Vi mødes også bare over alt (Camille)

Hun kiggede ned på hendes bare fødder og trådte ud så vandet akkurat lige nåede at ramme dem.
"Hvorfor vil du ikke høre ordenligt efter ...jeg siger jo netop at...at " en lille pause efterfulgte hvor hun forsøgte at få de rigtige ord til at fylde , men dét var lidt svært.
Hun forsatte dog alligevel ". Jeg sagde jo at du er vidunderlig, og ja...alle har fejl eller små ridser i lakken, men dét hører med , oz til dig Zean ...og dét er helt uorden ".
Camille spekulerede lidt over hans ord "Jamen Zean...vi skændes jo fordi vi er ærlige og har tillid til hinanden og fordi vi er meget forskellige...men jeg skal nok prøve at lade vær " .
Hun vippede lidt på fødderne, vandet var lidt køligt.
"Men du kan jo oz altid bare give mig min vilje eller givemig ret ...så vi udover dét " mumlede hun til sidst, mest for at lave lidt sjov.

han lyttede lidt...aldrig lyttede? aldrig hørte ordentlig efter? Det påstod Dawn også! og det var løgn! han lyttede altid! De forstod han bare ikke ordentligt...så. men det overraskede ham ikke...ingen gjorde det. selv om han havde håbet...troet...men sådan var det jo. inderst inde ville man altid være alene.
Han smilte en anelse, men grinte ikke af hendes kommentar.
"Aldrig" svarede han bare...

Hun trippede lidt rundt i vandkanten , men gik så over og tog plads foran Zean.
Hun hægtede sig fast i hans øjne og spurgte uden omsvøb " Hvad har gjort dig så krigeriske lige nu ? Jeg fortæller dig at jeg har opdagelse hvilke shit der løber i mine åre og DU bliver i dårligt humør ? Zean...come on .".Og havde hun kunne læse hans tanker, at han drog paraeller mellem hende og Dawn , havde hun formentlig givet ham en røvfuld lige der på stedet, da ingen to kvinder i verdenen var mere forskellige end de to.
Dét eneste de var enige om var at de begge ønskede Zean var lykkelig og at Elyas var en vidunderlig baby der skulle have kærlighed og tryghed.men så stoppede sammenligningen også der.

"Jeg blev i dårligt humør fordi du blev sur...du skal ikke vende det som om det er mig der gør noget forkert hele tiden!" sagde han og så kort på hende. han viste hun ikke kunne lide hvis han vente ryggen til hende og trak sig tilbage....men det havde han bare brug for en gang i mellem. Og lige nu...følte han ikke der var luft nok imellem dem, han følte ikke han selv kunne stå og trække vejret uden problemer...Så han gik nogle skridt baglæns.
Så måtte hun tage det som hun ville...Han var bare træt af hele tiden at diskutere om et eller andet!

Hin trak på skuldrene og rettede på noget hår der hele tiden sprang ned i ansiget på hende, efter at være blæste lidt rundt på selve sejlturen.
"Men Zean...dét var jo fordi du ikke troede på dét jeg sagde." forsvarede hun sig som et lille barn der bare ikke ville have skyld for noget dét ønske havde gjort.
Hun forlod vandkanten, gik længere op og satte sig ned.
Men fingerene nede i dét fine sand , søgte hun efter fine små muslingeskaller.
Hun.så Zean for sig, med en lille baby i armene.Han måtte være et syn guderne lavede en den dag de skulle illustrerer skønhed.
Hun samlede muslingerne i en lille bunke.Han ville have fred...hun gav ham den.

Han sukkede
"JA, jeg tror dig ikke på det punkt, og det er vel midt eget problem? Jeg tror ikke på det fordi jeg igennem hele mit lange liv aldrig nogensinde har hørt om dem, lige meget hvor jeg befandt mig! Og ja, det finder jeg som grund nok....jeg skal se beviser for sådanne ting, for at tro dem..." sagde han, uden at være undskyldende.
Tilbage til det åndssvage emne. det virkede som om hun bare ville diskutere!
"Jeg har ikke energi til at diskutere mine meninger og holdninger lige nu...Det virker som om du bare gerne vil diskutere...Det gider jeg ikke...Jeg forlader dig ikke for at forlade dig...Jeg går nu, for ikke at diskutere mere..." sagde han, for hun ikke skulle tro et eller andet...at han forlod hende eller noget andet hun blev ked af.
OG se begyndte han at gå op fra stranden.

