Vi mødes også bare over alt (Camille)

Hvor hørte det til i deres samtale? Han gik et skridt bagud.
"Sikkert" udbrød han og tav så et øjeblik.
"Men det høre slet ikke til emnet, til samtalen...FOr kan du ikke bare færdiggøre et emne...Eller var det for at overtale mig? Eller bare for at berolige mig? For det er vel hvad jeg er i andres øjne...Et uhyre, et væsen! Folk flygter fra mig, hvis de finder ud af hvem jeg er!" han stoppede med at sige mere. Han havde allerede sagt alt for meget. Dette var snart ved at blive forvirrende.
"Lige meget, min svar er nej. Jeg gider ikke interessere og spilde min tid på menneskerne, mere end jeg gør i forvejen...hvilket vil sige slet ikke" sagde han så kort, som slutning på det hele. Han så lidt ned af den gade de kom fra.
"Nå, men jeg gider i hvert fald ikke stå og vente på at politiet finder mig lige nu, deres lille leg orker jeg ikke i dag..." ja, han havde været inde hos politiet og skabt kaos en del gange...

Camille blev ligeså stædig, som han ofte var.
Det hørte måske ikke så direkte med til emnet med hun synes det havde sin berettigelse fordi hun var sikker på at tanken måtte have strejfet ham, hvordan hun havde det med al det her.Zean kendte hende efterhånden godt, men vidste han hvormeget værdi han havde for hende.Ikke penge værdi...men affektions.
Men hendes oltre temperament blev tirret af hans ..afvisning...han troede altid der var en bagtanke med hendes ord, hvilket ikke var tilfældet.
" Du siger bare bla bla bla om mennesker hele tiden Zean...JEG er et menneske, gider du lige tage DET med i din overvejelse...eller det vil måske ikke betyde det fjerneste hvis en eller anden kommer og suger sjælen ud af mig? Eller hva med dig selv...fristet måske? Du er ikke et uhyre eller et monster Zean...du er en -en.." hun forstummede og kiggede væk fra ham , helt rød i hovedet og allerede så småt ved at fortryde, for hun vidste hvad hans næste træk ville være.....
Det var bare så...svært...når zean ikke ville tro på hendes intentioner, hun havde jo lukket ham ind hvor kun kun ganske få havde plads..i hendes hjerte.

Han så kort på hende.
"Du er ikke helt et menneske...Jeg ved ikke hvad, men du er ikke helt et menneske" svarede han kort, lidt roligere end før. På en måde beroligede det ham faktisk, når du blev vred, irriteret eller sur. Som om alt så var normalt.
Det blev dog hurtigt ødelagt...men han blev ikke sur denne gang...faktisk, til hans egen overraskelse også, gik det den anden vej. for en gangs skyld farede han ikke op i det røde felt ved det hun sagde...i stedet stak det hul på noget inden i ham.
"Jeg er hvad?" hans stemme var alt for...rolig, flad og neutral. Hans ansigt hverken koldt eller varmt...bare...neutralt, måske en anelse trist hvis man så godt efter.
"Tak Camille...Det var bare det jeg ventede på" han vente ryggen til hende og begyndte at gå...Og han håbede virkelig at hun ville lade ham gå, han orkede ikke at stå ansigt til ansigt med mere hun havde at sige...men hvad skulle hun også sige til ham?
*ja, du er et monster...et frygtelig monster...* Ja, hvad havde folk mere at sige? Intet som regl. Enden slog han dem ihjel der...eller også flygtede de fra ham.
Han fortrød han overhoved havde stiftet familie og tilladt sig selv at komme så langt som han var...nu var det forsent at trække sig tilbage til den ensomhed han ellers havde fundet tryghed i...bare sig selv...
Måske var han lidt ynkelig...men det måtte være folks problem. Ikke hans.

Camille stod og så efter hans ryg.
okay, hun havde forventet at han råbte og skældte ud inden han gik!
Hun blev fyldt op af balandede følelser, og råbte højt efter ham det hun ikke havde fuldført før " Du ikke et uhyre Zean, du er ikke en skid andet end en pisse iriterende og stædig mand...der vil have ret hele tiden...som alle andre mænd iøvrigt...men et uhyre er du ikke...og intet Zean INTET du kan fortælle mig eller vise mig kan ændre på den opfattelse af dig, hør du...du er IKKE et monster...tror du så jeg ville kunne li dig, at du ville være blevet min mentor og min ven?" hun skreg det efter ham på en meget lidt charmerende måde.Men hun hadede når han gjore det det...når han vendte ryggen til hende, efterlod hende og gik....det var hun blevet for meget i sit liv, af folk hun havde elsket og haft tillid til.
Hvorfor var han så trist? hvorfor kunne Dawn og Elyas ikke gøre ham glad ? Hvorfor kunne hun ikke?
Camille løb efteter ham.

