when anything els changes, i stay true - Crasie

_________________________________________________________________________________________________________________

Ozzie bevægede sig langs muren i den lille gyde, den var så smal man knap nok kunne komem forbi, forbi passerne uden at skubbe sig selv helt op af den snavsede og ikke særlig godt lugtende mur, for ikke at støde ind i dem. Han gik dog alligvel langs muren, og lagde sine hænder mod de kolde mursten, den hjalp ham med at finde vej her mellem de små gader og boder, han havde en aftale med en gammel ven.. han var bare bange for.. aldrig at finde ham, hvordan skulle en som Ozzie finde nogen som helst et sted som det her? Det virmlede med folk over det hele, og hver gang en er lugtede bare det mindste af vampyr gik forbi ham, holdte han vejret og krummede sig sammen ved muren, han var ikke glad for den slags væsner, han forstod ikke hvorfor de overhovedet fik lov at vandre på jorden, de skulle tilbage til helved hvor de hørte til. Hans finger nåede et hjørne og han satte sin hånd mod noget spids, han trak den hurtigt til sig i det han far sammen af skræk, han holdte nu igen vejret, men der skete intet, hvem.. ellr hvad havde stukket ham? Han stak forsigtigt sin hånd frem igen og lod den røre det skarpe, det var en tjørnehæk, han kunne godt lugte blosterne, og han havde mærket tjørnen. Han vendte sig væk fra den og stak den stukende finger i munden, det blødte.. satans også.. bare det snart holdte op, han ville ikke tiltrække opmærksomhed.. og selv ikke fra de væsner der ikke burde vandre på denne jord. Han skulle bare finde det marked! Han vidste når han ville være der, for de havde fortalt ham, at der var musik.

Crasie gik med hurtige skridt ud af markedspladsen og var på vej ned af en smal gyde, hvor folk nemlig var nød til mase sig op af muren for at kunne komme forbi hinanden. Crasie havde lige været på markedspladsen, men hun havde ikke fundet noget som helst interessant i dag. Nu ville hun bare væk fra den støjende markedsplads. Hun havde sin sorte hættetrøje trukket godt over hovedet så hendes ansigt var henlagt i fuldstændigt mørke. Det eneste man kunne se af hendes ansigt var hendes runde briller, som folk normalt kaldte for ozzy osbourner briller. De spejlede alt tilbage i et uhyggeligt skær. Hun havde sin hættetrøje lidt åben, så man kunne se hendes lilla top inden under. Ellers havde hun sorte bukser som sad tæt på hendes ben, og så et par normale sorte sko. Flere folk var hele tiden ved at gå ind i hende, fordi de slet ikke så hende. Hun var også kun 145 cm høj, så hun var vant til det. Hun gik fuldstændigt i sine egne tanker, mens hun lod sin stok føre hendes vej. Det var nok lidt usædvanlig at hende med den stok, for det var en gammeldags tynd sort stok, sådan en som normalt rige og magtfulde mænd havde. Den havde også en metalfigur for enden, men den var under hendes hånd, så man kunne ikke se den. En slangering som snurrede sig omkring hele hendes finger. Hun var langt væk i sine tanker, så hun havde slet ikke set den blinde elver foran sig. Så hun kom til at bumpe lige ind i ham, hun blev straks nærværende. Hun var lige ved at sige alt muligt til vedkommende, men så så hun det sorte bånd som var omkring hans øjne, og så hvordan han havde hånden langs muren til at støtte sig. Alt vrede forsvandt fra hende og det blev til skam i stedet for.
"Mange gange undskyld, havde slet ikke set dig. Det må du helt klart undskylde."
Hun havde hovedet let på skrå og kiggede studerende på ham.

Ozzie stod lidt med fingerne i munden og sugede blodet til sig, ikke at han brød sig meget om det, men han måtte gøre noget ved det så det ikke blødte ud over det hele jo, han ville ikke tiltrække dårlig opmærksomhed, efter lidt tid valgte han at stikke hånden tilbage i lommen, og gik et par skridt tilbage inden han kastede sig ud i folkemængden og lod sig rive med i den vrimmel af folk der var, i den lille gyde, hvad lavede dog alle de folk på sådan en varm dag.. det var jo næsten ikke til at være her. Han kastede sig lidt efter til højre og ramte ind i muren igen, hvor han klamerede sig til den, som var den hans eneste ven i hele verden, forbanede tjøenbusk.. tilbage til helved til den, hvor den hørte hjemme. Han bed sig selv i tungen og bande ordet, og skulle lige til at skrige fordi smerten gjorde ondt, og han havde bidt hårde end han havde regnet med.. sikke dog en dag.. han måtte heller bare gå hjem igen. Han fadt alligvel aldrig frem til den markeds plads, han kunne intet musik høre og her var ingen der havde tid til han kunne spørge dem om vej, alle havde så forbanede travlt, han stod bare lidt i sine egne tanker, da et eller andet fik ham til at glide langs muren, da det skubbede til ham og rev ham straks ud af sine egen tanker. Det første han gjorde var at tage til halsen, selv om der var flere steder hvor han havde blottet hud. Det han frygtede mest her i verden var klart vampyere.. de sjæleløse monstre! Uden følelser eller noget som helst, hvar havde de til formål i livet, hvorfor var den slags væsner over hovedet bleven sat på jorden.. der var intet han afskyede mere. Han havde dog også go grund til at være så utvivlsomt bange for disse vænser, man kunne bare tag en lampe og give ham noget lys på halsen, så vel som, skulder, mave og ryg.. han var arede over det hele, bidt af mindst 20 forskillige vampyere.. og han vendte sig aldrig til smerten. Han tog hurtig en dyb indånding da han fandt ud af han havde holdt vejret og hans hjerte bankede hurtigere end normalt, han snusede hurtigt til luften hvilken fik ham til at slippe sin egen hals.. dæmon. Han sukkede langsomt og blev med et meget afslappede, han lyttede til stemmen.. en kvindelig dæmon, så havde han vidst intet at frygte.. hvis ikke det havde været fordi han var ulykkelig forelsket i en dæmon.. så havde han aldrig vist så stor hengivenhed over for racen, da det var satans skabninger så vel som vampyere.. men i det mindste.. havde dæmoner, et hjerte der bankede. "Det gør skam ikke noget, jeg er ikke så nem at få øje på" mumlede han bare.. da han endelig gik lidt efter at være den usynlige elver, der gik i et med muren.. det var klart hun ikke havde set ham. Han smilte skævt til hende, og bar den ikke spor af.

