Venter på... Åben

Melodenia skulle kæmpe for at holde sin ligegyldige facade, men kunne næsten ik lade være med at smile. Hun holdte det dog sit venlige ansigt, om end hun fik et lille glimt i øjet af munterhed.
"Vi lære kun at væsner med blod, er vores bytte. Om de er i huse, telte eller huler, så det eneste de kan bruges til er at give os føde." Hun slog med hovedet til den ene side og kiggede skråt ned i gulvet, "Selvfølgelig lære vi at der er noget bedre blod end andre," hendes øjne rettede sig op så hun så frem for sig, "men vi lære ik rigtigt andet. Eller det gjorde jeg ik." Sagde hun tørt.
Hun rettede sig op og kiggede på ham, "for at kunne angribe i huse, så skal man kende huset ud og ind, kende alle deres smutveje, kende deres alarmsystem og hvilke kontakter de har, hvilke våben de er i besidelse af, et længere stalkings arbejde, som nogen finder spændende, andre kedeligt. Personligt kommer det an på hvilken person det er."
Hun kom med et lille smil, "og til din bemærkning med varulven, hvis en vampyr på jagt, ik kan lugte varulven, så er de virkelig dårligt trænet. Normalt kan I lugtes indenfor 1 km radius."

"Det er selvfølgelig rigtigt men der er nogen der maskere den lugt, for eksempel, med menneskeblod. Der er endda nogen der går langt nok til at bruge engle eller elver blod bare for at tiltrække vampyrer, så de kan dræbe dem."
Han havde mødt denne slags varulve et par gange, inden han var kommet her til øen som simpelthen gjorde hvad de kunne for at dræbe vampyrer, det var det de brugte deres liv på. Han syntes de var spændende og havde overvejet at slutte sig til dem, men han var så blevet afbrudt i forsøget, ved sin kærlighed. Han havde så dræbt hende og der var det for sent de var ikke længere i nærheden så han kunne ikke slutte sig til dem længere.

Melodenia havde godt hørt om den slags varulve, og hun havde også mistet nogle venner pga dem, men hun havde aldrig selv stødt på dem. Hun kiggede over på uret og gik så ellers over til vinduet for at se om solen nu var helt væk. Da hun løftede stille op i gardinet, kom der ingen sollys ind. Det var tusmørke udenfor, og der kunne hun sagtens komme ud hvis hun ville. Hun trak gardinet fra, så man kunne se byen udenfor og vendte så ryggen til vinduet og kiggede over Segovax. "Jeg glemte noget ude i skoven sidste nat, da jeg skulle sikre mig at du klarede dig først. Du kan komme med, og så kan jeg vise dig vejen til skoven, men du må også gerne blive her i noget mere tid hvis du har brug for det." Sagde hun venligt. Hun ville ik lægge pres på ham, eller få ham til at føle sig uvelkommen, men hun havde lidt på fornemmelsen at han ik var helt vildt glad for at være her i hendes hus.

//undskyld tiden

// helt iorden//

"Jeg vil gerne med tilbage til skoven, da jeg har manglet den længe, jeg siger mange tak for din hjælpsomhed, og undskyld problemerne"
Han satte sig op, hans krop var stadig træt da den ikke var helt klar til at komme igang igen men han orkede heller ikke bare at være her og lave ingenting, så han ville hellere følge med hende tilbage til skoven og så tage derfra hvad han havde tænkt sig at gør. Bare hans instinkt ikke slog ind som den gjorde nogen gange men han kunne ikke se hvorfor den skulle gøre det når hun havde været så venlig over for ham.

Melodenia gik ud i gangen og tog en jakke på, ik fordi hun havde brug for den, men for at virke mere normal. Hun stillede sig foran spejlet og rettede kort på sit allerede perfekte hår og gik så ind i stuen til Segovax.
"Kom med. Du får lov til at gå først ud af døren, jeg skal nemelig lige låse den, og så skal jeg vise vej bagefter." Sagde hun i en venlig tone og gik så hen til skabet og fandt nøglen frem.
"Og du skal lige vide at det er en smule koldt udenfor," Sagde hun i en venlig tone og gik ud i gangen igen.

