Blæst <> Abaddon(Rafael)

Rafael gav et venligt smil tilbage og svaret så
"Jeg ved ikke hvad der er at vide om dig, så jeg tror bare du skal overraske mig"
Rafael ville ikke indrømme det, men han kunne godt lide hunden nu, den var ikke så irriterende som i starten, han kiggede på hans mobil, og svaret på en sms fra hans søster, han kiggede igen på Jack.
"Vi har begge en ting tilfælles Jack, vi kan begge lide mig"
han klappede den på hoved, og kiggede over på Ellen.
"håber ikke du har noget mod at jeg har taget din hund"

Ellen smilede venligt "Der er ikke rigtig noget ved mig som kan overraske dig"sagde hun med et skævt smil. Der var jo ikke noget at fortælle, måske ville han finde hendes ulykke spændene men hun havde dog ikke lyst til at begynde at snakke om det nu. Det var lidt deprimerende for hende at snakke om dengang hun mistede synet.
Ellen kunne ikke lade være med at smile muntert, da Rafael snakkede til Jack. Det forekom hende sjovt, det havde ikke virket til at han havde kunnet lide hunden, i hevrt fald ikke ud fra det Jack havde sladret om. Men alle kunne jo ændre sine meninger.
"Det gør ikke noget, jeg ståd alligevel fint her"sagde hun med et skævt smil, men føltes sig dog lidt klodset over bare at stå helt stille uden at turde rører på sig.

"alle har vel en historie, vi er jo alle blevet født et sted, og oplevet ting gennem livet"
han satte sig ned for at lege lidt med jack, han følte sig næsten hjemme på den gamle gård, det var en god fornemmelse, han vidste godt nok ikke hvor vildt han måtte lege med jack, men han prøvede lidt med at drille den, han manglede bare sin bror, så var alt godt, men han var jo desværre død, han kiggede op på Ellen igen, han syntes hun så meget usikker ud, så længe Jack var hos ham, han rejste sig og gik hen mod ellen, da han kom over til hende tog han hendes hånd og åbnede den, og lagde en bar i hendes hånd.
"hvis jeg kan regne Jack ud, så burde du være hans nye ven"
han gik et enkelt skridt tilbage, da han ikke ville være bortrængene. han smilte og kiggede tilbage på jack, for at se om han ville over til ellen, eller om han stadig var nummer et.

"Ja det er jo rigtig nok"sagde Ellen med et venligt smil og overvejede havd hun skulle sige, hun kunne vel fortælle om sin familie, måske nogle af alle de ting hende og hendes søster havde lavet inden hun blev blind. Der var vel mange små ting at fortælle, men om det ville interisere ham vidste hun ikke. Hun var så optaget af at finde ud af hvad hun skulle fortælle om sig selv at hun blev en smule forskrækket da Rafael tog hendes hånd og lagde noget i den. Hun lukkede sine fingre om det og smilede skævt med en svag rødmen i kinderne. "Jeg behøver bare at kalde på ham så skal han nok komme tilsidst"sagde hun smilede og mærkede barens form i sine hænder, hun tænkte på hvordan mun baren så ud. Hun vidste det var noget med chokolade hun kunne lugte det. Hun kom til at tænke på hendes ynglingsdrik varmchokolade. Skønt. Hun bøjede sig lidt og holdte baren frem for sig og ventede på at Jack skulle tage den. Jack var ikke langsom og var med det samme henne ved hende, sluprede den i sig, men han var ikke dum han vidste at marsbarende kom fra Rafael og stod derefter med det samme foran ham. Ellen smilede muntert da hun hørte lyden af Jacks poter der gik væk fra hende og over til der hvor Rafael stod.

"Du er ikke særlig dum jack" sagde Rafael og klappede ham igen på hoved.
han kiggeede over på Ellen igen, og spurgte
"har tænkt over noget at fortælle?" han smilte ned på jack bagefter, da Ellen alligevel ikke ville kunne se det, han syntes var lidt for usikker for hans smag, men hun havde også nogen gode kvaliteter, men det var helt klart en svag side, at hun var så usikker tænkte han.
han kom til at tænke på hende pigen fra igår, han var bestemt ikke glad over hendes lidelser, men nogen gange tager hans lyst efter mad bare over, men det var ikke en undskyldning tænkte han, han begyndte at føle sig utilpas, men stoppede igen, da jacks evne til at stigge sig til mad, til sidst bragte ham ud af hans tanker, og tilbage i den virkelige verden
han smilte mod jack og klappede på ham igen.

