Pizza- Zean

Gæst

Dag: ..
Tid: 19.30
Vejr: Regn og meget koldt..
Omgivelser: Ikke en levende sjæl gider ud i dette møgvejr..
Sted: Byen
Påklædning: Et par tykke sorte jeans, og en sort læder jakke med hvid pels omkring hætten, og et par store hvide sne støvler..

Regne piskede ned imod fortovet så vanddråberne stille hoppede lidt op igen før de lagde sig pænt ned som små vandpytter sammen med deres søskende, Ez kom trøffende hen langs gaden med hovedet vendt imod jorden, hun havde self valgt den dag det regnede mest til at tage ud og spise da hun ikke gad bruge sin tid på at sidde alene hjemme hele dagen, En lille grimasse skar sig igennem hendes ansigt imens hun trøffede videre og gjorde sit bedste for ikke at vade ud i en vandpyt.. Det var ikke godt for hende at blive syg nu, hun gad heller ikke liggesyg resten af året. Det var der jo ikke noget sjov i, stille stak hun sine hænder dybt ned i sine lommer, imens hun gik så hurtigt videre som hun turde, for hun troede skam på man blev mindre våd når man bare gik stille og roligt, Et lille suk gled over hendes læber imens hun gik videre, og fortrød inderligt hun var gået udenfor, men havde hun havde bare sådan en lys til pizza og hun kunne ikke selv finde ud af at lave det, Hun skar atter en grimasse, og trak bare sin hætte mere op omkring sit hoved for at holde sit hår mest mulig tørt, selvom det allerede nu var gennemblødt, Et suk gled igen over hendes læber imens hun traskede videre igennem gaderne, og overvejede lidt bare at gå hjem igen og nøjes med det hun havde i køleskabet men som altid når hun havde lystil pizza skulle hun havde pizza… Endeligt kom hun hen til det sted hun plejede at købe pizza og smuttede hurtigt ind i varmen, og slog hætten tilbage, og gad et lille frustreret suk fra sig, imens hun lod en hånd glide igennem sit våde hår, og gik så bare hen og bestilte den pizza hun plejede at få og spise, og satte sig så toldmodigt hen på en stol, og kiggede ud på regnen som ikke gad lægge sig, hun havde ingen planer om at gå hjem og spise når hun kunne være her i varmen og slippe for regnen og kulden, stille fik hun lynet sin jakke ned, og tog den af sig, så hendes sorte top kom til syne, Hun gøs svagt da det enligt var lidt koldt men stadig varmere end udenfor, stille lagde hun jakken på boret , imens hun kiggede hen på ham der stod og lavede hendes mad, og kunne ikke lade vær med at smile lidt af det, hun kunne godt lide at sidde og se andre lave mad, især når det var pizza, det gjorde hende så glad indeni, at vide nogen kunne finde ud at lave mad uden at brænde det på, hun var nu selv også god til det, men hun havde sine misser næsen hver gang hun lavede noget… så hun var godt tilfreds med at der fandtes sådanne steder man kunne købe det man ikke selv kunne lave, Atter vente hun blikket ud imod regnen som vist ikke havde planer om at stoppe før om mange timer, det var fint med hende, så kunne hun nå at få to pizzaer, nok lignede hun ikke den type der kunne spise så meget selv, men udseendet kunne bedrage selv den bedste,

Gæst

Regn. Regn og regn. Som om sommeren ikke havde fuld af det.
Han sukkede svagt fra det læsted han havde fundet, op af en tilfældig mur.
Men havd nyttede det...Han var jo allerede våd. Hans mørke jeans, sorte T-shirt og tilfældige kondisko.
hans mørkebrune hår hang ned over ansigtet og små vanddråber dryppede ned over hans ansigt. Han lod en hånd glide gennem håret så det strittede, men i det mindste ikke dryppede lige ned i hans øjne. Hans mørke øjne som gled over omgivelserne, selv om han allerede kunne dem udenad. Werclare.
Anderledes end Deepshell. Faktisk kunne han lide alle byerne, men mest Deepshell.
Han havde været på vej gennem byen, ned til våbenforretningen. Han skulle ordne noget forbindelse, med våbenforretningen i Deepshell.
Han var dog lidt træt af jobbet...Håbede snart at kunne få snakket med Dawn så han kunne komme i militæret. Selv om det kunne virke som et lidt dårligt tidspunkt.
Han begyndte at gå igen. Kun få gik i vejret, hurtigt og med regntøj og paraply. Absolut ikke hans dag at jage på, hvis han skulle være sulten. Duften af pizza nåede ham og snart kom han forbi butikken. Et kort blik derind vidnede om våde mennesker der sad og spiste pizza, eller ventede på deres bestilling.
Han havde aldrig spist pizza...Faktisk havde han kun spist få ting af menneskemad i hele sit liv. Nå, pyt.
Vanden gled ned over hans hår og ned over ansigtet på ham, over hans krop og tøj. Han kunne ikke mærke det, vis han var kold. Han havde som altid glemt jakken. Gad ikke at have så meget tøj på...

