Venter på... Åben

han kiggede på hende da hun gik hen til bordet, han var bange for hende, på grund af det mareridt han havde haft. Han ville aldrig risikere at det skete for ham, det var for frygteligt, og han ville aldrig klare det.
"je..."
Han forsøgte at få sagt noget af det han havde drømt men han kunne ikke få noget som helst frem mellem sine læber, det blev til lange sætninger i hans hoved men også kun i hans hoved, der var bare ingen lyd der kom ud. Han var, inderst inde, bange fo at det så ville ske, at hun simpelthen blev fristet.

Hun rystede stille på hovedet. Hun kunne se frygten i hans øjne, og det gjorde hende trist. Hun trådte tilbage og kiggede direkte på ham igen. Nu var der et bord imellem dem, og hun håbede at det ville få ham til at falde så meget til ro, at han kunne svare. Hun kunne fornemme at der var noget han ville sige, men der kom ingenting ud, og hun sukkede indvendigt.
"Er der noget du mangler?" Hun kiggede på ham som han sad i sofaen, og satte sig så i lænestolen bag hende. Hun havde prøvet at arbejde med bange mennesker før, og vidste at hun skulle udspille venlighed og rolighed. Hun sendte ham et afslappet smil, i håb om at han ville falde til ro.

Han satte sig ordentligt op i sofaen, og begyndte så at slappe en smule af han havde det ikke så godt han var stadig ødelagt i kroppen fordi han stadig manglede en hel del blod fra såret. Han kiggede på hende og slappede så endnu mere af på grund af det smil hun sendte ham, det gjorde ham tryg.
"Je... vil gerne have noget at spise"
Han kiggede ned da han havde sagt det fordi det var ret så pinligt at han var nød til at be om hjælp fordi han havde det så sket, men lige nu turde han ikke rejse sej fordi han ikke ville risikere at vælte og ødelægge noget, det ville han simpelthen ikke kunne være bekendt overfor Melpdenia.

Melodenia kunne se hans ubehag, og hun regnede lidt ud at det var hans stolthed der spillede ind der. Hans personlighed sagde at han sagtens kunne klare sig selv, og derfor ik havde brug for andres hjælp.
Hun nikkede opmuntrende, og gik så ellers gennemstuen. Hun valgte at gå i normal tempo, da han sikkert ik var van til at være omkring vampyrer. Faktisk virkede det ik som om han var van til selvskab overhovedet. Da hun kom ud i køkkenet åbnede hun køleskabet og priste sig lykkelig for, at hun stadig købte mad, selvom hun ik selv spidste det.
"Er der noget bestemt du kunne tænke dig?" Halvråbte hun ind mod stuen, så hun var sikker på han hørte hende. Hun var glad for at have nogen at snakke med, osse selvom han måske aldrig ville se hende igen, når han smuttede, så var det rart for den korte stund det varede.

Han sad og ventede og faldt en lille smule i søvn, men blev så vækket da hun råbte til ham og spurgte om der var noget bestemt han kunne tænke sig at få at spise. Han vidste ikke helt hvad han skulle svare lige nu vidste han ikke hvad han var sulten efter.
*en rød bøf, stadig med blod*
Han tænkte hurtigt tanken men valgte så at lægge den fra sig da han ikke syntes at det var noget passende at spørge om, men på den anden side kunne hun vel godt forstå hvordan han havde det da hun selv drak blod.
"Noget kød!"
Han endte ud med det korte svar fordi det virkede stadig nogenlunde normalt at svare.

