Caught between a rock and a hard place // Tristan & Zean //

Tristan blev lidt 'taken back' af Camilles pludselige flib og måtte tage et skridt rundt om hende og lægge en beroligende hånd på hver af hendes skuldre.
"Hey, don't let it get to you..." Mumlede han lavt, men ville lade hende snakke ud. Hvis det var noget der gik hende på skulle Zean også have besked, men personligt gik det ikke ham på, han var blevet kaldt langt værre ting end det igennem tiden. Det var bare svært at finde ud af hvad man skulle gøre her for han anede hverken hvem Dawn var eller om der var mere i diskutionen end som så.
"Flere af de samme holdninger? Vi mennesker har skam forskellige holdninger, det er det nogle vælger at oversætte til politik. Jeg vil gerne bede dig om næste gang at du vil fornærme mig at rette den imod mig og ikke alle andre fra min art, som fx Camille." Sagde han da hun var færdig. Stadig med hænderne på hendes skuldre. Han havde fået et vredt udtryk igen, men ikke ekstremt som før.
"Du burde også vide at Camille aldrig ville sige sådan noget om dig. Hvis du gik nu ville hun stille sig op imod mig og forsvare dig og din race - hvilket hun i øvrigt har gjort flere gange, måske skulle du bare værdisætte det mere!" næsten snerredehan tilbage til Zean med et trodsigt blik.

Hvorfor blandede Tristan sig ikke uden om? Det var normalt han og Camille skændes om et eller andet. Desuden burde hun ikke tage det så personligt...han havde udelukkende ment tristan, ikke nogen som helst anden.
"Slap af Camille...Jeg snakkede kun om Tristan...at du er venner med ham, gør ikke mig til hans ven. Desuden, camille, ved vi begge to godt at du ikke bare er et menneske!" han så lidt hende
"Og bland Dawn ud af det her...Hvad er det med jer kvinder? I nævner hele tiden hinanden selv om i hader hinanden...Desuden, Tristan, skal du blande dig uden om det her...Det var mig Camille er sur på, ikke? Hvorfor så blande sig? Det er netop hvad der er problemet med jer! Dusørjægere! I blander jer altid!" snerrede han. Sjældent havde han følt sig så uvelkommen...Og han kunne ikke engang gå for at få luft. Den ene grund fordi Camille altid blev...trist over det. som om man faktisk forlod hende. Den anden ting var fordi hans kvalme blev værre og værre.
Enden eller...Hun havde jo også Tristan! Hendes lille ven....Beskyttede ham og hans race? Så vidt han havde forstået snakkede hun aldrig om sine venner, til sine venner.
Han anede ikke havd han skulle tro...OG han viste også at han ikke blev venner med Camille igen lige med samme...Så han hældede mest til bare at droppe det hele og gå...

Camilles krop slappede en kende mere af , ved Tristans beroligende hænder på hendes skuldre.
Han fik standset hendes rysten, omend hun stadig var vred...vred på Zean.
Hun kunne ikke slippe følelsen af han aldrig ville se hende som værende værdig eller god nok til ham, til at være i selvskab med ham. Men hans engel der opførte sig mere som en .... satte han op på en trone.
Hun sukkede og lænede et kort øjeblik sin kind mod Tristans hånd der lå på hendes skulder
Dét var sødt af ham at forsvare hende.Han kunne også have valgt at lade hende modtage en skideballe fra Zean selv, men hans dét at Tristan trådte ind blev til at Zean rettede en del af dét mod ham øh ikke kun Camille.
Hun vidste godt der skulle meget til før han undskyldte, og med Tristans tilstedeværelse ville han sikkert hellere gå gennem en mur, end dét. Hvorfor var Zean så stædig...han blev jo ved ! også med at køre på Tristan, Tristan ville da aldrig slå Zean ihjel....eller noget...troede hun da.
Men éen ting måtte hun lige svare Zean på "Taler jeg om Dawn hele tiden ? Nej...Zean...jeg taler om dine problem , forsøger hjælpe med at gøre dig ...glad....så hvis dét betyder vi taler om hende, skal du måske...." hun stoppede sig selv og turde ikke møde Zeans blik og hendes egne øjne var nu helt blanke.
Tilgengæld lagde hun kort en hånd på Tristans, der lå på hendes skulder og mumlede et lille "Tak".

