Stay nice -Rafael

Rafael...Rafael...Rafael..." - kvinde stemme.
Rafael slå øjnene op, han var ikke mere end 8 år gammel, og han sov i hans gamle seng, hjemme på hans families gamle gård, han tog en dybindånding og rejste sig op, og kiggede rundt i hans børne værelse, der var ikke meget legetøj, men det havde han heller ikke brug for, han var mere til at lege udenfor, med hans bror Gabriel og hans venner, Mina, Liv og Alex. Alex var mere familie end en ven, men han var fra fars side af familien, og ikke en direkte i Rafael øjne familie, men han var stadig meget betydningsfuld. Rafael satte sig op i hans seng, og gabte, han prøvede at overgå hans træthed, men hans krop føltes så svag. han hørte Gabriel udenfor døren, og han var som altid igang med at lave noget fysisk, han kunne høre hvordan træppen, som var lige over hans og Gabriel værelse knagede, og Rafael undrede sig over hvad han lavde, Rafael rejste sig op, og gik hen mod døren, han skulle til at tage i døren, men stoppede så, #hvad laver jeg?, det må være en drøm# og med det samme begyndte alt at forsvinde omkring ham… han stod nu i et tomt rum, men intet andet en mørke, han kunne fornemme det var indelukket, han vidste ikke hvorfor han fik den ide, og han nåde ikke at tænke så meget over det, før en ståle af lys ramte ham i hoved, og før han vidste af det, sad han i noget der kunne ligne et forhørs lokale, han sad foran sin bror Gabriel. Rafael smilte han vidste det var en drøm, men kunne stadig ikke lade være med at føle den trykkede stemning af at se sin brors skuffet blik, han havde haft denne drøm før, så han vidste godt hvad der skete nu. Gabriel lænede sig frem mod Rafael, og prøvede at fange hans blik.
”Hvorfor?...” – Gabriel
”fordi jeg elsker Domina” – Rafael
“Jeg har gjort alt for dig, og jeg er lige død for en måned siden, og det første du gør er at finde en kvinde som du ved er alt andet end hvad jeg ønskede for dig, jeg vil dig jo bare dit bedste” – Gabriel.
Rafael skulle til at sige noget, men slog så øjnene op. han kigget rundt i sove værelset, han fik en tydelig klump i halsen, da så Domina, han kom i tanke om hvad der var sket natte før, han vidste ikke hvad han skulle sige, han havde lyst til at gå, og ikke komme tilbage. han var helt skuffet over ham, han elsket hende, men behandlet hende som han ville gøre med alle andre, han havde ellers gjort alt for at være en god mand. hans bilk sagde næsten mere end hans mund ville kunne. han rejste sig op, og kom i nogen underbukser, og gik ned af trappen, og satte sig i sofaen, for at lede efter en måde at forklare sig på, overfor ham selv.

Domina var faldet i søvn i den stol hun sad i men vågnede i det hun hørte nogen gå, og satte sig op det svimlede med det samme for hende, hun tog sig stille til hovedet. og kom så bare på bene men fortrød det, hendes krop var stadig smadret af det han havde gjordt ved hende natten før hun sukkede kort og var ikke klar til at se ham i øjnende hun bed sig kort i underlæben, og gik så hen til sit skab og kiggede det igennem efter noget.. passende tøj, og fandt så endeligt en gammel slidt kjole som kun stuepier og tjener gik i, men det var jo sådan han behandlede hende, og hun ville ikke ofre nogen af hendes dyre kjoler på ham for at være ærlig da de helt klart var ældre end ham, så tog hun nogle sorte hæle på og gik hen til sit sminkebord og fik dækket alle de blå mærker han havde lavet på hendes krop,hendes hår kunne hun intet gøre ved da hun ikke ville lade ham se de sted han havde revet meget af hendes hår ud.. hun sukkede blot og gik så nedenunder, men sendte ham ikke et blik eller noget da hun gik igennem stuen og ud bag ved for at få en til at begynde at ryde det op han havde smadret i nattens løb, hun kiggede kort på de drenge der var smuttet ind i stuen og var igang med at ordne de ting rafael havde smadret, så smilede hun tilfreds da det væreste var væk, nu havde hun en grund til at tage ind i byen, så smuttede hun bare yndefuldt forbi rafael som sad i stolen og lignede en der var forvirret, men hun ansede ham ikke, sendte ham ikke et blik eller noget, gik bare forbi ham som om han slet ikke fandtes... nu manglede de kun 99 år og en masse dage før hun ville snakke til ham igen,

Rafael kigget ikke på hende, han var ikke i humør til noget, og det var nok en god ting at de yngre dæmoner var her, ellers havde han nok bare gjort noget usansynligt dumt. han havde ikke en gang lyst til at amok, føle sorg eller noget andet han ville bare være ... ligeglad..for han vidste ikke hvad han skulle gøre han havde såret den eneste her på jorden, som betød noget, hvorfor?. han kiggedet ikke på hende, men da hun gik forbi ham sagde han "Leget du med mine følser?, eller var det mig?" han håbet på det var hende, men hende påklædning og kropsholdning sagde det for hende, han sukket men ville gerne høre hende sige det. han lænede sig tilbage i stolen, han var ikke sur på hende, eller ham selv, han var bare ufortåene overfor det hele, hun kaldte ham et barn, og de havde såret ham, og det gjore hun kun fordi han ikke var mod hende som alle andre, og når han så vidste hvordan han kunne være bliv hun såret...han ville gerne sige at han kunne tage en side i denne sag, men han følte sig som en dårlig mand, og han følte hun havde misbrugt hans tillid og hans krælighed, og det gjore pndt at tænke på, så han startet med at tænke på sig sin egen forbrydelse mod hende først.

Domina stoppede op og kiggede bare ligegyldigt på ham, han så nærmest helt ensom ud som han sad der og så forvirret ud, hun sukkede kort over sig selv, hun kunne ikke lade ham sidde sådan, det ville nok være bedst hvis hun gav ham en løgn og tog hele skylden, men vidste det intet nyttede, dog børestede hun kort sine hænder af i sine kjole imens hun gjorde et lille tegn med hånden så de unge dæmoner forlod dem, så trak hun en stol hen foran ham, men satte sig ikke på den men på hans skød og lagde sine arme omkring hans hals, hun elskede ham jo.. det ville hun gerne indrømme det der var sket i nat, var hvist deres begges skyld hun vidste dog ikke hvad hun skulle sige, men tryggede bare sine næse ind imod hans hals, imens hun lukkede øjnende i, hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre han påvirkede hende på en dårlig måde, hun havde slet ikke lystil bare at pille ved hans følser og gøre ham glad igen som hun ville havde gjordt ved alle andre, endeligt efter et stykke tid sukkede hun og sagde "Vores begge" For det var jo deres begges skyld det der skete igår.. hun ville ingengang tænke på det men det var hun jo tvunget til..