Venter på... Åben

Melodenia blev forvirret af hans svar. Hun trådte lidt længere ud i lysningen, men holdte stadig en vis distance fra ham, selvom han så ud til at slappe mere af, så havde hun lært at han kunne tænde af hurtigere end de metal ting som menneskerne brugte for at tænde de der papir ruller, var det cigeratter de kaldte dem.
Hun rystede på hovedet, og mørkede luften tage stille i hendes hår og hvirvle det lidt foran. Men hun kunne også høre at hans hjerte bankede hurtigere end normalt, og hun havde ingen ide om hvad der foregik. Varulve var så meget anderledes, og deres anatomi lignede muligvis menneskenes, men man vidste aldrig hvad der forgik eller om det var tegn på forvandling.
"Hvad er det de vil have? Hvad snakker du om?" Hun trådte lidt til siden, så hun bedre kunne se hans ansigt, "Jeg forstår ik hvad du mener." Sagde hun oprigtigt.

"kom ikke og sig at du ikke har udnyttet folk mange gange" vislede han af hende, han spændte lidt igen, "jeg er aldrig blevet behandlet som andet end et dyr, og blevet udnyttet et utal af gange, både af mennesker, vampyre, elvere, engle ja dem alle sammen" han gik i knæ han kunne ikke klare det mere det var for meget for ham, han faldt helt sammen og begyndte bare at græde, han rejste sig op og gik hen mod hende, hans blik var tomt og koldt, men hans krop var stadig brændene varm, han stoppede op, og stirede på hende, han var nærmest væk lidt som en skal uden noget indhold.

\\smutter nu og svarer desværre ikke før på søndag, undskyld\\

Hun var som neglet til jorden da han begyndte at gå hen mod hende, og spekulerede på om hun skulle stille sig i forsvars position eller løbe væk. Hun valgte dog at lade som ingenting, men også have alle sine saner på vagt, så hun kunne vide hvis han gik til angreb på et splitsekund.
"Det kommer an på hvordan udnytte folk du mener. Jeg vil være ærlig og sige, ja, jeg har udnyttet folk, når jeg jagere og dræber, men ik andet. Sådan er jeg ikke blevet opdraget." Sagde hun og så ind i hans øjne hvilke var tomme. Hun ville ønske hun kunne tage hans smerte væk, men det var der ingen mulighed for, og hun måtte bare prøve på at snakke ham til ro, selvom det ville være lidt svært da han var spændt som en flitsbue. Han virkede så fjern, så såret , som om hele verdens byrder lå på ham, og han var ved at bukke under. Det kunne hun se.

//Det er helt iorden. Ha en god weekend :)//

Han stod bare foran hende, han begyndte ligeså langsomt at komme til sig selv igen, lige nu lagde han mærke til alt det var som om han kunne høre antallet af blade på træerne og føle hvor mange levende væsener der var til stede. "jeg mener at, du får folk til at tro du vil dem det bedste så de hjælper dig, så forlader du dem." hans ansigt blev igen stift han stoppede med at se på hende han kiggede bare ned i jorden han var for bange for at hun skulle se hvordan han havde det hvis hun kunne se hans øjne.

Melodenia kunne se at han begyndte at slappe af, og hun skulle anstrenge sig for ik at smile lettet. Da han begyndte at snakke, kunne hun høre sorgen i hans stemme, og hun vidste med det samme at han talte af egen erfaring. Det var lidt forsent da han kiggede væk, for hun vidste allerede hvordan det påvirkede ham. Det kunne hun høre på stemmen og den måde hans hjerte kom i takt på da de kom ind på emnet.
Hun vidste at han ik skulle se ham være svag, så hun valgte at kigge væk og sagde, "hvis jeg får hjælp af andre, så hjælper jeg altid igen. Og nej det har jeg ik gjort, for jeg beder kun folk jeg kender, stoler på og holder af om hjælp. Jeg er ked af at jorden og livet kan være så ondskabs fuldt, men jeg vender ik folk ryggen uanset hvad der sker."
Hun kiggede ud mellem træerne, og havde brugt en venlig, men bestemt tone. Hun følte det som et slag mod sin stolthed at han beskyldte hende for at vende folk ryggen, hvis de havde hjulpet hende. Hun fortsatte med at kigge ind mod træerne, da hun ik vidste om han var klar til at hun måtte se på ham igen. Hun havde ondt af ham, og hun kunne næsten mærke smerten i hendes kolde døde hjerte.

