Farlig aften...

Liv sukket åbenlyst og sagde så roligt "Synd..Jeg har ellers intet mod søde drenge.." hun holdt en pause og sagde så "kan du ikke give mig lidt tid til at komme istemning, har ikke gjort nogen nået i lang tid nu, og vil gerne ungå at hoppe ind i det...så du flink"

"ville jeg gerne, hvis jeg kunne lide dig, men det kan jeg ikke" han grinede af hendes sjove kommentar mens han løb frem mod hende, imens han løb trak han sine to knive den ene var bare en normal kniv men den anden havde sølvskæfte og et pentagram på klingen.

Liv sprang op fra sin stiling, hun var ikke bange for ham, selvom han var skræmmende, valgte hun at tænke på hans våben, og smilte da han løb, hun fik vinger op hoppet tilbage i et stød med sine vinger, og da han var kommet langt nok tabte hun den zippo lighter hun havde leget med i den ene hånd, og da den ramter jorden, kom der en mur af ild mellem hende og ham, og hvis han ikke var meget hurtig ville hendes plan virke og olien ville skabe en stor ring af ild om ham. hende selv gjore hun klar til at kaste sig ud efter ham, hvis han skulle gøre noget uforudset.

Han grinede bare af hende og sprang igennem ilden han mærkede varmen men ikke så slemt som det kunne have været, det var noget han havde gjort før han havde, et par gange, været nød til at løbe gennem en skovbrand. Han fortsatte sit løb hen imod hende.

Liv havde ikke gjort sig klar på en plan b, hun kunne prøve at løbe, men hanvar hurtigere end hende så vidt hun kunne se, hun overvejet at løbe mod ham, men selvom hun godt ville lege frygtløs var hun det ikke, og nu hvor planen ikke virket, var hun meget bange for ham, hun vidste hun ikke kunne flyve væk, fordi han ville kunne nå hende før hun kom væk fra træernes rægge vide. Liv faldt på hendes knæ, da hun ikke kunne finde på noget, og lagde sig ned, og begyndte desperat at kravle væk, hun så ham være kort fra hende, og sagde så forskræmt "Vil du ikke nok stoppe, jeg har ikke gjort nogen noget der ikke fortjente det..jeg har da også været sød mod dig ik?, hvorfor kan du ikke lide mig" hun fik en klump i halsen da han stod lige over hende.

han plantede den ene kniv i skulderen på hende, han tog fat i hendes hals og løftede hende op, han stod der og smilede til hende som et andet rovdyr kunne finde på at gøre de overfor sit bytte. "hvorfor skulle jeg være flink mod dig, du for mig til at le, du sagde du var her for at hjælpe Alister og eftersom jeg var her for at sørge for at få ham dræbt, stod du i vejen og alle forhindringer skal fjernes" han grinede til hende og klemte lidt hårdere om hendes hals, han holdt stadig kniven med pentagrammet i sin venstre hånd, han var klar til at dræbe hende med den hvis det blev nødvendigt, han håbede det.

Liv snerre af ham, og prøvet at få luft, hun havde ikke i sinde at ligge sig at dø, men vidste heller ikke om hun overhoved havde en mulighed for sejer, men hun kunne godt mærke at der var store chancer for at dø, men hun ville ikke give op. "Jeg fortjener det ikke..vil du ikke nok stoppe, jeg skal nok gå" hun fik en tåre ned af hendes kind, hun vidste ikke selv om den var ægte eller falsk, men kunne let være en blanding lige nu. hun piv lidt da det gjore ondt i hendes skuldre.

Han klemte lidt hårdere om hendes hals, hvis det ikke var fordi han var så opildnet i blodrus, havde han måske ladet hende gå, men han var ikke helt sig selv, han kiggede på hendes hals og bed sig fast i den han hev en luns kød af og smed hende fra sig, han spyttede kødet ud i hånden og grinede til hende, han havde det sjovt, og det var tydeligt at se hvordan han var påvirket.

\\Jeg løber i seng\\

\\ok\\

Han gik tættere på hende og bøjede sig langsomt nede mod hende, "skal jeg bare ende det?" hans stemme var hård og kold da han spurgte, "eller har du lige noget utroligt vigtigt at sige" han grinede over det for hun kunne jo ikke snakke når han stod med hendes stemmebånd, han smilede koldt til hende.

Liv fik tåre som løb ned af hendes kinder, hun frygtede døden, for selvom hun var gammel, havde hun ikke vænnet sig til tanken, hun ville gerne græde, men det var kun tåre som kunne komme, da hun ikke kunne lave hulkende lyde mere, hun kastedet sig for han fødder, og kysset hans støvle, hun ville gøre alt for livet, og selvom hun ikke længere syntes han var en rar mand, ville hun gerne kende hendes plads.

