the underworld (tristan, camille, crasie)

tid: kl 11:00
sted: inde i en lysning i den triste skov.

det var okay stille ude i den store lysning der var ude i den triste skov ca en kilometer væk fra sakrefs slot der lå i skoven. nogen par væsener var igang med at banke og hamre på en stor metal platform der var blevet lavet i midten af lysningen. vinden blæste stille så bladende på jorden blev svunget ud i luften og solen stod nu højt på himlen. imens de forskellige væsener var igang med at lave den store mørke metal platform færdig stod sakref og så på. der var en stor aura rundt om ham men det var ikke helt hans egen styrke men noget han havde med sig. i hans lomme havde han nemlig de fire medaljoner af kaosguderne det mest frygtede element væsener i verden. det siges at hvis medaljonerne skulle nogensinde gå i stykker efter de var samlet ville den kaosgud der tilhørte det element medaljon ville blive sluppet fri og ville bringe total kaos og ødelæggelse til jorden. sakref kiggede rundt imens han ventede på sine gæster han havde sendt invitationer til ville komme hen. der var nemlig noget stort der var ved at ske. noget der ville få hele verdens historie til at blive ændret og folks meninger med verden vendt på hovedet. sakref var lidt utålmodig med det men ikke lige så meget som hans lærlinge og hans børn. hans datter og søn var meget oppe og køre de kunne næsten ikke stå stille så de havde starten en træningskamp imod hinanden og kæmpede meget hårdt for at få brændt noget af det krudt de havde i sig af utålmodig. nika, neko, beko og bron var også lige så utålmodige så de havde hver taget en hammer eller et værktøj og begyndt også at arbejde på den store metal platform som næsten var færdig nu. den var igang nu med at blive pyntet med store metal spidser og store skarpe nitter og alt muligt der kunne få den platform til at se mere ond ud på en hvis plan. sakref tog en mærkelig slags perlekæde frem og begyndte nu at pille ved perlekæden i rent utålmodighed. det var en virkelig flot og gammel perlekæde. perlerne var kul sorte men ikke fordi de var falske. de var nemlig 100% rigtige sorte perler. på perlekæden var der også et smykke af en art. det var lavet af en metal art der var ukendt for jorden. den lignede sølv men det var ikke sølv men det virkede meget stærkere og mere magisk. sakref kiggede igen rundt for at se om gæsterne nu mon var snart her ellers ville han ende med at gå ud af sit gode skind af utålmodighed. han havde nemlig ventet år på dette øjeblik og det var lige nu som en slags fødselsdag for ham hvor han nu kun ventede på at åbne gaven og se det han ønskede sig i det.

// vil nu sige at rotationen af folk der svare er først tristan så camille og så crasie og så derefter mig igen og sådan forsætter den. vil også advare i starten at dette er en slags begyndelse på noget jeg er igang med at lave som er en rollespils hjemmeside som lost world. håber i vil nyde dette store og magiske verden af min verden. nemlig the underworld :)//

// uha...wee..spændende...jeg er beæret , herlig overraskelse, tak :) du har en sublim fantasi //

//mange tak det er jeg glad for at høre :) og jeg håber derfor at du vil nyde det her store og episke emne og historie det kommer til at være :) da det hele vil komme til at være bestående af hvordan min hjemmeside jeg laver kommer til at se ud :)//

//Godt så, kan se at jeg har trukket trumf kortet og for lov at svare først!//

Tristan bevægede sig med hastige skridt igennem skoven. Han var iført et par løse army grønne jeans, en sort t-shirt og udover en tynd sort jakke. Over skulderen havde han en skuldertaske fyldt med proviant, bandage og andet nyttigt grej til det eventyr der var ved at udfolde sig foran ham.
Han trådte ind i lysningen med et selvsikkert smil. Foran ham var en stor sort platform ved at blive bygget. Det overraskede ham ikke at Sakref havde beordret platformen til at blive 'pyntet' for at se vildere ud. Hans smil blev bredere.
En lille tanke blev sendt i retning af katten Luck som måtte blive på hans værelse imens han var væk. Han havde bedt chef og de underlige alfer om at give den noget mad en gang imellem, så måtte den ellers klare sig.
Idet han fortsatte igennem lysningen imod Sakref hilste han på de andre lærlinge. "Nika, Beko, Bron, Neko.." Han sagde deres navne som en hilsen når han kom forbi dem. Den sidste 'Neko' fik en kort high five inden han fortsatte videre.
"I have arrived" Sagde han annoncerende da han nåede op til Sakref og rettede lidt på sin taske. Han havde stadig et selvsikkert smil plantet på læberne.