"Jo du er let nok at få øje på, hvis det bare ikke havde været at jeg gik i mine egne tanker, så ville jeg har opdaget dig."
Hun så nærmede på ham, og syntes at kunne se på der hvor han havde bar hud, at der var ar. Som lignede bide mærker, næsten vampyr mærker. Hun mærkede foragten i sig, hvordan kunne man få sig selv til at bide i en blind elver? Har de vampyrer ingen respekt for deres bytte længere? Nu til dags havde alle også mistet deres selvrespekt, folk gik rundt og løj som bare fanden. Men tiderne er også forandret siden 1100 tallet, men stadigvæk. Hun så nærmere på ham og det så ud som om han var lidt forvirret.
"Hvor skal du egenligt hen, for du ser lidt ud til at ha faret vild"
så lugtede hun noget, blod. Hun så hvordan han havde sin ene hånd i lommen, hvad var der sket med ham?? Var han lige blevet bidt eller?
"Hvad er der sket med din hånd?"
Han kunne godt høre på hendes stemme at hun var lidt bekymret. Desværre havde Crasie altid en svaghed for de svage når de var i nød. Hun prøvede da godt nok at lade vær med at undervurdere ham, for det kan jo være at angående med at han er blind, at det er bare en illusion for andre, så andre skulle undervurdere ham. Det var det sammen som de gjorde ved hende. For hun var jo selv ret så lille og så undervurdere folk hende tit. Men det kom de til at meget hurtigt at fortryde. Men derfor hun nok ikke nu var i sig selv gået videre nu, var pga hendes nysgerrighed. Hun syntes at det var underligt at han var blind, selvfølgelig kunne han være født med det. Men det var som om det var en ny skade, for han går ikke lige frem med den sikkerhed, som normalt blinde gjorde. Som regel plejede jo blinde også gå med en stok eller sådan noget. Hun så lige ned engang af sin egen stok, måske var det godt at hun alligevel ikke kunne finde sin ynglingstok, fordi Isabella havde smidt den væk. Godt nok sagde hun at det var Mira en af Crasie personligheder, men det troede crasie ikke på. Så hun måtte tage en anden som hun havde i reserve med. Måske kunne den hjælpe ham mere end den kunne hjælpe hende.

Ozzie smilede forsigtigt til pigen, og lod nogen finger glide ned over den kolde mur, imens han tænkte over hvem hun.. mon var, han vippede hovedet op af, så han ville have haft øjnkontakt med hende hvis ikke det var fordi han havde det sorte blind bundet omkring øjnene. Han behøvede ikke gå med det længere, han kunne bare tage solbriller på, eller have lukket øjne eller noget, det var jo lige meget om han kiggede folk i øjnene længere, han kunne ikke se noget, han havde mistet sin evne og da han var bleven rigtig blind.. underligt nok kunne han stadig se... han kiggede bare ikke. Han smilte prøvende til hende og rystede på hovede "Jamen det gør ikke noget" mumlede han bare, hun behøvede ikke undskylde, han følte det var hans skyld, og havde selv meget lyst til at undskylde, men han lod være. "Eh.. jeg havde.. hørt.. der var et marked.. et sted i nærheden, jeg var på vej der hen før" mumlede han stille, endelig havde han givet.. op nu, men hvad nu hvis dæmonene kunne hjælpe ham? Nok var dæmoner helveds væsner.. men de var stadig de sødeste væsner han hidtil havde mødt, så han troede ikke rigtig på det, i sandhed var det vampyerne der var helvedes væsner, og dæmoner var sikkert bare.. engle i forklædning eller noget.. nej han vidste det ikke men.. "Eh.." hendes spørgsmål trak ham ud af hans tanke og han knugede sin hånd i lommen.. ja.. selvfølelige.. hun kunne vel lugte blodet. Han tog forsigtigt sin hånd op af lommen, selv om han ikke havde lyst, han var stadig bange for om der mon var vampyre i nærheden, selv om han ikke kunne lugte det. "Jeg.. jeg har bare stukket mig.. det betyder ikke noget" mumlede han og rakte hånden ud mod hende, hun måtte godt se.. han anede ikke hvor stort såret var, bare at det gjorde undt.

