Vi mødes også bare over alt (Camille)

"godt...dét ville heller ikke ligne dig at være en bly skole dreng Zean" sagde hun og stak ham et skævt smil.
Inge lyste op da Zean igen smilede til hende og skulle lige til at indlede en lille snak om 'hvad laver du så ' da Zean igen rettede sin opmærksomhed og talte til Camille.
Camille der lur havde taget en tår at drikke, var ved at fejlsynke og hostede bare lidt ved hans spørgsmål.
"Virker jeg ikke glad ? Jamen jeg er skam i top form skat " svarede hun og vidste at hun var nød til at gøre mere end at stå og smile, hvis Zean skulle være overbevist.
Så Camille drejede sig omkring og heldigvis stod en fyr på hendes alder, måske lidt ældre ved siden af hende.
* held i uheld * tænkte hun da hun prikkede fyren på armen og spurgte "undskyld, jeg maser mig på...men vil du danse ?".
Fyren kiggede en gang op og ned af hende " kom skat...du er min for i aften "svarede han og tog hendes hånd og ledte hende ud mod gulvet der bulnede af dansende glade folk.
Normalt ville Camille havde trukket sig hurtig væk fra en type som ham, men ikke nu....ikke denne gang.
Hun smilede til ham Istedet og sagde "det mig en ære ".
* hvad sker der lige for mig...håber jeg kan styre dét...styre ham * for gennem hendes tanker , da hun forsvandt ind i hans store favn til tonerne af robbies 'sexed up'.

Inge fik et betænkeligt udtryk i ansigtet, dette var meget ulig den Camille hun kendte.
Ikke at hun ikke kunne more sig og slå sig løs, men fremmede mænd lagde hun ikke an på.
Inge kiggede spørgende på Zean, kendte han den side af hende ?men så besluttede Inge at dét måske var en fordel at Camille var optaget andet steds, hvis hun selv skulle lære Zean lidt bedre at kende.
Hun så igen på ham, denne gang uden bekymring i blikket og spurgte "Vil du med ud og trække noget luft ?".

Af en eller anden grund gik det ham gevaldigt på at hun bare tilbød en anden mand til at danse. En fremmed. Det lignede hende bare ikke...men måske kendte han hende ikke så godt alligevel så? Eller også stak hun af. Han følte sig pludselig irriteret...Alt skulle gå galt, han kunne have et roligt familieliv uden selv at blive irriteret og nu kunne han heller ikke nyde denne aften. Det hele drev han til vanvid. Han vidste ikke hvad, men han vidste at han snart ville gøre et eller andet...SOm ikke bare ville ødelægge det for ham selv, men også for mange andre. Tja, man kunne vel sige han var ldit som en bombe.
På en måde havde han abre lyst til at flytte væk herfra...
Han så lidt på Inge og tog sig sammen, smilte svagt.
"Ja" sagde han kort
"Så kan hun da hygge sig i fred...Lige som vi" tilføjede han, da det sikkert ville glæde hende at høre.

Robbie sangen var stadig i fuld gang og Inge rejste sig og bevægede sig over til Zean.Måske var hun dristig idet hun ikke afventede mandens initiativ, men selvom hendes blik var fyldt med tilfredshed var der også lidt forlegenhed, hvilket gjorde at hun ikke virkede påtrængende, men iniativrig på en rolig facon.
Hun så ham lidt kriterier i øjnene og tog hans hånd og trak ham igennem menneske mylderet og ud i den hyggelige gårdhave, med bænke, borde og blomstre i krukker.
Hun stillede sig forholdsvis tæt på Zean, spændt på om han ville lukke luften der var mellem dem, eller om hun skulle forsøge.

Camilles dansepartner der fik præsenteret sig som Kenny, havde ingen behov for afstand , faktisk kunne man vildledes til at tro han var allergisk over for den, sådan som han holdte Camille tæt.
Hun forsøgte på bedste vis at spille med ,uden at lade sig begramse al for meget imens hun tænkte over hvorfor alle de fremmede hun mødte på clubs, altid var nogle....kedelige....typer.

