En modbydelig ting # Zean#

Hun så facinetet til hans humør svingninger...betød dét måske at Zean var ved at være tæt på ? Eller var Leonard altid sådan ?.
Hun prøvede at følge ham at forstå ham og anerkende dét han ville.
"hvordan ville du have dét med magt, uden at skade andre ?....eller er dét en del af dét sjove ?", spurgte hun interesseret.

Da han havde givet sit svar ville hun prøve noget man i psykologien kaldte for chock terapi...dét var nu nok en anderledes mode hun ville forsøge, men han var jo også...anderledes, en dæmon.
Hun løb en stor risiko da hun løftede sin hånd, stak ham en lussing og greb fat i begge hans arme, hun så ham i øjnene og sagde med bestemt stemme " lad Zean komme nu...jeg skal tale med ham NU !".

// edit...godt nok ville Leonard ikke vide hvad der ramte ham hvis han fik en kjole på, men dét var nu en anderledes måde og ikke en anderledes mode Camille ville forsøge //

//HahaXD//

Han skulle lige til at svare da han mærkede lussingen. Det fik ham lige til at blinke et par gange da han i første omgang ikke fattede hvad der var sket. så grinte han, tog fat i hendes arme så hendes greb løsnede sig og kastede hende halvhårdt ned i sofaen.
"Pas på hvad du gør, menneske!" hvæsede han og rettede sig helt op igen.
"Din sjæl er faktisk ret tiltrækkende, ved du det?...Halvmenneske" han sukkede kort. Selvfølgelig. Hun var også ligeglad. Zean, Zean, Zean....Vis ikke det var fordi de var en og samme person, ville han nok være gået efter Zean....

Planen virkede ikke ,hun blev Istedet skubbet ned i sofaen.
*Fandens....nu er han sur og i forsvar....*
Hun fik sat sig op og forsøgte igen at gøre bod...for hvis ikke hun kunne få trukket Zean tilbage nu, så måtte hun hellere se at komme på Leonards gode side.
Hun tog en dyb mundfuld luft og holdt inde lidt, inden hun talte igen.
"Min sjæl ? Den holder du dig fra Leonard...kan vi aftale dét hvis jeg lover ikke at forsøge at tvinge Zean frem ? Dét er kun fordi du gør mig lidt...usikker jeg ville dét " hun håbede dét lød troværdigt, dét var idet mindste en del af sandheden.

Han lagde armene over kors og så længe på hende med udtryksløst ansigt.
Så rystede han på hovedet.
"Fint nok..." sagde han og strakte sig, tog sig i et kort øjeblik til kinden og smilte så svagt.
"Han kommer først tilbage når jeg vil det" sagde han kort, han satte sig ned igen og drak af sin æblejuice som om de bare hyggesnakkede.

Hendes puls var hurtig og noget uregelmæssige imens han bare stod og betragtede hende.Modsat med Zean , som hun efterhånden kunne forudse hvordan ville reagerer nogenlunde, var Leonard for hende et uskrevent blad og hun var faktisk meget nervøs...dét var som at sidde med en tikkende bombe der enten ville gå sf eller sætte nedtællingen på pause.
Hun grublede lidt over hans påstand, kom Zean først tilbage når Leonard ønskede dét...hvor længe plejede dét at være ...timer eller dage ? Og hvad hvis han blev her ? Eller måske værre endnu hvis han gik ?Hun sukkede tungt, hvorfor havnede hun bare altid i umulige situationer.
Nå, men holdt han ord, så var hun ikke i risiko for at dø...og dét var jo en god aftale.

" Leonard...eh, mere at drikke ?" Hun prøvede at lege lidt med på hans leg, og et sted tænkte hun at alle bliver kolde ,hvis de ikke har kærlighed...nu kendte hun Zeans historie...men Leonard udviste tegn på han manglede opmærksomhed, dét var lidt kompliceret.Hvordan ....hvad ...skulle hun stille op med manden i hendes stol.

Han så igen på hende i lidt tid, uden at vise tegn på hvad han mon tænkte på.
"Hvordan er det at være menneske?" spurgte han ud af det blå.
"At leve et såkaldt almindeligt liv? Jeg mener...Man har så kort tid, og alligevel virker det som om de fleste bare spilder tiden..." han trak svagt på skuldrene. Ikke fordi der var vildt meget at lave, men alligevel.
Han lod den sidste sjat glide rundt i glasset og så lidt ned i det, før blikket pludselig var rettet mod hende, nysgerrigt.

