Ensom og alene i domkirken.

Dag: Onsdag
Tid: 19:12
Sted: I et hemmeligt lokale i domkirken, også bedre kendt som Wilhelms våbenlager.
Omgivelser: Våben til alle slags racer i forskellige størelser. Ingen vinduer og en masse gamle skrifter og bøger. En støvet seng.

Eolith havde det som om at han var fløjet tilbage i tiden. Wilhelm havde forladt ham i sin såkaldte lejlighed og sagt at han kunne bo der for en tid, men selvom den ikke var meget bedre end Eoliths gamle loftlejlighed, var det stadig hemmeligt, støvet, overfyldt og slet ikke til at have at gøre med. Han følte sig ikke som andet end en stor last for en dusørjæger som Wilhelm, hvilket ikke havde været hans plan.
Han tvivlede på at han overhoved ville kunne bo dernede, men havde nu ikke så mange valgmuligheder.
Han satte sig på den støvede seng og begyndte at pakke den første flyttekasse ud. Der var en masse af hans egne ting som han ikke vidste noget om, eftersom at han jo havde mistet de sidste år af sin hukkommelse.
Han fandt en masse grimme tegninger, en masse gamle papirer og den slags som han ikke ville smide ud, før han havde set dem igennem. Pludselig fik han øje på en notatbog der umiddelbart så tom ud, men han bladrede den igennem og fandt en side hvor han havde skrevet en masse noter ned. Deriblandt noterne stod der, Ring til Marcus, samt telefonnummeret til ham.
Af en eller anden grund gjorde det ham nysgerrig, og han tog sin mobil op og tastede det ind. Til sin overraskelse var nummeret allerede registreret og Marcus var kodet ind i hans familieliste.
Tøvende trykkede han på opkald og lagde telefonen til øret. Han vidste endnu ikke hvad han skulle sige, og fortrød allerede at han var ved at kalde op.

Marcus havde begivet sig udenfor sin dør denne her aften og begivet sig lidt rundt. Han viste ikke rigtig hvad han skulle lave, fordi Hayley var heller ikke hjemme lige nu, så han havde ikke andet at lave. Han begivede sig rundt de små forskellige steder, men uden nogen form for held. Fordi de mennesker eller hvis det nu var væsner, så var der ikke nogen han kendte og han havde ikke lige tålmodighed til at ville lære nogle nye mennesker at kende. Sådan var det bare desværre nogle gange, fordi Marcus var ellers en ret tålmodig person, men lige nu var han det ikke angående andre mennesker. Han havde for en sikkerhedsskyld taget sin mobil med, som lå i inderlommen på hans jakke, så han kunne mærke når den lige vibrerede. Det var nu også mere hvis Hayley skulle undre sig over hvor han var henne, selvom han mente at han var gammel nok til at være hvor han havde lyst til. Men da Marcus nåede omkring domkirken, mærkede han at hans mobil gav lyd fra sig og så lige efter hvem der ringede, inden han trykkede på accepter. Et øjeblik blev Marcus overrasket da han så at det var Eolith der ringede til, og blev bare først lige stående og så på den. Men efter lidt tid, tog Marcus sig sammen og tog mobilen op til øret, " det er Marcus" sagde han roligt og bed sig så derefter lidt i læben og så op mod domkirken, bare for at have noget at se på.

Eolith skulle til bare at slukke for samtalen da Marcus havde trukket lidt lang tid, men han fik et chok i kroppen, da han rent faktisk svarede. Et eller andet sted havde han ikke regnet med at nogen ville svare ham, selvom han ringede. Men denne person måtte altså have været noget særligt, siden at han stod på familielisten.
"Hej..." Sagde Eolith lidt lavt og tøvende, eftersom han ikke vidste hvad han skulle sige. Han tænkte lidt før han fortsatte "Jeg tænkte på... Hvor tæt er vi to?"
han ville ikke lægge ud med at sige at han havde mistet noget af hukkommelsen men i stedet teste folk lidt, før de anede uråd. Han lagde sig langsomt ned og lyttede efter marcus stemme. Der var et lidt dårligt signal, eftersom at han opholdt sig i et kammer under domkirken.