Han slappede helt af, så meget at han bare lod sig falde ned falde helt sammen, for så at rejse sig igen. Hans hjerte begyndte igen at hamre hurtigt og han kiggede på hende med øjne der slog gnister han ville ikke tro på hende, han var helt sikker på at hun stod og løj for ham. "DU LYVER" råbte han af hende "I ER FANDME ALLE SAMMEN ENS" han var lige ved at gå helt fra den hans åndedræt blev uregelmæssigt og meget tungt og hårdt hans stemme da han råbte af hende var ikke hård som man skulle have forventet men istedet meget skælvende han var helt ude af den, han brød sammen gik på knæ og lod bare tårene flyde, han kunne ikke klare det her mere hvorfor skulle han også altid støde op folk i den her skov der fik ham til at opføre sig som et andet barn.

Melodenia kunne høre forndringen i hans hjerte, og troede at stormen havde lagt sig, men da han begyndte at råbe af hende, blev hun så forskrækket at hun hoppede 3 meter i luften, og landede 1,5 meter væk fra ham. Hun fik simpelthen så ondt af ham, og hun ville så gerne hjælpe, men hun vidste simpelthen ik hvad hun skulle gøre for at få ham til at falde til ro.
Hun kiggede sig fortvivlet omkring. Hun ville ik andet end at få en ven her i nærheden, og hvad er det endt med, at hun fik ham til bryde sammen og kalde hende en løgner. Hun var så ked af det, at hvis det var muligt, så ville der have faldet en tåre. Men det har ik været muliget 2300 år , hun har kun været tom. En skal. Det var det eneste.
Hun trådte lidt tættere på ham, men ik for meget. Hun så hjælpeløst ud med armene, "hvad vil du have mig til at sige? Hvis jeg siger jeg udnytter folk er du så tilfreds? Men så er det bare en løgn. Er det det du er ude efter. FOR HELVEDE." Det sidte skreg hun af frustration op med himlen, og hun var sikker på at man end da kunne høre hende inde i werclare byen.

han kunne bare ikke mere det var for meget for ham, kniven i bæltet var alt for tillokkende lige nu, han tog den frem og vendte underarmen opad, han kørte først bladet ned over armen så den lavede en meget lille ridse, så tog han den igen den her gang trykkede han hårdt nok til at han skar dybt lige sådan at han ikke ramte pulsåren, han mærkede den varme væske der flød ned af armen ned over hans bukser. Han havde lagt sig ned, han lå bare og lyttede mens han ligeså langsomt faldt bort ind i det dejlige trykke mørke, han vidste hvordan det ville gå han ville besvime og så vågne igen når hjerte begyndte at slå så langsomt at han ikke længere mistede ret meget blod.

