Vi mødes igen, træningen (Camille)

Zean strakte sig så lang han var på sin vej gennem stuen. Han åbnede terrassedøren og gik udenfor hvor solen skinnede.
Han følte sig dejligt fredfyldt i dag, og faktisk også en smule glad.
På havde han nogle lette, mørke bukser og en sort skjorte der var åben oppe ved halsen. han havde været tæt på at tage sin halskæde på men havde ladet den ligge, han havde ikke haft den på siden han mødte Dawn og det var endnu ikke tid til at stå ansigt til ansigt med sine indre dæmoner.
Han lod hånden glide gennem sit mørkebrune hår og gik indenfor igen. Han ventede bare på at Camille skulle ringe på døren, de skulle følges op i bjergene. Han glædede sig til at komme op i bjergene, han elskede bjergene, der var så dejligt fredfyldt og som regl ingen mennesker eller væsner til at dømme en. Der kunne han være sig selv.
Han lukkede terrassedøren igen og gik ud og tog sko på. Hans små sår under fødderne kunne han stort set ikke mærke mere, få af dem var næsten allerede helet.
Han satte sig foran sin computer for at tjekke sine E-mails...

Camille havde fået indhentet den manglende søvn og var udhvilet og klar til at favne dagen.
Hun havde taget et langt dejligt brusebad, da hun ingen kar havde, hvilket var et stort afsavn, idet hun elskede badekar...det var ren luksus.
Hun var næsten ved hans lejlighed...Zean.
Camille var spændt på hvad dagen ville bringe og hun glædede sig til et smut i bjergene.
Hun var en natur elsker og kunne sidde timevis og dagdrømme sådanne steder.Hun smilede og rykkede lidt på hendes fyldte taske.Det var ikke lige dét....dagdrømme der var på menuen i dag.
Klædt i sort trænings tøj, med tryk af guld og hendes ternede gummisko , var hun klar til dagens strabadser.
Hendes hestehale svingede muntert fra side til side, da hun bankede på døren til hans lejlighed.

Zean rejste sig fra stolen og lukkede hurtigt computeren i.
Han gik ud og låste døren op og åbnede den, hvor efter han gav hende et hurtigt nik og et lille smil.
"Halløj" hilste han og kiggede hurtigt på himlen, besluttede sig for ikke at tage ekstra tøj med.
Han gik ud og lukkede døren efter sig, låste den og så lidt på hende.
"Frisk? Skal vi komme af sted?" han gik ud fra hun havde husket pistolerne, da det jo var dem de skulle træne med. Og hendes taske så rigtig nok også ret fuld ud.

" Hej igen " svarede hun med et kæmpe smil "jo, frisk og udhvilet...med andre ord ...parat" fortsatte hun og ruskede lidt i tasken og dens indhold,som bevis på dette.
" Men jeg har næsten ondt af dig, det er en stor byrde du har påtaget dig ."
Hun gav ham lidt drillende en albue i siden, ikke hårdt naturligvis.
Det var ikke sikkert han syntes om den slags små drillier...men han måtte så enten lide under dem, eller tilvænne sig da det var en del af hende, hun vanskeligt kunne lave om.

Han trådte et lille skridt væk fra hende da hun gav ham en albue i siden og huskede pludselig hvorfor han havde syntes hun havde været irriterende.
Han valgte ikke at kommentere det, ønskede hun han hjælp måtte hun også acceptere han ikke var til den slags drillerier.
Han nikkede til havd hun sagde.
"Det var da godt..." han begyndte at gå ned af stien er førte fra hans lejlighed til vejen. Derfra ville de jo så gå videre til bjergene.

"kill Joy " mumlede hun og gik videre efter ham.
Hun fik pludselig en følelse af det måske nærmere var hende der var inde for en hård dag? og ikke så meget ham. Han var garanteret en slavepisker, tænkte hun og gik lidt hurtigere for at holde trit med ham.
Hun bemærkede han ikke udviste tegn på at have ondt i fødderne og det varmede hende indeni , men på den anden side havde han ikke vist det gjore ondt dagen i forvejen da alle skår stadig var i foden.
Hun rynkede panden ,men spurgte ikke til det da hun ikke ville starte dagen med at skubbe ham fra sig, hun var nemlig glad for han ville ofre sin tid på hende.

