Mørkt

taron have aldrig fået afvide hans evner var seje, da folk for det meste bare trode han havde brugt den mod dem så de kunne lide ham, "det er meget praktisk men jeg bruger den ikke så tit.. mest kun på mine elever" sagde han venligt og betragtede hende lidt "ja...hvis jeg havde lyst til at se hvad du føler lige nu..skal jeg blot tænke på at jeg vil vide det" forklarede han lidt stolt og smilte fjollet, han lyttede opmærksomt til hendest forklaring "tankelæser..interessandt.. så du har adgang til mine tænker lige nu?" spurgte han nysgerrigt om og smilte skævt, han nikkede anderkendene "det er godt...folks tanker er jo noget af det mest private så det er godt du er så høflig" sagde han med det skæve smil, han synes hun var ret morsom med hendes tonefald.

Elisabeth smilede venligt og nikkede. "Præcis. Jeg ville heller ikke bryde mig om, hvis folk dykkede ind i mine tanker. Eller mit sind for den sags skyld. Bare tanken kan gøre mig nervøs," sagde hun ærligt, før hun trak på skuldrene. Normalt var hun slet ikke så pivset med, hvad andre så eller hørte omkring hende, men lige denne ting, kunne få hende til at blive en smule opmærksom. De begyndte at gå længere ind i skoven, og hun snøftede kort, før hun kløede sig på armen og betragtede ham. "Fortæl mig noget om dig selv," bad hun i et varmt tonefald, før hendes mørke øjne gløede af interesse, da hun betragtede ham.

taron nikkede forstående og smilte roligt "mhh...kan jeg godt forstå..sådan har jeg det også" sagde han venligt og så på hende med betragtende øjne, han så sig lidt omkring i den mørke skov og tænkte sig lidt om, han så på elisabeth igen og smilte skævt "hvad skal jeg fortælle..jeg er ikke ret interessandt..." forklarede han tænkende og søgte efter hendes øjne, han blev lidt betaget af hendes øjne igen, der var noget ved dem der gjorde ham gladere, han gravede sine tær godt ned i sneen imens de gik og lyttede til deres fod skridt

Elisabeth rynkede brynene, og hun stoppede ham. "Okay, lad mig fortælle dig en teori jeg har," sagde hun og smilede bredt til ham. Hendes spinkle hånd tog fat om hans, og hun smilede bredt, da hans hånd nærmest forsvandt i hendes luffe. Lidt efter begyndte hun at gå, med en god fornemmelse. "Alle er interessante. Alle har en historie, som burde fortælles. Alle er helt unikke," sagde hun og smilede bredt til ham. Lidt efter klappede lagde hun hans hånd på et træ, og nikkede. "Den er unik. Du vil aldrig kunne finde et træ, med sådan en historie," sagde hun og smilede bredt. "Det er min teori. Jeg håber du kunne følge med!" sagde hun og lo hjerteligt.

taron stoppede og så lidt forvirret på hende, han så ned på deres hænder de hun tog hans hånd, han så på hende og gik hurtigt med hende, ahn lukkede sin hånd om hendes og smilte lidt forvirret, han lyttede opmærksomt til hvad hun sagde oh sagde intet før han var sikker på hun havde snakket færdig, han så på træet og lage hovedet poå skrå, han vente blikket på hende igen og grinte lidt, han rystede på hovedet og lyttede med glæde til hendes hjertelig latter "alle er unikke det tror jeg på...jeg tror din teori er rigtigt nok...men mine historier er ikke nogen jeg fortæller til andre...det er historier jeg skammer mig over og bare helst vil glemme og trange bort.." forklarede han og så på hende med et alvorlig blik, han smilte dog stadig lidt.

Elisabeth gav slip på hans hånd, og så tænksom ud. "Jeg har ofte svært ved, at forklare mig.. Men lige nu er den faktisk virkelig slem," sagde hun og grinede kort. "Okay," sagde hun så lidt efter, og trådte videre ind i skoven. Hun vidste godt, at hun var forvirrende, men hun tog sig ikke af det. Lidt efter viftede hun med en vante. "Jeg skal nok få dig til at forstå det engang.. Men lige nu, synes jeg, at vi skulle skifte emne!" sagde hun og vende sig smilende mod ham, og lo kort til ham. "Beklager, at jeg er så forvirrende," tilføjede hun og kløede sig let på kinden. "Men så fortæl noget om din.. Fritid? Hvad laver du, med hvem og hvor?" spurgte hun og lo igen. Det lød underligt.

