the underworld (tristan, camille, crasie)

Camille stirrede på Mina som havde hun talt russisk.
Hvad med at sige tak Istedet for at sætte spørgsmålstegn ved hvorfor jeg vil hjælpe , tænkte Camille og kiggede ind i Minas øjne.Havde hun slået hovedet da hun faldt om, hjernerystelse måske ?"Mina...nu er vi havnet på samme hold og jeg er en teamplayer...så længe du spiller efter regelerne ". Sagde hun og blinkede og lige inden hun rendte efter præstinden og de andre huskede hun at sige " hey Mina...tak for hjælpen lige før ".
Hun løb op på siden af Sakref og lyttede med....hendes stedsans var ikke blevet bedre af at rejse gennem portalen , så hun begyndte Istedet at tænke på festen...dét ville nu blive dejligt at slappe af og ha dét lidt sjovt.

"Bare fordi man er teamplayer er det ikke ens betydeme at man vil hjælpe vedkommende"
Sagde Mina, og da de andre begyndte at gå for at vise byen rundt. Mina nikkede en hilsen til Melvin, for de kendte jo hinanden. Men så blev hun endnu engang mindet om at hun ikke kunne hverken se farver eller noget. Fulgte Mina et stykke bag ved mens hun lyttede. Hun kiggede omkring og kunne se huse på grund af kalken i murstene. Mina var meget træt, men der var ingen tegn at se på Mina at hun var træt. Andet hendes mangel på kropsfedt, som var tegn på at hun manglede energi. Hun kiggede flere gange hen på Camille, og prøvede at regne ud hvad der var med hende. For det første plejede man ikke lige frem at hjælpe dem man ikke kan lide, og det som Mina havde opfattet så kunne Camille slet ikke lide hende. Faktisk var Mina bedøvende ligeglad, men hun syntes bare at det var underligt, og undrede sig over det. Mina var nok imellem dem alle som glædede sig allermest til at komme til festen. Ikke for at hygge sig, men for at få masser af spise. Så hun endelig kan blive 100% i topform. Hun trak sin sorte hætte over hovedet og gik med hænderne i lommen, og kiggede omkring. Hun kom i tanken om hendes løfte, som hun har givet en gammel bekendt. Hvis hun blev i denne verden, skulle hun stadigvæk holde sit løfte om at besøge hospitalet en gang om ugen og reparere alle de knogler der skulle heles.

sakref nikkede bare og lyttede godt efter. ligesom de andre af sakrefs lærlinge så ud til at lytte godt efter. bortset fra tristan som så ud til at være faldet i søvn imens de gik. dog da de var nåede hen til market og blev efterladt på en måde af præsten så vendte sakref imod de andre. "okay nu hvor vi er her kan vi alligevel bruge vores sidste segl til noget nyttigt. jeg vil gerne have at i alle går ud og køber et eller andet der kan være godt at have når vi skal til at rejse. jeg forventer nok at præsten er venlig nok til at kunne donere mad og vand til os når vi rejser men jeg vil have at i andre går rundt og kigger efter noget der siger at det nok vil være noget meget brugbart i fremtiden hvis vi skulle komme i nogen visse situationer" sagde sakref og kiggede på de andre. "lad os så sprede os og så mødes vi tilbage her foran kirken inden solnedgang så vi er parate til festen" sagde sakref og de andre nikkede og de allesammen spredte sig ud hver deres vej ud i bazaaren. de andre kunne se nu at folk var igang med at sætte ting op i bazaaren. fest ting og borde og bænke og gryder og brænde og alt muligt andet slags grej til en fest. der blev også hentet pynt som farverige flag og fyrværkeri og det hele. det her ville nok komme til at blive en virkelig sjov fest.

Tristan rystede hurtigt hovedet for at friske sig lidt op og nikkede. "Okey, see you guys then" Svarede han og satte i retning af nogle specielt udseende butikker. Når man kiggede sig omkring kunne man nemt se at der var ved at blive pyntet op til fest, det så meget...Specielt ud, dekorationerne var ikke helt det samme som i deres verden.
Han gik ind i en lille butik med masser af forskelligt og kiggede sig omkring, hvad ville være brugbart? Der var så mange ting der fristede, blandt andet havde han fået øje på noget der lignede en slikbutik lidt væk, men tog sig selv i det og huskede på at det skulle være brugbart og at han ikke skulle lade sin sukkerlyst styre ham.