Han stoppede lidt efter da han hørte hende råbe. Han havde ikke lyst til at snakke med hende...men han havde heller ikke lyst til at gå fra hende. Faktisk viste han ikke hvad han ville...Han hade sig selv lige nu.
*Du skal nok komme igennem det her...lige osm alt andet, livet fortsætter jo...som du ved* Tænkte han for sig selv og trak vejret dybt en gang.
Tak. Tak for han var så stort et monster endda. Det undrede ham...alle andre tidspunkter ville han have været glad for at blive kaldt det. stolt. Have følt han havde gjort hvad der kræveds af ham.
*Leonard...Du er en dæmon, noget andre vil kalde et monster...blev ikke ked af det...Gør det vtil din styrke!* Han havde helt glemt hans mors ord. Nu huskede han dem igen. Og hun havde stadig ret.
Selv vis Camille så ham som et monster, kunne han være ligeglad, for det var han og havde hun et problem måtte hun jo selv gå. Ikke ham!
Han strakte sig og vente sig om mod hende, smilte lidt til hende selv om hun nok ville blive ret forvirret nu.
"Tak" sagde han kort, da han vidste hun nok ikke bare ville glemme det med det samme...Selv om han godt kunne bruge det.

Camille stirrede helt lost på ham.
Hvor var den selvsikkre fyr hun kendte, der var aaltsår noget galt med ham.Kunne dæmoner lide af deperssion?
hun trådte over til ham og rakte ud efter hans hånd, velvidende der ikke ville gå 3 sekunder før han irriteret ville hive den til sig, så hun skyndte sig at give den et lille klem.
"Zean...du lytter ikke...ikke rigtigt...jeg siger jo du IKKE er et uhyre...du ER jo for fanden god...hvorfor vil du ikke godt prøve at forstå hvad jeg siger til dig"
Hun holdte en pause før hun forsatte...denne betændte byld måtte renses, igen, for et eller andet trak ham ned i kulkælderen...og det var forfærdelig at se ham sådan, hun havde mest lyst til at presse sig ind til ham ,kun med det formål at knuse og kramme ham, han virkede så trist.Men hun turde ikke gøre det, hun vill vække hans afsky ikke trøste ham regnede hun med.

Han forstod nu hvad hans mor havde snakket om.
*du kan altid blive et monster...men du må vælge, or det kan gøre ondt at skifte...* Andre af hans mors ord.
*Jeg har vlagt at være..mig, for nu...når du tager videre ud i verdenen bliver jeg nok det din far kalder et monster igen..og så havde hun grint* Zean sukkede svagt. Måske var det det? Måske skulle han droppe alt det der...dæmon halløj et øjelbik, selvfølgelig uden at opføre sig alt for meget som menneske, og så bare være...Zean.
Han så lidt Camille.
"Jeg tror lige...jeg har fundet nøglen..." smilte han, han havde faktisk lyst til at kramme hende, men det ville virke underligt...både for ham, men også for hende....sådan noget gjorde han ikke.
"Skal vi komme videre?" man kunne stadig høre sirenerne fra clubben.

Camille så forbavset på ham.
Hun havde ingen idé om hvilken nøgle til hvad...vidste naturligvis dét var metaforisk ment, men ikke over hvad.
Men hvis bare dét gjore ham en smule mindre tynget,en smule mere fri og glad...så var hun lykkelig og tilfreds, for sådan ønskede hun at se ham. Hun strålede da hun svarede " så tab den ikke Zean...den skal åbne mange døre " og for et øjeblik synes hun han så meget ung ud, hun så næsten for sig den lille mørkhåret knægt med stort smil og smukke glade øjne.politiet var nær nu og dét tvang dem til at sætte skub under fødderne og komme afsted.
"Farvel Inge " råbte Camille for sjov, mest for at drille Zean, hun vidste jo godt der ingen Inge stod.
Hun blinkede til Zean..." Kom så...let fødderne...hvor tager vi foresten hen ?".

HAn grinte lidt og lod blikekt glide lidt tilbage, men fulgte så efter hende. Han lod blikekt glide op på den mørke himmel, den havde nu altid været der...
"Det ved jeg ikke helt...Wercalre...Jeg har et tilholdssted, men jeg tvivler..." sagde han, han tvivlede på hun faktisk gad derhen, men han sagde det ikke lige ud, hvis hun nu skulle tage det som en fornærmelse. Faktisk var han heller ikke helt glad ved tanken...Han havde ladet alt for mange komme ned i hans tilholdssteder i de forskellige byer...Der var usikkert. Han havde altid følt han kunne stole på dem, men alligevel...nå pyt, det var jo Camille, hun ville ikke bare forråde ham.

