Jeg er så ensom: For alle :)

Tristan gav Demetri et flabet smil og bakkede væk fra der hvor Demetri var forsvundet ind i mørket. Han ragte en simpel kastekniv til Camille som svar og mumlede nåede i retning af "Careful" Inden han hurtigt skød et blik til Hun vampyren. Så bevægede han sig lidt væk fra dem og kiggede sig omkring. "Sødt, skal vi lege gemmeleg? Drillede han ud i mørket, det var ikke fordi at han intet kunne se. En gang imellem kunne han skimte skikkelsen af vampyren rundt omkring og han var klar hvis han skulle angribe.

Alt dette her var begyndt at kede hende utrolig meget,
*typisk hankønsvæsner* tænkte hun og sukkede. Dog
lagde hun mærke til at Camille ikke var opmærksom
på hende og hun begyndte med underlige ubevægede skridt
at nærme sig pigen, dog havde hun også set at hun havde sået en
kniv men Ribanalon ville være meget hurtigere til at undvige da, Camille
ikke var en dusørjæger der var træner til at bruge våben

"Er da altid forsigtig" mumlede hun ironisk til Tristan ,da hun fangede kniven.
Camille strammede grebet om dén, og en følelse af håb begyndte at spire.Måske de alligevel havde en chance, selv de var to vampyrer og kun en jæger.Ligenu var hun fandme glad for at Tristan ikke arbejdede som kasserer i dén lokale banko forening.

Hele hendes krop var anspændt, dén store forsvarsmekanisme 'angreb' var på arbejde og dens opgave var at fjerne dén uligevægt og tilstand af ubehag der var i hendes krop...skabt af frygten for Ribanalon og Demetri.
Hendes øjne var for en stund ikke på Ribanalon, men forsøgte i stedet at følge Demetri , hun havde på fornemmelsen at dét var ham der havde dét afgørende ord, også over hans søster hvis han ønskede dét.
Men nu havde hun kniven, dét gav hende en lille fordel i kamp.
Hendes telekinese fungerede sådan at hun bare skulle lukke øjnene i , koncentrerer sig og visualiserer kniven ramme for eksempel Demetris mave, og kun hvis hun var meget uheldig ville kniven misse målet.
En følelse af styrke, vældede op i hende og hun holdt nu kniven med begge hænder , foran sit bryst...parat til at sende dén afsted, når tiden var rigtig.

"Selvfølgelig" hviskede Demetri i Tristan's øre, hvorefter han forsvandt igen
ind i mørket, faktisk legede Demetri var med dem lige nu. Det havde altid
være en større tilfredsstillede at drikke dursørjæger menneskers blod end
bare et almindelig menneskes blod, for Demetri. Tristan skulle ikke tro at
han var bedre end Demetri. Demetri havde allerede været tæt nok på ham til
at dræbe ham og desuden kendte de heller ikke til de evner han havde og
de viste jo faktisk heller ikke han var så stærk at han havde 2 evner.

Tristan prøvede at svinge kniven bagud idet nogen viskede i hans øre, men vampyren var allerede væk igen i mørket. "Hah, hvor er du sød, jeg har næsten ondt af dig" Svarede han lidt ironisk og stod roligt med begge ben plantet på jorden. Det var ikke så godt at han ikke vidste noget om Demetris evner, men så igen, vampyren vidste jo ikke engang at han havde en, selvom det var fremprovokeret, så var den der og angreb Demetri for alvor, ville den reagere før ham selv og undgå det værste. Lige nu takkede han Sakref inderligt i sin tankegang.
Et hurtigt blik imod de andre to. Camille virkede mere opmærksom på deres kamp end sin egen. "Prinsesse, du ved at jeg klare mig, fokus på dit eget" Kunne han ikke lade vær' med at drille Camille med et fremtvunget smil.

I det samme sprang Ribanalon på Camille, ved at vælte hende
ned med hele sin kropsvægt, skønt at Ribanalon var lille og find
kunne hun lave sin vægt om til noget meget mere tungt.
Hun så godt den kniv Camille havde på sig, men det var ingen
trussel, hun var ikke dusørjæger og kunne derfor ikke betjene
våbnet lige så godt.
Hendes metalliske grå øjne, lyste nærmest som 2 hvide
sole, dette var tegn på at hun var opstemt til at der var nogen
der skulle dø/blive hendes mad. Det grå var der gnister i inde i
hendes øjne og derfor blev det sådan et klart skær.

