Caught between a rock and a hard place // Tristan & Zean //

Det kvindemenneske! han syntes ellers så godt om hende...måske skulle han foreslå Tristan at de kunne afgøre det på et andet tidspunkt, hvor Camille ikke var der? Men så var en af dem i hvert fald nød til at gå....
Men hans tanker blev afbrudt af...strøm? elektricitet? Et eller andet i hvert fald der sendte en underlig varm, stikkende og faktisk lettere smertende bølge gennem ham. Han slap Tristan som havde han fået stød, hvilket det virkelig også føltes som om han havde, og tog sig til sit håndled mens han kiggede undrende, forvirret på Tristan.
Tristan havde da ikke nogen evne....han var et menneske! Måske en våben af en slags? Men han havde intet i hånden lige nu...så skulle det være ret lille...Han forstod det faktisk ikke. GO han havde ikke lyst til at spørge.
Det var også i dette øjeblik han glemte alt om sin evne, hvilket resulterede i at hans "spind" forsvandt. det ville kræve endnu noget øjenkontakt for at genoprette det...men det tænkte han ikke over lige nu.
Han knurrede svagt for at vise sin utilfredshed og vedblev at stirre på Tristan, som om han troede et eller andet underligt ville ske.

Hvad der lige skete var ikke til at sige ....
Men Leonard slap sit tag i Tristan og så meget forvirret ud.
Okay, så var det ikke hendes ord der havde efterladt et særligt indtryk, tænkte hun lidt ironisk, men dét vidste hun jo også godt.
"Undskyld " fik hun mumlet og trak sig væk fra Leonard imens hun havde øjnene på Tristan. Undskyldningen dækkede både dét at hun fysisk havde kastet sig omkring Leonard og dét at hun havde blandet sig....igen.
Dét var jo ikke fordi hun havde en idé om at Tristan ikke kunneklare sig, men han kunne vel ikke forvente hun bare så på, ville han havde gjort dét måske ?
Hun så Tristan gnide lidt på hans arm, var dét evnen han havde brugt ?Kunne han arbejde så meget med den, bruge den så godt nu.Dét overraskede hende at dét var så meget, hun havde selv kun set de små kønne lyn gnitre i hans håndflade.
Hun så bekymret på Leonard , var han okay ?

Tristan kiggede lidt forvirret fra dæmonen og til hans hånd. Det havde bestemt ikke været hans mening at bruge sin evne, det var mere evnen der havde brugt ham. Sure, det havde nok været meget praktisk, men han havde ikke selv gjort det og det var skræmmende. Han gættede selv på en bieffekt af det at være menneske og have en evne.
Han kunne føle Zean..eller hvem han nu var's blik på ham. Hvad kiggede han lige på? Der var noget dominerende over denne 'anden' personlig som han ikke kunne lide. Noget han fandt mere provokerende end ellers.
"Det lyder måske underligt ikke, men hvis jeg kan meget bedre lide den anden Zean end den her fyr" Sagde han pludseligt og flashede et hurtigt tandsmil. Han kørte sin håndryg hen langs sin overlæbe og rystede hurtigt på hovedet hvis nu dæmonen ville angribe igen skulle han være mere vågen.

Han knurrede truende. Hans forvirring var væk og skiftet ud med vrede. Bedre lide Zean? Bedre lide ZEAN?!
Han skulle komme til at fortryde...ale holdt af Zean, stakkels Zean, forvirrede Zean, dumme Zean, Zean med de mange fejl, monstret Zean....Aldrig, ALDRIG noget om ham! Leonard...Grunden til at Zean opnåede så meget....aldrig en tak, aldrig en anerkendelse...Og folk dristede sig alligevel til kun at holde af Zean...Åh hvor sjovt kunne det ikke være ikke at lade Zean komme frem i noget tid? LAde folk mærke den kaos han virkelig var skabt til at lave.
"Åhh....dit dumme dumme menneske....!" han gad ikke længere tænke over hvorfor han gav stød...måske havde det bare været en...et eller andet. men i hvert fald måtte han tænke sig lidt om et øjeblik. Passe på...
"Du aner jo ikke hvad du taler om!" og han havde så sandelig ikek tænkt sig at indvie endnu et menneske, tilmed en dusørjæger, om det.
Han gik over mod ham, uden rigtig at vide hvad han skulle, han ville bare have ham til at lide...mærke smerte!
Han var hurtigt henne ved Tristan igen og med en styrke, man fik når man var vred, begyndte han at slå ud efter Tristan, mest efter hoved, hals og maven....