Et overrasket udtryk gled over hendes ansigt, hvor ial verden kom dét spørgsmål fra , og hvorfor interesserede han sig overhoved for dét.
Hun ledte i hans ansigt efter spor, spor på han var forrykt eller hånede hende men alt hun fandt var et intenst og nysgerrigt blik , en ny personlighed i et ansigt hun kendte så godt.
Hun ville gerne svare ham godt, men dét var svært...
"Hvordan dét er at være menneske ? Dét kommer nok an på hvem du spørger og på hvilke tidspunkt i deres liv.". Hun tænkte sig om og prøvede at give et mere personligt svar.
" livet er i store træk uretfærdigt og meningsløst , hvis du spørger mig...dét kan flænse din sjæl og dét kan virke som al dét gode du forsøger gøre, dét failer.....men, så i perioder der kommer glimt af noget varmt og berusende...en følelse af lykke eller ihvertfald glæde...og dét opvejer alt dét andet møj.Dét er nok ikke meget anderledes end at være dæmon vil jeg tro, måske bort set fra liv betyder mere for os, for som du selv siger ...så er vores så kort."
Hun så ind i hans øjne med løftede øjenbryn...var dét dét han mente?ellers måtte han spørge igen på en anden måde.

Han så lidt på hende. Lidt som at være dæmon? Det kom virkelig an på hvilken dæmon man spurgte. Han drak det sidste i glasset og rejste sig igen, gik hen til vinduet og kiggede lidt ud af det, selv om han snart kunne udsigten i søvne.
Han sukkede svagt. Og nynnede så svagt for sig selv. Det virkede et øjeblik som om han havde glemt alt om hende...
Han vente sig så om og så lidt på hende.
"Ved du hvordan det er? Er vide man ikke vil dø, medmindre nogen faktisk slår en ihjel? Lige meget hvad man oplever...Ved man at det hele vil fortsætte...til enden verden eller en selv bliver udslettet...Det er fuldstændigt imod naturens love, ikke? Det er normalt at ting ældes op...Men vi gør ikke..." han så lidt på hende, på det punkt måtte hun jo...kunne følge ham. Hun var jo læge.
Han slog klik med tungen.
"Men sådan er det..." Han virkede mere åben end Zean...Men alligevel så mystisk.
"Det er længe siden jeg har ført en...næsten normal samtale" han smilte svagt

Camille trak sine ben op i sofaen , i havfrue stilling.
Hendes øjne slap ikke Leonard , da han rejste sig og igen gik til vinduet.
Hvor var dét underligt...næsten bizarrt...skulle han være Zeans onde side ? Dét måtte han vel være, når han sådan tog over.Dét var bare dét at på nogle punkter var Leonard langt mere...medgørlig og næsten menneskelig end Zean.Dét hele var virkelig forvirrende.
Efter at have været fjern, vendte Leonard tilbage og adreserrede hende igen.
"Selvfølgelig kan jeg godt forstå....dét er ikke naturligt og dét er jo også medvirkende til i lever i skjul for de gledet mennesker vil ikke kunne forstå...eller ikke accepterer.
Men ...jeg forstår....smerten ved al den ulykke og elendighed du har og vil være vidne til....og jeg forstår at du aldrig vil ældes....men dét er jo ikke din skyld.Du er født sådan, du har ikke valgt dét, så jeg dømmer ikke dig ".
Hun rakte ud efter juicen....og viftede den "mere.....du kan også få kaffe eller the ?"
Hun tænkte på om han var sulten, men eftersom hun ingen sjæle havde på køl, tænkte hun lidt sarkastisk , lod hun dét ligge.

Han smågrinte lidt. hun begyndte at kede ham. sådan var det bare. Ja tak.
"De må lære at acceptere...2 pludselig fik han igen det kolde udtryk.
2Ja, jeg er født sådan...Og jeg er ikke den eneste, jeg er stolt af at være dæmon..." han smilte svagt og rettede sig nærmest lidt mere op.
2Jeg er ikke tørstig..." han så lidt på hende
"Du keder mig...." han slog klik med tungen igen og så ud til at tænke lidt.
Han så sig omkring og hen mod hende igen og smilte s´å svagt. Vendte sig om mod vinduet.
"Jeg tror...jeg smutter for nu..." Zean vendte tilbage til sig selv vis man nærmest kunne sige det sådan. Han gned sig kort i panden og vendte sig om mod hende, men nu var det de lidt mere...normale øjen der kiggede på hende, hans normale, mørke øjne.
Han sendte hende et kort smil og strakte sig.
"Hvad er klokken enlig?"