Camille satte afsted og gik mellem de mange boder .
Hun ledte efter noget særligt , hun længe havde haft i tanker måske kunne virke på alt fra kæmper til elver og enda på dæmoner og vampyrer.
Dét var ihvettfald et forsøg hver.
Hendes smil var derfor stort, da hun efter lidt søgen fandt hvad hun ønskede.
Dét var en lille sprøjte flaske med kozangas....til selvforsvar eller angreb.
Dén var sp lille så dén kunne ligge skjult i hendes hånd.
Dén og nogle spidse pile i sølv, stål og træ købte hun ligeledes og puttede dét hele i sin rygsæk.
Der var stadig til til at ose..

Mina havde ikke lige frem brug for noget andet, så hun vendte snuden direkte imod hospitalet. Hun kunne lige så godt gøre hendes løfte lige nu, især nu hvor de andre rendte rundt. Hun gik faktisk uden at kigge, for hun prøvede at bruge hendes stedsans for at finde tilbage. Hun kom tilbage til hospitalet uden problemer. Hun gik inde for og der var flere væsner tilstede, for der havde jo lige været kamp udenfor, så der lå mange såret. En af sygeplejerskerne kom op til hende.
"Er du såret? Ellers bliver du nød til at gå, der er for mange her til, at der er plads til flere ikke nødvendige patienter"
Sagde hun venligt men bestem. Mina så på hende og vendte så blikket imod patienterne, hun kunne mærke at mange af dem havde brækket ting. Så Mina sagde roligt.
"Jeg kan hjælpe, nok mere en du aner"
Mina gik lige forbi og natsygeplejersken rystede på hovedet, og arbejdede videre. Mina gik hen til et barn. Barnet havde hel vildt ondt i nakken, og det var forståeligt nok. For nakken var gået halvt afled. Selvom Mina var træt krævede dette ikke særligt meget energi, for det var småting. Hun lagde to blide hænder på barnets nakke og så rettede knoglerne sig på deres rette plads. Barnet blev helt glad og da Mina gik videre, løb barnet hen til hende og krammede hende bagfra. Mina så ned på hende og smilede venligt og skubbede barnet bagud. Mina gik hen til andre, og reparede både ben, arme osv. Der var en der var i kritisk tilstand, han havde et stort åben sår og de kunne ikke stoppe blødningen. Lægerne havde næsten opgivet, for selvom de brugte magi var der en speciel gift i såret, som gjorde at det åbnede sig igen. Mina gik hen tog en håndfuld pulverkalk og puttede det i såret. Lægerne blev først sure og forstod ikke hvad hun gjorde. Dette krævede mere energi, men så lod hun kalken gå lige lidt ind i blodårene og så tvang hun såret til at lukke sig, og lavede blodåre i den, så blodet kunne strømme fint videre, som før. Mina følte sig svimmel og faldt på gulvet. Nogle kom hen til hende og spurgte om hun var okay. Hun forsikrede dem om dem, og så gik hun hen til en stol for at hvile sig.

tiden fløj med hastig fart med alle de ting der blev solgt i de forskellige butikker. dog var det også svært for både tristan og camilie for at ikke at få en masse ting med sig og næsten blive trukket hen til hver eneste butik af butiks ejerne der tilbød dem gratis ting for deres heltemådige gerninger for at beskytte byen imod orkerne. og som tiden gik med at de blev trukket afsted og at mina var på en måde var faldet halvt i søvn i stolen blev det hurtigt aften og solen var gået ned og tre flotte måner var på himlen i en flot bane. flotte strømme af energier fløj højt oppe på himlen i alle mulige forskellige farver. nogen var lilla og nogen var grønne og nogen var flot havblå. det var som at se en regnbue om natten der istedet for at gå som en bue gik istedet som en flot streg på himlen. denne verden var meget speciel på en god måde. folk her ærede dem der havde gjort helte gerninger og gode ting og de kæmpede med hinanden for fred i deres by som noget væsener ikke gjorde i den normale verden. væsenerne her så også ud til at leve allesammen i fred og fordraglighed som om at de fjendskaber der er på jorden slet ikke fandtes. hvis der noget der måtte være velsinet af gud eller guderne så måtte det være den her planet. gad vide hvad væsenerne entenlig kaldte deres planet fordi det havde de nemlig ikke fået at vide endnu men de spørgsmål kunne de altid stille til festen. og hvad galte festen så var den næsten ved at begynde. alle de flotte heste vogne butikker var blevet rykket hen til en plads og var blevet lukket for dagen og bazaaren var nu en helt åben plads. store bænke og lange bordere blev stillet frem og flotte store fakler og bål blev tændt og i midten af hele bazaaren blev der lavet det støreste bål man nogensinde havde set. og oven på det store bål blev der sat forskellige slags gryder og pander som var meget store i forhold til dem man normalt brugte. rundt om det store bål blev der sat flere borde som nu blev fyldt med masser af råvare. både noget der lignede grønsager og frugter og kød i forskellige arter. der var både kød og grønsager der lignede dem man havde på jorden og så var der andre slags grønsager og frugter og kød der var noget helt nyt for dem allesammen. væsenerne begyndte nu at samle sig. allesammen i forskellige flotte kjoler og fint tøj og flotte hatte. alle til festen var fint klædt på men der var selvfølgelig nogen der kom i fuld rustning for at sørge for at der ikke skete uheld til festen. nu kom det mest spændende. store tønder der var tre gange så store som væsenerne blev trillet ind og sat på nogen træpladser bygget til at de ikke ville rulle væk og så blev der sat en slags håndvaske rør i dem. det var øl og vin og alt muligt andet sprut og spiritus. alt så perfekt ud til hvad en fest ville måske se ud. der var flotte store træstolper der var malet på med flotte farver og en snor med flotte flag på der gik fra hver træstolpe.

