Caught between a rock and a hard place // Tristan & Zean //

Tristan kiggede lidt bebrejdene hen på Zean, var det ikke også ham der skulle angribe først sidste gang? "Okay, here i come" Han sukkede opgivende og løb først frem imod Zean for at lade sig glide ned på jorden og lave et spark opad imod dæmonen.
han tog sig ikke rigtig af hvad Camille sagde, men koncentrerede sig bare om at få ram på Zean.
Ikke et sekund forlod det selvsikre smil hans mund. Ikke fordi han var så sikker på at vinde, måske var det bare 'the thrill of the fight' det var ikke til at sige.

Han fjernede sig. flyttede sig til den ene side, til højre.
Han reagerede hurtigt ved at sætte sig overskævs på dusørjægeren, prøvede at holde hans arme nede ved hjælp af sine knæ, som han næsten maste ind i hans overarme. I mellemtiden, stadig fokuseret efter at få den fornødne øjenkontakt, lagde han an til at ville ham et par knytnæver. Han slog efter ham et par gange, uden rigtig at bemærke om han ramte eller ej, selv om det nok næsten ville have været umuligt...dog skulle man aldrig sige aldrig, man kunne jo altid bare flytte hovedet.
Det var på en måde underligt...han følte sig rolig, hvilket var godt, men som regl sloges han for at drille eller fordi han var vred...lig enu var det ingen af delene.
Og derfor havde han svært ved at finde den fornødne kampånd...Hvilket irriterede ham. Nu havde han jo endelig chancen for at slå lidt på en dusørjæger! Folk der havde jagtet ham de sidste mange år, bragt ham en del ar...folk han selv havde slået ihjel eller var flygtet fra...folk der havde jagtet ham ud af den ene hule efter den anden....

Camille kunne se på Zean at han ikke var rigtig vred.
Dét var lidt underligt, han havde adskellige gange set mere vred ud når han skældte hende ud.
Hun rynkede på næsen, hvis han fik ram...hvis han gjore noget ved Tristan, så tilgav hun ham....aldrig.
Hun så på Tristan, han var lige så skide kæphøj som altid, hun kunne ikke skjule et lille smil i mundvigen ved at se på ham.Han havde reddet hende op til flere gange,med det samme smil over hans læber...men Zean skulle ikke have mere besvær, han havde nok problemer lige nu, hun ville standse Tristan ...hvis dét kom til dét.
Og så måtte de begge hade hende.

Tristan mærkede sig selv alt for let blive fejet af benene og presset imod jorden. Han nåede lige at undvige et par knytnæver. Så let skulle det ikke gå. Nok var Zean sikkert stærkere end ham, men han blev nød til at anstrenge sige mere end det hvis han skule have ram på ham.
"Tch.." Udbrød han og undveg et slag mere, dæmonen synes ikke rigtig at sigte overhovedet.
Tristan vippede adræt sine ben opad og viklede sine ben rundt om Zeans nakke og svang nedad for at få ham af.
Han tumlede væk fra dæmonen og fik sat sig op på knæene. "Sorry, men du bliver altså nød til at ligge mere mening i det" Sagde han hånene og ømmede lidt sine ene arm efter at have været trygt sammen.

Han tog sig til halsen og sin nakke da han rejste sig op.
"Du har ret, har du ikke nogle sjove kommentarer?" spurgte han spydigt igen.
Endelig mærkede han irritationen...en god begyndelse til vreden. Han så kort på Camille, bare for at se hvordan hun tog det. Det blev han dog ikke klogere på....desuden havde hun nok bare fortsat samme mening som før.
Han trak vejret dybt en enkelt gang og så på Tristan, fast besluttet på at slås med ham...Og finde den fornødne vrede til det. Og det hjalp faktisk....
Hans tanker gled tilbage på deres sidste møde, på hans familie...En dusørjægerfamilie der havde lagt stort pres på deres mere eller mindre talentløse dreng. det skulle ikke undre ham om at de en dag fik en besked om at han var blevet nedlagt af et eller andet væsen...
Nu han tænkte over det...Han havde de sidste dage fået en bedre fornemmelse for at han faktisk kunne snakke med Leonard...Selv om det ikke lige var svar han fik...Måske...Det behøvede de selvfølgelig ikke at vide, men måske kunne Leonard klare dette her for ham...Han var altid frisk på kamp. Han smilte en anelse og håbede virkelig Leonard havde tænkt sig at møde op...

