the underworld (tristan, camille, crasie)

Mina kiggede spændt til, mens mønten fløj oppe i luften. Så kom hun i tanke om en ting, måske vil guderne hjælpe en af deres yngling, som hendes her præstinden virkede til at være. Måske brugte hun snyd og ikke tilfældighederne. Hun så at mønten var vendt med djævlen op af.
"Okay jeg går med ind til din aftale, jeg vil prøve alt det jeg kan for følge det du siger, og så vil jeg prøve at holde min indre natur i skak i bur. Men ryst nu endelig ikke for meget til tremmerne, måske vil den slippe ud"
Sagde hun med sit ulvesmil. Mina havde ikke på den måde en ond indre dæmon, som det måske kunne lyde som. Men hvis hun skulle følge nogle ting, som hun ikke vil. Så ved hun godt nok ikke var lang en lunte hun har til, før hun igen vil bare følge sit eget. Men som sagt kan det ikke skade, at prøve at følge denne præstinde. Måske havde hun noget fornuftigt at lære Mina? For hun virkede til at være en fornuftig person, ude over at hun virker til at være lidt for godhjertet til Minas smag. Men nu har hun lagt sine kort ud på bordet, nu var det bare at se præstindens reaktion. Mina ville dog ikke sværge det som hun blandt andet havde gjort det ved Sakref, og hun ønskede at Minas ord var nok for præstinden. Hun var dog heller ikke en der løj, så hun sagde med en rolig stemme.
"Jeg har godtaget møntens valg, men velvidende at dine kære guder kunne måske have en finger i spillet, hvis de vel og mærket havde?"
Hun så på præstinden og ville gerne have et ærligt svar ud af hende. For Mina kunne godt mærke den fjerne kraft af gudelige væsner. For hun kunne mærke sådan nogle ting nu. Men det kunne bare være at de holdte øje med deres kære præstinde, hvem ved?

inde i kirken:

præstinden smilte stille af minas hentydelse til at hun havde fået hjælp fra guderne af. "du er ikke så nem at snyde. guderne ser ud til at have rørt dig også men før du råber snyd og dræber mig så lad mig vise dig noget" sagde præstinden og gjorde tegn til mina at hun skulle følge efter. præstinden begyndte at gå ned af en lang cirkel trappe der så ud til at gå langt ned i jorden. da de nåede enden af trappen var det som om de var gået flere kilometer ned i jorden. præstinden gik derefter ind i rummet som var helt tomt med kun et billede der var malet på væggen. præstinden trykkede med sin stav imod billedet og som rent magi begyndte murstene at bevæge sig til siden og fremviste et hemmeligt rum. hun gjorde tegn til at mina skulle følge med ind og inde i det rum var der billeder af alt muligt mærkeligt fra gulvet til loftet. den ene side af rummet var lyst og havde flotte billeder af engle og godhed og alt det der er godt og den anden side var rød og mørk og havde flammer og smerte på sig og øverst på loftet var der et væsen der lignede en engel men havde mørkegrå hud og på gulvet var der en flok væsener der lignede mennesker faktisk. "det du ser her er profetien om balancen. dette væsen på loftet er det væsen vi kalder sethular som betyder balance. han er født med min verdens blod i sine årere men er født i jeres verden. det siges i profetien at han ville være den der bringer den fortabte race som titanerne gemte til vores planet og med dem ville to ting kunne ske. at balancen ville komme til vores verden og fred ville leve i flere millioner år eller at krig og frygt og død ville herske og bringe den første krig til denne verden der ville rive alle væsener væk fra hinanden og dræbe hinanden til sidst i en kæmpe kamp. men intet er sikkert i profetien og derfor er det ikke sikkert endnu om hvad der kommer til at ske men jeg ved at din ven du har med er sethular og derfor skal han beskyttes for alt i verden. for hvis han dør vil vores verden aldrig finde fred igen. og der er nemlig væsener her der ønsker det. da mørket lever i vores verden som den gør i jeres. derfor vil jeg gerne tage med jeres gruppe og jeg vil træne dig til at være en præst. ikke kun af lyset men også at det mørke." sagde hun og slap sin stav som blev stående op i luften. hendes venstre hånd begyndte derefter at lyse op og hendes højre hånd begyndte at blive dækket af sorte flammer. "de her krafter kan blive dine lige så meget som det er mine med træning nok" sagde hun og stoppede sine hænder med magien og tog staven igen

udenfor til festen:

sakref blev ved med at snakke med beboerne af byen og imens kom camille og tristan hen til gyden hvor kvinden og den gamle mand var gået hen. da de nærmede sig gyden kunne de høre den gamle mands stemme da han snakkede til hende kvinden. "det er ikke godt du er her valiona du er nød til at gå nu. det er for risikabelt da sethular er her i byen. du kan ende med at ødelægge hele profetien ved din tilstedeværelse her og du ved lige så godt som mig hvor farligt det er hvis profetien ikke går af sig selv" sagde han og camille og tristan kunne kun se skyggen af den gamle mand og de kunne før hellere ikke se andet end kvindens skygge men så trådte hun ud så de kunne se hende. hun var høj og slank og lange flotte rottehaler der strittede ud et godt stykke som var de horn på baghovedet af hende. hun var iklædt en lang nederdel der var delt i fire.hun havde noget der lignede et sort læderkorset på og en slags tynd langærmet knap bluse der var lyse lilla på hvor kun det øverste var knappet da læderkorsettet dækkede hendes mave. hendes hudfarve var almindelig farve som camille og tristan men hendes hænder var lidt underlige. hun havde også de mærkelige skællet lyselilla handsker på hænderne som gik ned til albuen. og så havde hun noget der lignede en lys lilla hale. "jeg skal nok passe på og jeg kender godt profetien og jeg ved godt hvad der sker hvis sethular møder mig allerede men jeg vil så meget gerne møde ham jeg kan mærke hvordan min sjæl kalder efter ham og prøver at trække i mig til at gå hen til ham" sagde hun med en stemme som var så blød og så varm at selv tristan og camille kunne mærke venligheden. hvem var hende 'valiona' og hvad er hun?