Som var han lige vågnet strakte han sig igen mens han gik.
Han så sig lidt omkring, men der var intet at bemærke. Snart var de ude på vejen og satte kurs mod bjergene .
"Nå men...Hvad forventer du så af i dag? Bare at blive bedre til at ramme eller er der mere du trænger til at få opfrisket?" han så på hende, det var ikke ment som en fornærmelse, han ville bare have et bedre indblik i hvad hun forventede. Han lærte sjældent folk noget, enden ignorere folk ham eller også kom de for andre årsager. Men aldrig for at lære noget. Han var måske heller ikke den bedste lærer. Og han gad heller ikke at have folk rendende efter sig...Så det passede ham meget godt.

Camille missede med øjnene op mod solen, det var et skønt vejr denne dag.det var svært ikke at være i godt humør.
Hun tænkte lidt over hans spørgsmål. Om der var andet hun trængte til at få genopfrisket?
My oh my..der var meget.
Der var for mange ting hun var uvidende om, når hun skulle begå sig i den verden der var så anderledes end "menneskenes".
Så meget at lære for hende.
Men hun svarede ham blot med et skævt smil " kan du gøre mig mere fortrolig med en skyder og øge min mulighed for at ramme og uskadeliggøre en eventuel modstander, så er du et hit i mine øjne".
Hun prøvede ikke at tænke så meget i dag, fordi Zean havde det med at få hende til at sætte spørgsmål ved så meget, ved at analyserer og dreje hans ord...han var svær at regne ud, så i dag ville hun prøve at være mere....afslappet.

Et hit i mine øjne...Det havde han ikke hørt før. Sikkert noget nyt folk gik og sagde, eller måske var det bare en af de ting hun sagde, som gjorde hende til den hun var?
Han droppede at tænke videre på det. Han nikkede lidt og så op mod bjergene der begyndte at nærme sig, selv om de kun lige var kommet ud for byen.
Han pegede op mellem nogle af tinderne.
"Der er ikke så langt, der er et mindre...bjerg må det vel være, mellem de to bjerge...Der plejer jeg at gå hen vis turen går op i bjergene og jeg tænkte vi kunne øve der" sagde han, der var et god terræn, de kunne skyde mod det lille bjerg så jorden ville opfange kuglen. Han havde på et tidspunkt set en ung dusørjæger øve sig derop og vis hans gamle skydeskiver stadig var der kunne de skyde mod den.

Camille standsede lidt op og studerede synes af bjergene.
Det var godt valg af sted, her var de ugenert og kunne øve uforstyrret.
Hun så på Zean da han fortalte om en dusørjæger han havde mødt her.
han var fuld af overraskelser, bankede der et hjerte trods alt, bag hans til tider lidt hårde facade?men på den anden side havde han jo ikke fortalt, hvordan deres møde endte.
" det ville være fint " sagde hun og glædede sig i sit stille sind over hendes valg af sko og tøj, det ville blive en dag med masser af bevægelse og vandren omkring.
Hun glædede sig.

Han havde ikke fortalt om dusærjægeren, det var noget han havde tænkt for sig selv?
han trådte væk fra hovedvejen og begyndte at gå op af en af de stier der førte en op til bjergene. hvis hun havde mødt han for bare...et år eller to siden havde hun mødt en helt andet Zean, den mere kolde og onde del af ham. Den del lå stadig et inde i ham og blev lige for tiden tøjret, mest begrund af Dawn, men nogen gange slap den anden del fri. Men Zean kunne som regl aldrig huske noget fra det og fortsatte derfor bare som altid. Han nynnede svagt for sig selv om efterhånden som de nærmede sig bjergene kunne man se at han slappede mere og mere af.