Camille nynnede temaet fra Star Wars som hun gik gennem skoven og nærmede sig lysningen.
Hun havde sorte baggy bukser og top og gummisko i army print. Hun havde brugt en evighed på at opspore sko i hendes størrelse i netop dét print. En sort tyk trøje med tryk på i sølv hvor der stod 'fuck Google ask me' var bundet om hoften på hende.
Ryksæk med diverse, heckler stoppet ned i bukselinningen og håret i en hestehale. Om halsen en lille smuk kæde med en Camille blomst der skinnede i mørket og om håndleddet et lædder armbånd med en sten formet som en rød dråbe. Camille var ready to rumbel, skønt hun var lidt skeptisk idet hun ikke helt forstod hvad Sakref fik ud af hendes tilstedeværelse, som regel var hun bare i vejen, en de andre skulle passe på.
Hun ankom og gyste lidt ved den uhyggelige udsmykning, hun måtte altså lære Sakref lidt om design.
Hun nejede lidt humoristisk men respektfyldt for ham , blinkede til Bron og nikkede til resten. Så stoppede hun med at trække vejret og blev ligbleg...hvad fanden lavede Tristan her ?

Det var Crasies mening at kommet her tidlid, men et lille forsinkelses på vejen hjalp ikke lige frem på det. Hun var irreteret på sig selv, hvordan kunne jeg lade Isabella komme frem især lige nu hvor jeg skal til noget vigtigt. Crasie kunne tydelig mærke Isabella inde i sig og hun skjulte sig næsten helt for Crasie, for hun vidste godt at hun var sur på hende. Crasie havde spurgt hende om og om igen, og hvergang sagde Isabella at hun intet vidste, at det måtte være en af de andre. Crasie gad ikke at blive ved med at høre på undskyldning, at det ikke var hendes skyld for det var en anden.
Crasie havde nemlig stadigvæk ikke indset endnu at hun har de andre. Hun gik med hurtige skridt gennemskoven, havde stadigvæk det sammen outfit som altid og havde hætten trukket godt over hovedet som altid, mens hendes neonlilla øne glødede af utålmodighed. Så kom hun ind i en stor lysning og der kom et syn, som hun nok ikke havde forventet. Alle disse væsner og denne "portal"? Hun var kommet nemlig fordi det lød spændende men en portal? hvor førte den hen? Det ville hun meget gerne vide? Hun mærkede straks sin kendarnysgerrighed hun havde i sig komme op. Dette var noget for hende. Hun blev ståen lige inde i lysningen og ventede med sin velkendte stok i hånden.