Tristan kiggede kort på maden som han knap nok havde nået at røre og nikkede så. Så sulten var han alligevel ikke. "Tilbage lige om lidt" Nikkede han til Neko og rejste sig for at følge efter. Der var mange mennesker på pladsen og folk ved deres bord ville ikke bemærke hvor de blev af alligevel.
De nåede hen til gyden og Tristan lænede sig op imod muren for bedre at kunne høre og for ikke at blive set. han gav tegn til Camille om at gøre det samme.
Det var en underlig samtale de var vidne til. Han forstod ikke meget af den, men det lød som om at de vidste mere om fremtiden end som så. Eller også var det en omgang overtroisk vås.. han skød på det sidste. Et forvirret blik imod Camille og han prøvede at spejde Sakref i mængden, uden held.. Var dte ham de snakkede om?

//Ikke lige så langt desværre, jeg havde lidt travlt //

De stod presset op ad muren, Camille nøje placeret bag ved Tristan, hvilke med garanti ikke var tilfældigt.
Han havde en lyst til altid at være først og også en smule tildens til at passe lidt på hende og på andre.
De lyttede, imens de stod stille som statuer, uden at give en lyd fra sig.
* hvem er pigen Valiona ? g er dét...kan det være vores Sakref de taler om ?* tænkte hun og fik et spekulativt udtryk i hendes blå øjne.
En beskytter trang overfor Sakref rørte på sig, dét var tydeligt at denne Valiona følte sig tiltrukket af Sakref, men hun ville kun få adgang til ham, hvis Camille mente hun var en god person, havde hun pludselig truffet beslutning om.Dét måtte jo testes, og da der ikke lige var tid til at drøfte dét med Tristan og dermed høre på dét var en meget dårlig idé...tog hun sin lille stofpung med nogle mønter fra deres gamle verden og kastede den hen af jorden , mod Valiona og den gamle mand
"Ej...lad vær og skubbe sådan ".himlede hun op, og satte forbi Tristan over mod Valiona og manden, under undskyldning af at skulle have hendes pung.
Da hun stod foran dem begge , og håbede Tristan var lige bag hende talte hun venligt til dem.
"undskyld vi forstyrre....jeg tabte noget ....og hvem er i ? " imens hun smilede dét mest imødekommende smil hun kunne.

Mina kom med et fnys, da hun sagde, at hun ville råbe snyd og dræbe hende.
"Hvad tror du jeg er en dræbermaskine? Jeg dræber kun hvis jeg har en grund, og ind til videre har jeg ikke nogen grund til at dræbe dig, så lad dog vær med at være bekymret"
Hun lagde især trykket på det sidste som lidt drilleri, at hun alligevel skulle være bekymret. Hendes nysgerrighed blev dog vagt til live, hun ville føre hende til et sted. Hvor? Det blev sikkert interessant, men dog havde hun allermest lyst til at gå ud og deltage i festen. Ikke på grund af festlighederne, men på grund af maden. For hun var godt nok sulten, men hun kunne vel klare sig i et stykke tid endnu. Så hun fulgte pænt med, hun havde dog lagt mærke til de hemmelige gange, fordi hun kunne mærke der hvor der var kalk muren, og der hvor der ikke var, var der en gang. Hun havde næsten en 3D kort inde i hendes hovede. Da de kom ind i rummet, kunne hun skimte malerierne. Men hun kunne ikke se hvad der var på, og der var selvfølgelig andre mærkelige ting. Men man mistede hurtigt let interessen, når man ikke kan se tingene ordenligt, for flere af tingene var jo af jern og andre materialer. Dog kunne hun fornemme at rummet var helligt? Hun lyttede interessant med, kunne virkelig denne sakref være denne profit? Efter hendes mening har han altid været lidt speciel på den gode måde. Men så snakkede præstinden videre. Beskytte ham? Han er jo en profit og han behøver vel ikke beskyttelse, han er stærk nok i forevejen. Hun ville se det som en dårlig ting at blive passet på. Hun kunne skimte/føle den mørke magi i hendes ene hånd og lysets i det andet. Da hun sagde at hun kunne få sådan nogle evner, sagde hun straks.
"Jeg ønsker hverken dine evner eller noget. Jeg er tilfreds med min egen."
Så rakte hun ud med sine kræfter og lige pludselig begyndte rummet af dryppe af flydende hvidt kalk. Hun mærkede dog at hun blev tappet for sine kræfter, og hun mærkede, hvordan hendes kinder blev suget ind. Nu lignede hun virkelig en af de sygelige tynde afrikanske børn, der var tyndere end tynd. Så slap hun med sine kræfter og alt det der dryppede på væggen blev til støv og faldt ned på jorden.
"Men lyder interessant, jeg har jo lovet at jeg i hvert fald ville ikke bringe Sakref i fare, så det passer jo fint nok. Som jeg har lovet, så vil jeg prøve at følge din træning. Men før vi overhoved begynder på noget andet, ville det så ikke være godt at vi tog tilbage til festen?"
Mina stod stadigvæk med rank ryg, og hendes øjne lysende af beslutsomhed. Hendes ben ville ryste af mangel på kræfter, men hun stod helt roligt. Hun havde kontrol over sig selv, det var hendes krop, ingen andre.