// My mistake...sry //

Hun fulgte efter ham og lod sig guide vejen. Hun havde sagtens kunne finde op i bjergene på egen hånd, hun havde gjort det før, men han lod til at have et bestemt sted i tankerne.
Hun tillod sig at nyde de begyndende ændringer i omgivelserne ,som de begav sig væk fra de asfalterede gader og ud på de små grusede stier der skulle lede dem op mellem bjergene.
Hun lyttede til hans nynnen...ikke forblændende godt, men absolut ikke ringe heller, det virkede...afslappende og beroligende.
Hun spidsede øre for at finde genkendelse i melodien, men måtte opgive. Det var alligevel dejligt at lytte til, og Camille nød at se hvordan hele hans kropssprog løsnede mere op, som de kom tættere på deres mål.
Hun rumsterede lidt med en hånd i tasken og hev efter nogle sekunder et rødt æble op.."Spiser du frugt?" tilbød hun ham.

Han stoppede sin nynnen som om han først nu blev opmærksom på den og så på hende. Og smilte så.
"Tja, jeg kan godt, men den vil ikke have nogen virkning alligevel" svarede han, han tog imod æblet og tog en bid. Mest for socialeringens skyld.Og så fordi han godt kunne lide dem. Dette æble havde en let sød smag, men var alligevel en smule surt. Som han fortrak det.
De nærmede sig snart det udvalgte sted.

"Nogle gange skal man gøre noget bare for fornøjelsens skyld,uden nogen mere ædel årsag "sagde hun og sætte selv tænderne i et tilsvarende æble, som for at understrege hendes pointe.
Hun glædede sig til skydelektionerne i da...og til at hænge ud med ham, men det kunne hun ikke drømme om at fortælle ham, naturligvis ikke.
Tilgængæld var hun meget seriøst i tvivl om.hin skulle fortælle og sørge til råds om hendes 'elev dilemma' eller holde ham helt udenfor.
Det måtte hun beslutte sig for snart...meget snart, der var ikke lang til til hun skulle afgive svar.
Men for nu...skubbede hun det væk fra tankerne.
"Har du en kæreste ?"spurgte hun for at smalltalke lidt , men tænkte hurtigt at han sikkert ville synes hun var emsig?

/fejl notat...ændret til...tænkepause /

//det sidste svar er vist fejlindlagt ;)//

Han trak halvt på skuldrene og tog endnu en bid. På en måde var det trist...at maden ikke gav ham mere end smag.
Han så lidt på hende, hvad lå der bag det spørgsmål? Han håbede ikke hun fik følelser for ham...iså fald kunne han kun kalde mennesker besværlige. På den anden side havde hun også en tendens til bare at være nysgerrig. som regl sagde han nej, da han altid var frisk til lidt sjov, men på en måde virkede det bare ikke som det denne gang...Måske fordi han kendte hende bedre end de andre han som regl sagde det til.
"Af det i mennesker vil kalde kærester, må jeg nok sige ja" svarede han og spiste resten af æblet, smed skroget væk. Han drejede væk fra den lille grussti og gik ind mellem nogen af træerne og de buske der var. Snart kom de til en større areal uden træer, men hvor der alligevel var nogen rundt omkring. Og rigtigt nok var der stadig en så godt som ubrugt skydeskive. dusørjægeren havde ikke kunnet ramme.
"Det var her jeg havde tænkt mig det" sagde han og vente sig om mod hende.

Hun kunne ikke lade være med at le en smule og drille ham ,så hun lavede en lille men sød parodi "dét i mennesker kalder kæreste " kærlighed er vel kærlighed uanset hvad man ér...er det ikke stoppede hun så op og så pludselig ud som hun selv spekulerede over det.
Hun var glad på hans vegne, over han ikke var alene, men undrede sig over hvorfor ikke hun havde været hjemme til at give ham et fodbad.Nå, det kunne jo være hun var matros på et skib, og ude på havet...eller noget lignende.
Hun lyste op i et smil da de nåede lysningen."Skydeskiver...perfekt Zean!" Udbrød hun spontant og lod den tunge taske dumpe ned i græsset.

