Sailor overboard // Crasie

sømanden karl, kiggede op på natte himlen, han indånde den dejlige natte luft, så forsatte han sin vej hjem, mod hans hytte, den tunge sæk, med fisk, var snart ved at blive for meget, så han valgte at have enu en pause, han kiggede ud over havet, det var en dejlig aften tænkte han, ingen skyer på himlen, stille vand, og en god fangst. han hørte en stemme bag ham "Godaften min herre, håber ikke jeg forstyre dem", karl vente sig om, det var en mand ca de 20 år, i et gammelt jakkesæt, som stemmen tilhørte. Karl smilte ved lettelsen, det kunne jo have været en tyv, tænkte han, "nej overhoved ikke du" sagde Karl, han satte sig ned på hans sæk, og tog en cigaret frem,

"har du ild?" - Karl

"nej min herre, jeg beklare" - Lecter

"haha..hvad undskylder du for ?, så vigtigt er det heller ikke, du er en sjov starut" - Karl

"Ja, min herre" - Lecter

"Hvem er du ?" - karl

"jeg selv er Zeon, min herre" -Lecter

"jaja så, mit navn er karl" - Karl

Lecter ligger en hånd på Karls skulder, Karl kigger op på ham, med et undrene blik.

"hvad laver du Zeon?." - Karl

"vima tu fam deca solbada Santuine se molt" - Lecter

Karl kigger nu op på manden igen, og opdager hans ansigt er helt sort som natten, hans øjne er så gennemborende røde, og håret langt og hvidt.. Karl bliver ramt af frygt, og prøver at rejse sig op, men hånden på hans skulder holder ham nede.. han overvejer at råbe om hjælp, men de skræmmeene røde øjne, som kigger ind i hans, er så kolde og så øde, at han ikke kan skrige..

Lecter tager hans hånd til karls nakke, og i et hurtigt ryk, knækker Karls nakke.. Lecter giver slip på den afdøde Karl, og den livløse krop falder til jorden. Lecter tager hans lille bog frem fra hans jakkesæt, og skal til at skrive i den, men stopper da hans elver øre opfanger en lyd.

Lillith gik med rolige og næsten lydløse skridt. Lillith er den onde personlighed af Crasie og dukkede kun få gange op. Hun gik ikke for at være stille, det var hun faktisk ret ligeglad med om folk nåede at opdage hende. For de ville alligevel død så hurtigt for hendes hånd. Det var bare hendes natur at gå næsten lige så stille, som en kat. Hvis man kendte noget til den anden personlighed Isabella, som er den forførende. Så lignede Lillith lige nøjagtig Isabellas tvilling. Hun havde langt bølgede sort hår, som gik langt ned af ryggen. Man kunne dog ikke rigtig se blodpletterne på hendes mørke hår, som var fra hendes ofre lidt længere nede af havnen. Hun havde en sort kvindelig læderjakke, som var revet og ødelagt så det passede til looket. Hun havde et sort/blodrødt korset på, og så sorte leggings på. Men det var faktisk utroligt at hun stadigvæk kunne gå lydløst, for hun havde langt sorte gothic støvler, der lige gik til under knæet. Hun smilte med sine sorte læber om tanken, om det lille barn hun havde dræbt. Intet var bedre end et lille barns blod, der er så frisk og dejligt. Hendes røde øjne kiggede omkring, hun kunne tydelig føle 2 personer her, men den ene døde. For hun kunne tydelig mærke at bevistheden blev slukket som et lys. Man ville nok blive skræmt for vid og sans, hvis man så denne kvinde. Hendes øjne havde pupiler formet som en kats, og de lyste af blodlyst og foragt for enhver levende væsen. Men det der ellers var usædvanlig ved hende, var at hun havde sorte katteøre stikkende ud af hendes sorte hår. Så havde hun en sort hale som gled veltilfreds fra side til side. Lillith var den stærkeste af de alle personligheder. For de andre krævede at de skulle have en ejendel fra en person til at kunne lave stærke syns, følelse, høre, fornemmelse, følelses osv Illusioner. Men det behøvede den kære Lillith ikke. Men tilgengæld hvis hun fik fat i en ejendel fra vedkommende. Så kunne hun lave så stærke illusioner, så hvis hun lavede en illusion at de blev skadet. Så kunne hun snyde bevistheden så at de blev i virkeligheden skadet. Hun gik direkte imod den ene, hun kunne tydelig se at den der var tilbage havde dræbt den anden. Hun stoppede ca 10 meter fra elveren, hun syntes at han lignede en sortelver.
"Når der er vist nogle der er på rov hva?"
Sagde hun med stor mordlyst. hun havde flere pletter af blod på hals osv. Hun smilte et grumt smil til ham, hvor hun viste sine sylespidse kattetænder.