Som regl havde han aldrig noget imod lidt sjov. Men dette føltes bare mere og mere forkert...For en gangs skyld, i snart nogle uger, havde han abre lyst til Dawn. Han havde ikke lyst til alle mulige andre...Bare Dawn.
"Inge..." han så lidt på hende og lod kort blikket glide over omgivelserne.
"Du er sikkert en hel fin kvinde..." han så på hende igen
"...Men selv om det måske har virket som om jeg har været interesseret, så er jeg ikke. Vi kan snakke og opføre os som venner, som voksne mennesker, men ikke mere end det. Det håber jeg du ved?" han sendte hende et smil.
"Jeg undskylder vis jeg har lagt grund til andet..." wow. En eller anden måtte være stolt af ham nu. Det håbede han i hvert fald. Selv var han det i hvert fald. Og også lidt overrasket.
han overvejede ldit hvad han skulle gøre med hensyn til Camille...Hun plejede ikke at give sig til dans med fremmede, men hvis hun havde lyst...så skulle han da ikke ødelægge det.
Han ventede også lidt på hvordan Inge mon ville reagere...Kvinder var da lidt forvirrende.

Inge blev ganske overrasket over denne uventede drejning.
Havde hun fejltolket fyrens signaler big time, eller var han ved at få dårlig samvittighed over hans dame.Dét var han garanteret.Inge var ikke typen der tvang sig på en fyr...dét havde hun bestemt ingen grund til at skulle, hun var ikke genert og ....kræsen...som Camille, hun tog for sig af livets buffet , men ikke hvis fyren meldte fra
Hun kiggede op på Zean og sagde med et lille smil " dét er helt okay, hvis du skifter mening ...en dag...har Camille mit nummer " og så trådte hun lidt tilbage og fik lidt mere afstand mellem dem.

Kenny var en frisk gut , meget rytmisk og bevægelige...ihvertfald måtte han være glimrende til salsa med dét understel, tænkte Camille syrligt, som hans hofter roterede i pendul fart.
Hun forsøgte at trække sig lidt ud fra ham, hvilket var vanskeligt da han havde et godt tag i hende .
" hey..hey...easy now.." forsøgte hun at sende en besked igennem , da en hånd kravlede op af hendes ryg inde under hendes bluse
" nu dét altsår nok " råbte hun lidt højt....desværre lige der musikken stoppede så flere blikke faldt på dem.

Han smågrinte lidt.
"Hvis mit bryllup ender i kaos, skal jeg huske det" sagde han og nikkede, strakte sig lidt, glad for hvor godt det enlig gik.
"Nåe...Vil du med ind igen? Se hvad Camille laver? Eller vil du hellere stå herude og småsludre lidt?" spurgte han, for hun i det mindste ikke skulle tro at han var helt ligeglad med hvad hun ville. En vane. At gøre sig bemærket på forskellige punkter. At give kvinder opmærksomhed var en af dem.

Inge undrede sig lidt ...bare et kort øjeblik....over hans relation til Camille, men slog dét så hen.
Camille havde ikke talt om ham ...in fact ...hun var altid så hemmelighedsfuld når dét kom til hendes privat liv .Inge stak sin arm ind under Zeans og svarede " kom så din lovesick knægt...vi går ind og ser hvad Camille har gang i " og de gik indenfor.

Der var tavst på gulvet, udover nogle enkelte tilråb.
Kvindestemner råbte noget i stil med " ja...bare sæt ham på plads du " og nogle mænd huede "hva fanden...lader du damen tale sådan...den går sku ikke dude".
Camille fik helt røde kinder, hvorfor kunne den dj ikke få musik på igen, dét føltes som han træk dét ud for showets skyld.
Kenny kiggede på hende med kolde øjne , tog om hendes håndled og sagde "du undskylder...og dét lige nu ".
Camille råbte "du må da være blevet sindsyg ".