Camille så til...forfærdet.
Hvad pokker havde de tænkt sig ?
Hvis en af dem begyndte at bløde, så ville hun stoppe dét.
Hendes blik var vredt og såret da hun mødte Zeans, hvordan kunne han forsøge med knytnæver på Tristan ?Hun huskede kun alt for godt Brett der blev slået til plukfisk af Zean....hans ansigt var smadret og smerterne ulidlige.
Brett talte ikke længere til Camille , dét skulle jo ikke ske med Tristan.
Desværre forsatte de bare og hun ville vente med at gribe ind...lidt endnu.
En modbydelig mavepine havde godt fat i hende efterhånden og hun var noget bleg.
Hun så over på Tristan, hvorfor kæmpede han nu ?Hun forstod dét ikke, han havde før undladet at gøre dét med Isabella og Crasie, for hendes skyld....hvad var anderledes med Zean ?

Tristan grinede sarkastisk og lagde hovedet på skrå.
"Jeg har skam mange flere sjove kommentare at fyre af" Svarede han med et hævet øjenbryn og rettede meget hurtigt blikket på camille. hun var alt for gennemsigtig, hun ville ikke tøve med at gribe ind hvis det tog overhånd, men dte var også tydeligt at hendes bebrejdende blik var rettet imod Zean, hvilket irriterede ham en smule. Han vidste godt at han var svagere end Zean, men så meget?
Et afsæt med benene slyngede ham igen frem imod Zean. Han satte hænderne ned i jorden og slyngede sit ene ben i en bue imod dæmonens brystkasse. Det andet ben var han klar med til ligeledes at slynge frem, skulle det lykkedes dæmonen et blokkere slaget.
Det var tydeligt at mærke at han var mere selvsikker i hans slag i forhold til før. træningen hos Sakref udviklede ham hurtigt og selv de andre dusørjægere var begyndt at bide mærke i det og dte gav ham meget mere respekt hos de andre dusørjægere.

Denne gang valgte han ikke at flytte sig. dumt eller ej...Han skubbede det ene ben væk, opdagede det andet...Men nåede ikke at blokere helt så meget for det som han ellers havde ønsket.
Han trådte et halvt skridt baglæns da slaget ramte ham...Men han nåede ikke rigtig at mærke smerten før en bølge af vrede gled gennem ham...en vrede han kunne kontrollere, heldigvis. og bruge til sit eget bedste.
Blikket i hans øjne ændrede sig også....Hans bønner var blevet hørt. Leonard trådte frem og det viste sig ved det nye kolde blik og evigt selvgalde smil.
Han røbede dog ikke noget, men lod bare sine øjne bore sig ind i Tristans, tydeligt med mening om at gøre skade.
Han var ked af han ikke havde noget våben med....Det kunne have været godt. Nemmere at give mere skade...Men han måtte nøjes med hvad han nu havde.
Han grinte for at provokere dusørjægeren, hvis han mistede kontrollen med sit temperament havde han en fordel...Og så håbede han selvfølgelig på at kunne køre ham træt på et tidspunkt...Men han havde klart forbedret sig, det kunne han allerede mærke.
Camilles bearbejdende blik irriterede ham ligeledes...hvad bildte hun ind at dømme ham? Kunne hun ikke forstå hvordan verden var indrettet?
I en hurtigt bevægelse greb han ud efter dusørjægeren, greb fat i hans arm og trak han hen mod sig, i det samme som han lod et knæ ramme hans mave....

