Nat - Zean

"så du vil simpelhen have jeg skal snakke med dig imens jeg bruger alle mine kræfter på ikke at synke i?" spurgte hun og hævede kort, en anelse provokerende øjenbrynet. før hun kiggede væk igen, hun hadede at have øjenkontakt med folk, for specielt nogen af disse dæmoner kunne jo manipulere og rode i ens hovede ved at kigge på dem..

Faktisk var det kun få dæmoner der kunne det. dem der havde det som evne. Det samme med alle andre racer...der var også nogen der kunne, hvis de havde en evne til det.
"Jamen så må du hellere skynde dig, inden du synker for langt...har jeg ret?" han smilte ikke eller noget. sagde det bare. Han var stædig når det greb ham...men lige nu var det ikke stædighed...det var bare...ligegyldighed. kulde. og hvad så hvis hun druknede i mudder? Det måtte hun jo selv styre...Hun havde jo øjensynligt energi til at snakke om at ville fri...hvorfor spilde sin energi på det? Det måtte hun selv om...det kom hun ingen vegne med.

Irissa vrissede vredt "min familie blev dræbt af vampyre og dæmoner. og jeg får penge for det" sagde hun og ville ikke uddybe yderligere, detaljerne omkring hvordan hun selv var den eneste fra hendes familie der havde overlevet, og hvordan det hele forgik kørte dog igennem hendes sind hver dag.
Hun så ham nu i øjnene "kan jeg så komme op nu?" spurgte hun vrissende imens hun stadig holdte kontakten

Han nikkede svagt. en lignende historie havde han hørt før.
"Og derfor skal alle af samme race dø, istedet for bare at jage den eller dem der gjorde det?" han rystede på hovedet.
"Det er typisk mennesker...Nå pyt..." han rejste sig op og så lidt ned på hende.
"Må jeg foreslå noget? Du lyttet nok ikke alligevel...men vis du virkelig ønsker at blive en god dræber, bør du nok arbejde lidt mere med dine følelser...din vrede og hævnlyst ødelægger hurtigt et eller andet...det er ikke noget jeg siger for at lyde klog...kender bare problemet..." ja. Hun troede sikkert hun var den eneste i verden der havde det hårdt osv. eller måske regnede hun bare ikke med folk forstod hende. Det var også lige meget...
Men han havde oplevet de ting han skulle.
Han sukkede svagt.
"Nå...Har jeg ret i at når jeg hiver dig op har du lige præcis energi nok til at prøve at slå mig, din redningsmand, ihjel?" redningsmanden der også satte hende i den situation hun var i. Men stadig redningsmanden.

Irissa overhørte bare hans råd, hun vidste skam godt at hun var alt for vred til at styre sin energi og sin metode til at slåsse. men hun ville ikke have råd fra en dæmon.
HUn kiggede op på hende. sorgen stod næsten ud af hendes øjne, det var jo ikke fordi at det hele var forgået som alle andre, der var meget mere i det end lige det hun sagde.
Det hun havde oplevet var ikke noget som så mange andre havde oplevet. mere fordi der var så mange flere detaljer.. "jeg slår dig ikke ihjel" sagde hun bare ligegyldigt..

Det var jo bare barnligt. Ikke at ville tage imod råd fra en person som så øjensynligt havde ret. Hvis det havde været ham selv ville han havde reageret på det, taget det til sig og lært af det. blevet bedre og dermed være en farligere fjende en anden gang.
Han så på hende med samme ligegyldighed. Og rystede så på hovedet.
"Du er jo en skændsel for dusørjægerne" sagde han så bare, han gik over til mudderet og tilbød hende så endelig en hånd. Hun kunne jo vælge at hive ham ud i mudderet nu, men taget i betragtning at hun så heller ikke ville kunne op alligevel bagefter, overbeviste ham om at hun nok ikke ville gøre det.
Det ville nok kræve lidt energi at få hende op...Mudderet så ud til at have grebet godt fat i hende efterhånden. Men det skulle da nok lykkes...selv om han mest havde lyst til at lade hende blive der.