Gæst

Et lille suk kom atter fra hende, imens hun sad pænt og ventede på hendes pizza gad blive færdig, imens hun kiggede ud i regnen, og så en fyr gå rundt der ude uden jakke på... sikkert en vampyr eller en Dæmon *Heldige* Tænkte hun ved sig selv, og skulrede kort til fyren der gik forbi, og fløj nærmet ti meter op i luften da en lille dreng kom hen og rev hende i hendes blonde hår så hun skar en grimasse, "Det må du meget undskylde!"Hvinede ungens mor, som omgående kom hen og tog sin lille dreng i armen, for at trække ham med væk fra Ez, nu var der da en god grund til hun ikke ville spise der. Atter tog hun sin jakke på, og gik hen og tog imod sin bestilling som lang om længe var færdig, og gik så hen til døren, og stoppede kort op, skønt, hun magtede ikke gå ud i regnen igen, men hun ville heller ikke være et sted hvor en lille led unge rev hende i hendes hår, så hun sukkede opgivende og trak sin hætte langt op over øerne, og gemte pizzaen under sin jakke så den ikke skulle blive våd, og trøffede så ud i regnen, og banede ved sig selv i det hun joggede lige ud i en vandpyt, dog fik hun øje på ham manden hun havde set lidt tidligere uden jakke, hun sniffede stille til luften, og kunne fornemme noget velkendt, han så nu også lidt bekendt ud... hun rystede på hovedet, alle så bekendte ud for hende, stille rettede hun blikket imod jorden, og gav sig til at traske videre imens hun holdte om pizzaen med begge arme, så den ikke lige pluslig faldt ud af hendes jakke, det ville ikke være for godt for hun gad ikke spise en våd pizza igen.... Dog glemte hun helt at se sig for der hvor hun gik, og endte med at gå ind i en eller anden, så hun satte sig på måsen i en vandbyt og blev våd helt ind til knogler.... Endnu mere skønt, hun blev sikkert syg imorgen, dog kiggede hun op på den person hun var gået ind i, og så det var den samme fyr hun havde kigget på lige før, hvilket bare fik hende til at sige nogen pæne skændselord,

Gæst

Han troede ikke på skæbnen. Det lød nok underligt. Men han troede på at ting skete alt efter hvilke ting man gjorde...der er en handling og der er en konsekvens.
Han vente sig overrasket om da en støtte ind i ham. Han havde hørt nogen plaske bag sig, men havde ikke troet at personen direkte ville støde ind i hende.
Han havde grebet ud efter hende, men havde ikke fået fat i hende i tide. Han genkendte hende som en af de personer der havde siddet inde på pizzeriaet, en svag lugt af pizza hang også ved hende...Sammen med lugten af engel. Ikke fordi lugten var ubehagelig, hans forlovet var jo engel.
Han så ned på hende og smilte lidt, af en eller anden grund...Virkede hun bekendt, et eller andet ved hendes ansigt....Han slog det væk. Sikkert bare et pus.
Han tilbød hende en hånd så hun kunne komme op igen.
"Hovsa" sagde han roligt, uden at virke vildt venlig, men heller ikke afvisende.
Vis han kendte hende måtte det have været for noget tid siden...Og han orkede ikke at tænke mere på fortiden, den havde hjemsøgt ham for meget de sidste par dage.
Alt for meget...Han undlod at sukke.