Hendes øjne fulgte nu Tristan....han var skarp og virkelig dygtig, godt hun ikke skulle slås med ham, hun ville være slået i gulvet på under to sekunder.
Men hun brød sig bestemt ikke om at se ham gå efter Zean, slet ikke.
Tristan havde en hårdhed over sig lige nu, og hun ville helst have dét hele til at gå væk.
Med blikket på Zean så hun et flig af noget...eller nogen, men dét måtte være hendes fantasi der spillede hende et pus.
Men de øjne...kolde...da han trak Tristan over og gav ham et knæ i maven , fløj hun derover slyngede armene om Leonards hals bagfra og skreg " nej...lad ham så være NU "
Og til Tristan sendte hun et advarende blik om at forsætte....

Selvom Tristan var blevet bedre så havde han stadig en uheldig vane med at stoppe op et halvt sekund og lade det synke ind ta han faktisk ramte. Det var nok det der gjorde at han ikke nåede at reagere på hurtigt at få øjenkontakt med noget der virkede anerledes fra Zean fra før. Lige inden et knæ ramte ham i maven og slog luften ud af ham.
Han bukkede hurtigt sammen og bakkede et skridt bagud imens han prøvede at få vejret. En kildene fornemmelse kunne mærkes ud af hans arm og han var sikker på at der i et kort sekund havde været små blå gnister til syne om hans håndled, men han prøvede så vidt muligt at styre det. Han stolede ikke nok på sin 'evne' til at bruge den, medmindre det var nødvendigt, eller han blev vred nok.
Han kiggede forviret op ved Camiles udråb og sendte hende et trodsigt blik tilbage idet han rettede sig op igen. "Camille ud til siden, jeg har det fint!" Svarede han hende og prøvede at få øjenkontakt med Zean, han kunne ikke rigtig slå på ham med mindre Camille var væk, ellers risikerede han at ramme hende istedet. Samtidig havde han en underlig fornemmelse af at Zean ikke var så meget Zean lige nu..

Han løsnede hendes greb og holdt hendes arme fast, mens han vente sig og så på hende. Selv om det betød han næsten måtte vende ryggen til Tristan et øjeblik.
"Hejhejhej...." grinte han og blinkede til hende
"Det er jo bare mig...Som du så gerne vil have samarbejder vi lidt mere nu...Det har skabt problemer nogle steder...men...nå pyt, vi kan snakke senere...Men du bliver nød til at forstå du ikke skal blande dig i det her..." han vente sig om mod Tristan igen, mens han slap Camille.
Endelig...Han mødte Tristans øjne uden tøven og smilte bare selvglad ved det...Åhha....den øjenkontakt kunne hurtigt blive Tristans...måske ikke endeligt...Men i hvert fald dumt. Han mærkede hvordan han fik mere og mere kontakt med selve Tristan, efterhånden som han brugte sin evne og lod sit "spind" glide ind over hans hjerne og ligge sig som et slør. Ikke noget normale folk lagde til...som regl. Ikke før han brugte den. Men det var rart at vide at han nu kunne slås...uden faktisk at behøve at røre ham eller komme i nærheden af ham.
Han overvejede at sige det til Camille...Ikke direkte selvfølgelig, da hun havde vist usikkerhed ved hans evne, men i hvert fald sige de ikke behøvede slås så meget mere...Men på den anden side kunne det ødelægge noget af det sjove...Nej, Tristan måtte selv opdage det, næste gang han ville slå. Hvis alt gik vel ville hans krop nemlig ikke reagere helt efter hvad han selv ville...Nok slå...Dog ikke røre....