Irissa så op på ham, og rystede ligeledes på hovedet af ham.. mest af alt på en lille smule provokerende måde.
Hun greb med en fast greb i hans hånd, og brugte alle sine kræfter på at komme op, hun pustede ud da hun endelig var oppe, det var hårdt at bruge alle sine kræfter og løfte mere end sin egen vægt. Hun var jo trænet men ikke så godt trænet. Hun kom op og greb fast omkring sine ben og fik det meget tunge mudder af sine ben. Hun så op på ham, og kom med det første smil i lang tid "og du er nu en skændsel for dæmonerne, eftersom du lige har hjulpet en dusørjæger" sagde hun og hendes smil forsvandt dog hurtigt igen.. "jeg skylder dig lidt historien" sagde hun og satte sig forpustet ned på den hårde jord, og lagde afslappende armene om sine ben "da jeg var mindre fik vi nye naboer, og jeg begyndte at lege med sønnen, og fik faktisk et rigtig godt forhold til ham, og han var sådanset min første forelskelse.. ham og resten af hans familie slog min familie ihjel.. og det var mig der fandt dem.. ikke et kønt syn på jeg tilstå" sagde hun og prøvede at virkede ligegyldig selvom det havde taget ret hårdt på hende "jeg vidste godt der var noget galt med drengen, men jeg regnede ikke med han var sådan en skabning"

Han holdt igen og hjalp selv med at hive hende op. Han smilte svagt til hende.
"Mig? Naa...der er jo ingen rigtige...grænser for hvordan man skal opføre sig, vel? Dæmon gør som de finder passende...og hvad der er bedst for dem selv. Desuden har jeg været i selskab med andre dusørjægere før, så det er intet nyt...Men vis det kan gøre dig glad, så jeg også helst at mudderet spiste dig" han trak lidt på skuldrene. hvorfor var det lige han stod og forklarede sig?
Han så lidt overrasket på hende. Det var det sidste han havde forventet...At hun ville sætte sig til at fortælle mere. Han troede faktisk hun ville bruge resten af sin energi på at slå ham ihjel...Men der kunne man jo bare se. Han lyttede, mest fordi han var lidt overrasket over end fordi der rigtig interesserede ham.
Han satte sig ned, dog lidt væk fra hende og så på hende.
"Aha..." han lænede sig lidt tilbage.
"...Så du har faktisk en grund..." men så viste han sig fra sin gode side, og gjorde ikke nar af det. Han kendte jo også selv til følelsen at miste.
"Alle dusørjægere har deres egen grund til at jage væsner...nogen grunde er mere til at acceptere end andre...Jeg ved ikke helt med dig, på en måde irritere det mig at det skal gå ud over alle andre, hvorfor ikke bare nøjes med at jage dem der slog dine kære ihjel?
Hvis det havde været en menneske der slog dem ihjel...Ville du så også dræbe alle mennesker?" spurgte han lettere nysgerrigt.

Irissa grinede af hans sidste kommentar " nej det ville jeg ikke, men nu er det så blevet set at et flertal af dæmonerne er meget ondsindige." sagde hun og så på ham. "Og desuden så har jeg ikke andet og leve af.." sagde hun og på sig lidt omkring. Hun så på ham igen og holde en meget kort øjenkontakt "men nu er det jo heller ikke personligt at jeg prøvede at dræbe dig, du var jo bare på det forkerte sted på det forkerte tidpunkt" mumlede hun og kiggede derefter væk igen før hun lod en hår kurre igennem det lettere fugtige hår..

Han grinte svagt og rystede på hovedet.
"Ja, mange dæmoner er ondsindede...Og jo, du kan sagtens finde på andet at lave...desuden er de fleste mennesker ualmindeligt egoistiske, og nogle af dem kan også være onde...Og det sidste...Det tror jeg nu ikke på" sagde han og så længe på hende
"Du så på mig med sådan en vrede og hævnlyst at man skulle tro vi kendte hinanden og jeg personligt kun havde bragt dig ulykke...Så selv om du havde set mig et andet sted, er jeg sikker på du havde angrebet mig...Men jeg er da glad for du slapper mere af nu" nikkede han.

Irissa kiggede sig lidt omkring før hun vendte blikket imod ham igen "det er nemt at finde sin vrede hvis man tænker på den rigtige ting." sagde hun og rykkede på skulderne.
Hun så sig igen omkring, hun var heletiden på vagt for at det skulle komme andre væsner..
Det var tydeligt at Irissa havde haft mange problemer med dæmonerne, også på det sidste hvor hun var desideret blevet totureret af disse skabninger, hun havde udviklet en hvis had til dem..

Han grinte svagt, mest for sig selv, mens han nikkede lidt. Vrede var nemt...Men ikke nødvendigvis det bedste. Faktisk måske langt fra...Og dog, det nyttede nogen gange med vredens styrke og skræmmende effekt.
Han så sig selv lidt omkring, uden at vide om der var mere at sige. Han overvejede at rejse sig og smutte væk inden hun fik samlet energi nok til en lille slåskamp...mere. Kunne men vel sige.