"Den ligner sin ejer"sagde Ellen muntert, til det med at Jack ikke var så dum. Det var tydeligt at hun i godt humør og også at hun kunne lide deres samtale. Hun elskede at have det sjovt.
"Ja.."sagde hun med et venligt smil og trak på skulderne. "Jeg har en storesøster Maria, kom tit kommer forbi og hjælper mig, og så der er mine forældre som også tit kommer forbi. Jeg har ingen problemer med min familie, og jeg har ingen fortid med død eller lignende. Det eneste jeg har været ude for var at miste mit syn, men ellers har jeg intet at klage over"sagde hun og smilede skævt. Hun holdte utrolig meget af sin familie og det kunne tydelig høres i hendes stemme, da hun snakkede om dem. Hun holdte især om sin søster, de var som bedsteveninder, de kunne snakke om alt og grinede altid når de var sammen. Nogle gange savnede hun at hun ikke boede hjemme mere, hvor hun hver eneste dag havde kunnet være sammen med sin familie. Men hun ville ikke være til besvær, men de kom på besøg hver uge, da de ikke boede så langt væk.
Ellen vidste ikke hvad Rafael ellers ville vide og overvejede at spørge indtil ham selv, men vidste ikke helt om hun havde sagt nok så hun ville lige vente og se om han spurgte om mere eller om hun bare kunne spørge indtil ham. Han virkede meget rar og venlig, og hun ville gerne vide mere om ham.

"jeg syntes ikke i ligner hinanden, Jack er meget klogere, er du ikke jack"
han kløede jack bag øret, han var stadig ikke sikker på hvad man gjore, for at gøre en hund glad,
han kiggede ned, og så op igen, da hun begyndte at fortælle om hendes familie.
"det lyder til du er glad for din familie, det er også en god ting, jeg mener selv at familie er det vigtigste vi har"
han gik lidt tættere på hende, for at lugte hendes sjæl, den var ret ren, det kunne sige meget om en person. han vidste ikke om hun vidste hvad han var, men han havde det ikke så godt, hvis hun troede han selv var elver, da han ikke ville holde hende for nar, han spurgte så
"jeg ved hvad du er, men ved du hvad jeg er?, jeg vil helt ikke have du tror jeg er noget jeg ikke er"

Ellen rakte tunge og håbede at hun gjorde det i retning af Rafael, da det ellers vile se lidt komisk ud og smilede derefter muntert, af det med at Jack var klogest. "Ja det kan da godt være"sagde hun smilende og flettede fingre med sig selv.
"Familien er en god ting at have, men ikke alle er lige heldige"sagde hun venligt og smilede ved tanken om den gang hun som barn havde leget med hendes søster i skoven, de havde leget fangeleg. Hun genskabte billedet af hendes søster der løb foran hende, hendes lange hår som var lidt lysere end Ellens dansede hver gang Maria lavede en bevægelse. De grinede og da Ellen endelig fangede hende tumlede de rundt i skovbunden og lå tilsidst på ryggen og så grinende på hinanden. Hendes smil falmede, da hun kom i tanke om at hun aldrig skulle se hendes smukke søster igen, selvfølgelig ikke som om hun var død, men fordi Ellen var blevet blind. Det havde også leget tagfat den gang.
Ellen vente sig ansigt mod Rafael da han snakkede om hvad han var. Hun forstod ikke helt hvad han sagde og lagde hovedet på skrå så det brune hå faldt ned over hendes skulder. "Hvad mener du?"spurgte hun venligt, og skubbede tankerne om sin søster og ulykken væk.

Han kunne ikke forstå det hun sagde, om at ikke alle havde været heldige med deres familie, alle familier var jo familier, og demn loyalitet man har til sin familie er da lige stærk, selvom man ikke kan lide dem, familie var vel dem som hjælp en, og hvis den ikke gjore var det stadig din familie..
da hun spurgte hvad han mente sagde han
"jeg er en demon, jeg ville bare være sikker på du ikke tog mig for at være en god person"
han smilte lidt skævt, og gik tilbage til jack.
han havde ikke den største glæde ved at være demon, han var havde ikke oplevet nogen ting, som han ikke ville kunne leve uden, han ville gerne give hans styrke og lange leve tid væk, for at leve uden at skulle pine et menneske til døde ver nat.

