En modbydelig ting # Zean#

Hun betragtede ham i smug.Var noget forvirrende for ham ?Ham der altid virkede til at have svar på dét hele.
Hvad kunne dog forvirre ham.Noget med forældrene eller noget mere nutidigt ?
Hun fornemmede hun skulle være varsom....dét var som kunne han reagere hvordan dét skulle være!
"Hun kiggede ned i jorden og undgik derved at kigge på ham da hun forsøgte at hjælpe dét lidt mere på vej.
"Ok...noget er forvirrende...og ikke godt...hvad mere Zean...lidt flere ord..?" Spurgte hun så blidt hun kunne for ikke at vække hans irritation.Hun ville for alt i verden ikke diskuterer nu, hun var alt for udmattet efter ...dét med manden...så hun ønskede kun at han skulle få udløst eller afreageret lidt af 'materien' ud som havde hobet sig op inden i ham.

Han sukkede svagt. Det ville lyde åndssvagt at snakke om det...Han burde bare selv klare det hele. Hvad var det enlig også der var forvirrende? Dawn? Deres barn? Det var dem han tænkte mest på til hver dag, men han ville ikke tvinge hende til at høre på det, når deres forhold til hinanden ikke var så godt.
Hun troede nok det var hans forældre han snakkede om...men de var ikke forvirrende. Han tog hjemmefra tidligt og havde hverken hørt eller set noget til dem siden. Men han kunne næsten ikke forestille sig at de stadig skulle være levende...Og så alligevel....
Han trak svagt på skuldrene.
"Det er bare noget med Dawn...Du skal ikke tvinges til at høre på det....Desuden kommer vi altid op og skændes over et eller andet..." sagde han næsten undskyldende og lød næsten som om han håbede at han dermed havde sluttet det.

Camille blev overrasket...dét var altsår noget lidt mere privat der spiste ham op inden i.
Hun overvejede at lade dét ligge der, da dét at blande sig i andres forhold ikke altid ....faldt i god jord .
Men på dén anden side var Zean en god ven, faktisk en hun havde taget helt ind i 'sin inderste kreds ' og hvis han havde brug for at tale, at få lidt luft , ville hun ikke sige fra.
Desuden var dét jo rimeligt normalt at dét var udfordrende når man var gået fra at være to til at blive tre.
Camille prøvede at løfte stemningen lidt "arh...Zean...du er slet ikke stærk nok til at tvinge mig til noget som helst...dæmon eller ej " sagde hun i en lidt drillende tone og blev så mere alvorlig da hun talte videre .."Jeg lytter gerne....og jeg skal nok forsøge ikke at overdosere mine gode råd....med mindre du spørger mig."Om dét var sådan han ønskede dét, vidste hun ikke helt....dét var vanskeligt at afkode Zean...dét havde dét altid været, ihvert fald for hende.

Han sukkede lidt og tænkte fortsat lidt over det hele. Han følte stadig ikke at han bare kunne....omsætte det til ord eller øse det hele over hende. Hende måtte også være træt efter dette her...Eller måske hjalp det hende lige frem ed at tænke på noget andet. Lige meget hvad var det i hvert fald hans egen skyld at han stod hvor han gjorde nu.
Måske burde han gå lidt længere tilbage i historien så hun bedre kunne forstå det fra hans side...desuden ville det også gøre det nemmere for ham...Men hun ville nok ikke forstå det alligevel, at man kan være sådan et...Uhyre kaldte folk det vist.
"Forestil dig at man en dag kommer til en by, den er fremmed, det hele er fremmed...Men det er normalt at rejse rundt, ikke stå stille det sammen sted for længe.
Du snuser rundt som altid og laver lidt kaos, ballade og støder ind i andre væsner. Du er en overlever som har lært kun at stole på dig selv og klare sig selv...Hvilket du jo så gør..." sagde han mens han stirrede ned i jorden som om han mest talte til sig selv eller til jorden.
"...Alt er som det plejer.
Og dog....Du bliver længere og længere på samme sted, uden nogen rigtig grund, du ved at du burde komme videre...Og så møder man en engel. Nåe ja, bare en engel, selskab for en enkel nat..." hun forstod nok hvad han mente
"...Men det var hun vist ikke helt frisk på. Og pludselig er man bare sammen, man har en grund til at blive og man bliver. Man forandre sig.
Man tilpasser sig...Man hygger sig og det hele går jo godt nok, ja, man tænker lidt på fremtiden, men håber alligevel det hele vil gå op.
Og så er hun pludselig gravid, pludselig er der bare et barn, pludselig skal vi giftes....Og det hele bare inden for et års tid til halvandet....Det går bare for hurtigt, det er begrænsninger for hvor hurtigt man kan forandre sig og tilpasse sig...Og jeg tror ikke længere jeg bare kan tilpasse mig....." det lød underligt i hans øre, især det sidste, men det var sådan han havde det. Han havde svært ved at tilpasse sig at være far...At være beskytteren....Og endnu mere ved tanken om at skule gifte sig.

