Jeg er så ensom: For alle :)

altså det er tristans tur nu ....//

//Min tur? Godt nok ~//

Tristan havde egentlig ikke forventet at finde nogen på sin aften tur. Det have bare været en lille tur til at køle af og få noget luft. Stille og roligt. Det overraskede ham dog ikke da det ikke gik som forventet.
Ca halvvejs havde han passeret kirkegården og lur mig om han ikke hørte en bekendt stemme. *Camille..* Tænkte han og himlede med øjnene. Den pige skulle altid gøre ting som ikke var godt for hende, men seriøst, hvilken person ved deres fulde fem ville besøge kirkegården midt om natten?
Han hoppede lydløst op på kirkemuren og forsøgte at skimte hende igennem mørket. Det stod meget hurtigt klart at hun snakkede med nogen. Han fulgte samtalen imens han blev mere og mere forvirret, Hvor uheldig kunne man være? To tilsyneladende stærke vampyrer.. Han sukkede og vidste at han ikke bare kunne løbe sin vej. Han havde nok ikke den store chance, men at lade Camille i stikken.. + at i hvert fald en af vampyrene nok havde bemærket ham forlængst.
Det så ud til at situationen kogte op og han fandt hurtigt to kasteknive frem og svang dem imod hver sin vampyr. Han måtte nok hellere handle inden Camille blev tømt for blod.
Han hoppede adræt ned fra muren imens han skulede lidt til vampyrene. "Så stopper vi vist lige her" Sagde han ud i mørket og lagde hovedet let tilbage.

Ribanalon nåede at fange den kaste kniv der var rettet med hende.
Hun havde flyttet sig i det sekundt den skulle have ramt hende og
holdte nu i håndtaget af den, imens hun knurrede højligt som en
ulv der havde set en rival, hun blottede sine tænder da menneske
drengen kom til syne. HUn kiggede mod sin bror hvor en kniv også
blev kastet mod.

Nej række følgen er : Camille, Demetri Tristan og så mig...

// eh, er det så mig nu ? , det siger vi at det er....so here we go ladies and gents //

En frygt rejste sig inden i Camille, som en drage der rejser sig fra sin søvn ryster sig og begyner at spy ild.
Til hvilken nytte skulle hun forsøge kæmpe, de odds der var tippede til kun en side, demetri og Ribanalons side.
Hun nikkede til Demetri da han hånede hende med allerede at have drukket af hende ved deres sidste møde, et nik der sagde naturligvis er du lige så brutal og ukærlig som jeg frygtede og dernæst skiftede hendes skræmte blik over til Ribanalon for at se om hun virkelig ville bide hende, som Demetri opildnede hende til at gøre.Hvor var den tillid der skulle være ?
Hun lukkede hendes øjne , forberedt på et angreb og hun ville gøre sit bedste for at stå imod, ial fald ville hun ikke give dem tilfredsstillelsen ved at klynke, hvis hun altsår kunne lade vær.
En stemme skar gennem luften, så skarp en en nyslebet kniv. Hun genkendte den straks, men turde ikke tro på det var virkeligt.
En lille flig af håb begyndte at spire, var det ...kunne det virkelig være ham ?
Aldrig havde hun været så glad, men hendes glæde dalede hurtigt igen...han skulle væk herfra, ikke involvere sig med...de to.
Men da hun så ham , og hun så knivende komme susende , benyttede hun lejligheden til hurtigt at komme op at stå, bare for at se Ribanalon gribe den kniv der var tiltænkt hende.
"Tristan" udbrød hun med skræmt stemme og tog så hånden op for munden, måske havde det været dumt at forære dem hans navn. Hun kiggede hurtigt over på Demetri.

//ja//

//Camille giver du skrive dit indlæg eller hbvad,,....//

// er dét ikke din tur nu Demetri ? //

// dét er altsår mig der har skrevet dét sidste indlæg...gå lige tilbage og tjek....og så dét dig Demetri //

//lOL...//

//sÅ DET sku da Rinna's tur//

//næ det er sku mig//

Demetri blev ramt og mærkede dusørjægerens kniv som
var velsingnet, det fik blodet til at springe frem var Demetri's
mave af, han bevægede sig nærmest som en robot da han
bevægede hoved så han kiggede ned af sig selv, han havde bidt
tænderne sammen, men tog så kniven ud af sig selv med et smertefuldt
grin, han havde ladet kniven ramme han for at visefor meget denne
DUsærjæger skulle kæmpe for at få ham med, dog var der denne
smerte som der var ved alle disse knive der var velsignet med det
ene og det andet.
Såret healede ikke så hurtigt som et normalt snit ville, han kiggede
nu og og havde et smil på sine læber dog var der stadig smerte i
hans ansigt, han stod med kniven i hånden, "Tristan" Han havde allerede
hørt navnet.