Gæst

Hun sukkede lidt opgivende af sig selv, og tog imod hans hånd som han rakte ned til hende, og kiggede undskyldende op på ham, han virkede altså så bekendt på mange områder! Dog slog det hende da hun så hans øjne og gav et lille forskrækket gisp fra sig og slog bække hånder op for munden, da hun faktis godt kunne kende ham, "Sig det er løgn... var du ikke død?!?"udbrød hun forskrækket, hun kunne tydeligt huske han stak af hjemme fra da han var nogen lunde voksen, hans mor havde været ude af dem, hvis det da var ham.. Hun husker tydligt den sidste dag hun så ham og hans forældre, for hun havde ikke haft tid til at fortsætte med at besøge dem da hendes eget liv kom hende i vejen, hun sad næsten helt mundlam i vandpytten, og begyndte at gennem rode sine tanker for faktis at være sikker på det var ham... hun var dog utrolig usikker på om det var ham, men de øjne var så velkendte at hun var sikker på det, stille kom hun selv på bene, og nåede kun lige at gribe sin pizza før den ville havde faldet til jorden. dog fjernede hun ikke sine øjne fra ham, og gennemgik det hele i sit hovede..
hun var sikker nu det var ham, men han var jo blevet voksen? og utrolig flot enda.. han havde også haft en hvis charme da han var lille når han da ikke var aller verst, hun gøs svagt og var glad for den lille dreng ikke længere var lille, hun håbede dog lidt han havde forandret sig lidt mere igennem årende, for han havde været noget af en bølle...

Gæst

Han så længe på ham uden at vise tegn på...noget som helst. Hverken følelser, tanker elelr noget.
Han var trt af sin fortid...Men dette var noget andet. hun virkede bekendt...Grundet det at han havde gjort alt for at glemme sin fortid, gjorde at han var lidt længere tid om at genkende hende...Hendes øjne...Stemmen...Det hele virkede bekendt...
Pludselig huskede han noget, hans mor, en høj, tynd kvinde, med langt, sort hår og underlig blå øjne. Høje kindben, hvor det næsten lignede at huden var trukket ud over. Hun havde levet længe.
Han viste nu tegn på genkendelse og overraskelse.
"Dig?" sagde han næsten uhørligt, hvad var muligheden? For at møde en kvinde man ikek havde set i...ja, hvad? Over 800 år måske? han havde ikke helt styr på tiden.
Og så her, lig enu...midt i det hele.
"Vent, vent..." han gik et halv skridt tilbage og rysted kort på hovedet.
"Jeg er ikke død" svarede han så pludseligt, da han huskede hvad hun havde sagt. Dette virkede uvirkeligt...Han vidste ikke om han skulle være glad, tro han var skør, for alvor nu, eller om han bare skulle se og komme væk...

Gæst

Hun lagde hovedet på skrå og stod og studerede ham, han virkede ikke glad for at se hende, ellers var han bare en mester til at gemme hvad han følte, hun trak bare på skulderne og mumlede så "Det er da også rart at møde dig Leonard"Så traskede hun bare lige forbi ham uden at sige mere, da hun ikke ville være den der brød muren der hvist var kommet imellem dem de seneste.. 800 år? det var jo længe siden de sidst havde set hinanden, nok to uger inden han smuttede hjemmefra, hun havde skam tit tænkt på hvor han blev af, men det var flere år siden, så hun havde bare anerkendt at han var død,
Stille rankte hun op på sin pizza så den ikke ville falde ud under hendes jakke så hun skulle hele vejen tilbage og købe en ny, dog begyndte hun at gnaske i sin læbe imens hun tænkte lidt på sin fortid, Hun anede slet ikke hvad hun skulle sige, for hun syns ikke det altid skulle være hende der brød stilheden når der kom sådan en,
Desuden var det jo ham der var stukket af hjemmefra, så hun havde ikke noget at sige til ham sådan yderligere dog stoppede hun op og kiggede tilbage på ham og sagde så, "Jeg håber du tog det rette valg, da du smuttede fra din familie og dem der elskede dig"Det var nok lidt hårdt sagt men det var hendes mening i denne sag, han var jo bare sådan smuttet fra dem, det var ikke fair overfor hans mor, eller far for den sags skyld, hun selv brød sig ikke om hans far, han kunne hvist heller ikke lide hende,

