigvæk sine muskler, men hun havde ikke rigtig noget naturligt fedtlag på under sin hud på hendes krop.

da de andre nærmede sig sakref og det nye mærkelige sværd så skete der noget. sværdet opløste sig selv og blev til små lysende kugler og fløj ind i sakref igen og pludslig efter kom der som et stort indsugning masser af skygge energier ind i sakref som små sorte nåle der fløj ind i ham og han kom til sig selv igen. han rejste sig stille og op fra jorden og opdagede alle ligene rundt om ham og vendte derefter blikket imod de andre. "hvad fanden skete der? jeg kan huske jeg slap mine krafter ud så jeg var hurtigere og stærkere men da jeg gjorde det så jeg nogle lys og så sortnede det for mig og jeg kan ikke huske hvad der ellers sket" sagde han noget svag og træt og rejste sig stille op. fodtrin nærmede sig de andre. det var højpræsten igen. hun bukkede venligt for de andre og sakref. "ah du må være den ekstra gæst vi fandt fodspor fra ude ved trapperne af skæbnen. mit navn er navaldi højpræst af elona'dal og velkommen til firewood village" sagde hun imod mina. "jeg vil dog takke jer dybt for den meget meget store hjælp i gav os med at beskytte os imod orkerne der har angrebet op til mange gange i fortiden. mange børn har mistet deres forældre på grund af dem og deres leder. morgash blooddrinker" sagde navaldi. "og som tak for at i har reddet mange unge og voksne fra orkerne så vil jeg invitere jer alle til en dejlig fest for at fejre sejeren imod orkerne i den her kamp og for at ære de døde der dødede under kampen" sagde navaldi derefter. det var meget venligt af dem også selv om de andre havde nok gjort fortjent til den fest. men det største problem lige nu var sakref. han virkede ustabil i sin energi og han vender hurtigt med at være svag til at være stærk igen. noget må være galt men forhåbenlig vil det forsvinde med tiden. "tak og vi acceptere for invitationen" sagde sakref ligeud inden de andre når overhovedet at svare om hvad de synes.

Tristan ville egentlig have reageret på den ork som kom snigende bagved Camille, men inden han kunne nå at sige noget var den frosset og faldet om. Han vente blikket imod Mina som var faldte om - sikkert af udmattelse og greb fat i en engel med rustning på for hurtigt at give instrukser om at få nogen til at se på Mina og om hun var okay. Det var ikke noget han normalt ville have gjort, men hun havde trods alt reddet Camille.
Så gik han hen imod Sakref som de andre. Den lille blå dreng fra før fulgte hurtigt trop og da præstinen kom til syne pep han igen, gav hende et lille kram der kun nåede hende til anklerne også løb han sin vej.
Tristan stod bare lidt og ravede i jorden med en fod. Han synes næsten at lyse op ved ordet. 'Fest'. Et julelys gled igennem hans øjne idet han slog ud i et stort smil og næsten omfavnede Neko som stod ved siden af. "Hørte du det, fest!" Mumlede han til ham uden at Sakref ville kunne høre det. Gad vide om Neko nogensinde havde været til en rigtig fest i den deres verden...

Camille nåede lige i tide at opdage den snigende ork og se Mina bruge hendes kræfter til at fastfryse den, hvilket vil sige hun reddede Camille fra at blive kløvet i to, hvilke ville være lidt af en ubehagelig oplevelse
Hun mærkede en lettelse da orken væltede om , men farede hen til Mina da hun gjore dét samme.
Hun tjekkede at der var respiration og god puls...måske hun bare var udmattet ? Dét håbede hun, men noget virkede nu anderledes...var dét hendes krop der havde ændret form...hvad i æl verden ?"tag hende med ind "råbte Camille og rettede nu opmærksomheden til Sakref ...havde han lige accepteret en invitation til en fest.Wow..
Hun smilede til Tristan og Sakref og nikkede et glad 'ja...dét skal vi da '.
Hun håbede at Mina kunne deltage, hun var bekymret for hendes helbred og helt ærligt ikke vild med at stå i gæld lige til hende
Camille. Kiggede på en hårlok mellem hendes fingre med klistret orkblod i..* hvor ulækkert * .