Låst fast med Leonards greb om hendes arme , stod hun og så op i hans drillende øjne.
"Leonard "hviskede hun ..."jeg ....vær sød at stoppe "men han vendte sig om til Tristan og virkede meget koncentreret.
"Tristan ....ikke mod ham...dét er ikke Zean længere " mumlede hun til Tristan og håbede at han for en gangs skyld ville lytte og tage hende seriøs.
Hun havde haft en forhåbning om at kunne trænge igennem...før eller siden...til Zean, men Leonard, hun anede ikke hvad der ville ske...ville han holde Zeans ord om ingen døde ?Hun sank en klump da hun så blikket i Tristans øjne....

"Slip ...nu" knurrede han lavmælt af Zean, men det så ud som om at han allerede havde haft det i sine planer at slippe Camille.
"Jeg synes nok at noget var forandre... Ikke at det kommer til at gøre det store.." Svarede han uden at se på Camille, men holdt blikket på Zean , var det bare ham eller var noget galt her? Han havde stadig et flabet smil på læben da han tog et skridt frem imod fyren igen, klar på at forsvare eller angribe hvis det skulle blive nødvendigt.
"Men hvorfor angriber du ikke ven?" Afsluttede han afslappet og lagde hovedte på skrå.

Han grinte. skulle han gøre Camille noget? Den kvinde han allerede havde beskyttet mod nogle alt for irriterende mænd?
Han rystede svagt på hovedet ved den tanke...
"angribe?" smilte han
"Åhh....Det behøver jeg ikke...Jeg har allerede vundet" smilte han og blinkede kammeratligt.
Han slappede af i kroppen for at understrege det.
"Men hvis du ikke tror mig...kan du jo prøve? Du vil nok opdage noget sjovt..." ved hjælp af sin evne beordrede han Tristans krop til at blive stående hvor den var.
Det var jo en sjov lille leg det her...Noget Zean ikke ville kunne forstå på samme måde. som altid var det altid ham der måtte gøre det for ham...men det passede han nu godt nok.
Han så kort på Camille...
"Det er stadig mig..." sagde han lettere forundret.
"Zean og jeg er jo samme person" han smilte lidt til hende

Ingen af dem ville give sig, så dét ud til.
Hvor langt havde de tænkt sig at tage dét her.
"Men Tristan...du forstår ikke..." begyndte hun men Leonard stjal hendes opmærksomhed .
Hvad havde han lige sagt ?...'Det stadig mig, vi er en og samme person'.
Fandens til tidspunkt at få et gennembrud på, for dét var dét jo! Dét var tegn på Zean og Leonard 'snakkede sammen ' eller også var dét tegn på Leonard manipolerede vildt med hende lige nu ?
Camille så på Tristan , han var stærk men de evner Leonard havde, hun havde jo helt styr på dem fra Zean der havde forklaret alt om dem...så hun forsøgte igen at fange Leonards blik og snerrede " tag dem tilbage...ud af hans hoved med dit spind NU " og så stillede hun sig ved siden af Tristan.

Tristan, som altid tog imod en udfordring var ikke bleg for at gøre det denne gang også. Det var nok derfor han skulle til at springe frem imod dæmonen igen da han fandt ud af at han var frosset fast til stedet. Han fik et overrasket udtryk idet han kiggede op på Zean igen, hvis dte da var Zean.
"Hvad f.... din evne?" Sagde han pludseligt og kunne mærke hvordan hans krop ikke reagerede. Han tænkte det hurtigt igennem og slog ud i et hånligt smil. Hvis han ikke kunne komme ud af det, måtte han få fyren til at opgive at bruge evnen.
"Hvis det er din evne så kan jeg bedre forstå din kampteknik er som den er....Den er jo komplet... kujonisk.." Hånede han og prøvede at skabe kontakt til sine ben, uden held.

