En modbydelig ting # Zean#

Han så lidt ned på hende. Måske havde han været lidt urimelig. Det havde bare gået ham på at hun ikke kunne tage sig sammen.
Han sagde ikke noget, men trak bare svagt på skuldrene og gik med tilbage. Han orkede ikke at snakke. Lige nu.
Han så sig kort omkring men der var stadig ingen. Han tog fat i mandens arme igen og gjorde tegn til at de skulle gøre lige som i centret. Løfte ham.
Det var tungt, men så efterlod de sig mindst spor. Noget han gik meget op i, det var som...et spil. Man tabte hvis man ikek gjorde det godt nok. Desuden ville ikke kun politiet blive nysgerrig...Dusørjægerne ville også og de skulle i hvert fald ikke i nærheden af Dawn og Elyas!

Hun sagde ikke mere ,gik bare over og stillede sig ved mandens ben.
Hun kendte ham godt nok til at vide han var vred og irriteret på hende nu, but then again * the story of our life* tænkte hun i sit stille sind.
Da hun stod med et greb i benene igen kiggede hun over på ham " tak ...dét er ...pænt af dig " .
Hun tænkte ikke over hvilke konsekvenser dét kunne medføre for ham, havde hun gjort dét havde hun aldrig bedt om hans hjælp og ej heller modtaget den hvis han havde tilbud hende den.
"lad os få dét overstået " bad hun og på tre løftede de ...og fik ham båret over mellem noget buskads og lagt på jorden.
Hun begyndte at grave med hendes hænder...ligeglad med ømheden der snart blev til smerte.

Han havde nu tænkt sig at hun kunne bruge sin evne til at grave...Men så igen, så meget kontrol havde hun vist heller ikke over den.
Han sukkede svagt og fandt en sten han kunne bruge til at hugge og fjerne jord med og begyndte at hjælpe hende. Han brød sig overraskende lidt om at blive så beskidt...Men det skulle jo gøres.
Da han bedømte at hullet var godt nok, stoppede han og rejste sig for at rette ryggen lidt.
Han greb fat i mandens arme og hev ham ned i hullet. Ikke viderelig smukt.
Han begyndte at øse jord på ham igen. Måske kom der nogle ådsels ædere og spiste ham.
Han stampede jorden lidt til. jorden bulede roligt op, men efter ldit tid ville græsset vokse over det og folk ville tage det som en lille forhøjning.
Han kastede nogle græstuer over det for at det skulle gribe fat i jorden igen og gro.
Han klappede sig i hænderne for at få det løse skidt af, selv om det langt fra hjalp.
"nå..." mumlede han så og sig igen omkring, mens han tog et overblik ovre hvor mange spor de end til videre havde efterladt sig.
"Hvor indflydelsesrig er han?" spurgte han
"Og ved du om han har familie? Det kan betyde meget om han har, bla. kunne de melde ham savnet hurtigere end hvis han var en ensom mand..." sagde han og tænkte udelukket praktisk.

Hun stoppede da der kom sår og rifter på hænderne, de var næsten færdige der og Zean gravede dét sidste.
Imens Zean smed manden ned, tænkte hun på Tristan...han ville aldrig tale med hende mere hvis han vidste dette.Dét var hun sikker på, han ville afskrive hende.
Hun smed noget græs over og begyndte at mumle fader vor så godt hun kunne og slog et par kors i luften...bare for at være venlig, rette lidt op på en hæslig gerning.
Hun lagde sin hånd på Zeans arm, kort...hun vidste han ikke brød sig om hendes berøring.
"Hey..tak..hvis jeg nogensinde kan gøre noget..." Begyndte hun og regnede med han forstod at hun virkelig var glad og satte stor pris på hans hjælp.Han var måske den ene af hendes venner der ikke ville klantre hende for...mord.
Hun trak på skulderen.."En almen borger...gift ved jeg intet om , en datter han ikkelængere ser...om han har fået flere børn aner jeg ikke ...derfor ledte jeg i hans papir, men de gav ingen svar."
"Zean...kan vi komme væk herfra, før jeg bliver dårlig...jeg trænger til noget at drikke" bad hun stille.