Camille så på ham "Et tilholdssted....hvem har et tilholdssted ? , er dét din ukarle hybel eller i tilfælde af krig et slags beskyttelsesrum ?"
Hun små lø lidt.Selv havde hun kun sin lejlighed ,hun havde ikke engang penge nok til at købe dét lille sommerhus hun var så forelsket i.
Hun blev nysgerrig..."Yup....afsted til dit ...sted...dét gør vi " medgav hun ham.
"Er der noget at drikke Zean, eller skal vi købe noget med på vejen ?" .
Hun var spændt og glædede sig over han synes at være i bedre humør.
Camille havde lyst til at rode i hans hår, men lod pænt vær med at følge sine lidt infantile lyster.

Han grinte svagt, da han fortsat gik roligt, hvis politiet kom forbi ville de nok undre sig mere hvis de løb...men hvis de gik ville de nok bare køre forbi i første omgang, i hvert fald.
"Ja" svarede han
"Og nej...TIlholdssted...et lille sted i hver by hvor jeg kan være, det har været til god hjælp nr man skal forskellige ting." sagde han
"En gammel vane, aldrig kun have et sted at vende tilbage til"
Han gik med hende og snart drejede han ned af nogle små gyderne.
De kom til an trappe der første ned af i nogle trin. Døren låste han op og de kom ind på en lang gang med døre til begge sider.
De gik ned af gangen, ca. til midten, hvor Zean låste en anden dør op.
"Kom ind" sagde han så og trådte selv ind, fr at holde døren.
Steder var lille. 3 rum. 1 toilet med bad. 1 køkken og en stue/soveværelser. I stuen/soveværelset stod en dobbeltseng i det ene hjørne, et skrivebord med stol i det anden sammen med en reol med nogle bøger.
Der var et lille vindue, hvor lyset fra gaden kom ned fra.
Zean tændte lyset. En lille radiator havde kørt siden han gik herfra tidligere den dag, så her var behagelig varmt.
Gulvet var dækket af et sort tæppe. Ellers var der forholdsvis neutralt.

Camille kunne ikke andet end at undre sig over hvilke ting Zean lavede, der gjore det var bevendt at have en lejlighed...eller hvad det nu viste sig at være , i hver en by.
Hun smilede lidt for sig selv, ved tanken om Zean.Over de sidste uge havde hun fået en indsigt i hans liv og hans fortid, han havde åbnet lidt op for hende, og det havde Leonard på sin vis vel også.Det var lidt mærkværdigt ikke at tale med Zean om det , måske aftenen ville give anledning til det? Zean burde jo vide og forstå, hvordan han selv var skruet sammen, havde han ikke krav på nogen gjore sig den ulejlighed at få ham til at forstå det?
Hun lod sig guide ind og stod så i lejligheden.
Det var meget enkelt, meget maskulint....meget Zean, på sin vis.
Hun studsede lidt over noget der havde slået hende straks , der ikke var en lille sofa eller nogle flere stole ? hvilke fik hende til at tøve lidt lidt.
Men på den anden side, de kunne jo sagtens sidde oppe i sengen...Zean var nok den sidste fyr på øen Deploratus, hun behøvede bekymre sig om.
"Okay... så her gemmer du dig når du vil have fred? Ikke smart at vise stedet til mig...nu får du jo aldrig et roligt øjeblik mere" sagde hun med et drillende glimt i øjnene.

"Åhh...jeg skifter dem nogen gange ud og har også andre steder i de andre byer...så intet at bekymre sig om" sagde han med et lille smil, han lukkede døren og smed sine sko.
"Well...noget at drikke eller noget?" spurgte han og så lidt på hende, han vidste ikke rigtig hvad de skulle her fra...hun ville sikkert, som altid, snakke om et eller andet...som sikkert handlede om ham. Han vidste ikke helt om han frygtede det...