Zean var hurtigt til at se hvad der foregik.
"Øjeblik" sagde han til Inge med alvorlig mine. Han kunne ikke lade være og tænke at det efterhånden ikke var så få gange han havde reddet hende fra åndssvage menne....mænd.
Han sukkede kort og maste sig ind mellem folk med nogle få undskyld. Bare for høflighedens skyld.
Han stilte sig ved siden af manden og Camille, men gav kun manden sin opmærksomhed, så direkte mod hans øjne, om han besvarede blikket eller ej.
"Du slipper hende....Og det er lige nu" Hans stemme var lav, truende, men alligevel kune man høre hvad han sagde, som om han råbte det. Det var også tydeligt at det var den eneste chance han fik...den eneste mulighed. Hvis han skulle bede ham om det igen...Ville det ikke gå godt.

Kenny løsnede sit greb om Camilles håndled og langsomt drejede han sig om og gav Zean sin fulde opmærksomhed.
Camille gned sig lidt , dét sveg allerede, den store idiot havde haft godt fat.
"vi går Zean "sagde hun samtidig med at Kenny sagde nedlagende til Zean ...
"hør her ....dingse...hvad fanden kommer dét dig ved....smut nu ud og lad de voksende...lege " sagde han.For fuld og for dum til at bemærke alvoren i Zeans stemme.
To af kennys venner var kommet til nu og en stod bi ved Kennys side og den anden stod ved Camille.
Camille gentog "Zean..vi GÅR !" ,uden at slippe Kenny med øjnene, hun var nervøs for hvad dét kunne udvikle sig til.
Inge stod med munden let åben, men holdte pænt afstand til dét hele.

HAn grinte. Ikke en rolig latter...Nej, en nedladende, kold latter.
"Åhh...SÅ jeg skulle være bange nu? For dig og dine kumpaner? DU tror måske ikke du kan klare mig alene?" han viste sine arme frem
"Du er ikke den eneste med muskler..." rigtig nok. Han lignede det ikke og folk opdagede det sjældent, men Zean havde faktisk en ret pæn, muskuløs krop. Som han holdt vedlige så tit han kunne.
"Men ved du hvad? Jeg har slet ikke brug for dem..." han lod sine øjne stirre ind i hans, lod sit "spindelvæv" glide rundt i hele hans hoved.
"...For jeg kan noget helt specielt..." han vidste ikek hvorfor han snakkede så meget, måske for at trække tiden ud lidt.
Fat. Han havde et godt greb om manden nu.
Mens han lod manden være ved bevidsthed, så han kunne se og mærke alt der skete omkring sig, tog han kontrollen over hans krop.
Så nu kunne han kun se på, men ikke selv gøre noget...Zean grinte svagt, en vane han havde for at skræmme sine ofre.
"Nå, bed nu pænt...Disse er dine gode venner ikke? Nu skal jeg lære dig noget" han fik ham til at gribe fat i den ene og begynde at slå ham. Allerede efter første slag kunne man høre næsen brække og blodet begyndte at vælte ud.
Folk omkring dem trådte overraskede, chokkeret tilbage. Vagterne kom, men vidste ikke helt hvordan de skulle tage sig af det...De havd ejo ikke set noget lignende før.
"Nå...bed pænt om at måtte gå og lov aldrig at røre en kvinde sådan igen...Eller vær skyld i dine venners død...Tro mig, det er ikke en skyld du har lyst til at have" Zean virkede...underlig kold på dette tidspunkt. Som altid når han kom ind på den voldelige vej.