Tristan smuttede rundt omkring på det lille markede og prøvede af bedste evne ikke at købe noget skrammel. flere forskellige butiksejere havde flere gange prøvet at hive ham ind i forskellige butikker, der i blandt noget der minede meget om en paranoelt matas, hvilket forvirrede ham.. Lignede han virkelig en dame så meget.
Han skyndte sig ud af matasen og blev med det samme rykket i af en lille fætter med meget store mørkeblå øre.
Han fulgte hurtigt med til en meget lille bod med skrammel over alt. Uden den lille mand så det lavede han en grimasse. Det var jo næsten en losseplads.
Manden mumlede noget uforståeligt og rodede i en kasse med mere skrammel. Lidt efter hev han noget der lignede et gammelt sværdskaft uden klinge frem. Det var et lettere tygt skæfte, næsten helt rundt. manden ragte den ivrigt op til Tristan som tog imod den og studerede den. Der var intet specielt omkring den. Det var vel bare et ødelagt sværd. Han kiggede undrende ned på den lille mand som utålmodigt hoppede op og trykkede på siden af skæftet.
Havde Tristan ikke haft så gode reflaxer, var han nok kommet til at hugge sit eget ben af da en stråle skød ud af enden på skaftet. Han lavede store øjne og kiggede på strålen som var skudt ud. "det er jo et lyssværd!!!" udbrød han næsten og svingede det lidt. Det lignede faktisk et starwars lysssværd, bortset fra dets meget ældre udseende og strålen som ikke var find og præcis, men mere uregerelig og zappede en gang imellem i forskellige retninger. Den lille mand kiggede uforstået på ham som om hans ord ikke gav nogen mening, men det gjorde de nok heller ikke for en der aldrig havde set starwars.
Tristan trykkede på siden igen og strålen forsvandt. "Jeg tager den!" sagde han så og gav den lille mand sin sodste mønt, inden han satte af efter de andre. Med skarftet gemt under sin jakke som sine andre våben.

Camille havde dét virkeligt svært.
Uanset hvor hun så hen stod folk med venlige smilende ansigter klar til at byde på alt mellem himmel og jord og deres skuffelse stod malet i dem , hver gang hun takkede nej.Dét resulterede i ganske få afslag og enormt mange besøg i boder og butikker.
En stor og grim trolle kvinde , trak ublidt i Camille og puffede hende over i en krog og da hun begyndte at pille ved hendes tøj, var hun tæt på at panikke og skrige på hjælp.Men så så hun den...
Kjolen....den mest fantastiskse smukke enkle kjole i gyldent brokade stof og blonder ved de trekvarte ærmes stop ved armen og blonder hele vejen hvor kjolen var skåret ved barmen.
Hun fik den på og to små blå elvere kom og satte hendes hår op med nåle hvor små sommerfugle sad og glimtede og perler blev snoet ind i pastel kulør,i hendes lyse lokker.Hun følte sig som i et eventyr og feststemningen begyndte at melde sig og hun var spændt.
Hun håbede hun ikke kom for sent.