Han grinte lidt.
"Kujon? Na...Det ville jeg ikke sige..." han var fuldstændig ligeglad med Tristans synspunkt. Han havde måske bare indset at han nok var ved at tabe...
"Jeg har bare en ting du ikke har og kan bruge den...Vi har alle hver vores måde at slås på og dette er min...den er ganske sikker...som regl kommer jeg ikke selv til skade på den måde" han virkede som om han selv syntes det var genialt, men faldt så lidt til ro...Hvad var der med Camille? De plejede jo altid at have det godt med hinanden...okay, hun stilte mange spørgsmål, men alligevel...Han havde altid set Camilel som en slags...Allieret. Hvilket et sted bare gjorde ham mere sur.
"Nå...Så du holder med din lille dusørjæger...Trods alt den tillid Zean har vist dig..." han rystede på hovedet. Manipulation var en af hans ynglings beskæftigelser.
"Det bliver han ked af at høre..."

Camille forsøgte at bearbejde Leonard lidt , hun ville ikke lade ham tirre sig nu.
Hun så først på Tristan, der stadig gav verbale smæk, så han var okay til trods for trådene, ingen smerter.
Så trådte hun mod Leonard og så på ham "Du ved udmærket godt jeg ville gøre det samme for både dig og Zean....hvis Tristan gjore jer noget.Vil du være sød at hive dig ud, trække dine små snore tilbage og så lover Tristan at droppe dét hele, ik Tristan " forsøgte hun og kiggede bedene på ham.Han måtte ende det her inden en af dem for alvor kom til skade.

Tristan fnøs og ville have slået hovedet lidt tilbage nu hvis han havde kunne bevæge sig.
"Jamen kære dæmon, det er lige det der gør den kujonisk" Svarede han skarpt og lavede en lille grimasse af irritation over ikke at kunne hoppe på ham.
Camilles ord fik ham til hurtigt at rette blikket på hende, tilbage og tilbage op hende igen. "Nej glem det, nul og niks, så snart jeg er fri springer jeg på ham!" Svarede han nok lidt forhurtigt og prøvede af alle kræfter at få hans krop til at bevæge sig. Det resulterede kun i at han lige kunne knytte næverne.

"At han stopper? Jamen jeg vil også selv..." smilte han
"Men jeg kan da godt give ham en chance" han flyttede det ene ben en anelse bagud for at stå rimelig fast, da han lod Tristan bevæge sig igen, dog uden at tage sin evne til sig. Han viste ikke hvad han skulle forvente...måske lidt slåskamp til Camille igen fik skilt dem ad...Eller noget.
"Så vis mig dog hvad du kan, nu hvor du brokker dig" drillede han 'Tristan.
"Vis hvorfor din mor og far godt kan være stolte af dig..."

Hun vidste nok til at forstå at dét her for dem handlede om ære.
Kunne ingen af dem se at somme tider bestod dét ærefulde i at trække sig, uanset man gav den anden sejeren
Dét var jo med lemmer hvis ikke med livet som indsats her.
Dog så dét ud til at Leonard træk hans spind tilbage fra Tristan.
Så langt så godt, selv om grunden ikke var hendes bøn om at stoppe, næ...dét var mere ment som en invitation til Tristan om at angribe
Hun så med nervøse øjne på Tristan...bare han nu ikke lod bemærkningen om hans forældre gå ham på
Dét var et ømt emne og måske dét eneste der kunne få ham til at miste hans coolness i en kamp ?

Tristan løsnede lidt op da hans krop begyndte at kunne bevæge sig igen, perfekt, endelig!.
"About damn time!" Mumlede han og rystede hurtigt på hovedet.
Der gik et lille jag igennem ham da dæmonen nævnte hans forældre, det var rigtigt, Zean havde set det med det samme. Han tog et dybt åndedrag og fnøs igen. Havde han hørt det for bare et år siden var det gået helt galt, men nu når tingene for en gangs skyld så lysere ud var det bedre. "Behøver de en grund?" Svarede han skarpt og dukkede sig for at skyde foden frem imod Zeans ankel for at fælde ham, inden han ramte snurrede han en halv gang rundt og satte istedet en knytnæve afsted imod fyrens mave i håb om at ramme.
Selvom ordene ikke havde ramt så hårdt som de kunne have gjort så havde han stadig bidt tænderne hårdt sammen i frustration.