sakref vendte sig om og så tristan være den første der kom. "ahh tristan min lærling godt du kunne komme og bare rolig det her kommer ikke til at være en slags spild af tid det kan jeg love dig" sagde sakref og lagde en hånd på tristans skulder som en hilsen. han så derefter camille komme ud af skoven også. "camille det var godt du kunne komme også" sagde sakref og gav hende hånden og smilte venligt til hende. han så derefter at crasie var endelig kommet. han havde dog forventet at hun var den første men hvad pokker nu var de allesammen har. "hej crasie det godt du kunne komme jeg tænkte nok at din nysgerrighed ville trække i dig her hen" sagde sakref med et smil og gav hende også hånden. han vendte sig om imod platformen. "kom lad os begynde vi har ingen tid at spilde" sagde sakref og begyndte at gå afsted hen imod platformen. da han næsten var henne ved platformen så samlede sig sort røg ved hans venstre håndflade og han havde pludslig sin maske i hånden og han tog den på og hans aura på en måde voksede da han tog den på. da de var kommet op på platformen var zaela og hendes nye bror stoppede med at kæmpe og kommet derop. den nye dreng som både crasie og camille ikke kendte så meget sjov ud. han så ud til at være en lille dreng på højst de 13 år. han havde blåt skællet hud og kul sort hår der strittede. han havde også en hale og bitte små sorte horn i panden og hans øjenfarve var flot havblå. han kiggede stille på crasie og camille med nysgerrige øjne. men han kunne godt genkende tristan. på midten af platformen kunne man se at et pentagram var malet der på med hvid kalk der så ud til at hænge fast til metallet. sakref vendte sig om imod dem med lidt spændning i sine nu brandende øjne. man kunne næsten mærke smilet bag masken på ham. "kære gæster jeg takker jer igen for at komme til den her begivenhed der vil ændre historie på hele verden. i skal nu vidne det største der er sket som er ikke blevet sket før titanerne vandrede på jorden og de første væsener af metal og sten lavede det her jeg skal nemlig til at åbne en portal til en hel anden verden som kun meget meget få kender til hvor det siges at de fleste af de monstre i kender faktisk stammer fra. alle jer har været med til at hjælpe mig med at komme så langt her og uden jer ville verden med sikkerhed havde været gået under så derfor skal i nu vidne det som bliver den størreste opdagelse i årtiets historie i hele jordens historie" sagde sakref og vendte sig om. han stak sin handskeklædte hånd ned i en lille læderpose han havde i sit bælte og tog fire medaljoner frem. allesammen havde en aura for sig som til sammen var lige så kraftige som en demigud. sakref smed dem op i luften og pludslig fløj medaljonerne i luften. sakref tog derefter en stor sort bog frem der var pyntet med metal skellet hoveder og nitter. sidderne var kul sorte i bogen og skriftet lyste svagt lilla. "deos caeli rector et ignis, aqua, terra et caelum et publicani hoc vocat vos sto iam tuas vires ostendere viam tuam ad patriam, ubi etiam vires. et nunc ite unusquisque ad mundum, et per creaturarum vestri vigilo quod non viderunt." læste sakref op fra bogen med store ord og løftede den underlige perlekæde og pludslig lyste det lille metal pentagram op på perlekæden og den begyndte at flyve op. nu stod de fire medaljoner nu i en kreds der skabe en firkant oppe i luften og perlekæden var lige i midten af den firkant. pludslig knækkede perlekæden og perlerne fløj ud til sidderne og skabte en kant mellem hver medaljon af perler der nu ikke var sorte men lyste mørke lilla. pentagrammet var stadig i midten af firkanten og derefter kunne alle mærke hvordans sakref på en måde samlede alle sine krafter og så skød han en lilla stråle ud af sin hånd imod pentagrammet og et stort energi tryk skød igennem luften og vældtede alle bortset fra sakref som holdte stadig den lilla stråle og nu var himlen fyldt med sorte skyer og solen var ikke gul mere men lilla nu. pentagrammet på platformen og oppe i luften begyndte at lyse kraftigt og pentagrammet oppe i luften sprang i luften og endnu et energi tryk kom der og skubbede også sakref ned på jorden også. de små lilla lysende perler sprang også nu og medaljonerne begyndte at skyde lilla lyn over det hele og skabte små brandte områder i lysningen. nu fløj alle perlerne som nu var blevet til små energi kugler ind i midten og fløj ud igen og nu var en stor portal åbnet sig som lyste mørkt med små stråler af lilla energi skyde ud af sig nogen gange men det ramte ikke noget. pludslig hørte man et tordenbrag oppe fra himlen af og solen var nu dækket af alle de sorte skyer og det begyndte at regne og regnen blev værre og værre hele tiden. sakref rejste sig op og kiggede med store øjne på portalen. faktisk kiggede alle med store øjne på portalen. sakref vendte blikket imod en lille rotte der var nede på jorden henne ved starten af platformen med glæde i sine øjne. "rottenstein jeg sætter dig under kommandoen over mit slot imens jeg er væk og jeg vil have du sørge for at alle de ansatte arbejder videre med portalen så den bliver 100% stabil og kan ikke gå ud af kontrol" sagde sakref til den lille rottemand. rottemanden nikkede. "javel herre" sagde rottemanden med en tysk accent. sakref vendte derefter blikket tilbage på sine lærlinge og sine gæster og sine børn. "mine lærlinge. gæster. mine børn jeg tager nu afsted ind af portalen alle dem der vil med kan komme med mig og opdage denne nye verden og til dem der ikke har modet til at gå med vil jeg ikke kalde kujoner eller se underligt på dem jeg ved nemlig at vi har ingen ideer om hvad der gemmer sig bag den her portal men jeg kan love jer at hvis i tager med mig vil jeg se jer alle som mine ligemænd og kvinder da det vil kræve stor mod for at gå igennem den her portal til en verden hvor naturens love og fysiske love måske ikke er de samme som her" sagde sakref og kiggede på dem allesammen imens regnen skyllede sig ned over dem og fik hans hår til at ligge ned. zaela var den første der gik hen ved siden af sakref. "jeg vil aldrig efterlade dig alene far. hvor du tager hen tager jeg med" sagde hun og kiggede på sakref. den lille dreng gik derefter hen ved siden af zaela. "det samme for mig far jeg vil tage med dig på eventyr og sjov" sagde han med en lille drengestemme. derefter gik både nika, neko, beko og bron op på samme tid og kun nika talte. "vi tager med dig sakref min læremester vi vil aldrig efterlade din side uanset hvad" sagde de og sakref kunne ikke andet end at nikke da han havde en slags klump i halsen. han vendte derefter blikket imod sine gæster. "vil i tage med? i har ingen grund til at tage med men jeg tilbyder jer kun at i tager med jeg vil hverken tvinge jer eller lokke jer til det... det er helt jeres eget valg hvis i vil" sagde sakref med venlige blikke hen imod dem.

//Hold da kæft et indlæg xD Hvordan skal jeg mache den længde, unfair! - Svare senere, skal på arbejde//