"Åh..."sagde Ellen og vidste ikke helt hvad hun skulle sige. I hende familie var der plads til alle og hendes forældre havde opdraget deres to piger, til at vide at der på en eller anden måde var noget godt i folk. Alle havde jo deres svagheder og styrker, et tegn på at de ikke var usårelige, at de ikke altid kunne klare tingene alene. Men mange skjulte det gode i dem væk, så det var svært at få frem igen.
"At du er en dæmon er ikke lig med at du ikke er en god person, man er den man er og man vælger selv om man er god eller ond"sagde hun venligt. Hun vidste at det kunne være svært at tro, men det var sådan hun mente at tingene var. Man havde altid et valg, men der var også altid koncekvenser af det valg, gode eller dårlige, det opdagede man først når valget var taget.

"Jeg er uenig, da jeg lever på andres lindelser og sorg, og hvis jeg er for svag til at stoppe med at leve, jeg har prøvet før, men når jeg ikke spiser, starter mit hjerte med at pumpe hurtigere, og til sidst kan jeg ikke høre mine egne tanker, da hele min krop ryster, og mens det sker, mister jeg evnen til at træge vejet, også stopper mit syn at virke, og til sidst begynder min krop at føles som den bliver brændt, sådan kan jeg ligge i flere timer eller dage, uden at kunne få luft, uden at se verden, uden at kunne høre andet end mit hjerte, og med forfærdelige smerter, i lang tid er man bange men så finder man ud af at man ikke dør, det stopper bare aldrig, og over tid ønsker man kun at dø. og hvis der kommer et menneske eller noget andet hen til en, vil ens krop blive normal igen, men du kan ikke styre din krop, du vil miste kontrollen over dig selv, og du vil pine og plage den stakkels sjæl, indtil du slår hende ihjel, og fortærre hendes sjæl, og kun der kan du styre din egen krop, jeg har set mange person lide for mine hænder, men jeg har intet kunne gøre, jeg kan kun se dem lide.. og dagen efter prøvet jeg at glemme de ting jeg har gjort, men det er svært, så nej jeg er ikke en god person, da jeghar en demonisk side, som ikke er andet en ond."

Ellen lyttede til hvad han havde at sige, hun forstod ham godt. Det måtte være pinefuldt at leve af andres død, men man var som man var og selv om man ikke ønskede det, måtte man acceptere det. Hun havde ingen problemer med at acceptere sig selv, men hun var jo også en elver og de levede sjældent på andre bekostninger.
"Hvorfor så vente? Hvorfor så ikke give dit offer en hurtig død, at pine vedkommende er det som gør dig til en ond person" Ellen gik frem mod ham, forsigtig frem mod ham, hun smilede et lille forsigtig smil til ham. "Du er god, du skal bare tage de rette valg" Hun vidste at hun stolede blindt på folk til tider, men det hun havde hørt, havde overbevidst hende om at han ikke kun var ond. Havde han ikke haft en dæmon i sig, havde han været god, men han kunne jo ikke gøre for at han var en dæmon.
Ellen vidste at han ville modsige hende, at han ville holde fast i at han ikke var god. Men der skulle meget til før han ville kunne overbevise hende.
Hvor der er mørke er der lys, hvor der er lys er der mørke, ingen er fuldkommende.

"Jeg kan ikke give dem en hurtig død, det er den demoniske del som overtager, når jeg bliver sulten nok, og den er ikke til at forhandle med, jeg har dog prøvet, men uden held"
Rafael havde intet problem med at hun kom tættere på, og han smilte selvfølgelig igen, men han var ikke så glad for at tale om det, da han ikke mente at han ville kunne forandre noget, alligeve.
"hvad er det rette valg?" sagde han meget undrene, da han gerne ville have et svar, men regnet ikke med at hun kunne svare ham. han mente stadig han var ond, han ville gerne have det anderledes, han ville gerne have sloskinds tanker lige som hendes, men han alt det dårlige i hans liv, var altid skabt af ham, ingen ond far eller andet, det var altid ham, som havde været skyld i problemerne i hans liv, og det var altid hans bror, som løste dem for ham.

