Farlig aften...

Rafael nikket og sagde så med et seriøst blik, men med et grin "Jeg kan lide dig, og jeg vil være ærlig, jeg kan ikke grine selvom jeg kan se det sjove i det, for hvis jeg ikke tog dine ord for seriøse, ville jeg ikke fortjene min post, jeg skylder min race at være voksen hele tiden, selvom det gør mig lidt kedelig...men du er ret hyggelig" Rafael begyndte at spise pizzaen.

Han nød det at være væk fra den dunkle skov, og den dystre mørke, det var meget rare at være her på havne her var skummelt, ja men også en god mulighed for at afreagere. Han så på Rafael "Tror du vi var for voldsomme?" han grinte lidt og svarede så selv på det "nej gu var vi ej de fortjente de sgu" han smilede skævt til Rafael og klappede ham på skulderen.

Rafael nikket til hans svar på hans eget sprøgsmål, og sagde "Jeg ville gerne have gemt en til sener, men sådan bliv det ikke" Rafael snippet lid til sin drink, og snerret så af Segovax, og sagde så roligt "Jeg river underliver af dig din foræderiske slange" Rafael slog hoved ned i bordet. og en mand kom frem bagved Segovax, han havde langt sort hår, og et jakkesæt på, og nogen rav gule øjne, "Jeg ville ikke drikke af ølen" manden satte sig ned foan Segovax "Er du dæmon?"

"Hvorfor spørger du?" sagde han til manden bag ham. Han kiggede på Rafael og spurgte "hvad fanden har jeg nu gjort" han kiggede forvirret på ham der var virkelig noget han ikke kunne forstå ved det her. Hvem var den fremmede og hvad lavede han her. Han kiggede bagover på manden "men hvorfor smutter du ikke bare og lader os klare resten selv?" Sagde han til manden.

Rafael nippet til ølen igen, og snerret igen "Alister hvis du vil bedøve folk med tetromemin, skal du vide at man skal drikke omkring et halvt glas, og med smagen af det, gider man ikke drikke en halvt glas...det smager af lort"
Rafael kigget på Segovax og sagde "beklare min øhh.. snak.. jeg bliv bare skuffet over smagen på min øl.. lig ikke noget i det"
Alister sukket han vidste ikke så meget om dosis af bedøvelse, Alister kigget med et forskræmt blik på Rafael hvor efter Rafael bare nikket til ham, Alister forstod han fik lov at gå uden at skulle slås for det, så han tøvet ikke og gik i hurtige skridt ud af døren. Rafael kigget på Segovax og sagde så "gamle bekendt, ikke alt for klog, men han er flink nok på bunden, vil du være med til at afklaspse ham når vi har spist?, og er du ikke lige nice og bestiller noget nyt øl?"

"Jeg vil sgu gerne give ham en afklapsning, jeg trænger til at afreagere lidt mere" han rejste sig og gik op til skranken for at bestille noget nyt øl, han gik tilbage til bordet og stillede ølene fra sig. "Du Rafael, er han sådan en der forsøger at dræbe dig eller hvad?" spurgte han "du ved bare for at forstå situationen" han smilede skævt til Rafael, men så kiggede han væk igen, "du hvor slem en afklapsning snakker vi om, død, skadestue, lemlæstelse, hvis død eller lemlæstelse må jeg så godt spise resterne?" han smilede skævt og bredt mens hans latter rumlede op helt nede fra maven.

Rafael startet ud med at sige "Jeg har kendt ham i meget lang tid, og jeg så ham som en lille bror, men før jeg fik min kone Domina, havde jeg føleser for en engel som hed Ez, og Alister bandt hende til et træ, og leget med hende til døden, han har altid været en person som er lige glad med hans brutalitet, og han har gjort en sport i at sende folk ind i døden på de mest brutale måder, det handler ikke om smerte, det handler om brutalitetrn for ham, og jeg skylder Ez at han bliver sendt i i efterlivet på samme måde som han gjore med hende, knust og ydmyget, hvis jeg kender ham ret voldtog han hende også, det skulle ikke undre mig... vi snakker om død og pine"

"jeg er med dig her Rafael, han har behandlet nogen uretfærdigt, så han skal bøde for sine fejl" Han smilede skævt til Rafael mens han slikkede sig om munden, han bed i sin underarm så blodet flåd han hældte det ned i sin øl og skålede til Rafael "for retfærdighed, har sgu ingen anelse om din mening her, men det er noget der er vigtigt for mig" han smilede lidt bredere.