Han rejste sig op og gik over mod døren, nu havde hun jo bedt ham gå ud først. Kort kom tanken at hun ville dræbe ham straks han vendte ryggen til hende, men han strøg hurtigt tanken væk.
Han tog sig ikke rigtigt af at hun fortalte det var koldt, nu var det jo sådan at han var varulv, nok et af de varmeste væsener, så det var meget normalt for ham at vandre rundt uden ret meget tøj på.
"Jeg klarer nok kulden"
Han smilede venligt og taknemmeligt til hende og gikså helt ud af døren.

Kasandra rykkede sig lidt, da han gik forbi, og hun kunne godt fornemme at han havde fået det bedre. Hun kunne høre det på hans hjerte, og den måde hans blod løb rundt i årene. Hun fornemmede at hendes øjne skiftede farve kort, men hun fik det under kontrol, men havde hurtigt kigget væk.
Hun mærkede da han gik ud af døren, og gik så med ham udenfor i og mærkede den kølige vind. Det generede hende ik, men hun kunne stadig mærke det. Hun kiggede over på ham og smilede så, "denne vej," sagde hun så og drejede lidt til højre, og gik ved siden af de andre lejligheder over mod en sti der førte til skoven.

Han fulgte hende meget villigt, han havde jo indtil videre ikke haft nogen grund til at frygte hende så hvorfor begynde nu, der var jo ingen grund til det. Han kiggede på hende, og ville ønske han kunne gøre et eller andet for hende, det var jo sådan at hun lige havde reddet hans liv, selvom han i første omgang ikke rigtigt vill reddes.
"Du må endelig bare sige til hvis der nogensinde er noget jeg kan gøre for dig lige meget hvad det er"
Han mente det dybt seriøst hvis hun fik brug for hjælp til noget som helst skulle han nok hjælpe hende, og det var ikke en gang noget han skulle tænk ret meget over.

Melodenia gik på stien, og hun kunne høre segovax følge efter, og hun smilede indvendigt. Selvom de havde haft nogle problemer, og sikkert vil blive ved med at få dem, så var det endt meget godt. Eller så godt som det nu kunne ende med den start de havde haft.
Hun smilede glad til ham, da hun kunne høre oprigtigheden i hans stemme og nikkede til ham. "Det skal jeg nok," sagde hun med et smil, men rynkede så brynene, "men hvor skal jeg finde dig henne?" Hun så spørgende på ham.
Han boede jo i telt, så han havde jo nok ik en fast plads hvor han altid ville være. Hun gik igennem en forladt kirkegård, og hun kunne med det samme lugte de støvede og rådne lig der var begravet nede i jorden, men det havde aldrig generede hende. Da hun kom om på den anden side kunne hun se skoven ik ret langt derfra, og hun smilede til ham.

"Hvis du gerne vil finde mig så gå ud i skoven. Jeg har jo ikke noget fast sted jeg bor, men du kan jo altid forvente at finde mig hvis du bare kalder på mig, jeg skal nok hører dig. Ellers så kan jeg vise dig en træstub du kan smide en seddel i med et tidspunkt og så vil jeg sidde ved den stub næste dag på det angivne tidspunkt."

Han smilede venligt tilbage til hende, igen var smilet venligt og taknemmeligt. Han var meget glad for det hun havde gjort for ham.

Melodenia smilte tilbage til ham, og sagde venligt "jeg synes ideen med træstubben er god. Og du ved jo hvor jeg bor nu," sagde hun med et smil, "så hvis du nogen sinde for brug for min hjælp igen, så ved du hvor du kan finde mig." De nærmede sig skoven, og hun stoppede op og vendte sig om mod ham.
"Vis vejen til stubben." Sagde hun venligt og trådte lidt til siden, så han kunne komme forbi hende

Han gik frem foran og fortsatte en 20-40 meter hen af stien og drejede så ind i skoven ved to halvdøde træer- Han gik så yderligere 50-70 meter, hvorfefter han tog et sving til højre rundt om et meget stort grantræ. Han førte dem så videre ind i en lydning, hvor der midt i stod en træstub. Der var en fæl lugt af døde dyr over stedet, grundet dyreligene der lå rundt omkring spredt i kante, og de to menneskeskelleter med kødrester der sad lænket til stubben.