Hun så såret på hans hånd, som var en lille fin flænge i hans finger, men som gik dybt ind i fingeren. Fingeren blødte ikke det vildeste, for heldigvis havde han ikke kommet tilskade i tommeltotten, for så ville det have været dybt nok til at gå ind i blommen på fingeren. Hun roede hurtigt i sin lomme, og så kunne han høre en lyd. Som om hun rev noget papir over. Så mærkede han noget klisterende papir på sin finger, og ville nok ret hurtigt opdage at det var et plaster.
"Sådan der. Jeg render altid rundt med alle mulige underlige ting i lommen, man skal jo altid være beredt"
Crasie sagde det venligt til ham og smilte til ham. Godt nok kunne man jo næsten ha forvekslet hende med en engel, hvis man bare så fra hendes udseende. Men Crasie var bare generelt venligt, for det fik man tit mere ud af end at være uvenlig. Men som Crasie havde benægtet fra starten af, som hele tiden Isabella sagde til hende, så havde hun en virkelig meget ond side, men heldigvis kun var der ca 1% af tiden. Så fornemmede hun noget en vampyr, som også gik ned af gyden. Vampyren var en mandelig høj skikkelse, som ikke lige i starten viste interesse for dem. Indtil han lugtede blodet, han stoppede op og prøvede at veje i luften, hvor det kom fra. Selvom Crasie hverken kunne se ham eller noget, fordi hun havde ryggen til. Kunne hun tydelig mærke ham pga hendes evne. For at hun kunne lave illusioner over for personer, så havde hun evnen til at fornemme præcis hvor de var. Vampyren gik med rolige skridt nærmere imod dem og stod ca kun 1 meter bag ved crasie. Med en lyn hurtigt bevægelse slog Crasie stokkens ende imod foden, som udløste at en 10 cm lang tveægget kniv kom ud, og hun drejede sig rundt. Vampyren fandt sig selv med en sølvknivspids imod hjertet. Hun så skræmmende på ham, og han så sit eget spejlbillede i hendes briller. Hun smilte grumt til ham, og selvom hendes ansigt var henlagt i mørke så var hendes sylespidse tænder tydelige. Hun lagde hovedet lidt nedad så hendes neonlilla øjne stirrede direkte på ham, og som fortalte mere end ord at han skulle forsvinde. Vampyren gik stille bagud og gik meget hurtigt væk. Hun stod lige og forsikret at han var væk før hun slo stokken ind i benet igen og knivspidsen var væk. Hun vendte sig om imod ham og kom i tanke om at ham havde spurgt hende om noget.
"Jo markedspladsen er lige i nærheden, jeg kommer godt nok derfra. Men jeg har ikke noget imod at følge dig derind"

Ozzie smilte til dæmonene, han slap forsigtigt væggen med håndne og vendte sig helt mod hende, han følte sig.. tryk nok nu, ved at slippe væggen, det føltes som at ligge hele sit liv i i hænderne på den fremmed kvinde, hvilket han endelig ikke var så vild med, men.. han måtte stole på hende.. alt handlede om tillid. Ozzie mærkede hvordan hun tog hans sårede hånd, og smilte forsigtig da deres hænder mødtes, han fik en lille smule lyst til at krybe tilbage til væggen, men på den anden side.. han havde nu heller ikke lyst til at hun skulle slippe hans hånd. Han mærkede hvordan hun fumlede med noget og så noget der satte sig om hans finger, det kunne næsten kun være et plaster, han smilte taknemligt, det var betænksomt af hende. "Tak.. tak skal du ha'" sagde han stilel, virkelig taknemlig for hvad hun gjorde for ham, det var der jo ingen andre der ville have gjordt, og så for total fremmed. "Hvad hedder du endelig?" spurgte han og slap langsomt hendes hånd igen, han kunne ikke blive ved med at holde ved hende, det ville bare blive akhavet til sidst. Han krøb tilbage mod væggen da lugten af vampyr nærmede sig dem, han lagde begge hænder mod muren, og kneb øjnene sammen under bindet, håbede bare den ville gå forbi.. men det gjorde den ik, den stoppede op. Han tog sig langsom til halsen og krøb helt sammen ned muren, han satte sig ned på hug, og havde glemt alt om pigen der før havde været så sød ved ham, det eneste han kunne tænke på var vampyren, der helt sikkerst havde lugtet hans blod. Han begyndte at tale i togere, i hvert fald af havd pigen og vampyren ville forstå, da han snakkede på sit eget sprog, elver sprog, men han snakkede ikke.. han bad for sit liv. Han havde allerede mindst 30 mærker på sin hals, ja.. fra 30 forskellige vampyere, han vendte sig aldrig til den smerte der kom hver gang de syle spidse hugtænder borede sig gennem hans hud.. og følelsen af nogen der sugede blodet ud af ham.. det føltes som at få suget livet ud af en.. men blev svagere og svagere hvert sekundt. Dog havde Ozzie altid overlevet, han forstod virkelig ikke hvorfor, men det var som om.. at det langsomt gik op for dem, i hans samvær, at det de gjorde var forkert, og så forsvandt de.. forlod ham. Dog var han meget taknemlig for det, derfor sad han også nu og bad for sit liv. Hans adrenalin punpede rundt i kroppen, han hørte nogen lyde, men gav det ikke ilde op, han følte kun smerte.
Hendes stemme gik dog langsomt igennem igen, og han faldte bag over stadig med hænderne stramt pressede mod halsen, han klemte sig selv ind mod murne og rystede forvirret på hovedet, da det gik op for ham.. at vampyeren var væk.

Hun så undrende på ham og kiggede så frem og tilbage fra der hvor Ozzie sad til den vej vampyren var gået ad. Han lignede end rædselslagende, og som lige var blevet skræmt af døden. Hun gik et skridt imod ham og satte på hug og havde hovedet let på skrå, mens hun studerede ham. Hun var helt sikkert på at han var bange, og sikkert pga af vampyren. Men en ting undrede hende, hvis han var så bange for vampyrer, hvorfor havde han så ikke lært at forsvare sig. Så sagde hun stille men beroligende.
"Vampyren er væk, så ingen grund til at være bange"
Hun kunne ikke forstå hans frygt og alligevel kunne hun, for hun forstod godt hvorfor folk var bange. Men hun havde selv ikke haft frygt i så mange mange år, at hun faktisk ikke kunne huske det. Isabella havde godt nok sagt til hende, at på grund af at hun havde undertrykt sin frygt så meget, så havde hun skabt en ny personlighed en som hed stine. Men det nægtede Crasie at tro på, det var faktisk kun få 100 år siden at hun havde accepteret Isabella, selvom de to har delt krop i mange, mange flere år end det. Så kom hun i tanke om det spørgsmål han havde stillet inde lige inden vampyren kom.
"Bare kald mig Crasie"
Hun smilte til ham, selvom han ikke kunne se det på grund af at han var blind, men det gjorde hun bare automatisk. Crasie var dog ikke hendes rigtige navn, det var et navn hun havde taget til sig for evigheder siden, for når nogen fik hendes rigtige navn at vide, ville de få fuldstændigt magt over hende. Der var kun en der kendte det, og det var en sort engel der hed Isabella, og som jo tilfældigvis også hed det sammen som hendes forførende personlighed isabella. Men det var århundrede siden hun havde mødt hende.

