Caught between a rock and a hard place // Tristan & Zean //

Han havde selv overvejet at gå ind og i hvert fald gøre mobilen ubrugelig....og så måske en lille hilsen på vejen. men hans undskyldning for at pande ham en blev ødelagt da Tristan ødelagde mobilen i stedet. Det var...underligt at være to om at...beskytte Camille.
han sukkede kort og så på Camille.
"Hvad skal jeg nu bruge min energi på?" spurgte han lettere drillende. Og håbede virkelig ikke Tristan ville komme med en eller anden dum kommentar...det rækkede hans tålmodighed nok ikke til. han brød sig stadig ikke om ham....
Han lod blikket glide rundt lidt, nok mest af gammel vane...altid at se sig omkring, sikker på der ikke gemte sig en eller anden som ville skade ham...men han fandt intet der fik hans alarmklokker til at ringe. ikke ud over Tristan.

Dét var fint der ikke var nogen af dem der kastede sig over nakken på tjeneren, hun håbede at han havde fået sin lærestreg.Om ikke andet kunne han leverer en besked til den anden tjener om at dét sku ikke blev så let som antaget at hive blod ud af hendes vener og arterier.
Da hun hørte lyden og dét lille udbrud fra tjeneren der reflektorisk slap mobilen , havde hun en idé om hvem der havde haft en finger med i spillet. "Tristan...keep it down " formanede hun med et ikke særligt skuffet ansigt, dét var typisk ham og sikkert klogt nok, hvis han havde været ved at vidergive oplysninger....eller noget.
Zeans tilføjelse fik et stort smil frem , han havde tænkt samme tanke og kendte hun ham ret havde han både ødelagt mobil og sat en lille skræk i tjeneren.
Men de prøvede....virkelig begge to , for hendes skyld at ....ikke at lave ballade.
Dét sjove var....at mens de hver især mente at gøre dét for Camille, mente Camille at hun gjore det for dem.Hun fik minimeret noget vrede, foragt, kamp eller hvad ord man ville vælge og erstattede dét med noget....lidt mere fredligt og på sigt hyggeligt......men hun vidste godt det med hyggeligt , der var de så ikke helt endnu .
"Din energi Zean....tja...jeg kunne sikkert finde en hulahop ring eller to...så kunne i kæmpe om hvem der var bedst og sejest " sagde hun med et lille blink til ham.
Hun så på Tristan , hvad ville han nu ?

Han grinede lidt af hendes formaning og rodede sig lidt i håret. Så kunne han lære det..
Han skiftevis lagde vægt på hver sit ben imens han ikke rigtig sagde noget. Det var virkelig ved at være sent og tja.. Stemningenvar ikke den bedste måtte man indrømme, ikke at han ikke havde sin skyld i det, for det havde han.
"Jeg .. Jeg tror snart at det er på tide at jeg smutter.. Inden jeg explodere af indeholdt flabethed" Smilede han og nikkede til Zean. Han havde på de sidste minutter haft omkring 364 flabede kommentare, men havde holdt dem tilbage på grund af Zean.
Han slog hovedet lidt tilbage og rakte højre hånd frem imod Zean.
"Okay, jeg vil ikke lyve og sige at det var hyggeligt at møde dig, men du har min respekt" Sagde han roligt og formede et smalt smil.

Han sukkede og rystede på hovedet.
"Måske en anden gang" smilte han lidt. ja, stemningen var ikke den letteste...måske en anden gang. hvis der nogensinde blev det...Men hvad så hvis der gjorde? Ville de så prøve at flå hovedet af hinanden igen? Og hvis der ingen Camille var til stoppe det?
Eller måske ville de være i stand til bare at lade hinanden være...hvis de mødtes igen, vel at mærke.
Han så lidt på tristan. Det var underligt det her...Havde hans respekt? Efter alt det her? Han kunne virkelig ikke helt forstå det...men måske det at ikke at være fejlfri havde noget med det at gøre...direkte kende hinanden gjorde de jo ikke.
"well...." lidt tøvende gav han ham hånden. Han gav ellers aldrig hånd. det var et tegn p åvenlighed og på ikke at slås lige nu, noget ikke engang menneskerne kunne finde ud af, selv om de prøvede...en typisk menneskelig gestus. Men nu gjorde han det altså.
Han så lidt på ham igen..
Han viste ikke om han kunne besvare hans respekt. han viste ikke om han følte respekt for ham eller ej...lidt mere end for andre, men stadig ikke så meget...Det krævede lidt mere at vinde Zeans respekt og endnu mere for hans selskab.
"...Står vores aftale stadig ved? At bekæmpe hinanden ved mulighed?" smilte han, men han var ikke fjendtlig i det nu. han var bare nysgerrig.