Lecter ændre blikket fra lyden retning, til at kigge ned i hans lille bog igen, da han i starten var ligeglad, med damen tilstedeværelse, men da hun kommer ind for 20 meter, ligger han den lille bog tilbage, i hans inder lomme, han vender sig om, mod damen, han ligger mærke til hendes tøj, og begynder at smile lidt for sig selv, han begynder at overveje hvor mange forskellige væsner, som der er. da han indtil videre, i de 2 dage han har været væk fra hans eget samfund, har mødt både demon´er, engle og mennesker, han leger lidt med tanken, om vilket nyt væsen hun er. han forsætter hans blik på hende, og da han opdager hendes sorte hale, begyndte han at mindes hans moders tiger, han smiler igen til sig selv, men denne gang kun kort.
Da hun kom indenfor, de 10 -11 meter, begyndte hun tale til ham, han tænkte ved sig selv, om hun var en demon, da den sidste demon, også spurgte om noget i den stil. Siden Lecter var blevet oplært, i at altid svare en frue, eller frøken, når de spurgte om noget, kiggede han ned på den afdøde, for at ungå direkte øjen kontakt, med en ukendt frue. og svarde "ja frue".. Lecter stoppde kort, og forsatte så "kan jeg selv, få den ære af, at kende fruen´s navn ?" han kiggede nu op på Lillith, men prøvede at ungå direkte øjen kontakt..
Lecter gik et enket skridt frem, mens han slyngede, hans lange hvide hår, bag hans nakke. men hans røde øjne, forbliv kolde, men de begyndte at blive mere stille og rolige, hans gamle støvede jakkesæt, og hans mørke hud, var næsten et med natte mørket.
Han forsatte hans stille og rolige blik, mens han afvendtede hendes svar..

Hendes smil blev bredere men det gjorde det nok bare mere skræmmende. Hun gik med yndefulde skridt lidt nærmere imod ham. Hun ville nok normalt ha haft dræbt ham på stedet nu, men hun var nysgerrig om han var også af sammen stof som hende. Altså en som bare kunne dræbe folk for lystens skyld. Og hvis hun måske ombestemte sig og ville dræbe ham, er han måske lidt mere af en udfordring. Men dog morede det hende hvordan han tiltalte til hende. Som om hun var en fin dame, lagde han ikke mærke til blodet på hendes krop. Det er ikke lige frem fin kvindeagtig.
"Jeg bliver kaldt Lillith"
Det var ikke hendes rigtige navn, for alle de 5 personligheder går under sammen navn. Men hvis man fik af vide det navn, ville man få total kontrol over dem. Så ville man kunne bede dem om hvad som helst. Hun var nu rime tæt på ham og gik sådan bag ved ham og så på den døde. Så gik hun rundt om ham som et rovdyr og stoppede lige bag ved ham. Han kunne mærke varmen fra hendes krop, som var tæt om ham. Så snuppede hun hurtigt med hånden og fik fat i hans lille bog. Men selvom han måske ville gribe fat i hende, ville han få fat i den tomme luft. For hun brugte sine illusioner til at snyde ham angående hvor hun virkeligt var. Han så hende stille sig foran ham igen ca 1 meter fra ham. Hun havde ikke åbnet bogen endnu.
"Når hvorfor går man rundt med denne bog, har man hemmeligheder?"
Sagde hun med et ondt morende glimt i hendes øjne. I virkeligheden stod hun ca 4 meter længere væk, men hendes illusioner var så kraftige især nu hvor hun havde en af hans ejendele. At han aldrig nogensinde ville kunne fornemme hvor hun rigtigt var og selv hvis han af en eller anden grund, kom til at røre hende. Så ville han slet ikke kunne mærke det.