/ ej, beklager...anden fejl i dag...hvor har jeg mon tankerne /

Han var lidt overrasket over hendes reaktion. Hvad havde hun regnet med?at de skulle skyde til måls mod...ja, hvad? Nå pyt, det var jo trods alt mest held at de var der.
Han kiggede sig lidt omkring, men de så ud til at være alene.
Hvad angik hans kæreste boede de ikke sammen...Og han havde ikke haft modet til at spørge hende endnu. Åhja, stod det til ham skulle de flytte ind i en villa og bruge alle de penge han havde sparet sammen gennem alle hans liv...Men han havde fornemmelsen af at det ville være for meget til hende.
Han gik hen til hende.
"Nå, lad os se på det" sagde han så

"jepp...lets get to work '.
Hun satte sig på hug og åbnede tasken.En efter en , lagde hun forsigtig pistolerne op på langs o det bløde græs.Ammunitionen ved siden af.
Hun tænkte at hun ville gøre sit bedste, hun ville jo gerne lære det og tid var snart en mangelvare, hvis hun skulle overholde hendes aftale med den mystiske skygge dæmon.
Og Zean....hvorfor vidste hin ikke men hun ville bare gerne opnå lidt....ros...fra ham.Hun rystede lidt på hovedet, hun havde en vis evne til at stille sig selv de umuligeste opgaver...hvis hun fiskede efter anerkendelse, skulle hun nok havde valgt noget andet end skydning.
Hun stak ham et skævt smil.
"Klar"

Han nikkede lidt og lod blikket glide over dem.
"Tror vi starter med magnum...Du kan jo starte med at fylde patroner i den" smilte han og satte sig på hug, han regnede ikke med det ville være det store problem og han ville ikke virke som en der overvågede alt hvad hun gjorde, men han var der vis hun havde brug for det. Han havde kun sin egen læring at gå ud fra, den måde han havde lært tingene, og en af dem var at man selv skulle lov at prøve...En masse faktisk, til sidst fandt man ud af løsningen og så havde man lært meget mere end vis en lærer havde fortalt en det hele.

Hun tog magnumen op i hånden og med et ryk skildte hun "noget ad" og mente bestemt at dér skulle patronetne ind, med den spidse ende først.Hun talte ikke "våben sprog", men mente at have gjort det rimligt anstændigt.
Hun så over på ham , om han så ud til at bifalde det ....er om han allerede nu var ved at opgive modet?
Hun stillede sig og og spredte benene let og holdt den op foran hendes højre øje og sigtede på en af skiverne.

Han rejste sig op igen samtidig som hende og sagde ikke noget. Han ville først se hvordan hun skød og så rette lidt ind hvor der var brug for det.
Men det gik fint nok, end til videre. Han gik et skridt mere bagud for ikke at være i vejen, og ventede på hun ville skyde. Solen stod dem i ryggen. Alt var altså med dem.

Hun tog sigte og kneb det ene øje sammen.Lige inden hun trykkede på aftrækkeren følte hun et...ubehag i kroppen, og så lød et højt knald.
Hun trådte lidt tilbage og lavede en lille grimasse...hun kunne virkelig ikke lide at affyre våben.Hun så over på ham...

Han så lidt på hende og på hvordan kuglen ramte...Langt forbi træet. Han nikkede svagt og havde en fornemmelse af hvad han skulle arbejde med.
"Hmm...Har du selv en fornemmelse af hvad der gør at du skyder så dårlig?" spurgte han og gik over til hende, han havde selvfølgelig, men det kunne være sjovt at se om hun også selv lagde mærke til noget. En ting var sikkert...hun virkede næsten bange for våbnet hvilket vidnede om at hun hade at skyde.

Hun sukkede og kløede sig lidt, lige under hestehalen.
Ikke udover jeg nærmest har en...modvilje mod at gøre det?
Hun anede ikke hvad problemet kunne være.Hendes øjne var i udemærket stand, en kollega havde tjekket hendes syn uden der var nogen bemærkninger.
"Skal jeg forsøge igen?" Spurgte hun med stor optimisme i stemmen.