Kasandra ventede lidt på svaret, og kunne ik forstå at han tog så lang tid om det. Da hun fik hans bestilling, så var hun lige ved at opgive.
*Ja men hvilken slags kød, og hvordan forberedt.* Hun rystede lidt på hovedet og tænkte lidt over hvad hun vidste om varulve. Og der var noget bestemt de fortrak eller hvordan de fortrak det.
Da hun ik kunne komme i tanke om noget, tog hun noget kalvekød ud. Det var ik så fedt, men det var nok til at de kunne hjælpe hans krop. Hun gik hen og tilberedte det, men hun vidste lidt om varulve, men da hun ik vidste hvordan han foretrak det, stregte hun det halvt i gennem, så det stadig var lidt rødt i midten.
Hun fandt en tallerken og noget bestik, fandt et nyt glas til ham, og fyldte det med sodavand. Hun gik ind i stuen og stillede det på bordet foran ham, og gik så ud i køkkenet og gjorde rent igen.

Da hun kom ind med maden kunne han med det samme lugte det udsøgte duft, der kom han smilede lidt ved tanken om mad, men blev så lidt flov over at en næsten fremmede hjalp ham med at få det bedre det var han lidt flov over, det fik ham jo til at virke så hjælpeløs, og dum.
"tak"
Han smilede til hende da hun satte maden foran ham. Han var flov ja, men han var stadig utroligt glad for at hun var så venlig fordi det jo ikke var normalt at folk var sådan overfor ham, det havde de ikke været længe.

Melodenia gik rundt ude i køkkenet og gjorde rent. Det var hurtigt ordnet, da hun gjorde det på sin egen måde. Da hun havde stillet alting på plads igen, gik hun stille over til vinduet og rykkede svagt i den ene side af gadint, for at se om solen stadig var oppe, og mærkede med det samme solen ramme hendes fingre.
Hun trak hurtigt hånden til sig, og kiggede ned på sine fingre og så nogle få brandvabler dække hendes fingre. Hun koncentrerede sig hurtigt og fik det helet, og gik så ellers ind i stuen.
Han havde ik set at hun var kommet ind, og hun kunne se at han var glad for at få noget at spise, og da hun ik ville forskrække ham, så begyndte hun at gå helt ind i stuen, men lavde mere lyd, end hun havde gjort i de 2200 år hvor hun havde været vampyr. Hun gik ind i arbejdsværelset og fandt sin bog, og gik så ud og læste lidt vidre, mens han spiste, da hun ik ville forstyrre ham.

Han holdt øje med hende da hun gik ind i rummet, det var stadig uden for hans forstand hvorfor hun hjalp ham, men det havde vel noget at gøre med at hun var sygeplejerske. De skulle vel hjælpe folk så det var jo klart at hun gjorde det, men vigtigst af alt var bare at få noget at spise så han kunne blive frisk igen.
"Tak, endnu en gang. Jeg er virkelig glad for det du har gjort!"
Han råbte det halvt til hende, fordi han ville være sikker på at hun havde hørt hvad han sagde til hende og at han ville være sikker på at hun vidste hvor meget han værdsatte det hun havde gjort for ham.

Melodenia smilede over at han halvt råbte. *Han er ik van til vampyre* indså hun. Hvis han ik havde mødt en vampyr før, så var det klart at han ik vidste at hun kunne høre ham ånde og hans hjerte slå. Hun var lige pludselig glad for at hun havde lavet larm, og ingen hurtige bevægelser, da det måske ville have freaket ham helt ud. Hun kiggede på ham over sin bog, og så ham spise vidre.
"Det var så lidt. Jeg er bare glad for at du er ved at få det bedre," sagde hun med venlig stemme. Hun bladrede i sin bog og læste lidt om sædemusklen og dens funktion. Hun satte mærke i lagde bogen fra sig, og kiggede på sin hånd. Den så lidt solskoldet ud, ellers så god som ny. Hun lagde sin hånd på låret og kiggede over på ham.

Han fik spist færdigt og rejste sig så op få at strække benene og resten af kroppen det var noget han helt sikkert trængte til han havde jo enten lagt eller siddet det sidste lange stykke tid så hans muskler og led var ved at blive lidt dovne. Han begyndte lige så langsomt at gå rundt i stuen han nu engang var i og kiggede lidt på hvad der nu engang var til stede her i stuen.
"hva hvor lang tid har du boet her?"
Han vidste ikke hvorfor han spurgte men det var nok bare fordi han gerne ville starte en samtale og så måtte man jo starte et eller andet sted man vidste jo aldrig hvor det fører hen.

