Caught between a rock and a hard place // Tristan & Zean //

Han hørte ikke hende lille kommentar. Han havde hørt...meget lidt til deres møde. faktisk mest kun at de havde mødt hinanden og at Dawn synes Camille havde..været efter ham. som ikke i venner, men som i forelskelse, kærester og hvad man nu ellers skulle bruge som ord på det.
"Ja...Ja..." svarede han og så sig kor ti spejlet. Kvalmen var på vej væk igen i det mindste for nu.
Han kom ud i stuen igen og så sig lidt omkring.
"nå...noget at drikke eller noget? Ikke for at holde på dig...men hvis du trænger?" spurgte han og så lidt på hende.

Da han ikke svarede, fik hun sat vand over til te, og håbede ikke han ville finde hende uhøflig fordi hun på eget initiativ roede i hans køkken.
Da han kom smilede hun lidt forlegent, og spurgte "Hvis du bare fortæller hvor du gemmer teen , så er den syraks klar ....jeg, øh....udnyttede lige ventetiden, håber det er iorden ?" Undskyldte hun lidt.
Så huskede hun formålet med hun overhovedet var her og så på ham med hævede øjenbryn og hovedet lidt på skrå."Ked af at være en party stopper, men du skal altsår ind i seng....dét er derfor jeg er her..eh, altsår for at sørge for du ikke render rundt " forklarede hun og begyndte at gumler rundt med teen.
Hun skulle også lige huske at sende en sms til Tristan, hun havde brug for at høre at han var Okay.

Han så lidt på hende...Og grinte.
Som regl tog han det...uhøfligt...at rode i andres ting. også selv om det var køkkenet. det var hans sted og han skulle nok rode i det der skulle rodes i...
Men inden han nåede at sige noget grinte han. Prøvede hun at få ham i seng? Han fik lyst til at lade være! Man kunne vel sige at det lille stædige barn kom op i ham. Vil ikk`!
han satte sig på den nærmeste stol.
"teen ligger i en af de øverste hylder i et af skabene...det højre vist..." svarede han og så lidt på hende. Nja...det var vel derfor hun var der...og han var også lidt udmattet...og stadig lidt kvalme, dog ikke så meget som før.

Hun så på ham med et 'What ?' Udtryk...
Typisk han så bare ikke ud til at være tæt på at gå o seng.
Han satte sig i en stol , og forklarede hvor hun ville kunne finde noget te.
Hun lod sig guide og fik to pakker ned fra hylden...
Hun læste på etiketten og spurgte så " skovbær eller pure te ?" og holdte dem begge oppe og viftede lidt med dem i luften
Hun håbede han var HELT klar over at han ville lighed i sin seng lige om snart....om hun så selv skulle bære ham derind.
Efter at havde fulgt hans valg af te, og ladet den trække nogle minutter, gik hun over og rakte ham et krus og tog selv plads i sofaen , imens hun beholdte sit mellem hænderne.
"Nå....efter din te er dét i seng " fastholdte hun.

Han smilte lidt og rystede på hovedet...
Skovbær...en ganske god smag, syntes han selv. Han nippede til den, men rejste sig så og fandt lidt sukker. Han rørte det i og stilte sukkerbøtten på bordet hvis hun også skulle have lyst.
Med en hvis...smerte vist nok...tænkte han tilbage på sin mor. hun kunne også finde på at kommandere ham i seng mest hvis hun selv var træt og så var der intet at gøre ved det.
Han så lidt på hende...hun prøvede virkelig at være bestemt. Han havde lyst til at drille hende, men besluttede sig for han nok hellere måtte lade være.
så han svarede slet ikke på det...OG drak lidt mere af sin te.

Arh...hun vaklede ikke i sin tro på dét ville lykkes for hende at få patienten i seng, også selvom patienten i dette tilfælde var en mandlig dæmon der havde vanskeligt ved odre.
Man måtte jo være positiv.
Hun drak også lidt te og spurgte så " 800 år Zean , hvorfor først nu et barn ? "
Hun vidste jo godt hans ene kærlighed var slået katastrofe fejl, men der måtte have været andre potientielle emner over så mange år.
Hun kiggede lidt og tænkte at dét var dét sidste emne de nåede, inden hun varpede ham i seng.