// no worries hon ´det er jo ikke størrelsen med gørelsen ik ;) //

//det er sku helt okay at i ikke svare lige så meget :)//

//Urg, der er alligevel meget!//

Tristan sendte et kækt smil til Sakref og viftede med hånden. "Selvfølgelig kom jeg da, ligner det måske mig at gå glip af et eventyr?" Svarede han og rystede opgivende hovedet.
Han vendte blikket imod der hvor Sakref pludselig hilste og fik et forvirret udtryk. Hvad lavede Camille her? Skulle hun med, nej? Det ville jo højst sandsynligt blive farligt...
Han sendte hende et kort vink og fulgte blikket videre til den nye person der blev hilst på og denne gang måtte han skære en diskret grimasse. Dæmon fra lufthavnen, han huskede hende alt for godt. Havde det ikke været for Sakref og eventyr var han hoppe på hende, ingen tvivl, men istedet trak han ligegyldigt på skulderende og vendte sig om imod Sakref igen og fulgte med hen imod platformen.
Han lyttede halvhjertet til hvad Sakref sagde, men var tilsyneladende mere optaget i at kigge rundt omkring ham. På platformen, og de underlige ting rundt omkring.
Han vippede utålmodigt op og ned da der blev læst en slags andet sprog op. Kunne han ikke snart blive færdig så de kunne komme afsted altså?!
Tristan kiggede utålmodigt ned på sit ur og pillede lidt ved en tynd læderrem som han havde om håndledet. Før han vidste det var der et eller andet der havde givet et tryk fra sig og havde skubbet ikke kun ham, men også alle undtagen Sakref til jorden.
"Ey, hvad skulle det til for?!" Udbrød han og kiggede op på det svævende pentagram. "Uwauw.." Mumlede han så og hoppede på benene igen. Han ville have taget et skridt fremad for at se det tættere på, men inden han kunne nå det var endnu et tryk blevet lavet og han blev slået ned i jorden igen.
Med en kort grimasse holdt han blikket på luften, det var som om at tingen havde sin egen vilje og var sur over at blive vækket.
Lilla lyn begyndte at skyde ud og han måtte beskytte sig imod et af dem med at stikke håndfladen ind foran sig og selv lave en lille ladning blå gnister. lynene kolliderende i hans hånd og forsvandt efter lidt knitren. Han viftede hurtigt hånden frem og tilbage imens han skar tænder. "Av av av, varmt.." Mumlede han og pustede til sin hånd.
Han kiggede op igen og hans øjne faldt på en nu åbnet form for potal foran dem. Han var hurtigt på benene og var tæt på at hoppe begejstret op og ned, men lod være for ikke at virke alt for ivrig.
Da Sakref begyndte at sige noget til nogen vendte han blikket. Var det bare ham eller havde han en samtale med en rotte? Og skulle den passe på slottet? Han løftede forvirret et øjenbryn og trak så på skuldrene, den kunne lige våge på at nærme sig hans værelse så skulle 'Luck' nok komme efter ham.
Tristan kiggede op igen da der blev snakket, det lød vigtigt den her gang. Han nikkede lidt og lod det sive ind. Så lyste han op i et stort smil.
"Hell Yeah, i'm going baby!" Udbrød han og satte i løb imod portalen. "Straight ahead he said, we are heading for the Barcelona!". Han stoppede hårdt op lige inden portalen og kiggede tilbage på de andre.
"Arg okay, rolig nu... Er vi klar til at tage afsted?" Sagde han lidt tøvende og kiggede rundt på folk. Han kunne ikke vendte med at hoppe ind i portalen, hvad der var derinde var lige meget, så længe det var eventyr og at han ikke blev slået i gulvet så snart han kom ud på den anden side.

//I må indrømme at det er godt forsøgt med længden!//

Camilles øjne lå tungt på Tristan lige indtil en ny gæst meldte sin ankomst.Crasie ...skulle hun også være her nu.
Dét slog Camille hvor gode de hver især havde været til ikke at delagtiggøre hverandre, til at holde invitationen tæt ind på livet og ikke dele ud af deres hemmelighed.
Var dét et sundt eller usundt karaktertræk ?
Hun smilede til Crasie og vinkede til hende.Camille var glad for at se hende og hun satsede stærkt på at Tristan og Crasie som gæster hos Sakref , ville opføre sig korrekt og ikke starte en kamp.
Camille ville have talt med Tristan men pludselig var himlen et stort lysshow, et cirkus en oplevelse som hverken George Lucas eller ham med brillerne der havde 'født' ET kunne have lavet bedre.
Camille stirrede på Sakref og opfangede kun enkelte af hans ord på latin.
Hun var usikker på om hun skulle tage imod billetten til dét nye eventyr, en ny dimension...kunne man sige nej tak uden at være et utaknemmeligt skarn, men da hun så Tristan sætte kurs vidste hun at han ikke kunne tage afsted alene, som i uden hende., han fik brug for støtte...hvad anden grund kunne hun ellers have ? Camille måtte indrømme at et eventyr , en ny viden...måske hendes elskede sværd ? Var uimodståeligt.
Hun gik i mod Sakref og sagde stille " hvis der er plads til mig, vil jeg meget gerne med " og så så hun op på ham med store usikker øjne.