Da hun begyndte at komme tættere på, begyndte lecter at overveje hvofor, hendes øjne gjore, sådan en stor følelse i ham, han har indtil vidrer ikke, set nogen i dette samfund, som var lavet af samme lyst til død, som ham selv, han havde godt nok, mødt andre jægere, men i dette samfund, slog folk kun ihjel, for at overleve, det var ikke som hans eget samfund. Lecter begyndte at se ligeheder, mellem hende og hans egen moder, det bahage ham, selvom han ikke kunne lide hans moder, så følte Lecter, at han havde lidt mere tilfælles med hende, end resten af de væsner han havde mødt i dette samfund.
da hun sagde hendes navn var Lillith, suk han lidt, for sig selv, han havde håbet, at han ville kunne finde et mønster, i hvordan man valgte sit navn i dette samfund, men han kunne stadig ikke se en sammenhæng.
Da hun begyndte at gå rundt om ham, overvjede han et kort øjeblik, at fjerne hende, men han nåde ikke at gøre noget, før han minde sig selv om, at det var en kvinde, som han havde med at gøre, så han gjore intet.
Da hans bog bliv fjernet fra hans hånd, bliv han lidt irriteret, men han forsatte med at kigge på hende (eller det han tror er hende) med den respekt, hun skal have som frue.. så han reageret ikke på at hun tog bogen.
Da hun spurgte ind til hans bog, bliv hans blik i et kort øjeblik, fuldt med vrede, så det som en fornærmelse, men da han kom i tanke om, at hun ikke kendte hans kultur, så bliv han mere rolig.
"det er min Tralavea, frue, det er en bog om min erfaringer om de forskellige væsner, den bliver brugt, så en jæger, husker hvordan man jæger best muligt de forskellige væsner, best muligt."
han trak lidt på skulderne, og kiggede hende nu, i øjene
"Jeg selv har ingen hemligheder frue, da min gudinde forbyder det"
Lecter gåt over til den afdøde fisker
"kan jeg byde fruen, på noget at spise?, jeg kan dog se, at de selv har spist, men det ville være forfærdelige manere, at spise alene, og udover det, kan jeg altid jage sener på aftenen, føde er der jo nok af"
han smiler, igen ved sig selv.

Hendes øjne glødede med intisitet. Dette var normalt langt fra hende, hun ville normalt have haft dræbt ham på stedet gerne langsomt og mest smertefyldt som muligt. Hun kunne tydelig se at han blev skuffet over hendes navn.
"Jeg har rigtigt et andet navn, men det er der ingen der ved ude over en. Men det navn jeg er opkaldt efter bar en Dæmon i den bibelske historie. En ond dæmon lige som mig, måske er jeg værre"
Sagde hun med et smil. Hun syntes det var underligt på den måde han var høflig, men hun kunne godt lide at han tiltalte hende med respekt.
"Det var dog ikke en dårlig ide det med bogen, men hvorfor ikke have det i hovedet istedet for?"
Sagde hun med et lumsk smil og gik et skridt nærmere imod ham. Hun kunne tydelig huske alle hendes ofre i deres lange liv, alle og en. For hun havde foragt for andre levende væsner, men dog var denne her elver speciel. Så hun ville ikke dræbe ham med det sammen. Hendes øjenbryn løftede sig da han sagde hans gudinde.
"Hvem er så denne gudinde?"
Sagde hun nysgerrigt, blodlysten i øjnene var svær at spore. Da han spurgte hende om hun ville spise, kiggede hun ned på den døde mand.
"Nej hvis jeg selv skal spise så bliver det mine ejne ofre, ellers er der vel ikke noget ved det ikke?"
Sagde hun med et grumt smil og hendes tunge kørte lige over hendes tænder, fordi hun blev mindet om det lille barn. Så rent så uskyldigt jo bedre.