Okay....Dét var så lidt af en mavepuster...dét ville nærmest være at øve vold mod sig selv ikke at kommenterer på dét .Hun måtte virkelig overveje sine ord nøje...af adskellige årsager.
På en måde var der noget meget bevægende over at Zean åbnede sig op og betroede hende disse ting.Hun kendte ham godt nok til at vide at dét ikke var hverdags kost at gøre dét og at dét var udfordrende for ham at gøre.
" Zean...jeg vidste ikke du havde dét sådan....jeg vil gætte på mange mænd kan have en følelse af at blive fanget ved udsigten til bryllup og med at få en baby.
Dét plejer at ...aftage..".Hun gav hans overarm et lille opmuntrende klem.

" Kvinder er anderledes , de....drømmer næsten hele livet om dét at slå sig ned og stifte familie.Du har yderligere en udfordring ...din natur som ...dæmon...", hun pauserede da hun ikke helt vidste hvad dét indebar, men noget måtte dét da betyde med dét liv han levede, med at spise sjæle og forældrenes opdragelse af Zean.

Egenlig havde hun lyst til at spørge om dét var kærlighed eller forpligtelse der holdte dem sammen , men undlod da han sikkert ville blive vred eller gå i forsvar.

" Zean....hvad ønsker du af fremtiden ?" Spurgte hun i stedet, dét var et mere åbent spørgsmål..

Han sukkede svagt og lukkede øjnene i et øjeblik mens han gik. Han åbnede dem lidt efter igen og så sig lidt omkring, men så så ned i jorden igen. Det var nemmere at snakke om det som om det var en anden person det gik ud over...Skubbe det lidt væk fra sig selv. Han sukkede svagt.
"Tja...Det ved jeg ikke helt....Jeg ønsker..." han havde altid været lidt påpasselig med ønsker.
"...Ønsker på en måde bare at...have en familie, hvilket jeg jo nu har, som jeg kan komme og gå hos som jeg vil...Ment åp den måde at jeg har frihed til at tage hvorhen jeg vil, så længe vil, når jeg vil...Selvfølgelig skal jeg nok holde mig indenfor forholdets regler...men alligevel...Jeg har mest lyst til...Bare at være ldit fri, slappe lidt af...Som sagt går det lidt hurtigt...Og når man ikke lige frem har prøvet det før...Jeg mener jeg havde jo engang en kvinde jeg elskede lige så meget, men...." han stoppede sig selv, hvad snakkede han lige om? Han vrøvlede. Og sukkede.
"Jeg ved ikke, jeg skal nok bare snakke med Dawn igen, om det....Hun forstår det nok..." sagde han

Camille smilede lidt til ham og sagde blidt men med en snært at dril i stemmen.
"Zean altsår...du er bare så meget....mand...du vil have forhold og frihed....dét er faktisk lidt svært at praktiserer....dét interessante er hvorfor dit behov for at føle dig fri er så stort ?" Og så klappede hun hurtigt i som en østers.Dét var et punkt hun ikke ville ind på , med mange andre måske...men dét spørgsmål måtte Zean selv se i øjnene, når han var moden til dét.
"Du har haft et fast forhold...før Dawn ?" Spurgte hun overrasket.
Dét burde hun naturligvis ikke være, han havde sikkert haft et væld af kvinder i sit liv.Hun skar en grimasse, kunne man blive mere forskellig end hun og Zean var? Hun havde haft nogle kærester , og hun var bestemt ikke bange for ...al dét et forhold medførte ...men hun havde bare altid stoppet dét inden dét...gik for vidt.
Hun ville aldrig blive gravid ved et...tilfælde, når hun engang skulle stifte familie , ville dét være et velovervejet valg, dét var jo trods alt ikke en overraskelse hvordan babyer blev bragt til live.

