Wish you dead

Vicente bukkede sig ned og placerede sine hænder på hendes skuldre. Han holdte hende nede og så ind i hendes øjne. "Fjern din hånd", sagde han og bevægede sit ansigt nærmere til hendes.

"Skrid af helvede til, så skaljeg fjerne mi hånd." svarede hun stædigt og åbnede sine øjne og søgte efter hans blik. Hvis hun bare kunne fange hans blik, kunne hun bruge sin evne, og mon ikke han så lod hende være for en tid?

Vicente rettede sine røde øjne mod hendes hånd og prøvede nu selv at fjerne den. "Jeg skrider først når jeg har sat tænderne i din hals", sagde han og holdte hende stadig nede med sin anden hånd.

Jalaz sank en klump og forsøgte desperat at holde hånden over sin hals. "Svin" hviskede hun og bed sig i læben. "Dit lede svin!" sagde hun denne gang lidt højere. Nej hvor hun dog hadede ham. Han skulle da bare holde sine klamme tænder for sig selv og lade hende være i fred!

Vicente fik fjernet hendes hånd og et kort, men skummelt smil viste sig på hans læber. Han bevægede sit hoved ned mod hendes hals. "Had mig", hviskede han i hændes øre og slikkede hende kort på halsen før at han åbnede munden for at bide.

Jalaz stivnede da hun mærkede hans tunge med sin hud. Så skød hende hånd op mod hans hår og fik fat. Hun trak tilbage af alle kræfter for at forhindre ham i at sætte tænderne i hende. "Det gør jeg!" hviskede hun sammenbidt, og stirrede rasende på ham.

Vicente skar en grimasse da hun pludselig hev ham i håret. Hans ene hånd greb fat om hendes håndled og han pressede af alle kræfter. "Had mig mere end det", sagde han med sammenbidte tænder.

"Se mig i øjnene så skal jeg vise dig mit had!" hvislede hun og lavede et enkelt vrid med hånden, så det ikke længere var ham der holdt om hendes håndled, men omvendt. Forskellen var at hun ikke pressede synderligt hårdt, men pressede bestemte steder hvor hun vidste det ville gøre ondt, ligegyldigt hvor hårdt hun pressede.

Vicente skar atter en grimasse. Med sin frie hånd tog han fat om hendes hals og pressede, men kun så hun havde svært ved at trække vejret. "Var det ikke for dit blod havde jeg slagtet dig, som et simpelt dyr nu", sagde han. Han kunne mærke det gjorde ondt i hans håndled og hev sin hånd til sig.

Jalaz hev gispende efter vejret, og så på ham med store øjne. Hun forsøgte panisk at fjerne hans hånd og søgte stadig efter hans blik. *Se mig så i øjnene det lede bæst!* tænkte hun mens hun desperat forsøgte at kæmpe sig fri.

"Snart vil jeg drikke dit blod, engel", sagde han og løsnede grebet om hendes hals en smule så hun lettere kunne trække vejret. "Jeg vil bore mine tænder i dig", sagde han og så nu i hendes øjne. Hans egne øjne udstrålede vrede.

Hun brugte sin evne i samme øjeblik han så i hendes øjne. Nej, hvor hun ønskede han skulle skamme sig.. At han skulle skamme sig hele vejen ned i helvede. Hun holdt hans blik fast med sine opal grønne øjne, og vidste at der ikke ville gå lang tid før han mærkede skammen stige op fra sit indre...

Vicente havde åbnet munden en smule for at gøre klar til at bide, da han følte en følelse stige op i ham. En følelse han ikke kunne huske, hvornår han sidst følte. Han vidste, at hun var skyld i det. Han strammede grebet om hendes hals, men han løsnede det dog igen. Han prøvede at bekæmpe følelsen.

Jalaz sagde intet men holdt blikket. Hun tog resolut fat om hans hånd og tvang den væk fra sin hals, så hun igen kunne trække vejret frit. Lå en tid og trak vejret dybt og så ham i øjnene. Hun forsøgte at skubbe sig op at sidde, men faldt ned igen da et jag af smerte gik gennem hende, grundet de(t) brækkede ribben. Hun var tæt på at lukke øjnene men nåede lige at bremse sig selv i det, og holdt derved blikket, og derved lod skammens greb om ham strammes.