Ozzie var ikke bare bange, han var virkelig rædselslagen, det kunne mærkes på ham da han skælvede over hele kroppen, han ville inderligt ønske, lige nu, at hans gamle evne ville vende tilbage til ham.. selv om den ville betyde død, så havde han haft noget at forsvare sig med, nu havde han intet tilbage, han havde aldrig lært at forsvare sig rigtig, han var bare, lille og forsvarsløs, og.. den sidste tid var han også belev forladt. Han tog en dyb indånding ved lyden af hendes stemme, selv om han stadig havde hænderne for sin hals nikkede han en smule mod hende, det var svært at se men hun ville nok kunne skildne det fra hans skælvende. Han vidste hun var tæt på, hver gang han trak vejret kunne han lugte hendes duft og mærke hendes nærværd, det gav ham billede for øjnene, men det var ikke pigen foran ham han kunne se, det var en.. en dreng, som han alt for godt kendte, og det gav ham ikke tid til at tænke sig om, han reagerede bare, han nærmest sprang over pigen og holdte knugende fat i hende hvor end han havde grebet ud efter hende, som om hans liv afhæng af om han slap eller aj. "Du må.. du må.. aldrig.. aldrig forlade mig igen" hviskede han stille mod dæmonene, og billederne viste sig for hans øjne, drengen smilede til ham og hviskede blidt ' jeg forlader dig aldrig Ozzie' Ozzie svævede på en bølge af lykke og knugede sig ind til pigen, han havde ikke tænkt sig at slippe hende igen lige med det samme, det var endu ikke gået op for ham at det ikke var nogen person fra hans fortid som han nu sad og krammede sig ind til, at det var en fremmed person, der havde redet hans liv, hvilket han endu ikke havde takket hende for, men han havde ikke indset det, han ville ikke indse det, han nægtede det.. han så kun den smilende dreng, intet andet.

Crasie blev godt nok forundret over at han krammede hende, først troede hun at det var fordi han ville takke hende men nej. Hun kunne føle på ham at han ikke vær nærværende. Hun havde set det før mange gange, når en person var fanget i sine egne minder. Hun vidste virkeligt ikke hvad hun skulle gøre. Men så kom en ide i hendes hovede, hun kunne måske hjælpe ham angående med det. Det var kun et forsøg, men hun prøvede at lave noget ud fra det hun vidste. Han havde jo fortalt at en eller anden person ikke måtte forlade ham. Hun brugte sine illusioner når hvor hun rørte ham til at kunne lave stærke illusioner. Hun havde set et stykke hår på hans arm, som var hans. Den tog hun så snart han slap hende, ville illusionen stadigvæk være lige så stærkt som før.

Så hørte han stemmen tydelig fra den person han havde forstilt sig fra sin fortid.
"Men du er nød til at give slip på mig, ellers kvæler du mig til døde"
Sagde Crasie, men for hans ører lød det fra drengen som han havde i hans hovede. Drengen sagde det venligt og med et venligt smil på læberne. Ozzie så også drengen meget meget mere tydeligere end før, og lignede virkelig den ægte dreng. Han kunne både føle, lugte og se ham så tydeligt, som han var.

Crasie holdte øje med om der var andre der kom og forstyrrede og de personer som var på vej ned af denne gade. Blev lige pludselig mødt af en mur, alle vendte heldigvis om. Men hvis de havde rørt, ville de ha mærket at det var en illusion. For Crasie kunne ikke lave den så stærk hvis hun ikke rørte eller havde et hår fra personen af.

Ozzie var langt væk i sine egne tanker, sine egne dørmme, han var dybt inde i sin fortid, der var så mange tanker, så mange stillede spørgsmål, som han aldrig havde fået svar på, som han ikke vidste om han ville have svar på, men som han alligvel ønskede nogen ville give ham et svar på. Han trak vejret dybt og indåndede duften af dæmon, præcis som det skulle være, og han krammede sig ind til dæmonene foran sig, ubevidst om det her ikke var den han troede det var, men han nænnede ikke at tro andet, han ønskede ikke det var andre, han ville bare ha det til at være den som han ønskede det vare.. bare i nogen sekundet mere.
Ozzie havde lukket øjne bag bindet, han var stadig blind, men han så stærke billeder, han så, han kiggede ikke, han sukkede længselsfuldt da en stemme han kendte alt, alt for godt, talte til ham. "Men du er jo allerede død, elskede" hviskede han længsels fuldt tilbage, dog løsnede han sit greb en smule, men han gav ikke helt slip, han kunne bare ikke, det måtte være månder sidne han sidst havde snakket med ham.. da han havde besluttet sig at komme over ham.. aldrig at se ham igen.. og nu, sad han der.. lyslevende foran ham, og Ozzie kunne bare ikke modstå det.
Ozzie smilte i det han så ned, rødmede han "Jeg troede du havde glemt mig Jayden" hviskede han stille og slap ham langsomt helt, prøvede at finde ud af hvordan de overhovedet var kommet til at side sådan der.. og hvordan de havde fundet hinaden.. han huskede det ikke.. han krøb forvirrende tilbage mod muren, hans eneste ven i hele verden, og lagde sine varme hænder mod de kolde mursten.

Da Ozzie stadigvæk havde kramt ham videre kunne han tydelig mærke at Jayden havde krammet igen. Jayden så på ham med et dejligt kærligt glød i øjnene, mens hans så Ozzie sætte sig ned ved muren. Jayden gik hen og satte sig på hug foran ham.
"Ja men selvom jeg er død, så er jeg stadigvæk derinde"
Ozzie mærkede hans varme hånd imod sin brystkasse lige over hjertet. Jayden kiggede på ham fyldt med øjne, som virkede beroligende.
"Selvfølgelig har jeg ikke glemt dig, og du skal heller ikke glemme mig."
Jayden kiggede eftertænksomt på ham, men så smilte til han igen.
"Men du må forstå jeg er ikke den eneste for dig, og du er heller ikke ene og forladt. Der er masser af folk derude, som du kan møde. Du må bare ud og gribe chancen."
Jayden så lidt sørgmodig ud, som om han havde svært med at sige noget.
"Jeg er ked af, at du er blevet slået sådan ud pga af min død. Jeg ønsker kun godt for dig, og jeg ønsker at du skal leve godt videre. Og du skal ikke blive ked af det hvergang du hører mit navn, du skulle hellere blive glad for alt det vi har haft at godt sammen."