Fader vor? Kors? Hvad skete der for det pigebarn! Gud fandtes ikke, har aldrig gjort det og kom aldrig til det!
Han sukkede og trådte lidt tilbage. Han fortrak faktisk hvis hun holdt sin hånd for sig selv, men lod hende...Denne ene gang.
Men hun vidste sikkert også at Zean ville være den sidste til at spørge om hjælp til noget. Han var bare glad for at kunne bruge sin energi på noget praktisk. Almen. Han nikkede let. Godt, hvis de var heldige ville der gå et par dage før han blev eftersøgt og så var de fleste spor blegnet lidt. Det skulle vist regne på et tidspunkt...
Han trak svagt på skuldrene og gik med tilbage til bilen. Han overvejede lidt om de ikke bare skulle lade den blive stående...Så langt var der jo heller ikke til byen...Desuden hvis de fandt en tom bil inde i byen ville de nok tænke lidt...medmindre de kørte den hjem til ham...Men så kunne forbigående eller naboerne se det var dem, beskidte....Tja...Hvorfor ikke bare lade den blive stående?

Hun begyndte at børste sig fri af jord, så godt det lod sig gøre.
Det gik ikke ubetinget godt, da jord,sved og tårer havde det med at klister fælt til huden.
Så hun var bestemt ikke køn at se på, tværtom.
Hun kiggede utilfreds på rifterne på hendes hænder , de burde renses.
" Hvordan ser dine hænder ud, har du rifter?" spurgte hun uden selv at tage dem for at tjekke .
Så gled pludselig en tanke ind om bilen, de kunne vel ikke så godt komme anstigende i den bil, h´vad skulle de så stille op med den?
" Hey... bilen.. Lader vi den bare stå her? " spurgte hun Zean, han havde nok en ide om hvad der var bedst. Igen tænkte hun på hvordan hun ville haveklaret det her , hvis han ikke tilfældigt havde været i kælderen.Hun måtte virkelig blive bedre til at planlægge og forudse ting, og ikke lade så hånt om dem bare fordi de kun involverede hende.
Havde hun haft ansvar for andre, ville hun ikke være så...casual, med det hele.
Hun ånede tungt ud og stak hænderne i lommerne på hendes sorte bukser, de skulle garanteret gå hjem..der var laaaangt til noget at drikke.

Han trak på skuldrene til hendes spørgsmål. En småting som rifter på hænderne ad han ikke lige tænke over.
"Ja, det er bedst" sagd ehan og så sig om af ren refleks.
Han stod lidt ubeslutsomt men tog så en beslutning.
"Nå, skal vi gå tilbage? " smilte han lidt og begyndte at gå ned af grusstien. Håbede på folk ikke lagde mærke til de var komemt kørende...Men gående tilbage. Så vidt han huskede havde der ikke været særlig mange huse...Så det var nok ikke noget problem.
Han sukkede svagt og hans hjerne begyndte automatisk at gå videre til næste problem, hans egne problemer, som også stod på listen den dag.

De gik i fint tempo , og hendes ben fulgte automatisk med.
Hun følte sig tryk med Zean ved sin side, når han altsår ikke var ved at skælde ud eller gå hvad han synes at bruge en stor del af tiden på.
Hun kiggede lidt på ham, han så tilbagetrukket ud nu...lidt dyster.
Hun misforstod og begyndte at undskylde.
" jeg er virkelig ked af at have trukket dig ind i dét hér...jeg havde ikke set dig, hvis jeg vidste...jeg tænkte ikke klart, undskyld" dét væltede ud af hende fordi hun mente dét og fordi hun håbede han ville se lidt lysere på tingene.