Camille kunne ikke lige få kontakt til Zean ,han var helt tunet ind på Kenny så dét ud til.
Hendes bekymring for Zean ,for at kunne komme til skade når de var tre mod en...eller mod to hvid hun talte sig selv med, viste sig at være tåbelig.Hvornår begyndte hun at tænke på ham, at huske på at han var dæmon og ikke bare mand?
Hun forsøgte et par gange at bryde ind,men hverken Kenny eller Zean...eller nogen andre tog notis nu af Camille.Alle fulgte med hvad Zean lavede.
Kenny så forvirret ud...næsten bange.Han løftede begge hænder og tog sig til hovedet og forsøgte forstå ....
"hvad helvede laver du din skiderik...stop for helvede ...jeg skal nok skride"men så vendte han sig om og smadrede sin bedste ven lige i fjæset med sin knyttede hånd.
Nogle tilfældige tilskuere blev overstænket med blod fra næsen der blødte ved dét voldsomme slag.
Camille vidste intet om Zeans evne til at kunne kontrollere andres handlinger, men hun vidste han kunne rumsterer i tankerne og hjernen .Han havde jo hjulpet hende dengang på engen, så hun vidste med sikkerhed at han stod bag.
Dét var for voldsomt...al for voldsomt.
"Zean..stop ...lad ham være...han har forstået " tiggede Camille.Ingen grund til ikke at 'tigge' fra starten, hun havde før oplevet hvor voldsom Zean kunne være,hvor svær han kunne være at få til at afbryde.
Hun var både tryk ved han passede lidt på hende ,som en god ven,men samtidig skræmt over brutalitetet og kulden han udstrålede.

Han løsnede blidt hendes greb, uden at tage blikket fra manden.
"Såså...Han har endnu ikke sagt at han ville lade kvinder være..." Han slog vennen igen, som skreg i smerte, der blev druknet i blod.
Zean havde glemt alt om Inge og alle omkring ham faktisk.
Men så trak Zean sig også tilbage. dEt var sjovt, ja, men Camille havde vist ret i aften. Dette var ikke altid den rigtige måde af afreagere på.
Han fik manden til at slå sin ven en sidste gang før han nogenlunde gav ham sin kontrol tilbage. MEn uden at tage sit "spindelvæv" til sig.
Han så kort på Camille.
"Er du okay? Han nåede vel ikke at gøre dig noget..." hans kølighed var forsvundet...Istedet var der den ven Camille kendte.
"Og ja...Det kan min evne også...Tage kontrollen...Du vil blive voerrasket over hvor meget jeg enlig kan med den..." han så sig omkring og bemærkede nu folk og deres blikke...Men han var ligeglad. De var bare mennesker...

Kenny var forfærdet, skrækslagen og følte hans forstand langsomt ebbede ud.Hvordan kunne han styres ,kontrolleres af manden dér, hvad kunne han gøre ?Hans slag ramte med en kirurgs præsision,og vennen var hårdt medtaget.Nogen hviskede og og pegede på Zean og en råbte "ambulance....ring nu !".
Kenny skreg, med en stemme forvrænget af frygt "jeg lover...for helvede ..jeg lover "og så sank han sammen over sin kammerat, da Zean slap kontrollen over ham.
Camille var lidt bleg da hun nikkede 'ha' til hans spørgsmål om hun var ok.
Heller ikke hun så de andre, hele clubben var som luft lige nu.
"Hvad siger du ?...hvad er dét for en evne Zean...og helt nøjagtigt HVAD render du rundt og laver med den ?".
Hun var oprørt over hele episoden, helt ærligt...hvad var der galt med hende?hvorfor kom hun altid ud i problemer, hun hadede dét.
"Tror du ikke vi er nød til at gå Zean?....der kommer sikkert politi og vil tale med dig ?" Camille begyndte at blive bange, burde de ikke være over alle bjerge nu?.
Inge stod i baggrunden, og hendes øjne hvilede på Zean, og kun ham.

"Den jeg også brugte til at hjælpe dig" sagde han kort go undrede sig lidt over hun ikke havde regnet det ud. Han vendte sig kort om og gengældte Inges blik, da han mærkede det.
"Jo...lad os smutte" sagde han så, ikke fordi politiet var noget problem...Men for hendes skyld. Hun havde vist stadig ikek vænnet sig til hvad der kunne ske.
Selv var han hurtig til at tilpasse sig...Det havde hans overlevelse krævet i mange år.
Han skubbede hende med ud, blidt selvfølgelig. en ambulance hørtes i baggrunden og zean smilte ved tanken om hvilket kaos det vilel give og hvad de mon ville sige i nyhederne i morgen.
De gik lidt ned af gaden og tskiftede retning da vejen drejede. Han så lidt på hende.
"Du vil ikke vide hvad jeg kan bruge den til" sagde han kort.

