En ny skov & et nyt møde-Segovax

Tid: dejlig eftermiddag
Vejr: der er altid mørkt i triste skoven
Omkring: ikke nogle, kun skov
Påklædning: en lang flot orange kjole
Sted: den triste skov

Ziga havde begivet sig ud af den fredfyldte skov og var nu kommet til en anden skov, hun syntes det var underligt at der hele tiden var mørkt uanset hvor længe hun var der, men det var nok bare noget man skulle vænne sig til ellers gik det nok, hun havde sin lille ræve unge eller rettere den så hende som dens mor så den fulgte hende over alt, hendes lange brune hår hang bare løst ned over hendes skuldre, hun gik bare rundt med bar fødder, hun havde aldrig nogle sko på. Hun havde gemt sine vinger væk, de var ikke gode at havde fremme, man viste aldrig hvem der var i nærheden, hun gik og nynnede lidt for sig selv

Segovax kunne ikke undgå at høre den nynnende stemme tæt ved, han først indskydelse var *endelig et ordentligt måltid*, men så blev han ramt af mindet og hende, hende han havde haft et vidunderligt år sammen med, men så var blevet ødelagt. Han kunne ikke lade være med at begive sig i retning af lyden, han tænkte *skal jeg nærme mig*, *hvad skal jeg sige*. Segovax valgte at bevæge sig tilbage men kunne ikke, stemmen var for glad han blev draget mod den, bare for at se hvilket væsen der lavede den vidunderlige lyd, han bevægede sig tættere på og da han lige kunne skimte væsenet besluttede han sig for at gemme sig, han klatrede op i et træ og bevægede sig nærmere i højden.

hun tog den lille ræve unge op, hun satte sig ned op på en træstup, hun begynde at synge en sang i disse triste omgivelser, hun havde en smuk og vidunderlig stemme, hun havde lukket sine øjne ind i mellem imens hun sang, hun åbnede dem igen, hun så af nogle få dyr var kommet frem for at lytte til hende, hun havde ikke hørt noget fra træerne og det gjorde hende en lille smule trist, men hun sang bare videre. Hun rejste sig så op igen, med den lille ræve unge, den lå bare på hendes arm, der var nogle rovdyr som der var rimelige store prøvede at angribe hende, men hun holde bare en hånd op og de stoppede næsten med det samme, hun sang bare. hendes sang var at man kun er den man er og at man skal være glad for det, hende selv ja hun var halv elver & halv engel, men hun skulle være glad for at være blevet født som det hun var og som den hun var

Segovax flyttede sig tættere på i træerne , han bevægede sig så tæt på han kunne uden at kunne ses, han sad bare oppe i træet og lyttede til den vidunderlige sang, han drømte sig langt væk til et sted hvor han ikke havde nogen bekymringer til et sted uden fejl og uden mangler, til et utopia hvor hans elskede var tilbage og han aldrig havde begået et mord,*gid jeg kunne vende tilbage til før min første kærlighed*, men denne drøm blev hurtigt til et mareridt, da grene han sad på pludselig forsvandt under ham og han faldt ned på jorden, et fald på omkring 4 meter, han faldt ned 2 meter fra træstubben.

hun stoppede forskrækket sin sang, hun så personen som var faldet ned ikke langt fra hende, hun flyttede sig væk, hun holde næsten altid afstand til folk når hun lige mødte dem, hun havde haft nogle ikke så heldige møder med nogle folk gennem sin leve tid og der var ikke nogle som viste hvor længe det var, men hun lignede kun en på 19 år, hun holde den lille unge ind til sig, hun gik så lidt tættere på"er du okay?"spurgte hun stille, hun var stadigvæk en smule bange, hun viste ikke hvad for en race han var, så det var jo ikke det hun var bange for, hun var bange for at nogle ville tage ræve ungen fra hende så skulle være helt alene igen, hun ville helst ikke være alene, men det var hun jo heller ikke hun havde jo dyrene i den fredfyldte skov