Mina mærkede, hvordan hendes bevisthed kom op fra underbevisthedens dybe mørke vand, og åbnede hendes øjne. Hun så alt tåget og blinkede flere gange forvirret med sine øjne. Hun husker ikke noget som helst, og denne skikkelse foran hende lignede en engel. Hun kunne heller ikke høre var der blev sagt. Mina mumlede.
"En engel?"
Men så blev hendes syn klart igen, og nu kunne hun tydelig se på knoglestrukturen at dette ikke var en engel. For det første havde denne person ingen vinger, for det andet havde personen heller ikke den sammen tynde knoglestruktur som engler har for at kunne flyve. Mina så at dette var en kvinde og nu huskede hun tydeligt det hele. Det var Camille, hun vaar sikkert her for at hjælpe. Nej tak, Mina kunne godt klare sig selv. Mina rejste sig tøvende op og afviste hjælpen.
"Nej tak, jeg har det fint, ja der er ikke sket noget med mig"
Sagde Mina hurtigt og hun kom tøvende op og så, så lagde hun mærke til hendes egen kropstruktur og kunne godt se at hun var blevet en del tyndere. Hun havde overvurderet for meget sin energi, og havde slet ikke lagt mærke til i kampen at hun havde brugt for meget end hun burde. Mina strakte sig bare og rettede på sit hår, men mærkede at det var fedtet ind i orgblod. Hun så trættende ude over slagmarken og kiggede så hen på Camille. Hvorfor hjælper denne Camille, når hun ellers slet ikke kunne fordrage hende?
"Hvorfor hjælper du mig egenligt, du kan hverken lide mig eller noget, så hvorfor? er det fordi du vil have noget igen eller?"
Mina så alvorligt spørgende på Camille, for Mina forstod det ikke og hun sagde altid det hun havde i tankerne.

sakref rejste sig op da han så de andre var vågnet og med stor glæde i sine øjne gik han hen og krammede både neko og beko og nika og zaela og melvin og sin nye datter. "godt i er alle okay. jeg var bekymret for jer alle om hvad for nogen skader i havde måske fået fra portalen" sagde han og så på de andre. men han vendte blidt blikket hen til sin nye datter. "nå zaela. har din søster så et navn eller skal vi give hende et?" spurgte sakref, zaela og zaela smilte bare. "ja far jeg har et navn det er surzi og det er dejligt at møde dig far." sagde hun og krammede igen sakref og han krammede med. "nå lad os få set byen da ingen af os har set den endnu jo" sagde sakref da han var færdig med at kramme hende. "jeg skal nok vise jer rundt hvis i ønsker det" sagde navaldi. "det ville være meget godt hvis du fortalte os hvor tingene i byen ligger. så ved vi også hvor vi skal hen til festen" sagde sakref bagefter. "godt følg mig hvis i vil" sagde navaldi og begyndte at vise dem rundt. hun stoppede først op foran hospitalet. "det her er så hospitalet som i nu burde kende nu. det ligger i den østlige del af byen og vejen ud der er lige der hvor vi kom fra er vejen til den østlige del af verden hvor der er masser af øer hvis man rejser langt ind i den østlige del. her vil også kunne finde de fleste normale butikker hvor i kan købe tøj, smykker, madvare og våben og rustninger." sagde navaldi og gik videre igennem byen. hun stoppede derefter hen ved midten af byen lige ude foran kirken hvor der var en kæmpe plads med masser af væsener og masser af de der vogne butikker. "det her er så bazaaren. her vil i kunne finde af masser af nye butikker der sælger alle mulige ting fra alle fire sider af verden og der er altid nye butikker hver dag med nye ting fra hvert land og kontinent. her vil også kunne finde kirken hvor i kan tilbede til hvad enten i lyster dog er ofringer ulovligt i den her by så det må i så ikke men ellers kan i finde masser af kulte og tros retninger der er nemlig masser af højeste præster her til hver kult og tro. dog er der masser af høj præster over hele verden til forskellige trosretninger og sådan noget så jeg er ikke den eneste højeste præst" sagde hun og gik videre igennem. de fik også vist en lille skole med masser af små væsener der lignede nogen under 5 klasse som de fik at vide var den højeste klasse i den skole. så fik de set en anden skole der var med børn og unge væsener der var helt op til 10 klasse og de fik at vide at efter børn var færdige med 5 klasse startede de her. så fik de set et universitet og en trænings plads og så fik de set de andre tre porte der førte til resten af kontinenterne der var sydlige, nordlige og vestlige kontinent. de fik også at vide at den portal de var kommet igennem med lå på en plads der lå imellem den sydlige kontinent og den østlige kontinent. hun viste dem derefter vej tilbage til bazaaren hvor hun stoppede dem. "nå så har i set det meste af byen og jeg håber i kan klare resten og hvis i har nogen spørgsmål ellers så kan i finde mig inde i kirken. må lyset vise jer vej" sagde hun og gik hen imod kirken.

Tristan fulgte bare roligt med ved siden af Neko uden at sige noget. Han fulgte med på når præstinden fortalte om byen, men han var alligevel ved at være meget træt og dyssede lidt hen. Det havde taget hårdt på hans krop at komme igennem portalen og kæmpe imod orker. Desuden havde han fået den følelse af igen, efter at have kæmpet imod orken og brugt sin evne, at hvis han anstrengte sig for meget mere ved at bruge sin evne for meget mere den dag, så ville der ske et eller andet, noget ville bryde ud. Han sagde heller ikke så meget da han gik med Sakref imod festen, ikke så mere end at svare kort på nogle ligegyldige ting Neko lukkede ud.