Gæst

Leonard...Han ahde det navn. Han brugte det ikke længere, men det kunne hun ikke vide. Faktisk...virkede det næsten okay at hun kaldte ham det. SOm den eneste vel at mærke.
Han stod lidt og så forvirret frem for sig da hun abre begyndte at gå...Betød det virkelig ikke mere for hende? Okay, det var længe siden...Men alligevel.
Han vente sig om og så efter hende da hun gik, rettede på et eller andet, men stoppede så pludselig op igen. Han kunne ikke blive sur over spørgsmålet. Selv om han ormalt ville have være blevet det. Hvad viste hun om det? Havde hun overhoved nogen ide om hvordan han havde haft det? Han så lidt på hende og begyndte så at gå op mod hende.
"Jeg beklager jeg bare forlod dig også..." sagde han roligt, den rolighed han plejede at mønstre. Han havde lidt problemer med temperamentet en gang i mellem.
"..Uden at sige noget. Men vær ikke sur over jeg forlod mor og...far" det var underligt at bruge de to ord igen. Mor og far.
Sandheden var han havde elsket sin mor, trods hendes humørsvingninger. Hans far havde...bare været der. Han hverken elskede eller hade ham.
"Okay, mor lidt måske...Jeg kan måske ikke forklare det for dig...Men det var det jeg følte efter. Frihed. Lov til at gøre som jeg ville, uden en mor til at rette på en eller en far der kom med spydige kommentarer...Hvem ved hvornår de ville have sluppet mig?" sagde han og så lidt på hende og rystede så på hovedet.
"Men det er så længe siden...Skal vi virkelig tage gamle...ting op?" han ville have sagt dæmoner...Men med tanke på han faktisk var dæmon, ville det bare lyde underligt.
"Det er dejligt at se dig igen..." sagde han så, dene gang kunne man se at han faktisk var glad for det.

Gæst

Hun stod stille imens hun lyttede til det han sagde og nikkede bare, hans mor kunne tit være for meget selv for hende, det var vel kun på grund af ham hun bed fast i den familie så han vidste der var en der var der for ham, hun bed sig kort i underlæben, og sagde så stille "Jeg brød mig heller ikke om dine forældre, din mor var dejlig når.. hun var sig selv, din far skræmte livet af mig, men du kunne i det mindste..."Hun tøvede og ledte efter de rette ord at sige, og fandt ikke noget og gav ham så bare en knytnæve på armen, "Din idiot, jeg troede du var død, og ledte efter dig i.. 200 år!! Hvorfor kunne du ikke bare sige du havde brug for firhed, så havde jeg da taget dig med mig,!!! Din store kvaj af en dreng, "Hun havde virklig lystil bare at springe på ham og sige sin mening for han havde virklig gjort hende hidsig den dag han bare sådan forsvandt uden et ord, hun havde også gået og troet han var død da hun aldrig fandt spor efter ham, hun havde jo været mange steder i sit lange liv, hun havde skam let efter ham, i nok 200 år og så var hun blevet enig med sig selv i det var bedst at lade som om han var død, hun sukkede kort og opgivende, og rettede sit blik imod en lygtepæl så hun slap for at se på ham, for hun gad ikke til at tænke på de dårlige minder omkring hans mor, hun havde været en god kvinde, men den forkerte mand, og et meget.. støjende og uroligt barn, hun havde aldrig undret sig over hvordan hun var kommet så galt afsted som hans mor var, hun sukkede kort, "Jeg har lystil at bare at slå dig, men ved det ikke nytter, da du kunne give mig røvfuld fra du var lille, så jeg vælger det lette... Hvordan er det gået med dig igennem årende?"Hun rettede atter sine øjne imod ham igen, imens hun smilede et svagt usikkert smil, hun vidste jo ikke hvordan han var blevet som voksen, og ville meget gerne finde ud af det, da hun havde været urolig for ham, da hun ikke vidste hvor han var,

Gæst

Han stod og modtog hendes...reaktioner, med rolig mine. Og bagefter tillod han sig at grine. Ikke vildt og voldsomt, men bare roligt og svagt.
"Undskyld...SOm en ustyrlig teenager tænker man ikke altid på alle muligheder, men tager den der ligger nærmest" sagde han og trak svagt på den ene skulder. 200 år? Det var overraskende længe..Så godt vidste han heller ikke at han havde gemt sig.
Han havde bare rejst rundt. Været lidt over det hele, altid i bevægelse. Han så lidt på hende og strakte sig.
"Gennem årene?" han skar en grimasse.
"Vil du virkelig høre alt det?" han sukkede svagt. Han havde ikke lyst til at snakke om meget af det. Det meste ville hun nok ikke bryde sig om at høre og resten var bare...negativt...Kun få ting havde været positive...Og de fleste var inden for det sidste års tid.
"Hvad med dig? Hvordan går det dig?" an så sig kort omkring.
"Skal vi finde et sted at snakke, måske?" spurgte han så og så på hende.