Han så lidt ned i sin te i en del tid. Der var stadig visse ting han var...betænksom ved at fortælle. han havde aldrig lukket sig så meget op for andre før og det bragte visse...ting med sig. men måske bekymrede han sig for meget? Hvis det endelig skulle blive brugt imod ham skulle han vel nok finde en vej ud...men Camille ville ikke forråde ham...mente han da nok.
"Der er flere grunde..." han besluttede sig for at snakke til teen, end enlig at se på hende.
"...For det første har jeg altid været...skræmt ved tanken. bange måske...dæmoner er ikke lette, det var jeg heller ikke selv, og med den underlige barndom jeg har haft...der er visse ting man ikke ønsker gentaget.
Der ud over skal man jo helst være stærk...jeg har sjældent boet et sted i længere tid af flere sikkerhedsmæssige grunde, man kan ikke bare slæbe et barn med sig rundt...Jeg har altså hverken set mig selv som en far eller den ideale opdrager...beskytter...Der ud over er der hvem moren skulle være. inden jeg fandt...hende...første gang, troede jeg ikke på og tænkte aldrig over at få børn. da jeg var sammen med hende ønskede jeg bare et normalt forhold sammen, med børn...men det hele gik jo i kludder...Og for at beskytte sig selv mod det samme lader man bare være...man ønsker sig ingen børn..." han så på hende nu.
"Men hvem siger jeg ikke har andre? Jeg har sikkert et par stykker ude i verdenen...dæmoner har let...til bare at tage en kvinde for en nat og forsvinde den næste dag...jeg tror bestemt jeg er far til et par stykker, jeg er bare ulykkelig uviden om det...og det foretrækker jeg også"
hun måtte tænke hvad hun ville om det...sådan havde han det bare. han havde ikke brug for flere bekymringer eller problemer eller flere småbørn, eller store, at rende rundt med.
Hvis han en dag mødte dem...ville han ikke vedkende sig dem. de hørte fortiden til...desuden havde han intensioner jo aldrig været at få børn.
Han tog en tår af sin te.

Hun kunne følge ham fint, den første del af hans forklaring.
Den gav mening og hun relaterede så udmærket til dét, men da han kom til den sidste del af historien, fik hun øjne så store som tekopper
* Sikkert flere børn rundt omkring.....mange løse bekendtskaber ....ikke vedkende sig sine børn* alt inden i Camille hev og sled i hende for at anfægte den levestil.
Og man kunne da ikke 'ikke anerkende ' sine eventuelle børn.
Har man ikke beskyttet sig og kommer der børn....jamen hallo daddy !
Hun trak inhalerede noget luft og holdte dét et øjeblik inden hun langsomt pustede ud og forsøgte " altsår...børn er ikke en...ting....de er mennesker " sagde hun blidt og tilføjede hurtigt "eller hvad de nu er, dæmoner ? "
Hun så på ham over krusets kant , imens den varme røg kildede hendes næse.

Han trak lidt på skuldrene uden at vide hvor hun ville hen med det. Hun fandt sikkert tanken afskyelig. Men noget sagde ham også at hun ikke helt kunne se det fra hans side...
"De fleste er nok dæmoner...hvis der er nogen. Det er bare noget jeg antager...måske er de blevet slået ihjel med tiden, levet med en anden ikke-biologisk far...eller hvad morenen nu vil" sagde han kort og drak mere af sin te.

Hun pillede lidt ved te kruset, vendte og drejede dét lidt.
Dét var ikke for at dømme ham på nogen måde, hvad vidste hun om at være dæmon og have dét liv og den baggage som Zean havde, ingenting.
Men tanken om at vende sig væk fra egne børn ,selv hvis de var lavet ved en enkelt nats glæde....den tanke var bare så fremmed.Hun ville aldrig selv kunne forlade et barn, eller få en abort for den sags skyld.Ikke grundet religiøse årsager, nej...men på grund af omsorg og en kærlighed til dét spirende liv.
Men nu var hun jo også typen der gerne ville adoperer alle de små sultne børn i afrika....så børn var et ømt punkt, og noget hun håbede endag ville blive en del af hendes liv, selvom hun tvivlede.
"Zean...du har levet et vildt liv..." Smilede hun og rejste sig op "går du selv i seng, eller vil du bæres ?" Spurgte hun og lagde hovedet lidt på sned.

Han grinte lidt.
"Du vil ikke kunne bære mig..." svarede han roligt. uden at kommentere hendes kommentar til hans liv.
Han drak det sidste af sin te, gik ud i køkkenet og satte koppen under vand. Han strakte sig og så på uret. Ja, det var vist alligevel tid til at gå i seng.
Han så lidt på hende.
2Jeg skal nok gå i seng..." sukkede han så opgivende og allerede på vej ind i soveværelset hev han sin T-shirt af og smed den på gulvet ved siden af sengen. Han smed også sine bukser og strømper for så at glide ned under dynen i den ene side af dobbeltsengen. Han regnede ikke med hun ville gå før hun så ham under dynen alligevel. Han lænede sig tilbage og tænkte kort på hvad han skulle næste dag...
"Nå...ikke fordi jeg vil smide dig ud...men låser du døren efter dig? Der er automat lås på, vis du slår den til..." han kunne ikke fordrage og sove, hvis ikke han viste at der var låst.