Zean var svær at blive klog på , hans forhold var svært at forstå....enten ville man ellers måtte man tage konsekvensen.
Hun blev eftertænksomhed og begyndte at pille lidt ved vedhænget i sin halskæde.

Hun forstod det ikke. selvfølgelig gjorde hun ikke det. Forstod hun da ikke at han altid havde været fri? Fri til at gøre hvad han ville, når han ville, uden at tænke på andre? At det så kunne være svært lige pludselig at skulle...tænke på andre, tænke på hvad han gjorde, hvornår...
Han sukkede svagt. Det var nok kun ham selv der forstod den følelse, den tanke...
Da hans tanker bevægede sig videre til hans sidst forhold...Blev hans blik så underligt mørkt og dystert.
"Åhh ja....Troede du jeg var et koldt uhyre hele vejen igennem? Ingen bliver født sådan...Man bliver formet til det, skabt og lavet til det...." svarede han med overraskende meget kulde i stemmen. Men det var ikke rettet mod Camille. Men den kvinde han havde i sine tanker lige nu.
"Man an tro man kender nogen...Man kan elske og tro man er lykkelig, men så finder man ud af at man alligevel ikke kender hinanden, det hele bare var bedrag og manipulation...Og så må du selv kæmpe dig ud af det" sagde han og virkede underligt anspændt.
"Men du kan ikke kæmpe dig ud af alt...På nogle punkter sidder man fast...Hun var min første og dengang troede jeg også hun ville blive min sidste...Var det ikke for Dawn ville jeg nok stadig være lidt mandschauvinistisk...." han trak svagt på skuldrene. Og smilte så svagt.
"Sjovt som ting forandre sig..."

Hun måtte nødvendigvis gøre indvendninger , hurtigt mod hans opfattelse.
"Zean...jeg ville da aldrig....jeg har da ikke...tror du...".
Hun måtte lige tage sig sammen inden hun kunne forsætte " Jeg tror da ikke du er kold og følelsesløs....du er meget 'mand ' og du har opbygget en mur omkring dig , jeg tror skal holde al for mange føelser væk , livet er jo på mange måder lettere uden...men hed du hva, dét gør dig ikke til et uhyre...dét gør dig menneskelig "
Hun kiggede lidt på ham, som for at se om dét var okay hun delte sin mening med ham.Mange gange blev han vred...men i dag har han mere...tålmodig med hende.
" Hvad i alverden udsatte hun dig for ?" Mumlede hun og undrede sig meget over hvilken oplevelser der lå gemt i hans minder.
Samtidig syntes hun dét var både sjovt og lidt kært at Zean ikke selv syntes han var mandschovanistisk længere, for hun havde kun mødt en der var dét i lige så udtalt grad.
Men den snak kunne de tage en anden gang.

Han sukkede lidt og så sig omkring. Selvfølgelig kørte det videre...kunne hun ikke bare få serveret det hele nu? Så fik han da fred senere.
Han trak svagt på skuldrene selv om han uden mærket kendte svaret på spørgsmålet.
"Tja...Ldit af hvert....Først skuespil....såå....Altså hun var jo også dæmon og hendes familie havde åbenbart slået sig sammen med andre familier og lavet en slags...hemmelig gruppe, kun for dæmoner, som slår lidt ihjel hist og her...Jeg gider ikke komme nærmere ind på det....Men de har visse...linier...Så en dag blev jeg selvfølgelig inviteret med og hvem siger nej til sin elskede? Åhh...du vil sikkert ikke forstå det her...Men i hvert fald snød hun mig og ødelagde de næste par år af mit liv til jeg tog livet fra hende" sagde han kort, hurtigt og så var det slut. Ovre. Færdigt. Noget han havde skjult længe var ikke længere skjult. En underlig følelse. Lettet men også nervøs, nervøs for at nogen faktisk viste de ting om ham og hans liv...Og bange for at nogen skulle finde ud af det og bruge det mod ham...Måske havde han lige givet sig selv endnu en bekymring....