Gæst

Hun havde lystil at slå ham igen, og gav ham så et dask på skulderen med flad hånd og sukkede opgivende af ham, "Drenge!""Udbrød hun bare med et svagt smil på læberne, og trak så sin jakke mere om sig, og tænkte over det hun lige havde spurgt om og skar en grimasse, da han spurgte indtil hende, og overvejede bare at stikke af fra spørgsmålet, "Lad og glemme fortiden og snakke om nuet, fortiden er altid så trist og skal bare glemmes, ikke når man er en ustyrlig teenager der stikker af hjemmefra og glemmer at sige det til mig, det skal du skam nok få betalt en dag,"Hun kunne ikke lade vær med at sende ham et drillende men dog advarende blik, han ville skam ikke slippe godt fra det han gjorde imod hende, eller hans familie, og hun skulle nok tage hævn, men hvordan vidste hun ikke endnu, "Jov lad os det, jeg fryser"Mumlede hun så og skar en grimasse,
det var skam meget koldt, og hun var ikke så heldig som ham når det kom til sagen, hun kom til at fryse ganske let, hvilket nok kunne ses på hende, når det enligt kom til stykket, dog trippede hun kort på fødderne for at få varmen, og ventede på han ville vise vej til et sted han ville hen, da hun selv ikke magtede at gå helt hen til hendes gård...
Så han måtte bestemme hvor de skulle hen af,

Gæst

Han fornemmede at hun mente han skulel vise vej til et sted...Og accepterede det. Han begyndte at gå og gik ud fra hun fulgte med. Han grinte igen svagt.
"Det vil jeg glæde mig til" drillede han igen, men han havde dog fanget den advarende undertone.
"Hvordan gik det enlig mor og far efter jeg var taget af sted? Det har jeg tænkt over længe..." sagde han og så lidt frem for sig. Mest mor.
"Min nutid er lykkeligere end min fortid...Jeg er forlovet og har et barn, for at sige det kort. HVad emd dig?" han så på hende. Han var sjældent særlig snakkesaglig. Eller havde særlige mange spørgsmål, men han gjorde sig en smule umage denne gang...Det var jo ikke hver dag man mødte en barndoms veninde.
Engel...Igen. Han ahvde det vist godt med engle.
Han trådte ind gennem en gyde, til de kom til en lille trappe. Han gik ned af den og de trådte snart ind i en lille gang med døre til begge steder.
"Lige her er lidt trist...Men..." han låste en dør op og trådte ind.
"Her er lidt bedre" Han havde et tilholdssted i hver by. For alle tilfældes skyld og han havde også haft brug for mange af dem flere gange.
Lejligheden eller hvad man nu kaldte det, bestod af tre rum. Et toilet, et køkken og en stue/soveværelse. Stuen bestod af en dobbeltseng, et skrivebord med stol og en reol med bøger. ET vindue viste ud til gaden. men var trukket for med et sort gardin. Men kunne lige fornemme en kiste under sengen hvor Zean opbevarede noget tøj.
"Her er ikke så meget, men varmere" Gulvet var bedækket med en uldent næsten lilla tæppe som var behageligt at gå på.
En radiator kunne lige ses bag skrivebordet og rummet var behagelig varmt.
Zean smed sine sko og trak sin T-shirt af for at skrifte den ud med en tør.
Lod en hånd glide gennem sit våde hår mens han hev kisten ud og fandt et håndklæde frem.
Hans overkrop var muskuløs og arret...Men havd kunne man havde forventet? Hans hud havde ne let brunlig farve.
Han hev en ny, mørkeblå T-shirt frem og hev den på.
"Noget at drikke?" spurgte han, noget af det hans mor havde lært ham, havde da hængt ved.