//sorry for at jeg ikke har svaret hurtigt :D//
Crasie så på dem alle. Hendes blik faldt på tristan og gik hurtigt videre. Hun havde ikke direkte noget imod ham, men ville helst have ham langt væk fra sig. Man kunne aldrig stole på en dusørjæger, hendes blik blev straks meget mildt da hun så på Camille. Men straks følte hun at det slet ikke var sikkert for Camille og hvad hun dog lavede her, hun skulle da slet ikke være med til sådan noget farligt eller? Da Camille kaldte hende hen til sig, gik Crasie imod hende. Hun holdte sine tanker for sig selv, for som sagt var det Camilles eget valg. Men Crasie kunne slet ikke lide at hun skulle med til dette eventyr der kunne blive meget farligt. Crasie var ret ligeglad med om der kunne ske noget med hende, men hvis der skete noget med Camille, ville Crasie ikke have det særligt godt med sig selv. Da sakref begyndte på sin besværelse til at åbne porten, var Crasie fulde opmærksomhed imod ham og det der begyndte at ske omkring ham. Hun slugte enhver detajle i sig, så mærkede hun energi bølgen og hun mærkede hvordan hun bare blev blæst til jorden og så at de alle andre også var faldet til jorden minus Sakref.
Hun rejste sig op og så med store øjne på den åben portal, hendes hætte var faldet ned og hun så med stor nysgerrighed på det hele. Hun mærkede energien som strømmede ud fra den, og det gjorde at hendes fornemmelse andres bevistheder var fuldstændigt forstyrret. Så hun kunne hverken mærke den ene eller den anden bevisthed, som hun normalt kunne. Hun så hvordan Tristan efter hendes mening løb som et lille barn imod portalen. Selvfølgelig var Crasie styret af sin nysgerrighed, men hun havde sku også fornuften med sig. Da hun tænkte det så hun hen på Camille. Skulle Crasie prøve at lokke hende fra det? Nej det ville være forkert eller ville det? Crasie var fuldstændigt i tvivl. Især fordi det var så uvant for hende at bekymre for folk på den måde.

Ude over de personer der var inviteret med og som ellers var med i ritualet, var den en uvedkommende som holdte øje med det hele. Hun var gemt fuldstændigt i skoven skjul og holdte øje med det hele. Hun var en elver kaldt Mina. Hun havde mødt kære Sakref for nogle dage siden da hun var kommet sammen med hans kære blå søn til hans hjem. Mina havde dog ikke fået den fulde tillid fra Sakref af til at hun kunne være en af dem som var kommet med. Hendes neongrønne øjne faldt på Crasie og hendes ansigt skar en grimasse. Crasie og Mina var dødsfjender og de var ligeværdige modstandere, og selvom de har været op imod hinanden et par gange, så har ingen af dem vundet. Men Crasie lod ikke til at være opmærksom på Minas tilstedeværelse. Det var Mina meget glad, hun havde svært ved at bruge sin evne lige her og nu på Crasie. For Mina kunne nemlig styre kalk altså knogler, hun kunne brække nakken på Crasie på et splitsekund, men det ville være for let.

sakref smilte imens regnen strømmede ned af ham. "jeg gætter på at i alle vil så lad os komme igang" sagde han og gik igennem portalen og da de andre gik igennem portalen så kunne de faktisk mærke hvordan hver eneste del af deres krop blev på en måde opløst og blev sendt afsted ud igennem tid og rum og universet imens ukendte byer og bygninger der var flere millioner år gamle men havde umulige former for bygninger. alt det her fløj forbi dem som selve lynet men alligevel var de som printet ind i deres hoveder men var mere sløredet end klart som at have et uklart billede inde i hovedet. da de kom igennem portalen og mærkede hvordan de blev faktisk skubbet ud af portalen og hvordan de blev samlet igen på et split sekund efter at blive sparket ud af portalen. de så at sakref var den sidste der kom ud af portalen og han rejste sig stille op med sin maske stadig på. nu stod de oppe på en slags kløft ud til et hav hvor løften var flere kilometer høj oppe. foran dem var der en kæmpe stenplatform som så flere tusind år gammel ud. hele den verden de stod nu og så på så bare så målløsende ud at man ville have tabt kæben med det samme bare ved at se det. himlen var der stadig stjerner som på jorden men her var der tre måner på himlen og man kunne se hvordan flere forskellige slags bøljede farver fløj igennem himlen som hvis man så nordlyset men det her så ud til at være lysende og fyldt med energi og der var flere farver end bare en af de der bølger. på jorden længere fremme for dem kunne de se hvordan til venstre for en sti der førte op til den nye portal var der en kæmpe stor skov med træer der var så høje at det ville kræve sindssyg held at kunne komme derop uden at dø ved at komme ned igen. længere væk var der også et kæmpe stort bjerg som der ikke havde noget på men det så bare så smukt og perfekt ud fra den udsigt de havde. dog var der noget galt i luften. sakref løftede hånden op for han skulle til at sige noget men så skete der noget. hans maske sprang bare. altså som om nogen smadrede hans maske imens han havde den på. han faldt derefter på knæ og begyndte at vride og vende og dreje sig i smerte og efter han fik smerter begyndte de andre også at få store smerter i kroppen som om nogen rodede rundt i deres kroppe og sjæl. sakref foldede pludslig sine store dæmon vinger ud og hans rigtige horn stak nu ud af panden på ham. hans store dæmon vinger der lignede flagermus vinger begyndte at stå i flammer og efter nogen få sekunder efter havde han ingen vingehud og pludslig begyndte der at vokse ny hud og kød ud på vingerne og han begyndte at få sorte fjer istedet for på sine vinger og hans hud begyndte at skifte farve fra kridt hvid til mørkgrå og hans hår strittede ikke længere ud i luften det lagde sig istedet fladt ned og blev længere og han fik så meget hurtigt langt hår der gik ned over ørene på hans hovede. til sidst blev smerten for meget for ham og han besvimede og landede næsegrus i jorden og det samme galte for hans børn og hans lærlinge. camille og tristan og mina kunne mærke nu hvordan de også var ved at besvime af smerten der også var i deres krop.