Mina åbnede øjnene og kiggede forvirret omkring. Havde hun sovet? Der var langt roligere her på hospitaler end før hun var faldet i søvn. Hun rejste sig op og var ved at vakle, men hun nåede at støtte sig med hånden på armlænet. Hun lignede virkelig en svag en, for hun lignede en der led af anoreksi. Men beslutsomheden og styrken i hendes øjne fortalte at hun langt fra var en eller anden svækling. Hun rettede sig op i sin fulde højde. Hun kunne tydelig mærke/se, alle dem der vandrede frem og tilbage der ude for at gøre festen klar. Hun stille og roligt udenfor, hvis hun kunne se ting normalt, havde hun nok set skønheden i alt dette pynt og postyr. Men hun så ingen farver, hun så kun denne kalk. Faktisk havde kalken ikke nogen farve når hun så på det, det var hvidt og alligevel ikke hvidt. Hun kunne ikke lade vær med at knytte hånden. Farvens, lysets og mørkets gave er revet fra hende. Hun kunne ikke lade vær med at grine lidt hæst for sig selv. Som sagt har hun selv været uden om det, og dette var sikkert kaosgudens værk. Der så stadigvæk ud til at der ville gå et stykke tid før det hele ville begynde. Så Mina besluttede sig for en ting. Hun gik imod der, hvor hun havde fået at vide af præstinden hvor deres kirke lå. Hun gik lige forbi Camille, og gav et nik til hende selvom hun nok ikke opdagede det, fordi hun var optaget af noget. Selvom de højst sandsynlig havde en anden gud, så ville Mina stadigvæk drage hen til dette sted. For faderen til et og alt, altså kaosguden er faderen til alle guder. Så hun skulle sådan set bare være hvor som helst, men hun ville sikkert få fred i en kirke. Det var en utrolig smuk kirke, Mina kunne se alt, fordi figurene, væggene osv var lavet af kalk. Det var så anderledes og alligevel så meget lig, som jordens alverdens kirker. Hun gik hen til alteret og gik ned i knæ. Hun kunne tydelig mærke at dette var et helligt sted. Måske var det vanærende at tilbede en anden gud i en anden guds tempel. Men det var Mina ligeglad med, for hun hendes mening var ikke at genere denne anden gud. Mina lagde hovedet til jorden, og gjorde sig selv ydmyg over for sin gud. Så begyndte Mina at snakke på hendes gamle modersmål, på det gamle elversprog fra hendes gamle landsby. Men det hun sagde var. *Du fader af himmel af jord, du skaberen af verden. Jeg søger hverken velsigelse eller din vrede. Jeg ville vise at jeg er ydmyg for din magt. Du som er tilfældehedens gud er retfærdig.* Mina lå stadigvæk bukket i et stykke tid, hvis nogen kom hen til hende ville hun ikke reagere, før vedkommende måske snakkede til hende..

alting var godt igang med at starte festen. maden var sat igang med at blive smidt i den store gryde eller under ilden så det kunne blive stegt men der var virkelig mange væsener. dog var de fleste de mærkelige blåhudet djævle væsener der var meget venlige og gode som var noget helt nyt da djævle var jo normalt onde. der var dog virkelig mange væsener. faktisk var næsten af disse væsener på en måde kønne og ikke grimme i deres forskellige måder. måske var der en god grund til at alle væsenerne her var så anderledes i forhold til dem på jorden. måske var det en ide at lytte efter hvad folk måske snakkede om for det så ud til at være for hyggeligt til at der på et eller andet tidspunkt ikke ville komme et eventyr op eller ej. imens inde i kirken hvor mina var sat sig til at bede til hvad enten gud hun tilbed til men uden mina viste det havde præstinden stået og set venligt på mina og da hun kunne se eller mærke at mina var ved at bede færdigt gik hun hen til mina. "jeg kan se du er en troende. må jeg spørge hvad for en af de mange guder du tilbeder til?" spurgte præstinden meget venligt uden nogen tegn på at hun ville hverken krænke eller være ond imod mina. der var noget over denne verden alting virkede så dejligt og rart hvis man så bort fra de plyndrende orker der var kommet for noget tid siden.

Tristan fortsatte bare ind på fets pladsen med Sakref og de andre. Han kiggede sig nysgerrigt omkringpå alle dekorationerne som var hængt op. Flere af de små blå væsner tilbød festtøj, men han takkede pænt nej, han var lige skiftet til nyt tøj og følte ikke lige for andet lige på stående stund.
Han kiggede sig omkring igen. Var der ikke nogen som manglede? Mina var væk, men dte var ikke nyt, hun passede sig selv det meste af tiden. Camille var også væk. Det gjorde ham til det eneste menneske lige nu... En dårlig fornemmelse steg op i ham. Væsnerne kiggede underligt på ham.. De kunne nok både se og fornemme at han ikke var som dem eller de andre.