Hun lo stille af hans bemærkning om at have flere steder og skifte dem ud.
Det lød bare så luske agtigt at hun ikke lade mulighedden passere for at drille ham lidt
"Og kender din forlovede til alle dine gemmesteder ?" teasede hun lidt, hun regnede jo med at svaret ville være "naturligvis".
Camille stillede pænt sine sko og hev i samme moment elastikken ud af sit hår, der nu væltede uregerligt og lidt tilfældigt ned over ryg og skuldre.
Hun gik over og satte sig mid i sengen i skrædderstilling, der kun lige lod sig gøre med kjolen på." Ja, tak...meget gerne...bare et eller andet, hvad du har Zean" svarede hun til hans tilbud om drikkelse.
Hun brugte lige et sekund eller to på at få skubbet visheden om hun sad midt i fyrens dobbeltseng i baggrunden, det var ikke relevant for betydningen af deres aften, men det kostede hende alligevel lidt arbejde da hun ikke lige havde for vane at gå med mænd hjem i deres seng, ikke engang for bare at sidde i den. Hun skjulte et lille smil.

Han så lidt på hende.
"Hun ved jeg har dem...men hun kender ikke dem alle" svarede han roligt. Han forsvandt ud i køkkenet og kom lidt efter tilbage med en kande vand og to glas.
Han hældte op og drak selv en smule vand, før han satte sig i den anden ende af sengen.
Folk måtte tænke hvad de ville...Bare fordi man sad i en seng, betød det ikke man var tvunget til at have sex eller sove sammen. desuden var det det eneste, ud over skrivebordsstolen, han havde at sidde på.
Han sukkede svagt og lukkede øjnene et øjeblik, bare for at slappe af...

Camille tog imod vandet og drak lidt af dét.
At sidde her efter at have været i den røgfyldte club kort tid forinden, virkede som en stor kontrast.En velkommen en af slagsen.
"Oh god Zean...dét jo næsten som at være barn igen...der sad man hos hinanden i sengen og hviske tiskede ,fortalte hemmelighedder og byggede hule." Dét var godt nok sjældent Camille af faderen havde fået tilladelse til dette, men hun var lykkelig de gange hun fik lov.Set i bakspejlet har de strikse opdragelsesmetoder nok båret præg af faderens frygt for Camille skulle komme til at afsløre hans kedelige gerninger i deres kælder.
Hun kiggede drillende på Zean " Så...hvad vælger du, hemmelighedder eller hulebygning ?"

Han grinte svagt og orkede ikke rigtig at kommentere det. Han så dog lidt mistænksomt på hende da hun spurgte. SKulle han virkelig svare på det? Han havde ikke lyst til nogen af delene...At bygge en hule...var alt for...ja, barnligt og underligt at gøre.
Og hemmeligheder....Men måske var det netop hvad hun forventede? Eller måske ikke forventede, men gerne ville...Have flere hemmeligheder. Denne aften så ud til at skulle handle om ham igen.
"Ingen af dem" svarede han så, så kedelig som han nu var.
"Jeg orker ikke at dele flere hemmeligheder" han blinkede kort til hende, sikker på hhun vidste hvad han mente.

Camille smågrinede lidt.
Hun fik dét svar hun havde forudset ,nærmest regnet med og dét var faktisk befriende og måske lidt nyt at sidde her sammen med Zean , uden at have de tunge emner op til debat eller et lig der skulle gemmes af vejen.
Istedet var dét hyggeligt.
Den eneste udfordring var , at Camille var lidt uklar over hvilke punkter der var helt fine samtaleemner og hvilke der helst ikke skulle bringes på banen.
Men dér måtte hun så forsøge føle sig frem, holde øje med hans reaktion, og hurtigere end en ninja turtle lave en emne skift, hvis hun havde ramt forkert.
Camille kravlede over til kanten af sengen , lænede sig ned og fik sat hendes glas på dét flotte sorte tæppe.
Hun lod lige hånden løbe over og mærke lidt på dét, dét var et tykt blødt ét.
Hun satte sig tilrette igen og spurgte lidt udfordrende men i en drillende tone "Nå, Zean...hvad syntes du så om Inge ?Skal jeg nu til at se dig lusket omkring skadestuen i tide og utide ?"

Han grinte lidt og rystede på hovedet.
"Skadestuen er nok det sidste sted du ser mig" svarede han
"Nærmer mig ikke stedet med egen vilje...Der er ingen der skal tro de skal noget med mig" han lænede sig op af sengekanten, brugte den som rygstøtte.
"Og Inge....Tja, nu lærte jeg hende jo ikke rigtig at kende...Hun virker fin nok, for sig, men sammen med andre...Jeg kan ikke lade og tro hun håbede hun kunne tage mig, så at sige, for næsen af dig" sagde han og så på hende.

Hun sendte et drillende blik til ham " jamen dog, hvem skulle nu have troet at store stærke Zean var bange for nåle og hvide kitler ".
Måske var dét ikke lige sådan dét hang sammen , men mange havde det dårligt ved tanken.Camille selv stak med glæde kanyler intramuskulært ind i folk, men hvis hun selv skylle stikkes foregik dét med hendes øjne lukket.