Hun så ham rejse sig op, og begynde at gå rundt i stuen, og hun fulgte ham kort med øjnene. Hun smilede lidt, og rejste sig så op fra stolen. Hun gik hen og tog tallerknen, og fortsatte så ud i køkkenet, hvor hun gjorte pocelæn og bestik rent, og stillede det på plads.
"Jeg har boet her, i nogle få dage," sagde hun mens hun gik ind i stuen, hvor han gik og så på hendes ting. "Nogle af tingene har jeg taget med fra Grækenland," hun gik over til en hylde, og tog en lille statue ned, som var en af de ting hun savnede fra sin tid.
Den nye gud var anderledes, og hun kunne ik helt fatte hvad han lavede. Hun satte figuren på plads igen og kiggede på ham.
"Men mange af tingene har jeg købt da jeg flyttede ind." Sagde hun med et smil i stemmen.
"Men hvor bor du henne ad?" Spurgte hun undrende. Hvis hun havde vidst hvor han boede, så ville hun have taget ham derhen i stedet for. Så kunne det være at han måske havde følt sig mere sikker.

Han forsatte med at gå rundt i stuen og lyttede til hvad det var hun sagde om tingene, og blev lidt overrasket over at hun kun havde boet her i et par dage, han havde troet hun havde boet her ihvertfald et par uger. Han lyttede til hvad det var hun fortalte om guderne, men han forstod intet af det da han ikke fandt det at tro på at en person eller guddommelig kraft over os skulle have gjort alt det, det virkede bare ulogisk så for ham var det noget mærkeligt noget. Han blev lidt overrasket over at hun spurgte hvor han boede henne.
"Jeg bor normalt ingen steder, jeg rejser rundt omkring, og sætter mit telt hvor jeg føler for det!"

Melodenia kiggede efter ham, mens han kiggede på hendes ting. Hun rynkede meget på brynene da han fortalte hende hvordan han levede.
"Det er da ik nogen måde at leve på." Udbrød hun. Hun løftede sine hænder op foran munden, og sukkede svagt,
"undskyld mit udbryd. Det var ik meningen." Sagde hun i et mere dæmpet tonefald, og prøvede på at slappe af. Hun gik hen og satte sig i stolen, så hun sad med siden til ham. Hun kiggede svagt ud i luften og regestrerede ikke andet.

Han kiggede bare på tingene lige indtil hun kom med sit udbrud, han var lige ved at flyve i flint, men lod være fordi det ikke ville være pænt at gøre her i huset og slet ikke over for hende. Han gik over til sofaen igen og satte sig så ned og kiggede på hende, han var en anelse irriteret over det hun lige havde sagt.
"og hvorfor er der så ikke nogen måde at leve på?"
han sagde det koldt og tørt så han virkede nok mere irriteret end han sådan set var, han var lidt irriteret ja men heller ikke vildt meget.

Melodenia sad som i en drømme verden, og så ik at han havde sat sig overfor hende. *Hvem kunne leve af at bo i et telt?* Tænkte hun lidt trist. Bare det at sætte et telt op et sted, uden at vide om der var venner eller fjender i nærheden, virkede forkert på hende. Hendes øjne var tomme mens hun bare sad og kiggede over mod hjørnet, og bevægede ingenting. Hun havde ik brug for at trække vejert, så der var heller ik nogen bevægelse i hendes bryst. Hun sad som en statue, og fokuserede på intet. Bare tanker og minder der var i hendes hovede, som ik havde den store betydning.