Han satte sig ned på hug foran hende, og råbte af hende "så gør dog noget ved det!" han havde på ingen måde tænkt sig at lade hende leve, men han håbede lidt at hun ville forsøge at løbe, det ville gøre det hele lidt sjovere, han sparkede hende i ansigtet og rejste sig så op og afventede hendes reaktion.

Liv fik bare flere tåre, og et endnu mere undskyldene blik, hun fik hans fod i hoved, og hun faldt bagover, og selvom hun ramte jorden hårdt, og hun ville skrige hvis hun kunne, så måtte hun bare folde hænderne, og ligge sig endnu en gang for hans fødder, hun ville ikke gøre ham mere vred på hende, og hun prøvet ikke at gøre hans sko våde med hendes tåre, hun tog noget mudder og smurte det i ansigtet for at vise hun intet var værd lige nu, hun lagde sig ned på jorden i en sammen krøllede stilling

"så stop dog det pis" råbte han til hende mens han bøjede sig ned, han gravede sin hæjre hånd ind i hendes hals og to fat og nakke-virvlerne. han stod der med hende, hun lignede ikke noget der var noget værd han bar hende hen til ilden, han tog den ene kniv og varmede den der i, og brænde mærkede så hendes bryst med den:

//brændemærke: //

Liv ville tigge om nåde hvis hun kunne mens hun bliv læftet hen mod ilden, og da hun havde regnet ud hvad hun ville gav hun et lydløst skrig, hun ville bare få ham til at stoppe, hun havde ikke gjort noget, hun var ikke blevet brændemærket endnu, men så knive komme hen imod hende, hun fik flere, hun havde troet han var en mindre ond mand, men hun måtte indse hun tog fejl, hun kunne nok ikke være mere græde færdig da hun var blevet brænde mærket, det var en kæmpe ydmygelse for hende, og skammen løb gennem hendes krop.

Han bar hende tilbage til der de havde stået før samlede kødstykket fra hendes hals op og gav det til hende, "løb så med dig" råbte han af hende, *så jeg kan jagte dig*, han smilede blidt til hende og pegede længere ind i skoven.

Liv tænkte det hele var over at han ville vise medfølelse for hende, eller bare ville give hende en chance, men hun bliv helt ked af det igen, da han sagde det næste, hun kigget først på ham, og søgte efter en måde hun kunne få lov at ikke at dø, men hun fandt intet i hans blik, så hn valgte at løbe den vej han havde peget, og håbet ikke at han var hurtigere end hende, selvom hun vidste han var det. hun løb med tårene ned af kinderne, og ville bare gerne hjem nu, men hun forsatte med at løbe.

Han løb hurtigt efter hende, men han holdt et tempo der var langsomt nok til at hun stak af fra ham, men han havde tænkt sig at indhente hende om lidt. han lod hende løb og stoppede så op og stod og pustede hun skulle gerne tro han var i dårlig, ikke at han var det men han elskede at lege med sit bytte.

Liv bliv glad da hun så ham stoppe, hun havde en ide om at hun måske kunne slippe ud af det her alligevel, det var lidt synd for Alister, men hun ville ikke være inærheden af den onde mand mere, så hun forsatte med at løbe, hun snublede over en sten, men forskræmt fik hun kæmpet sig op, og forsatte med at løbe, hun ville ikke tænke på brændemærket stadig gjore ondt, lige nu ville hun bare gerne væk, og glemme hun var mærket som et eller andet dyr, eller slave kvinde, men det kunne hun skamme sig over senere.

Da hun var fortsat smed han tøjet og forvandlede sig, og løb så hurtigt han kunne efter hende, han begyndte at hyle og løbe hurtigere, han havde samlet den ene kniv op, den af sølv han vidste han kunne få brug for den, da han nåede tæt på hende hylede han igen. han vidste at han ville dræbe hende nu, nu havde han leget længe nok.

Liv så den store ulv løbe mod hende, hun faldt til jorden da hun ikke så hvor hun løb, og kravlede håbeløst væk, hun stoppede og holdt øje med det store bæst som kom løbene mod hende, hun vidste han ville dræbe hende, men hun så ikke nogen muligheder, hun følte sig uretfærdigt behandlet, hun vidste ikke hvad hun hvade gjort som fik manden til at hade hende så meget, men hun følte ikke det var nok til hun skulle dø, hun lukket øjnene, og håbet på han ville komme til sig selv, eller måtte hun vel bare være klar til at dø

HAn kastede sig over hende og placerede sig skråt hen over hende, begyndte ligeså langsomt at grave ned i hendes ene skulder med den ene pote, han begyndte at syntes at det var synd for hende så han besluttede sig for at stoppe. Han forvandlede sig til menneske igen og sagde "jeg stopper nu" og smilede venligt til hende, han vendte sig om for at gå, tog et skridt væk fra hende, og vendte sig så igen "jeg stopper pinslerne, ved at ende dit liv" og sprang så ellers på hende og borede kniven dybt i brystet på hende. Han grinede højt da han gik der fra, han forsøgte at fange lugten fra de to andre.