inde i kirken:
præstinden smilte og gik hen så hun stod ved siden af mina. "jeg har skam ikke tænkt mig at tvinge dig til at lære nye krafter men med store krafter kommer der store muligheder" sagde hun og let strejfede mina skulder og i et blink sekund kunne mina på en måde se skygger og lys hvordan det gav også farver. det var lidt ligesom da hun kunne se farver men meget blørerede som om hun kiggede igennem en sø før hun kunne se tingene. men det forsvandt meget hurtigt igen. så hurtigt som om det aldrig havde været der i starten. "men du har ret vi burde nok gå ud til festen" sagde hun i det der skete noget med hende. hun faldte ned på knæ og stønnede som om et stort slag havde slået hende i maven. men hun lod som ingenting og rejste sig op igen og stod ret op og begyndte at gå op af trappen.

udenfor til festen:
sakref sad og snakkede med nogen af beboerne af denne by og havde lagt ikke mærke til noget med at tristan og camille var væk. neko, beko og bron sad bare og snakkede med nogen forskellige væsener fra byen også. faktisk næsten alle fra gruppen af snakkede med nogen fra byen. i det camille kom gående ned af gyden for at 'hente' sin pung kiggede kvinden og den gamle mand på hende og tristan da han kom til syne. "bare rolig i forstyrrede ikke noget mit navn er valiona og det her drakon den vise" sagde kvinden venligt med en stemme der var så venlig og rar at det ville kunne forvandle det hårdeste og koldeste hjerte til blød smør. "i må være de nye væsener her i verden. dem der kom fra portalen af. er det ikke mennesker i bliver kaldt?" spurgte valiona venligt camille og kiggede på camille med et venligt og rart smil.

Tristan fulgte lidt forlegent efter Camille. Gad vide om det var gået op for hende hvilket signal det sendte at de lavede med den åbningsreplik. 'Ikke skubbe sådan'... HAn kiggede med et nik hen imod den ældre herre og det samme til kvinden. Hun virkede meget mild og virkede meget ... modsat af Sakref.
"Hyggeligt at møde jer.. Jeg er Tristan C. Wonder og det er Camille St.Clair" Svarede han imødekommende og smilede lidt. Den ældre herre virkede til at være talsmand for byen. De kaldte ham ogs¨'den vise', måske var han en af de ældste.
"Jo .. Vi er mennesker" Afsluttede han og rodede lidt i det orange strithår. Det var svært når man ikke vidste hvordan deres kultur var og hvordan de hilste osv.

Selvfølgelig havde hun ikke lige tænkt de kunne opfatte dét sådan, men et blik fra Tristan var nok til at give hendes kinder fornyet kulør.* dét var ikke sådan ment smartass * tænkte hun men dét var da brugbart at spille videre på, hvor de to foran dem, ville blive mistænksomme.
Camille var skeptisk....skeptisk og tiltrukket, eller nærmere draget af den mildhed Valiona synes at udstråle .
Men hun havde bare oplevet for meget, set for diverserende ting og blevet skuffet for ofte til at kunne tro på ren godhed.Alle rummede modsætninger i deres natur...også Valiona, og havde hun ondt i sinde blev dét ihvertfald ikke med Sakref som legetøj.Camille var ikke ligeså høflig som Tristan, så der var godt han førte ordet lige nu.Hun var som en lille killing der rejste børster og havde kløerne parat til at kradse , såfrem dét skulle vise sig nødvendigt.
"Hvorfor denne interesse for Sakref ? Jeg kunne ikke undgå at bemærke i havde jeres opmærksomhed på ham." spurgte hun mere reserveret ,dog uden direkte at være uhøflig.

Mina fornemmede tydeligt denne kraft, da præstinden rørte hende. Hun så kalken blive dækket af farve, hun så! Mina gipsede af overraskelse, og trådte et skridt tilbage. Hun så hen på præstinden, var det hendes kræfter eller hendes guder, der havde gjort det. Hun huskede, så klart og alligevel var det så fjernt, måske havde hun ikke set alligevel? Eller hvad? Men hun blev bekræftige i at hun havde set på den måde præstinden krøb sammen, som om hun havde fået et slag i maven. Mina gik hurtigt hen til hende og brugte hendes kræfter til at hjælpe hende med at rejse sig op. Minas hale kørte utroligt fra side til side. Hun så præstinden gå videre og Mina stod og så på hende. Hvordan vidste hun at præstinden var havde en blå hud i virkeligheden, hun måtte ha set. Så sagde hun med en spørgende stemme.
"Fik du det mentale slag, fordi du trodsede guderne med at give mit syn tilbage?"
Mina så ikke nogen grund til, at de andre guder ville hjælpe hende, så det var måske derfor de havde straffet præstinden for at hjælpe hende. Eller så kan det måske være at selv guderne ikke ville trodsede tilfældighedernes kræft? Måske havde Mina en skæbne?
Mina havde aldrig troet på skæbnen, men måske havde det ikke været så tilfældig, at hun havde mødt sakref's blå søn på politistationen, som hun lige havde slagtet brutalt.
Mina rystede på hovedet og begyndte at gå op ad, hun var åbenbart blive meget filosofisk på hendes gamle dage, tænkte hun og smilte for sig selv. Det er sikkert manglen på mad ,der gjorde, at hun ikke tænkte så klart.