"Ja jeg ved hvordan det ser ud men jeg skal nok få ryddet det af vejen"

Han smilede ikke da han sagde det, hans stemme var kold og tør, det samme var hans øjne.
Hvis man tog et nærmere kig på skelleterne ville man se at den ene havde spidse hjørnetænder som en vampyr, mens den anden sakelet lignede noget der var alt for tyndt til at være et menneske.

Melodenia fulgte efter ham hele vejen, og de tog en masse sving og drejede af nogle steder, og så mærkede hun en lugt. Den var meget føl, som noget døde for ik ret lang tid siden. Det var en svag lugt, da blodet var ved at forsvinde fra hvad end det var hun kunne lugte, men hun kunne tydeligt lugte vampyr blod og en engel.
Hun tænkte lidt på om hun skulle fortælle ham om det, da han virkede upåvirket af det. Han ledte dem ind til en lysning med en stub i midten. Hun kiggede rundt og kunne mærke at der havde været nogen her for ik ret lang tid siden. Da hendes øjne faldt på de to skeletter så hun med det samme hvor lugten kom fra. Det ene havde vampyr træk, så som hjørnetænder, og det andet tegn på engel, da dens knogler var meget tynde, som engle havde brug for, for at kunne flyve.
Hun så direkte på ham og sagde, "hvis det her er en eller anden form for fælde som du har lagt, så bliver det værst for dig selv," med en truende undertone. Hun gik frem og havde alle sine sanser spredt så langt ud hun kunne. "Jeg vil ik se dig som fjende, men det her er for stort et sammetræf til at jeg bare kan gå lalleglad ind og stole blindt på dig," hun sagde det lige ud af hjertet.

Han forstod udemærket hvordan hun kunne komme til at tro det hun troede fordi det lignede virkeligt også en fælde, men det var det ikke, det var blot her han havde holdt sine ritualer. Hans blod var over hele lysningen stortset, han havde været her ude mange gange og gøre det.

"Det er ikke en fælde det er bare mit tidligere liv."

Det var vel sådan det bedst kunne forklares at det var hans tidligere liv, eller måske var det stadig hans liv, det vidste han ikke helt selv. Men hans liv havde det ihvertfald været engang.

"Det her er der jeg engang brugte min tid. Her har jeg slagtet alle former for liv!"

Hans ansigt blev koldt og døde, hans øjne mistede alt tegn på liv og det var som om hans lige have mistet alt hvad der hed en sjæl. Det var fordi han ikke rigtigt var til stede, han var i fortiden og genså alle de mord han havde begået her.

Han begyndte at gå langsomt rundt i lysningen mens han mumlede forskellige ting, og stoppede op efter hvert andet skridt. Han mumlede noget om hvem der var død på det sted, eller hvad der var død der.

Melodenia kiggede forvirret over på ham. *Hans tidligere liv? Hvad mener han med det?* Hun kiggede rundt i lysningen og så en masse døde dyr, ud over vampyren og englen der sad lænket til stubben.
Hun kiggede over på ham endnu en gang da han kom med den anden kommentar. Hun rystede chokeret på hovedet, og så hvordan han nærmest gik i trance. Han begyndte at gå rundt og mumle, men desværre for Melodenias gode hørelse, fik hun alle detaljer.
Hun gik hen til stubben mens han gik rundt, og kiggede indgående på vampyr skelettet for at se hvad staklen havde døet af, men kunne ik rigtig bestemme det, da der også var mærker efter naturen.
Hun rettede sig op og gik hen og stillede sig foran ham. "Segovax, hvad går der af dig?" Spurgte hun. Hun ville gerne have lagt sine hænder på hans skuldre, men hun huskede sidste gang hun gjorde det, og satte hænderne i siden, og så lidt strengere ud end hun var.

Han kiggede på hende, med kolde døde øjne. Han stod og kiggede som om han bedømte hvor nem hun var at dræbe. Han kiggede væk fra hende igen og ned på jorden på en blodplet. Pletten var på størrelse med et cafebord.