Crasie stod op og holdte øje med begge sidder med halv koncentration. For hun skulle være sikker på at ikke fucke denne illusion op. For hvis han opdagde at det var falsk, så ville det måske ende til noget værre. Men der var intet der kunne få Ozzie til at have en mistanke at det er falsk.

Ozzie pressede sine hænder op mod den kølige mur, lige nu havde han af alt lyst til at trække hætten over hovedet og gemme sig væk, bare side der med intenst lukkede øjne, og kramme med den kolde mur, det var den eneste ven han havde, lige nu, for hvad end der skete.. lige nu,s om han ikke kunne se, men blot høre og lugte, så var der noget forkert ved det. Jayden.. ham han aldrig nogen sinde sulle se igen i sit liv, han havde kæmpet så hårdt.. så hårdt for at komme over ham, han havde svoret han aldrig ville tale til ham igen.. men han blev.. han blev bare så svag.. når de mødtes, han anede ikke hvad han skullle sige eller gøre. Han trak sig bare væk fra drengen der kom tætter på ham, og snakkede til ham, han ville ønske han bare.. ikke sagde noget, så ville det ikke føltes så virkeligt, han ville ønske han ikke.. var kommet. "Hvor" hviskede han stille, hvor var han henne.. men han var jo ikke rigtig død, han var bare.. ja.. dæmon. Ozzie rødmede strækt da en hånd ramte hans hjerte, og trak sig hurtigt tilbage i et chok, han måtte ikke røre ved ham! Hvordan skulle han nogen sidne komme over ham når det var sådan her? Han smilte forsigtigt, og lod sit lange sorte hår falde ned i ansigtet så det dækkede den stærke rødmen i hans kinder. Han hørte hans ord, og ville bare sige ham imod.. for.. jov han havde glemt ham! Og Ozzie skulle også glemme Jayden! Det var den eneste måde frem. Ozzie sagde ikke noget, han følte et sug i maven, da Jayden sagde det.. det føltes ikke som noget Jayden ville ha sagt, det var ikke sødt sagt, det fik Ozzie til at føle sig mere alene, end han endelig var. Han sank lidt sammen op af murne, og ønskede bare han snart ville vågne op.. inden drømmen blev alt for meegt til et marrit. Ozzievendte hovedet op da han snakkede igen og n rysten startede over alt på hans krop, det.. var.. ikke.. Jayden.. "Men.. du døde jo ik?" sagde han stille og frostod intet, intet ville give mening mere.. "Og vi.. vi havde intet sammen.. vi.. du.. du forlod mig bare.." hviskede han stille, men mere kunne ikke komme ud, selv om sætning vilel have endt *efter sex*.

Crasie kunne tydelig se på ham at han var fortvivlet og hun vidste ikke hvad hun skulle gøre nu. Måske havde hun en ide hvad hun måske kunne gøre.
For hans øjne så han bare jayden smile til ham og så begyndte at han blive tåget og forsvandt. Da det hele forsvandt føltes det hele som om det var en drøm. Det var som om han havde ligget der og havde faldet i søvn. Han kunne mærke Crasie's let rysten i ham, som om hun prøvede at vække ham.
"Hey, du var lige pludselig væk. Jeg troede lige, at du var besvimet eller sådan noget"
Sagde crasie med en venlig tone. Hun kunne godt nok ikke lide at lyve, godt nok løj hun med sine illusioner men det var noget andet for hende. Men normalt alt det hun sagde var sandt hun hadede selv løgn, men hun så ingen anden udvej. Det ville være langt bedre hvis han bare troede at det var en drøm, så kunne han glemme det igen forhåbenligt.
Han kunne virkelig mærke hvordan han var træt, præcis som om man lige er vågnet fra en meget livagtig drøm.
"hvad med at jeg lige køber noget at drikke til dig eller noget at spise?"
Sagde hun med en venlig blid tone. Han kunne mærke hvordan han lige pludselig følte sig rolig.

Men det han ikke viste var at det var hende der lavede en illusion at han følte sig træt, som om han lige var vågnet op. Det var også hende som gjorde at han følte sig mere rolig. Hun følte virkelig at hun skulle gøre et eller andet for ham, derfor havde hun tilbudt ham mad og drikke. For hun regnede med at han sikkert ikke har spist noget ordenligt. Men det var jo selvfølgelig bare et gæt. Hun havde nemlig den evne når hun rørte eller havde en ejendel, til at kunne lave illusioner af følelser hos folk. De var selvfølgelig ikke ægte, og en som virkelig kendte sig selv, og havde den indre ro i sig selv, ville kunne genkende at det var falske følelser. Men hun regnede med at han ikke var sådan, for han virkede til at være meget i oprør inde i ham selv, og slet ikke har den der indre ro. Så det skulle virke rime godt regnede hun med.