Camille nåede lige akkurat at sige " Selvfølgelig" til Tristan og idet hun ville sende et lille opmuntrende smil , blev hun væltet bagover og fik luften slået ud af brystet med dét samme .
Camille tabte kniven i faldet, men via telekinesen fik hun hurtigt ejerskab over dén igen.
Hun var godt nok ingen dusør jæger ,men hun pressede knivens æg op mod Ribanalon, uden tøven , og med en stemme sløret af frustration sagde hun " Skrup væk Ribanalon ...eller jeg flænser dig op ".
Måske var dét dumt at hun ikke bare jagede kniven i hende, uden at tilbyde second chances, dét var der ikke tid til at overveje , dét hele gik på reflekser...og Camille handlede efter hendes hvilke betød selvforsvar....og ikke drab.

I det samme stod Demetri bag sin søster, med sit blik rettet mod
Camille....."Meget sødt" sagde han med et overlegent stemmelege,
det han syntes var så sødt....var at Camille virkelig prøvede at jage
hans søster væk ved at stå med en kniv op mod hende, var nuttet.
Han fnus....men havde hele tiden sin konsentration på Tristan, han
skulle bare bevæge sig en gang og så ville Demetri reagere.
Han havde umådelig trang til at tage fat i Camille og kaste rundt med
hende, så hun tilsidst bare var en stor blodplet. Og hvad Tristan angik
ja....kunne det ikke være sjovt at forvandle ham?

Tristan tog et par halvt usikre skridt omkring sig for at kigge efter Demetri, men vampyren var ikke i sigte. Han skar en kort grimasse og fangede ud af øjenkrogen et glimt af noget hvorefter han hurtigt drejede rundt på hælen imod Camille og Den kvindelige vampyr som var væltet om på jorden.
Han satte af og gav sig til at spurte derover igen. uheldigvis blev han afbrudt af Demetris tilstedeværelse da han dukkede op ved siden af sin søster.
"Tsk.." Mumlede Tristan lidt koncentreret. Han havde hevet alle andre væben ind med undtagelse af et langt antikt sværd som før havde været fastspændt på hans ryg. Det var nu peget i strakt arm imod Demetri, hen over Camille og den anden vampyr, men uden at svinge det efter nogen - endnu. Han ville gerne hjælpe Camille, men kunne heller ikke helt gøre noget uden at tage opmærksomheden fra vampyren som han ligenu stod overfor.

Ribanalon kiggede på Tristan som nu stod foran hende, hun smilte
og havde allerede konsentrationen væk fra Camilie hun rørte blidt
ved våbnet med den ene finger og kunne ikke lade være med at grine
lidt, "Ikke det beste smedet svær" sagde hun med et lidt overlegent
smil på de mørke læber, hendes øjne rettede sig mod Tristan øjne,
Hendes metalliske grå øjne stirrede dybt i hans menenskeøjne, de
var kolde og døde som resten af hende og alligvel var der noget
over dem der var lokkende og mystiske. Hendes smil forsvandt fra
hendé, og blev til et spil mellem kontakten med Tristan og hende.

Med Ribanalons fokus rettet på Tristan nu, var Camille væk fra hende i et par bevægelser.
Tristan havde sit sværd så han skulle nok klare sig.
Hun strakte omgående kniven ud mod Demetri Istedet og den pegede lige mod hans hjerte.
"Ja...jeg er virkelig kær og hvis du kommer helt tæt på bliver jeg rigtig kærlig ".svarede hun mere kækt end hun følte sig og viftede lidt med kniven for at lade ham forstå 'den kærlighed' han så ville få at smage.
Hvorfor kunne de ikke bare lade dem gå ? Camille kunne ikke blive klog på Demetri, ved deres første møde havde han , næsten, behandlet hende pænt...næsten...men han havde da ikke drukket af hende og ikke truet med at være voldsom eller at tage hendes liv.Hun kiggede op på ham med spørgsmålstegn i hendes øjne.

Han kiggede roligt ned på Camille's kniv, der var intet smil
på hans læber nu i det næste tog han hånden op og pressede
den ind i Camillie's Kniv. Han smilte nærmest af den smerte,
"Prøv at tænk´at det er en af de få ting jeg stadig kan føle,
-smerte-" han smilte nu lumsk imens han gennemborede sin
hånd med den hellige kniv. Han smilte så hans 2 par hugtænder
blottede sig for Camille og Tristan. Han reagerede kun svagt ved
det hans søster sagde ved at lytte andet tegn gav han hende ikke.