Han blev siddende overfor hende og afventede et svar, han lagde mærke til hvordan hun bare sad fuldstændig stille, hun trak ikke en gang vejret. Han holdt et vågnet øje med hende for at være sikker på at hun ikke var død, selvom hun jo sådan set var død. han syntes det var meget morsomt med vampyrer at de var døde og levende på samme tid, det måtte være skrækkeligt, men nu var det jo heller ikke alle der ønskede at dø som ham. Han blev ensmule irriteret og vred over at hun ikke svarede på hans spørgsmål.
"jeg spurgte dig om noget. Hvorfor er det ikke en måde at leve på, at leve i et telt?"
Han sagde det hårdt, og man kunne nok godt fornemme at han ikke var super glad lige nu.

Hun blev revet ud af sin trance, da han spurgte hende irreteret igen. Hun kiggede over på ham, og viste ingen følelser overhovedet. Hun kunne høre han var irriteret, og lige nu, var hun lidt ligeglad, da hun vidste alt hvad der skulle vides, hvis han tænte af igen lige som i skoven. Hun løftede øjnbrynene lidt, og var så på benene, hurtigere end Segowax kunne nå at blinke. Hun stod med fronten mod ham, og krydsede armene, da hun ik vidste hvad hun skulle gøre af dem, og ik ville lade dem hænge ned af siden.
"Fordi jeg har kendt mange, mennesker så vel som væsener, blive dræbt fordi de kun boede i telte. Teltene give ingen beskyttelse mod væsner som mig, og ik alle er lige så venlig som jeg er," sagde hun hurtigt, men en smule tørt. Han ville vide hvorfor hun sagde som hun gjorde, hun skulle nok fortælle ham det. "Væsner der bor i telte er let bytte. Det ved jeg, da jeg selv har gået efter dem." Hun kiggede ham direkte i øjnene, men hendes følelser holdt hun for sig selv.

Han blev meget overrasket over hvad det var hun sagde, fordi han jo lige netop havde levet den del af sit liv han kunne huske i et telt. Han vidste da godt at det var farligt men til gengæld hvad man altid massere af flugt veje, og mulighedder for at skjule fælder og andre ting.
"Hvis man bor i et telt bør man selvfølgelig også tage sig nogle forholdsregler, sætte alarmer op, eller noget andet så man kan blive alarmeret hvis nogen bevæger sig ind på området"
Nu var det selvfølgelig også en fordel for ham at han var varulv, det havde jo givet ham skærpede sanser, så der skulle heller ikke så meget til at vække ham når han sov, hvilket han også havde trænet sig selv til.
"Jeg mener så at det er nemmere at gøre noget ved folk der bor i huse fordi, når man er kommet ind er de fanget uden en ordentlig flugtvej!"

Hun kiggede på ham, og vendte så hovedet, så hun kiggede hen på det tildækkede vindue og stod med ryggen mod ham.
"Og tror du at hvis der kommer en vampyr, der kun er ud på at dræbe, lader sig gå i fælder, eller lader sit bytte vide at det er på området?" Spurgte hun direkte. Hun gik stille hen til vinduet, for at se om solen stadig var oppe, da hun ik rigtigt kunne fornemme det med en anden person i huset.
Alle hendes sanser var om ham. Lyden af hans hjerte, lugten af hans blod, Alt. Hun kunne ik fokusere på om solen var oppe eller nede. Hun trak stille fra, mens hun holdt sig til siden, og kunne se at solen var på vej ned.
En halv time til en time, så ville den være nede. Hun trak hånden til sig og helede brandvablerne der havde dannet sig på sin hånd, og vendte sig så om mod ham.
"Måske, men man bliver ik betragtet som et let bytte. Det er derfor at ofrene de kommer fra gaden af. Der er ik mange som går ind i huse for at dræbe." Sagde hun lige ud mens hun gik hen og stillede sig bag stolen. Hun lagde sine hånder på ryglænet og lænede sig frem.