Irissa rejste sig op, hun rettede på sit våbenbælte som nu var blevet rimelig beskidt, og sine beskidte bukser før hun så på ham, hun havde fået mere energi, og hun overvejede om hun skulle afslutte hvad hun havde startet og mugeligvis dræbe ham.. hun tænkte ved sig selv, han havde jo været flink men det var stadig hans skyld hun lande i mudderet, faktisk var der ingen grund til ikke at dræbe ham..

Han rejste sig også. Mest fordi han ikke kunne lide vis hun virkede højere end ham.
Han strakte sig kort og så på hende.
"Nå...jeg smutter for nu, inden du får for god eideer..." han så kort bedømmende på hende.
Normalt ville han være vendt om, med ryggen til hende, og gået...Men i dag gik han lidt baglæns, mens han så bedømmende på hende...Hun skulle ikke have lov at overraske ham.
Da han selv mente han var forsvarligt nok langt væk fra hende, vente han endelig om og skyndte sig videre.

Ja hun bestemte sig for at gøre hvad hun havde sat sig for, hun mærkede sin mave køre rundt, hun havde ikke fået mad i lang tid. HUn tog en af sine normale knive og kastede den efter ham mest for , at aflede. HVorefter hun kastede sig over ham med en knyttede næve..

Hvad var der galt med det menneske? Man kunne ikke bare sidde og snakke sammen, for så at angribe...det var dårlig kampmoral. for ham i hvert fald. Enden gjorde man det ene eller det andet.
Kniven virkede rigtig nok ikke igen, nok fordi han havde forventet det.
Han mærkede hendes krop ramme hans, han greb fat i hendes arme og det lykkedes ham lige at holde balancen.
Han førte et ben om bag hende, så at vælte hende...

"Hvad er der dog galt med dig? Jeg har lige reddet dig fra mudderet...Sikke en måde at sige tak på, du må ikke have meget ære i livet!" knurrede han vredt. noget af hans tålmodig var snart væk. Han orkede ikke at småslås med et dumt menneske!

Irissa landte hårdt på jorden, hun så op på ham og kneb øjnene rasende sammen.. ih kunne hun da ikke bare få det overstået og så slå ham ihjel så hun havde noget at leve på den næste måned.. Hun gad sku ikke leve på skrald den næste stykke tid..
Plus at hun ikke skulle virke svag på nogen måde, hvad skulle hun sige når hun kom på arbejde og havde midslykkedes det hun fik løn for.
"det var trosaldt også din skyld jeg kom til at sidde fast.." sagde hun og sparkede hurigtig ud efter ham, først med det ene ben og så med det andet..

Han flyttede sig baglæns og sukkede.
"Sandt...Og jeg skulle have ladet dig side. Drop det...Jeg er i for højt et level til dig. Find en dæmon på din egen størrelse" Han gad virkelig ikke spilde sin tid på dette mere. Det kedede ham faktisk. Mest følte han bare at hun var...et barn. Et lille barn der løb efter ham fordi det ikke kunne finde sin mor eller bare for at være irriterende. Som regel ville han tage livet af det...Det kunne han jo også her...så var han i hvert fald sikker på hun ikke gjorde ham mere...
Han begyndte at gå baglæns igen, han ville gerne videre i sin aften, men han fornemmede også at hun ikke havde brugt sin sidste energi endnu.

Irissa så på ham og forsøgte med alle sine kræfter at få fat omkring hans hals og holde ham nede i jorden, hun vidste godt at han højest sandsynelig havde langt flere kræfter end hende. Hvis hun bare kunne få nogen gode hug ind ville det være godt for hende, så hun kunne få magten over ham.
Hun vrissede som en kat, vred over hendes mangel på sine egne kræfter. og de tideliger skader hun havde fået sig tildelt fra andre slåskampe..

Ham himlede øjne og holdt hende væk fra sig med sine arme.
"Lær enden af det her og bliv bedre, eller opgiv...For meget snart, lille menneske..." hans øjne forandrede sig, blev mere...kolde og ligeglade. Hvilket som regel også betød han havde ændret personlighed.
"...Tager jeg din sjæl, slår dig ihjel..." ja det skulle fungere som en trussel, hvis ikke det virkede ville han gøre alvor af det...prøve at tage hendes sjæl så hun kunne mærke døden banke på...Og hvis hun så valgte hun gerne ville leve og kæmpede mod ham, kunne han jo lade hende leve bagefter...hvis han syntes...