Tristan vente blikket på Ribanalon. Det var svært for ham at tro at hun havde nogen kendskab til våben med sådan en kommentar. "Det er antikt..Lavet af den bedste og velsignet selvfølgelig, hvis man tror på sådan noget ...Og det bliver i jo lidt nød til...Den dag du finder et der er bedre må du endelig give lyd" Svarede han koldt og lavede en lille grimasse af Demetri der åbenbart var gået i gang med et spide sin hånd.
Han pegede sværdet tættere imod Demetri. "Til den anden hånd hvis du skulle få lyst.." Sagde han henkastet og holdt blikket på Den kvindelige vampyr. Nu når der ikke var noget våben rettet imod hende burde han holde øje i det mindste.
Situationen var ved at være anspændt og han overvejede kraftigt at se at få dem væk fra vampyrene, men hvordan?

"Selvfølgelig kender jeg bedre smede" i det samme tog et skridt frem og sparkede
han lige under hvor knæskalden sad. Lige så hurtigt hun gjorder det var hun væk igen
og stod over ved muren hvor Tristan før havde været. "I keder mig....Kom nu Tristan
underhold mig" om han havde smerter nu eller og han havde et eller andet magisk knæ
viste hun ikke. Dog hviste hun at mennesker ikke var så gode med at blive sparket med
stilter som Ribanalons med spids hæl. Hun var begyndt at blive lege syg og hun kunne
høre på Demetri at de også var ved at gegle ham op.

Camilles øjne fulgte Demetri , hun mærkede sin mave røre på sig da han lod kniven gennembore sin hpnd, af egen fri vilje.
"Flot...Demetri...kan du andre fine triks , en kanin op af hatten måske ?" tirrede hun og greb med begge hænder om knivens skaft og trak den ud, dét var utroligt så mange kræfter dét kostede.
Hvorfor at udsatte sig for dét selv pineri , dét undrede Camille.
Og hun fik næsten ondt af ham.Havde Demetri skrupler eller smerter inden i , havde han nogen til at hjælpe ?
Camille så forvirret over på Tristan og Ribanalon.Hun virkede temmelig interesseret i Tristan lige nu .Camille fnøs, og hun der havde troet at Ribanalon var en ny god veninde, sikke en fejl at begå.

Det hele kedede ham mere end ophidsede ham, han kiggede
på sin hånd da Camille trak den ud af hans hånd. I det næste var
han ved sin søster oppe ved muren, han sagde noget på russisk
til hende, " Jeg tror jeg forlader jer for denne gang, jeg må finde
Fie" han sukkede og kiggede så igen over på de to små ting
der stod og legede våbenholdere. "Vi ses igen" sagde han og
forvandlede sig i det samme til en stor ravn, han fløj væk fra kampen
som om at dette ikke havde betyder noget for ham.
Det pissede ham utroligt meget af at han ikke kunne være der, men han
måtte finde Fie de skulle havde mødt hinanden for 1 time siden.

//out//

Tristan spærrede hurtigt øjnene op da han akkurat kun nåede at flyttet benet så han fik et spark på siden af benet. Det fik benet til at give efter under ham og han måtte glide ned på et knæ imens han hurtigt ømmede sig... "Auch..." Mumlede han og kiggede op for kun at finde at Demetri var væk. Han fulgte vampyrene imod der hvor han selv var dukket frem og tog sig ikke af Kvindens kommentar.
Han lavede et underligt ansigt da den ene blev til en stor ravn. "Hvad fanden?" viskede han nærmest til sig selv og hev en af sine trofaste handcannons frem fra under sin jakke og skød tre hurtige skud efter ravnen, men uden held, den var væk. "Satans!" Udbrød han irriteret og kom på benene igen. Han fægtede sit sværd fast på ryggen igen og kiggede med et trodsigt blik op på Ribanalon, nu var der kun hende.
"Wanna play? Så kom da!" Svarede han vampyr kvinden 0g hævede sin pistol for at pege den imod hende.

Hun kiggede forvirret efter den ravn hendes bror havde forvandlet
sig til, hvad var der sket med Demetri?! Han havde aldrig gået fra
en kamp før. Da mennesket snakkede vendte hun blikket mod ham
hun så gal ud, hvilket hun i sandhed også var. "Du kan jo prøve"
spyttede hun nærmest ud af unden, hun var så gal! Han havde efterlade
hende! Hvis man lagde mærke til det blev hendes øjn farve helt grumset
grå, prupilen var nærmest væk.