Camilles hjerte snørrede sig sammen, hun kunne næsten ikke forstille sig en større smerte end at finde ud af den man elsker bevidst vil slee en, laver skuespil og bedrager.
Dette ikke at forveksle med almindelig uenighed, utroskab og eventuelle brud som var et almindelig kapitel i livets bog, men at leve eller opbygge et forhold på bedrag, måtte være så smertefuldt...og netop en af grundene til Camille selv havde svært ved at give sin kærlighed komplet til nogen , af frygt for at blive såret .
Havde han selv taget livet af hende ?Camille mærkede lidt uro og kvalme...dét med døden var bare så hårdt for hende at forholde sig til....men på en eller anden måde havde deres samtale hævet sig til et niveau hvor døden var blevet en biting.
Camille snusede noget frisk luft ind...dét ville blive regnvejr ,tænkte hun.

" Du ..endte hendes liv..hvad skete der mellem jer...hvad ville hun have af dig..? "

Hvorfor blev hun ved at spørge ind til det? Dreje kniven en ekstra gang rundt?!
Han knurrede svagt for sig selv.
"Hun....De..." han havde ikke lyst til at gå længere. Men han havde heller ikke lyst til at stå stille...Han viste ikke hvor han skulle gøre af sig selv! Han begyndte at mærke irritationen igen, den gnavede sig ind i ham.
"Kan det ikke være lige meget?!" knurrede han og stoppede op og så lidt på hende, så omkring sig.
"Har vi ikek snart snakket nok om mig?" spurgte han opgivende.

Han var i vildrede , ønskede ikke at blotlægge sig , ikke at mindes...men han behøvede dét.
Idet mindste var dét sådan hun opfattede dét, hvilke sagtens kunne være helt forkert.
Zean knurrede og dét var næsten som et dyr der advarede om at være varsom nu.
" Vil du sidde lidt...skal vi sætte os ? " omformulerede hun sig...da hun vidste han ikke kunne fordrage når hun 'nursede' formeget om ham.
" hmm...måske har vi ? Men noget siger mig du har mere at berette ...".
Hun spidsede læberne og kiggede ham ind i hans nu så mørke blik " Zean.....dét kommer ikke videre end til mig...dét lover jeg " sagde hun alvorligt.
For pokker da, kunne han ikke se, ikke mærke at han behøvede dette...behøvede en der kunne lytte så han ikke stod alene.
Hun tænkte på hvor stor en befrielse dét havde været for hende at Zean pludselig var med ved hendes side....i dét med manden.

Han knurrede igen, men kun svagt denne gang som var det fordi han var usikker. Hvilket han jo også var. Han havde det fint med at stå op...Hvis han sad ned følte han endnu mindre at han kunne komme væk hvis han havde brug for det, endnu mindre at han kunne komme af med noget energi. HAn skiftede vægten fra det ene ben til det andet.
"Jeg synes vi har snakket nok" sagde han så, hans blik så dog alle andre steder hen end på hende lige nu. Han orkede ikke at snakke mere, følte sig faktisk træt på en måde.
Han skulle jo bare hjælpe med den døde mand! Hvordan kunne det være endt med at han stod og snakkede om sig selv som en eller anden idiot? Han blev sur på sig selv. Han kunne jo heller ikek sætte ord på det...kunne han?
Tja, hun hev mig med ind i deres lille gruppe og sagde jeg ville dø hvis ikke jeg rettede mig efter dem...og at de ville dræbe hende selvfølgelig.
Men da jeg fandt ud af sandheden var det selvfølgelig for sent, jeg slog hende ihjel i vrede, sorg og for at komme ud af det, men i stedet har de tvunget mig til at være med som en slags hævn. Så nu skal jeg slå ihjel på deres kommando...Heldigvis har de ikke haft brug for mig det sidste stykke tid...
Ingen ville da tro på det...Selv om det så skulle være sandheden.
"Åhr...Hun ville have en slave og jeg gad ikke være det..." sagde han kort
"Ja, jeg slog hende ihjel, jeg så hende ind i øjnene for at se hende lide, så hende bønfalde mig...Og da hun gjorde det tog jeg hendes liv...kort sagt, hvad mere er der at sige? Det er et færdigt kapitel, livet glider videre i dens meningsløshed..." sagde han i en hast.
"Og nu gider jeg virkelig ikke mere!" det sidste kom som et eller andet udbrud og med de ord begyndte han gå igen, lidt hurtigt måske.