// i skal nu finde på en mutation i skal selv have til jer selv. det kan være enten på jeres krop eller jeres evner eller begge dele :) og hvis i ikke vil have store ændringer på jer selv kan i jo bare finde noget småt at ændre//

//Øhhh, må man høre, hvad vælger i andre, jeg mangler inspiration? xD//

//min er en total forandring :) både med evner og udsene :)//

//Ja, jeg skal finde en der ikke er så stor, men aner ikke hvad xD//

// min telekinese duer nu på væsner...så nu kan jeg så også tilføre dem smerte ..//

//Great ide..//

Tristan hoppede ind som en af de første og følte at hans krop blev splittet i atomer, næsten som havde noget eksploderet i ham. Det føltes som om de fløj igennem tid og rum og de de endelig nåede ud på den anden side blev Tristan slået direkte ned i jorden af trykket. Han ømmede sig og kravlede på benene med et. "Av.." Og tog sig lidt til hovedet før han åbnede øjnene.
Stedet var som en eventyrfilm. Som Narnia real life.. Harry Potter og det paranormale univers...
Han kiggede sig med store øjne omkring og kiggede så rundt på de andre. Han kunne ikke rigtig fokusere og kiggede forvirret på Sakref. I samme sekund han slog blikket på dæmonen væltede han rundt i smerter og begyndte at...Mutere? En kort angst ramte ham da han selv mærkede en underlig smerte over alt. Han forsøgte at holde sig på benene, men efter noget tid måtte han vælte rundt på jorden uden en lyd. Han var stadig ved bevisthed imens han vendte o drejede sig på jorden og spejdede efter Crasie og Camille imens hans vision begyndte at blive sløret.

Camille havde en surealistisk, nærmest syret oplevelse.
Hun følte hun var lavet af legoklodser og at alle brikker nu fløj væk , hvileløst rundt, vægtløst rundt og kun hendes sjæl var intakt. Dét var både meget smerte fuldt men også virkelig flippet.
Så vendte brikkerne tilbage og satte sig på plads, dét føltes næsten som enkelte af dem valgte at bytte plads under processen.Så blev hun spyttet ud, føltes dét som, ligesom når man smuttede mandler.
Hun landede lige på maven og en lind strøm af mindre pæne eder undslap hende, nok mest for at dække over hendes klynken, dét ellers ville være indtruffet.
Hun kom på benene og så sig omkring.Camilles blik blev dog hængende på himlen. De smukkeste stjerner, hun elskede stjerner ! Og 3 måner.Hun tog sig til hovedet, dét tydeligt måtte være slået under turen. 3 måneder ?
Hun så spørgende på de andre og vækkede lidt på benene.

Crasie var den sidste der ville gå ind, men da hun lige var ved at tage det sidste skridt mærkede hvordan hun blev revet tilbage. Hun rejste sig hurtigt op og så straks hvem denne person var, som havde revet hende væk med sine kræfter. Crasie prøvede at gribe fat i hende før hun forsvandt ind af porten, men nåede ikke at få fat i hende og porten lukkede lige foran Crasie. Hun så med målløshed på det hele, nu var Mina der istedet for hende. Nu frygtede Crasie virkelig for Camilles sikkerhed og håbede for hendes skyld at hun ikke pissede Mina af. Hun kunne ikke gøre andet en måske at vente nu eller så tage hjem. For de ville højst sandsynlig ikke komme tilbage før om lang tid.