Ozzie trak vejret langsomt, han følte sig så.. så.. forkert og ubehalig til mode, han kunne slet ikke holde ud af være sammen med Jayden, det var bare så forkert, han ville ønske at Jayden.. bare ville.. ligge en hånd for hans mund og trække ham ind til sig og kysse ham i håret.. som han plagede at gøre, men det gjorde den her Jayden ikke, men tidne havde vle ændret ham, det var så længe siden han sidst havde mødt ham, flere månder, han var selvfølelige ændret, det var Ozzie vel også.. nej endelig ikke.. han var ikke bleven den mindste smule mere selvsikker, han var stadig bare.. en forvirret, ynklig, lille elver. Ozzie blev pludeslig træt i det, han følte sig.. så ør i hovedet og en svag hovedepine tog til, han mærkede søgene der strakte sig efter ham, og drømme der.. farede rundt i hans hovede, en der rørte ved ham, han trak vejret langsomt, det var en kvinde stemme der talte til ham.. men det eneste han kunne.. var.. han kunne kun.. hvor var Jayden henne? Han, åh.. det var bare en drøm, det var et marrit, det var hvad det var! Men det havde ikke været meget værre eend nogen af dem han havde haft siden Jayden forlod ham, ellr nok nærmer.. stoppede med at komme tilbage. Drømmen havde bare været så virkelig for ham, han syntes aldrig at have drømt noget så livagtigt før, men måske var det bare.. ja.. ham, der.. det havde i hvert fald været en drøm, andet turte han ikke indrømme, han ville slet ikke møde Jayden igen, han skulle blive væk, for altid, det ville slå ham.. han ville.. han ville slet ikek kunne leve hvis han mødte ham igen.. tænk han havde fået en smuk pige kæreste, og.. en ny bil? Og.. ja.. et liv.. og han så så Ozzie.. Ozzie der ingen ting havde.
Han sukkede søvningt og vendte hovedet mod pigen, "Måske besvimede jeg?" sagde han stille "Der er ret varmt" mumlede han bare åndsfraværrende til hende. Han kunne være dehydret, han huskede godt pigen, men han huskede intet navn. "Hvad.. hvad.. var det nu du hed" mumlede han stille og lænte sig forsigtig frem mod hende, hun var.. godt nok tålmodig med ham. "Jeg tror godt du må.. jeg kunne godt burge noget at drikek" sagde han tille, han følte sig stadig helt ør.

"Bare kald mig crasie"
Sagde hun venligt, men hvis man tænkte nærmere om så kunne det virke som om det ikke var hendes rigtige navn, men mange gik jo under et dækkenavn. Det var rigtigt det var ikke hendes rigtige navn, hun har godt nok brugt det så langt tilbage hun husker, men det er fordi hvis man kender hendes rigtige navn, så ville man få fuldt magt over hende. Der er kun en som kender den, en gammel veninde. Men ingen andre har fået det navn at vide før, aldrig. Hun stoler heller ikke lige frem på folk, det var nok en blandt de mange ting der gjorde selv at hun næsten ingen venner havde.
"Godt jeg kender et godt sted ikke langt herfra."
Der var en god bod ikke langt herfra i markedspladsen, som solgte mange eksotiske og normale drikke. Der plejede hun at købe der, fordi det var det eneste sted hvor man kunne købe den ægte og særdeles stærke elver vin, som selv kunne slå bjergdværge ud, og det var ikke småting. For ren vodka eller whisky kunne ikke længere påvirke Crasie så derfor havde hun brug for langt stærkere sager for at blive påvirket. Men selv med elvervinen blev hun intet påvirket.
Hun var glad for at se at det virkede som om han bare havde troet at det var en drøm. Hun har et par gange i tiden reddet mennesker og væsner med at komme ud af deres minder. Med blandt andet en som de sørgede over fik de lov til at sige farvel til den meget livagtige illusion af deres afdødede. For mange havde bare brug for at sige ordenligt farvel, som de ikke fik gjort i den tid, for at komme videre igennem livet.

Ozzie følte sig stadig lidt ør i hovedet efter drømmen, han vidste godt det var en drøm, men alligve.. var der et eller andet der ikek hængde helt sammen, havde det været virkelighed.. så havde Jayden selvfølelige ikke været der, det var jo klart, hvorfor skulle han komme tilbage.. for en som Ozzie? Han havde vel glemt ham for lang lang tid siden, så det var også lige meget, men der havde været noget andet over det, han havde engang lært hvordan man skældte liv drøm og virkelighed, i hvert fald for hans vedkommende.. han kunne se.. i hans drømme.. han var blind i virkeligheden. Han tog en dyb indånding, han havde ikke set Jayden, ikke på den måde.. kun.. kun som en underlig svag fornemmelse, ellers havde han hørt og lyttet, men det var ikke det samme, for han var blind. Han trak vejret langsomt og nikkede kort til hendes navn, han valgte at slå det ud af hovedet, hvis det ikke havde været en dørm, så anede han ikke hvad det kunne være. "Jeg hedder Ozzie" sagde han roligt, han havde glemt om han allerede havde sagt det eller allerede havde spurgt, men nu var han da sikker på det, og han vidste hvad hun hed.. Crasie, det var et sødt navn, han ville gerne lære hende at kende, "Undskyld" hviskede han stille, han var ked af han sådan.. var besvimet.. eller havd det var.. "Ja.. det lyder, godt.. tak" sagde han roligt og kom langsomt op og stå, men han lagde hurtigt igen sine hænder mod den kolde mur, det var hans eneste vej frem, og hans eneste vej tilbage, muren, han slet den ikek så let.

"Du skal da ikke undskylde"
Sagde hun venligt hun så hvordan han havde besvær og hvordan han slet ikke kunne rive sig fra den mur. Hun forstod virkelig ikke at hvis han var blind at han ikke havde lært for længst hvordan man kunne bruge sine sanser og sine instinkter til at finde vej. Det havde Crasie selv lært. Nogle gange når hun selv tog alene ud i mørkets skov, så kunne hun finde på at løbe med lukket øjne og kun lade sig styre af sine andre sanser. Hun syntes at det var let, men hun kunne forstå på andre at det ikke helt var så let for dem.
Så besluttede hun sig for noget, som hun alligevel havde besluttet sig halvt for før. Hun kiggede lige ned af sin stok, det var ikke hendes gode stok. Så hun var ligeglad for hvis hun mistede den og hun ville hellere give den til ham.
Hun tog hans hånd og stak stokken i hånden på ham på selvfølgelig en venlig måde.
"Her tag den, den ville hjælpe dig langt mere end den vil mig"
Han kunne mærke den køligere metalfigur under hånden og hvis han mærkede efter, ville han måske mærke at det var et ørnhoved den forstilte sig. Hvis han støttede sig på den ville han nok kunne mærke at den faktisk var rime solid og god støtte at støtte sig til.
"Og hvis du slår den ind imod foden, så vil der dukke en ca 10 cm lang tveægget sølvspids. Så pas endelig på at du ikke rør den for den er meget skarp, men til gengæld hvis du øver dig så ville det blive et særdeles godt forsvarsvåben. Du kan også gøre det i den anden ende og der vil også komme en knivspids ud af metalfiguren"
Hun ønskede at han ville tage imod den, for så kunne han måske få lært at beskytte sig imod vampyrer, for som sagt så var de lavet af ren sølv, og der var skrifttegn i dem som normalt dusørjæger bruger som er hellige tegn imod varulve, vampyrer og dæmoner.