Tristan fnøs og måtte slippe Camille for at træde et skridt frem imod Zean.
"Undskyld, blande mig? Så vidt jeg husker var din fornærmelse rettet imod mig, så er det vel i min gode ret?!" Forsvarede han og knyttede næverne der hang ned langs hans side. Han havde ikke tænkt sig at pande dæmonen en - ikke lige nu - men bare at simulere det i hovedet var mere end tilfredsstillende.
"Der er bare ét af problemerne ved jer dæmoner, i tager alting for givet på grund af jeres lange levetid! Du burde lægge mere mærke til de små ting.." Han tog en dyb indånding da han afsluttede og tog et skridt væk. Det var på tide at gå, de havde tydeligvis deres at rede ud og han havde ikke tænkt sig at køre mere i det.
"Jeg vil se at komme videre, hvis altså du ikke havde andet du gerne ville sige til mig ansigt til ansigt?" Sagde han så og lagde hovedet på skrå imens han holdt blikket på Zean.

Han mærkede vreden rase gennem hans krop og truede med fuldstændig at tage over. Hvilket hurtigt kunne udvikle sig at han forvandlede sig...Men han prøvede, besværligt, at holde igen, en forvandling var smertefuld og krævede en del energi. Selv om han så ikke ville kunne mærke hvis han var kommet til skade.
"lægger mærke til de små ting?" han valgte at ignorere resten, da han bedst kunne koncentrere sig om en ting af gange. Et emne af gangen. Og det var lige det sidste der blev sagt og det nemmeste at køre videre på.
"Har du nogen begreb om hvordan det er at leve så længe?" hans råbte ikke. Hans stemme var vred, ja, men alligevel...så stille. Som om Tristan faktisk havde ramt et hårdt punkt.
"Hvordan det er at se solen stå op og gå ned igen, hver evig eneste dag? Hvor hverdag bliver så kedelig til sidst at du ikke aner hvor du skal gøre af dig selv? Hvor du enden opgiver alt eller kæmper for at finde et holde sted?...Alt det der sker på den tid! Og så beder du mig om at ligge mærke til små ting..." han så skiftevis mellem dem. Han havde alligevel tabt. Desuden, så vidt han kunne se efter Tristans berøring, holdt de tydeligvis ret meget af hinanden. Han viste ikke hvorfor, men det gik ham faktisk på. Men det var også lige meget. De kunne holde så meget af hinanden som de havde lyst til!
Måske var han faktisk lidt misunderlig...
Han rystede svagt på hovedet.
"Nej, bliv her hos hende..." han havde forskellige måder at slutte den sætning på, men valgt at lade være. Han havde ikke energi til mere.
Hans kvalme var forsvundet for en kort tid...det var altid noget.
Han åbnede døren og skyndte sig ud af den...Han overvejede kort at sige undskyld til Camille...Men så lavt ville han ikke synke foran Tristan!

Hun lyttede ...lyttede til Zeans ord , til hans fortælling.
Igen , dét var umuligt at rigtig forstå , rigtig tage ind hvordan livet kunne føles ...hult...hvordan der skulle mere og mere til for at berøre ens hjerte , for at skabe et indtryk ...give glæde.Igen slog dét hende at han virkede ensom, på en måde og hendes hjerte var ved at briste.
Hvorfor kunne hun ikke afhjælpe dette, tage bare lidt af hans tristhed og bære lidt af byrden.
Dét at en fyr var så stærk, stolt og alligevel så ....sårbar, selv om han nødigt ville indrømme dét, vækkede noget i Camille.
Problemet var blot hun ikke anede hvordan hun skulle formidle dét , for dén måde hun normalt var på , lykkedes kun 1 ud af 10 gange, resten blev han ...sur.
Zean bad Tristan blive ved hende og så satte han af.
Camille vidste at han...et eller andet sted også bekymrede sig om hende, ellers ville han ikke have sagt sådan.
Hun så hjælpeløst op på Tristan og sagde " Jeg kan ikke lide at se ham gå...ikke sådan...kan du ikke se han er trist og føler han har...tabt ? Tristan...hjælp mig....han fortjener ikke at føle ....jeg mener dét .....han har dét ikke godt " hun forsøgte forklare men der var jo ingen tid at gøre godt med hvis de skulle efter Zean, og måtte håbe at Tristan forstod....og indvilligede i at hjælpe.