Tristans ord til Leonard ramte Camille som en usynlig næve lige i maven.
"nej nej nej " mumlede hun, hvorfor skulle han lige sige dét, ramme bullseye?
Var der noget der kunne få vildskaben frem i Leonard var dét at man nævnede Zean, dét gik galt hver gang.
Hun viftede afværgende med hænderne, men Tristan syntes ikke at tage notis af dette.
Hun så på Leonard der gik mod Tristan som en rasende tyr mod en blodrødt tæppe.
Denne gang nåede hun ikke at regerer, andet end med frygt.Hun dækkede hendes øjne med hendes hænder og gav et lille næsten uhørligt klynk fra sig.

Tristan blev lidt overrasket over dæmonens pludselige vrede og måtte forbande sig selv for hans uheld med altid at sige det forkerte. Den eneste trøst var at han rente faktisk havde fået ham til at reagere. Det gik altid bedre når det ikke var ham selv der angreb først.
Man kunne nok kalde det hans eneste medfødte talent når han stod der og mirakuløst undveg samtlige slag uden at det så ud til at han havde styr på det overhovedet. Selvfølgelig måtte han tage et slag en gang imellem, men når han gjorde fortsatte han udholdent med at undvige og blokere.
Efter at have undveget et par stykker mere, brugte han uden varsel sin ene hånd til at få fat i 'Zeans' næve også den anden med sin anden hånd, så han nu havde fat i begge hans hænder med sine håndflader. Med et halvkvalt smil kiggede han kort op på dæmonen inden han satte fra med benene og brugte fyren som en slags mur imens han 'trådte op ad ham' i et par spark og håbede et ramme ansigtet eller noget lignende. Han havde hele tiden fat omkring hans hænder, lige indtil han løb tør for krop at træde på og måtte sætte af og lande på jorden lidt væk.
Han havde ondt samtlige steder på kroppen efter hårde slag og måtte lige stoppe op og få vejret.

Han prøvede at hive siger hænder til sig, men inden det rigtig lykkedes...ja. han nåede i det mindste at dreje hovedet lidt til siden, så han ramte skævt. Men da han satte af, mærkede han hvordan hans balance blev skubbet til og han faldt baglæns ned mod jorden.
Han ramte jorden og slog hovedet ned i jorden. Han lagde sig om på siden og tog sig samtidig til sit baghoved med en svag knurren. men ikke mere end det. For smerter havde han.
Han tog sig til sin mund, da han smagte blod. hans ene læbe var flækket ved sparket.
Han mumlede nogle bandeord for sig selv og det lykkedes ham at komme helt om på alle fire. Han følte sig lettere svimmel efter havde mødt jorden, mens der stadig var store smerter som plantede sig fra hans hoved og næsten lammede resten af kroppen.
"Forbandede..." han spyttede noget blod ud
"...dusørjæger!"

Camille kiggede frem fra hænderne.
Bare for at flytte den ene hånd så hun Istedet tog sig til panden.
Tristan sparkede og Leonards hoved knaldede ned i asfalten.
Hun var blevet mange for at blande sig, men nu måtte dét stoppe...han blødte jo!
Hun løb over og knælede foran ham, og lagde hænderne på hans ansigt "er du okay Leonard ?"spurgte hun med ægte bekymring i stemmen.Hun sad så hun skæmmede lidt for hans syn , så hun dækkede lidt af Tristan.
Hun drejede sig lidt om og så med frustrede øjne på Tristan "hvad laver du ?" Spurgte hun bebrejdene med Leonards ansigt stadig mellem hænderne.
Hvornår var Tristan blevet så...brutal ?