"Åh ja hende husker jeg godt, livligt som hun bad om nåde. Hun fik den bare ikke, ingen nåde kunne fåes hos ham. Han var et dyr, værre end et dyr, et monster, nej værre endnu!"

Han pegede på blodpletten mens han sagde det, og mumlede videre om hvordan hun var død og hvad der så var sket med hende efterfølgene.

"Den ene arm flået af, den anden, så hovedet. Han spiste det hele, både knogler og alt. Han æder alt der har med kød at gøre."

Hun stod foran ham, og der var virkelig ik nogen hjemme hos ham. Hans øjne var døde og kolde, og kiggede rundt på ligene og det indtørrede blod. Hun viftede med hånden foran hans ansigt og prøvede på at få hans opmærksomhed, men det så ik rigtig ud til at virke og hun sukkede.
Hun bestemte sig for at give ham 5 min. mere til at komme tilbage til sig selv. Hun gik over mod stubben og rev lænkerne af ligene over med et let træk. Hun kiggede endnu engang over mod ham, og fjernede først engle liget, og bagefter vampyr liget. Da hun kom tilbage kunne hun høre ham snakke, eller mumle skal man nok hellere kalde det, nærmest i vigelse.
Hun satte sig i skrædderstilling i nærheden af stubben, på en plet hvor der hverken var blod eller knogler.
"Hvem er han? Sego hvem har gjort det her?" Spurgte hun indtrængende, og kiggede over mod ham.

"Han har gjort det. Han kende ikke til nåde. Han kender ikke til følelser!"
HAn kiggede stadigt koldt rundt, men det var som om hans øjne ikke var helt så tomme længere, som om der var noget liv der inde et eller andet sted. Han gik stadig bare rundt og mumlede lidt af hvert, nogle gange stoppede han op og stod tille lidt, men ellers gik han bare og mumlede.

"Mangelnde arm.... Tiggende barn.... Manglede rygrad, stadig i live...."
Han gik bare rundt og pegede på de foskellige blod pletter og mumlede den slags ting ved hvert eneste af dem.

Nu havde Melodenia fået nok. Hun sad stadig ved tubben og fulgte ham med øjnene og kunne høre hans mumlerier, og det gik hende bare på nerverne, at han kun gik rundt og snakkede og snakkede. Hun var ik kommet med ud til stubben for at han kunne blive til et forhistorisk spøgelse.
Hun sukkede og fortrød lidt sit valg, men hun ville ik sidde der og lade ham gå rundt i sin egen drømmedøs. Hun fulgte ham med øjnene lidt endnu, og rejste sig så op. Hun gik hen til ham og stillede sig foran ham. Han fokuserede ik på noget, og hun knibsede med fingrene for at få en reaktion.
Hun ville kun bruge drastiske midler, hvis det ik fungerede på anden måde. Det så ik ud til at han reagerede, og hun tog et fast greb om hans albueled så han ik kunne bevæge armen så meget. Hendes greb var fast, men ik så hårdt at hun brækkede hans knogler. Hun holdte hans arme ned af siden på ham, og ruskede ham så.
Melodenia var ik vild med at skulle behandle sin ven på den måde, men han gav hende intet valg, når han gik rundt i den døs. Det var ik en hård rusketur hun gav ham, og den varede heller ik længe. Da hun stoppede kiggede hun op på ham, for at se om der var noget i hans øjne.
"Segovax, kom nu til dig selv!"

Han mærkede hende ruske i ham, og mærkede hendes irritation og hendes bekymrelse. Han kom lidt mere til sig selv. han var ikke meget for det, han nød nemlig på et eller andet punkt at vandre rundt i denne verden af død og ødelæggelse. Det var den verden han var vant til han kendte jo ikke andre sådan rigtigt, nu var han jo så lige blevet representeret for en anden.
"Jeg er mig! Eller jeg er hvad jeg en gang var!"
Han viftede armen rundt mod alle pletterne som var placeret rundt omkring i lysningen, og knoglerne som også lå over det hele.
"Undskyld du skulle se dette!"
Han kom mere til sig selv med tiden og efter hvad han sagde. Han stod og kiggede på hende hans øjne var stadig kolde, men der var liv inde bag ved dem det var der ikke noget såørgsmål om.