Tristan kiggede tøvende efter dæmon også ned på Camille og tilbage igen. Han bed sig usikkert i underlæben. Hvad kunne han gøre? Camille bad ham så desperat og han kunne ikke... Ikke bare fordi hans stolthed ikke tillod det, men også simpelt fordi han ikke vidste hvad han skulle sige.
"Jeg ... Der er ikke grænser for hvor meget jeg gerne ville hjælpe dig, men der er intet jeg kan gøre eller sige som der ville påvirke ham mere end hvis du sagde det.." Svarede han håbløst. Inderst inde var han irriteret på Zean, hvis det var så hårdt at leve for ham så skulle han med glæde hjælpe med at ende det...Men på den anden side så var det jo ikke det eneste der spillede ind. Han kiggede ned på Camille igen og gav hende et puf i ryggen.
"Hvis det er dig er jeg sikker på han forstår, skynd dig nu, før han smutter" Sagde han så og nikkede i retning af Zean.

ZEan sukkede og var glad for at slippe ud. Så kunne de to hygge sig...hvilket de sikkert også gjorde.
At dø? Det havde han ønsket sig flere gange, men for det første var en kujonhandling, kun svage mennesker gjorde det. Desuden...ville det være lidt svært at gøre det, en dæmon døde jo ikke af almindelige ting og han nægtede at synke så dybt som til at dø af en dusørjæger. Han havde altid fået af vide at han skulle kæmpe for at leve. Og dø i forsøget.
Men det ville sådan en som Tristan jo nok ikke forstå.
Men han søgte ikke medlidenhed. Han søgte ikke hjælp. Han søgte bare...forståelse. Noget han endnu ikke havde fundet hos nogen. Okay, det var ikke helt sandt. Camille var nok den person i verden der havde forstået ham bedst. Men ingen havde forstået ham så meget som han måske kunne ønske...men det var sikkert også for meget for langt...man var altid, helt inderst inde...alene.

"Zean " hendes stemme flænsede luften .
Camille var faret efter ham, udenfor, efter Tristan havde blidt puffet hende afsted.Hun var så heldig at han forstod hende, vidste hvordan hun var skruet sammen, så han ikke holdte hende tilbage, hun lavede en grimasse...han havde Ingen ret eller grund til at ville det, sikke dumme tanker at have, nåede lige at flyve gennem hendes hoved, inden hun fik øje på Zean.
" Hvad ...nu...." pustede hun og hev lidt efter vejret, hun måtte se at komme i bedre form.
"Jeg har dét ikke så godt med at du bare går...alene...kan vi ikke finde ud af...noget ?"
Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle få ham til at sige ja.
Hun forsøgte at fange hans øjne "Dét har været en lorte aften...kan dén rundes af på en god måde...eller bare en måde der gør dén bedre ?

Hun håbede virkelig Tristan ville vente derinde, og ikke finde på noget...impulsivt.

Tristan stod tilbage og kiggede efter hende. Det var jo ikke fordi han var glad for bare at puffe hende i retning af en eller anden irriterende dæmon så han havde bare at sætte pris på det! Han stod tilbage og kradsede sig henkastet i nakken. Der var ikke rigtig andet gøre som man stod alene tilbage..
Han kastede hovedet lidt tilbage og sukkede. Gad vide hvad hun ville sige til Zean? Han kendte intet til hvad deres forhold var bygget på.. Tanken fik ham til at knytte næverne en smule, men hvad var dte lige han lavede der? Det måtte hun jo selv om.