// Ej, hvorfor har ingen sagt at det var min tur...undskyld.... //

Camille ankom til centrum af festens begivenhedder.
Hun gennede med et smil de "små blå " børn væk, der muntrede sig med enten at ville trække i hendes kjole eller røre ved hendes hænder og arme. De så tydeligvis ikke mange mennesker her.
Camille fik efter lidt tid øje på hends slæng.
Det så ikke ud til at Mina var kommet, men mon ikke hun var ved at være på banen?
Et stort brød af en blå farvet mand med spidse øre , klædt nærmest adeligt , var begyndt at vise Sakref og resten af følget på plads ved et langt bord .
Det så ud som de blev betragtet til at være hædersgæsterne , Camille lyftete et bekymret øjen bryn...var al denne opmærksomhed nu også smart, Givet Tristan og Sakref ville sikkert elske den, men nogen gange kom man længere ved ligesom bare at blende ind i mængden.Hun så ned af hendes arme og på deres farve, ok...at blende ind i mængden her var ikke et realistisk alternativ.
Hun hastede over til bordet, og hilste pænt på dem alle med et stort smil ..."Hej igen...hvor sidder jeg ?"

Mina vidste, at Præstinden kom hen til hende, mens hun bedte. Hun vidste, at dette var denne kvinde, fordi alle havde hver deres unikke knoglestruktur. Men Mina gad ikke at tage sig af det. Hun håbede på, at hun ikke ville genere hende. Men det var mest for Minas egen skyld, for ellers skulle hun nok rydde noget værre rod op med alt den blod. Især nu hvor hun kun kan skimte blodet på grund af sin syn. Hun bedte videre, og da hun var færdig, rejste hun sig op og så lige på præstinden. Men ikke på en dårlig måde, faktisk havde Præstinden fået lidt respekt fra Mina af. Hun var en der lod folk passe sine sager, det kunne Mina godt lide. Mina havde tilgengæld ikke noget helst imod at fortælle om hendes gud. Hun gik stille og roligt hen imod hende. Ikke hverken truende eller noget som helst, bare gik.
"Ja jeg er en troende. Jeg beder til en gud af mange navne. Nogle kalder ham faderen af et og alt, nogle kalder ham fader himmel. Andre kalder ham for kaosguden. Han er faderen til alle guder og verden"
Mina var svag og var ikke særlig stærk, men det kunne man ikke se på hende ude over hendes sygelige tynde udseende. Hun tog en mønt, en af menneskernes frem i hånden og slog plat og krone.
"Nogle kalder ham bare for kaos eller tilfældigheder. Hvis vi sagde, at hvis jeg slog plat så er du død, hvis krone så lever du. Så er det lige meget om du er tynd, rig, fattig osv. Jo Måske du tilfældigvis kunne godt får hjælp af dine kære guder, men for os almindelige dødelige er dette fair. Det er det gode ved kaos og tilfældigheder, det er retfærdigt."
Mønten landede på krone, Mina ville godt nok ikke have gjort noget som helst. Men det var princippet som så. Mina kiggede på hende med sine hvide farvede øjne, det var som om hendes sorte pupil blev større, som om hun fokuserede på hende. Mina kunne jo selvfølgelig se alle hendes knogler også se der, hvor hun engang har fået brækket sine knogler. Så pegede hun op ved sine øjne.
"Ligesom det var måske tilfældighederne der gjorde at jeg mistede mit syn, da jeg kom til jeres verden. Nu kan jeg kun se kalken, ingen farver, ikke noget som helst. Måske var det straffen for at jeg så mit fremtidssyn som jeg gjorde"
Mina så eftertænksomt imod en af statuerne, mens hendes hale gled roligt frem og tilbage. så kom hun i tanken om, at hun nok ikke skulle ha fortalt det. For hvis hun fortalte om hvad hun så, at Sakref ejede så godt som hele verden. Det kunne bringe dem i fare, og det måtte hun endelig ikke.

inde i kirken:
præstinden nikkede forstående og så ikke ud til at være overrasket over den gud mina snakkede om. "aahhh jeg forstår hvad du mener. du snakker om faderen af alle. skaberen af godt og ondt. nemlig mellemspillet imellem det. han findes i alle vore tros retninger i denne verden men har forskellige navne som hans børn har også forskellige navne. i kalder dem noget andet nogen kalder dem lyset og mørket og her kalder vi dem elona'dal og del'sharka som er også dem der skabte dem der er med i de mindre tros retninger men bliver kaldt titanerne som skabte bjergene og alt i denne verden sammen med de andre. men jeg forstår hvad du mener. det er den samme gud jeg tilbeder til" sagde præstinden med et lettere smil på munden. "jeg tænkte på om du havde lyst til at være med til en lille leg som kun handler om tilfældigheder?" spurgte præstinden med et lettere smil på munden. der var ikke tegn på om det var godt eller dårligt.

imens udenfor til festen:
sakref så tristan og camille komme hen til ham. "kom sæt jer ned her de skal til at fortælle os historier om denne verden og nogen af deres traditioner her. så kan det være at vi lære lidt mere om denne verden" sagde sakref og smilte på en måde meget venligt og ivrig og begejstret. gad vide hvad han var glad over for?