taron så lidt forvirret på hende og lage hovedet på skrå "okay?..." sagde han forvirret og gik hurtigt med hende ind i skoven "okay...emne skift" sagde han og nikkede langsomt og så stadig forvirret på hende, men han smilte skævt og grinte en smule over sin forvirung "øh..det er okay..jeg overlever nok" sagde han venligt og så lidt ruindt, han tænkte sig godt om og så på hende igen med at mundert smil "jo altså...øhm som sagt er jeg vikar..ellers laver jeg ikke så meget andet en at gå ture i skoven eller havnen eller ved strenen og gå på clubber og sådan nogle ting somreglt alene, også møder jeg nogen og falder i snak med dem og bliver venner med dem..ligesom nu" forklarede han mundert og smilte fjollet til hende, han strækkede sig og ser lidt rundt, men han vende dog hurtigt blikket obver på hende igen.

Elisabeth smilede undskyldende, hun nikkede imens han fortalte. "Som nu?" spurgte hun og så op på ham. "Betyder det at vi er venner?" hun smilede muntert, og hende øjne strålede. "Fedt!" udbrød hun og grinede hjerteligt, før hun rettede sin opmærksomhed ud i skovens mørke. "Okay. Så er det min tur," sagde hun tænksomt, før hun knep øjnene sammen. "Jeg.. Holder mig fra clubber, går selv mange ture, og tænker utrolig meget," sagde hun og smilede hurtigt til ham. "Det der med.. Dans og høj musik er ikke lige mig," bekendtgjorde hun, og kløede sig lettere genert i nakken, før hun smilede kort til ham.

taron smilte beroligende for et vise der ikke gjorde noget, han begynde at grine da hun blev så glad og smilte stort, han betragtede hende lidt og lyttedetil hvad hun sagde, han så lidt rundt i skoven og tænkte sig om, "okay...jeg kan også personligt bedst lide at gå ture.." sagde han med et venligt smil og så på hende igen, "det er heller ikke så sjovt med det høje musik..det er faktisk bare for at møde andre jeg tager i clubber..jeg bryder mig hellere ikke så meget om dans og højt musik...arg det med dans kan jeg nu godt lide hvis det er par dans men det er ikke så tit på clubber" sagde han med et kort grin.

Elisabeth's blik vandrede rundt i skoven, og hendes mørke øjne gled hurtigt over på ham. "Det kan jeg også bedst lide. Og selvskab. Kan du spille på noget? Det har jeg lagt mærke til, at mange af mine bekendte kan," sagde hun så og grinede. Lidt efter drejede hun ned af en lille sti, og så på klokken. Der var ikke længe til klokken var 3 den nat, men hun havde godt selskab, så hun ville ikke bevæge sig hjemad. "Hvilken musik kan du godt lide? Yndlingsfarve? Yndlingstøj? Yndlingsårstid? Yndlingssted?" spurgte hun hurtigt, og grinede med et bredt smil, af ren og skær begejstring over alle hendes spørgsmål. Hun klappede livligt i hænderne, og hendes øjne strålede.

taron så på hende og betragtede hende lidt "mmh...nej jeg spiller ikke på noget musik har ikke interesseret mig så meget..jeg har godt nok sans for rytme men musik er ikke lige moig" forklarede han rolig og så på hende med et smil, han havde mistet tidfornemmelsen og den mistede han altid, "musik...rock hvis jeg skal vælge...har ingen ynglingsfarve..tøj øhm sådan noget som jeg har på nu skjorte og et på cowboy bukser løse agtig, efterår...og jeg elsker at være i skoven" sagde hen i en lang smøre og begyndte at grine mundert, han så undrende på hende og grinte bare mere ag hendes begejstring, ham betragtede hendes øjne og smilte glad.

Elisabeth nikkede og bed sig smilende i læben. "Alle de spørgsmål.." jublede hun lavt, og så sig muntert omkring. Det var ingen tvivl om, at Elisabeth var nem at begejstre - Og nem at underholde. Elisabeth mørke øjne søgte rundt i skoven, og hun nikkede bekræftende. "Jeg kan bedst li' efteråret. Jeg elsker når bladene er forskellige farver.. Det er altid så smukt," sagde hun nikkende. Elisabeth strøg en tot hår væk fra det smalle ansigt. En lille tot havde genstridigt revet sig løs fra den elegante frisure, men det så ikke ud til at irritere hende. "Jeg plejede nogen gange at tage mine egne billeder, men jeg fotograf-drømmen døede lidt," fortalte hun.

taron smilte og så på hende, "efterår er smuk...det er helt rigtigt" sagde han med en enig tone og betragtede hende lidt i mørket, han synes det var sjovt hun blev så begejstret og grinte kort af det, han så lidt på hendes hår og så betragtende på den ganstridige tot hår, han så lidt rundt på træerne og smilte fjollet "fotograf...hvorfor døde dem drøm?" spurgte han nysgerrigt og så på hende med at mundert smil, han var dybt fascineret at hende og ville gerne vide meget mere, han virkeede måske ikke lige så begejstret som hun gjorde, men han var faktisk ret begejtret.