Melodenia kiggede stadig op mod himlen, da hun fik færten af blod. Hun vendte sig med det samme rundt, så hun kiggede på Segowax, idet han lavede andet snit. Hun så og lugtede blodet og kunne høre, hvordan hjertet begyndte at arbejde anderledes. Hun stod ved siden af ham på et nano sekund, og så hvordan han lagde sig ned.
Hun var virkelig i tvivl om hvad hun skulle gøre, og især da han blev bevidstløs, og hun ikke vidste hvor han boede. Hun tog hurtigt en beslutning, selvom hun vidste at han ville hade hende for det, men hun kunne bare ik efterlade ham på jorden, når der var en masse rovdyr udenfor lysningen. Hun kunne heller ik blive i skoven hos ham, da solopgangen var ved at nærme sig.
Hun samlede ham hurtigt op, og satte så i løb, hjem til hende selv. Hun løb så hurtigt hun kunne, og hele verden var en stor forvirring, Men det tog stadig en del tid, før hun var hjemme. Hun åbnede døren og gik igennem gangen og ind til stuen, hvor hun lagde ham på en af sofaerne. Hun fandt hurtigt de ting hun havde brug for, og var lykkelig for at hun i det hele taget havde det.
Hun rensede sårene og forbandt dem, og lagde så armen op af ryglænet. Hun satte noget frem, som han kunne spise, når han vågnede. Hun vidste at det kun var et spørsgmål om tid, før han vågnede, og hun gik ind ved siden af i arbejdsrummet, og satte sig så ellers til klaveret. Solen var forlængst oppe da hun begyndte at høre ham rumstere rundt inde i stuen. Men hun fortsatte med at spille og synge, selvom hun normalt holdt hendes stemme for sig selv, og ventede så ellers på at stormen skulle begynde, og smadre hendes hjem.

Sang synget: Within Temptation med All I Nedd

Han vågnede op og kiggede sig omkring han vidste ikke hvor han var eller hvad pokker han lavede her.
"Ziga er du her"
Han begyndte at lede rundt i rummet og så gik det op for ham at det her ikke var hytten han var i men et helt andet sted. Han begyndte at blive helt hysterisk han brød sig ikke om det.
"hvor fanden er jeg"
han var faktisk også bange for når han ikke vidste hvor han var havde han ingen anelse om hvordan han bedst slap væk.

Melodenia hørte ham blive hysterisk, og hun sukkede stille. Hun stoppede sangen, rejste sig stille op og gik hen til døren og kiggede over på ham, som han gik rundt og ledte efter noget. Hun kiggede hen på bordet, og så at han ik havde spist noget, og det irreterede hende lidt, da hun vidste, at efter det nummer HAN lavede, så skulle man have noget at spise for at genobygge sin styrke.
"Rart at se du er vågnet igen," Sagde hun i en venlig tone, men hun kunne ik stoppe den kølige undertone, "men du skal have noget at spise så du kan genvinde din styrke, og så skal jeg nok fortælle dig hvordan du kommer tilbage til skoven, da jeg ik kan vise vej. Solen er stadig oppe. Jeg er ik ude på ballade, jeg ville bare være sikker på at du ik kom noget til." Sagde hun roligt.

Han gik hen til bordet hvor der stod noget mad til ham, sulten var han jo egentlig også, så han spiste gerne. Det var utroligt rart at få noget at spise, selvom han stadig ikke var tryg ved hende var han ikke længere bange .
"hvor er jeg egentlig"
han spurgte hende bare af rene formaliteter så han vidste lidt om hvor han befandt sig, han kiggede over på hende.
"hvordan kan jeg gære gengæld?"

Melodenia smilte diskret da hun så ham gå hen og begynde at spise, og kiggede over på uret. Der var lang tid til at solen gik ned. Bare hun havde husket sin bue. Hvad nu hvis hun ik kunne finde lysningen igen, eller at nogen havde taget den. Hun sukkede svagt, så hun vidste at han ik hørte hende. Hun vendte sig rundt, og kiggede over på ham.
"Du er i min lejlighed i Sheria. Jeg ved godt det er lidt langt væk, men jeg havde ik andre muligheder." Hun gik over til arbejdsværelset og lukkede døren, da der ik var nogen grund til at den stod åben, "Jeg gjorde ikke det her for at du skulle gøre gengæld, eller for at du skulle skylde mig noget," sagde hun med alvorlig stemme, hun vendte sig rundt og så på ham, "Jeg gjorde det fordi jeg ik ville se dig blive dræbt, og det var ik til nogen besvær at ordne din arm, da jeg gør det næsten dagligt."
Hun gik hen og satte sig ned i lænestolen længst fra Segovax, da hun ik ville skræmme ham for meget. Hun kiggede på ham og sagde, "når du føler dig klar til at rejse, så siger du til, og så skal jeg nok fortælle dig hvilken vej du skal gå. Jeg kan ik komme medvise vejen da solen stadig er oppe."