"Fint nok.. egenlig er dét vel også fuldstændig uden betydning hvad jeg er, udover et værsiløst menneske ik...dét er jo ikke just sådan at jeg emmer at at være vampyr eller dæmon, så hvad troede du jeg var Zean...en engel " vrissede hun efter hans ryg.
Selv blev hun siddene i sandet, aldrig ville hun fortælle nogen om det igen.
Hendes mor havde bekymret sig uden grund, hun havde frygtet Camille ville blive et mere interessant mål for alt fra dusørjægere til ændre væsner der ville se nærmere på fe delen i hende.
Nogle postulerede at feers blod var dét ypperste.Men hun havde da været helt galt på den, hendes mor...ingen ville jo tro på hende allievel, så der var intet at frygte.
Og Zean....hvis han ville gå, kunne han bare forlade hende.Han ville ikke være den første og sikkert ikke den sidste der valgtevat gøre dét.Det var tørvejr...hun kunne sove her på den pokkers strand, hvis det virkelig skylle være.
Hun knuede om sine ben med armene.

"Hvorfor bliver du ved?" råbte an og vente sig om mod hend
"Hvad fanden er der galt med dig? det er bare ikke en god dag før du har ødelagt min, vel? Vi skal absolut skændes om et eller andet...Fint, du halv fe, er du så glad?! Jeg har aldrig, ALDRIG, kaldt dig et dumt menneske, og det vil jeg heller ikke, for ja, jeg kan mærke, føle at du er mere end det...Og du skal ikke komme med nogen kommentare om engle, Dawn skal ikke blandes ind i det her...!" snerrede han vredt. Nærmest rasende.
Hvorfor fattede hun ike bare han ikke gad skændes mere? Fordi hun absolut ville have sin vilje? For så lignede kvinder hinanden mere end man skulle tro. uden at nævne navne!

Hun rettede sig lidt nede i sandet, så hun så mod ham, men blev siddende.
"Hvad der er galt med mig ? Jeg ved fandme ikke hvad der er galt med mig Zean...hvorfor jeg overhovedet bruger SÅ meget af min tid på at spekulerer over dit velbefindende dét er fandme da ikke helt normalt...tænk at have omsorg for andre, helt uden bagtanker...ja ! Den er sku da helt ude i tågen med mig...måske skulle vi bare indlægge mig med dét samme ...d-du skal i hvertfald SLET ikke sammenligne mig med din illusion af en dejlig kvinde du har derhjemme...hvis du havde hørt.."hun stoppede sig selv og så væk fra ham.
Hendes hjerte galoperede og hun forsøgte få kontrol.
Hun havde lovet sig selv aldrig at nævne dét møde for Zean.
Hvorfor skulle han altid ...presse hende.
Hun mærkede nogle tåre presse sig på, men hun ville hellere dø langsomt end at lade dem trille ned af hendes kinder.

han altid presse hende? Det var sgu da altid hende der lagde et pres på ham!
"Jeg har slet ikke bedt om din betænkelighed, så den er du helt selv uden om! Selv om jeg ikke kan se hvorfor det skal blandes ind i et skænderi om feer?" snerrede han
"Og ved du hvad? Jeg samligner jer ikke...jeg bad dig bare om ikke at nævne hende...Men i kender måske hinanden? Hvad skal jeg høre?" han slog ud med armene fordi han ikke rigtig viste hvad han skulle svare...
"Jeg vil ikek skændes...jeg vil ikke diskutere....og alligveel bliver du ved, hvorfor vil du gerne?" dt sidste var hverken sagt anklagende, vredt elelr trist. bare opgivende.

Camille ville meget gerne undgå at forfølge en smal der omhandlede hans kommende hustru, så hun måtte få afviklet samtalen, hurtigt.
Dét burde være det nemmeste at gøre , da Zean blev ved med at himler op om ro og fred.
Gud, den mand kunne da trykke på nogle knapper, ihvertfald hos hende.
Hun inhalerede den friske luft, lod den forblive lidt i lungerne inden hun meget langsomt åndede ud.
"Zean....vil du ikke nok komme og sætte dig , undskyld " sagde hun med en lidt forpint stemme.
Undskyldningen gik nok mest på dét triste udtrykt Zean havde og den tone af opgivenhed hun var årsag til kunne høres i hans stemme.
" vil du ikke godt sætte dig ? " bad hun igen stille.