Da de alle var ved at gå ind af porten havde Mina set sit spring. Inden Crasie havde sprunget ind havde Mina sprunget selv frem i galop og brugte sin kræft og styrede Crasies knogler og rev hende ned på jorden. Så løb hun hurtigt forbi og undgåede Crasies greb efter hende og sprang med hovedspring imod portalen. Hun mærkede hvordan hendes krop blev opløst og alligevel samlet. Fra det ene øjeblik til det andet så hun hvordan et kæmpe land bredte sig ud for hendes blik. Hun så at hun stod lige ved siden af de andre. Når de andre ville opdage hende ville de straks nok ligge mærke til hendes høje slanke bygning og hendes spidse øre. Hun var en elver og ca 193 høj, hun havde en normal kvindelig kropsbygning. Hun havde langt hvidt hår siddende stramt i en hestehale, hun havde øjne næsten som Crasie bare mere hårde og neongrønne. Hendes hud var lidt blegt men ikke sådan sygebleg. Hun havde en sort ærmeløs hættetrøje på, og inde under en sort korset, som hverken viste for meget eller for lidt. Så havde hun korte sorte shorts på og så et nittehalsbånd med små pyramidestuds på. Hun havde ellers ingen sko på og stod med bare velformet fødder på den bare jord. Hun så at de andre forandrede sig og forstod ikke hvorfor de gjorde det. Da de var færdige havde de nok opdaget hende og så hvordan hun så ud. Men så mærkede Mina en underlig fornemmelse i hele hendes krop. Så begyndte hendes krop at gøre ondt og hun faldt sammen på jorden og stod på sine knæ og med hænderne nede på jorden og hovedet ned af. Det var som enhver fibre i hendes krop ændrede sig, selvom de gjorde skideondt var Mina vant til smerte, for når hun brugte sin egen evne og ændrede på sin egen knoglestruktur gjorde det også sindssygt ondt, så derfor kunne hun tåle store smerter. Hendes krop var næsten lammet og stivnet af smerte, men hendes øjne blev ingen gang fugtige. Hun havde for meget stolthed til at kunne græde foran andre især på grund af smerter. Det var som om alt i hendes krop ændrede sig, så begyndte huden på hendes krop at flække flere steder og blod rendte ud af hendes krop. Hun så til mens blodet rendte ud af hende og forstod intet. Det hele gjorde så ondt men det var som om det gav hende mere kræfter. Så lukkede sårene sig pænt igen. Mina lavede sine negle om til skarpe kløer og rev i hendes hud på hendes ene hudoverflade, og det var ikke blod der kom, det var rent hvidt. Flydende kalk? Hun kunne styre og manipulere som hun ville med det. Men hendes forvandling var ikke færdig, så begyndte hun at se ting for hendes indre blik. Som om hun så noget i fremtiden. Hun så det hele i klart og dog så tåget. Hun så en brændende ørken, så store kæmpe byer, hun så store tyrelignede mennesker, hun så blodrøde ogre. Hun så store hvidblålige trolde i det store snelandskab. Hun så menneskelignende væsner der havde halvt dragekroppe. Masser af billeder røg igennem hendes hovede, men et var tydeligt. På en græsfyldt bakke stod en kvinde. Hun var varulv hvorfra Mina vidste det, vidste hun ikke. Hun var i krigertøj og hendes lange sorte hår der sad i en heste hale og gik i så lange dreadlocks hele vejen til nede under røven. På en eller anden måde vidste Mina at dette var en frihedskæmper, hun så sakref i sin forvandlig i hans kæmpe borg i en af hans kæmpe byer styre det hele, og det var det varulven var imod.
Det hele forsvandt så hurtigt som det kom, men så begyndte Minas øjne at brænde. Hun havde næsten lyst til at kradse dem ud for at få smerten ud. Hendes krop gik i kramper, men hun fik rejst sig op. Hun så imod de andre men så begyndte hendes neongrønne øjne at ændre sig. Øjnens pupil hvor før ellers var grønt blev helt hvidt. Hun lignede ikke en blind for det var kun pupillen der var hvid og ikke hele øjet som ellers mange andre blinde havde. Men Mina var blevet blind, det var næsten som om hun havde fået en straf for at ha set alt det der i fremtiden. Hun mærkede det også gjorde ondt nederst i ryggen, og en hale i sammen farve som hendes hudfarve dukkede frem af kød og blod. Den gik i en spids i enden som kunne spidde enhver. Men selvom Mina ikke kunne se, kunne hun stadigvæk se. For hendes evne med at styre kalk, kunne hun mærke/se der hvor der var kalk. Men det kræft var blevet langt stærkere, hun kunne se selv den smule kalk der var i træerne, planterne og i selvom jorden hvor der ellers næsten intet var. Hendes syn var blevet til et agtig kalksyn. Hun kunne se tydeligt hele knoglestrukturen på de 3 andre. Hendes smerter var forsvundet og hun så ned på jorden hvor hun ellers havde været lige før. Hun kunne se sit eget blod der lå på jorden, ved at se det kalken i det. Det var svært at se det, men hun kunne stadigvæk se det. De andre kunne selvfølgelig godt se det. Hun så op på dem og kiggede imellem dem, normalt her ville hun udvise lidt af sin magt. Men hun undlod det, for det hjalp ikke at genere dem, som var de eneste der kunne føre hende tilbage hvis hun behøvede det.
//sorry hvis det er for langt kunne ikke lade vær :D:D:D:D://