Camille beamede af ....stolthed.
Okay hun var ikke mor til de to knægte, men hun elskede dem og de havde hver især en særlig plads i hendes hjerte, så dét gjore hende glad at der var våbenhvile lige nu og dét gjore hende stolt fordi hun.udemærket vidste de begge.blev udfordret og måtte sluge et par kameler i forbindelse med den våben hvile.
De gav hånd og selv Zeans lille indskydelse til sidst, kunne ikke få hendes stigende gode humør til at falde.
* oh..Well...Boys will be Boys * tænkte hun for sig selv og gjore klar til at runde aftenen af, og tage hjem til Deepshell igen.
Hun så på Tristan, hvordan ville han forholde sig til Zeans sidste ord ?

Tristan trykte hans hånd og gav så slip igen. Han slog hovedet lidt tilbage og rodede i håret med en hånd. Måske havde de sluttet fred for nu, men nu var ikke altid.
Derfor fik Zeans sidste ord ham til at smile drilsk. Han kunne bande på at Tristan ikke trak sig ud af en aftale.
"You bet... Den holder stadig" Smilede han udfordrende til Zean og kiggede så på Camille igen. "Du ved vi nok ses lige rundt om hjørnet" Smilede han og gav hende et lille knus inden han begyndte at gå i den retning han var kommet.
Havde det ikke været fordi at han lignede en der lige havde fået tæsk, så havde han nok taget ind og fundet sine venner igen i byen, men de ville bare grine og tro at han havde tabt et fuldeslagsmål et sted. Det skulle han ikke nyde noget af.

Fint nok. ingen skade sket der.
Han mærkede igen en svag hovedpine..han burde nok også snart finde hjem ad. Dette aften havde jo været ret hektisk.
Han så lidt på Camille.
"Well...smutter nok hjemad også..." sagde han
"Lidt fred skal gøre godt" han viste ikke om den sidste bus var kørt, mod Deepshell, men så måtte han bare overnatte selv..selv om det kunne være rart at komme hjem.

Hun slog armene om Tristan , bare for at slippe kort efter igen.
" Drive Safe...vi ses " sendte hun ham afsted imens hun tænkte at han sikkert havde andre planer.
Med et lille slukøret suk , så hun på Zean.
"Jaa...dét er bed at være sent nu , ikke ? What a night " evaluerede hun med et underfundigt smil.
En del af hende var faktisk blevet mere hel.Dét havde fra tid til anden kostet hende lidt selvpinerri at hendes bedste venner, ikke havde kendskab til hinanden, at hun skulle passe på hvad hun fortalte.
Dét behøvede hun ikke længere så den lille udfordring behøvede hun ikke længere at trække rundt på.
Hun lod en hånd kærtegne hans overarm...
"Måske vi skulle finde en bus hjem...du skal vel også til Deepshell ?"
og så satte hun kurs mod stoppestedet...

Tristan kiggede kort tilbage på dem og vinkede en gang. Så fortsatte han rundt om et hjørne og fandt sin motorcykel præcis hvor han havde efterladt den. Han svang sig op på cyklen og gasede op hinanden han drønede tilbage forbi dem og fortsatte imod Sheria. Måske skulle han lige desinficere skrammerne inden han gik i seng, så var sikker på ikke at vågne op helt gul og blå.

//out~~//

Han smilte lidt til hende...
"Ja, jeg skal med til Deepshell" svarede han og fulgte efter hende mod busstoppestedet. Tristan kørte forbi dem, mne han følte ingen grund til at hilse på ham...igen.
Han følte en svag kvalme der steg op i ham igen, men ved hjælp af den friske luft holdt han det nede.
Han strakte sig en anelse...