Han slog ud med armene.
"kun hvis vi ikke bliver ved..." mumlede han, han gik hen og satte sig tungt.
Han lænede sig lidt bagud og støttede med armene.
Han lod blikket glide ud over vandet uden at sige mere. Hver gang han åbnede munden gjorde det åbenbart kun Camille mere irriteret. Selvfølgelig.
Han sukkede lidt og følte sig så træt...træt i sit hoved, træt i kroppen...men mest psykisk...som om nogen havde mødt hans psyke i egen person og gennemtævet ham....Han overvejede lidt at lægge sig ned, men så ville han bare få sand over det hele...

Hun holdte en hånd op og slog et kors over sit bryst.
Dét var en åndsvag ting at gøre som ateist, men der lå et eller andet symbolsk i det , mente hun og hun svarede højtidigt " promise Zean...kom nu bare og sæt dig ".
Hun var stille lidt og sad og legede med sandet .
Holdt øje med Zean , så han ikke lidt træt ud ?
"Du kan ligge dig, dét er bare sand...lige til at børste væk " sagde hun stille og lagde sig selv ned.
Hun missede med øjnene op mod himlen.Der var kun enkelte hvide skyer på himlen, det var faktisk en fin dag....mon de kunne bade ? ej, dét var nok for koldt, og desuden havde hun ingen bluse at bade i, da hun var iført kjolen fra festen. Ærgeligt , tænkte hun , er kunne have været sjovt.

"hmm..." svarede han neutralt. hun havde ret, han viste bare stadig ikke helt om han ville...han hade sand når det var over alt og hang fast...ikke til at slippe af med.
Han undrede sig lidt over at hun sådan kunne...gå videre fra deres skænderi,havde hun ikke tænkt at slutte det på nogen måde? Han viste ikke hvorfor, men han havde en fornemmelse af at hvis man lod nogle ting ligge, bare ligge, så ville de blive værre senere...men man viste jo aldrig.

Hun fik lyst til at drille ham lidt, han var altid så kontrolleret.
Camille tog en lille håndfuld sand op og holdte sin hånd ind over hans mave .
" Zean...nogle grænser kan sagtens overskrides uden der sker noget som helst " så blinkede hun til ham og lod langsomt sandet løbe ud af hendes hånd og nedover hans bryst og mave.
Hun vidste han ville børste dét væk, tage kontrollen tilbage, og hun smilede ved tanken.

Han smilte lidt og rystede på hovedet. Han tog fat i sin T-shirt og rystede den så sandet i et øjeblik fløj til alle sider.
Og væk var der.
"Sikker?" han så drillende på hende, men gjorde ikke noget, han havde ikke lyst til at give hende en undskyldning for at kaste mere sand på ham...selv om hun nok ville forsøge ien alligevel.
Han lagde sig endelig ned, med armene bag hovedet som støtte og lukkede øjnene et øjelbik....rart med et øjebliks fred...

Camille holdt øje med Zean, der trods alt ikke fik et epileptisk anfald over sandet på hans bluse.
Han gik endog så langt , tog den laid back stil så langt at han fik lagt sig ned.
Camille lod blikket feje hen over sandet der omgav hende, indtil hun fik øje på et lille strå , rakte ud og trak dét op.
Hun smilede og forklarede Zean.
"Nu skal du bare blive liggende med lukket øjne, ik .Der sker ingenting men dét handler om ....sanser og afslapning."
Da hun havde sikret sig han ikke satte i løb for at stikke af og undslippe, men blev liggende, lod hun strået trække fra hans overarm,hvor teshirten sluttede , og ned over armen...langsomt men med et anelse pres, sådsn at dét havde en blød næsten sensuel følelse, men uden dét kildede.

Dette var virkelig....underligt....han havde aldrig prøvet noget lignende før. Eller jo...tæt på. Men på en anden måde.
Han valgte dog at åbne øjnene bare for at berolige sig selv...
Det kildede ikke men...var alligevel dejligt, sær...beroligne og afslappende...Faktisk noget han godt kunne bruge.
De rynker der plejede at være på hans pande, syntes at glattes da han bare slappede af.
Hvad skulle der alligevel ske? Det var jo bare Camille....Han trak vejret dybt et øjeblik og smilte et lille smil.