Tristan fulgte sammen med Sakref og nogle lærlinge med hen til et stort bord. Camilles stemme bagved fik ham til at snurre rundt. Hvor havde hun været skulle han til at spørge, men stoppede.. Det havde været en skam at kalde hende smuk i den kjole. Det havde været en form for hån imod det og han fandt det umuligt at sætte et ord på og sagde derfor ikke så meget.
Istedet kiggede han hurtigt væk med et let rødt skær i kinderne og trak en stol ud ved siden af sin egen plads. "Hvad med her?" Spurgte han påtaget halvhjertet og skubbede stolen ind efter at være sikker på at hun havde sat sig. Så satte han sig selv ned ved siden af og kiggede hen på den mand som skulle fortælle dem om kultureren, gad vide hvad de havde af spændende traditioner?

Camille smilede til Sakref og slænget.
Så Sakref ikke mere glad og sorgeløs ud, næsten yngre.Dét klædte ham, tænkte hun og lagde hovedet lidt på skrå.
Tristan fik hende ud af hendes tanker,ved at trække en stol ud til hende.
Han kiggede...lidt meget, var dét alligevel lykkedes for hende at spilde på kjolen allerede.
Hun børstede den af lidt random imens hun satte sig og Tristan fik gelejdet hende på plads.
Så hviskede hun til Tristan og Bron, jeg har købt noget kozan gas...tror jeg nok dét hedder, mon dét virker på orker her og vampyrer derhjemme ?
Men så var der en eller anden der tyssede på hende fordi dét lille fordrage skulle begynde.
Camille kiggede lidt på Tristan, dét var rart han var med...selvom han ikke havde fortalt hende om dét forinden, hvorfor havde han egenlig ikke dét ? Hvorfor havde hun intet sagt til ham?
Hvis hun havde været derhjemme uden at kunne finde ham eller få kontakt til ham, ville hun være meget...bekynret.Nå, never mind.
Hvad mon Mina lavede af narre streger, Camille havde lyst til at opspore hende, men ville ikke gå glip af festen så hun forsøgte at koncentrerer sig om dét lille fordrag.

Præstinden havde i hvert faldt nu hele minas opmærksomhed, et smil gled over minas læber, som afslørede hendes ikke elver tænder. Men et eller andet i hende sagde stop, for hvis dette var et leg, som kunne sætte de andre i fare så måtte hun ikke gøre det.
"jeg vil meget gerne være med til det på en betingelse, at dette her spil ikke bringer mine rejsefæller i fare. Har lovet det højt og helligt"
Sagde hun og løftede hendes højre arm op og viste med den anden arrene fra hendes løfter. Selvom mina var klar over at hun er svag lige nu, så var hun rets så ligeglad. For som sagt krævede det kun lidt energi at dræbe hende hvis det blev nødvendigt. Mange har store og flotte evner, som skræmmer folk, men hvorfor ikke havde noget simpelt, som næsten ikke brugte noget energi. Det kunne jo også bruges skræmmende, for forstil en hær løber, og så lige pludselig begynder folk at falde som fluer, og man ikke kan se hvad der er sket. Det måtte da også være skræmmende ikke? Tænkte hun for sig selv med et stort grumt smil på sine læber. Dog elskede hun også at gøre noget ud af det, som engang i en by langt væk fra. Mødte hun en dæmon kaldt Ray. Der forvandlede hun et kalklejre under jorden til et massivt dragevæsen. Hendes hale kørte veltilfreds.
"men hvis de andre ikke på nogen som helst måde bliver involveret, så er jeg med på den"
sagde hun mens hun gik et skridt nærmere imod hende, hendes øjne lyste op af forventning.

inde i kirken:

præstinden nikkede forstående "bare rolig vores lille leg er kun mellem os to og guderne men her er det så hvis mønten lander på den hvide side med englen så vil jeg fortælle dig en hemmelighed som kun guderne kender til som har givet mig tilladelse til at fortælle dig det hvis du vinder men hvis mønten lander på den mørkegrå side med djævlen så skal du gå i oplæring hos mig og jeg vil tage med jeres gruppe hvor end i rejser hjem men du skal så til gengæld gøre alt hvad jeg siger til dig uden det selvfølgelig ødelægger dit løfte. så hvad siger du til det? er det en leg du vil være med til?" spurgte præstinden med et lille smil der virkede hverken god eller ond men virkede også til at være begge på en mærkelig måde.