"Nej det tror jeg ikke, det er noget jeg ved af erfaring, det handler bare om at kende sin modstander godt nok så kan du sagtens sætte både fælder og alarmer op som selv vampyrer går i"
Han syntes hun var dum at høre på, han havde i sin tid aldrig oplevet at blive overrumblet af en vampyr, mens han havde sovet, enten var de rendt i hans alarmer eller fælder eller også var han vågnet idet de begav sig ind i hans telt. Det var nemt at sikre er område selv imod vampyre, det handlede alt i alt bare om at kende sin fjende.
"Det er tåbeligt ikke at betragte folk i huse som et nemt bytte, du har dem hvor man vil have dem, ingen kan se hvad der foregår og det er sværere og tager længere tid at opdage. Modsat hvis du gør det på gaden"

Hun sænkede hovedet og smilede, om end en smule sarkastisk.
"Så har du været heldig, med at det kun har været unge vampyre der har været efter dig!" Sagde hun med hovedet vendt mod sædet.
Hun kiggede op på ham og lagde hovedet på skrå, "Ja sådan kunne man tænke, men sådan er det bare ik," hun havde en rolig tone, og gik så rundt om stolen og satte sig ned, og krydsede benene let.
"Det kommer jo også lidt an på hvilken skaber man har haft, og hvad de har lært en," sagde hun mens hun lænede sig tilbage i lænestolen, og kiggede over på ham.

"Jeg kan så fortælle dig at det ikke kun har været unge vampyrer, jeg tror ikke du forstår hvilke færdigheder man lære af at bo 8 år alene i en skov, forfulgt enten af vampyrer eller jægere"
Han var ved at blive en kende sur på hende igen, hvad fanden bilder hun sig ind at tro at han ikke vidste hvad fuck, han gik og lavede i den skov.
"Jeg tror du burde at lære lidt mere om den person du taler til og beskylder for at være dum , inden du begynder på det"
Han begyndte at blive lidt roligere af den simple grund at han ikke gad gøre hende ondt, ikke fordi han var bange eller noget, eller følte sig kræfteløs men han kunne ikke få sig selv til at gøre hende ondt.
"Så du mener at hvis man er blevet lært noget, skal man bare lytte blindt til det, istedet for at finde en bedre måde, hvis det er muligt?"
Han spurgte meget roligt, han ville bare gerne have svar på sit spørgsmål.

Hun kiggede på ham og sukkede invendigt. Hun kunne mærke på ham at han var ved at blive irriteret på hende igen.
"Jeg beskylder dig ik for at være dum, og jeg tror heller ik at du er dum, da jeg kan se at du kan tage vare på dig selv. Det var ik min mening at give dig det indtryk at du er dum." Sagde hun roligt.
Solen var snart nede, hun begyndte at kunne føle sin styrke vænne tilbage til hende, som den normalt gør hen ad aftenen. Hun rettede stille ryggen op, og sagde så "hvis man ik lære en bestemt del af sine evner, så tager det lægere tid at lære det selv. Det betyder ik at man ik kan finde en bedre måde, men jeg mente det mere på den måde, at du ik kan bruge nogle evner, du ik ved du har." Forklarede hun med lav stemme, men lige så højt at han stadig kunne høre det.
Hun rejste sig sig op, da det føltes ubehagligt at sidde ned, og stillede sig med rygge til ham. Hun var så anspændt med ham omkring sig. Hun var ik van til at have andre omkring sig, siden den dag hun levede et menneske liv, og hendes skaber, forlod hende bare.

"Jamen det var da godt at vide"
Han begyndte at blive en smule hurtigere men han var stadig rimeligt anspændt men også fordi hans muskler var begyndt at gøre ondt igen, fordi de ikke var blevet brugt ordentligt længe og de var begyndt at hele sammen igen.
"Jeg forstår, jeg troede bare at du måske var blevet lært at man aldrig skulle satse på et hus. Jeg mener også det er mere risikabelt at gå efter en der sover i telt eller frit i naturen fordi der er større risiko for at det for eksempel er en varulv, som nok er lidt være at komme i slagsmål med end et menneske?"