Gæst

Hun fulgte bare med ham, og sendte ham et lette mobset men dog advarende blik for at vise hun mente det, hun var gammel hun skulle nok komme på en eller anden ide når det kom til sagden stille lagde hun armende omkring sin pizza mest for at holde den varm, da hun gerne ville have varm mad, og fulgte bare efter ham imens hun lyttede til det han sagde, og tænkte tilbage til den dag hans mor havde indset han ikke var der mere hun bed sig kort i underlæben, og sagde intet, og nikkede bare med et smil til det han sagde, forlovet og barn, det ville hun aldrig havde troet om ham hvis nogen havde spurgt hende, det var sikkert en engel, for hun kunne huske fra da han var lille var det altid engle han havde det bedst med, det var heller ikke underligt med den far han havde..
"Tjo, gravid, og muligvis fundet drømmemanden, men kan ikke siges endnu skal lige teste ham for at se om han... virkelig elsker mig så meget som han siger, bor sammen med to... vent tre? engle, det er usikkert, jeg samler hjemløse engle op på gaden, så vi er lige flyttet til en gammel villa.. nok på din alder"Sagde hun med et smil på læberne og en drillende undertone, imens hun blot fulgte med ham, og nikkede til det sidste han sagde, og skar en grimasse da hun så tæppet alt andet.. var okay efter hendes mening, stille lynede hun sin jakke ned, så hun kunne få den af, men bøvlede dog lidt med den da den var klistret ind til hendes bare arme, hun sukkede lettet da hun fik den af, og nåede kun lige at gribe sin pizza før den ville været faldet til jorden, "Jeg takker gud for jeg har gode reflekser!"Udbrød hun med et smil på læberne, selvom det ikke passede helt.. hun tabte tit noget der hjemme især de alt for dyre vaser, der meget let kom til at gå i stykker... "Uhm har du cola? "Spurgte hun bare til det sidste han havde sagt og kiggede sig lidt rundt, og smugkiggede kun lidt på ham ud igennem øjnkrogende, hun ville dog gerne vide hvor alle de ar var kommet fra, men valgte ikke at sige noget og bed sig bare i underlæben, hurtigt fik hun sat sig i stolen da hun helt ikke ville sidde i hans seng, og kiggede bare med et smil på ham, "Helle for stolen, så kan supermodellen ligge i sengen"Sagde hun så med et drillende smil på læberne,

Gæst

Han så lidt på hende, han havde næsten glemt hendes drillerier... Han smilte og grinte lidt. Men lagde dog mærke til at hun ikke besvarede hans første spørgsmål...Trist, han ville ellers virkelig godt vide det.
Han gik ud i køkkenet og hev en cola ud af køleskabet, tog nogle glas og gik ind i stuen igen. Satte det hele på køkkenbordet og satte sig på sengen, lod sig glide tilbage og lå lidt o slappede af.
Endelig fik han sat sig op igen og så lidt på hende med et tænkende blik. Gravid? En tvivlsom mand? MEn det var de fleste jo, af dem han havde oplevet...Han havde allerede reddet en veninde for hvad...to mænd?
Han viste ikke helt hvad han skulle fortsætte samtalen med, så god en samtalepartner havde han nu aldrig været.
Men hun ville sikkert også gerne have lidt ro til at spise. Måske?

Gæst

Hun så lidt tænkende ud han ville sikkert gerne vide hvordan hans forældre tog det, dog fik hun bare åbnet sin pizza æske, og tog lidt salat i munden imens hun tænke over hvordan hun skulle fortælle ham det, "Din mor... hun var.... knust... hun død sygisk den dag.. altså det betyder hun stadig levede, men var aldrig til stede når man snakke med hende, ikke sådan... helt... hun var værre end når hun var værest,"Hun sukkede kort og bed sig i underlæben imens hun tænkte på hvordan hans far havde.... taget det da det slog ham, stille tog hun noget mere salat i munden og kiggede fjernt frem for sig, "Din far, blev hidsig, men så tog han det. som om intet var sket. han var ligeglad"Hun sukkede svagt, og kiggede så hen på ham i sengen, og rejste sig så op og gik hen til ham og dumpede ned ved siden af ham, og lod en finger glide hen over et af de ar han havde fået, og kiggede bare spøgrende på ham, hun behøvede sikkert ikke sige at hun ville vide hvor han havde fået dem fra da han sikkert kunne læse hendes blik.. hun brød sig heller ikke om at snakke så meget for tiden, hun var blevet en meget stille person, efter de ting hun havde været igennem, de var nu ikke så slemme igen, men det tog stadig en smule på hende, selvom hun havde let ved at vende kinden til når hun ikke ville finde sig i noget...

Gæst

Han sukkede svagt og lod blikket glide ud over rummet. Dette var enlig lidt akavet...OG underligt.
Han huskede hende, men det var for over 800 år siden, hvor meget havde hun mon forandret sig? For det gjorde folk jo...Han ville heller ikke påstå han var den helt samme som dengang.
Han så ldit på hende da hun rejste sig og satte sig ved siden af ham, lod en finger glide over hans arm. Hun havde en kølig finger.
Han lod selv hånden glide over arret. Tja, han havde aldrig tænkt over alle sine ar...DE var der jo bare. Kom og gik...Eller nok mest kom.
"Der er forskellige grunde...Slåskampe, flygtende ofre...An afdød forlovet der ville mig det værste..." han trak på skuldrene
"Lige præcis det der ar kommer fra en dusørjæger jeg engang mødte..." sagde han kort og så lidt på hende, lænede sig op af sengekanten.
Han rejste sig snart, tog flasken med cola og hældte op i glassene.
Han tog sit eget glas og drak lidt af det.