Han stoppede op og så lidt på hende.
"Det kan rundes af fint nok...hver for sig" startede han og lid blikket glide tilbage mod Tristan for at se hvordan han havde det. Men han kunne ikke rigtig se noget.
Pyt også med det.
Han så lidt på Camille igen og sukkede. hans kvalme var vendt tilbage. skønt!
"Hvad ønsker du virkelig?" spurgte han hende. han var træt og var nok ikke den friskeste. Men hvis hun virkelig ønskede han skulle...opføre sig pænt i nærheden af Tristan, skulle han da nok prøve...hvis han virkelig var nød til at være i samme rum som ham. eller bare ignorere ham, det var nok det letteste.
Men han havde det ikke så godt med det, hvis han skulle opføre sig pænt ved Tristan...han ville sikkert ikke opføre sig pænt selv.
Han lænede sig op af den nærmeste mur og var glad for han var ude i den friske luft.

"Hver for sig ?....Dét den løsning du ser...?" hvor typisk ham, palle alene i verdenen, tænkte hun..men selv Palle måtte sande at dét alligevel ikke var lykken at klare sig alene.
"Jeg vil bare have...at i stopper med at slå på hinanden...fysisk....dét ville være fint for nu...mere forlanger jeg ikke..men kunne i sidde bed samme bord også, ville dét være dejligt, for mig " smilede hun lidt usikkert.
Men som sagt , at de ikke slog på hinanden nu ...eller resten af livet, ville gøre hende lykkelig.At have to favorit personer, der slog hinanden til plukfisk...var anstrengende.Og dét var en af årsagerne til hun nødigt ville tale om Zeans forlovede, hun vidste at hendes syn på hans pige ikke var så...positivt og når hun intet godt kunne sige ville hun for freden og sjælefreden , altsår Zeans, helst holde mund.
"Jeg går ind igen...Tristan står alene derinde og tripper....om du vil med er op til dig, men en form for freds aftale evil være dejligt."hun vendte ryggen til og gik tilbage.
Da hun stod foran Tristan forsøgte hun at overtale også ham "Jeg ved ikke om Zean kommer tilbage, men hvis han gør...vil du så ikke godt lade vær med at tirre ham...jeg vil virkelig blive glad fof hvis i gider lade være med at slås...nu...OG fremover " hun så op på ham, hun bad om meget af ham, dét vidste hun godt...men Tristan vidste også at hun ville give ham meget i retur, hvis HAN bad om dét, så hun var spændt på hans svar.

Han kiggede op da hun kom tilbage og vidste ikke helt hvad han skulle sige. Det var for meget at bede om fra ham, alt for meget også alligevel hvis det betød så meget.
"Argg, du ved hvordan jeg har det med sådan noget...Men jeg skal nok prøve, selvom jeg ikke er glad for det" Svarede han og ønskede egentlig ikke at Zean skulle komme tilbage, men han kunne godt se at de var barnlige og dumme lige nu.
"Hvis jeg gør dte her så skylder du mig noget til en anden gang, og jeg glemmer det ikke!" Drillede han til slut og kiggede i retning af hvor Zean havde været. Ville han komme tilbage ?
Tristan måtte indrømme at han faktisk ville have mere respekt for dæmonen hvis han rent faktisk samlede 'some guts' til at komme tilbage istedet for at stikke af med halen imelem benene.