inde i kirken:

præstinden kom op på bene igen "det kan man også sige og så er der noget der er ved at ske. et mørke så sort som del'sharka's hænder. det er necromancerne de er på vej!" sagde hun med lettere frygt og bekymring i sin stemme og løb afsted op af trappen.

ude til festen:

manden kiggede hen på valiona og sukkede stille "i har hørt noget som vi ikke har fortalt som er med i legenden. men i må ikke sige denne information til nogen hvis i gør det vil kunne ændre på hele skæben af verden men legenden fortæller om en kvinde født af rent blod og sjæl. for som hendes ånde kan spyde ild så kan hendes sjæl dulme mørket i sethulars sjæl men hvis hun møder ham for tidligt vil han ikke kunne udfylde sin skæbne og verden vil ende i krig og ødelæggelse" sagde den gamle mand og kiggede på camille og tristan hvad mente han med at hun kunne spyde ild? betød det at hun var en drage? det kunne hun jo ikke være hun lignede en almindelig kvinde jo. men hvis hun var betød det så at han også var en drage?. det hele var meget forvirrende og det blev heller ikke bedre at den pludslig vind var kold som is så de kunne allesammen se deres ånde og pludslig kom der en kæmpe eksplosion der sprang et hus helt i luften og i stykker.

Tristan lyttede efter, men var ikke vildt overrasket. Han troede bare ikke på profetier og legender. At spyde ild kunne være en evne. Ligesom væsner havde en evne, ligesom Camille havde en , ligesom han selv havde en..
En høj eksplotion kunne høres og Tristan fik vendt sig rundt lige tidsnok til at få lufttrykket og varmen i ansigtet..
Han gispede kort og satte i spurt imod huset der var sprængt, måske havde der været nogen derinde.Nogen der havde brug for hjælp. Festen var stoppet og nogle var allerede gået i panik. Andre blev hvor de var.
Igennem menneskerne kunne Tristan ikke spotte Sakref, eller nogen andre de kendte.

Camille kunne godt lide eventyr meget enda, hun ønskede bare ikke at der skulle gambles med hendes venner..eller ændres på livets gang i disse eventyr.
Derfor vidste hun ikke rigtig hvad hun skulle mene om beretningen.Hun havde jo, enganf mødt en drage, så hun kendte til deres eksistens, men i kvinde skikkelse.
Pludselig blev dét meget køligt.Hendes ånde hang som en sky af røg og en gysen kriblede gennem hendes krop.
Hun nåede kun lige at sige Tristans navn højt, men dét druknede i støjen fra den efterfølgende eksplosion.
Camille blev blæst en halv mener baglens, eller måske hoppede hun dét nærmest af skræk.og da hun så Tristan løbe mod huset, satte hun Istedet kurs mod Sakref og de andre, for at slå følge med dem.Så kunne de hente Tristan bagefter, når han havde reddet hvad der reddes kunne.
Camille havde hurtigt overvejet at gotta ham,se om hun kunne hjælpe til, men hendes intuition pegede på dét nok ville være en god i det at holde et øje på Sakref og denne Valiona chick.

"Necromancerne?"
Mina stod lige et øjeblik og rodede inde i sin hukommelse om, hvad necromancere lige nu var. Er de ikke de der, der kan rejse døde eller sådan noget? Mina trak bare på skuldrene, præstinden forventede sikker, at hun skulle hjælpe til især med at beskytte sakref. Hun fulgte hurtigt med præstinden udenfor, og de høje eksplosioner skar i hendes øre. Hun kunne tydelig fornemme nogen ude for byen, der kom med stor hastighed ind imod byen. Hun fik hurtigt lokalisere de andre, og så fornemmede/tristan løbe ind i huset og Camille løbe imod sakref. Mina var sulten og hun havde ikke mange krafter. Hun kiggede omkring og så hurtigt denne anderledes kvinde. Det var hende Camille og tristan lige havde stået ved. Et eller andet ved hendes kropsstruktur fortalte hende, at denne kvinde ikke var en normal kvinde. Hendes knoglestruktur var lidt for perfekt og små stumper af knogler som lå i ryggen virkede til at være klar til at kunne folde store vinger ud. Et eller andet også ved hendes kraft forudrolige hende også, den var lidt for unik og ældgammel. Noget inde i hendes sind sagde, at hun var en af de ældste racer, hvilken det var lige spørgsmålet. Mina skyndte sig hen ved madbordet, for ellers ville hun ikke have noget energi til at kunne noget som helst. Men en eksplosion var ved siden af hende, og en ca 5 kg tung sten fløj lige ind i kraniet på hende, og hun faldt om på stedet. Heldigvis for hende havde hun for langt tids siden gjort hendes knogler så kompakte og så stærke, at de ikke kunne brækkes på normalt vis. Så hendes kranie flækkede ikke, som den ellers ville ha haft gjort. Hendes krop lå slap på jorden og blod fra såret, som var blevet lavet ved sammenstødet, trillede ned af hendes panden.