Marcus reagerede næsten ligesom Eolith, da han hørte hans stemme, fordi han havde ikke hørt fra ham i lang tid, så derfor undrede det Marcus lidt at han lige præcis nu, skulle kontakte ham. Altså, han havde ikke noget imod at snakke med Eolith, men det var bare ikke så tit det var blevet ovre mobilen og så vidt han kunne høre var signalet ret dårligt, men så længe samtalen bare ikke gik ud så var det fint nok.
Marcus fik lidt store øjne, da han hørte Eoliths svar og tænkte kort, " hmm.. det ved jeg ikke Eolith, altså vi har været i seng sammen, og du har boet hos mig engang, men nu har vi jo ikke snakket så meget sammen, så jeg er lidt i tvivl" svarede Marcus og sukkede kort. Han viste ikke hvordan han ellers skulle svare på det og kørte langsomt en hånd gemmen håret og overvejede at gå ind i kirken, for at sidde ned.

Eolith svarede ikke i et kort stykke tid, da det var overraskende info han havde fået af vide. Alt det folk fortalte ham virkede hele tiden overraskende for ham, da han hele tiden fik af vide at han havde gjort sådan og sådan, hvilket han normalt ikke ville kunne finde på. Han kunne ikke finde på at have et fast forhold, hvilket det lød som om i telefonen.
Han lå lidt med spørgsmål i sit hoved og rømmede sig kort.
"Så vi..." Han stoppede sig selv da han nødig skulle afsløre sig "Nå okay. Det var bare det jeg ville vide".
Inderst inde ville han gerne snakke videre med ham, for denne Marcus måtte vide en del om hans forsvundne jeg, siden de havde boet sammen og siden Eolith selv havde stillet ham så højt at have ham på sin telefonbog.
"hejhej.." Sagde han lavt.

Marcus kunne sagtens høre på Eolith, at han ikke rigtig lød som sig selv. Men nu viste han heller ikke at den lille engel her havde mistet sin hukommelse og ikke havde fået noget som helst af den tilbage. Men han kunne ihvertfald godt høre at Eolith ikke ligefrem havde tænkt sig at snakke videre om det her emne og var lige ved at snakke videre om noget andet, da han hørte at Eolith allerede ville stoppe samtalen og blev lidt trist over det, da det var første gang i lang tid at de havde hørt fra hinanden. Eller ihvertfald fra Marcus side af.
"Nej vent Eolith!.." sagde Marcus hurtigt og trak kort vejret, inden han snakkede videre, " hvor er du henne, jeg vil gerne se dig" sagde han stille og vendte sig om og begyndte at gå imod kirken, fordi han gad ikke stå op mere lige nu.

Eolith stoppede sig selv i at afslutte samtalen. Denne Marcus lød lige pludselig mere interesseret i ham end lige før, hvilket fik ham til at blive lidt mere spændt. "Du ved... Jeg er nok lidt langt væk" Sagde han stadig tøvende, men overvejede nu at mødes med ham. Han havde dog lovet Wilhelm ikke at forlade kirken, men det var Eolith ligeglad med nu.
men på den anden side, ville han jo nok være nødt til at forklare Marcus at han havde hukkommelsestab, hvilket nok ville ødelægge det bedste ved aftenen, hvis altså han havde en god chance for at have sex med ham. Tanken om sex strejfede ham netop nu, og han vidste at han ville få brug for det alligevel om et par timer.

