Kigger på stjerner

Malicka satte sig undrende op. *Give dem væk? Men.. Hvorfor skulle nogen dog ønske sig fri for vinger som dem?* tænkte hun undrende. Så rystede hun kort på hovedet, da hun egentlig heller ikke ønskede vinger.. Men hun var jo et menneske, og det var ikke meningen at mennesker skulle have vinger... Det var noget andet... Var det ikke?

Kala grinede kort af hendes reaktion. "Undskyld, men jeg kan virkelig ikke lide mine vinger" Sagde hun stille og smilede svagt. De havde givet hende så mange problemer. Det var også pga. af dem hun havde været nød til at forlade sin familie på Hawaii og flytte til La Sunisha.

Hun løftede spørgende det ene øjenbryn, og betragtede Kala en smule. Det var noget hun gjorde meget.. Det med at betragte andre..

Kala lagde hovedet på skrå. "Hvad er der?" Spurgte hun nysgerrigt og smilede over hele hovedet.

'Hvorfor kan du ikke lide dine vinger?' skrev hun på en ny siden på blokken, og ragte papiret til Kala. Hun var egentlig nysgerrig. Hun havde ikke 'snakket' med en engel før og synes egentlig at det var sjovt at få lov til..

Kala tog papiret og læste det. Smilede svagt over spørgsmålet. "Fordi de giver rygproblemer, er for store og de gjorde så jeg var nødt til at flytte fra min familie" Forklarede hun og smilede skævt.

Malicka nikkede lidt. Hun spidsede tænkende munden en smule, men valgte ikke at spørge om noget. Hun trak knæene op mod brystkassenog lagde armene om dem.

Kala bed sig i læben. "Hvordan kan det være at du kender til os væsner?" Spurgte hun nysgerrigt.

Malicka sukkede kort før hun modvilligt skrev: 'Jeg mødte en dæmon da jeg var lille. Dusørjægeren der forhindrede den i at slå mig ihjel, forklarede mig nærmere om hvad der havde angrebet mig, og de andre racer.' Hun ragte det til Kala, men så ikke på hende. Hun ville ikke se hendes reagtion.. Hun fortalte sjællent nogen om det, da det faktisk stadig gjorde ret så ondt at tænke på

Kala tog det og læste det grundigt. Rynkede sine øjenbryn. Måtte dusørjægere overhovedet fortælle den slags? Ville de ikke blive dræbt af væsnerne? Hun trak på skulderne og rakte det tilbage til hende. "Det virker fint nok i mine øjne"

*[i]Ja selvfølgelig. Det var jo ikke dig der så din mor få suget sjælen ud!* tænkte hun irreteret, og så ud over vandet. Hun blev faktisk vred. Ikke at hun havde nogen speciel grund til det, men hun blev vred alligevel.. Ikke vred på Kala, mere vred på alle i hele verdenen. Hvorfor skulle andre have lov at leve et nomalt liv, når hendes skulle være fuld af sygdom og overnaturlige væsner?

"Ikke på den måde" Sagde kala straks, som om hun havde kunne læse Malickas tanker, hvilket hun selvfølgelig ikke kunne. "Det er ikke i orden at dine nærmeste blev dræbt, men det virker fint nok at dusørjægeren fortalte dig om os" Forklarede hun og smilede svagt for sig selv.

Malicka så overrasket på Kala. Hun havde da ikke skrevet noget om hendes mor havde hun? Nej det mente hun bestemt ikke at hun havde.. Hendes blik blev lettere mistænksomt, og hendes øjne blev smalle. Havde Kala læst hendes tanker? Kunne hun overhovedet det?

Kala smilede hemmelighedsfuldt til hende. Malicka troede sikkert at hun kunne læse tanker. Det kunne hun desværre ikke, men efter hvad hun havde erfaret, var engle gode til at fornemme ting folk ikke sagde.

Malicka rystede langsomt på hovedet. Hvis Kala havde kunnet læse tanker, havde Malicka jo ikke været nødt til at skrive sine svar ned på papir.. Og så havde Kala ikke spurgt om hvad Malicka ville spørge om før hun havde spurgt om det med vingerne... Altså kunne Kala ikke læse tanker. Malicka smilede slævt over at have gennemskuet Kala.. Igen..

Kala blev lidt fjern i blikket. Tænkte lidt. På sin familie. På Hawaii. Hendes helt eget private paradis, hvor hun frit kunne have leget med vinden. Hvor hun dog savnede det. Hun sukkede.

Malicka rejste sig op og børstede sin buksebag fri fra jord og andet skidt. Hun tænkte at hun hellere måtte se at komme hjem, inden hendes far blev alt for urolig. Han ikke finde på de skøreste ting, når han ikke vidste hvor hun var... Han var altid så bekymret for hende, men nu var det jo heller ikke fordi hun ligefrem var nomal... På nogen måder faktisk..

Kala rejste sig også op. Børstede sig lidt for at fjerne jord eller andet fra sit tøj. "Skal du hjem?" Spurgte hun og smilede skævt. Knækkede stille sine fingre. Det gjorde hun nogen gange når hun spurgte folk om noget.

Malicka nikkede lidt, og sendte Kala et svagt smil. Så begyndte hun at gå tilbage mod byen, men slæbende skridt. Hun så ned i jorden, og bed sig tænkende i læben.

//Nice ava^^//

Kala fulgte efter hende. "Vil du have et lift?" Spurgte hun og bed sig i læben. Malicka så ikke særlig tung ud, og ellers kunne hun få vinden til at holde sig oppe.

//Tak ^^ //

Malicka stoppede op og så tøvende på Kala. Det var ikke sådan at hun var bange for at flyve, men hun var ikke sikker på om hun ville have hende til se hvor hun boede. Hun nikkede langsomt og blev enig med selv om at hun jo bare kunne sige at Kala skulle 'sætte hende af' ved Sheria station, det lå jo ikke så forfærdelig langt fra slummet... Jo det skulle nok kunne lade sig gører..

Kala smilede stort og gik hen foran hende. "Bare sæt dig, som om jeg skulle løbe med dig på ryggen" Forklarede hun og spredte sine vinger lidt. Det gjorde en smule ondt, men hun var nødt til det for at kunne flyve bedre og så med hende på ryggen.

Malicka nikkede lidt, og gjorde som Kala sagde. Hun slog både ben og arme om hende, ligesom hun havde gjordt da Morgan løb med hende. Det var egentlig utroligt som hun blev transpoteret rundt af væsner...

Kala smilede svagt og så op på himlen. Satte så gang i en kraftig vind, før hun begyndte at slå med sine vinger og hurtigt lette fra jorden. Hun fløj et par hundrede meter op ii luften, før hun lagde sig vandret, spredte vingerne ud og lod vinden bære dem.

Malicka lukkede øjnene for ikke at se ned, men nød vinden i ansigtet. Hvor var det vildt! Det var jo helt igennem fantastisk! Så længe hun ikke behøvede at se ned altså...