Lecter smilde ved sig selv, mens han prøvede at glemme hans ønske om at forsætte hans jagt, han var jo normalt, en som jagede, tre bytte dyr om natten, for føde, og et enkelt bytte, han kunne torturer, over natten. men han ville ikke hentyde at hun enelig, bare forstyret hans natte jagt, da han havde mere respekt, end mordlyst.
"Jeg selv, beklare hvis jeg har fornærmet fruen, det var ikke min hensigt at tage fejl, af deres navn". han holdt en lille pause og forsatte så. "man skriver det ned, så at den jæger, som nedlægger dig, kan få glæde af dine resultater, om de forskellige jagt marker, og bytte dyr. vi ser det i mit samfund, som en ære at den som nedlægger en, vil bruge dine informationer."
han havde ikke rigtig lyst til at snakke om sin tro, men man måtte jo aldrig nægte en frue eller frøken svar, på deres nysgerrighed.
"min gudinde, hedder Santuine, hun er hævnen, straffens, ærligheden og jagtens gudinde, jeg selv, har tjent hende hele mit liv, hun har nogen forskellige love som man skal følge, for at tjene hende korrekt, skal de have en større forklaring frue?"
Lecters knivblads tænder, begyndte at være ret så tiltrækket, af den afdøde´s kød, og organer. Lecter bid sig selv i tungen, for at holde det ud.
"jeg forstår deres ønske om at nedlægge deres eget bytte, jeg spiser også kun, for eget bord"

Hun kiggede på ham, studerede ham. Han virkede ivrig, men hvorfor? Gjorde hendes tilstedeværelse utilpas eller var det noget andet. Hun lyttede interessant med da han forklarede om hans gudinde. Hun havde aldrig hørt om hende, men hun virkede til at være en god gudinde at følge. Dog var hun ikke særlig vild med det om ærlighed, for godt nok var lillith altid ærlig. Mén hendes evne var ikke ærligt, for illusioner er jo ikke ægte. Hun rystede på hovedet da han spurgte hende om hun ville vide mere. Så opfangede lillith en fjern lyd af sirane fra politibiler, som var på vej imod havnen. De drønede i hurtig fart gennem gaderne og ned der hvor den lille familie lå dræbt for lilliths hånd. Lillith vendte blikket imod ham som var fyldt med blodlyst.
"jeg tror vi har fået gæster"
de kørte langs havnen med lys ude for at prøve at se morderen, så blev det ene skarpe lys rettet imod dem begge. Men selvom de lignede almindelige politivogne og politifolk, så var det en special styrke, der gik efter væsner som havde dræbt mennesker. De andre politibiler stillede op langs siden med hinanden så de dannede en mur. Så begyndte lillith at nynne lige så ubekymret en sang.
"have some fun kill someone. Have som more fun kill another one"
betjentene var allerede ude og havde deres våben rettet imod dem. De var klart i overtal ca 10 og deres våben brugte de samme kugler hvis ikke bedre end som dusørjægerne bruger. Den ene betjent råbe.
"stå stille i er anholdt for mord"
lillith begyndte at grine ondt og hendes latter rungede unaturligt igennem luften. Lillith bukkede hovedet let ned så hendes var det eneste der var tydeligt af hendes ansigt var hendes rødglødende øjne. Så forvandlede hun sig fuldstændigt om. Hele hendes krop blev til en dæmonlignende skygge der var sortere end den sorteste nat. Hendes øjne var blevet helt røde, og havde ingen sort pupil i midten. Så begyndte betjentene at skyde, men i det sammen de gjorde det blev det helt mørkt for deres blikke, de kunne intet se. Elveren kunne tilgengæld stadigvæk se, men han kunne se at de alle betjente var indhyllet i mørke. Lillith havde gået væk da betjente kom og havde holdt en synsillusion for dem. Så hun var gået bag ved dem og straks fik en revet sit hjerte ud. Illusionen af mørke forsvandt, men tilgengæld kunne de så den døde kammerat ligge på jorden. Lillith elskede at lave frygt hos folk, og de kiggede også paniske rundt for de kunne ikke se hende.