udenfor til festen:

folk begyndte at tysse af dem der stadig snakkede rundt om det store bord hvor alle sad nu og ind i midten kom der en virkelig virkelig gammel mand gående ind. han var iklædt lange klæder med flotte farver og lysende runer og i hans højre hånd havde han en stav der havde en flot krystal øverst af staven. på hans hænder og noget af hans arme var dækket af noget rustning der lignede virkelig meget skæl fra en fisk en et firben og hans fingre havde skarpe metal klør som kunne også ligne noget fra et firben. han havde ellers langt hvidt slidt hår og så havde han kalkun hals og havde overbøjet ryg. han stilte sig på det bord der var i midten af den store bord kreds og kiggede rundt. og så begyndte han at råbe med en energifyldt stemme som var i starten noget man ikke havde forventet af en person der så Så gammel ud. "mine gamle venner høj mig nu tiden er begyndt som titanerne forudsagde da de skabte alt i den her verden og efterladte verden til os og gav os drager orden til at beskytte verden men profetien som titanerne gav os fortalte om at flere millioner år væk fra vores verden var der en anden verden som havde den sidste race som ikke er i vores verden. nemlig en race der har ingen evner men har alligevel kraften til at gøre hvad end de lyster og hvis de har lyst nok så kan de alt en race der så store muligheder i sig at det er større end selve titanerne der skabte dem! og profetien fortalte også om hvordan en fra vores verden men født i deres ville åbne en vej for denne race og derfor vise dem vej til denne verden og det siges at det væsen født af vore blod men født i deres verden hvordan han vil være den balance der bestemmer om vores verden fortjener fred og venlighed eller om vores verden fortjener død og ødelæggelse og mange ting vil ske for disse første der er kommet herind men intet kan fortælle om hvordan verden kommer til at være med deres ankomst" sagde den gamle mand meget højt.

Tristan kunne ikke holde et grin tilbage af Camilles køb. Selvfølgelig havde hun købt kozan gas.. "Det må vel komme an på en prøve" Svarede han bare kæphøjt og blev ligeledes tysset på. Bron derimod sagde intet, men vendte bare hovedet væk fra dem som havde de aldrig sagt noget.
En gammel mand begyndte at snakke og Tristan vendte hovedet imod ham. Han snakkede om titaner og profiter..Eller var det profetier? Det hele var lidt svært at få til at hænge sammen, måske var det noget internt byen havde?
Ærlig talt måtte han give op på at forstå sammenhængen, noget med et barn der var født i deres verden, men fra denne.

//Ja, det blev ikke lige så langt//

Camille lagde en hånd på Tristans arm " shyy ...dét begynder nu " hviskede hun og gav sin fulde bevidsthed ...eller næsten fulde bevidsthed til aftenens taler.
Camille så på Sakref....der var sket meget med ham , da de kom gennem portalen.
Han var ændret ikke kun i udseende og evner, men også hans sind.Dét var både facinerende og skræmmende.Hun ville ønske Crasie havde været her...hun ville have kunne forklaret Camille hvad der var sket, mente hun da.
Bron visdste måske også noget, hun måtte prøve at få ham på tomandshånd senere.
Og indtil nu var hun mere end lykkelig for Tristan var med på turen, hvem skulle hun ellers holde sig til....udover hendes kozan gas, naturligvis.
Camille kiggede over på Sakref og ville ønske hun kunne læse hans tanker.
Hendes hånd fandt op til dét lille blomster vedhæng, og hendes fingre lukkede omkring det, imens hun studerede Sakref iforsøg på at få mere info om ham.

Mina så vurderende på hende, en hemmelighed? Det lød da meget interessant, men hun kunne ikke lide at blive kommanderet over. Så hun lagde armene over kors, og mærkede tydeligt at hun var delt i to. Hun kunne da heller ikke bare gå væk fra en udfordring, især når det er en udfordring der ligger under hendes guds domæne tilfældighederne. Hun skar en grimasse og rystede let på hovedet.
"Og hvis du beder mig om noget der går imod min natur, så skal jeg bare følge dit. Skal jeg så, når vi møder elvere, bare lade dem gå uskadte, selvom det er dem jeg foragter? Og jeg kunne blive ved med sige andre eksempler. Jeg ville hellere død i forsøget på min egen frihed end jeg vil være bundet af min egen vilje"
Sagde hun lidt skarpt ikke uvenligt, men det var tydeligt, at hun havde kæmpe modstand imod dette.
"Men som sagt, så det der med hemmeligheden. Det lyder da meget interessant. Jeg vil gerne være din lærling, men ikke at du så kan kontrollere mig, som du vil som en kludedukke. For som sagt, kan lærlingen sagtens gøre oprør imod læremesteren"
Sagde hun med et lumsk smil på sine læber.
"Dog har jeg ingen grund til at ville gøre det nu. Men friheden er mit liv"
Mina gik hen og satte sig på den nærmeste bænk få meter fra præstinden og så på hende. Mina vidste ikke om hun ville skifte meningen, men hun håbede det. For det var næsten en chance hun ikke måtte gå glip af.