Glædelig overrasket over han viste sig at være så samarbejdsvillig , så hun ham gøre sig klar.Da han.begyndte smide sit tøj...drejede hun sig omkring så hun undgik at virke som hun...stirrede.
"ehm...Zean, kan du sætte et ur til at ringe hver anden time ....eller skal jeg ringe til dig ?dét er desværre .nødvendigt at jeg lige høre din stemme og høre du lyder .normal....indtil Dawn er hjemme og tager over " forklarede hun.Dét var jo hele hensigten, at kunne tjekke op på ham.
Nu manglede dét bare han begyndte at stritte imod her på falderebet, nu hvor alt andet var gået så fint.
Da han.lød til at.være kommet under dynen igen, vendte hun sig om og så på ham.

Han så lidt på hende gennem det mørke rum. gardiner var næsten altid trukket for herinde...det var som...et rum man helt havde for sig selv. ingen mulighed for stirrende blikke og dejligt afslappende...halvmørke. Kun npr de luftede ud eller gjorde rent m.m. trak de fra..
"hmm..." vågne hver anden time? Når han endelig sov, foretrak han at sove videre...hvis han sagde han nok skulle sætte uret til at ringe hver anden time...slap han vel for mere? men...ville hun så have han ringede til hende? det orkede han ikke...så helelre hun ringede og han kunne få det hurtigt overstået...
"Men...når man sover, sover man...og sover dybt..." han så lidt på hende. når han ikke fornemmede nogen fjender i nærheden kunne han sove ret så dybt...men ingen var vel umulige at vække.
"Jeg ved ikke...orker ikke at vågne hele tiden...hvorfor så gå i seng?" brokkede han sig

Hun kunne ikke undgå at trække lidt på smilebåndet, lidt klynken kom der så alligevel.
"Sove skal du af alle de årsager du plejer....samt den ekstra at dit hoved og din hjerne kræver hvile.
Og dét er nødvendigt at vække dig for at sikre at du ikke imens du sover får øget tryk i hovedet, efter dit slag i baghovedet Zean, og man skal sikre du ikke er omtåget.Så vi aftaler at du ringer til mig...og hører jeg ikke fra dig, så ringer jeg til dig."
Dét var jo trodsalt bare natten igennem, eller til Dawn kom hjem.
"Er der noget du vil have...noget du mangler, inden jeg går ?"tilbød hun at sørge for.

Han så lidt på hende. Det var bla. derfor han hade...sygehjælp. Man kunne ikke altid det man selv ville. han ville bare sove og så vågne så frisk som han nu var i morgen...ikke vågne igen og igen hele natten...Han sukkede trist. Det var heldigvis kun en nat.
Men hvor han hade det alligevel...han kunne da passe på sig selv...
Men han sagde ikke noget. hun gjorde det for at være venlig og hjælpe...Så at svine det til på en eller anden måde, var ikke aktuelt.
Han gryntede svagt.
"Nej tak" svarede han og vente hovedet lidt, for så at ligge en arm over sine øjne, som nu var lukkede, og prøvede at sove.
"Så kan jeg jo regne ud vi snakkes ved..." mumlede han en anelse surt.

Han var træt og skulle sove nu.
Desuden skulle hun finde ud af om Tristan var kommet hjem og havde husket at rense de sår, ellers ville der gå infektion i det.Hun håbede han ville svare en sms, ellers ville hun bare ikke kunne sove.Pokkers til fyre i hendes liv.
Hun kastede et sidste blik ind mod Zean og sagde stille "Sov godt Zean....og tak fordi du ikke rev Tristans hoved af...og tak fordi du fik pistolen væk fra mit hoved".
Hun var ude af døren hurtigt, lukkede den og dobbelttjekkede den var forsvarligt låst.
Ude i den friske luft fiskede hun sin mobil op og tekstede...

Hey Tristan
Just checking...
Er du kommet hjem og er du Okay ?
Send lige en sms min vej...
Min sjælefred vil være dig
taknemmelig ;)
C.


// Out :)

Han hørte døren lukke og at låsen var til. det gav altid et ekstra lille klik.
Han satte sig op og så sig lidt omkring. Lod en hånd glide gennem håret, for så at ligge sig ned igen...
Lidt efter sov han.

//out