Hans far havde altid haft høje tanker om ham. spædet ham op med hvor magtfulde dæmoner var, hvor stærke de var og hvordan han ikke skulle finde sig i noget, men få folk til at frygte ham. Han havde dog efterhånden indset at der var nogle men´er ved hans far meninger og holdninger.
Folk kunne nok frygte en...Men alle viste at respekt var bedre en frygt. Og respekt var nok noget af det sværeste at få. Set fra hans side. måske fordi han selv ikke så på folk med respekt...ikke før de havde fortjent det.
Han sukkede og lod blikket glide op i mørket. Dette var langt fra hans aften...Det var et alt for dårligt tidspunkt til sådan en konfrontation. Han var alt for...svag i øjeblikket. der var alt for mange både små og store problemer som gjorde han...ustabil.
Men selv om det kunne være dejligst bare at gå, følte han dog han måtte gå hen til dem igen. Og nok tilbringe det næste stykke tid i tavshed. Så kunne der vel ikke ske mere.
Så lidt tøvende valgte han et gå efter Camille...Og valgte fuldstændig at se ud som om intet var sket. Tristan skulle ikke tro at han sådan kunne få drejet det hele om sin lillefinger....

CAmille hørte lyden af trin, vendte sig omkring og så til sin store glæde at Zean havde besluttet sig til at blive, ihvert fald var han ikke smuttet. Hun vidste jo godt at det her ikke just var hans stil, helst ville han bare forsvinde ud i den blå og kølige luft, så hun kunne ikke undgå at blive lidt stolt af ham over han trodsede dette instinkt, og blev.
Naturligvis ville han strangulerer hende hvis hun sagde hun var stolt af ham, det var jo ikke hendes opgave at være det, vel?
Hun lagde en hånd på Tristans arm og sagde stille " Ja..ja, jeg skylder dig noget...en stykke kage eller noget " hun smilede op til ham, han vidste godt hun jokede og at hun nu stod i gæld til ham.
Egenlig var det lidt bagvendt det hele, var det ik? HUN stod i gæld til dem, fordi hun forhindrede at de hver især fik røvfuld af den anden.
Camille fik pludseligt et underligt udtryk i hendes ansigt, hvordan var den dog landet der...at hun stod i gæld til dem??
Tjeneren kom over mod dem, og han så denne gang noget mere fjendtlig ud..han holdte en hånd op foran ham og sagde lidt brykt, mest henvendt til Tristan " Du kan godt glemme det, nu det fandme slut med jeres fis...jeg så godt jeg derude og hvis i ikke fiser af, så får både dig og dæmon drenger der " han nikkede mog Zean der nærmede sig..." Så får i alle en kugle lige i panden...og jeg starter med den lille kælling her " sagde han og rettede en pistol straight mod Camilles tinning.

Tristan kiggede også tøvende imod Zean og gav ham et hurtigt nik. Nu skulle han da nok opføre sig så pænt så muligt. Også selvom det ikke faldt ham i god jord.
Han nåede ikke rigtigt at tænke så meget mere inden tjeneren kom hen igen. Han havde komplet ændret kropsholdning og var blevet meget mere fjendtlig. Han måtte tage sig selv i at give manden et slag i ansigtet i frygt for at han ville trykke aftrækkeren på pistolen der lige nu var rettet imod Camille.
Tristan kikkede overrasket på manden og det tog et sekund eller to at lægge det sammen. "hey, rolig nu. 1. Hvad og hvorfor kender du til dæmoner? 2. Hvorfor render du rundt med en pistol?" Sagde han beroligende til manden og holdt hænderne op foran sig. "Jeg vil råde dig til at smide den. nu." Afsluttede han og kunne ikke lade vær' med at overveje om manden kunne være en - meget dum - dusørjæger, der er såtilfælde ikke havde kunne kende ham.

Hvor kendte manden til væsnerne fra? Eller var det bare noget han kaldte ham? Nå...Det var også lige meget. Det irriterede ham lidt at Tristan åbenbart ikke ville gøre noget...SÅ derfor gik han selv direkte hen til manden og greb fat i hans arm hvori han holdt pistolen. Han klemte til mens han så direkte ind i mandens øjne.
"Jeg er ligeglad med om du kender til os eller ej...Men jeg er ikke ligeglad med at du truer en af mine venner...Hvor er dine manere? Kvinden her har holdt et forsøg på venskab i mellem os, så det burde være os du truede...I hvert fald har du lige gjort noget meget dumt...I hvert fald hvis du bekymre dig for dit eget liv!" hans vrede var allerede kommet tilbage og han lagde ikke skjul på den. Denne gang var den bare kun rettet mod manden. Han pressede armen ned så pistolen pegede mod jorden i stedet, men uden at slippe blikket...Han havde allerede kontrol over manden, selvfølgelig kun hvis han valgte faktisk at bruge sin evne...