Segovax satte sig op på den ene albue, og gav sig til at band af træet "dit forbandede lorte træ hvorfor kan du heller ikke holde til noget som helst". Han vender sig mod hende åbner munden for at sige noget, men hoste istedet blod op, han siger "undskyld forskrækkelsen, jeg har det fint, og tror virkelig jeg skal videre nu", han rejser sig og løber væk, han vender sig om for lige at se ordentlig på kvinden han lige havde møde, han når lige at vende sig om til at se det store træ han render panden imod, han råber "du virker flink" hvorefter han dratter om.

hun så lidt på ham*han virker ikke okay*dette nåde hun lige at tænke inden han løb ind i et træ*det må ha gjort ondt*tænkte hun, hun så lidt ned ræve ungen, den hoppede ned og luntede hen til ham, hun gik med hen til ham og kiggede ned på, hun viste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre ved det, hun gik hen til en af dyrene og spurgte efter nogle planter som kunne hjælpe og et andet dyr hentede noget vand, hun gik så hen til ham igen, hun satte sig ned på knæ, ræve ungen stod på den anden side af ham og kiggede på ham og så på hende bagefter, hun så lidt på den, den gik så over ham, det ville ikke gøre ondt, da den ikke var ret stor, hun tog den så op og ventede på de ting hun havde sendt dyrene ud efter, efter lidt kom de med dem, hun takkede dem pænt og de forsvandt igen, hun kunne jo snakke med dyr, nogle gange en god ting at kunne

Segovax åbnede øjnene og så på den unge kvinde, han blev bange og begyndte at trække sig væk fra hende, men til hans ærgelse var der et træ, han fumlede sig op at se og begyndte at fumle ved sit bælte i et forsøg på at få den kniv der sad der fri den var bundet fast med lædersnørre som han ikke kunne få op, han stoppede, lagde hovedet tilbage og råbte "hvorfor må jeg ikke bare dø", han begyndte at græde, men så blev hans ansigt hårdt igen, han stivnede og så på kvinden.

hun så lidt ned, hun rejste sig så op, hun så han ledte efter noget, det kunne nemt være en kniv, hun tog hurtigt ungen op til sig, hun ville helst ikke at han gjorde den noget, hende selv kunne være lige meget, hun var ligeglad med om hun kom noget til så længe ungen ikke gjorde det, den havde ikke fortjent det på nogle måde, den havde mistet sine forældre, hun så bare på manden, hun havde prøvet at hjælpe ham, men det så ikke ud til han var glad for det.

Ræve ungen lavede nogle små lyde, hun var hurtigt henne og skubbede manden til den ene side lige da der lyder et skud, hun blev ramt i det ene, hun falde ned og sidde, man kunne høre en bande meget et stykke der fra fordi hun havde forhindret et skud i at ramme det som det skulle, hun var bare glad for at alle andre var okay, hun tog hurtigt ræven ind til sig, da den fremmede skød efter den, den fremmede sigtede nu på hende, hun havde ikke nogle chance for at komme væk, hun kunne ikke gå på det ene ben

Segovax mønstre al sin styrke, han rejser sig op og stiller sig imellem, den fremmede og kvinden, han udbryder "det der er uretfærdigt hun virker som et godt menneske hvorfor skal hun dø så skyd dog mig istedet jeg fortjener det", Segovax snerre af manden som stadig sigter det samme sted hen som han hele tiden havde gjort. Segovax råber til manden "se på mig", men manden kigger ikke op, så Segovax gå tættere på ham.