Tristan der indtil nu havde stået og fået vejret kiggede lidt forvirret op på Camille, hvad tænkte hun på? Han tog sig lidt til hovedet og mærkede en smerte i højre side..Great, sikkert et flækket øjenbryn. Han kunne mærke en smal streg af blod løbe ned fra det.
"Ja undskyld, jeg ved ikke om du lagde mærke til det, men jeg var ved at blive slået ind i næste uge" Gav han Camille igen og måtte falde ned på et knæ da det pludselig var mere ømt, var han virkelig blevet ramt så meget.
Igen tørrede han lidt blod væk fra ansigtet. Hans arm var underligt øm da han løftede den for at gøre det, men det var nok fra at bruge den evne.
Han sendte et hårdt blik til denne 'Leonard' som han åbenbart hed. "Du slår hårdt når du gerne vil..." sagde han stille og gav Leonard et anerkendene smil. Han selv var ved at løbe tør for tricks og vidste at han nok snart var slået hvis det blev ved sådan.

Han grinte svagt, men stoppede snart med et mindre udbryd af smerte fra sin flængede læbe.
"Du sparker godt..." mumlede han til svar, men uden den helt samme anerkendelse.
Han hev blidt sit hoved til sig, da han satte sig ned. Han tog sig endnu en gang til baghovedet, bare for at finde ud af han også blødte der. Han havde sikkert ramt en sten eller noget...I endnu et øjeblik svømmede omgivelserne for hans blik...men så kunne han fokusere igen.
"Helt ærligt...tror jeg ikke jeg kan stå på benene lige nu..." han så over på Tristan
"Så skal vi ikke lige holde en pause?" Han trak vejret dybt da det at snakke også gjorde ondt i hans læbe, som bare ikke ville stoppe med at bløde. Han tørrede lidt blod væk ra sin læbe, hvad ville forbigående dog ikke tænke? Det var han faktisk ligeglad med...Han lukkede øjnene et øjeblik og da han åbnede dem igen var det Zean der så på dem. Øjnene forandrede sig der var stadig en smule smerte at se i dem, samt at de var en smule ufokuseret, men den evige kulde var væk.
Han regnede hurtigt ud hvad der var sket, selv om han ikke helt huskede det...

Dét jo ikke dét her.
Hun så forskrækket at også Tristan begyndte at bløde og sank ned på et knæ.
Hendes mund formede hans navn, uden at sige noget højt og Leonard trak sit hoved til sig lige så roligt.
Camille fulgte drengenes snak....hun magtede ikke at rende rundt som en høne uden hoved mellem dem, de var på kollisionskurs hvis ikke de stoppede, og de var begge to farlige...på hver deres måde
.
Camille spurgte Tristan " Er du okay...og er i færdige ? "dét var med både bekymring og lidt bebredelse i stemmen, Leonard eller Zean var trods alt den der måske ikke kunne stå lige nu + blødte fra hovedet.
Mon han skulle sutureres ?

Tristan satte sig helt ned og havde det overraskende godt i forhold til at han lige var blevet banket. I hvert fald indeni. "Jeg er helt med på en pause....En lang en" Svarede han og nikkede til Camille. "Jeg har det fint...tak" Mumlede han tilbage og kunne ikke lade vær' med at føle en eller anden form for mur der, måske var det fordi hun havde taget Zeans parti lige nu. Hvilket han godt kunne forstå også selvom det gjorde ondt på en eller anden måde..
"Du Zean? Du ville faktisk have været meget nice, hvis ikke du havde været dæmon selvfølgelig..." Fortsatte han og lagde dig afslappet på den hårde jord.
Hvorfor havde han det helt dårligt med sig selv nu?

Han ville have grint. også selv om hans læbe ikke gjorde helt så ondt lige nu. hvis ikke han havde været så svimmel.
"Tak...det tror jeg også du ville have været, hvis ikke du var dusørjæger" mumlede han og så kort på Camille...
Nå ja...Tristan havde det fint, så var alt vel godt.
Han tog sig sammen og prøvede at komme på benene. han kunne jo ikke sidde der som en eller anden handicappet. Han tog sig hovedet mens han svajede lidt, han tog prøvende et skridt frem for så derefter at finde sig selv siddende igen. han bandede svagt og havde enlig også bare mest lyst til at lægge sig ned...lægge sig ned, lukke øjnene, til hans hoved holdt op med at værke...

