Mørkt

Elisabeth nød vinden, der slå kort med deres ansigter, og hun dinglede vildere med benene. "Hvorfor er det underligt?" spurgte hun, før hun lagde hovedet på skrå, og betragtede ham. Elisabeth fugtede sine buttede læber, før hun smilede bredt til ham. "Det er ligesom at kunne flyve! Min største drøm er, at kunne flyve! Det ville være helt fantastisk," jublede hun lavt, før hun så på ham igen. I hendes lille fortælling, havde hun kigget ned på jorden - Der var langt, langt nede. Og så var den frossen. Elisabeth kløede sig let på kinden. "Du er faktisk også noget ganske særligt. En meget rolig og fredelig vampyr," sagde hun og smilede bredt. "Men nu kender jeg dig jo heller ikke helt fantastisk godt, men du er i hvert fald meget rolig lige nu," tilføjede hun og så på ham med de mørke øjne. Så smilede hun igen.

taron så op på himlen "det er da underligt du ikke har fået den kompiment..." sagde han roligt og vendte blikket hen på hende, han smilet fjollet til hende og betragtede hende med mundre øjne "okay...flyve er en til det er svær at opnå..hvir man ikke flyver i flyvemaskine..." sagde han rolligt og betragtede hende igen, han så ned på jorden og lyttede til hvad hun sagde, sjovt nok smilte han blot videre og vendte blikket op på hende "hmm tja...sjovt nok er jeg næsten altid rolig siden jeg blev til en vampyr...jeg er ikke bange for at dø længere...fordi det bliver meget svært" forklarede han sig "du behøver ikke kende mig så godt for at finde ud af om jeg er rolig...for sådan jeg er over for dig nu er sådan jeg er i virkeligheden.." sagde han med et mundert grin "eller...jeg griner ikke så meget...men din begejstring er virkelig morsom..." tilføjede han glad og smilte fjollet til hende.

Elisabeth grinede muntert. "Nej, for jeg har holdt for mig selv i mange år," sagde hun og smilede bredt til ham. Det kunne være en forklaring, og så måske, at hun aldrig havde været et sted, mere end en måned, og derfor ikke nåede at lærer nogle ordenligt at kende. Ej heller skaffe sig et arbejde, eller købe et rigtigt hus. Som regel havde hun bare taget et, og så håbet på, at det var øde. Elisabeth rynkede svagt bryene. "Jeg mener i sådan... Rigtigt at flyve! Det er en umulighed, men det er stadig mit største ønske!" sagde hun begejstret, før hun hoppede over den gren, hvor han sad. "Se!" sagde hun. Det lille spring over til hans gren, havde været helt fantastisk - I følge hende selvfølgelig. "Jeg elsker det," brummede hun og smilede muntert til ham. Hendes smil blev ikke mindre af den grund, og hendes øjne gløede. "Så jeg gør dig glad? Det er faktisk en god ting!" sagde hun og hendes smil blev bredere.

taron undrede sig lidt over hun aldrig havde fået det kompliment før for han synes hun var meget speciel "okay...men du holder dig ikke for dig slev længere eller hvad?" sagde han ventligt og smilte skævt, "jeg ved hvad du mener...og ja det er umuligt..udover hvis man er engel...de kan flyve..." sagde han med et skulder træk og betragtede hendes begejstring, han fuglte hende med blikket og holdte godt øje med om hun var ved at faldem selvom han godt vidste hun ikke ville falde, han så op på hende og smilte fjollet, han klappede da han egentlig synes det var et ret flot spring "kan jeg godt forstå du gør..." sagde han stille og ¨så ned mod jorden "ja du gør mig glad...faktisk meget glad...du er godt selvskab" sagde han ærligt og så op på hende med et mundert smil.

Elisabeth så tænksom ud. "Nej. Jeg ville gerne finde et sted, jeg kunne slå mig ned, og jeg synes her er rigtig fint," sagde hun nikkende, før hun sendte ham et kort smil. Elisabeth lyste op da han klappede af hende, og hun smilede bredt til ham. Hendes øjne strålede, og hun nikkede ivrigt. "Det er så snyd. Englen tog mig engang med op i himlen, og så fløj vi!" sagde hun begejstret, før hun viftede lidt med hænder, så de lignede vinger. Lidt efter lo hun, "Det var helt fantastisk!" sagde hun nikkende. "Men også modbydeligt. Jeg var bange for, jeg ville bide hende... Men jeg gjorde det ikke!" sagde hun, og smilede derefter igen. Elisabeth så derefter på ham, og rødmede kort. Ikke noget vildt, men det gav hende en god fornemmelse. "Det er faktisk rart at vide. Du gør oså mig glad," sagde hun og smilede bredt til ham.