Gæst

Ez sad stille på sengen og studerede ham og lyttede til det han sagde og nikkede ganske kort,
Det var skam underligt at se ham igen da hun ikke havde regnet med at se nogen fra sin fortiden, men verden ville hende vist noget andet, hun lod stille en hånd glide igennem sit hår imens hun sad og nikkede blot til det han havde sagt, og smilede svagt for sig selv, ”Lad mig gætte.. du er lige så ustyrlig som du var lille…”Sagde hun så med et drillende smil, hun regnede dog ikke med det da alle forandrede sig med tiden selv hende
Hun var jo heller ikke den samme som for 800 år siden men gjorde sit bedste for at være hende den munter tøs der ville hjælpe alt og alle…. Hvilket ogs gik godt for hende når det kom til stykket, stille lod hun atter en hånd glide igennem sit hår imens hun kiggede rundt og tænkte lidt over det han havde sagt, og skar en grimasse ved det med hans eks forlovede, ”Hun var sikkert bare en tæve når hun kunne bruge en som dig… For du er en god dreng Leonard, når du altid gider…”Sagde hun så med et lille smil på læberne Han havde været en god dreng da han var lille… når han da ikke var helt ustyrlig.. men han var jo også en dæmons barn, så det var intet underligt i han var ustyrlig, men stadig, alle var gode på deres egen måde ifølge hende, selv dem der slet intet hjerte havde.. Hun blev dog siddende i sengen i det han rejste sig for at tage noget cola, hvilket fik hende til at trække på smile båndet, og bed sig i underlæben for ikke at fyre en lille joke af.. det ville være ganske upassende af hende når det kom til sagen, de havde ikke set hinanden længe, og hun kunne ikke vide om han brød sig om folk lavede joks med hvad han var.. så hun lod vær, og bed sig bare i underlæben med et smil,

Gæst

Han så lidt på hende og overvejede hvad hun mon holdte inde. et spørgsmål? en kommentar? et eller andet i hvert fald. Han smilte lidt af det første hun sagde, men fik nærmest et koldt blik da hun nævnte hans eks forlovede. Han satte glasset på bordet og gik over til vinduet, så ud af det.
Han gad ikke snakke om hende. Han fortrød han overhoved havde nævnt hende.
Han sukkede svagt. I følge ham handlede det faktisk alt for meget om ham.
Han tænkte på det hun havde sagt om hans forældre...
At hans mor var blevet knust...Det overraskede ham faktisk. Han havde altid troet hun var kold, også hvad sådan noget angik...Og dog igen, på en måde kunne han godt forestille sig det.
Hans far...skuffede ham. Han havde forventet han ville reagere...bare en lille smule.
Han valgte at ignorere dem. De var fortid. Nu var hans spørgsmål blevet besvaret.
Han vente sig om og så lidt på hende, uden rigtig at vide om han burde sige noget...Når man ikke var så god til at snakke, og samtidig render ind i en af fortidens ansigter, bliver det hurtigt lidt akavet.

Gæst

//Ik for noget zean hun har faktis sagt det.... xD

Gæst

//Arg...my bad...havde læst det som om det var noget hun havde tænkt, ikek sagt^^ retter lige mit indlæg...//

Gæst

//Det er helt okay, det kan ske for alle. ^^

Gæst

//har rettet det//

Gæst

Hun lagde hovedet på skrå imens hun betraktede ham.. det med hans eks havde sikkert ramt ham, stille kom hun på bene, og vidste enligt ikke hvad hun skulle gøre, så hun valgte bare at gå hen til ham og give ham et lille kram.. for selvom det sikkert var lang tid siden, og han havde forlovede og barn nu, ville det jo stadig brande indeni ham.. lige meget hvor meget man enligt ville fornægte det.
Hun vidste dog ikke hvad hun skulle sige og slap ham derfor kort efter igen, og bed sig lidt i underlæben og fik så fremstammet, ”Du er sikkert en god far..”Hun sendte ham et svagt smil, da hun var ret sikker på han ville være en god far nu hvor hans egen… ikke havde været den bedste, hun kunne dog ikke lade vær med at smile lidt skævt, da hun tænkte på hans far.. han gav hendes stadig kuldegysninger bare når hun tænkte på ham.. men det behøvede han skam ikke vide, for det kunne han sikkert se på hende, når det kom til sagen… hun sukkede svagt og lod en hånd glide hen over sin mave imens hun bed sig kort i underlæben..
Det var lidt underligt at møde ham igen, det var jo så mange år siden men stadig havde de ikke noget at snakke om åbenbart.. sikkert fordi de begge var menneske der ikke snakke så meget? Og slet ikke om fortiden, hun selv gjorde sit for at leve i nuet og tænke på fremtiden… det skulle ikke undre hende hvis han gjorde det samme, for det nyttede ikke at leve i fortiden..