Ellen nikkede langsomt mens hun lyttede, hun var blevet noget alvorlig i det, i løbet af at samtalen tog form. Hun vidste at mange på denne jord ville sige hende imod, at der ikke var godt i alle, men hun vidste at det var der. Alle var gode, på et eller andet tidspunkt gjorde de noget godt.
Hun kunne ikke lagde være med at trække lidt på smilebåndet da han spurgte ind til det rette valg. Hun havde selvfølgelig ikke svaret, det hele kom an på det som man skulle træffe et valg ved. Det var også kun den person som traf valget som ville opdage om det var det rette eller ej.
"Det rette valg er det valg du mener er det rette, du må bare håbe på at det er det rette"svarede hun og vidste at svaret sikkert ville være mere irriterende end en hjælp. Men sådan var det jo, hun havde jo ikke alle svar, hun var ikke alvidende men nogle ting vidste hun og andre ting troede hun at hun vidste, og så var der selvfølgelig også de ting hun vidste at hun ikke vidste noget om.

"du er en dejlig person Ellen, men du er ikke den støste hjælp"
han smilte venligt til hende, han ville ikke tale med hende om det,
han følte ikke at der ville komme noget ud af det, men det var sikkert godt,
at tale om det, med hende,men han var ikke sikker, han tænkte lidt,
over det hun sagde, han var enig på nogen punkter, men uenig på andre.
han var enig i, at man selv skulle traffe sine valg, men han var ikke enig i,
at der altid var et rigtigt valg, nogen gange kunne man bare ikke gøre det rigtige,
og nogen gange, er det altid det samme problem, så man aldrig kommer til ar traffe det rigtige valg.
"Jeg er lidt uenig, men det er bare fordi jeg ikke vil give en kvinde ret"
han smilte, han kunne godt lide at takle hans problemer med at joke, da verden bliv mindre grå på den måde.

Ellen kunne ikke lade være med at smile muntert, da han sagde at hun ikke var til den største hjælp. Hun vidste at tit forvirede hun mest folk når de spurgte hende til råds. Men så kunne de da bare vælge at spørge en anden, hun svarede jo bare det hun mente var det rigtige og folk var da velkommende til at forsøge at overbevise hende om det modsatte.
Hun kunne heller ikke lade være med at klukke lidt, da han sagde at han ikke ville give en kvinde ret.
"Så ville det jo heller ikke være sjovt, hvis du bare gav mig ret med det" sagde Ellen med et venligt smil og trak sin hånd gennem det lange hår, for at få det væk fra ansigtet, da det kildede hende noget så forfærdeligt på kinden og hendes næse.

Rafael syntes stemningen var lidt for trykket, så han valgte at gemme det, det var noget han vat god til, hvis noget holdt op med at være godt at snakke om, så var han god til at glemme det. han kiggede på jack, den hund gav ham nogen gode minder i hoved, selvom der også kom nogen dårlige frem, så var han heller ikke så bange for at indrømme at han havde haft nogen gode oplevelser med hans fars hund, han smilte og kiggede tilbage på Ellen,
"du har ret ellen, ellers ville det ikke være sjovt"
han kiggede igen udover vandet, han var glad for han ikke var blind, han kunne ikke forstille sig verden, uden at kunne se, han var ikke sikker på om det var ham selv, eller hende der var mest uheldig, hun kunne ikke se verden, og han var et ormvandrene moster, han tænkte sig frem til han heller ville være ham, da han stadig ikke kunne forstille sig at leve uden syn.
han kunne mærke han begyndte at blive sulten, men ignorere det

//Ej hvor nedern, så skrev jeg lige et pænt langt indlæg og så er internettet gået ned, så det bliver ikke sendt, hader nå man så skal skrive indlægget igen O.o


Ellen smilde muntert da han gav hende ret. Det var faktisk ikke så tit at folk gav hende helt ret. Det var dog også tit sådan at hun bevidst valgte at være uenig med folk for at få en diskution op at køre. Hun elskede at diskutere og høre andres meninger om emnet, det var altid spændene, dog holdte hun det på et venligplan. Blev stemningen for tung stoppede hun diskutionen. Hun elskede at diskutere med sin søster, som havde den samme forkærlighed for at diskutere, når de to kom i gang kunne de blive ved længe og blev aldrig enige. Nogle gange endte det med at de simpel hen skiftede tilsidst, så Ellen nu mente det som hendes søster havde ment til at starte med og hendes søster nu mente det som Ellen havde ment til at starte med. Ellen kunne ikke forestille sig en bedre søster end Maria.
Ellen lyttede lidt til stilheden som havde sænket sig, da samtalen vidst at nået til en ende. Hun mente ikke at der var nogen grund ti lat fortsætte med emnet og begyndte derfor at lade tanker flyve lidt rundt. Hun smilede da Jack lagde sig ned med et dybt suk. Han fik ikke længere så meget opmærksomhed og var tydelig ikke tilfreds, men det lod også til at han også var for doven til at kræve at få opmærksomhed igen.
Ellen som stod lidt og tænkte, begyndte at tænke på hvordan Rafael mon så ud, det var altid et mysterium for hende hvordan folk så ud, nogle gange blev trængen til at vide det så stor at hun var nød til at spørge. Dog gjorde hun det ikke lige nu, hun vidste ikke om Rafael ville blive sur eller andet og spørgsmålet.