Zean så uforståen på hende.
"HVad mener du?" spurgte han
"Du skal ikke undskylde for noget" sagde han kort efter, da det gik op for ham hvad hun snakkede om. Og msilte så.
"Jeg elsker sådan noget...Desuden ser jeg mig selv lidt som en ekspert i at undgå at blive opdaget...Så du har ikke rigtig hevet mig med ind i noget..." han trak på skuldrene, hun forstod nok ikke alt hvad han snakkede om...Han havde bare hjulpet hende. Ganske normalt.
Pludselig fik han en stor lyst til at rejse fra stedet...Men vidste godt at det bare var ham...Fordi han sjældent var så længe på samme sted...Det hele var bare lidt nyt for ham. Han sukkede svagt og så sig omkring, snart nåede de den asfalterede vej og begyndte at gå mod byen.
"Jeg burde nok ikke spørge, men hvorfor? Hvordan startede alt det her? Hvorfor...skulle han udsættes for hævn?" spurgte han oprigtig nysgerrig.
Han valgte ebvidst at sige udsat for hævn, hun ville nok ikke kunne tage hvis han spurgte hvorfor han skulle dø, så tænkte hun nok bare endnu mere over det at hun havde slået ham ihjel.

Camille kunne godt mærke at han på en eller anden vis havde noget erfaring i det her, med døde og bortskaffelse af lig, fordi han flippede ikke over noget og gik meget op i at sørge for at dække spor.Camille selv var en rimelig kvik pige og havde under andre omstændighedder også været bevidst om al det, men nu var hun bare i sine følelsers magt, endnu en gang.
Hun valgte ikke at spørge ind til Zeans erfaringer, lige nu...hun vidste på en måde godt det ville være en grovkornet mundfuld at sluge for hende...så det blev en anden gang.
Hun overvejede om hun skulle fortælle Zean...bare lidt af hendes historie, så han måske kunne forstå og desuden havde hun båret på det her way to long...
"kan vi ikke sætte os..bare lidt ?" spurgte hun.

Han stoppede op og trak på skuldrene. Selv tænkte og talte han bedst hvis han gik, men denne gang var det for en gang skyld ikke hende der havde spurgt til...Men ham der havde spurgt til hende. hvorfor ikke?
"jo da..."
Han tøvede lidt med at sætte sig, fordi han havde det bedst med at stå, men snart satte han sig ved siden af hende. Og ventede.

Hun fokuserede på et træ , smukt og prægtigt et stykke fra dem og begyndte langsomt at berette...
" Min mor mistede meget pludseligt livet, en dag var hun bare væk. Vores familie gik fra at være fuld af kærlighed og tryghed til at være et tungt og dystert sted.Min far mistede forstanden af sorg , vil jeg gætte på, og tog sig aldrig en ny hustru. Tilgengæl tog han....mange små ....piger ." Hun væmmedes ved ordene og det var tydeligt det var med stor kval hun fortalte om det.

" De var ikke ældre end mig selv , 7-8 år...han købte dem af venner , af fattigefolk...betalte dem mindre formuer for udlån af deres døtre, og indlogerede dem i kælderen....og der foregik også....misbruget, på forskellige måder."

Camille måtte lige tage et par dybe vejrtrækninger...det var som at punkteret et al for fyldt ballon at tale om det her ..."
han tog ikke højde for at jeg var nysgerrig af natur, så naturligvis fulgte jeg efter ned i kælderen og forstil dig hvad de ting jeg så min far gøre ved de små piger...forstil dig hvordan det kan få en lille piges verden til at krakkelerer...det der stadig stod efter tabet af min mor....Men det væreste var, at jeg fra den dag , regelmæssigt gik derned og forsøgte at få låst pigerne fri, de græd og bønfaldte mig om at stoppe min far, om at slippe dem fri om at få deres maridt til at ende.

Jeg var ude af mig selv over ikke at kunne hjælpe, tynget af skyld over at det var MIN far der udsatte dem for dette. "

den sidste del af historien holdte hun lidt inde med, ville lige sunde sig og så nu for første gang på Zean, hendes øjne var igen blevet meget mørke.