store grønne flammer stod op af huset og et kæmpe hul der fyldte halvdelen af huset. hvis nogen var derinde ville de havde været døde for længst. men det så ud til at alle var til festen så der kunne umuligt være nogen hjemme. endnu en eksplosion ramte. det var endnu et hus der sprang og himlen over dem blev pludslig fyldt med grønne lys. men det var ikke lys det var nogen slags energi kugler der fløj ned imod dem og ramte mange af husene som regn og når det ramte så kom der små eksplosioner fra dem. væsener i sorte lange kåber med hætter og stave med skellethoveder på begyndte at gå igennem gaden. byens soldater begyndte at kæmpe imod dem men blev meget hurtigt dræbt som var de ingenting. og hver gang der var en død så brugte disse troldmænd sort magi til at genoplive dem som tankeløse slaver. kaos fyldte hurtig gaderne i den lille by og folk løb paniske rundt. nogen af de soldater der var i live begyndte at fører kvinder, gamle væsener og børn ud af byen og fik dem til at flygte sammen med nogen af soldaterne. resten stod tilbage og prøvede forgæves at kæmpe imod denne gruppe af onde troldmænd. sakref selv var begyndte at kæmpe imod disse troldmænd og hans så ud til at have lige så mange problemer med at kæmpe imod dem som de havde med at kæmpe imod ham alene. og det blev ikke bedre for disse troldmænd at sakrefs lærlinge kom som skygger og angreb dem der havde travlt med at kæmpe imod sakref alene. den gamle mand og kvinden valiona foldede deres vinger ud som de havde inde under huden på deres ryg så man ikke kunne se det og fløj væk. det så ikke ud som om de flygtede fordi de var bange eller var for svage imod denne gruppe necromancere men mere som om de ikke måtte blande sig i denne situation. magiske energier og krafter fløj igennem luften og ramte ind i hinanden det var en kamp der var undermandet fra en til ti. langsomt begyndte de andre at blive slået ud. først mina som så ud til at have været bevistløs i lang tid. så derefter præstinden der prøvede at beskytte både sakref og mina. så derefter zaela og hendes nye søster. så derefter neko, beko, nika og bron. nu var det kun sakref, camille og tristan tilbage. men der gik ikke lang tid før selv de blev overmandet. nu var der nemlig en kæmpe gruppe af disse zombier rundt om dem allesammen og de blev hurtigt slået ud. tristan blev ramt af en kugle af bedøvelses magi så han faldte i søvn. camille blev ramt af et slag i hovedet fra en af zombierne så hun faldt til jorden og sakref blev til sidst omringet og blev holdt nede imens en af disse troldmænd lavede en smertefuld magi på sakref så sakref besvimede. men de blev skam ikke slået ihjel. hverken tristan eller camille eller sakref eller nogen af de andre. de blev af en eller anden grund taget til fange og begyndte at blive slæbt afsted ind imod den dunkle skov der ved den her tid var så mørk som kul. de allesammen begyndte at vågne stille op efter nogen timer. de fandt dem selv allesammen i store metalburer som var pyntet med knogler hist og her. de kunne se at de var i en kæmpe stor lejrer. der var store sorte telte over det hele der var pyntet med sorte flag med en skellet hånd på flagene. der stod væsener i sorte kåber over det hele. nogen af dem gik med en lille flok zombier og skelleter efter dem som om de patroljeret og nogen af dem stod henne ved et bord og blandede eliksirer og nogen af dem stod og snakkede sammen og de sidste enten stod og drillede hinanden med at lave små onde magier på hinanden eller så sov de. sakref og alle de andre var endnu bevistløse. de var dog heldige allesammen at de var i samme bur.

Tristan spurtede afsted imod det første hus der var brudt i brand og nåede også næsten derhen. Lige inden han nåede huset ekplodere det ved siden af og lufttrykket kastede ham til siden, så han tumlede hårdt hen af jorden.
Alt var sort et øjeblik og han kunne mærke et par skrammer rundt omkring, men vigtigst af alt kunne han høre folk skrige og gå i panik. "For satan.." Mumlede han da han kom på benene igen kun for at opdage mænd i kåber gå rundt i gaderne. En soldat ved siden af Tristan prøvede at slå ud efter en , men lå på ingentid død på jorden... Også rejste han sig igen? Hvad skete der lige her?
Soldaten slog ud efter Tristan og han greb opmærksomt knytnæven. "Easy Buddy... Kan vi ikke snakke om d..." Mere nåede han ikke inden fyren slog ud efter ham igen og blev ved.
Tristan prøvede så vidt muligt at holde standen imens der gradvist kom flere zoombie ting til. Han følte sig underbemandet og som om oddsende var imod ham. Selvfølgelig havde han allerede taget sin evne i fuld brug og prøvede af alle kræfter at lamme dem der kom for tæt på med et ordenligt blåt lyn. Det synes bare at tiltrække flere, som fluer til en lampe.
Ud af øjenkrogen fangede han synet af Neko, Mina nogle andre der blev båret væk, bevidstløse. "Mina! Neko!" Udbrød han, men måtte opgive at komme tæt på.
Han fik øje på Camille lidt længere væk og hun stod til gengæld stadig. Det så umuligt ud at nå hen til hende, men det skulle ikke forhindre ham det.
"Camille! " Råbte han til hende og massede sig af alle krafter hen imod hende, imens han skubbede alle zoombier på vejen til side med så meget elektricitet han kunne lade op og blå gnister fløj over alt. Hvad skete der her? Han havde ikke tid til at tænke på det..
"Camille!" Udbrød han igen da han var lidt tættere på og var sikker på at hun ville høre det. Han var der næsten nu og havde faktisk troet at han ville klare det, men en eller anden hætteklædt havde haft en form for pistol gemt under hætten og han nåede lige at mærke noget der ramte i armen inden han væltede rundt imens alt blev sort...