Marcus var altid interesseret i at ville se Eolith, fordi de havde været ret tæt på hinanden og i hans øjne, var de det stadig, selvom de ikke havde set hinanden i godt et stykke tid nu. Og Marcus ville også rigtig gerne spørge hvorfor de ikke havde haft kontakt i noget tid nu. Han var rigtig nysgerrig og ville give alt den tid som han nu kunne til Eolith lige nu, hvis han overhovedet selv gad og se ham lige nu. Han bevægede sig stadig imod kirken, men viste jo stadig ikke at Eolith var derinde, eller de ville sikkert ikke komme til at se hinanden lige med det samme, fordi Eolith var jo et helt andet sted i kirken. "Det gør mig ikke så meget, jeg kan jo bare teleportere mig hen til dig" svarede Marcus roligt, imens han med sin frie hånd åbnede døren i kirken og begav sig derind, imens døren lukkede sig tungt bag ham.

"N-nå ja..." mumlede han lavt, selvom der nu ikke var meget at sige 'nå ja' til, eftersom at det ikke var noget han kendte til. Men nu vidste han da det. Det betød jo så også at han ikke kunne være menneske i hvertfald. "Jamen så teleporter dig til Werclare domkirke... Der er jeg" Svarede han, slukkede for samtalen og skyndte sig op fra sengen og rette på sit nu støvede tøj. Han havde hverken make-up på eller sat hår, men tilgengæld var håret lige blevet farvet sort. Han ændrede tit på sin hårfarve, men det var længe siden det havde været sort. Af hvad han kunne huske i hvertfald.
han gik hen til døren og rykkede på maleriet, hvor han kom udfra. Våbenlageret var ret godt skjult, og der var sikkert ingen der havde tænkt på at rykke på maleriet før.

Marcus så sig lidt omkring inde i kirken, imens han hørte på Eolith stemme, den var ligesom den plejede, selvom signalet ikke ligefrem blev bedre. Men han havde altid lagt mærke til at engle havde en meget rolig stemme, og hos de fleste var en for meste også ret flot. Men Marcus viste ikke om det var noget af det som havde fået ham til at falde for Eolith til at starte med, for han havde jo også syntes at han så godt ud, men det ville han lade ligge lige nu. Men da Marcus hørte hvor Eolith befandt sig, var han lige ved at svare, da han hørte at samtalen sluttede. Han lagde sin mobil ind i inderlommen og begav sig roligt gennem domkirken og så sig lidt omkring. Det var faktisk lang tid siden at han havde været i domkirken og var før han havde set sig om, inde omkring alteret og så rundt på alle bænkene, før Marcus gik hen og satte sig på en af bænkene og sukkede lidt for sig selv.

Eolith rettede lidt på sit hår mens han gik ned ad gangen. Han kendte ikke så godt stedet endnu, fa han kun havde opholdt sig i salen. Han huskede intet om at han havde været nede ved de gamle præster gravkammer, hvor han kæmpede for sit liv overfor Tracko, en fremmed dusørjæger han IKKE skulle have forsøgt sig på.
Han kom ind i hallen hvor han hurtigt fik øje på Marcus. Han ghorde sig lidt store øjne, men skjulte sin overraskelse. Han havde aldrig set denne fyr før, men til gengæld så han godt ud.
"Marcus?" Spurgte han lavt da han kom tættere på. Det ville være pinligt hvis det ikke var ham, men hvem skulle dog ellers befinde sig i kirken på denne tid?

Marcus kunne sagtens høre at der kom nogen gående i kirken og skulle ikke undre sig over hvis det var Eolith som kom i nærheden af ham, men nu måtte han jo se ad. Fordi nu kunne der jo sagtens komme andre i kirken end lige de to selvf, men han håbede stærkt på at det ikke var en dusørjæger. For der gik nogle rygter om at nogle dusørjægere fandt det godt eller ligefrem behageligt at gemme sig i domkirken, men hvor viste Marcus ikke. Dæmoner har ikke ligeså god hørelse som vampyrer, men alligevel nok til at kunne høre ting stærkere end mennesker. Så han hørte skridtene komme tættere på sig. Så da Marcus hørte han hans navn, vendte han roligt ansigtet imod stemmen og fik øje på Eolith, som var blevet... Sorthåret!?. Det kom lidt bag på Marcus, men alligevel rejste han sig op og smilte meget svagt. "Jep, det er mig" sagde han blot og kørte en hånd gennem håret igen.