Tristan havde stadig et klasse smil på læben. Han kiggede først hen på den kvindelige vampyr og synes ikke at kende hende, men det afholdt ham ikke fra at fyre en spydig bemærkning af. "Now dear, det er ikke lady-like at knurre af andre" Sagde han roligt og hoppede ned på jorden og tog et par skridt frem imod dem. Han sendte Camille et hurtigt smil og rettede så blikket imod den sidste vampyr. Det var sjovt for han var overbevist om at han aldrig havde mødt ham før og alligevel var han næsten helt sikker på hvem han var. Måske fordi at der var flere der havde nævnt og beskrevet ham.
"Godaften Demetri" Sagde han og lagde hovedet på skrå med et stort smil. Han kiggede lidt på såret som hans kniv havde forvoldt. Det var ikke fordi han lod det stige ham til hovedet at det var lykkedes at ramme, han havde udemærket hørt om Demetri og var fuldstændig sikker på at det ikke var ham selv der havde fordelen eller styrken her.
"Du burde få nogen til at kigge på det der" Afsluttede han flabbet og nikkede imod såret.

Ribanalon smilte skummelt da Tristan kom med den
lille kommantar til hendes knurren, hun havde aldrig
sagt hun var en dame, hun løftede hoved, " Det er heller
ikke at være en geneltman at kaste knive efter sådan nogen
som os" hun trak på skulderne og rattede blikket mod Camille,
Hun duftede svagt til luften, hendes blod ville nu blive en sand
nydelse.

Camille havde en lille indre dialog , hun ville gerne have Tristan væk herfra, så kun en af dem kom til skade, på dén anden side var hun blevet så glad og lettet da hun så ham.
Hun så godt dét lille smil han sendte hende og hun tænkte * han er way to cooky for sit eget bedste* og forsøgte at smile tilbage.
Hun var dog al for anspændt til at smile rigtigt og da hun så Demetri rette sin opmærksomhed mod Tristan, vidste hun at Demetri aldrig ville lade hverken Tristan eller hende gå , ikke uden en kamp.
Hun så på hans sår * var han alvorligt såret ? , hun håbede dét ikke , bare dét havde været nok så de kunne have nået at flygte , men Demetri var åbenbart meget stærk....selv af en vampyr.*
Hun valgte at gå over til Ribanalon og håbede at kunne tale hende til fornuft..
Camille lagde en hånd på hendes arm og med en advarende stemme sagde stille " Ribanalon....lad Tristan og jeg gå herfra nu, og der vil ikke ske jer noget " hendes blik flakkede kort til Tristan * havde han nogle træ pæle med ? *

//Tristan er det mig folk har beskrevet osv...??//


Demetri havde sagtens hørt hvad menneske drengen havde sagt,
men gav ham ingen ydeliger opmærksomhed kiggede istedet på
Camille, "Hold sig væk fra hende Camille" Han nærmest knurrede
af hende, Camille var hans i nat om hun ville det eller ej, hans søster
kunne få hende bag efter hvis det var mere af hende tilbage til Ribanalon.
Han kiggede hurtigt tilbage på menneske drengen, "Du burde få nogen
til at vaske dit hår, nogen har pisset i det" han smilte skævt imens
hans kommentar gled ud af hans mund.

//Demetri, jep, det var dig, undskyld hvis det var utydeligt ;)//

Tristan kiggede tilbage på den kvindelige vampyr "Jamen søde ven, det er nemlig høfligt og charmerende hvis jeg redder pigen ikke?" Han løftede et øjenbryn med en overlegen tone og Kiggede videre over på Camille. "Du skal ikke høre på ham, hold dig hellere væk fra ham" Sagde han skarpt og sendte Demetri et trodsigt blik. Det gled over i et hånligt smil da han forsøgte at fornærme ham.
"Hvis du pisser den her farve-" Begyndte han og pegede på sit hår "-så burde du virkelig blive checket...Nej, ved du hvad, du må hellere blive checket under alle omstændigheder, jeg foreslår en aflivning" Gav han kløgtigt igen.

Ribanalon rykkede sig væk fra Camille da hun nærmede sig,
hun lytttede kort til sin bror der talte til Camille, hun smilede
skævt g dyrisk mod Camille, hun kunne opnå meget med hende
her, trodse hendes bror, en vampyr jæger og smage en piges
blod, det var mange år siden hun havde smagt en af hunkøns blod,
Kommentaren fra drengen, tog hun sig ikke af, mest af alt fordi
at han var så uviden og kun tænkte på damer åbenbart.Men da han sagde
det angående at Demetri skulel blive tjekket og farven på hans pis,
tænkte hun kort, om hvorfor han sagde det.
Vampyrer havde ikke andre væsker i sig end blod, så de tissede ikke,
svedte ikke.

