Wish you dead

Dato : 20. December
Årstid : Vinter
Dag : Lørdag
Vejr : Koldt..
Sted : Midt ude i skoven
Tid : 22.30
Omgivelser : Natur..0o

Jalaz sad op af et træ med sin guitar i favnen. Hun spillede og sang teksten til. Hun var rasende, og hendes stemme rystede svagt, men ellers var der igen tegn på hendes følelser. Hun var iført er par sorte jeans, og en stor sort hættetrøje. Hendes hår var sat op i en hestehale, og musikken brød klart igennem skovens stilhed. Hendes hoved var fyldt med hadefulde tanker, men hun begyndte langsomt at slappe af mens hun spillede.

//Sangen: https://www.youtube.com/watch?v=6tv4cYuddts//

vicente kom gående imellem de store mørke træer. Han var dybt inde i skoven. Hans påklædning var, som altid den sorte frakke, men denne gang var hovedstykket ikke knappet sammen, så man kunne nu se hans mund. Han havde en fløjte mod læberne og han gik og spillede en rolig melodi.

Jalaz blev færdig med sangen og stoppede spillet. Hun så hurtigt rundt da hun hørte fløjte spil. Hun sad lidt og lyttede til det indtil hun kunne falde ind i melodien. Det gjorde hun dog ikke. Den var alt for kedelig og langsom efter hendes smag. Det varede lidt før hun mærkede lugten af vampyr... En vampyr hun kendte.. Hun bed sig hårdt i læben og kom hurtigt på benene.*Fuckfuckfuckfuck! Okaay såååå... Den vej!* tænkte hun og begyndte at gå med små løbende skridt.

Vicente stoppede fløjtespillet i samme sekund han mærkede englen. Det var den samme engel, som han fik den ære af at bide for ikke så lang tid siden. Han stoppede fløjten i en lomme, som han hurtigt fandt frem og også hurtigt fik puttet under frakken. Med sin vampyriske hurtighed kunne han hurtigt fange hende, men besluttede sig for at løbe med normal fart efter hende. Selvom han allerede havde stillet sin tørst på et menneske tidligere, så ville han alligevel tage en tår af hendes blod, hvis han fik chancen.

Jalaz hverken stoppede op eller så sig tilbage. Der imod begyndte hun at trække hættetrøjen over hovedet. Hun havde selvfølgelig noget inden under, ellers ville kun ikke have gjordt det, men hun var nødt til at få trøjen af hvis hun skulle kunne bruge sine forhadte vinger... Hun var ikke meget for det, men hellere det end at lade ham satte tænderne i hende igen. HUn gøs bare ved tanken derom..

Vicente var naturligt hurtig på grund af hans lange ben og var derfor hurtigt kommet tæt nok på til at kunne se hende. Denne skov var et perfekt sted for ham til at bruge hans evner. Han sendte skyggetrådene afsted. De var også hurtige fordi de fulgte med hans skygge. Det ville ikke være svært at fange hende nu medmindre, at hun fløj op over trækronerne.

Jalaz fik kæmpet trøjen over hovedet og foldede det hvide vinger ud, hvorefter hun satte hårdt af med benene og baskede med vingerne. Hun fløj til hun var en passende højde over jorden, og følte sig rimelig sikker på at han ikke kunne nå hende. Så vendte hun sig mod ham og smilede svagt. Han havde ikke fået fat i hende.. Hun var i sikkerhed... Mente hun i hvertfald selv..

Vicente så, at hun var lettet fra jorden og med sin vampyriske hurtighed løb han mod det træ, som var nærmest til hende. Han kravlede op ad træet og stoppede op en gren, som var i omkring samme højde med hende. "Godaften", sagde han og betragtede hende med sine røde øjne.

"Farvel" svarede hun syrligt og fløj højere op. Helt op hvor grenene var for tynde til at kunne bære hans vægt, men stadig stærke nok til at bære hende. Hun landede på en af grenene og så hånligt ned på ham. Han kunne jo ikke være på grenene - de ville bare kække under ham - så hun følte sig mere sikker der.. Han ville ikke kunne nå hende når hun stod der... Ville han?

Vicente så op på hende med et tænkende blik. Med hans vampyriske styrke burde han ved lethed kunne holde sig fast til stamme, burde han ikke? Han havde tænkt sig at prøve. "Jeg fanger dig", sagde han blot og kravlede så hurtigt op mod hende.