Han kiggede på hende med store forbavsede øjne, først over at hun ikke ville have noget til gengæld, men også over at hun fortalt at hun fiksede sår næsten dagligt. Han satte sig ned igen for hans krop var stadig lid træt efter at han havde gjort det.
"er du da læge eller sådan noget"
Han kiggede undrende på hende. Han øjne var meget store lige nu, så der var ingen tvivl om at han var nysgerrig efter at få et svar. Han sad bare og kiggede afventende på hende.

Melodenia kiggede over på ham med et smil.
"Ik endnu, men jeg er ved at læse til læge." Sagde hun med glæde i stemmen, og rejste sig op og gik over til reolen der stod ved siden af det tildækkede vindue, og tog en bog ud om anatomi, gik over og satte sig ned i stolen endnu engang, og slog op på en bestemt side, lagde den med ryggen op på bordet og så på ham.
"Jeg arbejder som sygeplejerske på det lokale hospital lige pt. og jeg har arbejdet som sygeplejerske så længe jeg kan huske. Selvom det hed noget andet den gang" Sagde hun med et smil.

"Det er meget interesant, og sikkert også noget der er meget brug for her på øen?"
Han tænkte på hvor mange gange han selv var kommet til skade, og hvor mange han selv havde sendt hen på hospitalet. Han vidste ikke om hun havde været der nogle af de gange han havde været der for at få fikset et eller andet, oftest en brækket næse eller noget andet han havde brækket.
"Du er meget venlig over for mig, hvorfor?"
Han forstod det ikke det var simpelthen for mærkeligt.

Melodenia kiggede på ham og sagde, "Ja de har nemlig meget brug for hjælp, da der næsten sker ulykker dagligt, p.g.a. alle de væsner der lever her omkring."
Hun smilede til ham, " for det første så kunne jeg ik bare lade dig ligge i skoven. Jeg gjorde det samme for dig, som jeg ville have gjort for andre. For det andet, så er du en af de eneste personer jeg snakker med, og jeg hjælper alle dem jeg snakker med." Hun fortsatte med at smile, og undertrykte trangen til at trakke på skuldrene. Hun tænkte at det ville virke sådan, "jeg er lidt ligeglad"-agtig, og det var ik det hun var ude efter.

han kiggede på hende, han blev faktisk lidt glad over det hun sagde, hendes smil var så venligt og varmt. Han satte sig ned igen, han var stadig ikke helt kommet til hægterne igen og hans hoved snurrede.
"tak for hjælpen"
Han kom til at tænke på hvad hun mon kunne hedde han vidste ikke om han havde fået det at vide eller om han bare havde glemt det, han var ikke så godt til at huske når det kom til folks navne,
"Hvad hedder du, da jeg gerne vil kende navnet på den der har hjulpet mig?"
Han smilede til hende, han var meget oprigtig lige nu han havde det bedst med at vide hvem det var han skulle takke for det.

Melodenia så ham sætte sig ned i sofaen igen og smilede venligt til ham, "det var så lidt," sagde hun med en venlig stemme, "og mit navn er Melodenia." Hun var nød til at kraftigt undertrykke en fnisen, da hun syntes det virkede lidt komisk at han ville hvad hun hed. Igen.
Hun så på hans ansigt at han så udmattet ud. "Du burde hvile dig. Du mistede meget blod, og din krop bruger energien til at genoprette blodtabet." Sagde hun og gjorde gestus mod sofaen.

"mange tak for gæstfriheden, men hvorfor griner du af mig?"
Han brød sig ikke særligt meget om at hun grinte af ham, det var som om hun syntes han var dum og at han ikke kune finde ud af noget. Han var faktisk lige ved at blive sur, og hans øjne blev også en smule hårde, men så tænkte han på at hun bare havde hjulpet ham, og slappede så af igen.
"tak"
Han lagde sig ned på sofaen, og slappede af og kunne godt forstå hvad hun mente selvom han plejede normalt bare at løbe en tur eller lave noget andet fysisk hårdt når han havde gjort det for at få blodet i gang igen, men det kunne da godt være at det faktisk var en dårlig ide at gøre.