Camille vinkede til Tristan og sendte søde tanker efter ham.
" Nå du gamle...så lad os håbe en bus snart kommer og tilbyder os et lift.Der er lidt for langt at gå hjem, for mig anyway " småsludrede hun.
"Hvordan har hovedet dét Zean ? Noget kvalme eller tågesyn ? Dét er alvorligt hvis du har commotio , men dét ved du vel, har du nogensinde haft dét før ? "Hun overvejede hvordan dét ville lyde når han.kom.hjem 'Hej skat...ja, jeg bankede så lige Camilles ven der er dusørjæger by the way '.
Ikke et godt indtryk at efterlade, at all.
Dét ville blive godt at komme hjem i seng, under dynen.

Han smilte lidt til hende. han havde ingen ide om hvad dette...commotio var for noget.
"Jo...jeg har da haft hjernerystelse...er del gange faktisk" smilte han lidt
"Men aldrig haft nogen til at tage sig af mig" han lod en hånd glide gennem sit hår. Han var ikke meget for at sige det til hende...han var jo som sagt van til at klare sig selv, og have en til at pylre om sig...eller måske...ja. Han viste ikke hvad hun ville gøre hvis det virkelig var.
Han så lidt på hende, en smule langsom som han var lige nu...
"Gammel? Jeg er ikke gammel!" han stoppede op ved busstoppestedet og skyndte sig at sætte sig ned. Han lænede sig tilbage og var glad for at finde noget glas han kunne læne hovedet op af. Han lukkede øjnene et øjeblik...
Kvalmen kom nærmest bølgende...truede hele tiden med at gøre alvor ud af det...Han hade kvalme...

Hun smilede ud i luften.Commotio var latin for hjernerystelse, intet andet.
Så han havde haft dét adskellige gange, så burde han være bekendt med symptomerne.
Hun var stadig bekymret og ved mistanke om at have slået sit hoved så kraftigt , burde ingen være alene.
Hun satte sig ned ved siden af ham og kiggede ham efter i sømmene.Han virkede noget afkræftet, det var ikke gode tegn.Skulle hun mon følge ham helt hjem, vente nede i opgangen, til Dawn lukkede ham ind ?
Ja...det var hun nødsaget til.
"Sig mig lige hvor gammel du er Zean, så skal jeg nok vurderer om du er gammel ...og er Dawn egentlig hjemme nu ? " var hun nød til at vide, hvis planen med Zean skulle holde vand.

HAn smilte lidt, men der gik alligevel et øjelblik før han svarede. MEst fordi han lige skulle have styr på sin ustyrlige mave.
"well...800 og....nogle 50 tor jeg det er...man glemmer det lidt med tiden..." han åbnede øjnene og så på hende. Dawn? Hvorfor ville hun vde det? For at vide om der var en kvinde til at tage sig af ham når han kom hjem? Helt ærlig..han var jo ikke svag!
"Åhh det ved jeg ikke...Jeg tror det ikke...noget med at besøge nogle venner eller noget..." han trak på skuldrene. Han sukkede svagt og lænede sig forover igen, hvilede hovedet på sine hænder. albuerne mod knæene.
"Hvad tid køre bussen?" spurgte han. Han sank en ekstra gang da han fik et surt opstød. jo. Han kendte vel nok til det med hjernerystelse...han kunne bare ikke tillade sig selv den svaghed.

Hun udbrød spontant ". Wow....we'r talking grandad old Zean.....du burde virkelig ikke slås i din alder bedstefar " for naturligvis kunne hun ikke modstå lidt drilleri på hans bekostning.
Dét lød jo også vildt , i hendes verden men for en dæmon kunne han ligeså godt være en uregerelig teenager, hun anede intet om deres tidslinie....hvornår man var ung , middelalderne eller gammel.
" Dét må du lige tjekke , når vi kommer hjem for du bør ikke være alene i nat , ikke i din tilstand...og alder " mumlede hun til sidst.
Dét var jo kun kærligt ment, hendes tease.....og desuden hjalp humoren hende i mange tilfælde bedre at kunne kapere al dét vilde information , der ellers måske ville have forudroligende hende.
Hun rejste sig for at tjekke køreplanen for bussen.
" Argh..den burde være her lige omtrent om 5 min, lad os håbe dét holder stik.
Hun så på ham igen " Ved du hvad....dæmon and all...du har dét en del værre end du vil ud med lige nu , tror jeg.Du burde ligge ned, og slet ikke køre i bus " sagde hun med bekymret stemme.