inde i kirken:

præstinden smilte til Mina "jeg forstår dig godt med at frihed er vigtigt for dig og jeg vil ikke tage mere frihed fra dig end hvad er brug for at blive taget det er jo sådan det er som at gå under oplæring hos en men lad os nu først se hvad tilfældighederne siger før vi snakker mere om det for sådan er tilfældighederne jo. man ved jo aldrig hvad for en side den sætter" sagde præstinden og skød mønten op i luften og den fløj faktisk så højt op at den fløj op af det store klokketårn og man kunne høre et svagt bang som tegn på at mønten ramte selve klokken i tårnet og ned faldt mønten og landede stille og roligt i præstindens hånd igen og så lukkede hun hurtigt hånden så hun nåede ikke selv at se hvad for en side den havde landet på. hun åbnede hånden efter et øjebliks pause hvor tiden var som om den var gået i stå og alt holdte vejret. mønten havde djævlen vendt op af. præstinden smilte stille imens hun kiggede på mønten og vendte blikket imod mina for at se minas reaktion.

udenfor til festen:

manden blev færdig med at fortælle om den profeti og vendte så rundt imens folk kiggede rundt med glade smil på deres munde som tegn på at de tror at godt vil komme også selv om ondskab også kunne komme. "men den tid er ikke endnu. nu er det tid til at feste og spise for denne store dag!" sagde manden derefter og folk begyndte at juble og maden blev serveret og alt maden duftede så godt og så Så lækkert ud og noget af det lignede det fra jorden af også. men noget skete dog. imens der gik folk og serverede mad til andre så opdagede Sakref en skikkelse imellem flokken. camille og tristan nåede også at se lidt af skikkelsen men hvem det kunne være viste de ikke men de kunne tydeligt mærke hvordan bare det svage sekund hvor sakref havde fået et glimt af skikkelsen kom der en mærkelig klar ro i ham og en lyshed som var mere beroligende end godheden selv. men den forsvandt igen da sakref ikke kunne se skikkelsen mere. det eneste camille og tristan og sakref for den sags skyld nåede at se var nogen rødefarvet rottehaler der blæste i luften. sakref vendte derefter blikket hen til nogen fremmede fra denne mærkelige verden som sad ved siden af ham og begyndte at snakke med dem fra denne verden. dog opdagede både tristan og camille denne skikkelse som gjorde sakref så rolig igen. det var en høj og flot kvinde med lange rødelige rottehaler som gik ind i en gyde og ikke mere end nogen få sekunder senere så gik den gamle mand også ind i den gyde. gad vide hvem det var og hvorfor denne kvinde havde den virkning på sakref da de først lige var kommet her og sakref havde ikke nået at snakke med nogen og sakref så ikke ud til at kende denne kvinde. måske skulle camille og tristan udforske det lidt mere.

Tristan smilede stort da maden blev serveret. Han slog håndfladerne sammen og gned dem imod hinanden i behag. Endelig mad.
Han nåede dog ikke at spise noget inden han spejdede en skikkelse i mænden. Et hurtigt blik på Sakref og det var tydeligt at noget var forandret. Kendte han denne person ? Men han havde da ikke noget at snakke med nogen havde han?
Kvinden fortsatte ind i en gyde og blev snart efterfulgt af den ældre mand. Tekstens første tanke var at han virkelig ikke ville vide hvad der skete derinde, men han kiggede alligevel spørgene på Camille for at se om hun også havde set det. Det var ikke hver dag at nogen havde en sådan effekt på Sakref. Burde det undersøges?

Dét røde skær fra rottehalerne fangede hendes opmærksomhed og hendes øjne blev optaget af kvinden og dernæst Sakref, der synes at blive engle blid og rolig.
Enten var dét love at first sight ellers var der iblandet magi.
Dét sidste gjore hun blev nysgerrig og hun gerne ville se hvem den madamme var.De havde rigeligt at se til i denne nye verden, uden at Sakref skulle blive en love sick puppy og begynde at danse efter en ukendt kvindes pibe.
Hun rejste sig og mødte Tristans blik, selvfølgelig havde han fanget dét også, ikke meget gik hans blik forbi.
"Wanna go see ?".hviskede hun ned til ham og begyndte at gå over mod hvor hun sidst så dét røde hår.