Okay...han sagde fra...orkede ikke at snakke mere .Hul var der kommet på bylden omend den endnu ikke var udtømt.
Måske skulle hun ikke presse yderligere , men respektere hans grænse .hun kom til at tænke på en tiger i bur....ude i naturen så prægtige ,vild og skøn men i fangeskab drevet til inaktivitet og frustration selv om forholdene i dens fangeskab måske var gode.
Hun afbrød ikke , sagde intet da han selv tog ordet igen og fortalte om en form for...klan ?
Og om den magt de havde og stadig kan udnytte over ham.
Hun havde meget svært ved at se ham som nogens soldat, andet end hans egen.
Hendes mund gled åben, ville sige noget da han fortalte om hvordan han endte livet på denne kvinde.
Men hun tav, var helt tom for ord.
Hun havde sikkert trukket ham langt ud over rimelighedens grænser og der var en grund til dét endte sådan, men tilfredsstillelsen , dét at hun skulle lide i processen ...var svært at kapere.Faktisk vidste hun godt at Zean som mand og som dæmon var stærk, voldsom og sikkert ....farlig....men hun havde dannet et billed af ham der også sagde beskyttende og god og ind i mellem skulle de to så forliges...hvilke var lidt udfordrende.
Hun satte tempoet op og fulgte trit med ham.
"Sikke ....meget...smerte...at bære rundt på ." En lille pause så spurgte hun
" Zean hvem er de...og hvordan opretholder de magten over dig nu ?".
Hun overvejede om hun gik for langt, men nogen måtte vide om dét her udover ham og dem.Nogen skulle stå på Zeans side.

Han trak på skuldrene. Han tænkte ikke over det hvis han kunne undgå det...Men ja, nogen gange gled han ned i tristhedens mulm.
Svaret på hvem de var, var ikke til at svare på¨. De var alle og ingen. nogle tilfældige dæmoner hist o her....Hvis hun spurgte andre dæmoner ville de sikkert ikke vide hvad hun snakkede om.
Han fik sine såkaldte ordre anonymt eller gennem kvindens nærmeste familie og venner.
Faktisk var det kun en uges tid siden eller noget, der ved markedspladsen, han sidst havde hørt fra dem...
"Hvis ikke jeg gør som de vil kan de ikek bruge mig til noget jo..." sagde han som om det var logiske i verden
"så derfor skiller de sig af med mig...Men jeg er van til at overleve...Så selvfølgelig gør jeg det, desuden er det meget sjovt nogen gange...drab betyder ikke så meget for mig jo...det er lidt som en lejemorder-virksomhed..." han trak på skuldrene. Han bagatelliserede det lidt, de var ret strikse, de var dæmoner og forlangte kun det bedst. Alt andet blev udraderet...deres mål var andre væsner, andre væsner som gjorde ting mod dæmoner som dæmonerne ikke ville acceptere. De ønskede at være den herskende race....

Hun stirrede på ham , var dét alvorligt...dét lød jo som en film.
"Zean....vi må da bryde dét bånd " mumlede hun og så så op på ham.
"lad mig hjælpe ...vi finder på en eller anden måde eller indgår en deal med dem, så du bliver fri...fri for dem ".
Hun havde den største lyst til st hjælpe og på en forrykt måde virkede dette til at være en nemmere opgave for Camille at løse end hans problemer med Dawn.
Hun så på ham , hun ønskede ikke at irriterer ham hendes hensigt var at hjælpe, at gøre noget godt.
"Kom nu Zean....lad mig hjælpe , jeg ved dét er risikofyldt...men dét er ok ".

"Nej!" udbrød han og så på hend esom var hun sindssyg.
"Nej, du skal ikke blande dig i det her, forstår du det? De er ikke til at lege med, de er ikke nogen man bare forhandler med! Og du skal ikke blandes ind i det og det skal nogen andre heller ikke!" sagde han hastigt, men overraskende roligt og alvorligt. Det var tydeligt han ikke ønskede hjælp til dette.
"Bare glem vi har snakket om det, okay? Det er lige meget...! Virkelig, du skal ikke hjælpe mig!" sagde han og søgte for en gangs skyld hendes øjenkontakt for at være sikker på hun forstod hvad han sagde og mente.

Hendes behov for at hjælpe var stort, afvisningen hun fik ...var af mange grunde der vindere helt tilbage i barndommen svær at accepterer.
Men hun ville ikke skubbe ham væk, få ham til at klappe i som en østers ved at presse nu.
Så for nu , ville hun accepterer, måske hen af vejen han ville ændre mening og have tillid nok til at lade hende hjælpe.
Hun stirrede tilbage, et snært af trods lyste et kort øjeblik i hendes øjne men gik ud igen " okay...okay...ikke blænde mig " lovede hun.
"det lyder bare så...urimeligt Zean og dét burde ændres " sagde hun lidt tvært, ikke over ham men over den møg situation han var en del af.