Camille mærkede en lille stemning af 'jubel' i hendes krop.
Måske var Demetri taget væk fordi han vidste han ville få 'smæk' ?
Eller måske ikke...Anyway , de før så kedelige odds var nu tippet til Tristans og hendes fordel, dét var jo ikke første gang de havde slået en vampyr ihjel sammen
Bare ærgeligt dét skulle gå den smukke Ribanalon sådan.
Camille var skuffet over Ribanalon havde vendt sig imod hende, efter deres så hyggelige start på mødet.
Hun så ned på sin kniv og smilede, hun kunne bruge sin telekinese til at sende kniven afsted og med Tristan og hans evner, så dét sort ud for Ribanalon.....eller dét håbede hun da.
Camille kom hurtig hen ved siden af Tristan, der var nok alligevel mest sikkert når alt kom til alt.

Tristan smilede lidt bredere af vampyrens vrede. Han følte sig meget mere sikker nu når der kun var en, og de var jo også 2 så de havde 'the uber hand'.
"Okay, det vil jeg så gøre" Svarede han roligt og affyrede to skud imod kvinden. Han sænkede pistolen og pakkede den ind under jakken igen. Hvis hun havde klaret skudende var der ingen grund til at blive ved at skyde.. man var alligevel heldig hvis man fik ram på et væsen med et skud.
Istedet for sin trofaste handkannon. Hev han nu to hånd daggerts frem og var allerede begyndt at løbe hen imod hegnet hvor Ribanalon sad.
Et kort blik bagud imod Camille med et 'cheering up smile' og han rettede blikket fremad igen.

i Det alt dette skete måtte hun tage en beslutning og i det samme sprang hun ned af muren
på den anden side af kirkegården. Hun havde et bredt smil lige enden hun forsvandt for
øjnene af dem og ned på den anden side af muren. Et højt grin kom fra hende.
*Så Camilie har telekinese* tænkte hun og kiggede anerkendene til sig selv.
Hendes andre tanker strømmede igennem hendes sind. Lumsk tanker.
Alt imens var hun begyndt at løbe ud på sin hjemmebane, nemmelig mørket.

Camille kastede et meget lille smil tilbage til Tristan, men dog et smil.
Hun kunne jo ikke andet, når han midt i jagten på en vampyr stadig havde omtanke for at berolige hende
Tristan satte kurs mod Ribabalon og Camille holdte sig klar med kniven, mentalt.
Men overraskelsen var stor da Ribanalon synes at tage flugten , lige som sin bror
" Damn...your good....og så siger de dét er svært at bekæmpe vampyrer ?" Kommenterede hun lidt ironisk...på en eller anden måde var dét...for let.
Hun så spørgende på Tristan og håbede han som hun tænkte at de skulle laaangt væk herfra....nu .

Tristan sukkede irriteret og stoppede ikke med at løbe.. "Ha! I er nok de mest kujonagtige vampyre jeg nogensinde har mødt!" Udbrød han og hoppede efter hendes over muren ved at sætte hænderne på kanten og slynge sig over.
Udenfor muren var der mørkere og dte var svære at skimte hende. "Dammit! flygtede du nu også?" Lo han irriteret og kiggede sig rundt. Der var intet at se. Det var lidt urealistisk at det rent faktisk var lykkedes ham at få både ham selv og Camille ud af sådan en kattepine..

I det samme stod hun bag ham i mørket, "tror du det var
min plan at min bror forlod mig.." hun sukked blidt.
"Jeg kan da godt dræbe dig hvis du virkelig ønsker dig det.
Hun smilte og havde imens hun snakket flakket rundt om Tristan.
Camille var ingen fare for hende lige nu. hun var jo over på den anden side af den store mur. De3t kunne få hende til at grine når Ribanalonb mærkede
gnister mellem 2 væsner der stadig havde puls og hun mærkede
den kraftigt i deres aura.

Camille så Tristan sætte afsted over den høje mur.
*fandens til showoff* mumlede hun med et lille smil om læberne, vel viddene at muren og hende ville være et umuligt match...så hun ville ikke engang forsøge.
Istedet satte hun kurs mod udgangen, gik nogen lunde fortrøstningsfuldt idet hun forventede Tristan hvert øjeblik ville dukke op og erklære at nu var dét slut og de kunne tage hjem.
Der gik nogen minutter sådan....hvor blev han egenlig af ?