Ozzie smilede forsigtigt til pigen igen, prøvede at tage sig lidt sammen, det her var virkeligheden, og virkeligheden.. ja den havde bare ingen Jayden, ikke længere, dog var han jo heller ikke død som drømmen havde sagt, eller ja.. han var bare skreden fra Ozzie, men sådan var drenge jo.. måske skulle han bare finde sig en sød pige i stedet for, hvis de dog kunne holde hans klodsedhed ud.. og ja, at han nogen gange kunne blive lidt.. ynklig, men det var jo aldrig medvilje, måske skulle han bare til at tage sig lidt sammen. "Jamen.. eh.." sagde han forvirret, jov han skuklle da undskylde, var han bare faldet om? Altså besvimet, sådan foran hende? Det var da synd for hende, han skulle jov, han skulle undskylde. "Jov jeg mener nu bestemt et undskyld er på sin plads" sagde han roligt og lod sine finger glide over den kolde mur for at have lidt at forholde sig til, den var der jo stadig.. som det eneste han vidste havde været der før. Ozzie mærkede hvordan hans hånd forsvandt fra muren, mod noget varmt og kort efter noget koldt, han prøvede at følge med og holdt forsigtigt om det nye element mellem hans finger.. hvad.. var det? "Argh!" næsten skreg han da hun var færdig med at forkalre, hvad var hun ude på? At tage livet fra ham? Han tabte stokken ud af fingeren og vendte sig væk fra hende, "Du må ikke give mig et våben" hviskede han stille "Folk kommer galt af sted.. så heller en blomst" forsøgte han stille, hvis hun virkelig ville han noget godt.. så en plante.. vidste hun ikke havd han var? En elver, han skulel slet ikek i nærhenden af de der knive der, og metal og snask.. nejnej.. måske var det sødt ment men det duede altså ikke, han kunne ikek tage i mod noget, som han helt sikkert ville komme galt af sted med. "Jeg tror den tjener dig best, behold du den heller" sagde han forsigtigt.

Hun så til, mens hun syntes at han rime meget skabte sig. Hun havde mødt mange andre elvere der var superrene til både buer, sværde osv. Så hun forstod ikke lige denne her elver.
"Så lad vær med at bruge det som et våben fjollehoved. Det er jo dig selv som bestemmer"
Hun tog stokken fra jorden og gav den imellem hænderne på ham igen.
"Hvis du endelig er bange for at tage liv, så må du hellere tænke på at vampyrer er jo døde væsner. Men jeg har givet dig dette og man giver ikke en gave tilbage vel? Så du kan smide den væk eller du kan tage den og lagde vær med at bruge den som et våben, men bare bruge den som den er meningen til. Okay?"
Hun sagde det næsten som om hun var en mor der talte til et barn, der rent ud sagt var et fjollehoved. Hun så overbærende på ham og på en eller anden måde var han gået direkte i hjertet på hende. Hun lukkede aldrig folk ind, den eneste ude over sin engel ven var Camille. Men ingen andre ellers. Selvfølgelig var det ikke sammen måde med Ozzie, men hun havde denne trang til at forsvare/beskytte ham. Næsten som om hun var en løvinde som forsvarede sin flok.
"Når skulle vi gå op til markedspladsen eller?"
Hun så spørgende på ham, og var på nippe til at gå.

Ozzie krummede sig lidt sammen, han følte sig ærligtalt ikke særlige mandig mere, kunne ikke engang holde en kvin.. stok.. ting eller hvad det var, uden at få det skidt, han følte sig lidt som en moder der stod der med sit våben i hånden.. nej han brød sig ikke om det, så heller en smuk plante, der aldrig ville kunne gøre andre ondt. "hvor.. jame.." sukkede han stille, det var nu også temmelig uhøfligt ikke at tage imod noget hun nu skænkede ham, så venligt af ham at lade ham få dette, noget af hendes.. men Ozzie havde ikek brug for en stok til at vis sig vej, han havde aldrig lært den slags.. og jov han havd sgu prøvede.. både med stokken og med hunden.. dogne skid, den lå bare der hjemme foran døren så man næsten ikke kunne klemme sig ind i lejligheden for det bæst.. hans hund Onion, som skulle havde bragt ham steder hen, så han ikke behøvede gå ind i alting, men nej, den gad ingen ting, den var et dovnt bæst ja. "Undskyld.. jeg.. jeg skal nok.. tak" mumlede han og tog så prøvende imod den og holdte lidt forsigtigt på den, han ville helst ikke have hugget armen af når en eller anden kvin pludeslig kom frem midt i det hele, den kunne komme hjem og ligge.. få sit helt eget sted i hans over rodet lejlighed. Han smilte nu mere venligt og prøvede at virke lidt.. glad, som han jo også var for det hun gjorde for ham, hun var allerede hans ven nu, selv om de knap havde kendt hinanden.. et kvater eller noget.. "Tak Crasie.. det var sødt af dig" sagde han roligt og nikkede til det hun forslog, "Jov.. kom" sagde han og tog staven over i den anden hånd for at finde hendes hånd med den ene, han lod sine finger glide ind mellem hendes, imens han smilte roligt til hende, og håbede hun ville lede ham afsted af de rigtige stirere den her gang.