"ved du hvor vi kan finde ham?" spurgte han Rafael. han syntes nemlige det ville være trist at rende rundt og lede efter nogen de ikke kunne finde. Han sad og gloede på Rafael og ventede på et svar.

Rafael var ikke den største fan af ideen i retfærdighed, da han syntes det var ganske ulogisk og ikke retfærdigt på nogen måde, men han skålede uden at kommetere det, og svaret så "han er dum, og umoden, på tros af hans 800 er han ikke udviklet som dig, han er vil ikke gemme sig særlig længe, han finder os, og når han gør det, prøver han at slå en af os ihjel uden at tænke sig om, han er ikke født med tålmodighed"

"Jamen så lad os gå et sted hen hvor vi kan være sikre på at have en fordel" han smilede til Rafael og rejste sig op, fra stolen han gjorde tegn til at ville gå, "jeg vil foreslå skoven" han var ikke sikker på om det har var nogen god ide *hvad nu hvis han lyver for dig* han tænkte længe over det men så heller ikke mere, hey han var en hyggelig gut og rart at have noget spænding.

Rafael nikkede og sagde så "Skoven er helt fin, men så håber jeg bare ikke Liv møder op, men vi kan godt lege med Alister i skoven...så han jeg også presse et træ mellem benene på ham"
Rafael rejste sig op, og glædet sig til at lege med Segovax, på den gode ikke voldlige måde, han så frem til noget hyggeligt med ham. Rafael gik ud af døren, og hen mod skoven, og regnet med at Segovax fulgte med.

Segovax fulgte hurtigt med, han vidste at det ville blive fantastisk at få afløb for sine lyster, han havde gået længe og trængt til at udøve lidt retfærdighed bare lidt og så det med at dræbe ja det var bare ham, han var jo et dyr. "nogen plan, eller improviserer vi bare?" han grinede da han spurgte og smilede også skævt, et kort øjeblik.

Rafael drejet hoved, mens han gik i hurtigt tempo mod skoven, og sagde så "Planen er simple, vi finder ham, og tager den derfra...så nej, ingen plan" Rafael vidste ikke om han ville dele Alister med Segovax, eller om han bare ville lege selv, Segovax skulle nok lege med, men æren af døden skulle være hans, Rafael bliv helt ked af det, han tænkte på Ez, og det hun hvade betydet for ham, hun havde reddet ham, og hun havde båret hans barn, men Alister havde taget det fra ham, og det skulle han betale for, Rafael havde længe hørt til rygter om hvem morden var, og da han fandt ud af det var Alister, bliv han rassende, og lige om lidt skulle Alister finde ud af hvor meget. Rafael fik en tåre ned af den ene kind, han tørret dog hurtigt den væk, og håbet ikke Segovax havde set det. den ankom til skoven.

Segovax kiggede sig om han nød at være tilbage i skoven, det var jo her han brugte det meste af sin tid, han havde jo boet alene i skoven siden han havde forladt sin far.
Han valgte, måske fordi han var lidt beruset, at kramme det nærmeste træ, selvom han godt vidste at det ville se usædvanligt dumt ud for Rafael.
Han satte sig på jorden og trak en lille kniv frem en meget lille, men meget skarp kniv og begyndte at ridse tegn ind i huden på sig selv, dette var al den forberedelse han havde brug for og ja så selvfølgelig sit krus øl.
Han fandt kruset frem hældte en sjat øl op og blandede det med lidt af sit eget blod, efter han havde bid sig selv, og lidt honning og drak en god slurk, "vil du smage?" spurgte han Rafael.

Rafael syntes hans opførsel var underlig, men det var sikkert vareulven der skulle luftes nogen gange tænkte han, Rafael rystede på hoved, og sagde så "Jeg spiser kun sjæle, eller menneske mad for smagens skyld, men det der smager ikke godt, jeg er ikke blod dæmon"
Rafael havde også sine egne ritualer, men det var først efter jagten. Rafael gav tegn til Segovax han skulle være stille, der lugtede af diesel olie, han havde den fornemmelse af at Alister havdeslået sig sammen med gamle venner, så Rafael lugtede efter sjæle, der var Segovax og ham selv, en anden dæmon, og en vampyr, vampyren var nok Alister, og Liv var sikker den ukendte dæmon, han kigget rundt, og så Liv sidde i et træ, og kigget på Segovax som var lige under træet, og uden at pege på træet prøvet han at vise der var nogen oppe i træet med øjnene.