Camille havde været optaget af samtalen med Tristan og håbet om at Zean ville komme tilbage.
Og i samme moment hun så Zean komme gående op mod dem , hørte hun også tjenerens truende stemme og noget koldt stål presset mod sig.
Han var menneske, det var vist rimeligt sikkert.Han var tilpas kejtet til at blande sig i hvad en dusørjæger og en dæmon havde gang i , men på den anden side var det jo ikke til at vide hvor meget af det han realt havde forstået.
Hvis han var menneske, kunne Camille klare ham selv...lidt vriden rundt på hans indvolde ville få ham i knæ, der var bare det at hvis han affyrede kuglerne havde hun endnu ikke lært at stoppe dem, de var way to close og kunne hun overhovedet styre to ting på samme tid , involde og en kugle, det havde hun aldrig forsøgt ? mere arbejde til Zean tænkte hun.
Og inden hun kunne nå at blive mere skræmt, havde Zean tvunget mandens arm med pistolen ned og væk fra hende.
Camille tog et par hurtige trin og stilede sig lidt i læ bag Tristans arm, kun lidt...lige nok til at hive et gran af trykhed ud fra det uden at virke total kyllingeagtig.
Tjeneren så på Zean og fortallte så noget der fik Camille til at svimmle lidt.
"Det var tjeneren fra Zeemans, der sagde at hvis jeg kunne afleverer hende til ham , så ville jeg få nogle kontanter" brummede han og kiggede på både Zean og Camille.

Camille fik et eftertænksomt udtryk, kunne det virkelig passe....hvad helvede skete der ?
Hun huskede den dag hun havde været der, og tjeneren havde puttet et eller andet i hendes kaffe der fik hende til at gå ud som et lys, men gud ske lov var hun kommet hjem først og havde ikke været alene.Hun havde ikke nået at konfronterer tjeneren med dette, endnu.

Tristan lavede en lille grimasse og åndede lettet op da Zean tvang hans arm ned. Han sendte Zean et hurtigt blik med ordene: "Geez, hvad havde du gjort hvis hanhavde affyret?" Men rystede så på hovedet og var glad nok for at han havde handlet.
Han rakte ud efter pistolen i mandens hånd og tvang den ud af hans greb.
"Okay, 1. Det der sker ikke igen vil jeg håbe for dig 2. jeg spørg igen, hvad var det du kaldte min ven" et nik med Zean "Og hvorfor?" Han smilede svagt overbærende til manden, selvom det nu ikke var vildt venligt ment.
Han havde ingen ide om hvilken anden tjener der blev snakket om, men det behøvede han vel heller ikke. Pointen var at manden lige havde truet dem med en pistol.
Tristan lagde hovedet let på skrå og afventede et svar. Smilet var forsvundet og blevet til et bebrejdende blik.

Da Tristan havde taget pistolen, slap han tøvende mandens arm. Han trådte et skridt tilbage og stilte sig med armene over kors og så på ham. Og lidt på Camille. Tjeneren på Zeeman? Han havde været der med en anden dæmon, en kvinde der virkelig viste hvad hun ville...Åhh ja....men at tjeneren skulle...være efter Camille?
Tankerne gled igen hen på den underlige tanke at Camille skulle være halvt fe. vis man nu antog det virkelig var sandt...var det så derfor? Måske var det ikke helt løgn alligevel....Men nu havde Camille aldrig kunnet lyve over for ham. Så det burde allerede være bevis nok.
Han så lidt frem og tilbage mellem dem, parat hvis han skulle finde på mere...