Han lyttede bare uden at sige noget. Hvad skulle han sige? Han kendte ikke til det selv...Eller...På en måde, men ikke på samme måde. Som regl var han selv den der...hyggede sig, men det var kun på voksne kvinder. Ikke børn. Børn skulle vokse op og få et liv. Men som voksne måtte de klare sig selv. Sådan havde det været for ham, sådan burde det være for alle.
Han så sig lidt omkring, men stadig mens han lyttede. Da hun var færdig sagde han heller ikke noget, hvad skulle han sige? Han havde selv spurgt, han fortrød det heller ikke,...Måske var det også bare bedst at vise han lyttede...uden at sige noget.

Hun sukkede....Zean var ikke menneske han kunne med garanti ikke følge hende ...det kunne han sjældent, hvor besynderligt at dét netop blev ham hun betroede sig til.Måske fordi hun inderst inde vidste han kunne rumme dét, uden dét betød dét store.

" dét endte sådan ...jeg gik til min far...som en sidste udvej ...tilbød mig selv Istedet for pigerne, han kunne bruge mig men skulle så holde hans beskidte hænder fra dem....han afslog , afviste mig...ville ikke skade mig ......jeg kunne ikke gøre noget som helst andet end at vide og overvære dét.
En dag , hvor jeg havde accepteret min evne....slog jeg ham ihjel....jeg var ude af dén...var ikke mig selv...og nogle af pigerne der var blevet misbrugt værst...fik mig til at love på ære at jeg ville gøre dét samme med deres fædre når der var gået nogen år...så ingen fattede mistanke og mændene aldrig ville generer nogen børn igen."

Han så lidt på hende...trods hvor meget hun end hade at slå folk ihjel, havde hun alligevel gjort det en del. Og stadig ikke vendt sig til det. Hun var kort sagt for følsom.
Han havde vænnet sig til det...Fordi det var nødvendigt for hans overlevelse godt nok, men han havde. Derfor så han ikke mennesker som...Det samme som ham, han tog afstand til dem og behandlede dem lidt som dyr, selv om de i teorien var dyr. Sådan kunne han slå dem ihjel uden rigtig at føle noget. Ved bare at behandle dem koldt, lukke sine følelser inde. Men den fidus havde Camille nok ikke opdaget...Eller ville ikke...Men det var heller ikke noget han skulle blande sig i. Han kunne ikke lade være med at tænke at han burde hjælpe hende med at klare døden lettere, han havde ne fornemmelse af hun stadig ville have en del død i sit liv, men alligevel kunne han ikke få sig selv til det, nok også fordi hun blank ville afslå. Så det eneste han kunne var at hjælpe hende med sin evne.
Han nikkede svagt til hendes fortælling uden at sige noget. Når det kom til stykket var han ikke så snakkesaglig igen.

" so now you know...Zean, jeg har fortalt dig min største hemmelighed, ihvertfald dén værste.
Jeg hader mig selv for at udføre dette, dét er som min sjæl bliver taget en smule fra mig hver gang, men .min samvittighed , mit løfte er dén eneste måde jeg føler at jeg hjælper , at jeg gør bod på dét der skete dengang.
Men jeg hader dét, forsøger at kapsle følelserne inde...men så kommer de Istedet når jeg er alene om aftenen....jeg er læge , du ved,...hele mit liv er så fyldt med ....kontraster."
Hun så lidt op på ham og grinede pludselig af dét bizzare i hele situationen og sikkert fordi hun stadig ikke havde helt styr på sig selv.
"hvordan gør du dét Zean ?" Små grinede hun med en tåre i øjenkrogen.