Camille sukkede og gik over til Zean.
Hun vidste ikke hvordan hun kunne mærke forskel, det var ligesom i auraen og øjene.
Hun sagde stille "Kan du ikke støtte dig til mig , med en arm om ..eller noget ?"
Han måtte hen et sted og sidde ned, og hun skulle tjekke han ikke havde hjernerystelse.
"Tristan...kan du hjælpe her ? " spurgte og håbede hun ikke pressede citronen ved at bede ham om hjælp til Zean.
" Hvor kan vi trække ind henne ? Caféen eller ? " hun anede ikke hvor hun kunne trække de to mørbankede knægte afsted hen.

Tristan sukkede og overvejede det. En dusørjæger hjælpe en dæmon? Det var som en løve der gav en antilope forbinding på, men af en eller anden grund kunne han faktisk godt lide Zean.. "Jo, 2 sekunder.." Svarede han Camille og tørrede lidt mere blod væk. Han var bange for at hvis han først holdt op med at tørre det væk, ville det løbe ned i hans ene øje.
Det var sådanne tider at han var glad for i det mindste at have lidt førstehjælps udstyr med i form af plaster. Han havde altid været dårlig til det med at labbe sig selv eller andre sammen og dte krævede en stor præstation fra hans side at få sat et midlertidigt plaster på det flækkede øjnbryn. Nu ville blodet da ikke løbe ned i hans øje.
Han kæmpede sig vej op og stå og knælede ned ved siden af Zean på den anden side. Han viklede en arm rundt op hans ene side og håbede at Camille ville gøre det samme. At slæbe ham helt selv ville blive for hårdt da han selv var lidt gennembanket. "Jeg ved det ikke, ville en cafe ikke skabe problemmer?" Mumlede han tilbage.

Han var imod det. det var han faktisk, inderst inde. Han havde altid klaret sig selv...Og kunne fortsat klare sig selv. Men det var som om hans krop modarbejdede ham. fortalte ham at han nu bare skulle tage imod den hjælp han fik og være glad for det.
Han sukkede svagt. han var jo ikke helt lammet, så han skulle nok selv gå. Lidt støtte var fint.
Han lagde en arm om Camille og med hendes og Tristans hjælp kom han op og stå uden direkte at falde ned igen.
Han prøvede at ryste lidt på hovedet mens han sank noget af det sidste blod, hans læbe ved at holde op med at bløde og hævede nu op istedet, men det gjorde ham bare mere svimmel et øjeblik. han hade følelsen...især fordi han nu følte sig til besvær...og direkte få hjælp af en modstander...For han ville alligevel ikke kalde ham fjende.
"På den anden side, de ville jo vide hvad der er sket, måske foreslå at ringe til politiet, men vi kan bare sige at det er noget vi selv ordner....Så lader de os nok være..." sagde han for at deltage i samtalen. Han lod blikket glide rundt selv om det var begrænset hvad han enlig fik ud af det....

Camille sendte et blik fuld af taknemmelighed til Tristan , da han gik over for at hjælpe.
Hun var udmærket klar over at de to mænd havde en del modstand men nu også en slags anerkendende respekt for hinanden , så det ud til.
Hun greb om Zeans hånd da han slyngede en arm om hende og hjalp dét bedste hun kunne ,med at støtte ham.
"Vi går ind på Caféen, der er ikke crowded nu alligevel, og jeg siger til bestyreren at det var et...kærligheds opgør.." sagde Camille.
Der var ikke langt imellem had og kærlighed anyway, og de trængte til at komme ind og sidde ned.
De begav sig mod caféen, og hun håbede at der ville være et lidt afsides bord til dem, hvor de i fredsommelighed kunne finde fælles fodslag.....håbede hun på formeget ? Dét ville tiden vise...

tristan sukkede og var ikke vild med ideen om at gå gennembanket ind på en random cafe, men desværre var hans mening i undertal og han måtte følge med.
"Fint...Men i forklare hvad der skete hvis der bliver problemmer.." Svarede han og rettede sig lidt op med armen rundt om Zean. Måske var dte godt nok at de havde stoppet kampen..Eller måske var dte godt nok at han havde kæmpet imod denne Leonard der ikke havde kontrol og hans følelser. Havde han bare taget det roligt så havde han vundet, det var der ikke tvivl om.
Hvor lå der en egentlig en cafe? HAn kiggede sig omkring for at finde et sted med lys, men de var trods alt i Werclare..Der plejede ikke at være mange 'hyggelige' cafeer.