Crasie kunne tydelig se hvordan han havde det svært ved at holde denne høflighed. Hun ønskede ikke at sætte ham i en akavat situation, men sådan var tingene blevet. Da han tog hende hånd havde hun intet imod det. Hun gav ham et lille klem til sådan at det var i orden.
"Du behøver altså ikke at beholde denne stok altså. Du skal sku heller ikke gøre det fordi du vil være høflig, det kan du godt spare mig for. For jeg kan ikke lide facader, og jeg kan tydeligt se på dig at du har problemer inde i dig selv om du skal beholde den eller ej. Jeg kan også se et glimt af frygt og du skal ikke være bekrymret for at denne har drabt før, det har den ikke for den er helt ny, så intet liv er spildt på den. Men du skal heller ikke være bange for at knivspidsen går ud for den er lavet til at den skal have et lidt kraftig stød i siden."
Crasie gik stille og roligt med ham mens hun fortalte, og kiggede flere gange nysgerrigt på ham. Gad vide hvad for en historie han har? Han virker til at ha gået igennem en masse.
"Skulle vi ikke til en bod og have noget at drikke eller sådan noget? Jeg er ved at blive gammel og senil, så jeg husker ikke så godt længere"
Hun sagde det sidste morende og sarkatisk. Hun huskede mange ting tydeligt og hun glemte normalt aldrig ting, men hun ville bare sikre sig, og få ham til at selv snakke, det kunne løsne lidt op på hans nervøsitet. Der var masser af mennesker på markedspladsen så Crasie lavede en illusion for alle andre end Ozzie, at hun var rime stor og høj, så folk automatisk gik udenom dem begge.

Ozzie smilte lidt da hun begyndte at snakke igen, allerede afsløret, kunne hun læse tanker eller sådan noget? Hvor der var ikke meget ved ham som man kunne bruge til noget.. man kunne ikke se ind i hans øjne, derfor var der minge der spilte deres evner på ham, de virkede altså bare ikke, han var ikke modtaligt over for evner der havde med sindet at gøre på en dybere måde, pga sin blindhed, og sin egen sære evne. "Men jeg kan godt lide den" sagde han så til sidst, hvilket ikke var helt løgn, han ville gerne have den, nu hun havde givet ham den, han ville ha den med hjem og den skulel ligge.. et sted.. hvor han vidste den var så den ikke blev væk som alt det andet rod han havde liggende, man skulle ikke lige tro han var en der rodet, han burde ha orden i alt.. men.. hans rod var hans orden sådan havde det altid været for ham, så havde han det bedst. Han nikkede roligt, "Jeg skal nok passe på den" sagde han og tog lidt beder fast om staven, han kunne ikek bruge den som var den meningen til, men han kunne altid holde af den.. den han havde fået af en ven, en ny ven, som han var taknmlig for at have mødt. "Ja.. ja.. måske et sted man kan side ned" mumlede han stille og smilte lidt af hendes joke.

Crasie kunne ikke læse tanker, selvom hun meget gerne ville ønske at hun kunne det. Men i de så mange år hun har levet, plus hun er så mistorisk som hun er. Har gjort at hun kan læse mange at de næsten usynlige tegn hos mennesker og væsner. Det gjorde det selvfølgelig sværere når han var blind for øjen fortalte meget, men hun virkede til at ha analyseret ham godt ind til videre. Hun var glad for at han ville tage imod den alligevel. Men tænkte dog stadigvæk over om det var stadigvæk hans høflighed som gjorde at han havde fortalt at han kunne lide den.
"Ja vi køber lige noget at drikke her, og så kender jeg lige det perfekte sted at sidde stille og roligt ved, kun få gader herfra."
De kom op til boden og Crasie kendte manden som var bag disken for hun købte tit her.
"Det sædvanlige selvfølgelig. Og hvad vil du have at drikke denne bod har næsten alt mellem himmel og jord. De har selv den stærke dværgsprit og selv den meget kraftige elvervin, men han har også sodavand osv. Jeg betaler"
Hun lagde nogle mønter på bordet og manden tog noget fra en flaske og hældte op i en kop til hende. Straks kunne man lugte en sødelig duft af blomster og frugter. Crasie tog den og nippede til den. Hun drak altid den stærke elvervin, den var selv så stærk at den kunne selv slå en dværg under bordet, selvom de ikke lige frem er svagdrikkere. Crasie blev nemlig ikke påvirket længere af ren vodka eller nogle af de andre ting, hun var blevet immun for det igennem hendes lange liv, så det eneste som kunne påvirke hende lidt var denne elvervin.

Ozzie smilte forsigtigt han følte sig godt tilpas sammen med Crasie, han havde ikke lyst til at forlade hende, i hvert fald ikke lige med det samme, hun kunne blive en god ven, han kunne mærke på hende at hun var en trofast ven, en der var der når man behøvede det, det var vikelig noget Ozzie manglede, en der tænkte på ham, og at han også kunne have det skidt engang imellem, han savnede Sariel, det var noget tid siden han havde set ham sidst, han vidste ikke hvad de var for hinanden længere, han havde håbet at Sariel kunne blive hans meget gode ven, men venner brændte vel ikke en af? Han sukkede stille i sine tanker og lænte sig ind mod Crasie han var så glad for hun var der og lagde hendes hånd mellem sine egne forsigte hænder. "Det lyder rart.. med noget ro" mumlede han stille og soppede op sammen med hende, han var ikke ligefrem tørstig, men han kunne godt bruge noget vand eller noget sodavand måske, han smilte lidt da hun begyndte at snakke, han kunne godt lide når hun snakkede, bare at stå og lytte til det, han smilte lidt "Ehm.." mumlede han bare og tænkte sig om, skulle han fortælle hende det? "Eh.. elvere kan ikke blive fulde så.." mumlede han stille og smilte forsigtigt, og trak vejret kort ind, "det.. bare.. det ved jeg ikke.. du bestemmer" mumlede han stille¨"Tak" mumlede han så, han var taknemlig for alt havd hun gjorde for ham, hun var så sød.