Han ttrak på skuldrene
"EN konsekvens af mine handlinger...Jeg stolede og elskede en og måtte tage ved lære af det...." han trak igen på skuldrene.
"men nu skal vi skifte emne..." sagde han kort og begyndte at gå igen, byen var lige foran dem.
Han vidste bare ikke hvad de ellers skulle snakke om...bare ikke det.

De gik videre , lidt i stilhed.
Dét var rimelig heavy stuff...hele denne dag.
Camille havde brugt....eller havde nærmere gavnet af at spotlyset havde været rettet på Zean i noget tid.Dét havde formentlig forhindret hende i at knække, i at bryde sammen.En hjælp havde dét været til at tvinge sig til at tænke på noget andet.
" Jeg skal have noget andet kluns på og så noget mad når vi når hjem..." hun talte bare ud i luften.
Hun ville gerne udsætte dét at blive alene, hun vidste med sikker hed at reaktionen ville indhente hende der.
"Jeg ved ikke...hvad er dine planer...Dawn ? " spurgte hun "eller vil du gøre mig selvskab ?"

Han trak på skuldrene og så på klokken. Noget han også var blevet slave af, klokken. Før kunne han rejse rundt og være ligeglad.
"Jeg har intet jeg skal nå lige nu...Men ja, tager nok hjem senere i aften, selvfølgelig, så Dawn ikke bliver drevet helt til vanvid...Elyas ved ikke hvad sove betyder" en smil gled over hans ansigt og han så på hende.

Hun brast i latter og gengældte hans smil " nå, så dét gør han ikke den lille bisse...bare rolig dét skal nok komme ."Hun funderede lidt over dét at være forældre.
Den største gave ivirkeligheden at få et barn.
Camille havde ofte overvejet at adoptere et lille barn...eller bare et barn...der var så mange uden kærlighed, uden trykhed ....og da hun selv ville når at være over den frugtbare alder , inden hun nåede dertil, tænkte hun lidt trykket, gav dét jo god mening.
"Husk at...nyd ham Zean...duft til ham, se ham i øjnene og fortæl du elsker ham , de vokser så hurtigt " sagde hun med smil i stemmen.

De nåede tilbage til byen og tilbage til lejligheden, Camille havde aldrig haft nogen med dertil, udover den lille bevidstløse pige hun reddede på stranden og hun voksede sig til Zaela , voksen og 'frodig' på få dage...og skal vi bare sige at hendes...hormoner...var rimelig ude af kontrol og efter et overgreb smed Camille hende ud...eller rettere Sakref kom og hentede hende og befriede Camille.Dét havde ikke været godt, så hun tøvede lidt ved at låse op og byde Zean inden for, for selvom han var en ven...havde hun gjort dét til en uskreven regel ikke at tage nogen med hjem.

Han lagde mærke til det, mens sagde intet. Han så selv sit hjem som en hemmelig...fæstning nærmest. Men var dog blevet mere tolerant, nok fordi, ud over Dawn og Elyas, at hans mest elskede genstande stadig var gemt væk. Han så lidt på hende. Det lød typisk...moderligt.
"Arh...Nu må vi se. Desuden er han jo dæmon, så medmindre en dusørjæger slår ham ihjel, skulle han vist leve ret længe" sagde han roligt og så sig kort omkring.

Camille gennede ham ind i entreen og sagde lidt hårdt "Der er da ingen dusør jæger der ville gøre en baby noget Zean".
* ihvettfald ikke nogen jeg kender* tænkte hun videre.
"Gå ind i stuen og sæt dig...nej, du må gerne låne badeværelset ...du må også have rifter på hænderne der skal vaskes.
Hun pegede på toilettet, dét var lille og simpelt indrettet i farverne hvid og sort.Dét eneste der skildte sig ud var en toiketrulleholder som lignede en grøn frø.Så var der naturlig meget nips...girlz stuff.
Camille gik ind for at finde noget tøj, og snuppede en figursyet hvid skjorte og et par beige bukser.
Så ventede hun på at bytte plads med Zean.