Hans syn opførte sig efterhånden mere og mere normalt og han lod blikket glide rundt. Han viste ikke hvor de enlig havde tænkt sig at gå rundt, men der lå en cafe i nærheden, en lille en, til dem der nu engang kom forbi havnen og havde lyst til lidt.
Den lå lige rundt om det nærmeste sving. Men om den havde åben skulle han ikke gøre sig viis på.
Han sukkede svagt. Dette var virkelig underligt...på den anden side skete der så mange underlige ting lige for tiden.
Han lod åndsfraværende tungen glide over sin flækkede læbe. Dawn ville sætte spørgsmål...Heldigvis kunne han sige sandheden...at han havde sloges med en dusørjæger. Selv om hun stadig ikke ville blive glad...måske for at få ham helt hjem, men ikke for at have haft muligheden for at msite ham...hvor svag man nu havde lov til at se ham som.
Han ville have rystet lidt på hovedet af sine egne tanker og overvejede et øjeblik hvorfor det hele var endt sådan her. Og det gik op for ham at han faktisk ikke kunne huske det meste af slåskampen, eller hvad der nu var sket.
Leonard....stadig en underlig...fyr. Selv om det var en del af ham selv...de var stadig ikke helt enige.

Camille guidede dem vejen over til den lille café, som til deres held havde åben.
Der var blå hvide duge på bordene og levende lys.
Fra loftet dinglede diverse søstjerner og skaller fra muslinger ned, en ægte havne café.
Camille skubbede døren op og da cafeejeren , en yngre fyr med blondt hår og et glad ansigt , så spørgende over på dét godt messed up selvskab , rystede hun på hovedet og skyndte sig at love "der bliver ingen ballade...promise...fighten er helt slut og alle er bedste venner " og så gav hun ham et strålende smil, ihåb om at berolige ham lidt.
Dét lod til at virke, de fik lov at sætte sig ved et bord ,nede bagerst og tæt ved toilettet.
Camille slap Zean, og bad dem begge om at sætte sig.

Tristan fulgte bare trop efter og ind i cafeen. Han følte sig ør i hovedet, men det var ikke så slemt mere. Ved Camilles ord til bartenderen himlede han med øjnene imod fyren som gengældte det med et forstående blik... kvinder...
Da Camille slap Zean fulgte han hendes eksempel, efter at have gjort sig sikker på at Zean ikke bare ville vælde rundt.
"Okay, jeg tror lige at jeg besøger badeværelset, måske skulle man overveje at få fjernet noget af blodet, vi skræmmer kunder væk" Sagde han så og sendte Zean et drillende smil. Så fortsatte han i retning af toilettet imens han tog sig lidt til det pladster der stadig sad hen over hans øjenbryn.
Heldigvis for ham var bedeværelset forholdsvis rent. Flere toiletbåse stod side om side i højre side af rummet, imens håndvaske og spejle dominerede den anden ende. Han sukkede svagt og gik hen til en af håndvaskende og kiggede ind i spejlet. Han så da ikke så slemt tilredt ud.. Sure.. et par blåmærker, et flækket øjenbryn og blodet i ansigtet kunne have set bedre ud, men....Efter at have tændt for vandhanden fyldte han hænderne med vand og klaskede det op i ansigtet... "Dum...dum ...dum!" Mumlede han til sig selv og klaskede noget mere vand i ansigtet.