Hun havde stadig et vågent øje på ham.Dét var ikke til at vide hvornår han ville gøre noget uforudsigeligt .
Han forholdte sig dog i ro og faktisk rimelig høflig.
Ligeindtil han sagde hun var kedelig.Hendes temperament begyndte at boble, men hun lagde alle kræfter i ikke at svare ham igen.
Hun ønskede absolut ingen ballade med ham, for sin egen og for Zeans skyld.
Hun lod ham være ved vinduet til han spurgte hvad klokken var, hun så en lille ændring i hans øjne...kunne dét være Zean ?nej. Ikke så hurtigt, vel? Hun så undersøgende på ham , bange for at sige hans navn så hendes deal ikke længere var aktuel, så Istedet sagde hun tøvende..."Leonard ?".

Han så et øjeblik på hende med en anelse forvirring.
"Du husker godt...Ja, det var hvad Sakref sagde for hvad...Måneder siden måske? Og ja, indne du spørger..." det var en smule opgivelse i hans stemme
"Så hed jeg Leonard den gang..." han sukkede svagt og gik over og satte sig
"Kan vi ikek snart skifte emne? alt dette her har handlet alt for meget om mig..." sagde han kort og så lidt væk.

Han var tilbage...!
Hun væltede over gav ham et spontant kram og trak sig igen lidt væk for at se rigtigt på ham.
"Velkommen tilbage " og så stoppede hun sig selv.Leonard havde sagt han intet ville huske og grunden til Leonard var dukket op nu, havde været at Zean havde følte sig for presset af minder og snak.hvad pokker skulle hun stille op.Lade som ingen ting ?Vidste han overhovedet han havde Leonard ?hun vendte sig om og ville ikke se ham i øjnene. Dét hele var frustrerende.

Han så forvirrende på hende og endte med at rejse sig op.
"Camille? Har du det helt godt?" spurgte han forvirret og lod en hånd glide gennem sit mørkebrune hår.
"Er det bedst jeg bare går?" han lod en blik falde på klokken...ja, måske ville det være bedst. Måske var hun bare udmattet over det der var sket i dag.

Hun bed dét i sig, fanget af hendes egen ignorence...hvad skulle hun fortælle Zean...skulle hun fortælle noget ?"Jeg har dét fint....og dét er sent...jeg er sikker på Dawn venter dig "svarede hun mere spidst end tiltænkt, men hun var så rådvild , så lost lige nu.
Hun kiggede ikke på ham, hun var nervøs for at bable ud med dét hele , hvis hun mødte hans blik inden hun fik samlet sig selv, og så ville hun give ham et kæmpe chock.
Dét skulle han ikke have, han skulle have sin familie....dem han ønskede.

HAn sukkede svagt og følte sig underlig...trist.
"Okay så....Godnat" han vinkede kort, men det var som om han opgav på vejen og hans arm gled bare ned langs siden igen.
Han gik ud i Entreen og tog sine sko på.
"hej..." sagde han som det sidste og gik så. Ud af døren og videre. De boede heldigvis begge i Deepshell, så han havde en nem vej hjem.

//out//

Camille blev siddende i sofaen og så efter ham.Hun anede ikke sine levende råd.
Hun følte hun havde fået ikke en men hele to at bekymre sig om nu Zean og Leonard...og ingen af dem ville tage imod dét.
Hvad pokker var dét lige der var sket her til aften...og hvor farlig var Leonard...hvis han da var dét ?Han havde faktisk været flink nok, havde han ikke ?
Og Zean, så så trist ud da han gik.
Hun greb en .pude og krammede den i sine arme....hele verdenen synes forkert...

Hun overvejede at tage hendes mobil og ringe til Tristan...men hun ville med garanti bare begynde at græde når hun hørte hans stemme....og hvordan skulle hun.nogensinde fortælle og forklare ham alt der var hændt i dag?
Så hun blev siddende , stirrede ud i luften ...lige til hun faldt i søvn mange timer senere....


// out ;). //