"Jeg.. Har levet uden den følelse i over hundrede år", sagde han og havde lyst til at fjerne sit blik. "Jeg fortrængte den.. Jeg har lyst til, at flå dine øjne ud", sagde han. Han havde gjort mange forfærdelige ting, som vampyr og skammen, som hun skabte i ham var stor. Han kæmpede for at se væk.

"Ingen kan leve skamløse.. Det gælder bare om at finde den.." hviskede hun koldt til var og greb ud efter hans ansigt for at forhindre ham i at se væk. Hvis det lykkedes ham at se væk nu, havde hun tabt.. Ikke bare kampen, men sikkert også sit liv. Da hun vidste at han ville hævne sig grusomt på hende, hvis hun ikke fik knækket ham før han så væk...

"Jeg slår dig ihjel tøs", sagde han og hans øjne udstrålede en utæmmet vrede. Han havde lyst til at lukke sine øjne, men han måtte ikke tabe dette. "Jeg skal flå dine øjne ud og udsætte dig for en smerte, som end ikke dine mørkeste fantasier kan beskrive", sagde han.

Jalaz sank noget men smilede så koldt af ham. "Du er lidt sen på den.. Den post er allerede optaget." sagde hun med hæs stemme. Hun var blevet bleg om munden, og havde blåsorte render under de kønne grønne øjne. Hun var tydeligt afkræftet, men tog ikke sit blik til sig. Hun måtte ikke tage sit blik til sig, og gjorde hvad hun kunne for at forhindre ham i det. Det smertede i hele hendes overkrop, og hun kunne ikke bevæge sig uden straks at synke sammen i smerte. "Skrid med dig!" hvislede hun kort ad ham.

"Så overtager jeg den", sagde han med sammenbidte tænder. Vicente overvejede om han skulle gå, hvis han gik, så fik han ikke, hvad han var kommet efter.. Hendes blod. Han havde stor lyst til at gøre det. "Dit blod", sagde han blot.

"Er mit!.. Du får det ikke!" sagde hun hadefuldt, og tog hårdt fat op hans hoved med begge hænder. Både for at han ikke skulle se væk, men også for at han ikke skulle kunne bide hende..

"Jeg får det før eller senere", sagde han og prøvede at rejse sig. "Jeg vil finde dig igen og næste gang bliver ikke så rolig, som denne.. Næste gang kommer du til at føle så megen smerte, at du vil tigge mig om at slå dig ihjel", sagde han.

//Logger nu//

Jalaz lod ham rejse sig, og svarede ikke på hans ord. *Kun hvis du fider mig før det her er helet!* tænkte hun og hentydede til sine ribben. Da han havde rejst sig op lukkede hun øjnene, fa hun alligevel ikke kunne holde blikket. Hun holdt sig om brystkassen, og åndede tungt ud. Var hun virkelig sluppet fra ham? Havde hun virkelig klaret det uden at blive bidt?.. Hun var så lettet ved tanken at en tåre trillede fra hendes øjenkrog, og ed mod hendes øre.

Vicente trådte et par skridt væk fra hende. Nu vidste han, hvad hendes evne var og, hvad den kunne gøre. Ved deres næste møde ville han fuldstændig undgå øjenkontakt. Han så mod hende. Hans øjne udstrålede stadig vrede. Han overvejede at gå hen og gøre det færdigt, men skammen var stadig i ham, så han var derfor meget i tvivl.

Jalaz fik trukket sig op at sidde, og lænede op af et træ. Hun stønnede kort ved smerten. *Hvordan skal jeg nogen sinde slippe ud af den her skov?* tænkte hun og trak forsigtigt vejret. Hun ville ikke ånde for dybt ind da det ville gøre ondt i ribbenene

Vicente vendte sig om. Han ville få fat på hende næste gang. Han begyndte at gå og mærkede, hvordan skammen langsomt forsvandt. Hendes evne havde virkelig overrasket ham.