Kigger på stjerner

Kala skævede op til hende og smilede. "Bare åben øjnene!" råbte hun. "Det er vildt fedt hvad man kan se heroppe" Lo hun og så tilbage igen.

Malicka åbnede forsigtigt øjnene, og kunne ikke tilbage holde et lille gisp ved udsigten. Hun bed sig spændt i læben, og betragtede landskabet langt under dem..

Kala så kort op på hende, men så straks ned igen. Hun kunne hurtigt styrte ned. "Bare prik mig på skulderen når jeg skal lande, og så husk at holde godt fat!" Fortalte hun og smilede lidt.

Malicka nikkede lidt, og fik øje på stationen under dem, og prikkede Kala på skulderen. Hun ville hellere gå det stykke fra stationen til den usle lejlighed hvor hun boede, end hun ville vise Kala hvor hun boede.. Hun skulle jo nødig få det forkerte indtryk..

Kala så ned og blev en smule overrasket. "Jamen, det er jo stationen! Jeg vil ikke sætte dig af der. Der er en masse ulækre typer der kunne overfalde dig eller sådan noget" Sagde hun bestemt. Sådan var hun. Ville altid beskytte folk uanset hvem eller hvad de var. Det var hendes natur. "Prik mig på skulderen når vi er der hvor du bor!"

Malicka rystede på hovedet og prikkede hende igen på skulderen. Der var jo også mange ulækre typer der kunne overfalde hende der hvor hun boede, forskellen var bare at der hvor hun boede stank der af en blanding af øl og pis... Nej så foretrak hun at blive sat af ved stationen.

Kala rystede på hovedet. "Hvis du bliver ved smider jeg dig af" Truede hun. Godt nok lavede hun sjov, men hun lød grav alvorlig.

Malicka tænkte kort, men bestemte sig så for at det ville englen nok ikke gører, og prikkede hende derfor igen på skulderen. Hun ville ikke længere sammen med Kala. Hun ville ned på jorden igen, hvor hun idet mindste selv kunne gå.

Kala grinede. "Du ved jeg bare laver sjov ikke? Men som du vil" Sagde hun og begyndte at styrt dykke ned mod jorden. Fik vinden til at gøre hende endnu hurtigere. Det ville gøre det en anelse mere ubehageligt, men meget sjovere.

Malicka bed sig hårdt i læben, og mærkede et sug i maven ved farten. Hun lukkede øjnene i, men stolede på at englen kunne nå at rette op før de blev mast flade mod jorden.

Kala blev bare ved med at styre direkte ned mod jorden, og gjorde ikke mine til at ændre sin kurs det mindste. "Det er fedt ikke?" Råbte hun, men forventede ikke noget svar.

Som forventet kom der ikke noget svar fra Malicka. Hun havde travlt med at holde sig fast, uden at kvæle Kala..

Bygningerne og asfalten kom nærmere, men Kala blev ved med at styre ned. Hun samlede sine vinger lidt for at forøge farten en smule.

Malika bed sig hårdt i læben, og klemte sine øjne hårdere i. HAvde Kala nu også helt tjek på det? Det måtte hun vel have.. Malicka havde i hvertfald ikke andet valg end at stole på det.

Kala besluttede sig for at drille Malicka lidt. "Jeg er ikke sikker på, at jeg kan nå at rette op!" Råbte hun bekymret og så ned. Der var ikke ret langt, før de ville ramme jorden hårdt.

Malicka valgte ikke at tro på det. Det var farligt nok i forvejen, og Kala ville vel ikke have gjordt det hvis hun var i tvivl... Ville hun? Nej det ville hun nu nok ikke.

Kala valgte at slippe kontrollen lidt, så hun kom til at slingre lidt. Til at hjælpe sig på vej, fik hun vinden til at blæse endnu kraftigere. "Jeg mener det!" Råbte hun alvorligt.

Malicka strammede uvilkårligt sit tag om Kala. *Jo du kan. Du skal kunne!* tænkte hun og klemte øjnene hårdere i.

"Jeg er virkelig ked af det her, Malicka" Råbte hun og slap kontrollen endnu mere. "Det kommer ikke til at gøre så ondt, det er jeg sikker på"

*På dig måske* Selv i situationer som denne, hvor hun egentlig burde være skrækslagen kunne hun ikke lade være med at komme med sarkastiske bemærkninger i tankerne. Det var vel egentlig en forsvars mekanisme mere end noget andet, men det var nu engang sådan hun reagerede.

Lidt som om hun igen kunne læse Malickas tanker, sagde hun: "Du ville blive overrasket over hvor svage, vi engle er". Hun smilede skævt. Fem-seks meter og så ville de ramme jorden. Det var nok det bedste adrenalin kick hun havde lige nu.

*Og dog. I kan stadig holde til mere end mennesker.* svarede hun automatisk i tankerne. *Ret nu op for helvede!!* hvis hun kunne havde hun råbt det af sine lungers fulde kræft, men det var hun jo ligesom lidt forhindret i, så hun måtte nøjes med at tænke det så højt hun kunne,

Kala slog en sidste gang med vingerne og styrede lige ned i asfalten. Rettede dog sine vinger helt ud, da hun var et par centimeter fra at ramme jorden, og rettede så op. Fik vinden til at blæse normalt og tog igen kontrollen over vingerne.

Malicka åndede lettet op, da Kala rettede op. *Jeg vidste det* tænkte hun tilfredst med sig selv, og løsnede grebet om Kala en smule for ikke at kvæle hende.

Kala smilede og fløj forbi stationen. "Prik mig på skulderen når vi er der hvor du bor" sagde hun bestemt. Nægtede at flyve tilbage til stationen.