hun så på Segovax"lad være"sagde hun, ræven sagde at manden ville skude hun dukkede sig hurtigt så det ramte træet, manden gav til sidst op og gik sin vej, hun åbnede lettet op da det var over, hun så på sit sår på benet, kuglen sad der i endnu, hun satte ræven fra sig og prøvede at få kuglen ud, men gjorde ondt, meget ondt, hun kvalte sine skrig og fik den ud, hun smed den på jorden, hun hev bunden af sin kjole i stykker og forbandt det godt, men hun siddende ved træet, ræven gik hen til hende og lagede sig ved hende, hun kiggede op på ham som havde råbt sådan"hvorfor vil du dø sådan?"spurgte hun, hun syntes det var underligt at han ville dø sådan

Segovax kiggede ned på hende og sagde "fordi jeg er en ond person, jeg fortjer det og uden døden har livet intet mål. Han stod igen og fumlede med kniven han overvejede at gøre det, *nej Segovax ikke foran denne kvinde hun fortjener ikke at se det*. Han kiggede igen på hende og sagde "men hvorfor er du ikke bare ligeglad?", han forstod ikke hvorfor hun ikke bare lod ham gøre det, han kiggede på hende og faldt ned mens hans stønnede "HVORFOR?"

"der er ingen som fortjener at dø, de har fået et liv, og livet er en gave"sagde hun og så på ham, hun prøvede at rejse sig op, men hun kunne ikke støtte på sit ben over hovedet, så hun valgte at sætte sig ned igen"du bor her ude alene ikk"sagde hun, hun boede jo selv i skov alene, men ikke denne, hun boede i en anden skov, men hun havde ikke noget imod denne her skov, hun kunne høre dyrene var lidt bange for ham, hun så lidt på ham, hvorfor var de bange for ham, den forstod hun ikke, hun var selv bange for ham, men ikke så meget som før, hendes forbinding var ikke særlig god eftersom det var en del af hendes kjole, så det var begyndt at bløde igennem, men hun tog sig ikke af det, hun var jo ligeglad med hendes eget liv, hun reddet andres hvis det skulle komme til det om de var fremmede eller ej, efter hendes mening var der ingen som fortjente at dø.

"jo jeg bor alene, men vil ikke sige det er her jeg bor jeg rejser rundt" han så ned på hendes sår og lagde mærke til at det ikke fungerede særligt godt med den forbinding hun havde lavet så han tog fat i en af de bælte punge han havde i siden og fandt en ordentlig forbinding frem, han gik tættere på hende for at sætte forbindingen ordentlig på.

"jeg syntes da ikke skov er så slem"sagde hun, nu havde hun også boet i en skov hele sit liv, hun viste ikke hvilket andet liv der kunne være ud over et i skoven, hun kiggede lidt på ham, hun flyttede sig ikke da han kom tættere på hende med forbinding, hun havde hvert gjort hvad hun selv kunne gøre ved det"dyrene er bange for dig hvorfor er de det, så farlig ser du heller ikke ud"sagde hun og var lidt forvirret

"Godt spørgsmål, måske fordi de kender til min sande natur? Men jeg er enig i at skoven ikke er så slem jeg bryder mig bare ikke om at være det samme sted for længe, jeg har boet det meste af mit liv i en skov" Han kiggede op på trækronerne, og tilbage på kvinden der sad der på jorden, han tænkte*skal jeg hjælpe hende hjem eller bare lade hende være* han satte sig ned igen og kiggede ned på kniven endnu engang, men han lod den værre.

"din sande natur?"sagde hun meget forvirret"jeg har levet hele mit liv i en skov og jeg gør det endnu"sagde hun, hun kiggede på ham, hun smilede lidt til ham"tak fordi du vil hjælpe mig"sagde hun, hun tvang sig selv op og stå som om der ikke var noget galt med hendes ben, hun prøvede at tage et skridt, men hun falde"av!"sagde hun, hun var meget uheldig, hun prøvede igen, ræve ungen begynde at se bekymret ud for hende, den gik hen til hende og prøvede at stoppe hende, det var ikke godt for hendes ben

"skal jeg hjælpe dig" han gik hen til hende for at støtte hende, "ja min sande natur" han kiggede på hende "ligesom din, at du ikke er menneske", han støttede hende så godt han kunne. "men hvis du vil kende min sande natur, kan du spørge dine venner" *hvorfor siger du det hun vil sikkert blive frastødt*.