Camille fik ikke dét respons hun havde håbet fra Ribanalon og bakkede lidt væk fra hende.
Hvordan fanden havde hun kunne indbilde sig selv at Ribanalon kunne blive en veninde ? .
Hun så så trodsigt på Demetri i håb om at forplante lidt fornuft i hans hoved.
"Jeg kan love dig for at jeg ikke 'er din ' i aften ....på nogen måde " .
Hun trådte spontant nærmere Tristan imens hendes øjne ikke slap Demetri.
"Tristan...har du noget at skrive med med ?" Spurgte hun og håbede han forstod hvad hun søgte.
De to fyre var nærmest ved at pissed teritorium af.. hun tænkte at hun måtte få Tristan væk, kom han til skade skulle hun ikke være årsagen.På den anden side, han levede og åndede jo nærmest for at få kampe som dette...eller rettere som hun frygtede dét kunne blive.

"Du sku da dum menneske, jeg har ingen væske i mig
ud over blod som er blevet taget fra Camille" han smilede
lumsk til Tristan da han tilkendegjorder at han havde spist
af Camille, i det samme fløj han på Tristan og væltede ham
omkuld, denne handling havde ingen af dem sikkert regnet
med, dog morede det Demetri at drengens hår var psi orange.
Den farve ens pis havde efter en druktur hele natten.

Tristan rullede med øjnene. "Som forventet, i vampyre fatter bare ikke en joke" Han knættede næverne da Demetri næsten bekendtgjorde at han havde bidt Camille og kiggede kort hen på hende. Den eneste grund til at han ikke direkte blev smadret ned og fik spist jord var fordi han allerede havde været ved at læne sig frem imod vampyren for at give ham et slag. Derfor var det eneste der skete at han hurtigt måtte gå i brug og hoppe bagover for at lande i skrædderstilling på fødderne. "You are so asking for it" Mumlede han irriteret og tog hænderne op foran sig for at være klar på flere slag.

Ribanalon slikkede sig over sine tænder, imens hun
bare studerede sin brors handlinger, "Camille, hvilken
verden er du født i" hun havde rette blikket med mennesket
hun talte til, det var som om at Camille intet forstod selvom
hun viste at der fandtes væsner. Men hvad skulle et menneske
som ikke foropvokset med væsner som foreksempel Tristan
kunne vide, hun havde det menenskelige i sig hvor Tristan
jo hviste at det var helt anderledes. En knurren kom fra hende
og hun begyndte stille at rykke sig mod Camille.

Camille var irriteret over Tristans manglende svar, hun manglede våben da han umuligt kunne slås med Demetri og holde Ribanalon fra hendes hals samtidig.
Hun så Demetri ryge over ham og Tristan der i første omgang undslap hans vrede.
Camille var helt på det rene med at Tristan havde al hans træning og viden at gøre brug af og Demetri og Ribanalon besad begge unaturlig styrke og hurtighed...og Camilles egen lille evne virkede kun svagt på væsner...Måske hun alligevel kunne vride lidt på deres involde, bare nok til at købe lidt tid ?.
Hun valgte at besvare Ribanalons provokerende spørgsmål en lidt øretæveindbydende holdning, som hun håbede skjulte dén uro der herskede inde i hende..
" Hvilke verden ? ... Søde Ribanalon der er kun en verden ...vi er bare mange der beboer dén. "

Camille kiggede over på Tristan...hvordan skulle de dog komme væk uden...skader...?Blev dét nødvendigt ville hun give sit blod frivilligt, for at han kunne gå, slippe væk.Spørgsmålet var bare om hun ville overleve, ville de efterlade nok i hende eller tømme hende for blod.
Hvordan kunne hun tage så meget fejl af de to søskende?

"And you want it" sagde han med et provkoerende smil
på hans ansigt, han havde allerede vendt sig mod Tristan,
"Sødt, en dusørjæger der allerede må bruge eknikker på
at undvige mig" han grinte svagt, imens han begyndte at
gå langsomt tilbage for at trække ud i mørket, så han kunne
bevæge sig omkring Tristan uden at blive set. Dog kunne Tristan
stadig nå at stoppe hans handling, men han ville ikke kunne
ramme ham endnu. Det sår Demetri havde fået var begyndt
at heale meget lidt.