Eolith vidste ikke hvordan han skulle hilse på ham, men smilte bare lidt tilbageholdent og vinkede et lille vink med den ene hånd. Det var akavet for ham at han ikke kendte personen, men at denne person kendte ham.
Han ville se hvor længe han kunne holde sin lille hemmelighed hemmelig, og hvis han var heldig kunne han få ham inden han blev busted for det.
"Hvordan går det?" Spurgte han, inden han bevægede sig tættere på ham. Han kunne dufte han var dæmon, og det tændte ham et eller andet sted, da det var det han fandt mest tiltrækkende.

Marcus synes det var en lidt underlig sætning at starte med efter alt den tid, men hvad kunne han forvente faktisk? Fordi han viste godt at Eolith kunne være lidt usikker, eller det havde han da set lidt tegn på den da til hans fødselsdag, hvor både Marcus og en anden dreng var med, hvor Eolith havde haft noget med dem begge og rystede lidt på hovedet over det, fordi han gad ikke rigtig tænke tilbage på det og smilte lidt igen. "Det går meget godt, altså.. jeg er sammen med Hayley igen og bor sammen med hende, så det kører indtil videre som det skal, hvad med dig?? Jeg kan se at du har skiftet hårfarve, det klær dig faktisk" sagde Marcus og gik hen til ham med et smil og hev blidt i en lille tot hår på Eoliths hovedet og smilte lidt igen. Han regnede ikke med at det gjorde noget, selvom han stadig ikke havde nogen anelse om at Eolith ikke kunne huske ham og bed sig kort i læben.

Hvem er Hayley? var han lige ved at spørge, da han for et kort øjeblik siden havde undret sig over om de så stadig var kærester eller... men var nu klog nok til at lade være. Han nikkede bare med et lidt tomt stirrende blik. Hvad skulle man sige til det? Betød det overhoved noget hvis de skulle have sex sammen?
Af en eller anden grund ville han virkelig gerne i seng med ham, men på den anden side havde han slet ikke lyst til at bruge sin evne mod ham. Han kiggede på klokken. Den var lidt i otte allerede. Han vidste ikke om Marcus kendte reglerne for hans evne, selvom det kun kunnetyde sådan.

Marcus lagde hovedet lidt på skrå og bed sig lidt i læben da han ikke fik noget svar fra Eolith og blev lidt bekymret. Først strejfede det ham at Eolith jo ikke ligefrem havde eller var gode venner med Hayley, fordi de begge havde villet have ham på et tidspunkt og at det havde været svært for Eolith lige at vænne sig til at se dem sammen, når nu at Marcus og ham havde været "i seng sammen" noget tid inden at han flyttede ind hos Hayley og ham. Marcus kløede sig lidt i håret og viste først ikke rigtig hvad han skulle sige. Før han igen pillede lidt ved Eoliths hår igen og smilte lidt, " Eolith.. Er du okay?? Du virker ret fraværende" sagde han stille og tog så sin hånd til sig igen og bed sig i læben igen. Han kunne ikke lide det, der var helt klart noget galt.

Eolith havde ikke tænkt over at han ikke havde svaret, men havde været alt for koncentreret til at tænke over nuet. "Ja, jeg er okay" Fik han hurtigt fremstammet.
Han kunne godt lide at blive pillet ved, det viste jo netop at Marcus ikke væmmedes ved ham ligesom andre mænd.
Han ville helst ikke fremstå som fraværende så han måtte jo snakke, for ikke at virke usikker. "Det er godt... det med dig og din kæreste" Svarede han og klappede ham på skulderen. Klappede ham på skulderen?
Eolith rødmede svagt. Han følte sig virkelig nørdet. Når det kom til stykket var han faktisk ikke vant til at snakke almindeligt med en fyr. Normalt var han jo ligeglad med dem og skulle jo bare knalde dem så hurtigt som overhoved muligt. Nu var det lidt noget andet, og det gjorde ham forunderligt nok rigtig nervøs.
Han tog hurtigt sin hånd til sig og fjernede blikke, lod som om han havde hørt noget og kiggede efter noget bestemt. Men der var ingenting at kigge på.

