Jeg er så ensom: For alle :)

Hun rystede på hoved, "Jeg ked af det Camille" sagde hun og
sukkede, hun forsvandt for næsen af Camille, Ribanalon stemme
fløj nu omkring "jeg er ked af detCamille, men jeg må have dit blod"
i det næste øjeblik stod hun bag hende, hun havde hoved på skrå,
"Du kan gører det let, eller sjovt for mig, men det vil være best ikke
at pirre mig til leg" sagde hun og rakte hånden ud mod hende, for at
hun skulle komme hen til Ribanalon.

Camille følte sig naiv og snydt.
Dette var altsår takken for ikke at dømme andre, for at stole på dem og give dem sin tillid.
Mske var hun bare mindre begavet siden hun gang på gang befandt sig i disse situationer, uden hjælp uden forsvar.
"Jeg har venner...de kommer efter dig, hvis du rør mig. Vil du ikke godt lade vær Ribanalon...for fanden, jeg har jo lige givet dig min tillid..hold nu op med det pis " begundte Camille at snakke derud af, hun var så småt ved at panikke og ville ønske hun bare var blevet liggende søvnløs i sin seng, med ondt i hovedet og ondt i hjertet.
Ingen kunne hjælpe hende nu.

"Hmhm, Camille" lød en stemme foran hende pluselig
det var Demetri der stod op af en af engle statuerne,
"Så har du endelig mødt min lillesøster" Demetri så
kort over på Ribanalon som var bag Camille, HUn nikkede
til hende, det var godt nok lang tid siden han havde set
sin lille søster men hun var sig selv kunne han se, en skønhed
der selv kunne lokke piger i døden. Han havde hopppet
med fra statuen imens han snakkede og var begyndte at
gå over mod dem med et grumt smil.

Ribanalon tog det ikke somm en stor trussel at Camille's venner ville
komme efter hende, men da hun hørte sin brors stemme, stivnede
hun og kiggede over på ham, hun sagde intet men nikkede bare
da han også nikkede til hende, hun havde lige nu glemt Camille
og det var nærmest som om hun kiggede igemmen Camille
for at se på Demetri, først nu talte nu til ham, "Hvad laver du her"
det irreterede hende at han altid skulle komme når hun havde fundet
sig et bytte/ven.

// lol elsker ligheds tegnet mellem bytte og ven ;) //

Camille lettede nok en centimeter fra jorden da hun hørte hans stemme. Den ville hun kunne genkende alle vegne nu. *Jeg er død..helt død, nu de to * tænkte hun og hendes gejst og fighternd blev sat på en hård prøve.
"Demetri " sagde hun som en slags hilsen og konstatering " Ja, eh..vi er venner " forsøgte hun at få Ribanalon til både selv at forstå og samtidig fortælle Demetri, det var nok at håbe på lidt for meget. Men hvor intet vover, intet vinder.

Camille trådte hurtigt væk fra Ribanalon, da hun synes at have sin opmærksomhed udelukkende på hendes bror.

"Venner" han begyndte at grine højt, han
stoppede op 2 meter fra dem begge 2,
"En ven ligefrem Ribanalon" sagde han og løftede
øjnbrynene med et skævt smil, han kiggede igen
på Camille, "Du er det forkerte sted Camille" sagde
han grumt, hans ansigt var blevet lumsk og dystert
fra da han kiggede på Ribanalon og så på Camille,
"Men du har ikke sat tænderne i hende endnu Ribanalon"
han rystede komisk på hoved af sin søster.

"Hm...." var det eneste hun svarede til at Camille
var en ven, hun begyndte selv at smile grumt men
blev alligevel ret så irreteret over hendes bror der
hånede hende lidt over ikke at smagt på Camille endnu,
"I modsætning til dig, bider jeg folk med stil når jeg er
alene og du ved det, jeg for blod hver nat hvis det var,
men dig du arbejder for dit blod" Hun rettede blikket over
mod Camille, "Men ligemeget hvad så er noget af hendes
blod mit" hun kiggede igen på Demetri.

*Igen ?! på det forkerte sted, jeg er vist ikke født under en heldig stjerne* for igennem Camilles tanker.
Hun fulgte nøje med i ordvekslingen mellem Ribanalon og Demetri, at de havde noget sammen var tydeligt, men at der også herskede en...ubalance af en art mellem dem, hvor tætte var de egenlig?
Camille havde en gang tabt i kampen mod Demetri, hvor hun ikke kunne nå ind til hans samvittighed, den dag i solen...måske var han mere ustabil og virkelig manglede blod der? Den aften hvor det var mørke som nu, der bed han ikke...måske hun kunne tale ham til fornuft.
"Ribanalon...du drikker IKKE af mig, det har vi slået på plads " hun sendte hende et bønfaldende blik om at forstå og om at accepterer hendes venskab, ellers ville hun blive tvunget ud i en kedelig kamp.
Hendes øjne lå så på DEmetri igen.Lige så flot og frygtingydende som sidst.