Han kiggede først meget undrende på Rafael, men lagde så mærke til hans øjne, han forstod godt hvad det var han forsøgte at fortælle ham, men valgte at blive stående og afvente hvad der ville ske, "jeg tror han har tænkt sig at forsøge at brænde os ud" sagde han stille og roligt som om der intet farligt var ved det.
Han stod bare stille og roligt og ventede på at blive angrebet.

Rafael gjore sig ikke til sin dæmon form endnu, han vidste ikke hvorfor at Liv ikke havde gjort noget endnu, og hans dæmoniske form, ville bare gøre ham svagere overfor pentagrammer.
lugten af diesel bliv større, og Rafael vidste ikke om det var et trick for at få dem til angrebe, eller om det bare ville betyde det skulle være i en brændene skov om fem minuter.
Liv hoppet ned fra træet, ikke mere end en meter fra Segova, og smilte varmt og kærligt, hun havde skuldre langt lyst hår, og nogen blå øjnene, hun finste lidt som var hun en lille pige, og sagde så sukkersødt "Mit navn er Liv, hvem har jeg fornøjelsen af at se an?"

"Hvis dit navn er liv kan jeg ikke sige andet end jeg at jeg må kondolere" han havde meget stærke intentioner om at hun skulle dø, gerne hurtigt og smertefrit bare fordi det var mere den måde han plejede at dræbe på.
Han stod og kiggede længe og svarede så "Mit navn er Segovax"
Han kiggede over på Rafael og spurgte "er hun også dæmon?"

Rafael mødte Segovaxs blik, og nikket "Ja.". Liv fik næsten røde kinder, og afbrød Rafael "Hvorfor kondolere?..du ser sød ud..dejligt at møde dig Segovax" hun smilte igen varmt.
Rafael kigget på Segovax og sagde "Jeg finder Alister..leg pænt, hun er ikke så slem" Rafael gjore sig til sin dæmon form, og gik længere ind i skoven mod Alisters sjæl.

"ja hvorfor tror du dog jeg har tænkt mig at kondolere, måske fordi jeg har tænkt mig at gøre en ende på livet?" han smilede over sin egen morsomhed, man han vidste godt at det ikke ville blive så nemt, han havde aldrig været i kamp med noget der var stærkere end en bjørn, men han var stadig ret selvsikker på sin egen form og på hvordan det ville udvikle sig.

Liv fik et bedre smil på læben, hun havde ikke været beskidt siden...Liv kunne faktisk ikke huske det, hun kunne huske at hun bliv beskidt da Rafaels bror Gabriel begravet hende levende, og efterlod hende til evigheden, men udover det kunne hun ikke huske det, hun var jo meget en fin dame, men hendes race, og 800 år på bagen gjore hende til en modstand. hun nejet høfligt og sagde så "Hvorfor nu det?..jeg troet det var skønheden der dræbte udyret, men så igen, du ser ret nydelig ud..men spøj til side, hvem har jeg gjort fortræd siden du vil skille mit hoved fra kroppen?"

"godt sprøgsmål måske er det bare fordi jeg har lyst til det" han grinede mens han sagde det og begyndte så at smile "du kaldte mig jo lige et udyr så må jeg hellere opføre mig som en?" han grinede igen han ville ikke være den der startede han ville ikke have noget problem med at dræbe hende, hvis han blev angrebet.

Liv kiggede på hendes ene hånd, satte sig ned i skræder stilling "Du er ikke ond..folk som Raafi er onde" hun hørte det næste og sagde så "undskyld.. men syntes stadig det er sjovt" hun smilte bare krælig til ham, og hørte nogen lyde af flæggene træere lidt længere inde i skoven "Tror kæreste parret har fundet hinanden...hvorfor er du her?..jeg er her jo for at hjæpe min ven.. kender du Raafi fra et eller andet sted?" hun kigget med nysgerrighed på ham, og søgte hans blik.

"jeg er her fordi jeg lovede Rafael med hans udestående, så hvis du er her for at hjælpe Alister bliver jeg nok nød til at dræbe dig" han sagde det mens han slikkede sig om munden og smilede til hende han synes ikke hun virkede truende, knap nok selvsikker.