alting skete så hurtigt. nu begyndte de andre også at ændre sig. zaela begyndte at ryste kraftigt og ud af hendes side voksede noget ud og faldt af hende og pludslig var der en anden udgave af zaela men havde rød hud og sort hår og en krop der var 20 gange mere perfekt end zaelas. zaelas øjenfarve ændrede sig også lidt. det hvide i deres pupiller ændrede farve til sort og den nye udgave af zaela havde kridt hvide øjenfarve som så meget hvide ud i de sorte pupiller. den lille dreng der hedder melvin ændrede sig også. han begyndte at vokse sig større og så mere ændre ud. han voksede sig ca 1,9 meter høj og havde flere muskler og lignede nu en voksen mand på de 18 år. hans horn i panden voksede sig også lidt men ikke meget. nika, neko og beko ændrede sig også men det var ikke meget. det var kun at der nu var mange slags tegn på deres kroppe og deres aura af energi voksede også meget men det var ikke i nærheden af sakrefs stadig. bron ændrede sig også han begyndte at få skarpe tænder på sin kødløse kæbe og sorte horn i panden og stærkere knogler i kroppen. han blev faktisk på en måde til en undead dæmon. der var stille i et tidspunkt hvor den nye klon udgave af zaela lå helt stille helt nøgen på gulvet og de andre så også ud til at være besvimet af udmattelse på grund af den forvandling. dog begyndte sakref at bevæge sig igen. hans tøj var ødelagt fuldstændig og var revnet over det hele og hans skjorte og jakkesæt var helt i stykker og var faldet af ham så han kun var i nogen ødelagte bukser. hans hud var blevet flot mørkegrå og han havde lige nu store englevinger der havde sorte fjer og så havde han en dæmon hale og horn i panden. hans øjne lyste stadig grønt som altid men så mere lyse ud. han kom kun op på knæ men det var nok til at se hans muskuløse krop.

Tristan vred sig lidt rundt på jorden inden han mærkede smerten aftage og han stivnede et par sekunder på jorden. Han lå på ryggen helt ubevægelig imens han så ud af øjenkrogen hvordan en lille tot af hans orange hår blev kridt hvidt.
Et sekund senere mærkede han en knitrende fornemmelse i kroppen og et kraftfelt af blå gnister strømmede ud fra ham i et øjeblik. Som et gennemsigtigt skjold også var det væk.
Han kunne bevæge sig igen nu. Så meget som hans chok tillod det.
"Whh.. What..The..Fuck,,," Mumlede han og blev liggende flat på ryggen imens han kiggede op himlen stadigvæk. Han orkede ikke at kigge over på de andre, men lod der bare et øjeblik.
Med store vejrtrækninger kom han lidt rystende op at sidde. "Hvad skete der her?" Mumlede han og var ikke sikker på at nogen hørte hvad han sagde.

Uden nogen advarelse, uden nogen tid til at forberede sig på dette smerte helvede der rullede ind over hende som bølger på en strand bred, sank hun om på jorden.
Hun skreg men ikke højt, ikke så andre kunne opfatte lyden.Hun skreg i sin underbevidsthed, det var som ændringerne der var ved at ske primært blev fortaget netop der i underbevidstheden, så Camille vred sig på jorden, fordrejede sin krop i stillinger der dårligt burde være muligt og imens hun blev opslugt af smerten i hendes indre, uden en lyd forlod hendes læber.
Hendes ydre gennemgik også en forandring, men af mindre karakter.hendes meget lyse hud blev en anelse mere farvet, nærmest som en creamet dejlig baileys likør, og i hendes let uglet lyse hår, kunne skimtes en ensom enkelt stribe af hår med en særlig sølv glans over sig.

Endelig aftog smerten, spasmerne endte og hendes krop slappede af.
Hun måtte mobiliserer mange kræfter for at komme op og sidde, stå ville hun ikke engang forsøge på, og hun kiggede sig noget udmattet og meget forvirret omkring.
*Hvad ialverdenen var det, hvad er der sket med os?* bange tanker for gennem hende.

Mina kiggede på dem og kunne tydelig se at de var i stor smerte. Hun kunne se at deres knogler gik i kramper og rystede, og på lyden fra dem var hun helt stensikker på at de var i smerter. hun rystede på hovedet. Hvordan kunne man udvise sådan en svaghed. Lige nu var de nogle forsvarsløse unger, man kunne ikke vide hvilke væsner der kunne jumpe på dem lige nu. Hun kiggede omkring, men kunne ikke se særligt langt væk. Hun kunne højst se 100 meter, men dog kunne hun se noget stort i det fjerne. Det måtte være bjerge med meget stor kalkaflagering inde i dybet, som gjorde at hun kunne se dem. Hun mærkede vreden i sig, aldrig ville hun kunne se de skønne stjerner mere. Aldrig mere ville hun kunne se blomsterne, planterne og dyrenes farver, kun kalken i dem. Selvom hun var det man kalder en svartelver eller som få kalder sortelver. Altså en udvist elver, som er drevet til den mørke side og udvist af sit eget folk. Så havde hun stadigvæk den store forkærlighed til naturen, som hendes artsfæller. Hendes hånd knyttede og hun havde lyst til at smadre noget. Hun så ned på dem igen, det ville være så let af dræbe dem. Men det ville gå imod hendes stolthed, for ind til videre har de ikke lige frem generet hende eller andet. For Mina kunne sagtens dræbe folk så let som ingenting og havde gjort det mange gange før, men det var kun hvis de havde fortjent det efter hendes mening. Ellers plejede hun bare at lege med dem. Et smil kom på hendes læber, hun havde mødt Lillith engang, altså Crasies onde personlighed. Men i stedet for at kæmpe snakkede de istedet for, for de begge havde meget til fælles på visse områder.