Camille , lidt mere sikker på sig selv nu hvor manden ingen våben havde mere , trådte frem mod ham og så vredt på ham.Hun var rimelig træt af offer rollen og villa have besked hvad pokker der forgik.Hvorfor var fuldstændig fremmede mennesker pludselig efter hende? Dét gav jo ikke mening.
"Hvorfor ...mig....hvad er dét han vil med mig ? " spurgte hun vredt .
Tjeneren så et par gange fra Tristan og over til Zean, som overvejede han om dét var dumt at svare .
Men så brød han ud i en stor latter " Dit blod...skøre kælling ....dit blod står i høj kurs på dét mere dystre marked " og så vendte han sig for at gå op i baren.
Camille så på drengene "Jamen...dét jo fantastisk dét der....hvordan er dét sluppet ud at mit blod er...anderledes ?"

tristan kiggede lidt fra manden til pistolen i hans hånd og tilbage. Uden at lægge skjul på at han meget havde lyst til at skyde.
Så kiggede han hen på Camille ved hendes spørgsmål. Det var jo ingen overraskelse at hendes blod nok var populært. Det var jo en helt anerledes duft for dem, en uddød duft.
"De kan lugte det...På lang afstand vil jeg tro" Svarede han og kiggede hen på Zean efter noget bekræftelse. Han bed sig lettere hårdt i læben og håbede ikke at nogen af de talløse situationer han havde kastet hende ud i havde noget med det at gøre.
"Fortæl ham din 'ven' der at han kan glemme det... Medmindre han vil lide en noget å træls skæbne" Fortsatte han og nikkede pistolen imod manden et øjeblik.

Zean så kort på Camille. Hvor mange havde hun mon sagt det til? Nok ikke mange...så de måtte kunne lugte det. han nikkede kort for at give Tristan sin bekræftigelse. Han havde altid kunne lugte noget...fremmed over Camille uden rigtig at vide hvad det var.
Men manden her skulle passe på...Han havde før beskyttet Camille og han ville, faktisk med glæde, gøre det igen.
Hun var ikek bare hans elev...men en værdsat ven. Ja, det indrømmede han for sig selv. Selv om de altid havde deres episoder.
Han forblev dog tavs for nu stirrede bare på manden, som om han ventede bare det mindste tegn, som ville gøre at Zean ville angribe. Hvilket i hvert fald Camille efterhånden nok viste...

Camille kiggede på Zean og Tristan, dét med lugten....Zean havde da aldrig sagt noget om hun lugtede ? Mon dét var en grim lugt ?
Hun blev med et lidt forlegen , som hvis en teenager pludselig opdagede at hun lugtede af sved.
* hvor utroligt nederen * tænkte hun og overvejede om hun skulle forfølge tjeneren lidt , give ham en lærestreg, da hun ikke var helt overbevist om han helt havde fanget budskabet de havde forsøgt at give ham.
Tristan havde nærmest truet ham og Zean lignede en der var få sekunder fra at adskille hans hoved fra resten af kroppen.
Camille så på Tristan og Zean og ville nedtone konflikten lidt "Har der ikke været nok ballade for i aften ?"

Imens gik tjeneren om bag baren og fandt en mobil frem da han.ville lave et opkald eller måske bare sende en sms.

Tristan kiggede surt på manden der smuttede om bag ved baren igen.
"Jo, der har vel været nok ballade.." Svarede han Camille og tog en indånding for at slappe af. Da tjeneren tog sin mobil frem smilede Tristan nærmest. Han blinkede en gang med øjnene. Der lød en knitrende lyd og et "Auch!" efterfulgt af et bump da mobilen ramte gulvet. Manden stod lidt og gned sin hånd uforstået.
"NU har der været nok ballade.... han for nok også brug for en ny mobil" Afsluttede han tilfreds med sig selv og kørte en hånd igennem det orange hår. Camille ville nok vide hvad han havde lavet, men han regnede med at hun bar over med den lille ekstra ballade.