Det virkede. Han forventede han ville slå efter anklen, så han flyttede sig...Kun for at finde ud af at han blev ramt i maven. Han mistede vejret et øjeblik og bukkede forover, mens han holdt sig for maven med den ene arm.
Han hostede et par gange og trak veret dybt et par gange. Det måtte have været gengæld for det knæsprak han havde givet ham tidligere.
Han rettede sig op igen, mere vred, næsten rasende, i forhold til før.
"very well...." måske havde han undervurderet ham? Eller også var han bare uheldig i dag...
"Nu må du være stolt Camille..." det passede ham ikke at hun holdt med dusørjægeren...men hvorfor overraskede det ham_ Hvem gad holde med et monster? Måkse var han bare et offer for hendes manipulation...hun brugte hamb bare når hun ikke gad være alene eller et elelr andet...eller samlede oplysninger ind til alle de andre sdusørjægere...Påstod han ikke var et monster...Han rysetde svagt på hovedet. Slut var det. Med nogensinde at stole på nogen p den måde igen.
Han knurrede svagt som en kort advarel, før han gik direkte efter struben, for at gribe fat i den og strmamme til. men ændrede mening midt i bevægeslen, tog fat i hans skulder, gik et skridt hen så han stod ved hans side og sparkede bagud mod hans knæhaser for at at vælte ham. i endnu et skridt astod han bag ham, greb fat i hans hår for at smadre hans hoved ned mod jorden...

Camille kunne intet stille op da Tristan handlede way to fast, og pludselig havde hamret en knytnæve i maven på Leonard.Hun lukkede øjnene, ville ikke se dem slå hinanden.
"Tristan ...nej " men dét kom nok mest som en mumlen da hun ikke vidste hvad hun skulle stille op.Han ville blive virkelig vred hvis hun blandede sig nu....men på den anden side...de måtte vel begge vide at hun ikke ville hente popcorn og cola og nyde underholdningen.
Men hun fik dog alligevel luft under fødderne da Leonard slog tilbage , for hun kunne ikke undlade helt at følge med.Inden der var gået mere end nogle sekunder havde han fat i Tristans hår, parat til at banke hans hoved i jorden.
Hun røg igen om nakken på ham, da hun ikke kendte så mange andre måder.
Klemte sin kind ind mod hans og plæderede "Leonard...plz gør ikke det her....slip , lad vær med at ødelægge det vi to har sammen , slip ham " .
Hendes stemme lød panikken og slap han ikke Tristan , ville det ende med hun var nød til at bide øret af Leonard...eller noget.

Tristan var for hurtigt til sit eget bedste og reagerede ved at blokere sin strube og så derfor ikke at hånden ændrede retning imod hans skulder. Det var nok derfor at det kom som en komplet overraskelse da benene bare forsvandt under ham.
Han lavede et overrasket udtryk og nåede ikke selv at gøre noget overhovedet. Istedet nåede noget andet at reagere og han mærkede sin arm rent automatisk , som blev den styret af en anden, flyve op og tage fat om dæmonens håndled for at sende en mindre elektrisk strøm op igennem dem begge. Det var ikke voldsomt, men det ville være kraftigt nok til at give et slemt stød.
Han væltede selv rundt på jorden og nåede kun lige akurat selv at se de blå gnister der fløj ud af hans håndled da han kiggede på. Så kiggede han op igen imens han lidt forslået kom på benene igen. "Rolig Camille, sagde jeg ikke at jeg klarede mig?" sagde han lavt da det gik op for ham at hun havde handlet. Hans arm føltes ubehagelig varm.