"nårh det har du fundet ud af, det er heller ikke nemt for mig at skjule det"sagde hun og sukkede lidt, det var derfor hun havde holdt sig i skoven hele sit liv, hun lod ham hjælpe sig, hun grinede lidt af det sidste han sagde"undskyld, men jeg vil hellere vide det når du selv er klar til at fortælle det"sagde hun og smilede til ham, hun ville ikke vide ting om andre før de selv var klar til at fortælle hende det, hun ville ikke havde det dårligt med sig selv over det

"Du er dog utrolig, hvordan kan du være så glad og god" han kunne ikke forstå at noget levende væsen kunne være som hende det gav bare ingen mening, han støttede hende og spurgte "kan du vise vej jeg, så skal jeg nok hjælpe dig hjem". Han smilte kort til hende men kvalte det hurtigt, han blev lidt flov over det. Han så på denne yndige kvinde der knap nok kunne gå normalt havde han dræbt hende og reddet sig et lækkert måltid men et eller andet fik ham til at lade være med det. Segovax var helt forvirret, han forstod ikke hvorfor han gjorde som han gjorde, og endnu engang spurgte han om vej.

"min mor var en smuk og vis elver og min far en glad og god engel"sagde hun, hun viste ham vej"du er heldig at du ser så menneskelig ud, jeg er nød til at gemme mig i skoven hele tiden"sagde hun, hun så lidt trist ud da hun sagde det, det var hun også, hun syntes han var heldig med den måde han så ud, hun var utrolig smuk så det næsten kunne være løgn, det var ikke altid hun var særlig stolt af det, hun kunne ikke rigtigt få nogle venner og hun kunne slet ikke vise sine vinger til nogle, dem var der mange som gerne ville havde fat i

"Ja jeg er heldig med mit udseende, men du er til gengæld heldig med din opførsel, det jeg er påvirker min væremåde meget kraftig" han så på hende og tænkte *jeg burde vel bare bære hende det ville være det letteste. Han to fat i hende og løftede hende op, så sagde han "det er bare lettere sådan her og det går hurtigere" han blev nød til at kigge væk han var endnu engang lige ved at smile, men han turde ikke hun måtte ikke se ham smile.

hun blev lidt forskrækket over at han med et løftede hende op, hun kom til at grine bagefter, hun stoppede hurtigt igen"ja jeg er som en engel, men jeg kan ikke rigtigt bruge det til noget, jeg skal stadigvæk gemme mig i skoven"sagde hun, hun holde lidt fat i ham, så han ikke skulle tabe hende og hvis han gjorde, ville hun hive ham med*han går vel lige som alle de andre og lader mig bare være alene i skoven*tænkte hun trist for sig selv

"hvorfor bor du for dig selv her ude i skoven?" han gjorde det jo selv men han var ret så sikker på at årsagen ikke var noget nær den samme *er hun bange*, han gik i sine egne tank så han var lige ved at slå hovedet ind i en gren, men nåede heldigvis at undvige den, han kom til at smile så hans tænder blev synlige meget kort men længe til at man kunne se at de ikke lignede normale tænder de var stort set alle sammen spidse som hos et rovdyr, han kiggede væk fra hende "undskyld det skulle du ikke have set"

"mennesker kan ikke klare mit udseende"sagde hun, hun så hans tænder, men hun blev ikke bange for ham"jeg har dyr som venner, jeg har set det som var værre"sagde hun med et smil til ham"så du skal ikke sige undskyld, du er den du er og længere er den ikke"sagde hun, hun kiggede op på ham"og pas nu på grenene"sagde hun, hun boede jo i en anden skov, så den vej hun viste ham, var ud af en den de var i og hen til en anden, men hun viste jo ikke om han ville ud fra denne her skov som de var for at kunne godt blive i den