* Endelig ! Noget der virker * tænkte hun og et stort smil af glæde og næsten stolthed, som havde hun netop løst en svær opgave , brød over hendes ansigt.
Han fangede ideen med dét hele og hun kunne se han slappede mere af.
"Dét kunne være med hvad som helst man gjore dette, men nu er det lige et stå vi har til rådighed og dét passer fint herude i naturen " forklarede hun sagte.
Da han lukkede øjnene igen, strøg hun let sin hånd over hans pande, og fik hans hår fejet væk derfra.
Normalt ville hun have brugtq sin pegefinger , til at kærtegne og berøre panden med, men dét turde hun ikke, så hun holdt fast på dét lille strå og lod dét gøre arbejdet.Efter panden fandt dét vej til hans hånd hvor dét løb mellem fingrene.Uden at kilde for meget
Tanken bag var at man tømte sit hoved , da al ens fokus og koncentration var på strået og berøringerne dét efterlod.Og dermed fik man ro i sind og tanke spind.

Var det bare det? Var det bare det der skulle til, for at give en ro for alle sine tanker? Han viste ikke i hvor mange år han havde gået rundt og været ved at blvie sindssyg af alle hans tanker om alt muligt....Der skete sandelig noget med tiden.
I starten havde han svært ved ikke at tænke på noget, det var som om, nu han slappede af, at hans tanker bare kørte hurtigere rundt i hovedet på ham, men snart fattede hans hjerne vist at han ikke gad lytte mere til dem nu. Og den begyndte slappe af med ham.
Han mærkede hvordan han blev hevet længere og længere ind i søvnen, selv om det ikke havde været hans plan...

Hun arbejdede grundigt, systematisk næsten.
Alle steder med bar hud blev nænsomt bearbejdet af dét lille strå.
Dét var enkelt og effektivt.Man skulle bare huske ikke at 'være for fedtet' med strået da dét så ville kilde enormt meget.
Efter lidt tid, så dét ud som han gav slip.Faktisk så meget at han slumrede lidt ind og Camille nærmest sukkede henført.
Dét var som at se en sød lille dreng, endelig få noget tiltænkt hvile.
Hun børstede lidt sand af hans kind, hvordan dét lige var havnet der vidste hun ikke.
Hun krøllede sig sammen i fosterstilling ved siden af og lukkede øjnene,de kunne hvile lige indtil Zean vågnede igen.

Lige meget hvor tankeløs han var faldet i søvn, forhindrede det dem ikke i at vende tilbage i hans drømme.
Han lå uroligt og nogen gange mumlede han et eller andet i søvne.
Pludselig åbnede han øjnene og stirrede lig eop i himlen, en anelse forvirret over hvor han var. Han satte sig op og lod hånden glide gennem sit mørkebrune hår som bare strittede til alle sider. Som frygtet sad sandet ud over det hele i det.
Han så sig omkring..nåe ja. stranden. Han så til siden og så Camille der lå ved siden af sig. Så huskede han sin drøm...Han rystede svagt på hovedet og begyndte at ryste det værste sand væk.

Også hun var slumret ind og lå næsten som livløs ved siden af Zean.
Men da han gav sig til at bevæge sig var dét alligevel tilstrækkeligt til hun blev vækket.
Hun strakte sig og gned sine øjne lidt.
Åh ja...naturligvis, stranden og Zean !Hun satte sig op og vidste der var sand skod vegne , men lod sig ellers ikke mærke af dét.
"Nåå...du kunne godt lide mit lille triks med strået hva Zean, sovet godt ?" Små drillede hun ham stille.
Hun havde ingen idé om hvad klokken efterhånden var blevet, men hun havde en idé om dét var senere end de troede.

Han smilte lidt og puffede til hende. HAn rejste sig op og rystede det sidste sand af så godt han kunne. Han så op mod solen for at bedømme hvilken tid det var. eftermiddag. en anelse sent.
"Skal vi ikke komme tilbage til havnen? Jeg har ikke lyst til at sove her i nat også" drillede han lidt igen. Han havde det bedre nu...følte sig mere udhvilet og...tilpas.

"Jo...lad os dét " sammentyggede hun og kom op og stå.
Hun børstede ligeledes sand ud af hår øh tøj imens hun spejdede efter hendes sko, hbor havde hun fået smidt dem ?
Hun var også mere jeg udhvilet og i balance, luren havde været god for dem, og den lille strå leg.
Hun så skoene et stykke derfra og satte kurs derop, dét var samme retning som havnen , og i dag sejlede færgerne til tiden, der havde ingen 'uheld ' været.
Hun greb sine sko, og fik hurtigt panceret dem på fødderne og så gik de begge mod havnen.
"Hvis du skulke optræde til en byfest, hvad ville du så lave ?" Spurgte hun nysgerrigt .