Gæst

Han var på en måde glad for krammet og gengældte det halvt.
Og grinte så lidt.
"Tja...Det ved jeg ikek helt, har ikke rigtig noget at sammenligne det med...jo, min egen barndom, men for det første kan jeg jo ikke huske fra da jeg blev født og for det andet var det en helt anden tid, så det jo ikke helt det samme som gælder" sagde han, han havde været nervøs...nervøs for ikke at kunne klare det eller give ham en forkert barndom, eller måske give ham en som sin egen...Eller være voldelig. Han havde ikke særlig meget tlmodighed på visse punkter og skrigende småbørn var en af dem. Selv om han jo altid arbejdede på at forbedre sit temperament.
Men Dawn var der jo også, så helt galt gik det jo nok ikke....
Han strakte sig lidt og vente tilbage til sengen, hvorfor skulle det også regne? Han hade at være tvunget til at være i sin lille hule så længe...som regl, når han havde en hel nat i en by, snuste han rundt i byen, valgte nogen gange en bestemt familie at holde lidt øje med, måkse for at drille dem senere.
Selv om han var blevet....mere forsigtig, han kunne ikke lide familier med børn...dem undgik han.
Han sukkede svagt og så lidt på hende.

Gæst

Hun kunne ikke lade vær med at smile skævt og satte sig så hen i stolen og lagde bene over kors. Hun sukkede dog kort over det stadig regnede for hun brød sig ikke om det, men smilede dog svagt til det han havde sagt,
”Din barndom var ikke den bedste… derfor ved jeg du kan gøre det bedre, for du ved hvordan det er”Sagde hun så tænkende og med et smil på læberne.. han kunne jo give sit barn en bedre barndom end den han selv havde haft, hvilket hun ville gøre med sin når den kom, stille lod hun hånden glide hen over maven imens hun smilede for sig selv, og glæede sig næsten til den lille kom selvom hun var skrækslagende indeni for.. hvem siger hun kunne klare at passe et barn? Hun sukkede kort og bed sig i underlæben, og ville bare se tiden an,
Så rettede hun atter blikket imod ham og smilede svagt, ”Det er utroligt.. så meget du er blevet voksen siden jeg sidst så dig”Sagde hun så med et smil., han var som en anden person hvis han havde fået et mere anderledes udsende og sådan, ville hun nok aldrig havde gættet det var ham for han var utrolig moden bare i det hun sad og snakkede med ham nu.. hvilket overrraskede hende hun havde altid troet han ville blive en kendt morder eller sådan noget.. men nej, han sad der var forlovede og havde barn, havde nogen spurgt hende da han var lille om hun kunne se ham med barn og forlovede havde hun sikkert sagt nej med det samme, for det kunne hun ikke dengang..

» Italian Pizza and kebab //Markus "wolffang"//
» Nat - Zean
» What you see.. Oh! I can't see.. - Zean
» Zean... - Zean...
» The sun is going down (Zean)

Glædeligt og F-ing godt Nytår alle sammen!

Så gik Deploratus ind i 2015.

2014 har været all over en smule hårdt ved os på rigtig mange måder. Vi har haft nogle udskiftninger i Teamene bag siden. Der er kommet nye brugere til og andre er faldet fra.

Vi har en efterhånden forholdsvis højgravid lille engel herinde :baby:

Så vi glæder os til hun spytter ud så vi kan beundre …

Kære Losties, ved I hvad vores Kaos-NPC kan være for jer?

Indhold
Uddrag af chat
Link til Kaos-NPC Tilmeldningstråden
Eksempel på hvordan man starter et emne - Hvad du gør hvis emnet er frabedt, men du selv er interesseret
Hvad hvis jeg vil have en NPC lige NU?
Hvad er en NPC?
Hvad kan jeg bruge Kaos-NPC til?
Hvad er forskellen mellem en Kaos-Tråd og Kaos-Npcén på Deploratus?
Andre …