Marcus havde ikke rigtig noget imod at Eolith rørte ham, de havde jo haft en ret tæt kontakt med hinanden før i tiden, så man kunne ikke ligefrem sige at Marcus var væmmet over ham og ville trække sig tilbage, så snart Eolith bare prikkede ham på skulderen. Han var glad for at han var glad på hans vegne, men i Marcus øjne, så han stadig ikke ud til at være helt sig selv og lagde hovedet lidt på skrå over at Eolith rødmede foran ham og kunne ikke helt forstå hvorfor, men nu havde Marcus måske ikke ligefrem tænkt sig alt for godt om omkring det. Marcus sukkede lidt og satte sig så hen på bænken igen, men med blikket imod Eolith og bed sig kort i læben. "Eolith.. Vil du ikke godt sige hvad der er galt?? Jeg kan mærke og se på dig at du ikke helt er dig selv" sagde Marcus og havde en strejf af bekymring i sin tone og bed sig derefter lidt i læben igen og folede sine hænder.

"Eh..?" Han vendte hurtigt blikket på Marcus igen da han havde sat sog og fortalte at han syntes han virkede mærkelig. Men nu havde Eolith det også ret mærkeligt og han følte sig uvidende og akavet overfor ham.
"Der er altså ikke noget galt" Forsikrede han ham, og tillod sig selv at dumpe ned at sidde ved siden af ham. Igen blev han overrasket ved tanken om, at Marcus egentlig lod til at holde af ham og bekymre sig for ham. Det gjorde ham lidt trist over, at han ikke engang kunne huske ham, for det ville have været gode minder han kunne have haft. Og så undrede det ham, at han slet ikke havde nævnt Marcus i sit sølle selvmordsbrev. Hvad var der sket?

Marcus lod sit blik følge Eolith og holdte lidt øje med hvad han lavede, man kunne vist godt sige at Marcus selv så sig som en slags vagt overfor Eolith, eller han holdte i hvertfald øje med om han havde det godt, var i godt humør. var trist, måske kom til skade osv. Han kunne ikke gøre for det, men den kontakt som de havde haft, hang stadig lidt på ham, fordi Marcus følte ikke at han nogensinde kunne give slip på Eolith, selvom de nok aldrig nogensinde ville få sådan et forhold til hinanden igen. Fordi Marcus havde lagt sin bøsse episode bag sig og prøvede til hverdag at leve som hetro og ikke homo. Han vendte blikket hen på Eolith og folede sine hænder ud da han var dumpet ned ved siden af ham på bænken og smilte lidt bekymret. "Er du helt sikker på det?? Er der slet ikke noget som du synes der skal deles med mig??" spurgte Marcus nysgerrigt, imens han roligt tog sin hånd op og lagde den blidt ovenpå Eoliths hoved og nussede det forsigtigt.

Eolith mærkede hans hånd på hans hoved, og idet samme fik han en fornemmelse af at han kunne bryde sammen på stedet. Han begravede sine hænder mod sit hoved, så hans bekvemte og lidende grimasse ikke skulle afsløre ham. Jo selvfølgelig var der noget galt! Men havde han ikke holdt lidt for længe på sin hemmelighed til at kunne fortælle ham det.
Han rystede på hovedet og tog sig sammen til at kunne fjerne hænderne igen.
"Ikke noget, jeg er bare lidt træt" Svarede han hurtigt og med en lidt hård tone, der kunne konstatere at det ikke var noget han ville snakke om.