De mystiske væsner eller hvad de var, der havde indtaget gaderne og efterlod intet andet end død og ulykke i deres kølvand...jo...også zoombies så dét ud til..., dét var et frygt indgydende syn.
De synes være i overtal og uanset hvor meget der blev kæmpet , var dét ikke tilstrækkeligt til at holde dem på afstand, de krædsede ind i takt med Camille så sit liv rinde ud.
Hun så hendes venner falde som fluer, og kunne næsten høre en instrumental vemodigt, næsten sørgelig melodi i sit indre.
En levende død trak hende ind til sig, men en albue midt i hans ansigt ,fik ham at slippe et øjeblik.
Hun hørte Tristan et sted i mængden og et glimt af håb...havde de en chance for at undslippe dette helvede ? Han kaldte på hende , og i mængden af kaos spottede hun ham og isamme øjemed dejsede han om , for øjnene af hende.
"Triiistan "skreg hun og hendes hjerte bristede...alle var nede nu ...hun vendte sig om mod de nu tre levende døde hun havde bag sig og den første blev ramt i nakken af en tung træstol hun med telekinese slyngede efter ham, og den næste skulle ha...
Så blev alt sort.
Endnu een var kommet til og med et eller andet hårdt instrument gakket hende lige i baghovedet , og hun faldt om, omsluttet af håbløshed og mørke.

Noget rykkede og prøvede at vække Mina.
"Nej gå nu væk Alias, jeg prøver at sove"
Sagde hun dybt nede i hendes underbevidsthedens mørke til Alias som var hendes barndomsven. Mørket var et dejligt blødt tæppe, og Mina ville ikke vågne op til dette lys. Noget hev hende op fra dette mørke, og skarpt lys skar i Minas øjne, da hun åbnede dem op. Det tog lidt tid før hun opfattede, hvor hun var. Så blev det hele klart med en skarp smerte i hendes hovede.
"Av, what the fuck?"
Mumlede hun for sig selv, mens hun tog sig selv til hovedet. Hun havde en stor bule i hovedet og en gevaldig hovedepine og kvalme. Så huskede hun eksplosionen og hvordan det hele blev mørkt. Hun rettede sit hovede op og kunne tydelig mærke, hvordan det hele næsten sejlede rundt. Selvom hendes kranium ikke var brækket eller noget, så havde hun fået en hjernerystelse, og som gjorde at det var svært for hende at se eller tænke klart. Mina kiggede omkring og så de andre omkring sig. Hun var åbenbart den første der havde vågnet, for alle de andre så ud til at sove. Hun kunne høre deres lave vejrtrækninger og hun kunne se deres ribben bevæge sig stille og roligt udad i en langsom og rolig vejrtrækning. Mina satte sig helt op med ryggen lige imod tremmerne. Hun kunne tydelig se alle de kranier omkring, og hun så to stå og snakke. Hvor let ville det ikke være at knække deres nakke? Men da hun tænkte på sin evne, så mærkede hun også hvor utrolig træt hun var. Hun havde ikke fået mad siden de enkelte frugter fra hospitalet, som heller ikke havde hjulpet meget. Hun sad og ventede og hun begyndte straks at kede sig. Hun havde lyst til at dræbe dem, men det ville sikkert ikke hjælpe. Så hun så hen på en af de sovende, de ville sikkert ikke ligge mærke til med det sammen at vedkommende er død. Så hun ville helst dræbe ham på en måde så det ikke kunne spores. Hun drev en smule af kalken fra hans knogler ud af hans blodbaner og hen imod hjertet. Så brugte hun den smule kalk til at blokere hans store blodåre fra hjertet af, og hurtigt døde han lige så stille uden nogen kunne ligge mærke til det. Især fordi Minas evne ikke er en helt almindelig magi evne, de fleste evner var baseret på ens indre energi altså mana eller energi taget fra omgivelserne. Mens Mina hentede energien til sin evne igennem hendes krops lageret energi. Hun har også fået af vide at flere, at hendes evne ikke er direkte magi, og derfor kan magiker der kan fornemme når andre brugte deres evner ikke fornemme når hun brugte hendes evne. Hun smilte tilfreds for sig selv og lod kalken drive ud der hvor den var taget fra. Så der var ikke nogen som helst spor eller noget. Minas øjne blev tunge og var ved at falde i. Hun mærkede det bløde varme tæppe af mørke, som hun havde så meget lyst til at blive omslugt af. Hun vidste, at dette mørke ikke var godt. Men hun var så træt at hun faktisk ikke gad andet. Så hvis ikke nogen vækkede hende eller på en eller anden måde fik hende ud af mørket, ville hun gå i fuldstændigt koma. Fordi når hun altid har brugt alt for meget energi, kan hun gå i koma i flere dage.

sakref var begyndt at nu at vågne op efter den lille magi ting den ene af necromancerne brugte. han så hvordan mina havde været vågnet men var ved at besvime. han så med det samme hvordan hendes åndedræt var ved at gå ned af og blive meget lavt. han sprang op med alt den energi han overhovedet havde i sig ved den tid og tog fat rundt om mina så hun lå i hans arme. han bed sin pulsåre i hans håndled så hans mørkelilla blod begyndte at flyde ud og meget hurtigt fik han åbent minas mund og ligget hende i en stilling så hun ville kunne sluge og derefter dryppede han sit blod ned i munden på hende så hun begyndte at sluge hans blod. han viste godt at hun ikke var en vampyr så det var ikke selve blod hun havde brug for men han viste at hans blod var specielt. alle hans energier ligger i hans blod og der er ikke mange der ved det og dem der ved det ved også godt hvor farligt det kan så være at drikke for meget af hans blod. meget ofte dem der får drukket hans blod bliver så afhængige af det som en narkoman til narko. men det var meget ofte de væsener der var svage i forvejen. og der var selvfølgelig andre ting hans blod kunne hvis man blandede det rigtigt. så som tristan havde ikke fået sin lille kraft hvis han ikke havde fået den eliksir som sakref havde lavet hvor hans eget blod var i også. han viste at hvis noget kunne give mina sin styrke igen så ville det være hans eget blod. stille og roligt begyndte de andre også at vågne. bron var den første til at vågne. derefter nika, neko, beko, zaela, surzi og derefter melvin. nika begyndte at gå hen til tristan og camille for at kaste en magi på dem som ville meget sandsynlig vække dem. det var ikke nogen farlig magi og ville ikke skade dem men det var en magi der gjorde at folk mistede trætheden.