Inge havde en blik der lyste af intriger, men hun hverken sagde eller gjore noget.
Hun så at de ville forlade klubben og ikke havde til hensigt at tage hende med, men for nu var dét okay, hun havde tanker der skylle tænkes om Camilles mystiske ven.
Camille tog sin taske og begyndte ruten ud af Petronia på automat pilot, ikke engang Inge synes at være i hendes bevidsthed
" den samme evne ?...dét dér var IKKE hvad du gjore ved mig Zean."
Hun tog nogle dybe vejrtrækninger og fik luften godt ned i lungerne, hun forsøgte al hvad hun kunne ,ikke at trippe da hun vidste Zean ville føle irritation og se hende som svag.
" Synes du ikke dét på tide du fortæller mig, hvad du rent faktisk er i stand til...og hvad fanden du laver når du er alene ".

han så undrende på hende.
"Alene?" sagde han forvirret
"Hvad har det med dette at gøre? Må jeg nu ikke have noget for mig selv?" han havde tydeligvis misforstået det sidste hun sagde.
"Men angående min evne...Så kan jeg nærmest gøre alt der har med det fysiske at gøre og meget der har med det mentale at gøre...Jeg kan tage kontrollen, læse tanker eller se tilbage i fortiden, jeg kan mærke kroppen og alle dens...organer, hvilket vil sige jag kan skabe smerte eller død, nøjagtig som jeg ønsker...Stort set alt, hvor man styre det fra hjernen...Mentalt kan jeg drive folk til vanvid, være en evig stemme eller samvittighed, give smerte eller andre ting...Det kommer mest af alt an på fantasien..." han trak på skuldrene
"Det eneste det kræver, er et øjeblik med øjenkontakt"

Camille blev selv forvirret over hans svar, hvorfor reagerede han sådan?misforstod han hvad hun mente eller ...
Hun gloede lidt dumt på ham og kunne ikke lade være med at vrissen,bare lidt "jeg er da bedøvende ligeglad hvad du har for dig selv ...jeg talte om evnen " hun rystede let på hovedet over ham men fulgte herefter nøje med i hvad han fortalte.
Camille stoppede op, stod ganske enkelt bare stille midt på gaden og kiggede på ham, rigtig kiggede.
Med et undersøgende og stillingstagende blik , så hun på ham.
Hun havde faktisk problemer med at tage dét rigtigt ind , dét var jo forrykt og en dødsens farlig evne Zean havde....og ham havde hun givet tilladelse , nærmest bedt om at rode i hendes hoved, han havde kunne dræbe hende....taget kontrol på stedet over hende....hvis han havde ønsket dét.Hun mindede sig selv om at dét havde han jo ikke gjort ! Og hun havde fuld tillid til ham.* men hva med Leonard?* hviskede en stemme i hendes hoved.
Hun udbrød "Zean....du jo nærmest...dødbringende ".

Han stoppede op og kiggede undersøgende tilbage da hun studerede ham et øjeblik. Han overvejede hvad hendes tanker mon var og om hun snart ville løbe skrigende væk..Lige som mennesker plejede at gøre...I så fald ville hun ikke være bedre end nogen andre...OG så ville han have spildt sin tid.
Da hun snakkede igen følte han sig næsten lettet. Selvfølgelig stak Camille ikke bare af, især ikke hvis det var en person hun kendte...Endnu i hvert fald. en ny bekymring voksede op i ham og det irriterede ham. Dog viste han ingen tegn på sin irritation, den var rettet mod ham selv.
Han grinte og trak lidt på skuldrene.
"Det er jo som man ser på det...Men hvis du vil studere min ofre gennem tiden, er de nok alle sammen døde lidt for tidligt...Så måske har du ret...Men det burde jo sige sig selv, jeg er dæmon. Desuden er alle dødsensfarlige, hvis de vil...Jeg har bare en ekstra evne" han så lidt på hende

Camille lod hendes undersøgende øjne løbe over hendes vens ansigt og krop.
Hun kendte og holdte så meget af Zean, hun vidste han indeholdte så meget godt og kærligt og hun vidste at han desværre bar rundt på meget baggage fra tidligere.
Baggage der var spækket med grusomhedder, ulykke og et knust hjerte.
Hun vidste også at han som dæmon, var ....eller kunne være...farlig og brutal...men hun havde jo valgt for længe siden at placere hendes tillid i armene på ham, at stole på ham.