Elisabeth havde imellem tiden fundet et dødt træ, der efter en storm, åbenbart var væltet. Hun satte sig uden tøvende på det, og betragtede det nysgerrigt. Lidt efter så hun utrolig tænksom ud, og bed sig kort i læben, før hun slap den. "Fordi jeg var talentløs," svarede hun ærligt, og så på ham med øjne der strålede. "Jeg var ikke direkte forfærdelig, men man skal kunne noget helt unikt med udstyret, før det bliver rigtig godt. Med tiden fandt jeg ud af, at jeg heller ville indprinte 'billederne' i min egen hukommelse," fortalte hun i et let toneleje, for at vise ham at det ikke gik hende på. Elisabeth havde altid været meget åben, også overfor fremmede. Hun mente, at jo hurtigere man betroede sig til hinanden, jo hurtigere fik man noget sammen. På mange måder, fronter osv. Havde hun faktisk haft ret.

taron stoppede op og så lidt på træet, han lage hovedet svagt på skrå og lyttede til hvad hun sagde, han vendte blikket mod hende og betragtede hendes strålende øjne "okay...det er godt du selv kan se det hvis du ikke rigtig var så god til det...der er mange der er rigtige dårlige til en ting men ikke vil indse det og tror de er så gode...så det er godt du kan se det og du tager det meget pænt..det er en god ting" sagde han anerkendene da han vidste fra sig selv at han tit selv synes han var bedere til noget end han egentlig var, han smilte skævt og kom med en kort latter, han betragtede hende lidt og kløede sig lidt i nakken.

Elisabeth nikkede anerkendende, og strakte hendes ben. Hun så tænksom ud, før hun grinede. "Jeg kan bedst lide farven.. Mørkegrøn. Eller noget hen i de blå nuancer," sagde hun så - Sådan ud i det blå. "Emneskift," udbrød hun så og grinede igen hendes varme latter, før hun trak svagt på skuldrene, og slå med med lufferne. "Det ved jeg ikke helt, hvorfor jeg synes du skulle vide - Beklager!" tilføjede hun så, en smule mere alvorligt, før hun rynkede brynene og smilede bredt til ham. Elisabeth kunne godt betegnes som lettere sinsyg - Selvfølgelig var det groft sagt. Hun var bare, af natur, utrolig ivrigt og et varmt menneske, og kunne midt i almindelige samtaler, pludselig skifte emne, hvis hun ikke helt vidste, hvad hun skulle svarer, eller gøre af sig selv. Hendes mørke øjne søgte hans, og de 'smilede' mindst ligeså meget som resten af hende.

taron så undrende på hende og begyndte at grine lidt af hendes udbrud "aha..det er også en flot farve" sagde han med et fjollet smil, han blev lidt forvirret over hendes emne skift, men sagde ikke noget nikkede blot, "det er okay,..jeg vil gerne vide alt om dig hvis jeg skal være ærlig" sagde han mundert, han synes ikke hun var sindsyg bare sær. meget sær, men det kunne han godt lide, for hun var sjov og han elskede sjove personer, han lod dem få øjnkontakt og han betragtede hendes mærke øjne, hendes øjne havde facsineret ham fra starten så han så med glæde i dem, han smilte mundert.

Elisabeth havde vrikket lidt med hendes fødder, og så igen op på ham. "Hvorfor det?" spurgte hun undrende, før hun grinede lavt og kløede sig forlegent i håret. Lidt efter rejste hun sig, så de kunne gå videre. Elisabeth havde netop bekendtgjort overfor sig selv, at det var meget sjovere at gå. Træerne omkring dem så ældre og større ud, end dem som de havde passeret tidligere. Her var også mere luft imellem træerne, og sneen var næsten helt blank her - Altså næsten urørt. Hendes mørke øjne søgte hans, før de gik videre. Hendes blik gled rundt omkring, og hun så kort tænksom ud.

taron så sig omkring og der gik lidt tid før han svarede hende, de var faktisk begyndt at gå før han fik svaret hende "fordi du virker interessandt.." sagde han kort og så på hende med et venligt smil, det han havde sagt var sandt der lå bare en smule mere bag, han så lidt på den urørte sne og satte sig ned på hug for at røre ved det med hånden, men hoppede så op på en af træernes stammer og klatrede op af den til han kom til en tyk gren, han satte sig på hug på den og så ned på elisabeth "kom...vi skal op til toppen.." sagde han mundert og kravlede længere op, han vende dog blikket ned hele tiden for at se om hun var med.