Marcus blev først lidt bekymret over om Eolith gemte sit ansigt i sine hænder, fordi han rørte ved ham, mon han gjorde ham dårlig eller var han bare meget dårligt selvskab lige nu?. Han lagde hovedet lidt på skrå og bed sig kort i læben, hans vane med at ville køre en hånd gennem håret ignorerede han lige nu, indtil han hørte Eoliths svar og blev lidt overrasket over tonen og nikkede dog blot over det og tog sin hånd til sig igen og lod den så køre gennem håret og hev kort i det samtidig. *Hvorfor skulle jeg også spørge så meget ind til det?* spurgte han sig selv inde i hovedet og sukkede så lidt efter. "Jamen okay... men hvis du er træt, så vil jeg da lade dig være" sagde Marcus stille og rejste sig op fra bænken, men faktisk ret langsomt, men det var fordi han tænkte samtidig. For ærlig talt havde han ikke lyst til at gå sin vej lige nu, men han ville heller ikke sidde og pisse Eolith af med at spørge ind til hvordan han har det hele tiden.

Eolith havde ikke tænkt nærmere over, at hans tone lød så hård, før Marcus rejste sig. Det gav et sæt i ham. Han kunne jo ikke bare lade ham gå. Desuden skulle Marcus jo fortælle ham alt!
"Vent! Du må ikke gå" Sagde han hurtigt og greb fat i hans ærme. Han havde været ved at tage hans hånd, men lod sig af andre grunde tage fat i ærmet i stedet. Han vidste jo ikke hvor grænserne gik.
"Lad os... lave et eller andet sammen" Fortsatte han hurtigt inden Marcus skulle svare ham og gå "Jeg har savnet dig".
Det var slet ikke underligt for ham at sige til Marcus, en midlertidigt fremmed person at han savnede ham, for der var denne her fornemmelse ved Marcus han havde savnet så længe. Selve omsorgen og den underlige venlighed som Marcus viste overfor ham.

Marcus var lige ved at gå, hvis ikke det havde været fordi at Eolith gav ham et lille chok, ved at gribe hurtigt fat i hans ærme og tog sig selv i at stå helt stille og vendte roligt blikket ned på Eolith og bed sig i læben. Men flyttede så derefter blikket ned på hans hånd, som holdte fast i hans ærme og imens fløj der ret så mange tanker gennem hovedet på ham og han viste ikke rigtig hvad han skulle sige. Fordi ingen ord kunne være rigtig oven i hovedet på ham lige nu. Men det faldt alt sammen på plads igen, da han hørte at Eolith havde savnet ham og kom op med et lille varmt smil og tog sig selv i at køre sin frie hånd gennem håret og sukkede kort. "Jeg har også savnet dig Eolith" sagde Marcus stille og gik så helt tæt på ham og lagde roligt armene rundt om ham i et blidt kram og aede ham kort på ryggen. Ellers stod han bare helt stille og omfavnede ham. Det var lang tid siden at de havde krammet, det kunne Marcus godt mærke, men det var rart. "Jeg skal nok blive.." sagde Marcus så lidt efter stille og gav et kort blidt klem fra sig.

Eolith krammede ham igen i et ret stramt greb. Det var dejligt og han accepterede det og havde det let nok ved at opdigte, at han faktisk kunne huske ham. Allerede her kunne han også mærke en stærk jalouxi indeni ham, på en kvinde han egentlig heller ikke kendte. Han ville have ham for sig selv og ikke dele ham med nogen. Men Eolith kunne sagtens gætte sig til, at han kun kom i anden række, siden han åbenbart havde valgt Hayley? Eller hvordan det nu ellers skulle forstås.
Efter nogle lange sekunder efter det sidste Marcus havde sagt, gik det op for ham at det nok ikke var nogen smart idé at have Marcus her. Wilhelm var ikke nogen dårlig dusørjæger, og han accepterede ingen undskyldninger, eftersom at han ville dræbe alle ikke-mennskelige væsner. Selv Eolith ville han have slået ihjel, hvis det ikke havde været fordi at de var tæt familie.
"Måske skulle vi tage et andet sted hen..." Sagde han lavt.