Dét gik op for Camille, som de stod der at hun faktisk turde betro ham sit liv til Zean , stole på han ikke ville faile.
Hun kunne næsten høre Tristans stemme, fortælle hende hvor tåbeligt at stole på en dæmon og hvorfor hun bare aldrig kunne gøre hvad der var godt for hende ?

Hun rystede tankerne væk og så op i Zeans øjne, kæmpede for at sætte sig ind i hans tankegang, og måske kunne hun præge også ham...som han gjore hende....hun kunne forsøge i dét mindste, selv om hun nok kendte svaret.
"Zean...har du aldrig overvejet at udvælge ...Eh..din mad ...udfra nogle helt andre kriterier ?"

HAn så lidt på hende.
Han var ikke sikker på at han vidste hvad hun mente.
"Når man levet længe må man selv finde på noget nyt at præge hverdagen med, ellers blver det for ensformigt, man kender det hele...Men må selv skabe sig noget...sjovt, noget nyt. At finde nye måder at slå ihjel på eller vælge ofre, mad, er en ting" sagde han og trak svagt på skuldrene mens han så på hende, hvad tænkte hun helt præcis?
"Men jeg er ikke sikker på hvad du mener? At jeg skal liste mig ind på et plejehjem og tage dem der allerede er ved at dø? for det første vil det se underligt ud, hvis gamle mennesker døde på stribe, for det andet ville der aldrig være gamle nok...og for det tredje kan jeg jo mærke deres sjæl, hvor frisk eller glad den er, eller hvor trist og grå den er...Gæt selv hvilken en af dem jeg foretrækker" sagde han, stadig ikke sikker p åhan havde forstået hende rigtigt.

Camille tænkte lidt over hans ord...
Hun ville gerne forsøge at forklare igen, men hun kendte ham godt nok til at vide hun skulle udvise forsigtighed, ellers ville han bare afvise hendes mening...faktisk var dét sjældent han lyttede, sådan rigtigt, som han synes at gøre nu.
Zean var i et besynderligt humør denne aften, konkluderede hun.
Hun startede stille med et enkelt spørgsmål..."Zean, hvad hvis du gik efter nogle af dem der gjore andre fortræd....for eksembel børn eller voldtægt ?"
Hun vidste godt hun var på glat is og oppe imod hans dæmoniske sjæl, men han var selv forelsket og havde selv en søn....hvordan havde han dét ved tanken om nogen gjore dem fortræd og var han stærk nok til at kunne overfører de følelser til at sætte sig i andres sted.
Ikke for at føle skyld over at skulle spise, men for at give dét en ekstra betydning, et formål mere.
Camille vidste han ikke havde et valg, skulle han selv leve, måtte andre dø.Og Zeans liv var mindst ligeså meget værd, som andres.