Han så lidt på hende go sukkede. Selvfølgelig skulle det også drejes den anden vej. Skulle han virkelig...lukke lidt op for sig selv og dele sine...tanker med hende? Eller skulle han abre rejse sig op og sprøge om de ikke skulle komme videre?
Han så sig lidt omkring mens han tænkte.
"Well...." for en gans skyld følte han faktisk at det var okay...Denne ene gang. Hun havde stolet på ham i alt det her...Ikke fordi det var noget større, men det betød alligevel noget, at hun havde stolet på at det han gjorde var det rigtige.
Han sukkede svagt og lænede sig tilbage til han til sidst lå ned i græsset og så op mod himlen.
"..Man vænner sig vel til det...Min...Far og min mor har altid overbevist mig om at mennesker bare var mad...At jeg virkelig ikke skulle tage mig af det, jeg skulle være kold, se på dem som et rovdyr ser på et bytte...Efter de første par gange finder man ud af at holde afstand fra dem, man kalder dem usle, dumme og ubrugelige for ikke at blive sammenlignet med dem, man hæver sig over dem...Og så er det nemmere" han så lidt efter på hende, hun forstod det nok ikke...Selvfølgelig. Hem ville også det? Han satte sig op igen og snart rejste han sig også op.
"Skal vi ikke bare komme videre?" sagde han, som om noget indeni ham næsten var ved at eksplodere bare for at komme ud...En underlig...Energi.
Han så sig lidt omkring. hvad ville hun sige til dette? Nok se på ham som alle andre...Et uhyre.

Hun lyttede og prøvede at forstå.Hun bifaldte ikke drab, men hans situation var jo meget anderledes.
"Zean ...jeg forstår dét godt...du er jo anderledes end mennesker og dét er en livsbetingelser for dig at ...spise...du kan jo ikke selv gøre for at dét der holder dig ilive tager dét fra andre...
Men jeg er ikke anderledes og dét er ikke mit liv dét gælder, jeg er bare et ...produkt og en der forsøger rette lidt op ....eller udligne lidt på de uretfærdighedder livet bringer "
Hun lagde sig ned i græsset , ignorerede at han havde rejst sig og ville afsted.Vejret var lunt trods enkelte skyer var begyndt at indfinde sig.
"Hvad hedder de ? Lever de stadig din mor og far ?"

Han blev irriteret over hende holdning...Den måde hun ignorerede at han bare ville videre.
Han knurrede pludselig og stoppede hurtigt sig selv.
"For at være helt ærlig så aner jeg det ikke og ved du hvad? Jeg er så lige glad! For min skyld kan de rende og hoppe!" og så gik han selv.
Han havde spurgt stille og roligt, mente han da selv, om de ikke kunne gå videre og hun havde bare ignoreret det. Så måtte hun jo også kunne leve med at han gik.
Han lod hænderne glide ned i bukselommerne og hans blik gled ned mod jorden. Han så ikke sine omgivelser, men tænkte bare selv.
Han var også ligeglad, han behøvede ikke nogen at snakke med, nogen til at forstå sig. Han kunne klare sig selv, som altid.
Han havde været van til at slå ihjel for at leve og for at afreagere, men nu følte han ikke længere at han havde noget han bruge energien på...Det hele skulle være så rolig go dejlig, lykkeligt...Og energien ophobede sig inde i hans krop og fik ham til at reagere følelsesmæssigt.
Han sukkede...Det var ikke helt sandt det hele.
Han tænkte tit på dem...Mor og far. Mest hans mor, hun var den eneste der...på nogen punkter havde forstår ham. Hans far havde bare klappet ham på skuldren.
*Det skal nok gå knægt....Du skal lære at klare dig selv, du kan ikke bare komme og snakke om alt muligt irrelevant...* Det var efter hans andet mord. Han havde haft svært ved at lære det, mente han da...Og han slog lidt ekstra ihjel for at gøre dem glade og for at afreagere. Det var så underligt det hele...

Hun så forsent at han blev vred.Han knurrede ligefrem af hende og så kom hans forsvar , hans solidt opbygget mur på plads omkring ham.Hans familie....han reagerede kraftigt på hendes spørgsmål , enten havde hun strejfet et sårbart punkt ellers var der noget andet galt med ham nu...eller måske begge dele.
Hvor typisk , hun havde jo bare ignoreret ham ihåb om at fastholde snakken ...bare lidt længere, når nu der var en åbning.Og hun havde opnået dét stik modsatte ...hende og Zean var som...benzil og ild sammen.
Hun kom hurtigt op på sine ben og spænede efter ham...
"Hey...hey...hvad nu...dét er anden gang du er ved at gå fra mig...gider du stoppe med dét der nu ? " spurgte hun lettere anklagende.