Han hørte på hendes drilleri med et halvt øre. Hvis det havde været et hvilket som helst andet tidspunkt ville han nok have svaret igen. Det orkede han bare ikke helt lige nu.
"Åhh tag det roligt...Skal nok gå lige i seng når jeg kommer hjem..." han lod en hånd glide gennem sit hår endnu en gang. Ellers svarede ikke han ikke på hvordan han havde det. Normalt ville han nok have modsagt sig det...
"5 min? det jo lige til at holde ud..." hun havde ret. Busser var gode måder at få værre kvalme af...og det at ligge ned føltes også behageligt...men han skulle hjem. sådan var det bare.
Han lænede sig tilbage igen og kiggede sig lidt omkring for at tænke på noget andet...

Hun rystede let på hovedet.
Dét der var vigtigt var at der var en der kunne handle, kunne kontakte en ambulance hvis han pludselig ikke længere var i stand tilbdet selv, og hans tilstand var forværret, imens han sov.
Bussen kom og hun gik op, smed nogle penge der dækkede for to billetter, og regnede med Zean var gået ombord også.
Hun tænkte på Tristan, en del af hende ville gerne selv...hell...hele hende ville gerne selv havde renset de sår han havde pådraget sig og sikret sig at han var ok.
De mænd havde så meget facade at man kunne slå sig på den.Mon han var hjemme nu ?
Hun kiggede efter Zean , hvor havde han sat sig?

Han rejste sig og gik ind bussen. Camille havde åbenbart en tendens til hele tiden at ville betale for ham. Han tænkte ikke mere over det, tog sin billet og gik ned og satte sig ved siden af Camille.
"Hvad vil du enlig gøre, hvis jeg sagde jeg havde det dårligt? Vogte ved min seng?" han smilte lidt da han så på hende. Det kunne ligne hende...Og dog, når man tænkte på Dawn også boede der...
Han skulle i hvert fald ikke på hospitalet...han havde aldrig været der, de ville sikkert også bare bemærke de lidt unaturlige ting ved ham. Nej. Det ville aldrig gå godt.

Hun satte sig ned ved siden af ham.
HVIS han var dårlig ? Nu vidste hun at han var det.
"Man må ikke være alene med en hjerne rystelse, normalt er man indlagt til observation Zean, men jeg ved den kamp er tabt på forhånd.Dét bedste vil være hvis Dawn er hos dig, da jeg ikke fornemmer dét er opskrifter på ubetinget glæde, hvis hun kommer hjem og finder mig tæt på din seng."
Hun. Smilede ved tanken om de gloser dét ville udløse, og hun troede ikke på at 'tak fordi du hjalp min forlovede ' var imellem.
"På den anden side er dét jo heller ikke så godt hvis du ikke kommer hjem, vel ? " spurgte hun undersøgende.
For så kunne hun indlogere dem et eller andet sted.De kunne ikke tage hjem til hende, da hun mente at Samuel var der .

"Og hvad så hvis det bliver værre og værre?" mumlede han. når man var til observation var der vel altid noget man så efter..som regl om men fik det dårligere.
Han så lidt på hende og sukkede. selvfølgelig gættede hun det.
"Jeg ved ikke om hun er hjemme...jeg tror det ikke. Men ellers lægger hun nok ikke mærke til det, jeg er tit væk det meste af natten, lever mit vilde liv..." han smilte lidt til hende. Hvorfor svarede han hende enlig på det? som om han faktisk havde tænkt sig at lade hende våge over ham? Han havde det fint! Godt nok gjorde hans mave lidt oprør...Især når bussen vuggede. men...det gjorde det vel bare en gang i mellem.
"Pyt...jeg har det fint...jeg klare mig..." han lød dog ikke særlig overbevisende.

Hun var vant til at observerer folk, det var ligesom en helt basal opgave i hendes arbejde.
Hun købte ikke Zeans 'jeg har dét rimeligt fint ' , hun kunne se han havde dét dårligt, og hun vidste han både plejede og ønskede at klare dét selv.Men nogen ting skulle ikke gennemleves alene.
"Hvis du bliver dårliere under en observation , bliver der dømt sengeleje, så må du ganske enkelt ikke stå ud af sengen.Hvilke vil være noget shit, da jeg vil få virkelig vanskeligt ved at serverer dig en sjæl til middag " jokede hun.
De var ved at være fremme og Camille stak en arm under hans.
"kom så " nu går vi hjem til dig...og jeg venter nede i opgangen , så ser vi om du er alene eller hvad ?Med mindre du har en bedre idé ?"spurgte hun villig til en anderledes løsning.