Demetri gik over mod Camille og stilte sig foran hende,
"Er du bange" han smilte over hende, hun var som alle andre
omkring ham, han kiggede over på Ribanalon med et smil,
"Har du virkelig lyst til at at smage hende eller har du snakket
for meget" hans smil blev nu til en bitter streg, hvis Ribanalon
havde talt om han ville han ikek blive vred for han var ligeglad
med det meste hun sagde, men der var nogen enktle punkter
som selv Ribanalon hviste hun ikke skulle snakke om, og Demetri
havde stadig den respekt for Ribanalon at han heller ikke fortalte
hende's fortid.

Hun knurrede på en måde som ingen andre dyr kunne
lyde som, "Jeg vil have hendes blod lige så meget som
du vil" svarede hun og lagde armene over kors, i det
samme stod hun pluselig bag Camille, "Men du har jo
kun bidt hende fordi du var så dum at gå ud i sollys
ikke sandt Demetri" Hends agsang begyndte at blive
meget voldsom og hvis man ikke var russer ville det
nu begynde at blive svært at forstå hende. Demetri
kunne sagtens da han selv talte sådan nogen gange
eller rettere det regnede Ribanalon med.

Camille så ham trodsigt ind i hans øjne, som et barn der bare ikke vil indrømme sin skyld, ville hun ikke indrømme at hun skælvede indvendig.Dét var jo en sprængfarlig cocktail dét hér og ikke en men hele to vampyr der skulle nedtones til fredelige væsner.
Hun gav ham dog et lille nok til 'ja' da hun mente sandheden måske var hendes eneste mulighed for at navigerer ud af krisen her.
Hun hørte Ribanalon sige noget med at ville have hendes blod og hun kom tættere på igen bag ved hende.Camille snurrede rundt og kiggede lige ind i hendes øjne " nej...du bider ikke, nu stopper i ...begge to " en lille flig af panik var ved at kunne spores i hendes stemme.

Demetri hev fat i Camille's bluse og stod faktsik med hende
i en hånd, hun hang over jorden imens Demetri holdte hende,
"Du skal ikke bestemme her Camille" han så dyrisk på hende,
"Du har inte at sige til hvad vi gør ved dig, du kan kæmpe men
du ved at de alligevel taber" hans smil var sygt og forkert, "Du
kommer til at nyde alle de ting jeg kommer til at gøre ved dig"
han slap nu Camille så hun ville falde ned på jorden med et bump.

Ribanalon kiggede bare op hvad Demetri gjorder ved
Camille, hun ville intet gører, en tanke slog hende om
hvorfor Demetri var kommet, hun kiggede ned på Camille
der nu lå på jorden, hun begyndte at smile mere og mere
endtil at hendes tænder blottede sig i et bredt dystert smil.

* og boom. Så sprang bomben * ,nåede Camille at tænke da Demetris hånd lukkede sig om hendes skjorte og trak hende op i luften.
Dét var faktisk svært at trække vejret, både fordi hun blev forskrækket over handlingen men også fordi stoffet strammede om halsen.
Hun stirrede ham i øjnene, men kunne intet få ud af hendes mund.
* allé de ting ?! No way..* for gennem hendes tanker og så blev hun bare øm, da hun pludselig igen blev sluppet og lå på jorden.
Hun søgte Ribanalon øjne, for hjælp, for støtte....men hun var anderledes, mere dyriske end før.
* ingen hjælp fra hende * frygtede Camille og tog sig til halsen.
* de kommer efter jer...Tristan og Zean ... Hvis i rør mig " Forsøgte hun at skræmme eller i dét mindste bare købe sig lidt tid.

//Tænker lidt at dét er mit stikord til at spørge om godkendelse til indgriben?//

// LOL... Naturligvis gerne for mig ...Ribanalon og Demetri...? //

:)

//Jaja....hvis du føler dig så overbevist om du har lyst....//
//Ribanalon smiler og nikker til mig( tager det som et ja til dig T//

Demetri grinte lidt, "Jeg har allerede rørt dig Camille" sagde han
hånligt og desuden havde Demetri ikke mødt en dusærjæger endnu
der havde holdt 2 måneder i denne her del af landet, eller rettere i
de her 3 byer der beskrev et trekant område. Han kiggede på sin
søster og knurrede til hende, "Du for æren, jeg har allerede smagt"
han kiggede igen ned på Camille, der var gnister der sprang rundt
i den grå farve i hans øjne.

// Demetri ingen døde eller afrevne lemmer * griner* //

//...//

// ! ......er dét så Ribs, mig, Tristan og dig...rækkefølgen altsår //

//jaja, sorry er ret vred lige nu//

// hvorfor er du vred //

//der kom en dranker og bamkede på vores dør for 5 minutter siden, hun
præsenterede sig ikke engang sprugte bare om vi havde øl, den kælling kan sku
købe sine egne eller lade værre med at drikke alle sine egne.