"Nej du gør ikke" svarede hun og smilede hånligt af ham. Da han begyndte at klatre op af stammen lettede hun igen, og fløj hen til et andet træ, en anelse højere oppe. Hun holdt øje med ham, og knugede ubevidst sin trøje i hånden.

Vicente var glad for sine vampyriske fordele nu. Han satte af mod træet og hoppede hen imod et andet træ. Han greb fat om stammen og holdte sig oppe med sin vampyriske styrke. "Kom ned, så bliver det ikke så slemt, som sidste gang", sagde han.

Hun fnøs vredt af ham. "Jeg overgiver mig ikke bare sådan lige." svarede hun og fløj mod en lille lysning, hvor hun holdt sig i luften i midten. Der var omkring en meter mellem hende og de nærmeste grene, hvilket ville give hende nok tid til at reagere og undvig hvis/når han angreb hende.

Vicente stoppede på en gren tæt ved hende. Han betragtede hende kort med sine røde øjne før, at han studerede området omkring dem med sit blik. "Hvad er Deres navn?" Spurgte han og ville bruge lidt tid på at udtænke en taktik.

"Jeg venter stadig på dit" svarede hun for at gøre det klart for ham at hun ikke havde tænkt sig at sige ham sit navn før hun kendte hans. Hun studrede hans ansigt med blikket og kunne konstatere at han faktisk var ret køn.. Men det var de fleste vampyrere jo..

"Mit navn er Vicente Valentieri", svarede han og rettede sine røde øjne mod hende. Hans skygger kunne ikke fange hende når hun var i luften.. Han blev nød til at bruge hans hurtighed og styrke for at fange hende.

"Dionel" præsenterede hun sig kort og gjorde sig ikke den ulejlighed at fortælle ham om det var et for- eller efternavn. Hun præsenterede sig aldrig med mere end et navn... Overfor nogen overhovedet.. Det varrierede dog hvilket navn hun valgte at bruge..

Vicente nikkede kort og betragtede hende i et kort stykke tid. Han satte af med et lynhurtigt spring imod hende. Han var fast besluttet på at sætte tænderne i hende igen. Han krævede mere engleblod.

Jalaz blev lettere overrasket da angrebet kom. Hun baskede hårdt med vingerne før at komme højere op og der ved undvige ham, men det gik ikke nær så hurtigt som hans vampyriske fart..

Vicente greb ud efter hendes ankler og fik fat. I stedet for at lande på en gren, lod han sig falde mod jorden. Han ville selv lande på fødderne, men han ville slå hende i jorden og så drikke hendes blod.

Jalaz blev trukket ned af hans vægt da han var en hel del tungere end hende. Hun trak vingerne ind og lod sig falde som en sten og forsøgte at lande på ham. Hun ville bestemt ikke give sig ligeså hurtigt som sidste gang, og ville forsøge at skade ham mest muligt, og måske endda slippe væk..

Vicente landede på sine fødder og svang hende hårdt mod jorden. "Jeg sagde, at jeg nok skulle fange dig", sagde han og begyndte at tørste efter hendes friske engleblod. "Dit blod bliver en udsøgt drink for mig", sagde han.

Hun stønnede svagt ved smerten da hun landede hårdt på ryggen. "As if" mumlede hun syrligt mellem sammenbidte tænder, før hun strækte begge ben i et spark mod hans brystkasse. Hun holdt en kold og rolig, men rasende facede, selv om hun bange for hans bid inden i. Hun ville dog ikke vise sig svag for ham, ved at lade frygten komme op til overfladen.

Vicente greb fat om hendes fødder idet de ramte ham i brystkassen og skar en kort grimasse. "De leger stadig voldeligt kan jeg se", sagde han og rettede et spark mod hendes ribben.

Jalaz klemte øjnene hårdt sammen da hans spark remte. Hun kunne tydeligt høre hvordan et eller flere - det var ikke til at sige - brækkede ved hans styrke. Hun skreg ikke engang, men smertens tårer sprang op i hendes øjne. Hun lagde den ene arm over sine ribben før at beskytte dem mod yderligere spark, og dækkede sin hals med den anden hånd. Hun bed sig hårdt i læben og forsøgte at trække sig væk fra ham, men det var umuligt da hun nægtede at flytte sine hænder.