Alt var sort. Han følte sig kold og alene hvor han var.
Meningsløse drømme fløj igennem hans hoved og aftnens begivenheder blev gentaget hundredevis af gange i hans hoved. Da de fløj igennem portalen.. Folk der ændrede sig. Præstinden og byen. Ork angrebet. Sakrefs nye vilde kraft. Var smuk Camille havde set ud i den kjole, og vor meget der aldrig var blevet sagt. Angrebet af de små mænd...
Det var ligefør at han havde accepteret at han ikke ville vågne igen, at alt dette bare ville køre i ring igen og igen, men sådan blev det ikke.
Drømmens blev svagere og mere tågede og pludselig slog han øjnene op. Hvor var han? Var han død? Nej så ville han ikke have så ondt alle steder.. Hans arm især gjorde ondt.. Lige under skulderen. Han huskede noget der havde ramt ham der lige inden alt blev sort.
Med en anstrengende lyd fik han sat sig op og kigget sig omkring. Alle var her kunne han se, men han var stadig for søvnig til at tage stilling til hvordan de havde det.
En underlig fornemmelse i hans arm.. Han prøvede at løfte den, men det ville den ikke.. Den sov måske stadig efter skudet?

En skærende smerte i hendes hoved , fik hele rummet til at spinne rundt, som en dårlig forlystelse uden variation i bevægelserne blot gentagelser.Kvalmefremkaldende.
Hun slog øjnene op og rynkede på næsen imens hendes hånd grundigt undersøgte hendes hovedbund for eventuelle skader og brud.
Der var ikke hul eller buler, hvilke hun fandt en kende underligt,da dét havde været et kraftfuldt slag, gud ved hvad der var slået med ?Hjernerystelse kunne derimod ikke udelukkes.
Hun jamrede svagt da hun rejste sig og begyndte systematisk at tjekke burdet ud.
Hun nikkede undervejs til de andre, så at de ikke var fatalt skadet nogen af dem* nogen vil have os i live, why is that ?*
Hun fandt døren på burdet, hvor en lås af smedejern var påsat.
Camille pillede en hårnål ud af dét lange hår, stak den ind i låsen and did her thing, til et lille 'klik' hørtes og låsen gik op.
Med lidt besvær fik hun den helt åben og trukket til side, så at døren nu stod åben...hun så på de andre, kunne de stilke af, eller var deres tilstand.vor risikabel ?

Det dejlige mørke omslugte hende men med et vågnede hun brat op. Sakrefs blod havde virket ligesom en kickstarter til en bil. Hendes øjne var vidt åbne og hun så helt klart og uforstået op på sakref. Hvorfor lå hun i hans arme? Hvorfor kunne hun smage en bittersød smag i munden. Hendes øjne finindstillede sig på hans hånd og kunne skimte tydeligt såret og blodet. Det var blod?! Hendes hånd lagde sig omkring hans håndled, som også stoppede så hun ikke fik mere blod. Nu forstod hun hvor stor fare hun havde været i før, og hun nikkede så taknemlig mens hun gav ham et taknemmelig smil. Det var ikke noget man så hverdag fra hende af, og det forsvandt dog også hurtigt igen da hun hørte kliklyde fra døren ud fra buret. Hun sprang hurtigt op, mærkede straks stadigvæk svimmelheden som dog ikke var så stærk og greb fat i hendes arm og fik hende trukket væk og lukkede hurtigt døren i. Hun kiggede med et helt uforstående blik og total forvirret. Hun prøvede at holde hendes stemme nede, så de andre fjender ikke hørte det.
"Hvad helvede har du gang i kvinde? Kan du ikke se alle de væsner omkring."
Flere af dem var skjulte men ikke for Minas øjne.
"Er du ude på at slå dig selv ihjel? Jeg vil normalt have ladet dig gå, men nu hvor jeg har lovet noget, så vil jeg ikke lade dig gå ud på en selvmordsmission. Det er godt at du kunne låse den op, men vi er lige nød til at tænke os om ikk?"
Mina håbede virkeligt at Camille forstod det, eller ville hun bruge sine evner til at tvinge hende til ikke at flygte for sig selv. Hun kunne mærke hvor meget energi hun alligevel havde fået, selvom det kun havde været så lidt blod. Hun var dog ikke i topform endnu, men hun var dog i lidt bedre tilstand end der hvor de var kommet igennem porten. Minas faldt hen på Tristan, som åbenbart prøvede at løfte sin tydelig brækket arm på grund af et skyd. Mina gik roligt hen til ham og tog fat i hans arm. Kuglen som sad i hans brækkede arm tvang hun ud af knoglen ved at kalken pressede kuglen ud og så reparerede hun hans arm. Men nu ville følelsen i hans arm nok vende tilbage.
"Vi er stadigvæk nød til at få kuglen helt ud af din arm, jeg har fået den ud af dine knogler. Men vi er nød til at pille den ud fra såret, fordi ellers har den en chance for at blive ført med blodårene op til din hjerne og blokere der"
Hun så spørgende på ham om hun skulle få den ud. Hvis han beklagede sig over smerten eller noget som helst andet, ville Mina være ret så ligeglad. Derfor hun overhoved hjalp ham ligenu, fordi hvis han rendte rundt med en brækket arm ville han kunne være sig selv til fare og være fare til alle de andre.