Hun forsatte samtalen om Inge " Jo...Inge er en rigtig sød pige og en kanon god kollega.Men en god veninde
Vil hun ikke blive.Og ja...hun ville have elsket at snuppe dig lige ud af mine arme.
Hun troede måske at du var at finde dér,hvem ved? Men problemet med hende og mig går tilbage til Brett....ham husker du nok....Inge har altid savlet over ham, og fundet på mange triks for at få hans opmærksomhed....men dét lykkedes aldrig,
for Brett ville kun have hvad han ikke kunne få ".

Han så længe på hende da hun drillede ham. SOm for at sige hun skulle apsse på, hun ikke gik for vidt.
MEn han slappede af igen da de fortsatte med Inge...
"Well...Hvis jeg ikke var forlovet, havde jeg nok taget en nat med hende....Og så glemt hende dagen efter" smilte han, overraskende åbent.
Han følte sig...fuld af energi lige nu. Han følte ikke helt at han kunne sidde stille...
Han rejste sig op og tog sit glas, drak af vandet. Satte det igen.
Han vidste ikke rigtig hvad han skulle tage sig til faktisk...Han havde aldrig været godt til bare at snakke.
"Har faktisk mødt en af mine gamle barndoms veninder...igen" sagde han så og satte sig på stolen i stedet for, mens han så på hende igen.

Camille fik varmen under hans radarblik , men så snart han rejste sig kravlede hun op og overtog hans plads, satte sig godt tilrette op af hovedgærdet, med udstrakte ben.
"Ja...dét havde du vel...egenlig er jeg overrasket over hun lod dig gå ." Forsatte hun lidt drillesyg.
Dét var sjældent at fange Zean i et sådan godt humør, uden et twist af...forsvar....han virkede mere i balance.
* what the hell....might as Well enjoy it * tænkte hun , man vidste jo aldrig helt hvor længe det ville vare.
Han 'trak dog tæppet væk under hende' da han pludselig fortalte han havde mødt en veninde fra barndommen.
Dét lød spændende .....hvem mon hun var ?
"Zean...det lyder da herligt ...hvem er hun ?" spurgte hun glad på hans vegne.

Han smilte svagt
"For det ikke skal være løgn, er hun også en engel..." han sendte hende et hurtigt blik, hvis man spurgte ham om hvad Camille syntes om engle, ville han nok svare kritisk.
"Hun hedder Ezekiel...." sagde han, men kunne så ikke sige mere. HVad skulle han sige mere?
Han sad med sit glas i hånden og lod glasset køre rundt, så vandet næsten, også kun næsten, nåede kanten af glasset.
Han foretrak at have et eller andet at beskæftige sig med hele tiden....
Hvorfor havde han enlig bragt dette emne op? Havde han ikke lige tænkt at han ikke orkede det skulle handle om ham mere? På den anden side...De var to mennesker der snakkede sammen...Det var umuligt at det ikke skulle handle om en af dem en gang i mellem.

Camille havde faktisk kun mødt en engel.
Dét var Zeans forlovede og dét møde var gået ...dårligt .
Efter Camilles mening var hun ....ting...hun for Zeans skyld ikke ville sige højt, men at hun gjore navnet en engel til skam, dét kunne ikke ændres i Camilles verden.
Men hun vidste bedre end at dømme en hel race ud fra gerninger og ord fra en enkelt, så hun var åben og positiv, glad på hans vegne.
"En engel mere...jeg tror jeg har fundet din svaghed .Lad mig nu høre om denne pige og jeres historie...jeg ved du brænder for at fortælle den h.c.andersen " hun lagde sig ned på maven og havde albuerne placeret i sengen og hovedet hvilende på hendes hænder.

Han så lidt på hende mens han lagde armene over kors, selvfølgelig efter at have sluppet glasset.
Selvfølgelig...Han burde have set det komme...
"Den er ikke viderelig køn..." sagde han roligt....og sukkede kort.
"Well...Jeg ved ikke helt hvordan det startede...pludselig var hun der bare, kom og gik, nogen gange gik der dage før hun kom igen..Hende og mor havde et underligt venskabelig forhold....som om de forstod og støttede hinanden på en måde....nå, men hun forstod også mig på visse punkter, hvor de voksne ikke lige kunne være med...." han trak på skuldrene
"Og vi blev venner...Hvad mere er der at sige? Så stak jeg af hjemme fra og har ikke set hende før nu" han smilte lidt
"Det er de sjoveste ting der sker en gang i mellem..."