Han så lidt på hende. aha. Hun nægtede at tro på han kunne være så kold og dræbende...så hun prøvede at vende det, så hun selv fik det bedre over det, så hun vidste han ikke var så kold...Men var god. Han sukkede svagt. HVorfor prøvede folk altid at lave om på andre? Så de passede til Dem? Du er god nok...Dog skal du lige lave om på det, så er du helt perfekt! Og hvis man ikke gjorde det...
Gør du det ikke? Jamen jeg troede du betød noget for mig! Det var ikke nemt...Han sukkede svagt.
"Camille..." han slog ud med armene og kiggede sig lidt omkring, hvad skulle han svare? At han var ligeglad med menneskernes pestilenser? For det var han...For hans skyld kunne de alle være kannibaler, æde hinanden, voldtage hinanden og piske hinanden til blods...Uden det ville røre ham, bare han kunne få noget at spise. Camille bad ham om at...indvie sig i menneskernes liv, faktisk hjælpe nogen af dem og slå de andre ihjel...Som om han ikke bare var ligeglad. Men han tvivlede på at hun ville høre på det. Og hvis hun gjorde ville hun enden blive sur eller ked af det, måske ville hun så ende flygte fra ham, fordi han var sådan et uhyre...
Han havde ikke lyst til at stå der. Han havde ikke lyst til at snakke med hende. Han havde ikke lyst til at snakke med nogen som helst...Han ville bare væk...
Men erfaring fortalte ham at han ikke bare kunne gå fra Camille, i hvert fald ikke uden at give hende et svar...Der ville i den anden ende bare give nye problemer.

Hun lagde hovedet lidt på skrå og afventede, næsten forventede en protest.
Dén kom såmen også, han behøvede bare at sige hendes navn og slå opgivende ud med armene.
"Ja..ja...jeg ved dét godt. " og alligevel kunne hun ikke modstå et lille 'men' ...
"Men Zean....ting er jo kompliseret, og hvis man kan forenkle dét nogle steder ,hvorfor så ikke ?".
Sandheden var måske nok at virkeligheden var rimelig enkel for Zean, og rimelig kompliceret for Camille....dét var rigtigt at hvis hun kunne tilsætte et gran af godhed i hans 'ugerningen' ville dét være langt nemmere at få dét til 'at glide ned'.
Men sandheden var også at hun aldrig ville vende ryggen til dem der betød noget for hende, ellere ville hun leve med dén viden og smerte dén måske ville koste hende, på grund af hendes etik og måde at anskue tingene på....hellere ville hun betale med et lille stykke af hendes sjæl, end at svigte dem hun holdt af
Var dét ikke sådan hun levede dét meste af sit liv ? , slog dét hende pludselig .

"Forenkle det?" han så undrende på hende, som om han ikek forstod hvor hun havde sine tanker
"Det ville komplicere dem, i hvert fald for mig...JEg interessere mig aldrig for menneskernes liv, deres verden...har de problemer med sådanne ting, så er det deres problemer, ikke mine, jeg er ligeglad, jeg gider ikke lege gud eller noget....Ved at skulle slå banditterne ihjel skal jeg jo netop interessere mig for dem og finde dem, lytte til alle deres problemer for at finde frem til dem...Alt det er tids spilde for mig, at rende rundt som en eller anden dårlig superhelt" han så lidt på hende, kæmpede for at holde sin tone så rolig som muligt, selv om han kunne mærke at han blev ophidset...Hvorfor enlig? Fordi han så brændende ønskede hun skulle forstå ham..Forstå ham og ikke sætte spørgsmålstegn.
Men det ville måske aldrig rigtig lykkes...Den eneste der rigtig forstod ham var ham selv, ellers skulle det nok være en anden dæmon som kendte...følelserne og tankerne...OG sådan en fandt man ikke lige om hjørnet.
Hvad havde han enlig troet? At nogen ville forstå ham? Han havde levet uden alle disse år, hvorfor skulle det så betyde noget nu? Han kunne vel klare sig selv...

Men Camille forstod ham, hun forstod ham udmærket.
Måske havde hun ivirkeligheden en langt større indsigt Zean og i hans valg af levevis.
For det han havde fravalgt, at skulle forholde sig til følelser, skuffelser og den slags ting, var ting der i sidste ende kunne ende med at såre en selv, man udsatte sig for stor risiko ved at være sårbar, det vidste han...eller Leonard bedre end nogen anden.
Hun sukkede, måske var det nok for nu med det emne? Medmindre Zean selv ville forsætte....for boy havde hun mere på den konto at give af.
Hun lagde istedet en hånd på hans arm og smilede lidt usikkert til ham.
" Zean...you know.. jeg er glad for at have dig i mit liv, at kende dig " .
Hun afventede en typisk reaktion fra ham, nu ville han sikkert eksploderer.