Lecter kunne godt lide hendes interesse for hans gudinde, han kun... hvad var det ?
han havde hørt lyden før men han vidste ikke hvad det var, men han havde en følelse, at det ikke var en god ting, og da han så blodlysten i hendes øjne, var han sikker på at noget mindre godt var på vej, han var ikke bange, han havde jo nedlagt væsner fra hans eget samfund, som flere meter store, så frygt var ikke noget han var bekendt med.
Han kunne godt lide menneskene troede de havde en mulighed for at overvinde ham, da han hørte dem sige de var anholdt.
Han skulle til at spørge ind til disse mennesker, men han nåde det ikke før han opdaget Lillith transformation, han forstod nu at de var bytte, men han var ikke sikker på denne frues jagt kultur, så han ville ikke indblande sig med det samme, men da han kunne se hende flå hjertet ud på en af menneske, tog Lecters blodlyst over hans krop, han kastede sig over en af menneskene, som var lammet af skræk over han kammerats død, Lecter løftede ham i en hånd over jorden, og satte hans ene hånd gennem mands brystkasse, og da Lecter fik fat i en del af mandes rygrad, rev han knoglen ud gennem bryst kassen, og derefter satte hans knivtænder fat i den skrigenes mand ansigt, og begyndte at spise løs af den stadig levende mand. Dette skete på ikke mere end 2-3 sekunder, på grund af lecters hurtighed.
han kiggede på dem lamslået politi folk, og valgte en andet mål..

Men så mærkede Lector en smerte i hans skuldre, han havde fået et skud igennem. Det blødte lidt, men heldigvis havde den ikke ramt den store pulsåre i skulderen. Betjente der havde skudt ham, stod med geværet rettet lige imod hans hovede. Han ville dø på stedet, hvis han skød ned. Men så blev øjnene lige pludselig store. Lillith stod bag ved ham og et enkelt hår fra ham i hendes kære hånd. Manden så med så enorm frygt på lector, at man kunne næsten allerede se hvordan sjælen prøvede at forlade kroppen. Det han så var at Lector var blevet til et stort mareridts væsen, som var det mest uhyggeligste som han kunne forstille sig. Lector så at hans hænder var blevet til enorme kløer og meget drabelige. Så sagde Lillith inden hun rettede opmærksomheden imod de andre, som havde trukket sig bagud for at beskytte sig.
"Brug disse kløer, som jeg nu har givet dig. Brug nu den nye krop"
Hendes onde latter rungede og skar i ørene på betjentene. Lector så hvordan hele hans krop var forvandlet, han havde enorme drabelige kæber. Hele hans krop var blevet til en meget farlig sort dragelignende drage. Han kunne mærke blodet pumpe i hans krop, han kunne mærke den langt større hjerte han havde i sit bryst. Det hele var overvældende af den kræft han følte. Imens havde lillith skaffet dele fra de restende 6 tilbage. Hun stod faktisk nu i virkeligheden ved havnens kant op af en lugtepæl. Hun ville lade ham gå igennem en prøve, for der var et eller andet hun kunne lide ved ham. En mulig åndsfælle? tænkte hun og smilte større. Hun havde lavet en illusion af at han var blevet til dette dragevæsen. Men nu hvor hun havde hårene fra de andre, så gjorde det at den illusion hun havde lavet på ham, ville kunne skade dem. De andre betjente var lamslået og de følte denne knugende frygt, som de troede der kom fra dragevæsnet. Men det var Lillith der gjorde det, for hun havde på fornemmelse at Lector var lige nu for meget grebet i blodlysten, at han ikke tænker på at de skyd kan dræbe ham.