Han så kort på hende, stoppede ikke men sænkede farten en smule så hun kunen følge med hvis hun syntes. Han hoppede og dansede ikke for hendes skyld.
Han sukkede og sagde ikke noget, hvad skulle han sige? Faktisk gad han bare ikke sige noget...Ville bare lades alene som et såret dyr.
Han sukkede igen og stoppede så.
Han følte sig så forvirret hele tiden...Det gik ham på, for han var van til at have styr på det...på sig selv og på hvor han ahvde andre. det havde han bare ikke mere.

Dét gjore ondt inden i , da han blot kiggede og gik videre uden et ord .
Camille mærkede rastløsheden og rådvildheden blusse op fordi hun faktisk ikke helt forstod hvad der skete med ham, med dem lige nu og heller ikke vidste hvordan hun kunne hjælpe.Skulle hun skrue bissen på, være flink eller lade dét passere uden at gøre noget ?Hun havde ingen idé, og dét huede hende ikke.
Så stoppede han alligevel op og Camille forsøgte at få øjen kontakt med ham.
" Zean....vi har lige begravet en mand sammen , som jeg har...øh..ordnet....jeg tror godt du kan fortælle mig hvad der sker lige nu for jeg har ingen idé....undskyld hvis dét var noget jeg sagde " hun forsøgte at få ham til at falde lidt ned, for han synes pludselig at være som en fyldt ballon der bare ventede på at springe.

Han trak næsten opgivende på skuldrene.
"Lige nu?" mumlede han og så lidt frem for sig, for så at se ned i jorden igen.
"Tja...Der sker vel ikke så meget..." det var svært for ham bare at begynde, han havde jo trods alt...faktisk aldrig bare snakket om sine følelser. Eller tanker.
"Det...." han stoppede op igen fordi han jo ikke vidste hvor han skulle begynde.
"...Det...Er måske bare lidt....Åhhr, lige meget!" udbrød han så til sidst.

Hun fulgte hans blik og var opmærksom på hans nonverbale sprog, når dét var Zean man havde med at gøre kunne hele situationen hurtigt ændre sig, han kunne hurtig ændre sig.
Hun synes at fornemme at han prøvede....prøvede at slå hul på en eller anden betændt byld....enten fra hans fortid eller hans nutid.
Hun kiggede lidt væk først ud over området og dernæst på hendes medtaget hænder og knoer.
Hun var meget i tvivl om hun burde forfølge denne samtale, for hun anede ikke hvad indholdet ville være eller hvordan Zean ville takle dét.
Grundlaget for hendes beslutning blev at han jo faktisk ...forsøgte at sætte ord på , men bremsede så sig selv ...dét måtte vel betyde at han havde et behov for at få snakket om 'dét' ....selv om han kæmpede lidt imod .
Camille begyndte at gå igen , måske var dét nemmere ...måske følte han sig ikke så trængt op i en krog hvis han var i bevægelse.
Hun forsøgte igen at få betændelsen ud af bylden "Zean...hvad ? kan du ikke bare sige dét som dét er...noget tynger dig...hvis du skal af med byrden så sig dét højt...dét betyder ikke du behøver gøre noget, bare sæt ord på og måske vil dét allerede føles bedre så ?" hun puffede blidt til ham med sin hånd.

an følte sig lettet da de begyndte at gå igen, som om han lod det han tænkte på bag sig. Men det var jo langt fra sandt.
Bare sætte ord på? forstod hun da ikke at det netop var det svære?
Han sukkede svagt og kiggede omkring sig. Selvfølgelig ville hun ikke lade det ligge. Han ignorerede hende lille puf.
"Forvirrende" sagde han kort, lige ud. Og håbede næsten han slap for at sige mere...Det var osm at blive taget i noget forkert...
Men han vidste godt det nok ville kræve noget forklaring...Og så ville hun modsige ham og give ham råd...Og så ville han blive sur, for det var jo ikke fordi han ikke kunne klare det selv...Det gad han ikke. Han gad ikke bruge sin energi på at skændes med hende...Endnu en gang.