Zean satte sig tungt ned på den nærmeste stol uden at tænke viderelig over det.
Han havde altid været ligeglad med menneskernes meninger og tanker...de måtte tænke over ham som de ville.
Dette ville sige at han heller aldrig var bange for at bruge sin evne i fuld offentlighed.
Efterhånden mødte han flere og flere på gaden som var bange for ham...Og nogle der var nysgerrige.
Han ville have sendt Tristan et dødsblik hvis ikke det var fordi han lige havde hjulpet ham...
Han kunne ikke lade være med at føle at han skyldte Tristan noget hjælp en anden gang...Selv om det nok aldrig ville ske.
Han så kort op på Camille. En hovedpinepille og han ville være så god som ny...eller tæt på. Hvis ikke det var fordi han aldrig havde rørt menneskemedicin. Måske skulle man prøve? I hvert fald hovedpinepiller...De hjalp i hvert fald på andre.
Han sukkede svagt og lænede sig ind til bordet, hvilede sit hoved mod sin hånd. Det føltes næsten som at være fuld...noget han ikke var fremmed med.

Camille så bekymret efter Tristan.
Hun ville gerne rense hans sår og se om noget skulle syes med et par sting.
Hun overvejede at gå efter ham, men da hun havde kastet et blik på Zean droppede hun ideen og satte sig ned ved siden af ham.
"Zean...jeg er ked af...at i ...Tristan er min ven....jeg har ganske få rigtig gode .
Du er éen og han er en anden ".
Hvorfor hun forklarede dét vidste hun ikke helt selv, hun følte bare hun burde.
Camille roede lidt i tasken og satte et lille glas panodil frem.
Hvis ny han ville, for med dét slag ville han givet have en kodyl hoved pine.
"I gik hårdt til den, du ved godt at Leonard ...kom, ik ? " spurgte hun stille og håbede samtidig at Tristan snart var færdig og kom så hun kunne se at han var okay.

"Auch!" Udbrød han irriteret efter at heve revet pladsteret af. Han skyllede hurtigt øjenbrynet og fik blodet væk fra ansigtet. Skrammerne kunne altid desinficeres på et andet tidspunkt.
Han satte et nyt plaster på for at forindre det i at bløde mere og stod lidt. Hvad var det han havde gang i? ja okay, han var dusørjæger fint, han elskede at få ram på et par væsner eller flere, men Zean havde været og var Camilles ven. Han havde åbent ud ignoreret hendes forspørgsel om at lade vær.
"Flot Tristan, way to go.." Mumlede han til sig selv og rystede hurtigt på hovedet. Det burde han virkelig stoppe med... Måske skulle han undskylde på et tidspunkt.. Bare ikke foran Zean, det var under hans værdighed, der var måske også et par andre ting de skulle have på plads som han havde tænkt over..
Et hurtigt kig i spejlet og han fortsatte ud i cafeen igen og gik hen og satte sig ved siden af de 2 andre. "I'm back, misted me?" Lagde han flabet ud og ville have hævet øjenbrynet, men kom hurtigt i tanke om at det nok var en dårlig ide.

Han så lidt på hende og trak på den ene skulder.
"Det er i orden i er venner...Selv om en mindre advarsel ikke ville være helt af vejen..."svarede han
"...Men selvom i er venner, betyder det ikke Tristan og jeg er det..." han så lidt på pillerne...det var ham virkelig imod at tage dem...og han tog det selv som et tegn på svaghed...Men på den anden side havde han rigtig ondt i hovedet...hver af Camilles ord, og hans egne, rungede gennem hans hoved som et ekko.
Han valgte helt at ignorere Tristan og rejste sig i stedet. Han brugte et kort øjeblik på at genfinde balancen og bevægede sig så ud på toilettet.
Han gik over den nærmeste håndvask, kiggede kort på sig selv. Jo. Leonard var kommet. Men han ville ikke...Han ville ikke fortælle hende at han selv havde bedt ham om det.
"Very well...Leonard...det går jo fint" han skyllede sit ansigt og det var ikke helt uden smerter at han lod vandet løbe over sin læbe et øjeblik.
han tørrede sit ansigt og så lidt nærmere på sin læbe...Så dybt var det heller ikke...det ville være væk inden ugen var omme...Han lænede sig op af håndvasken et øjeblik da hovedpinen tog over igen...