taron smilte skævt og nikkede roligt "okay...ja her er rart og fredfyld...et godt sted at slappe af" sagde han mundert og smilte mundert til hende, han så ned mod jorden og lyttede til hendes fortælling "ja det er snyd...meget...men at du har været oppe og flyve med en engel og du ikke engang bed hende...det er inponerene...jeg kan ikke holde mig tilbage hvis en engel er i nærheden.." sagde han halvt selvkritiserende, men han smilte stadig fjollet, han så hendes rødmen og smilte skævt over det "mmh..det er jeg øhm ja glad for du synes...jeg elsker at gøre andre glade og også at andre gør migg glad.." forklarede han og vibbede lidt med fødderne og smilte mundert til hende.

Elisabeth nikkede roligt. "Jeg vil gerne have en bedre lejlighed, men jeg ved jo ikke, om jeg ombestemmer mig. Kender du nogle gode lejligheder her omkring?" spurgte hun, og så spørgende på ham. Lidt efter nikkede hun, og bed sig i læben. "Men hun er noget særligt... Så jeg ville ikke sårer hende," sagde hun, og blinkede et par gange, før hun smilede til ham. Det havde været en brag kamp for Elisabeth, men hun havde holdt sig i skindet, og den dag i dag, var hun umodelig stolt over det. Det havde været helt fantastisk - Både at flyve, men også at holde sig tilbage. Elisabeth bed sig i inderkinden, før hun snøftede og skuttede sig under jakken. Hun anede faktisk ikke hvorfor hun bar jakken. "Jeg elsker også at gøre folk glade. Derfor bider jeg ikke mennesker," fortalte hun. "Jeg kan ikke lide, at se deres forældre eller bekendte være kede af det. Det er helt forfærdeligt," fortalte hun og nikkede kort.

taron nikkede imens han lyttede til hendes spørgsmål "jeg øhm...bor ikke her i området så jeg kender ikke rigtig til nogle gode lejligheder" svarede han og kløede sig lidt i nakken "okay... en god ven.." sagde han stille og så ned på jorden, han synes det var vildt hun havde kunne holde sig tilbage, for han ville aldrig havde kunne holde sig tilbage han synes det var svært nok ved et menneske, han så op på hende og smilte skævt "hmm okay...hvem bider du så?...mennesker er det nemmeste bytte du kan få fat i?" sagde han lidt undrende, men smilte stadig skævt, han kunne heller ikke lide at gøre forældrende kede af det.

Elisabeth vende sig mod ham, før hun rynkede brynene. Hun lod hende smalle hænder kærtegne grenen, som de begge sad på, og mærkede knubberne under hendes hud. Hun spekulerede kort på, om træet egentlig kunne mærke hvor iskold hun var. Det var jo levende. Elisabeth smilede bredt til ham, før hun nikkede roligt. Det var tydeligt, at hun fulgte med i samtalen. "Hvorfor bor du ikke i nærheden? Rejser du meget?" spurgte hun, og kløede sig let på kinden. "Hun er ret speciel," forklarede hun tænksomt, før hun smilede til ham. Lidt efter rettede hun hendes mørke øjne mod jorden, og snøftede. "Dyr. Jeg tager kun dyr," forklarede hun så. "Det kan holde min tørst nede. Jeg har også levet længere tid end dig - Jeg er mere trænet," sagde hun i et opmuntrende tonefald.

taron så på hendes hånd og fulgte den bevægelser med blikket, han vendte så blikket mod hende igen og smilte mundert til hende "nej jeg flytter ikke så meget..jeg bor bare ikke i denne by..." forklarede han og vendte blikket op mod himlen, den var helt klar og sky fri, han betragtede den med et mundert smil, "okay...det var da godt" sagde han venligt og vendte blikket på hende igen og lage hovedet lidt på skrå da han hørte hendes snøft "dyr?..okay...det er vel også fint med dyr..jeg har ikke selv prøvet det" forklarede han og så ned mod jorden, han så på hende igen og smilte skævt "det ert rigtig du har en del mere erfaring end mig...men jeg lære det vel forhåbentlig..engang" sagde han håbefuldt og så mod himlen igen.