Hun så ham lægge sig ned, og rystede lidt på hovedet.
"Det var ik for at gøre dig ubehalig til mode, det er bare at du havde spurgt om mit navn tidligere." Hun sendte et sødt smil til ham for at vise at hun ik ville ham ondt. "Er der noget du har brug for så spørger du bare. Jeg vil være i arbejds værelset ved siden af," Hun svingede hånden hen til døren for enden af stuen, "så du kan få lidt fred." Hun nikkede kort til ham og lænede sig så over mod bordet, og tog bogen i hånden og rejste sig.

Han faldt i søvn, meget hurtigt, og sov meget tungt men også uroligt. Han havde nogle meget realistiske og onde drømme. Han havde drømme om at blive myrdet af denne Melodenia, men også om at blive forladt af sin elskede, han kunne bare ikke tage det længere så han vågnede med et sæt og var badet i sved, og skreg.

Melodenia gik stille hen til værelset, og idet hun lukkede døren, kunne hun høre hans hjerteslag sænke sig og blive langsommere. Hun satte sig i sofan der stod i hjørnet af værelset, ved siden af staffeliet. Hun gav sig til at læse i bogen, men blev hurtigt færdig og han var ik vågnet derinde.
Hun gav sig til at male, for det var altid noget der fik hende til at samle tankerne, ud over bueskydning. Det var det hun var igang med, da hun hørte ham skrige. Hun sukkede lidt frustreret, da hun ik vidste hvad hun skulle gøre. Hver gang hun rakte en hånd frem for at hjælpe ham, så slog han den væk.
Hun satte penslen ned i vandet, så den kunne blive ren, og gik så ud i stuen. Han lå stadig på sofaen, men Melodenia kunne se sveden på ham.
"Hvis du har brug for at snakke, så kan du komme til mig. Jge ville bare sige det, så du er sikker på hvor du kan gå hen for at få hjælp." Hun så alvorligt på ham, så han vidste at hun ik tog pis på ham, men hendes stemme var varm og venlig, med en bekymret undertone.

Han kiggede på hende da hun var kommet ind i værelset, i første omgang rykkede han sig væk fra hende fordi han var en smule bange da han jo lige havde haft mareridt som hun var indvoldveret i. Han satte sig langsomt op og kiggede på hende med store tomme øjne, han virkede en smule væk. han sad der bare og tænkte mareridtet igennem fordi han gerne ville være sikker på at det aldrig kom til ske.
"tak..."
Han smilede til hende fordi han var ret glad for at hun var så venlig overfor ham , det var han jo absolut ikke vant til folk plejede normalt enten at svine ham til eller prøve på at dræbe eller skade ham.
"Men nej tak..."
Han var ikke så glad for det her med at snakke med folk om hans problemer han ville helst holde dem for sig selv, så folk ikke fik muligheder for at kende hans svagheder om vide hvordan man lettest kunne såre ham.

Melodenia kunne se at han rykkede sig lidt væk fra hende, og så havde hun lidt fornæmmelsen, at han måske havde haft et mareridt om hende. Hun kunne også hører på hans hjerte, at det slog hurtigere, som for det meste var tegn på frygt.
Hun sukkede svagt ved hans svar, men det havde hun regnet med. Hun gik hen til bordet og kiggede på ham. " Nogen gange hjælper det at snakked med folk om det." sagde hun med et lille smil.
"Hvordan har du det? Svimmel? Træt? Sulten måske?" Hun lod hovedet falde lidt på skrå og kiggede ned i jorden i koncentration, for at høre hans hjerte og den måde blodet løb på. Det var en god måde at finde ud af om han stadig manglede blod, når hun ik havde alle de mærkelige dimser inde fra hospitalet.
Det gik bedre, det kunne hun høre, men det betød ik at han var klar til at løbe rundt i skoven igen.