sakref satte sig hen til tristan og en sort tåge samlede sig rundt om sakrefs fingre. han havde lige pludslig nogen halvgennemsigtige sorte klør der var spidse og lange. han stak dem ned i såret i tristans arm og fik pillet skudet ud af hans arm. "vi skal ikke flygte vi har ingen anelse hvor vi skal flygte hen eller hvem der er venner eller hvem der er fjender. for det andet så har vi jo set hvor farlige de er. hvis en gruppe af dem kan udryde en hel by hvor meget ville så en lille gruppe på to eller tre af dem kunne gøre mod os og i den stilling vi sidder i lige nu?. plus at de har en leder imellem dem. han er meget kraftfuld. faktisk lige så kraftfuld som jeg er og han ville kunne udryde i hvert fald jer andre meget hurtigt hvis vi var hver for sig. plus det skader jo ikke at finde ud af hvad de vil før vi flygter" sagde sakref og kiggede op på camille. han havde en meget god pointe at hvis de kunne smadre en hel by så hvad ville en gruppe af dem gøre ved os og mere i alt hvad ville deres leder kunne?. og hvis han var lige så kraftfuld som sakref så var det jo ikke så godt. plus at de allesammen var skadet virkelig meget og at de var i undertal. de ville nok aldrig klare det hvis de flygtede og hvis de gjorde så ville de ikke vide hvor de var på vej hen eller hvad de ville finde i den der store dunkle skov.

Tristan følte en hvis trang til bare at lægge sig til at sove igen. Skudet havde stadig en lille effekt på ham og han tågede rundt. Nok til ikke at opdage Sakref indtil han sad lige ved siden af ham.
"Argggg for helvede...!" Hyssede han og dæmpede det til en sammenbidt visken for ikke at skabe opmærksomhed. Det var rart at få skudet ud, men for fanden det havde gjort ondt.
"tak.." Mumlede han til Sakref og gnubede sin arm. Han kunne stadig ikke bevæge den, men det kom nok lige om lidt.
"Jeg er enig med Sakref, men hvad gør vi så? At blive siddende her kunne være selvmord.. For alt vi ved kunne de bare vente på at få godkendelsen til at dræbe os"
Sagde han så og var langsomt ved at få fatningen igen. Gad vide hvor længe de havde være bevidstløse?
"Arggg..." pep han meget stille og bed sig i læben da hans hånd strejfede skudhulet. Han rev et stykke af den lidt for længe trøje af og bandt det stramt om armen.. Så forblødte han i det mindste ikke...

Camille vendte sig irriteret om ved lyden af Minas vrissende stemme.
Der var enkelte væsner i periferien hun kunne se, men kunne de ikke overmane dem ?hvis ikke, var de virkelig på røven, overlagt til fjendens medlidenhed, ikke noget der huede Camille.
"Jaa...dét var da min plan...gå døden i møde...Istedet for at sidde her og lege offer " vrissede hun hviskende tilbage .
Hun lukkede dog igen burets låge, da også Sakref synes at give hende et blik.
Hun sukkede irriteret, hun var rastløs og havde en bragende vild hovedpine og den aftog bare ikke af at sidde her og vente, aftog ikke af at ligge deres skæbne i hænderne på de andre.
"fint..vi afventer vor skæbne lydigt og roligt " mumlede hun , dét næste de forventede var vel et tak også ?
Camille var blevet vred, og hun ledte efter en måde at få afløb for dét på, og en stol fløj pludselig tværs gennem lokalte og ramte den ene af væsnerne lige i nakken.
Hun fik sat sig meget hurtigt ned og kiggede ned i gulvet, Camille.

Hun havde lyst til at sige højt til Tristan at han ikke skulle pive, men holdte sin mund.
"Jeg kunne selv ha fjernet hans kugle"
Sagde hun til sakref, ikke udfordrende men mere som en konstatering. Hendes blik faldt på den mere følelsesfyldte Camille. Et smil var på hende læber, hun sendte Camille et forstående blik. Hun ville ha selv ha skredet fra dem alle og ha klaret sig selv, men hendes løfte talte mere end hvad hendes lyster var. Så det var hendes egen hundehalsbånd til sig selv. Hun gik hen ved siden af Camille og så sagde hun lavt med et sit velkendte ulvesmil på sine læber og så skråt hen på Camille. Hun havde nu fået meget mere respekt for Camille, for hendes handlinger fortalte meget om hendes personlighed. Måske var hun ikke sådan en uskyldig lille pige after all?
"Du er ikke den eneste der ikke vil ligge og bare lade andre få magten over ens skæbne"
Hun så gennemtrængende på Camille og så vendte hun blikket på den døde necromancer. Hun smilte af tanken og sagde lavt til kun Camille kunne høre det.
"Ser du den mand liggende derovre, kan du se ham trække vejret?"
Så vendte Mina sig straks om og så hen imod de andre og efterlod Camille med sit spørgsmål. Så begyndte Tristan at pive højtlydt og Mina gik straks hen til ham.
"Hvad fanden har du gang i? Vil du absolut få deres opmærksomhed rettet imod os, så vi får mindre tid til at planlægge før de kommer?!"
Mina tog kalken fra sine tog ekstra depoter i sin ryg og lod dem føre næsten helt hen til hendes hænder. Så var hun klar på at straks få kløerne frem til at forsvare sig selv og de andre. Hun ville kæmpe til den bitter ende med et smil på sine læber.