Elisabeth smilede muntert tilbage. "Det tager jeg som en kompliment!" udbrød hun og hendes mørke øjne, jublede for hende. Elisabeth betragtede hans blege hånd, der nærmede sig sneen. Hun blev et øjeblik forvirret, men da han sagde, at de skulle op, smilede hun begejstret. Lidt efter så hun ned på hendes sko. Hun smed skoene, og sprang derefter op på en gren. Elisabeth var hurtigt, og da hun var nået længere op, kiggede hun ned på ham. "De er vildt høje!" jublede hun og hun grinede. Elisabeth strålede med hendes smil, og hendes øjne kunne næsten ikke blive mere begejstrede. De nåede længere op, og træerne blev spinklere. Elisabeth sørgede hele tiden for, at følge med ham.

taron smilte skævt ned til hende "det var det bestemt også" sagde han mundert, han så så hurtigt op efter hende da hun var klatret op og kravlede hurtigt med op, han grinte lidt og holde hele tiden øje med hende "ja det må man nok sige de er...men det er jo kun spændende" sagde han igen mundert og kom tæt op til toppen sammen med hende, han betragtede hendes begejstrede øjne og stoppede med at kravle længere op, han slap et glad grin ud og smilte over hele ansigtet, han synes stadig denne vampyr var mere morsom end nogen han havde mødt i meget lang tid.

Elisabeth havde sat sig på en tynd gren, men eftersom den spinkle hunvampyr ikke vejede meget, så den ikke ud til at lide overlast. Hun betragtede glædeligt Taron, og hun grinede hjerteligt. "Hvorfor griner du, når du ser på mig?" spurgte hun, og prøvede halvdesperat at lyde fornærmet, selvom hendes smilehuller var tydeligere end nogensinde. Hun grinede før hun så ned af træets stamme, og ned på jorden. Et sug strøg igennem hendes mave, og hun nød højden. I hendes menneskeår havde hun været højdeskræk, men nu fandtes der ikke noget bedre end højden. Elisabeth betragtede derefter ham. Der var et eller andet over ham, som hun synes var virkelig rart. Elisabeth vidste ikke, om han brugte sin evne, eller om der bare var noget over ham - Hun blev enig med sig selv om det sidste.

taron satte sig på den tykkeste gren han kunne finde oppe i den øverste del af træet, han betragtede hende og smilte fjollet "fordi du er så glad hele tiden..og sine smilehuller er søde..." sagde han ligeud uden at tøve på nogen måde, han kunne bedst lide at være ærlig da ærlighed som reglt første godt med sig, han grinte lidt og ser op mod himlen, han sad og betragtede den med det fjollede smil "du er en speciel person..." sagde han så og så på hende med venlige øjne, han havde ikke så tryk ved en pige før siden han møde hayley og der var enda noget over denne elisabeth som morede ham gevaldigt og hun virkede urtolig rar og venlig.

Elisabeth måtte le, og hun dinglede forlegent med fødderne. Det var længe siden, hun havde fået sådan en kompliment, så hun var meget taknemmelig. "Mener du virkelig det? Hvor er det sødt af dig. Du er også en speciel person," sagde hun og hendes øjne strålede af begejstring. Det var ikke den typiske, 'ej i lige måde' - Hun mente det faktisk. Elisabeth bed sig i den let buttede læbe, før hun så ned på hendes fødder. "Det har jeg ikke fået afvide i meget lang tid. Tusind tak," sagde hun og smilede derefter, igen igen, bredt til ham. Elisabeth betragtede ham med de mørke øjne, og hun sende ham et drillende luftkys, før hun smilede drillende. Lidt efter lod hun hænderne hvile på stammen. "Jeg elsker altså at klatre i træer!" forklarede hun så - Igen det typiske emne skift.

taron betragtede hende og lyttede lidt hendes latter, han nikkede stille "jeg mener det..mig? tak" sagde han og smilte skævt, han så lidt på hendes fødder og løftede så blikket mod hende sig, han kunne slet ikke lade være med at betragte hendes glade ansigt "underligt...men det var så lidt" sagde han stille og betragtede hendes øjne, han lo mundert af luftkysset og smilte fjollet til hende, han slikkede sig kort på underlæben og satte sig godt til rette på grenen, det overraskede ham ikke at hun kunne lide at klatre det havde han skam regnet ud "det kan jeg godt forstå....det er også utrolig sjovt" sagde han mundert og så på træerne.