Rafael kiggede tilbage på vandet, han kunne ikke lade vær med at tænke på hans minder, om Gabriel, han kan så tydeligt huske hvordan, Gabriel ver morgen vågnede Rafael, Gabriel havde altid, været meget beskyttede overfor Rafael, men Rafael kunne ikke sige sig uskyldig på det piunkt, da han jo også er overbeskyttede overfor hans lille søster Cecilie, så det er nok noget der hørte til familien tænkte han. han kom i tanke om at han ikke havde informerte hans søster om athan var kommet hjem fra frankrig, men han havde jo værken hendes nummere eller nogen ide om hvor hun var henne i verden, han havde jo været væk i 2 lange år, og i mellemtiden er både hende og moren flyttet. men han var ikke så bange for at finde hende, enten ville hun finde ham, eller også ville han finde hende på et tidspunkt, han var mere bekymret, over hvordan han skulle forklare Cecili, at Gabriel var død.

Ellen smilede venligt og vidste ikke at Rafael havde vendt sin opmærksomhed mod vandet. Jack var begyndt at blive lidt urolig, ikke fordi der var noget videre galt på den farlige måde, han var bare sulten og når han var det opførte han sig som om der var sket en katastrofe. Han bjæffede og skubbede sit hoved ind i Ellens hofte, og sendte hende nogle tiggende hundehvalpe øjne. Hun kunne dog ikke se hans bedende øjne, men hun mærkede skubbet og hørte godt hvad han sagde.
"Du må vente lidt"svarede hun ham dæmpet og aede ham på hovedet. Hun ville ikke gå fra Rafael, hun kunne på en måde lide hans selskab. Hun havde ikke så mange venner og nårå hun så fandt nogle at snakke med, havde hun ikke lyst til at gå fra dem sådan lige med det samme.
Jack fnøs og blev ved med at skubbe til hende.

Rafael syntes han kunne høre hende sige noget, men vidste ikke, at det ikke var til ham så han vendte sig igen om, og spurgte så. "Sagde du noget?", han så hunden som skubbede til hende og syntes det var lidt sjovt "Du siger bare til, hvis i gerne vil være alene" han kunne godt se at hunden gerne ville noget andet, og han syntes ikke at han ville opholde Ellen, hvis hun også gerne ville noget andet, eller hun måske bare skulle noget andet, men han kunne godt lide at snakke med hende, men han ville ikke være til besvær, han kunne jo bare finde noget andet at lave, men det var nu ikke dårligt at snakke med hende. han kom til at tænke på, hvad han ville gøre, hvis hun valgte at gå, han overvejet det lidt, og besluttede sig for at tage hjem, tage et par timer på sengen, med noget musik, og måske få lidt søvn, og tænke over det hun tidligere havde sagt, måske havde hun ret, han fik øje på et fugl som flyv oppe på himlen, den minde ham om hjemme på gården. han kiggede på hende og smilte

Ellen prøvede at skubbe Jack væk da han begyndte at skubbe med kroppen, hun var meget spinkel og tynd, så han kunne let vælgte hende med et skub som sad lige som det skulle.
"Øøhm nej..."sagde hun først da han spurgte om hun havde sagt noget, hun overvejede at fortælle om sin evne, men hun skubbede tanken fra sig da han gik videre i samtalen og lod til at glemme at hun havde sagt noget, det havde jo ikke været til ham så det var jo lige meget.
"Han vil bare have aftensmad"forklarede hun da hun tænkte at han sagde det fordi Jack opførte sig underligt, hvilket for hende ikke var så underligt, da han opførte sig sådan næsten hver gang han var sulten eller der var noget andet han godt ville have. Jack tog lidt tillød og hamrede ind i hende bagfra så hun blev skubbet frem ad og var tæt på at falde.
Måske hun skulle give ham noget mad inden hun kom tilskade.

//Hallo?? :D//