Han rystede på hovedet. som rgl ville han nok have rystet hendes arm af sig, men han nød faktisk at have hende så tæt på. Han viste ikke hvilken opgang hun snakkede om...han boede i en lejlighed ja, men der var nogle der lå hver for sig, på et forholdvis stort areal. Hans mellem nogle træer, lidt væk fra nysgerrige øjne. Da de kom ud fra bussen trak han vejret dybt og mærkede et øjebliks svimmelhed.
"Jeg ville aldrig blive i en seng...det er jeg ikke skabt til...det ville jeg slet ikke kunne holde ud..." han smilte lidt hende og begyndte på den sidste lille vej hjem.

Da de kom hjem til ham fiskede han nogle nøgler frem og låste op. "Øjeblik..selv om jeg har lov til gæster...måske ikke midt om natten, selv om det er min lejlighed...har i to det jo ikke så godt..." han gik indenfor og så sig omkring. Her var stille. I et øjeblik overvejede han at sige hun var her...så slap han i hvert fald for mere bekymring fra hende.
Men på den anden side, det var j ham der gik så meget op i at sige sandheden.
han komk ud igenæ
"Du er velkommen hvis du vil ind, hun eller Elyas er ikke hjemme lige nu..." sagde han og smed selv sine sko.

Okay....dét med opgangen virkede fint...i teorien , hun havde tydeligvis ikke gennemtænkt dét ordenligt.
Hun støttede ham lidt da de gik, dog uden dét var tydeligt at dét var hendes agenda, så dét passede hende fint at han ikke brokkede sig.
Da han havde konstateret han var alene hjemme og bød hende ind, anede hun faktisk ikke hendes levende råd.
Hun syntes ikke han skulle være alene med en mulig hjernerystelse, på den anden side frygtede hun at hun selv ville få en hvis hans pige kom hjem.
Hun overvejede at bare sidde uden for hans dør og tjekke op på ham hver halve time , villr dét være et kompromis ?"Du...eh...jeg kan også vente herude...og så se til dig i ny og næ....for husfredens skyld " forslog hun usikkert.

Han blev næsten sur på hende.
"du kommen enden ind og sidde...eller går hjem. Du skal ikke sidde ude foran min dør som en eller anden tigger eller noget...det giver bare flere tanker. Desuden er det min lejlighed og jeg bestemmer selv hvem jeg vil have på besøg. Desuden er Dawn ikke hjemme lige nu...Jeg kan ikke tvinge dig ind. Men det er enden ind eller hjem" sagde han bestemt. Ikke vredt. Bare bestemt. Han gik ud på toilettet.
Han skyllede sit hovedet i noget koldt vand og følte alt for klart kvalmen...Han lænede sig ind over vasken med lukkede øjne et øjeblik...Det her gik ikke...Virkelig...så hårdt slog han da helelr ikke hovedet! helt ærligt...han stod lidt og prøvede at tvinge det væk...det kunne man med så meget andet, andre ting der lod sig styre af ens psyke...

Hun rystede opgivende på jo hovedet.
Camille overvejede for første gang at fortælle ham om hendes korte møde med hans forlovede, for hun var ikke helt sikker på at han forstod omfanget af hvor lidt Dawn brød sig om.hende.
Men.hun valgte ikke at gøre dét, da hun på en.måde syntes dét var Dawn der burde fortælle hvis hun ville.
Camille mumlede til ham da hun gik med indenfor "Fint...men jeg står altsår ikke model til hvad som helst...jeg slår igen " .
Dét var jo old fordi hun forventede noget så drastisk, dét var bare et forsøg på at få et budskab lidt humoristisk igennem.
Hun gik ind og satte sig, og pillede lidt ved en lille bold af .blødt stof i deres sofa.
Zean blev længe ude på toilettet og efter lidt tid kaldte hun derud
"Hey...er alt okay ? " hun besluttede at sætte lidt vand over til te, imens hun ventede på ham.